Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 17-09.18

Antennen: Benny Andersen havde en venlig ræv bag øret

Forfatteren Benny Andersen døde som bekendt for nylig. Benny
Andersen opnåede en popularitet og en folkelig gennemslagskraft som få. Der er
ikke mange forfattere, hvis ord og digte citeres i kirker, forsamlingshuse og
til konfirmationer og fødselsdage. Eller som opnår den ultimative ære, at
formuleringer og udtryk glider ind i dagligsproget. I over 50 år har det at gå
fra snøvsen ikke været det samme, og når det annonceres til selskaber, at
kaffen er klar, føjes der ofte til, at livet ikke er det værste, man har.

I dag er
digtere og forfatteres status snarere smal og marginal end bred og
indflydelsesrig. Når unge mennesker bruger udtryk og formuleringer, er de i dag
ikke hentet fra litteraturen, men fra musik, film og fra de sociale mediers
influencers.

Noget, som
jeg tror i særlig grad bidrog til Benny Andersens popularitet, var hans måde at
arbejde med sproget på. Andersen var nok oprindelig modernist, men han var ikke
eksperimenterende modernist, som Klaus Rifbjerg eller Per Højholt, og han var
heller ikke vild og vred som eksempelvis digteren Jess Ørnsbo. Tværtimod
formåede han ofte at skubbe lidt til hverdagens sprog, sådan som det allerede
kom til udtryk i hans tidligere digtsamlinger med titler som “Den indre
bowlerhat” eller “Kamera med køkkenindgang”. Han tog fat i noget
velkendt, ofte bestemte vendinger og formuleringer, og ændrede dem lidt. I
formuleringer som “vantefrit samvær”, og linjer som “mit smil er
i vejen/rager ud som en kofanger” eller “Det flimrer for mit livssyn/jeg
har trykken for principperne/mit rygte har allerede kløet længe” sættes
ord fra normalt adskilte betydningsverdener sammen og danner en ny, let
forståelig og billedrig betydning. Benny Andersens evne til give gammelkendte
vendinger og faste fraser nyt liv er også velkendt. “Man må udnytte tiden
i tide”, som det for eksempel hedder i et digt.

På den
måde holdt han læseren i hånden og skubbede blidt til os, så vores blik og
verdenssyn blev drejet en smule. Den sproglige virkelighed i hans digte var
aldrig fremmed, men forankret i noget velkendt.

Der var
således ikke meget interaktionslyriker over ham, hvor der blev leget med
identiteter, stemmer, og hvor sprog fra mange forskellige virkeligheder glider
sammen, som det ofte er tilfældet i meget nutidig lyrik. Det kan være finurligt
og interessant, men kræver også ofte mere af læseren, fordi der ikke er noget
synligt jeg tilstede, og digtet i nogen grad skaber sin egen virkelighed frem
for at referere til en almen eller fælles virkelighed, der er forankret i det
normal- og hverdagssprog, som de flestes virkelighed hviler i. Benny Andersen
kastede os ikke ud på sprogligt dybt vand, men tog os venligt med ud, hvor vi
kunne bunde.

Måske var
det det, som i særlig grad gjorde ham populær som digter. Sprogligt set kom vi
aldrig helt ud over kanten. Benny Andersen havde en venlig røv bag øret, som
min kone sagde, da vi talte om ham. Hvad mener du, sagde jeg, inden det gik op
for mig, at jeg havde hørt forkert, og hun havde sagt ræv. Det fejlgehør, som
ændrede sætningens betydning fuldstændig, tror jeg, han ville have kunnet lide.