Frans Ørsted Andersen: Pædagogik på kanten – især for drenge men også for piger. Mindspace. 2015

Der er for få drenge, der får en uddannelse, flere drenge
end piger modtager specialundervisning, ligesom frafaldet er størst blandt
drenge. Drenge mangler i mange tilfælde motivation
og mening med skole og uddannelse. I nogle år har man inden for den pædagogiske
verden talt om drengeproblemet og diskuteret, om der er behov for en særlig
pædagogisk indsats over for gruppen. I
bogen Pædagogik på kanten – især for drenge
men også for piger introducerer og diskuterer Frans Ørsted Andersen
forskellige pædagogiske projekter, som i særlig grad henvender sig målgruppen.
Samtidig forsøger han at indkredse en række generelle pædagogiske principper,
som er anvendelige i forhold til målgruppen. Bogen introducerer til et par
historisk pædagogisk projekter, hvor der var fokus på drenge, f.eks.
ungdomsskolens arbejde med den såkaldte Slikker-bande tilbage i 60’erne. En
knallert- og motorcykelbande, der hærgede i Odense på daværende tidspunkt. Det
synes, jeg er fint. Det historiske fylder alt for lidt i dagens pædagogiske
debat, det er som om, at alle problemer og mulige løsninger er opfundet inden
for de sidste 10 år. Her ud over introducerer Andersen til Stem-projekter,
Coorporative learning, andre former for arkitektur og ruminddeling. rollespil
eller gaming og f.eks. det pædagogiske
arbejde i Drengeakademiet.

Pædagogik på kanten
er ikke en akademisk bog, men derimod en bog der primært introducerer til
forsknings- og udviklingsprojekter, som Ørsted typisk har haft tilknytning til som
forsker. Hermed får bogen lidt karakter af en hands on bog, hvilket kan være
godt i forhold til den konkrete pædagogiske inspiration. Til gengæld mangler
der så en mere udfoldet akademisk refleksion omkring problemstillingen, selv om
der i varierende grad refereres til teorier og forskningslitteratur, så man kan
gå videre på egen hånd.

Hvad er det så for en pædagogik, som i særlig grad
henvender sig til drenge. Grundlæggende
har vi at gøre med en række almenpædagogiske ideer og vel også til
dels socialpædagogiske ideer, som også i andre sammenhænge har vist sig at
være virkningsfulde.

Specifikt i forhold til drengegruppen kan inddragelse af
(ny) teknologi, anvendelsesorientereret undervisning, selv om begrebet ikke bruges,
og rollespil/gaming samt eksperimenterende pædagogik være relevant. Den nævnte indhold
og pædagogik kan blandt andet bruges til at skabe motivation, engagement og
mening.

Afslutningsvis i bogen refereres der til 18 forhold og faktorer, som
kan medvirke til en god pædagogik på kanten. Det kan virke lidt tilfældigt, at
noget og ikke noget andet er medtaget, ligesom der heller ikke sker en
refleksion over, om noget er vigtigere end andet og om nogle af elementerne
hænger sammen, og hvordan de i øvrigt hænger sammen. Der refereres ikke til
rammemæssige forhold som f.eks. organisationen og ledelsens betydning, selv om disse er centrale
for, at en konkret pædagogik kan udvikles.

Skal man sammenfatte anbefalinger og forsøge at gruppere
dem, kan man pege på lærer-elev-relationer, udvikling af fællesskaber, trivsel,
eksplicit didaktik eller klasserumsledelse, dvs. tydelige og klare krav og
forventninger, varierende undervisningsformer, anvendelsesorienteret
undervisning fokus på den enkelte elevs udfordringer og nærmeste udviklingszone,
holddannelse og arbejdet med elevens personlige og sociale kompetencer. Hertil
kommer den mere deltagelsesorienterede og aktivitetsprægede pædagogik, som i
særlig grad henvender sig til drengegruppen.

Selv om der er gode ideer og praktiske pædagogiske eksempler på, hvordan man kan arbejde med målgruppen mangler der en mere systematisk og teoretiske reflekteret tilgang til problemstillingen.