Debat: Er Frederiksens revolution andet end en
festtale?

29.
september 2016 Politiken FINN WIEDEMANN, LEKTOR, PH. D., CENTER
FOR KULTURVIDENSKABER, SYDDANSK UNIVERSITET

DEN
OFFENTLIGE SEKTOR

Hvis socialdemokraternes drøm om en bedre offentlig sektor
skal realiseres, kræver det langt større konkretiseringsgrad.

Det er
glædeligt, at Socialdemokratiets formand blæser til kamp mod den stigende
forarmelse af den offentlige sektor, hvor der tælles, måles, dokumenteres og
styres, så man nogle gange skulle tro, at det var de ansattes væsentligste
opgave.

Den tid, som
skulle anvendes til de primære opgaver eller kerneydelsen, reduceres, imens de
offentligt ansatte suges længere og længere ned i det kviksand, som de politisk
og administrativt er blevet drevet ud i.

De
offentligt ansatte vil gerne gøre en forskel, som Mette Frederiksen sagde i sin
tale til kongressen, ligesom arbejdet for mange er et kald. Arbejdsglæden kan
rigtignok nemt forsvinde, når papirbunkerne vokser og forandringer og
omstruktureringer i tide og ikke mindst i utide vælter de ansatte omkuld.

Mette
Frederiksen talte om behovet for en lille revolution, en ‘ fingrene
væk-reform’, en velfærdskontrakt og en samlet drøm for, hvordan
velfærdssamfundet skal se ud. Semantisk blev der således ikke sparet på
retorikken. I talen linkes der både til Martin Luther King, Karl Marx og
klassisk socialdemokratisk arve-og tankegods. Spørgsmålet er, hvordan denne
lille revolution eller drøm så skal realiseres.

Jo, Mette
Frederiksen foreslår fire mål.

DER SKAL for
det første gøres op med den centralisering, som har drevet udviklingen af den
offentlige sektor. Løsningerne skal tættere på borgerne. Det lyder jo godt, men
vi fik ingen bud på, hvordan det skal ske – ud over at yderligere
digitalisering kan hjælpe os på vej.

Skal vi
rulle strukturreform, sygehusreform og fusioner af f. eks. uddannelses-og
forskningsinstitutioner tilbage eller sende flere statslige arbejdspladser til
provinsen? Tendensen har længe lydt ‘ big is beautiful’. Sammenlægninger,
fusioner og reformer af velfærdsområder har præget den offentlige sektor de
sidste 10-15 år. Det har betydet, at der er blevet længere imellem os alle
sammen: politikere og borgere, ansatte og ledere, institutioner og brugere.

Den anden
idé handler om, at der skal være mere plads til faglighed og mindre kontrol.
Institutioner skal have rammer, overordnede retningslinjer og flerårige
budgetter. Dette står i modsætning til den udvikling, som har karakteriseret
den offentlige sektor de sidste 30 år, og som især er blevet forstærket de
senere år, hvor stadig mere sofistikeret kontrol og dokumentations-og
resultatsystemer er blevet udviklet.

Nogle
offentligt ansatte kan berette om, at de bruger halvdelen eller mere af deres
arbejdstid på at fodre det altid sultne bureaukrati. Mere faglighed og mindre
kontrol lyder fint, men aktuelt er der mange eksempler på, at mere styring og
kontrol er på vej. Et aktuelt eksempel er ministerielle planer om, at staten
fremover skal udpege universiteternes bestyrelsesformænd og repræsentanter til
bestyrelsen, og at der skal indføres nye, styrkede pædagogiske læreplaner for
dagtilbudsområdet.

Det er, som
om den ene hånd ikke ved, hvad den anden laver, når det handler om udviklingen
af offentlig styring og kontrol. Hvad mener Mette Frederiksen om det? Mette
Frederiksens tredje idé handler om, at der er brug for ledelse. Mere konkret
direkte ledelse i hverdagens arbejde. Samtlige moderniseringsprogrammer har
siden starten af 80′ erne peget på ledelse som afgørende for den offentlige
sektors udvikling.

Der er
således ikke noget nyt i et forslag, der peger på, at ledelsesskruen skal have
nok et nøk.

Det ville
have været mere visionært, hvis drømmen havde handlet om mere
medarbejderindflydelse og -inddragelse.

Endelig er
problemet aktuelt, at mange ledere drukner i administrative opgaver, hvorfor de
har svært ved at finde tid til at lede. Vi har ydermere set, hvordan der er
blevet indført superledere de senere år i form af områdeledere inden for f.
eks. daginstitutions-og skoleområdet, som har ansvaret for stadig flere
institutioner og medarbejdere. Den daglige ledelse er her blevet mindre
nærværende og fagligt orienteret. Forestiller Mette Frederiksen sig, at den
udvikling skal rulles tilbage? Endelig peger den måske kommende statsminister
på forebyggelse og tidlig indsats frem for behandling.

Det lyder
udmærket, men særlig konkret er det ikke.

Såfremt den
lille revolution og drømmen om den offentlige sektor ikke skal lide samme
skæbne som tillidsreformen og de tidligere afbureaukratiseringsplaner og
-reformer, kræver det langt større konkretiseringsgrad.

Et katalog
med f. eks. 100 konkrete forslag ville overbevise mere og have større
sandsynlighed for at gøre en reel forskel end en god festtale – selv om sådan
nogle selvfølgelig både kan være nødvendige, underholdende og opløftende.