Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 3/7-2017

Børn og unges medievaner ændrer sig. For nylig blev
kulturministeren flittigt fotograferet i selskab med en sjette klasse fra
Haderslev i forbindelse med, at hun er på Danmarks turne, hvor hun forsøger at
danne sig et overblik over danskernes medieforbrug. Møderne er en del af
forberedelserne til de politiske forhandlinger, som skal munde ud i et nyt
medieforlig i 2019. Det overraskede tilsyneladende kulturministeren, at kun en
procent af børnene havde DR blandt de tre mest foretrukne medier, mens f.eks.
Snapchat toppede børnenes favoritliste. Sjette klassen fra Haderslev er næppe
helt atypisk. Børn og unge har grundlæggende et andet medieforbrug end resten
af befolkningen. Deres foretrukne medier er de sociale medier, og de
frekventerer i mindre og mindre grad DR’s tv-kanaler. Det gælder i særlig grad
de lidt større børn.

Tiden hvor familien i samlet trop sad rundt om kakkelbordet
og hyggede sig med skærekage og så på den femte væg, som forfatteren Bo Green
Jensen engang kaldte tv’et, kommer ikke igen. Da jeg var barn, sad vi trofast
og fulgte med En verden i Krig,
Hammerichs Danmarkskrønike, Jaques Cousteau’s undersøiske verden og Upstairs and Downstairs. I slutningen af
80’erne kom TV 2 og diverse satellitkanaler til, og inden længe var normen ikke
længere kun en kanal eller et tv pr. hjem.

Det kan godt være, at X-faktor, Melodi Grand Prix og håndbolddrengene
kan samle nationen, men ellers er familiens medieforbrug spredt for alle vinde.
Mor sidder og ser Netflix på computeren, junior er travlt optaget af Minecraft,
mens storesøster følger de aktuelle you-tuberes præsentationer og videoer
samtidig med, at meddelelser fra de sociale medier regelmæssigt tikker ind. Jeg
har mistet min familie til en iPad, som forfatteren Knud Romer for nylig
formulerede det i en radio-udsendelse. Mon ikke der er mange, der ind imellem
har den oplevelse.

I øjeblikket foregår der en livlig debat om de digitale
mediers omkostninger. Måske hindrer de dybdelæring, udbreder fake news og gør,
at vi forsvinder i hver vores lille boble, hvor algoritmerne bekræfter os i
allerede eksisterende synspunkter og meningsfæller.

Skal vi være kede af det? Min generation, som har oplevet
fællesskabet rundt om kakkelbordet med skærekage og fælles tv, savner det jo
nok lidt. Forgæves forsøger vi at motivere familiens børn og unge til at samles
om Matador lørdag aften.

Sæderne skifter og ligesom der i vores bedsteforældres tid
var alsang i forsamlingshuset og i vores forældres tid ø-lejr og fælles møder, må
vi affinde os med, at fællesskabet ikke nødvendigvis findes rundt om tv’et som i
vores barndom. Nye
familie-fællesskabsaktiviteter og ritualer må udvikles. Vi må erkende, at det
var en historisk parentes, at tv-mediet en overgang fungerede som hele familien
Danmarks fælles medie for oplysning, demokratisk samtale og underholdning. Den
tid kommer ikke tilbage, hvilket bl.a. betyder, at samfundets bærende
institutioner, f.eks. skole- og uddannelsesinstitutioner, får en stadig mere
væsentlig rolle som afsæt for formidling af fælles oplysning og
sammenhængskraft, ligesom den enkelte familie skal opfinde nye måder at være
sammen på, nu flow-tv ikke længere udgør familiens centrale oplysnings- og
underholdningsleverandør.