Blog Image

Uddannelse/pædagogik/kultur/samfund

Klumme

Kultur/litteratur Posted on Thu, February 09, 2017 06:35:18

Klumme fra Fyens Stiftstidende d.5/2-2017

De fleste, der som undertegnede har børn i skolealderen, har
næppe kunnet undgå, at bemærke den store interesse, især drenge, har for at
spille spil på iPad, computer eller forskellige spilkonsoller. Når man er
vokset op med Pac-Man, Ormen og andre dinosauruslignende spil, så er der langt
til spil som Minecraft, ROBLOX og de fiktive universer, som især mindre børn, virtuost
bevæger sig rundt i.

For mange er spil stadig en slags underlødig kultur, som forældre
og velmenende voksne forsøger at beskytte deres børn imod. Der må ikke spilles
om søndagen eller der indføres spilletid, som nøje registreres og overvåges via
æggeure og stopure. I forlængelse af dette kan det bemærkes, at voksne altid har
været bekymrede for børns kulturvaner. I 50erne var det tegneserier, senere overdreven
tvkiggeri og voldelige videofilm og endnu senere computerspil og mobiltelefoner.
Måske hjælper det lidt nu, hvor medierne er fulde af historier om unge mænd,
der bliver millionærer af at spille Counter-Strike og FIFA. Professionelt
sponsorerede hold og turneringer med milliongevinster er blevet en del af
hverdagen. Hvis man kan tjene på skidtet, så kan selv de voksne nok forstå, at
der ikke kun er tale om pjank og unyttigt tidsfordriv.

Hvad er det da, der fascinerer især børn? Ifølge forskere
kan spil skabe dyb tilfredsstillelse hos den, der spiller, når forskellige
kriterier er opfyldt. Spil opleves mest succesfulde og engagerede, når spillerne
udvikler deres kompetencer, dvs. når spillerne bliver i stand til at klare nye
udfordringer og opgaver. Man løser en gåde eller besejrer fjenden. Der skal
være balance mellem spillets sværhedsgrad og spillerens kompetencer. Er det for
nemt, keder man sig, er det for svært, frustreres man. Et andet behov, der skal
opfyldes, er, at spillerne skal have forskellige valgmuligheder og kan opnå effekt
på f.eks. resultat og udfald. Man handler, er medskaber og oplever autonomi. Det
tredje behov handler om meningsfuldhed og om, at man har betydning for andre.
Spilleren har indvirkning på det, som sker og er f.eks. med til skabe, udvikle
og afvikle spillets karakterer.

I forhold til børn er især autonomi-delen vigtig. Ofte kan
børn opleve en hverdag med fravær af autonomi, hvor forældre, skoler og
institutioner rammesætter hverdagen og stiller krav om, hvornår, hvor og
hvordan opgaver og aktiviteter skal udføres. Selv om man kan diskutere omfanget
af denne rammesætning, er det en del af socialiseringen eller civiliseringen,
at vi guider, henviser og tilretteviser børn. I spillene er det børnene, som
bestemmer og qua deres kompetencer opbygger og udvikler fiktive verdener.
Endelig indeholder spil et element af sjov og leg, som er drivkraften for mange
af de aktiviteter, vi foretager os her i livet. Spillet er ikke noget i sig
selv, det er igennem det, vi gør ved det, det får betydning. Spil er midler til
leg, hvad enten man spiller alene eller sammen med andre og f.eks. udveksler
tricks og tips.

Skal vi være bekymrede over børns enorme spillelyst? Måske.
Først og fremmest skal vi dog prøve at forstå den fascination, som udgår fra de
nye spil.



Kronik d. 11-01-2016

Ledelse Posted on Wed, January 11, 2017 17:13:21

Når chefen er psykopat

I de senere år er der
kommet en række bøger, som peger på de problemer og omkostninger, som dårlig
ledere og dårlig ledelse har. Titler som Livsfarlig ledelse, Psykopater i
Jakkesæt og begreber som Patogen ledelse og Destruktiv ledelse fortæller, at
der er kommet fokus på uheldssvanger ledelse, som i nogle tilfælde kan have
invaliderede omkostninger for de ansatte. Opsigelser, sygemeldinger og stress
følger i kølvandet på mødet med ledere, som praktiserer de nævnte ledelsesformer.
Ud over at det kan have store personlige omkostninger for den enkelte ansatte,
kan det også have store konsekvenser for den enkelte organisation; bundlinjen,
arbejdsmiljøet og service og kvalitet kan blive hårdt ramt.

Der har vel altid
fandtes chefer, som man, uden at lægge fingrene imellem, kunne kalde for dumme
svin. Mon ikke mange ansatte har haft den erfaring. Tidligere var chefens ord
lov, og retten til at skalte og valte med de ansatte var et privilegium
forbeholdt chefen, sådan som det f.eks. er illustreret gennem Kaj Holger i tv-serien
Krøniken. Min afdøde far, som var dekoratør, yndede f.eks. at berette om dengang,
han tilbage i 50’erne lå på alle fire og pyntede vinduer, hvor efter chefen gav
ham et velplantet ”straffespark” bag i, fordi han var utilfreds med hans arbejde.
Uhensigtsmæssig og ligefrem skæbnesvanger ledelse er således ikke noget nyt.
Det nye er, at der kommet større fokus på de nævnte ledelsesformer, og de er
blevet identificeret og beskrevet.

Er
der fællestræk ved de omtalte ledelsesformer? Et fællestræk er, at vi har at
gøre med en chef, som krænker sine ansatte. Ledere, der decideret
forskelsbehandler ansatte eller kontinuerligt fremsætter kritik af ansattes
dispositioner og måder at løse arbejdsopgaver, evt. i fuld offentlighed, er
eksempler på det, man kunne kalde ledermobning. I de nævnte tilfælde udnytter
lederen sin position til at krænke medarbejdere, som befinder sig i en
underordnet position.

Det er altså altid
konkrete personer, som udøver livsfarlig ledelse eller optræder som psykopater
i jakkesæt, men der skal ofte være nogle særlige forhold eller omstændigheder,
som muliggør, at de nævnte ledelsesformer kan få mulighed for at udvikle sig.
Et særligt miljø hvor de uhensigtsmæssige ledelsesformer kan få held til at gro
og udfolde sig. Noget kunne tyde på, at der er nogle træk ved det moderne
arbejdsmarked og moderne organisationer, som i særlig grad disponerer for
udviklingen af de nævnte ledelsesformer.

Det fleksible
arbejdsmarked med dets dynamiske og projektorienterede organisationer, hvor kollegaer
og arbejdsopgaver skifter og fritid og arbejdsliv flyder sammen, kan i højere
grad end de gamle mere hierarkiske eller bureaukratiske organisationer fremme
en sådan ledelsesform. I vores moderne og fleksible organisationer er der en
tendens til, at hierarkierne
bliver uklare, beslutningsvejene usikre og kommunikationslinjerne mangfoldige
og dermed måske usynlige. I en organisation, som mest af alt ligner et abstrakt
maleri, trives den livsfarlige leder som en fisk i vandet, fordi normer,
forventninger og relationer ikke ligger fast, men derimod står til forhandling.

Der
er imidlertid også en række forhold eller strukturer ved nutidens
arbejdsmarked, og det gælder ikke mindst inden for den offentlige sektor, som
kan fremprovokere uhensigtsmæssige ledelsesformer, som ikke er snævert personbunde,
men systembundne.


mange arbejdspladser kan man opleve, at mængden af opgaver overstiger den tid
og de ressourcer, som er til rådighed. Det gælder især efter de nedskæringer, store
dele af den offentlige sektor har været igennem som en konsekvens af nogle
magre år efter finanskrisen. De tilbageværende ansatte er tvunget til at løbe
hurtigere, fordi færre hænder skal løfte flere opgaver. Billedeligt talt kører toget hurtigere og
hurtigere med det resultat, at stadig flere ansatte tvunget eller frivilligt
falder af.

Et
andet forhold er, at ansatte mødes med umulige og modsatrettede arbejdsvilkår.
På den ene side er der f.eks. krav om øget resultatorientering og
dokumentation. På den anden side introduceres der bløde ledelsesværktøjer som
anerkendende ledelse eller tilbydes mindfulness eller meditation.

Et
tredje eksempel på uhensigtsmæssige ledelsesformer, som ikke er personbundne
er, at mange velfærdsprofessioner i disse år bliver pålagt nye
ledelsesprincipper og arbejdsmetoder, som er med til at omdefinere deres
forståelse af, hvad det centrale i arbejdet er. Frem for omsorg, undervisning
og socialt arbejde og hensyn til klienten eller patienten, skal man som
medarbejder i stigende grad opfatte sig som resultatorienteret og
resultatskabende, hvor der f.eks. er fokus på snævre måltal og simple måder at
anskue service og kvalitet på.

Den
måde, arbejdet tilrettelægges og organiseres på, kan antage karakter af mobning
mod hele organisationen eller udvalgte faggrupper, såkaldt systemmobning, som psykologen
Nadja Prætorius har kaldt det.

De
destruktive ledelsesformer har brug for et modspil, sådan at de kan blive
korrigeret af medarbejdere, brugere og interessenter. I mange offentlige organisationer
findes der imidlertid ikke længere en veludviklet ledelses- og
samarbejdskultur, hvor der er tradition for, at ledelsen kan modsiges eller
konfronteres, sådan som f.eks. sociologen Rasmus Willig har dokumenteret det.

En
arbejdskultur præget af værdier med fokus på kontinuerlig inddragelse af medarbejdere
og relevante parter kan forhindre, at destruktive ledelsesformer udvikles, hvad
enten det er i skikkelse af en konkret livsfarlig chef eller mere abstrakt som
systemmobning. Er det ikke tilfældet kan omkostningerne nemt blive øget
udskiftning af personale, hyppige sygemeldinger og forekomst af
stressrelaterede symptomer eller udvikling af egentlig stress-sygdom.

Ja
måske siger de bedste og mest respekterede medarbejdere endda op, sådan som
Rigshospitalets klinikchef og fødselslæge Morten Hedegaard for nylig gjorde, da
han ikke længere kunne leve med og tage ansvar for, hvad der foregik.



Kulturklumme

Kultur/litteratur Posted on Wed, December 21, 2016 22:26:05

Børnekulturforsker Flemming Mouritzens samlede produktion kan nu læses i nyudgivelsen “Mouritzens metode”.

Børn skal udvikles og opdrages, sådan at de kan blive
voksne. I virkeligheden er børn blot ufuldstændige voksne, som mangler det, vi
andre har. Historisk set har det udgjort det dominerende syn på børn. Dette
børnesyn udkonkurreres fra slutningen af 60erne af et mere antropologisk syn på
børn og børns kultur. Børn er mennesker i deres egen ret, hvis kultur og
kulturforbrug kan ses som en selvstændig og udviklende aktivitet. I nutiden er
det antropologiske syn på børn på ny blevet udfordret af det pædagogiske mangelsyn,
hvor der er fokus på, at børn tidligt skal indlære færdigheder. De skal måles
og vejes, sådan at de hurtigt kan blive
indplaceret på Pisa-lister, imens de får hjælp til at overveje deres fremtid og
eventuelle uddannelses- og erhvervsvalg. Barndommen er igen blevet en alvorlig
affære.

Børn er imidlertid også noget i deres egen ret, de har endda
deres egen kultur. En af dem som forfægtede det synspunkt, og som gennem sin forskning
undersøgte barnets særlige verden, var børnekulturforskeren Flemming Mouritzen,
som i mange år var ansat på Syddansk Universitet. Nu her cirka et års tid efter
hans død, er bogen: Mouritsens metode,
udkommet. I to store bind på i alt 1200 sider gengives Mouritsens samlede
produktion fra begyndelsen af 70erne og frem til hans død. Hertil kommer anedoter
og uddrag af de mange timers interview, som redaktørerne Herdis Toft og Karin
Esmann Knudsen gennemførte med Flemming Mouritsen fra perioden 2008-2012.

Bogen er også en beskrivelse af en historisk udvikling, hvor
studiet af børnelitteratur og børnekultur fra begyndelsen af 70erne langsomt
bliver til som et selvstændigt forskningsområde med egne tidskrifter,
konferencer og uddannelse. Baggrunden var blandt andet det institutionelle og
forskningsmæssige nybrud, som skete fra slutningen af 60erne, f.eks. det åbne
tekstbegreb, som åbnede forskningen for andet og mere end klassisk litteratur
og sprog. I stedet skulle der forskes i hverdagens tekster. Som en anden
antropolog drog Mouritsens i felten med kassettebåndoptageren for at optage
børns dialog og lege og indsamle børnekulturelle genstande, som kunne bidrage
til en forståelse af børns særlige verden.

Mouritsen blev især kendt fra sin definition af børns
kultur, som siden har udgjort omdrejningspunktet for mange opgaver på
pædagoguddannelser og universiteter.
Mouritsen opdeler børns kultur i tre områder; kultur for, med og af
børn. Historisk har man kunnet tale om en dannelsesorienteret kultur og en
kommerciel kultur for børn. I dag er de to kulturformer i nogen grad gledet
sammen. Man kan desuden tale om kultur med børn, hvor børn og voksne laver
aktiviteter sammen. Endelig kan man tale om børns egen kultur eller legekultur,
som f.eks. består af lege, rim og remser. Der er ikke blot tale om pjank eller
et forstadie til voksenlivet, men derimod en æstetisk orienteret kultur, hvor
børn er hovedpersoner. Børnekulturen danner
et særligt univers, som er forskelligt fra f.eks. unge og voksne, og som læres
videre til nye børn.

Bogudgivelsen Mouritsens
metode
kan minde os, at det antropologiske syn på børn er værd at holde
fast i en tid, hvor det pædagogiske mangelsyn vinder frem.



Lille Virgil

Kultur/litteratur Posted on Sat, October 29, 2016 21:23:27

Kulturklumme fra Fyens Stiftstidende d. 28/10

Efterårsferien er læsetid, og hvis man har mindre børn, er
det en god anledning til at læse højt. Især i år hvor vejret mest har været til
indendørsaktiviteter, har der været rig lejlighed til at trække bøger ud af enten
reolen, biblioteket eller boghandlerens hylder.

Hjemme hos os blev Ole Lund Kierkegaard bl.a. trukket ud af
reolen. Det er snart 50 år siden, at Ole Lund Kierkegaard debuterede med
fortællingen om Lille Virgil. Senere blev det til otte bøger, inden han døde i
en alt for ung alder, blot 38 år gammel.

Holder Lille Virgil så, efter næsten 50 år? At dømme efter
den mindstes latter, ser det ud til at være tilfældet. Vi er nok i et fortidigt
landsbymiljø befolket af handlende, en skolelærer og landevejens farende
svende. Fortællingens miljø er således langt fra Villads fra Valbys mere
nutidige og realistiske univers. Lille Virgil er dog en dreng, der ligesom
Villads fra Valby foretager sig ting, som de fleste almindelige drenge ikke gør.
Om end Lille Virgil klart overgår Villads i hittepåsomhed og narrestreger.

Lille Virgil er fortalt episodisk og handler om drengen
Virgil og hans ven Oskar, der i modsætning til Virgil henter al sin viden fra
bøger. Den anden af Virgils venner er Carl Emil, som bor i et hus med sin far
og mor, og som blandt andet udmærker sig ved altid at sove med nattøj.

Det særlige ved Lille Virgil, og en af grundene til at den
holder i dag, er den særlige mundtlige fortællestil. Her er han f.eks. på linje
med H.C. Andersen. Et andet karakteristikum er det absurde og nonsensagtige og
de sproglige finurligheder, som især børn har flair for, hvilket viser sig helt
ned i de enkelte ord. Hvem har f.eks. hørt om Kaspers-frø eller ordet Smak-ko-dak,
det kan minde lidt om den Spunk, der optræder i Pippi Langstrømpe. Hermed er en
anden litterær tradition identificeret som forlæg for fortællingen.

Ole Lund Kierkegaard tager barnets perspektiv og skildrer
verden gennem dets oplevelser og undren over for verden og især voksenverdenen.
Det er en sympatisk og indfølende skildring, hvor fantasi, eksperimenter og leg
står stærkt. Der er sket meget på 50 år. Dengang kunne bogen læses som et opgør
med en autoritær pædagogik, som sjældent tilkendte barnet en selvstændig stemme
eller havde blik for, at det var aktør i eget liv.

I dag møder de fleste børn ikke en autoritær verden, men
derimod en institutionaliseret og overvåget verden, hvor mange børn oplever
skolehverdagen som alt for lang, sådan som undersøgelser af den seneste
folkeskolereform har peget på. Når skolen slipper, står en kommercialiseret
verden parat til at tage over sammen med forældre, som beskytter og aktiverer. I
dag er Lille Virgil igen nærværende og kan læses som en kritik af aktuelle tendenser
i samtidens børnekultur. Er der tilstrækkelig med plads og rum til, at børn på
egen hånd kan udforske verden? Fortællingen appellerer dog kun til målgruppen,
fordi den tager dens perspektiv og erfaringer alvorligt. Det er der brug for
såvel før som nu.



Skoleledelse: Mellem forventninger og realiteter

Ledelse Posted on Sat, October 08, 2016 22:46:12

Skoleledelse:
Mellem forventninger og realiteter

Der er store
forventninger til, at ledelse formår at gøre en afgørende forskel overalt i den
offentlige sektor. De seneste mange år har der været fokus på ledelsens
professionalisering f.eks. gennem øget ansvar og kompetence, lederuddannelse, udvikling
af ledelsesværktøjer og løbende fremhævelse af lederens rolle i offentlige
programmer og politiske udmeldinger. Senest har Socialdemokratiets formand
Mette Frederiksen, i forbindelse med det nyligt afholdte landsmøde, hvor hun
varslede et opgør med den måde, den offentlige sektor hidtil har været styret
på, foreslået, at et af de fremtidige mål for udviklingen af den offentlige
sektor er mere fokus på direkte ledelse i hverdagens arbejde.

Den offentlige leder
har således udgjort krumtappen i den måde, som den offentlige sektor er forsøgt
udviklet og moderniseret på gennem en årrække. Dette gælder også inden for
folkeskoleområdet. Skolelederne var her tiltænkt en central rolle i forbindelse
med implementeringen af den seneste folkeskolereform, ja de blev endda af
tidligere finansminister Bjarne Corydon kaldt velfærdsstatens jedi-riddere.
Disse brave jedi-riddere oplever dog hverken at have tid eller penge til at
”komme i mål med skolereformen”, som skolederforeningens formand udtalte det i
et interview til Politiken i forbindelse med, at Skolelederforeningen havde
gennemført en undersøgelse blandt dets medlemmer i marts 2015. I stedet konstaterer
de, at de er overbebyrdede med opgaver. Som en skoleleder formulerede det: ”Det
er for mange opgaver og for lidt ledelse.”

Den kortlægning, som
SFI gennemførte af skoleledernes mulighed for at udøve ledelse cirka et år
efter den seneste folkeskolereform peger ligeledes på, at lederne efter
reformen har mindre ledelsesrum, fordi mængden af administrativt arbejde er
taget til blandt andet på grund kommunernes øgede mål- og resultatstyring af
området.

Den seneste
undersøgelse, som tematiserer vilkårene for skoledelse, gennemført af Scharling
Research og omtalt i Folkeskolen nr. 15, peger på, at det måske går lidt bedre.
Det generelle mønster viser dog fortsat, at det administrative arbejde fylder
op, hvorfor skolelederne f.eks. kun i mindre grad har tid til at involvere sig
i det pædagogiske arbejde.

Meget tyder altså på,
at skolelederne bruger uforholdsmæssig meget tid på drift, tilpasning og
administration i stedet for udviklingsorienterede opgaver og pædagogisk
ledelse. Måske skulle man tro, at denne tidsprioritering var særegent for
folkeskolen, hvor udfordringer med at implementere den seneste folkeskolereforms
mange opgaver skygger for de øvrige ledelsesopgaver.

Det er dog snarere tale om et generelt
mønster. Offentlige ledere har gennem en årrække fået større formel
ledelsesmæssig kompetence, hvorfor det formelle ledelsesrum er blevet udvidet.
Den stigende politiske og administrative styring af den offentlige sektor med
relativt detaljerede krav og forventninger har imidlertid ikke nødvendigvis
medført, at offentlige lederes ledelsesrum er blevet udvidet.

Det er nok store
forventninger til, at offentlig ledelse er vigtig, og kan gøre en alt afgørende
forskel, men reelt er ledelsens manøvremuligheder i mange tilfælde begrænsede
og særdeles vanskelige. Diskursivt er der en afstand mellem de forventninger,
der politisk formuleres til, hvad ledelse kan og skal gøre og så den reelle
mulighed for at udøve ledelse.

Den organisationsform, som lederen
af offentlige organisationer aktuelt står i spidsen for, er blevet kaldt den
strategiske organisation fremfor den faglige organisation, som tidligere
udgjorde den organisationsform, som dominerende den offentlige sektor, hvilket
omvendt ikke betyder, at den strategiske organisation ikke også er en faglig
organisation, men blot at der er sket en forskydning henimod strategiske
løsninger, krav og forventninger. Offentlige organisationer har inden for visse rammer
opnået større autonomi til selv at vælge deres kurs.

I modsætning til den faglige
organisation, hvor ledelsens opgave var at understøtte de fagprofessionelle, så
er den strategiske organisation en organisation, der hviler på en forestilling
om, at organisationen skal formes og udvikles, og at der kan styres efter
langsigtede mål, og at det er ledelsens opgave at forløse denne mulighed. De to
nævnte organisationsformer suppleres dog i stigende grad af den
managementorienterede organisation, hvor ledelsesopgaven rettes mod forvaltning
af kontrol-, dokumentations- og resultatsystemer. Ledelsens primære rolle
bliver her at sikre, at organisationen overholder de mål, krav og resultater,
som f.eks. udviklingskontrakter eller kommunale indsatsområder udstikker.
Lederen bliver manager eller driftsleder for politisk styrede systemer.

Moderne offentlige ledelse skal
forsøge at navigere imellem de modsatrettede krav og forventninger med fokus på
både faglighed, udvikling og strategier samt specifikke kontrol- og
resultatkrav. Et begreb som polyfon ledelse forsøger at indfange eksistensen af
de mange og ofte modsatrette krav, som offentlige ledere skal håndtere

Reelt tvinges ledelsesrollen dog ofte
over i rollen som driftsleder eller manager. Det kan paradoksalt nok have den
konsekvens, at der både mangler pædagogisk ledelse i hverdagen og fokus på mere
udviklingsorienterede ledelsesopgaver, sådan som de nævnte undersøgelser af
skoleledernes aktuelle situation antyder. Skolelederne risikerer i værste fald at
fjerne sig fra lærernes hverdag og den pædagogiske virkelighed, så det kan
opleves som om, at de to grupper befinder sig i hver deres virkelighed. Nørgaard
og Kaspersen har beskrevet det på den måde, at medarbejdere i mange offentlige
organisationer i dag er forankret i velfærdssamfundets værdier, mens ledere er
forankret i værdier, som knytter sig til konkurrencesamfundet med fokus på effektivitet,
konkurrence, innovation, kontrol og resultatorientering.

Løsningen i forhold til
administrativ aflastning af lederne er måske på kort sigt indgåelse af
lokalaftaler, sådan som Anders Bondo anbefaler det som kommentar til Scharlings
undersøgelse. Overordnet set så kræver det dog et opgør med det Ledersamfund,
som har udviklet sig, og som blandt andet er karakteriseret ved, at styringen
af den offentlige sektor, herunder folkeskoleområdet, er taget til gennem en
årrække, ligesom mere ledelse ofte pr. automatik bliver set som løsningen på de
små og store problemer og udfordringer, offentlige organisationer står overfor.

Litteratur

Andersen
Åkerstrøm, Niels og Justine Pors (2014): Velfærdsledelse
– mellem styring og potentialisering
. Kbh. Hans Reitzel Forlag.

Andersen Åkerstrøm, Niels
(2002): Polyfone organisationer i: Nordiske Organisasjonsstudier 4, 2, pp.
25-52.

Folkeskolen nr. 15 (2016).

Kaspersen, Lars Bo og Jan Nørgaard (2015):
Ledelseskrise i konkurrencestaten.
Kbh. Hans Reitzels Forlag.

Ledelse
i folkeskolen
(2016): Scharling Research.
https://backend.folkeskolen.dk/~/4/9/rapport—ledelse-i-folkeskolen-aug-2016-til-net–.pdf

Medlemsundersøgelse.
Skoleledelse i det røde felt og de gule og grønne felter

(2015): Skolelederforeningen. dk

Mette
Frederiksens tale ved kongres 2016
(2016): http://www.socialdemokratiet.dk/da/nyhedsarkiv/2016/9/mette-frederiksens-tale-ved-kongres-2016/

Skoleledelse
i folkeskolereformens første år – en kortlægning
(2015):
SFI. Det nationale forskningscenter for velfærd.

Tiden
forsvinder mellem hænderne på skolelederne
(2015) in: Politiken
d. 24. marts. 2015. http://politiken.dk/indland/uddannelse/ECE2601475/tiden-forsvinder-mellem-haenderne-paa-skolelederne/

Wiedemann, Finn (2016):
Send mere ledelse. En analyse af
Ledersamfundets konsekvenser.
Odense. Syddansk Universitetsforlag.

Wiedemann, Finn (2016):
Er Mette Frederiksens tale andet end en festtale in: Politiken d. 29.
september. 2016 http://politiken.dk/debat/debatindlaeg/ECE3405020/er-mette-frederiksens-revolution-andet-end-en-festtale/



Kommentar i politiken

Ledelse Posted on Thu, September 29, 2016 15:08:11

Debat: Er Frederiksens revolution andet end en
festtale?

29.
september 2016 Politiken FINN WIEDEMANN, LEKTOR, PH. D., CENTER
FOR KULTURVIDENSKABER, SYDDANSK UNIVERSITET

DEN
OFFENTLIGE SEKTOR

Hvis socialdemokraternes drøm om en bedre offentlig sektor
skal realiseres, kræver det langt større konkretiseringsgrad.

Det er
glædeligt, at Socialdemokratiets formand blæser til kamp mod den stigende
forarmelse af den offentlige sektor, hvor der tælles, måles, dokumenteres og
styres, så man nogle gange skulle tro, at det var de ansattes væsentligste
opgave.

Den tid, som
skulle anvendes til de primære opgaver eller kerneydelsen, reduceres, imens de
offentligt ansatte suges længere og længere ned i det kviksand, som de politisk
og administrativt er blevet drevet ud i.

De
offentligt ansatte vil gerne gøre en forskel, som Mette Frederiksen sagde i sin
tale til kongressen, ligesom arbejdet for mange er et kald. Arbejdsglæden kan
rigtignok nemt forsvinde, når papirbunkerne vokser og forandringer og
omstruktureringer i tide og ikke mindst i utide vælter de ansatte omkuld.

Mette
Frederiksen talte om behovet for en lille revolution, en ‘ fingrene
væk-reform’, en velfærdskontrakt og en samlet drøm for, hvordan
velfærdssamfundet skal se ud. Semantisk blev der således ikke sparet på
retorikken. I talen linkes der både til Martin Luther King, Karl Marx og
klassisk socialdemokratisk arve-og tankegods. Spørgsmålet er, hvordan denne
lille revolution eller drøm så skal realiseres.

Jo, Mette
Frederiksen foreslår fire mål.

DER SKAL for
det første gøres op med den centralisering, som har drevet udviklingen af den
offentlige sektor. Løsningerne skal tættere på borgerne. Det lyder jo godt, men
vi fik ingen bud på, hvordan det skal ske – ud over at yderligere
digitalisering kan hjælpe os på vej.

Skal vi
rulle strukturreform, sygehusreform og fusioner af f. eks. uddannelses-og
forskningsinstitutioner tilbage eller sende flere statslige arbejdspladser til
provinsen? Tendensen har længe lydt ‘ big is beautiful’. Sammenlægninger,
fusioner og reformer af velfærdsområder har præget den offentlige sektor de
sidste 10-15 år. Det har betydet, at der er blevet længere imellem os alle
sammen: politikere og borgere, ansatte og ledere, institutioner og brugere.

Den anden
idé handler om, at der skal være mere plads til faglighed og mindre kontrol.
Institutioner skal have rammer, overordnede retningslinjer og flerårige
budgetter. Dette står i modsætning til den udvikling, som har karakteriseret
den offentlige sektor de sidste 30 år, og som især er blevet forstærket de
senere år, hvor stadig mere sofistikeret kontrol og dokumentations-og
resultatsystemer er blevet udviklet.

Nogle
offentligt ansatte kan berette om, at de bruger halvdelen eller mere af deres
arbejdstid på at fodre det altid sultne bureaukrati. Mere faglighed og mindre
kontrol lyder fint, men aktuelt er der mange eksempler på, at mere styring og
kontrol er på vej. Et aktuelt eksempel er ministerielle planer om, at staten
fremover skal udpege universiteternes bestyrelsesformænd og repræsentanter til
bestyrelsen, og at der skal indføres nye, styrkede pædagogiske læreplaner for
dagtilbudsområdet.

Det er, som
om den ene hånd ikke ved, hvad den anden laver, når det handler om udviklingen
af offentlig styring og kontrol. Hvad mener Mette Frederiksen om det? Mette
Frederiksens tredje idé handler om, at der er brug for ledelse. Mere konkret
direkte ledelse i hverdagens arbejde. Samtlige moderniseringsprogrammer har
siden starten af 80′ erne peget på ledelse som afgørende for den offentlige
sektors udvikling.

Der er
således ikke noget nyt i et forslag, der peger på, at ledelsesskruen skal have
nok et nøk.

Det ville
have været mere visionært, hvis drømmen havde handlet om mere
medarbejderindflydelse og -inddragelse.

Endelig er
problemet aktuelt, at mange ledere drukner i administrative opgaver, hvorfor de
har svært ved at finde tid til at lede. Vi har ydermere set, hvordan der er
blevet indført superledere de senere år i form af områdeledere inden for f.
eks. daginstitutions-og skoleområdet, som har ansvaret for stadig flere
institutioner og medarbejdere. Den daglige ledelse er her blevet mindre
nærværende og fagligt orienteret. Forestiller Mette Frederiksen sig, at den
udvikling skal rulles tilbage? Endelig peger den måske kommende statsminister
på forebyggelse og tidlig indsats frem for behandling.

Det lyder
udmærket, men særlig konkret er det ikke.

Såfremt den
lille revolution og drømmen om den offentlige sektor ikke skal lide samme
skæbne som tillidsreformen og de tidligere afbureaukratiseringsplaner og
-reformer, kræver det langt større konkretiseringsgrad.

Et katalog
med f. eks. 100 konkrete forslag ville overbevise mere og have større
sandsynlighed for at gøre en reel forskel end en god festtale – selv om sådan
nogle selvfølgelig både kan være nødvendige, underholdende og opløftende.



Kulturklumme

Kultur/litteratur Posted on Mon, September 05, 2016 20:57:37

Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 2/9-2016

For kort tid siden afholdt kulturministeren et to dags
seminar på Rødding Højskole under overskriften ”Hvordan får vi mere kultur for
kulturkronerne”. Anledningen til mødet var, at regeringen sidste år bestemte
sig for at skære 2 % på kulturinstitutionernes drift frem til 2020. Den
foreløbige konsekvens er, at museumsudstillinger er blevet aflyst, og at der
planlægges færre forestillinger rundt omkring på landets teatre. Fyringer har
heller ikke kunnet undgås, ligesom Statens Museum for Kunst og Nationalmuseet nu
er begyndt at opkræve entre. Forud for mødet havde ministeren opfordret
deltagerne til at tage fløjlshandskerne af og gå ind i en fordomsfri debat. Ministerens
eget bud på en løsning var, at man jo bare kan hæve billetpriserne og skaffe
flere midler fra private virksomheder.

Danmark har traditionelt haft en kulturpolitik, man kunne
kalde velfærdsorienteret. Noget af det, som kendetegner denne model, er, at kunstnerisk
frihed, en bred og ikke udelukkende elitær forståelse af kultur, stor vægt på
adgang til kulturelle tilbud og kulturel regionalisering spiller en væsentligt
rolle. Den nordiske model, som man kunne kalde modellen, er desuden karakteriseret
ved, at offentlig støtte spiller en stor rolle, og der er en kritisk holdning
til markedsfunderede løsninger. Endelig
spiller armslængdeprincippet en væsentlig rolle. Dette står f.eks. i
kontrast til den franske model, som betoner det nationale, og hvor statens
rolle er at være arkitekt og dermed spille en mere direkte kulturpolitisk
rolle. Dette adskiller sig ligeledes fra f.eks. den liberale engelske og
amerikanske model. I USA spiller staten en relativt tilbagetrukken rolle, mens private
donationer og skattefritagelse finansierer en stor del af kulturen. Lande eller
regioner har således forskellige kulturpolitiske modeller, som løbende ændrer
sig.

Når Bertel Haarder argumenterer for, at kulturelle
institutioner bare kan hæve priserne eller tiltrække flere midler, lyder det
uskyldigt. Bertel Haarders forslag er imidlertid ikke uskyldig retorik, men derimod
et udtryk for et bestemt syn på kultur og kulturpolitik. Højere billetpriser
betyder, at en central værdi som lighed og lige adgang til kulturelle goder
bliver anfægtet. Vil den mor på kontanthjælp, som før hen jævnligt besøgte
Statens Museum for Kunst nu besøge museet, efter at billetprisen er 110 kr.?

Opfordringen til at skaffe flere midler fra private
virksomheder anfægter det princip, at det i den nordiske model alt overvejende
har været en statslig opgave at støtte kulturen. Vi ved alle, at den der
betaler for musikken kræver indflydelse på, hvad der spilles. Privat støtte til
kulturinstitutioner og arrangementer gives sjældent bare for sjovt, men fordi
det passer ind i virksomheders profil. De dele af kulturlivet, som opnår støtte,
er derfor de dele, som fremstår mest lækre. Kontroversielle, provokerende eller
alt for uforudsigelige initiativer står næppe øverst på erhvervslivets sponsorønskeliste.

Øget privat finansiering og større brugerfinansiering nærmer
sig en kulturpolitisk model, som kan karakteriseres som den liberale. Det er jo
ikke så underligt, når kulturministeren nu er liberal, men hvorfor så ikke bare
kalde det ved rette navn. Var Røddingmødets egentlige formål ikke snarere at
legitimere en kulturpolitik, som bevæger sig hen imod den liberale model?



Kronik

Kultur/litteratur Posted on Sat, August 13, 2016 15:29:11

Rosens skønhed Det vigtigste er ofte usynligt for øjet og for de stramt koreograferede planer, vi i stigende grad lægger for vores børn og deres fremtid

Antoine de Saint-Exupérys “Den lille prins”, som udkom på fransk for 70 år siden, og som er solgt i 200 millioner eksemplarer og dermed en af de mest solgte bøger nogensinde, er blevet filmatiseret og kan i øjeblikket ses i biografen i en computeranimeret udgave. Filmen henvender sig til børn, men den kan med fordel også ses af voksne. Filmudgaven digter videre på bogen og sætter historien ind i en nutidig ramme.

En pige bor alene sammen med sin stræbermor, som har store planer med hende, hvilket indebærer en stram synkroniseret hverdag med naturvidenskabelige studier og skemalagte aktiviteter og øvelser. Der er ikke tid til legekammerater eller andre unødvendige og upassende sysler, som kan distrahere det livsprojekt, moren har formuleret. Alt er lagt tilrette sådan, at min lille koncerndirektør, som moren kærligt kalder hende, kan komme ind på World Academy, men til optagelsesprøven bliver hun hylet ud af den, da den strenge dommerkomite spørger hende om, hvad hun kan tænke sig, når hun bliver voksen. Hun har kun forberedt sig på at blive noget, men ikke på at blive nogen.

I stedet flytter hendes mor til den rigtige adresse, hvor firkantede, velordnede og fuldautomatiserede bungalows dominerer kvarteret. Desværre viser det sig, at nabohuset, der er en gammel faldefærdig og eventyrlig rønne, er beboet af en gammel langskægget mand, der er den pilot, som i sin tid mødte Den lille prins i ørkenen, da hans fly var forulykket. Den gamle excentriske mand er ved at sætte sin gamle flyver i stand, så han kan komme den lille prins til undsætning. Langsomt drages pigen af denne særling, hvis hjem ligner en brandfælde, som hun med let skjult foragt og nysgerrighed siger første gang, hun gæster det. Huset er dog også eventyrligt rodet og rummer bl.a. eventyret om den lille prins og hans lille planet og den rejse, han i sin tid drog ud på, inden han kom til jorden. I filmen er denne fortalt med dukker og papirklip tæt på de originale billeder. Moderen forbyder pigen at besøge den gamle mand, men et frø er blevet sået.

Da den gamle mand er blevet syg, drager pigen alene af sted i den nyrenoverede røde flyver på jagt efter den lille prins fra asteroide B-612, som i mellemtiden er blevet ansat som altmuligmand i en mørk storby, og som har glemt alt om sin gamle poetiske verden. Det viser sig, at de sære beboere, som befolkede de asteroider, som den lille prins i sin tid besøgte, nu befolker storbyen, herunder forretningsmanden, hvis opgave var at tælle penge. Han er nu blevet forvandlet til en snu og grisk pengemand, som har allieret sig med moderne magtteknologi, alt imens han udnytter den lille prins.

Filmens beskrivelse af pigens hverdag og ambitiøse mor er selvfølgelig grov satire, men rapporterne om hvordan børn forbereder sig på fremtiden i f.eks. Sydkorea og Kina viser, hvordan uddannelse kan perverteres til et benhårdt konkurrencekapløb. Den naturlige evne til at udforske og lege, som hører barndommen til, forsvinder, fordi tiden i stedet bliver reserveret til øvning og terperi.

Filmen trækker de klassiske konflikter op mellem følelse og fornuft, leg og planlagt læring samt eksperimenter over for forudsigelighed, sådan som det f.eks. også kendes fra H.C. Andersens eventyrverden eller fra Astrid Lindgrens univers, hvor de voksne ofte repræsenterer det konventionelle, ideforladte og fantasiløse, mens barnet repræsenterer det modsatte. Filmen formår at fastholde den barnlige poetiske og uskyldige tone på grænsen til det sentimentale, som også præger bogen.

Det er næppe tilfældigt, at det er barnet og den gamle, der finder sammen i filmen, og som formår at danne opposition til de voksne, som har magt, og som er optaget af fremtiden, penge og forfængelighed. I den forstand mimer filmatiseringen en romantisk myte, som bliver vedligeholdt i fortællingen og kunsten, men som jævnligt finder en ny historisk anledning til at blive gentaget.

Aktuelt er anledningen konkurrencesamfundet, som bl.a. bidrager til at et andet syn på børn finder vej i disse år, hvor kravet om læring, målrettethed, dygtiggørelse og talentudvikling begynder stadig tidligere og løber som en underliggende kulturel fortælling, og som måske umærkeligt er med til at forvandle den moderne barndom. Læreplaner allerede fra vuggestuen, en tendens til øget fokus på målstyring og opprioritering af de naturvidenskabelige fag i store dele af uddannelsesverdenen viser, at barndommen er blevet en alvorlig affære, som kræver tidlig og kontinuerlig planlægning og styring.

Det er godt at bruge hovedet, men hvis man skal lære at se med hjertet, som er budskabet i filmen, kræver det, at man også beskæftiger sig med det unyttige, det som har æstetisk eller sanselig værdi, f.eks. en roses skønhed eller en solnedgang. Det vigtigste er ofte usynligt for øjet eller for de stramt koreograferede planer, vi i stigende grad lægger for vores børn og deres fremtid.



Bogomtale

Uddannelsespolitik Posted on Mon, May 30, 2016 13:57:41

Per Fibæk Laursen: Didaktiske ambitioner. Alle elever med.
Hans Reitzels Forlag. 2016.

Fibæk Laursen formulerer en række bud på, hvordan man
udvikle undervisning og uddannelse til gavn for eleverne, primært i folkeskolen.
Fibæk tager især afsæt i nyere empirisk uddannelsesforskning og forsøger med
afsæt i denne at formulere diverse anbefalinger. Hovedbudskabet i bogen er, at skolen og
undervisningen udvikles af lærerne (s.153).

Fibæk tager afsæt i en darwinistisk metafor som afsæt for hans
overvejelser omkring skoleudvikling. Arternes udvikling sker ved, at
evolutionshistorien foreslår mange nye træk, men det er kun nogle af dem, der føres
videre. Udviklingen bestemmes af, at nogle biologiske arter eller varianter er
bedst til at overleve og føre deres gener videre. Sådan er det også med
udviklingen i skolen, den kommer nedefra, og der prøves mange ting af, men det
er kun nogen af dem, der overlever. Udviklingen er selvorganiserende (s.26.)
frem for den er et resultat af en styret politisk og ledelsesmæssig udvikling.

Jeg synes, det er en uheldig metafor, og jeg vurderer heller
ikke, at beskrivelsen er korrekt. Metaforen er funktionalistisk. Arternes
udvikling er forskellig fra menneskenes og kulturens udvikling. Mening,
refleksion og magt adskiller den menneskeskabte udvikling fra den biologiske
udvikling. Set i perspektivet af de seneste års udvikling af den
offentlige sektor, må man nok også stille spørgsmål ved, om politikere, ledelse
og forvaltning ikke har nogen indflydelse på folkeskolens udvikling og ikke
formår at styre på en måde, så det får konsekvenser for skolens indhold og
udvikling.

Bogen er optaget af, hvad der virker i skolen. Med afsæt i
blandt andet Hattie svarer Fibæk engagerende og ledende lærere,
god kontakt med elevernes læring, klarhed i undervisningens mål, feedback til
eleverne og et godt sociale klima i klassen.

Forskningen peger på, at det som virker i udlandet også ser
ud til at virke i Danmark (S.52). Man bør dog være opmærksom, at sammenhængen
mellem f.eks. undervisningens kvalitet og elevlæring kun gælder med statistisk
sandsynlighed. Endelig er der heller ikke en kausal forbindelse mellem de evidens-faktorer og elevernes faktiske læring.

I forhold til at tale om, hvad der virker i undervisningen, inddeler
Fibæk emnet i undervisningen, læreren, skolen og skoleledelsen (s.60). Det
vigtigste er undervisningen.

Hattie og Helmke er enige om, at det som fremmer elevernes
læring er klare mål, tydelig ledelse, god atmosfære, tilpasning til den enkelte
elevs forudsætninger og sikring af elevens aktive medleven (s.71). Dette gælder
i særlig grad for elever med svag social baggrund. Danske undersøgelser som SFI
(2015) og Mehlbye (2010) lægger især vægt på værdien af klasseledelse. Socialt
svage elever nyder godt af, at der i særlig grad er fokus på faglige frem for
sociale mål. Fælles opgaveløsning på klassen kan også anbefales frem for f.eks.
gruppearbejde eller individuelt arbejde (Andersen, 2013). Hattie benævner specifikt
den eksplicitte strategi og den består
af klare mål, individuel feed-back. Resultaterne viser desuden, at elever med
svag social baggrund har særligt udbytte af tydelig lærerstyring og faste
rammer (s.86 ff.)

Lærerens undervisningskompetencer har indflydelse på
elevernes læring (jf. også Nordenbo, 2008). Vejen til god undervisning går gennem
gode lærere med frihed til at skønne og vælge (s.99). Flere undersøgelser peger
på, at eleverne lærer mere, når lærerne samarbejder med fokus på undervisningen
(s.101). Særligt erfarne klasseteam gør en forskel i forhold til socialt svage
elever. Internationale undersøgelser tyder tillige på, at lærernes engagement
og motivation har betydning for elevernes læring (s.105).

Skolen som institution er en tredje faktor, som har
betydning for elevernes læring. Fibæk refererer til den amerikanske
uddannelsesforsker Curban, som på et empirisk grundlag dokumenterer, at
reformer ofte ikke påvirker skoler direkte, men kun overfladisk, det samme gælder pædagogiske
ideologier og bølger. (s.127). Jeg har selv undersøgt, hvordan udvalgte
reformdele er blevet implementeret i f.eks. folkeskolen, og mine iagttagelser
peger på, at det er en alt for general konklusion, der er en række faktorer,
som kan påvirke implementering i positiv retning, mens der er faktorer, som
kan trække i den modsatte retning.

Det som betyder noget for elevernes udvikling er forhold,
der handler om, at skolen har en kultur og klima, der stiller store krav til
eleverne, og at der er et professionelt og engageret kollegialt klima i
lærerkorpset, og at forældrene inddrages. Forhold som ansættelsespolitik,
efteruddannelse og udviklingsarbejde ser også ud til at betyde noget. Det er i
høj grad de bløde faktorer, som er afgørende (s.130).

Ifølge Fibæk er der ingen evidens for, at skoleledelse
spiller en rolle for elevernes faglige udvikling. Det er en lidt overraskende
konklusion set i forhold til den aktuelle fokus, der er på skoleledens
betydning, og den efterfølgende gennemgang synes da også i nogen grad at
dementere den konklusion. Såfremt skoleledelsen skal gøre en forskel, skal det
ske gennem at ansætte dygtige lærere, støtte lærernes udvikling og respektere deres
autonomi (s. 142). Ledelsen bør koncentrere sig om de overordnede linjer. Fibæk refererer endvidere til Robinson,
Hattie og en dansk undersøgelse om skoleledelse, der peger på, at skoleledelsen
skal være orienteret mod udvikling af skolens professionelle kapacitet og
samarbejdet skal orienteres mod undervisningens betydning for elevernes læring.

Fibæk har skrevet en oplysende bog, hvor han på en enkel måde formidler den
viden, vi har om, hvad der virker i undervisning og uddannelse. Konklusionen om,
at vi ikke skal blande os direkte i lærernes arbejde, men formulere rammer og
forventninger, lyder sympatisk.

Min kritik går på bogens udsagn om, hvordan skoleudvikling
finder sted, f.eks. fremstår forbindelsen mellem udvikling igangsat udefra og
indefra ikke særlig reflekteret eller nuanceret beskrevet.



Kronik

Ledelse Posted on Fri, May 27, 2016 18:31:29

Kronik fra Børsen d. 27/5-2016

Der er noget galt med den måde, vi leder den offentlige sektor på. Inddrag flere folk

KRONIK -Børsens lederskribent retter 18. maj en række anklager mod undertegnede og andre, som har kritiseret professor Ove Kaj Pedersens syn på den offentlige sektor. Det hedder f.eks., at jeg ikke vil diskutere substansen, ligesom jeg også bliver spurgt om, hvad jeg så vil.

Den offentlige sektor er en alvorligt syg patient, som det hed i en overskrift i Ugebrevet A4 sidste efterår.

Undersøgelser peger på, at antallet af stresssygemeldinger er stigende, ligesom medarbejdernes oplevelse af arbejdspres, utilstrækkelighed og evne til ikke at gøre en forskel vokser. De negative erfaringer overgår klart dem, ansatte og ledere oplever i den private sektor. Der er altså noget galt med den måde, vi har indrettet og udviklet den offentlige sektor på.

Jeg vil hævde, at der er noget galt med den måde, vi styrer og leder store dele af den offentlige sektor på. Såfremt man gerne vil bidrage til en bedre og mere velfungerende offentlig sektor, så er det der, man skal sætte ind.

Det forholder Ove Kaj Pedersen sig ikke til, og det er en skam. I stedet tager han nogle billige stik hjem ved at gentage nogle traditionelle fordomme om den offentlige sektor, f.eks. at den offentlige sektor vokser uhæmmet, at ansatte ikke vil ledes, modarbejder politiske reformer og er økonomisk uansvarlige.

Vinklet ind i bureaukrati

I mange år har man i den private sektor talt om at rive pyramiderne ned, selvledelse, “unboss” og hvad det nu ellers har heddet.

I store dele af den offentlige sektor er man gået den modsatte vej med det resultat, at fagligt ansatte har fået indskrænket deres ledelsesmæssige råderum og er blevet viklet ind i en stadig mere bureaukratisk arbejdsdag, hvor der ofte tælles, måles, vejes og dokumenteres. I forsøget på at effektivisere den offentlige sektor er man ved at afvikle nogle af de værdier, som er centrale for en velfungerende offentlig sektor. Værdier, der handler om, at gode medarbejdere er engagerede, kompetente og inden for visse rammer har en høj grad af handlefrihed.

I gamle dage var den offentlige sektor primært præget af en faglig dagsorden, og ledelse var af driftsmæssig eller administrativ karakter. Vi kender kritikken helt tilbage fra Glistrup, der talte om skrankepaver og papirnussere.

Fra begyndelsen af 80’erne skete der et opgør med den kultur samt idéen om, at man altid bare kan skrive en ny check, hvis riget fattes penge.

Det første program for modernisering af den offentlige sektor fra 1983 sætter fokus på budgetstyring samt på en række bløde idéer om styring og ledelse. Disse to temaer har med forskellige modifikationer udgjort hovedlinjen i den måde, den offentlige sektor siden er blevet forsøgt udviklet på.

Kniber med styring og ledelse

Det er vist lykkedes meget godt med budget- og økonomidelen.

Til gengæld har det knebet gevaldigt med styrings- og ledelsesdelen, selvom der gennem årene har været igangsat et utal af moderniseringsinitiativer.

Offentlige organisationer har ikke forvandlet sig til strategiske organisationer, hvor det er ledelsens opgave, i samarbejde med medarbejderne og andre relevante interessenter, at forløse denne mulighed.

I stedet har mange offentlige organisationer udviklet sig til organisationer, hvor ledelsesopgaven ofte rettes mod forvaltning af kontrol-, dokumentations- og snævre resultatsystemer.

Historisk set har vi som afløsning for en autonom fagligt orienteret kultur udviklet en managementorienteret styringskultur.

Den offentlige sektors største udfordring er evnen til faglig og strategisk udvikling samt en bedre dialog med borgerne og omverdenen.

Mindre management

Skal den opgave løses, kræver det et bedre arbejds- og ledelsesmiljø, sådan at de ansatte kan gøre det, som de er bedst til – nemlig at bidrage med at udvikle borgernær service og kvalitet til gavn for ældre, elever og patienter.

En af måderne at gøre dette på er ved at slække på den management-orienterede styringskultur, som aktuelt præger store dele af den offentlige sektor. Som det er nu, inddrages hverken medarbejdere eller brugernes viden og erfaringer tilstrækkeligt i arbejdet med at udvikle den offentlige sektor, ligesom betingelserne for at udøve ledelse ofte er præget af vanskelige og modsætningsfyldte vilkår.

Skal den alvorligt syge patient gøres rask, er det et bud på den medicin, som bør udskrives.



Kulturklumme

Kultur/litteratur Posted on Wed, May 25, 2016 14:19:25

Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 20/5.

For et stykke tid siden deltog jeg i et debatprogram i
radioen, hvor jeg argumenterede for, at politikere i for ringe grad beskæftiger
sig med kunst og kultur, herunder litteratur. Jeg gav forskellige eksempler på,
hvordan tidligere statsministre, som f.eks. Anker Jørgensen og Jens Otto Kragh,
var levende interesseret i kunst og kultur. Dette står i grel modsætning til
ikke mindst de seneste statsministre, som ikke synes at ofre meget opmærksomhed
på den del af tilværelsen.

Jeg blev selvfølgelig konfronteret med, om det var et
rimeligt krav at stille til nutidens politikere. Bliver man en bedre politiker,
hvis man beskæftiger sig med kunst og kultur? Er det ikke tilstrækkeligt, at
man er god til at håndtere regneark og tal.

Måske bliver man ikke en bedre politiker, men man bliver en
anden politiker.

Ifølge valgforskere er tilliden til politikerne den laveste
i nyere tid. Det kan blandt andet forklares med udgangspunkt i finanskrisen,
men mon ikke også der stikker mere under.
Dagens politikere ligner hinanden, de har stort set samme uddannelse,
har ofte ringe erhvervserfaring og omgiver sig med lobbyister, professionelle
meningsdannere og kollegaer. Hertil kommer, at stadig færre mennesker er medlem
af et politisk parti.

Mange politikeres berøringsflade er derfor blevet flad
forstået på den måde, at de omgiver sig med folk, som ligner dem selv. Det
medfører, at deres betragtninger på utallige samfundsforhold primært bliver af
økonomisk karakter. De studerende skal blive hurtigere færdige og helst afholde
sig fra at læse humanistiske og kunstneriske fag. Det kulturelle område må
værsgo spytte 2 % i kassen, det har ikke krav på særstatus

Hvilken anden politiker bliver man, hvis man er levende
interesseret i kunst og kultur? Måske
bliver man en politiker, som er i stand til at begejstre, som får ideer og som
formår at formulere visioner for, hvad det er for et samfund, vi ønsker at
udvikle. Mange nuværende politikere opfører sig som en slags administrerende
direktører, som står i spidsen for en produktionsvirksomhed, hvis fornemmeste
opgave er at trimme organisationen, så den er fit til en børsintroduktion.

Man kan være enig eller uenig med Uffe Elbæk, men den
tidligere kaospilot formår i hvert fald at begejstre og skabe entusiasme
omkring sig.

”En roman er en meditation over eksistensen set gennem
opdigtede personer”, har forfatteren Milan Kundera formuleret. Gennem fiktionen eller kunsten får vi
mulighed for at forstå, hvad det vil sige at være menneske. Gennem indlevelse
og identifikation lærer vi os selv og vores medmennesker bedre at kende på
tværs af tid og rum.

Politikere får mulighed for at lære personer, miljøer og
livsbetingelser at kende, som de ellers kun i ringe grad er i kontakt med. Den
nu afdøde filosof Richard Rorty taler om litteraturens evne til moralske
fremskridt.

En anden vigtig funktion er, at kunsten kan udvide vores
evne til at se, at verden kunne være anderledes og dermed stimulere til nye
ideer og forestillinger. Den evne har vi alle brug for, men måske gælder det
især nutidens politikere.



Bogomtale

Unge og uddannelse Posted on Fri, May 13, 2016 15:28:18

Frans Ørsted Andersen: Pædagogik på kanten – især for drenge men også for piger. Mindspace. 2015

Der er for få drenge, der får en uddannelse, flere drenge
end piger modtager specialundervisning, ligesom frafaldet er størst blandt
drenge. Drenge mangler i mange tilfælde motivation
og mening med skole og uddannelse. I nogle år har man inden for den pædagogiske
verden talt om drengeproblemet og diskuteret, om der er behov for en særlig
pædagogisk indsats over for gruppen. I
bogen Pædagogik på kanten – især for drenge
men også for piger introducerer og diskuterer Frans Ørsted Andersen
forskellige pædagogiske projekter, som i særlig grad henvender sig målgruppen.
Samtidig forsøger han at indkredse en række generelle pædagogiske principper,
som er anvendelige i forhold til målgruppen. Bogen introducerer til et par
historisk pædagogisk projekter, hvor der var fokus på drenge, f.eks.
ungdomsskolens arbejde med den såkaldte Slikker-bande tilbage i 60’erne. En
knallert- og motorcykelbande, der hærgede i Odense på daværende tidspunkt. Det
synes, jeg er fint. Det historiske fylder alt for lidt i dagens pædagogiske
debat, det er som om, at alle problemer og mulige løsninger er opfundet inden
for de sidste 10 år. Her ud over introducerer Andersen til Stem-projekter,
Coorporative learning, andre former for arkitektur og ruminddeling. rollespil
eller gaming og f.eks. det pædagogiske
arbejde i Drengeakademiet.

Pædagogik på kanten
er ikke en akademisk bog, men derimod en bog der primært introducerer til
forsknings- og udviklingsprojekter, som Ørsted typisk har haft tilknytning til som
forsker. Hermed får bogen lidt karakter af en hands on bog, hvilket kan være
godt i forhold til den konkrete pædagogiske inspiration. Til gengæld mangler
der så en mere udfoldet akademisk refleksion omkring problemstillingen, selv om
der i varierende grad refereres til teorier og forskningslitteratur, så man kan
gå videre på egen hånd.

Hvad er det så for en pædagogik, som i særlig grad
henvender sig til drenge. Grundlæggende
har vi at gøre med en række almenpædagogiske ideer og vel også til
dels socialpædagogiske ideer, som også i andre sammenhænge har vist sig at
være virkningsfulde.

Specifikt i forhold til drengegruppen kan inddragelse af
(ny) teknologi, anvendelsesorientereret undervisning, selv om begrebet ikke bruges,
og rollespil/gaming samt eksperimenterende pædagogik være relevant. Den nævnte indhold
og pædagogik kan blandt andet bruges til at skabe motivation, engagement og
mening.

Afslutningsvis i bogen refereres der til 18 forhold og faktorer, som
kan medvirke til en god pædagogik på kanten. Det kan virke lidt tilfældigt, at
noget og ikke noget andet er medtaget, ligesom der heller ikke sker en
refleksion over, om noget er vigtigere end andet og om nogle af elementerne
hænger sammen, og hvordan de i øvrigt hænger sammen. Der refereres ikke til
rammemæssige forhold som f.eks. organisationen og ledelsens betydning, selv om disse er centrale
for, at en konkret pædagogik kan udvikles.

Skal man sammenfatte anbefalinger og forsøge at gruppere
dem, kan man pege på lærer-elev-relationer, udvikling af fællesskaber, trivsel,
eksplicit didaktik eller klasserumsledelse, dvs. tydelige og klare krav og
forventninger, varierende undervisningsformer, anvendelsesorienteret
undervisning fokus på den enkelte elevs udfordringer og nærmeste udviklingszone,
holddannelse og arbejdet med elevens personlige og sociale kompetencer. Hertil
kommer den mere deltagelsesorienterede og aktivitetsprægede pædagogik, som i
særlig grad henvender sig til drengegruppen.

Selv om der er gode ideer og praktiske pædagogiske eksempler på, hvordan man kan arbejde med målgruppen mangler der en mere systematisk og teoretiske reflekteret tilgang til problemstillingen.



Bogomtale

Unge og uddannelse Posted on Wed, May 04, 2016 12:43:33

Noemi Katznelson m.fl. (2015) Hvem er de unge på kanten af det danske samfund? Om hverdagsliv,
ungdomskultur og indsatser der gør en positiv forskel.
Center for
ungdomsforkning.

Bogen formidler resultaterne fra en kvalitativ undersøgelse,
der handler om udsatte unge (18-30) år, som alle er udfordret på forskellig
vis. I undersøgelsen er unge og professionelle behandlere blevet interviewet. De interviewede
unge er blevet fundet via herberger, bosteder og forskellige tilbud rettet mod
misbrug og socialpsykiatrisk behandling. De unge er typisk ikke i arbejde og
uddannelse og har ofte kontakt til offentlige hjælpesystemer.

Udgangspunktet for undersøgelsen er, at gruppen af unge,
med svære sociale problemer, og som i et eller andet omfang er marginaliseret,
er steget; flere unge er hjemløse, har misbrugsproblemer og eller psykiske
lidelser.

Politisk er der sket et kursskifte fra wellfare til
workfare, sådan som diverse politiske reformer har initieret i forbindelse med overgangen
til konkurrencestaten. De unge skal i uddannelse med henblik på at få dem
integreret på arbejdsmarkedet frem for at modtage passiv forsørgelse. Dette er
fortsat den politiske ambition, men ambitionen er nu også rent
uddannelsespolitisk at højne kvaliteten i uddannelsessystemet. Indførelse af
karakterer på erhvervsuddannelserne, dimensionering på universiteterne mv.,
ledsager denne nye diskurs. Herved udfordres denne grupper af unge yderligere,
fordi de ikke formår at leve op til de nævnte krav.

I ungdomsgruppen som helhed kan man iagttage en
polarisering. På den ene side tilpasser mange unge sig de nye krav, f.eks. går
hurtigere i gang med en uddannelse og er mindre kriminelle, på den anden side
findes der en gruppe af mere sårbare unge.

Rent strukturelt mødes de udsatte unge med nye krav, f.eks.
uddannelsespålæg og ændringer af arbejdsmarkedet karakteriseret ved færre
ufaglærte job. Kulturelt er der sket en individualisering. Unge skal i stigende
grad selv finde vej gennem livet, og der er en lang række muligheder til
rådighed, men i praksis er det svært for de udsatte unge at realisere disse
muligheder, da de mangler evnerne og ressourcerne. I disse år er der tillige
sket tillige en ”hård” individualisering. Tidligere handlede
individualisering om personlig udvikling. Nu handler det om at præstere og
vise, man har talent og succes.

De unge på kanten udviser tre idealtypiske strategier;
henholdsvis ”jeg-klarer-mig”-strategien. Unge der praktiserer denne strategi
forsøger at klare sig selv og holde fast i et normalt ungdomsliv og en facade
udadtil på trods af problemer med f.eks. misbrug. ”Isolations-strategien”
praktiseres af unge, som stort set har givet op og ikke magter et normalt
hverdagsliv. ”Værdi-strategien” praktiseres af unge, som er optaget af moral og
værdier. De formulerer ofte en modkulturel strategi.

Det gennemgående i de unges strategier er, at hverdagen er
ustruktureret og flyder sammen. Der mangler ritualer og skemaer for, hvordan
dagen skal struktureres. Fællesskaberne er ofte funderet omkring misbrug, især
hash. På tværs af strategierne er det karakteristisk, at de unge mangler stærke
relationer og netværk.

Cirka en 1/3 del har gennemført en ungdomsuddannelse. Noget som
er karakteristisk for de unge er, at deres forestillinger om uddannelse og
arbejde ofte er urealistiske. Der er tale om usikre realiseringsmuligheder, som
det formuleres i rapporten. Uddannelse
og arbejde bliver omformet til en arena for identitetsarbejde frem for
forsørgelse. Som Birgitte Simonsen formulerede det for mange år siden om
udviklingen i unges historiske uddannelsesvalg, sker en glidning fra, at
uddannelse bliver noget, man kan leve af til at uddannelse bliver noget, man
skal leve af. Drømmene om arbejde og uddannelse idealiseres og bliver af følelsesmæssigt
karakter og sammenholdes ikke med de faktiske og materielle vilkår, de unge er
underlagt.

Undersøgelsen peger på, at relationerne til de
professionelle er den enkeltfaktor, unge vurderer, har størst betydning for, at
de kan komme videre. Det er et interessant resultat, som både støttes af
mønsterbryderforskningen og uddannelsesforskningen. Det at være en del af et
fællesskab med andre unge, betyder ligeledes
noget centralt for de unge. Et andet forhold, der vurderes positivt, og som vel
ligger i forlængelse af relationer til professionelle, er støtte til at få
hverdagslivet til at fungere. Nok et forhold i tråd hermed er behovet for psykologisk
hjælp og støtte. Det peges ligeledes på andre faktorer, f.eks. at udvikling er en proces der tager tid, ligesom
tilbuddene i forhold til målgruppen skal være fleksible og tilrettelægges med
udgangspunkt i den unges situation og behov.

Selv om målet med irapporten ikke er at tematisere den
uddannelsesmæssige indsats overfor de unge, er perspektivet set i forhold til
opgaven med at få dem integreret i en uddannelsesmæssig kontekst, at det især
er vigtigt at tilbyde dem en vifte af støttemuligheder. De professionelle
relationer er det afgørende parameter og afsæt for anden hjælp og støtte. Undersøgelsen
synes her bekræfte andre undersøgelser, der handler om, at professionelle
relationer udgør en nøglefaktor i forhold til at hjælpe målgruppen.



Resultatstyring

Ledelse Posted on Wed, April 27, 2016 15:09:45

Alt kan ikke måles (Kronik i Fyens Stiftstidende d. 27/4-2016)

Det Kommunale Institut
for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning (KORA) har netop udgivet en analyse
af resultatbaseret styring. Målet med undersøgelsen var blandt andet at
vurdere, hvad der er kommet ud af indsatsen.

Resultatbaseret styring
er et redskab, som staten bruger over for kommuner, regioner og statslige
organisationer og som også bruges internt i f.eks. kommuner og regioner.
Resultatbaseret styring handler om, at politikere og embedsmænd formulerer
resultater for offentlig virksomhed, hvorefter den enkelte organisation eller
medarbejder bliver målt på evnen til at leve op til målene.

Det nævnte styringsværktøj
har præget den offentlige sektor længe, men har bredt sig til flere og flere
områder, ligesom detaljeringsgraden og antallet af resultatmål er steget. Kun
enkelte områder er friholdt. Der er f.eks. endnu ingen, der har fundet på at gøre
kongehusets tildeling af apanage afhængig af, hvor mange statsbesøg regenten
foretager eller stillet krav om, hvor mange danske provinsbyer som skal have
besøg af den kongelige familie i forbindelse med det årlige sommertogt.

Resultatorienteret
styring er et barn af New Public Management, hvor der motiveres gennem
økonomiske incitamenter og styres ved hjælp af konkurrence og markedstiltag.
Afhængig af hvor god eller dårlig den offentlige organisation er til at leve op
til resultater og mål, kan politikerne
skrue
op eller ned for den offentlige virksomhed. Det lyder måske meget fornuftigt,
men i modsætning til private organisationer har offentlige organisationer ofte
mange og indbyrdes modstridende mål.

KORAs rapport
konkluderer, at der nok evidens for, at resultatbaseret styring virker i et
vist omfang, men der er også en række utilsigtede og negative effekter, som
alvorligt problematiserer effekten.

Et
problem er, at resultatstyring ofte retter fokus mod kortsigtede resultater
frem for mere langsigtede resultater. Det kan godt være, at vi får de
studerende hurtigere igennem universitet, fordi de får SU i kortere tid, skal
gå til færre eksamener og har mindre tid til at skrive deres speciale og tvangstilmeldes
til fag og eksamener. Men hvad er de langsigtede samfundsmæssige konsekvenser
af, at de studerendes uddannelse bliver forringet?

Offentlige
organisationers mål er ofte komplekse. Resultatstyringen risikerer at rette
organisationens fokus på, hvad der er måleligt frem for, hvad det er vigtigt. Inden
for det sociale område og beskæftigelsesområdet er der en tendens til, at man
prioriterer indsatsen over for de ressourcestærke borgere, fordi de er nemmere at
hjælpe, mens de borgere, der er sværere at hjælpe, ikke får den fornødne hjælp.
Opfyldelsen eller overholdelsen af kontrakten kan blive til et mål i sig selv og
ikke et middel.

Brugen
af resultatbaseret styring risikerer at distancere ledere og medarbejderne fra
organisationens kerneopgave. Omsorg, pleje, undervisning og forskning, dvs.
komplekse og sammensatte ydelser, bliver anskuet ud fra simple kriterier og
resultatopgørelser, fordi det er dem, som kan registreres, dokumenteres og
tælles.

Kan
staten og universitetsledelsen få de studerende til at blive hurtigere færdige
med deres studie, sådan som det er formuleret i resultatkontrakten, selv om det
strider mod de fagligt ansattes nedarvede normer om, at en god studerende er en
studerende, som tager sig tid til akademisk og videnskabelig fordybelse og
erkendelse?

Den ensidige
resultatfokusering risikerer at skabe medarbejdere, som enten er demotiverede
eller udvikler en bureaukratisk tjekliste-kultur frem for medarbejdere, der gør
brug af faglige professionelle skøn.

Overordnet
set er resultatstyring en konservativ styringsform, hvor man forestiller sig,
at virkeligheden og fremtiden er kendt og forudsigelig og detaljeret lader sig
planlægge. Resultatstyring bidrager måske i nogle tilfælde nok til at skabe
større klarhed og sikkerhed om den offentlige sektors service og ydelser. Til
gengæld indsnævrer resultatstyringen ledelsens og medarbejdernes ledelsesrum,
ligesom den relevante dialog om udvikling af organisationen risikerer at
forsvinde, fordi mål og resultater er lagt fast.

Dybest
set er resultatstyring et barn af moderniteten og dens forestillinger om, at
alt lader sig planlægge og styre. Resultatorienteret styring risikerer at
hindre nytænkning og selvstændighed i en tid, hvor der måske mere end nogensinde
er behov for det.

Alternativet
er ikke, at vi vender tilbage til den professionelle autonome tidsalder, hvor lægen
eller læreren alene vidste bedst. Alternativet er heller ikke, at vi vender
tilbage til bureaukratiet, hvor der var detaljerede forskrifter for, hvordan
man skulle håndtere en given sag eller problemstilling. Der skal være plads til
det professionelle skøn, men der skal også være plads til, at politikere,
brugere og øvrige interessenter deltager i forhandlingen af indholdet og
kvaliteten af den offentlige sektors resultater. Ensidig resultatstyring gør
den offentlige sektor dårligere og de offentlige ansatte dummere.



Kulturklumme

Kultur/litteratur Posted on Fri, March 25, 2016 17:11:10

Fyns Stiftstidende d. 25-03-2016

af Finn Wiedemann Lektor, ph. d. Institut for Kulturvidenskaber, SDU

I forrige weekend sluttede Odense lyrikfestival. Lyrikken er et modsprog, der taler magten imod, sagde forfatteren og formanden fra Poesiens hus Lene Henningsen, der holdt festivalens åbningstale. Magtens sprog er trivielt og taler ned til os. Poesiens sprog er derimod personligt og unikt og taler med os.

At digtere forsøger at tale magten imod blev tydeligt, da den cubansk-amerikanske digter Felicia Gonzales i protest med den såkaldte smykkelov meldte afbud til festivalen. Her var et politisk statement af en måske lidt gammeldags slags i stil med dengang, John Lennon og Yoko Ono i sin tid nægtede at stå ud af sengen i protest mod krig. At Gonzales også kan skrive digte blev tydeligt, da hun lørdag aften var med på en Skype-forbindelse fra Seattle, hvor hun blandt andet læste et digt op, der handlede om hendes møde med det Cuba, hun ikke havde set, siden hun som barn flygtede derfra sammen med sin mor med en kuffert i hånden.” Halvdelen af mig/ blev der for altid.”

At poesien repræsenterer et modsprog til magten er velkendt, men efter ni dage med arrangementer sidder man i lige så høj grad tilbage med følelsen af, at poesiens sprog er mangfoldigt. Skulle man fremhæve en aktuel tendens i poesien og litteraturen er det, at det personlige og selvoplevede spiller en stor rolle, ikke mindst blandt de lidt yngre lyrikere. Rolf Sparre Johansen læste fredag aften fra sine to digtsamlinger, hvoraf den sidste, ” Begravelse”, handler om hans oplevelser og erfaringer med sin mors død.Thomas Lagermand Lundme læste samme aften fra sin seneste og meget morsomme lyriske roman ” Alt er mit”. Store dele af bogen foregår i starten af 80′ erne, hvor hovedpersonen, der bærer navnet Thomas, opdager sin seksualitet som homoseksuel, samtidig med at han turer rundt med sin kusine i Amagercentret.

Lørdag aften læste Bjørn Rasmussen fra digtsamlingen ” Minq”. Digtsamlingen formidler erfaringer fra et forløb som psykisk syg, samtidig med at fortællerens afdøde far, som bærer øgenavnet Minq, glider ind og ud af digtene. Søndag læste Casper Eric, hvis digtsamling ” Nike” handler om hans erfaringer som handicappet, nærmere bestemt med sygdommen cerebral parese. Maria Gerhard, også kendt som Djuna Barnes, læste op fra sin digtsamling ” Amagermesteren”. Digtsamlingens prosalignende erindringstekster tager blandt andet udgangspunkt i hendes erfaringer som drengepige i en sportsverden.

Sproget er menneskets vigtigste værktøj, siger den næsten 100-årige psykolog Jerome Bruner. Festivalens tema handlede om at bygge broer. Sproget er en bro, der får os til at række ud, og som forbinder os med den kulturelle verden. Digtets sprog er et fiktivt sprog, som er forbundet med, men som også er forskelligt fra f. eks. det logisk-videnskabelige sprog. Det videnskabelig sprog er ofte abstrakt og taler til fornuften. Det fiktive sprog kalder på sanser og følelser ligesom hverdagssproget, men adskiller sig også, fordi det i kunstnerisk bearbejdet form søger det individuelle og unikke udtryk. Når poesiens sprog er bedst, bidrager det til at bygge broer, og til at det er muligt at opleve og erkende verden på nye og anderledes måder.



Kronik Fyens Stiftstidende

Ledelse Posted on Wed, February 10, 2016 17:22:11

Uheldig ledelse

I de sidste måneder er der
blevet afdækket en uhensigtsmæssig ledelseskultur i Region Syddanmark. Sagerne
er velkendte; den tidligere regionrådsformand Carl Holsts brug af
konsulentydelser og inddragelse af regionsansatte til sine private kampagner og
senest afdækningen af, hvordan Region Syddanmark i en periode har gjort brug af
lukrative åremålsansættelser. Udefra kan det måske se ud som om, at den kultur,
som er blevet identificeret, er et produkt af unikke forhold. En stærk mand har
stået i spidsen for den samme organisation i en årrække.

Den ledelseskultur, som
har udviklet sig i Region Syddanmark, kan dog i lige så høj grad ses som en
konsekvens af den måde, den offentlige sektor har udviklet sig på. Gennem mange
år har ideen om ledelse været heroiseret.
De problemer, den offentlige sektor står overfor, skal løses gennem mere
ledelse. Såvel symbolsk som reelt har ledelsen fået tildelt en stærkere rolle,
f.eks. større ansvar og kompetence, højere løn og flere ledelsesinstrumenter. Ikke
så få rapporter, som har beskæftiget sig med den offentlige sektors problemer
og udfordringer, har peget på, at der var behov for mere og stærkere ledelse. Parallelt
hermed har vi udviklet stadig større offentlige organisationer og indskrænket
det formelle demokrati. Konsekvensen er, at uenighed, debat og den demokratiske
kultur, som har kendetegnet offentlige organisationer har fået vanskeligere
vilkår.

Forestillingen om at vi kan få mere
kvalitet i den offentlige sektor, såfremt den formelle ledelse styrkes, er ikke
ny. Det er en udvikling, som kan føres tilbage til 1983, hvor moderniseringen
af den offentlige sektor blev påbegyndt under den første Schlüter-regering, og
hvor ledelse for alvor kom på dagsordenen. Siden har skiftende
regeringer alle formuleret moderniseringsprogrammer, hvor de har fulgt den
nævnte linje.

I
løbet af de sidste cirka 30 år har den offentlige leder forvandlet sig til en
professionel leder. Ledelsen befinder sig ikke længere blandt ligemænd og
brugerne: på gulvet, i marken, i fronten eller bag skranken, men tilbringer i
højere grad tid sammen med andre ledere, stabspersonale, konsulenter og
bestyrelser. I mange organisationer er der tillige blevet oprettet
ledelsessekretariater, ledelsesnetværk og mulighed for jobbytte, som kan
understøtte den beskrevne rejse.

Vi
har således i mange offentlige organisationer nok udviklet en ledelse, som er
professionel i den betydning, der handler om, at ledelsen kan agere abstrakt,
formelt og strategisk, men vi har med stor sandsynlighed også udviklet en
ledelse, som er mere tonedøv og svagtseende, når det handler om faglig indsigt
og fornemmelse for de daglige og nære forhold, som gør sig gældende blandt
ansatte, brugere og offentlighed med konsekvenser for f.eks. demokrati,
arbejdsmiljø og service samt den konkrete opgaveløsning. Under alle
omstændigheder har vi tildelt og overladt et enormt ansvar og en stor
kompetence til meget få personer ud fra den sjældent problematiserede betragtning,
at organisationen bedst løser sine opgaver, når denne ledelseskultur er til stede.

I mange moderne
organisationer har ledelse udviklet sig til en slags second life, som befinder
sig langt væk fra mange medarbejderes daglige arbejde og den konkrete virkelighed,
hvor der undervises, ydes omsorg og serviceres. Den
nødvendige dialog og det remtræk, som kan skabe den nødvendige sammenhæng
mellem de erfaringer, som gøres i dagligdagen eller i driftsrummet og så de
strategiske ideer og planer, som udtænkes i ledelsesrummet, mangler.

Sagen fra Odense
kommune i efteråret 2015, hvor topledelsen i Børne- og Ungeforvaltningen fratog
familier lovbestemte sociale ydelser, selv om socialrådgivere gjorde opmærksom
på det ulovlige i indsatsen og dets konsekvenser, illustrerer med tydelighed,
hvordan ledelsen mange steder har distanceret sig fra den virkelighed, som
karakteriserer de ansattes arbejde.

Tilstedeværelsen af et samtaledemokrati medfører, at forskellige medarbejdergrupper regelmæssigt har mulighed for at mødes og deltage i den samtale, som er det centrale i udviklingen af en demokratisk kultur. Udviklingen af en demokratisk kultur forudsætter også, at der er formelle fora tilstede, som gør, at en sådan har gode vækstbetingelser. Begge dele er blevet vanskeliggjort som en konsekvens af de nævnte ændringer af den offentlige sektor.

Den uheldige
ledelseskultur, som har vist sig i Region Syddanmark er nok unik, men den
afspejler en bredere tendens, som hænger sammen med den opskrivning og
italesættelse af ledelsens betydning for udviklingen af den offentlige sektor,
som er sket siden begyndelsen af 80’erne. Værdier som debat og medbestemmelse
har fået dårligere vilkår. Når den kultur mangler, bliver det nemmere for såvel
politisk valgte som ansatte ledere at skabe et parallelsamfund, hvor de delvist
kan formulere deres egne regler. Region Syddanmarks ledelseskultur er et
symptom på den ledelseskultur, som præger mange offentlige organisationer i
disse år.



Klumme

Kultur/litteratur Posted on Tue, February 09, 2016 11:05:16

Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 26/1-2016

I Ida Jessens seneste roman En ny tid får hovedpersonen, lærerinden fru Bagge, mod slutningen
af bogen et nyt job, som bestyrer af den lokale sognebogsamling. Her får hun
sat skik og orden på bogsamlingen. Der er et meningsfyldt job for den
kvindelige hovedperson og snart blomstrer det hensygnende sognebogsamling da
også op. Vi er i midten af 1920’erne og
biblioteket er en del af det oplysningsprojekt, som karakteriserer det moderne
samfund.

Såfremt man som jeg er vokset op i 70’erne og 80’erne, var
såvel skole- som kommunebiblioteket en skatkiste af viden, hvor man havde
mulighed for at få stimuleret sin nysgerrighed: Meteorologi, dinosaurer,
tegneserier og senere sjældne forfattere og digtere. Den store åndelige buffet
var åben for alle. Nysgerrige børn og unge har stadig mulighed for at tage et
dyk i den righoldige viden, bibliotekerne stiller til rådighed. Til gengæld har
bibliotekerne ikke længere monopol på denne opgave. De digitale medier kan på en række områder
klare mange af de opgaver, som biblioteket tidligere kunne.

Bibliotekerne står over for at redefinere deres rolle i takt
med, at det omgivende samfund har ændret sig.
Her minder bibliotekets udfordring om den, mange andre af det moderne
samfunds bærende oplysningsinstitutioner står overfor. Man skal kunne legitimere sig og gøre sig
lækker over for befolkning og politikere og kunne besvare købmandsspørgsmålet
om, hvad nytte det hele er til for. Når Københavns biblioteker brænder en tredjedel
af bogsamlingen, er det ikke fordi, de er boghadere, men et led bibliotekernes
ændrede rolle. Udlånet af fysiske bøger
er faldende, ligesom biblioteksfilialer og budgetter gennem en årrække er
blevet skåret ned i mange kommuner.

I forsøget på at finde en ny rolle, overtager biblioteket
dele af den offentlige sektors traditionelle borgerserviceopgave; pas og
kørekort. Mange steder omdannes biblioteker til en mellemting mellem varmestuer
og kulturhuse, hvor lokale foreninger mødes. Der dømmes om intelligente
forsamlingshuse og afholdes forfatter- og debatarrangementer, hvor kendte
inviteres til at læse op og debattere. Bibliotekerne agerer spydspids i den
informationsteknologiske udvikling og forsøger at være opsøgende og udadvendte
og lokke nye grupper til.

I et efteruddannelsesprogram for bibliotekarer i en af
landets største kommuner opereres der med seks fremtidige bibliotekarroller: Læringskonsulenten,
kulturskaberen, projektlederen, serviceformidleren samt informations- og materialespecialisten. Det er tanken, at bibliotekarer kan
specialisere sig inden for en af de seks roller. Den eneste af de roller, som
den indledningsvist nævnte fru Bagger vil kunne genkende sig i er nok rollen
som materialespecialist, som blandt andet køber ind, kasserer og håndterer
bibliotekets bogsamling. Fælles for en række af de andre roller er, at der er
tale om en langt mere udadvendt bibliotekarrolle, hvor dialog med foreninger,
virksomheder, uddannelsesinstitutioner, borgere og det lokale samfund spiller
en fremtrædende rolle.

På fremtidens bibliotek vil stadigt være muligt at ”græsse”
bøger, men hvis biblioteket skal overleve som selvstændig kulturinstitution, så
bliver bøgerne fremover langt fra den eneste opgave, biblioteket skal tage sig
af. Udviklingen er måske nok nødvendig,
men som inkarneret biblioman er det ikke nødvendigvis en udvikling, som udelukkende
giver anledning til stor applaus.



Kulturklumme

Kultur/litteratur Posted on Tue, February 09, 2016 10:45:44

Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 20/11-2015

Kultur på recept

I forbindelse med de midler, som blev udmøntet fra den
årlige satspulje, har Folketinget afsat 8 millioner kroner til et forsøg med
kultur på recept. Ideen er, at man kan
få tilskud til forskellige kulturelle tilbud, hvis man er syg, f.eks. lider af
stress, angst eller depression. Svage
ældre og demente kan ligeledes få del i tilbuddet.

I Helsingborg har man i 5 år haft et tilsvarende forsøg,
ligesom det er tilfældet andre steder i Europa. Aktuelt er forsøget i
Helsingborg ved at blive evalueret, men de foreløbige erfaringer er
positive. Der har ligeledes været
enkelte tiltag herhjemme: Musik i ambulancer, hospitalsklovne og sansehaver.

Engang hed det, at kulturpolitik var god socialpolitik, men
kan kunst og kultur også have en helbredende funktion? De fleste vil sikkert
være enige i, at hvis man har brækket benet, er tiden givet godt ud i selskab
med gode og spændende bøger, men benet gror næppe hurtigere sammen, fordi man
er godt underholdt, imens man venter på at komme på benene.

Til gengæld kan bogen, teatret og besøget på
kunstudstillingen måske kalde på muligheden for fordybelse, og for i et stykke
tid at blive suget ind i en verden, der ikke kun handler om én selv eller om,
hvad ting kan bruges til og kaster af sig i kroner og ører.

Her ligger måske et potentiale; mulighed for fordybelse og
engagement, for at trække i bremsen og sætte tiden i stå frem for at lade foden
hvile på speederen, så livet passerer revy, og man hvirvler rundt i
hamsterhjulet, alt imens tv-kanalerne skifter, sms´erne tikker og
facebookopdateringerne blinker. Kunst kan være en god medicin som kontrast til
nutidens accelerationssamfund alene af den grund, at kunst ofte tilbyder en
anden rumlig og tidslig dimension.

De foreløbige erfaringer peger på, at kultur på recept
blandt andet kan fremme livsduelighed, virke rehabiliterende og give folk en
mening og formål med livet.

Jeg har en god ven, som har været sygemeldt med stress. I
starten måtte han ikke lave noget. Han måtte ikke løbe eller cykle lange ture, som
han ellers har for vane eller f.eks. se fjernsyn og læse bøger. Det var
kedeligt. Gabende kedsommeligt. Efterhånden som månederne gik og han blev træt
af at kigge ud i luften, begyndte han orientere sig på ny. Han læste biblen,
han læste Heidegger, Nietzsche, Kierkegaard plus masser af skønlitteratur og
besøgte kirker. Langsomt vendte han tilbage til sit arbejde og sit tidligere
liv med fornyet energi og ideer.

Kunne man forstille sig, at man i stedet for at gå lægen for
at få udskrevet piller og recepter, gik til en kulturlæge eller kunstterapeut,
som kunne udskrive teaterbilletter og give gode råd om musik, udstillinger og
bøger, man kunne læse og skrive?

Kunst og kultur kan næppe i sig selv gøre os raske. Til
gengæld giver kunst og kultur mulighed for at sætte en anden dagsorden. Mødet
med det anderledes som kunst kan kaste lys tilbage på vores eget liv og samtid,
hvilket kan virke helende og dermed helbredende.



Kronik/Fyens Stiftstiden

Ledelse Posted on Mon, November 09, 2015 21:14:34

Ledelseskrisen

For kort tid siden udkom bogen Ledelseskrise i konkurrencestaten af organisationskonsulent Jan Nørgaard
og professor Lars Bo Kaspersen. Bogen identificerer den ledelseskrise, som
karakteriserer den offentlige sektor, analyserer baggrunden for den og giver
nogle bud på, hvordan den kan håndteres.

Mange offentligt ansatte har mærket, hvordan deres arbejde
har ændret sig gennem de senere år. Socialrådgivere, sygeplejersker og lærere har
erfaret, at de bruger langt mere tid på f.eks. registrering og resultatmålinger,
samtidig med at de organisatoriske landkort jævnligt tegnes om. Udviklingen
medfører mindre tid til kerneydelserne, f.eks. samvær med borgere og patienter.
En oplevelse af stress, træthed og værst
af alt mangel på mening præger arbejdsdagen.

Omstillingen af den offentlige sektor har været i gang,
siden de første moderniseringsprogrammer blev igangsat i begyndelsen af 80’erne,
dog sådan at udviklingen først for alvor har taget fart efter årtusindskiftet. Ændringerne har imidlertid hverken bidraget
til større effektivitet eller trivsel. Tværtimod.

Sygeplejersker, lærere og øvrige professionsudøveres værdier
er forankret i velfærdsstaten, tæt knyttet til brugerne og kerneydelsen.
Politikere, embedsmænd og topledelsen er derimod orienteret mod
konkurrencestatens værdier, hvor det handler om at geare det danske samfund til
den øgede konkurrencesituation, som globaliseringen har medført. Medarbejdere
og ledelse er således forankret i to forskellige samfundsforståelser og har fjernet
sig fra det tidligere fælles fokus, hvor begge havde velfærdssamfundet som
vision.

Konkurrencestaten og de mange reformer og styringsværktøjer,
der ledsager denne, mangler en vision, som offentligt ansatte kan identificere
sig med. Visionen om det gode samfund er
for langt de fleste mennesker ikke et samfund præget af vækst, hvor
uddannelsesinstitutioner og hospitaler er trimmede og fitte, rustede til det globale
kapløb.

Konkurrencesamfundets ledelsesværktøjer handler i alt for
høj grad om hvordan, dvs. metoder og
værktøjer til at ordne og fixe problemer, mens de centrale spørgsmål om hvorfor, som kan tilvejebringe mening og
legitimering mangler. Den fortælling,
som kan få os til at møde smilende på arbejde om morgenen, og som kan få os til
at finde mening i de mange reformer og forandringer, er udeblevet.

I konkurrencestaten bliver politiske reformer og lovgivning til
på en anden måde end tidligere, hvor der er i velfærdsstaten var tradition for
at inddrage interessenter, medarbejdergrupper og organisationer, når nye
reformer skulle formuleres og implementeres, er dette nu fraværende. I velfærdsstaten var uenighed og dialog en
central værdi. I konkurrencestaten er der derimod ikke tid og tillid til, at
uenighed og diskussion udgør konstruktive arbejdsmåder.

Den politiske elite betjener sig i stedet af direkte magt,
sekunderet af kommissioner og ekspertudvalg, som legitimerer nødvendighedens
politik. De mange reformer og ændringer, som det danske samfund har gennemløbet
de sidste 10-15 år, kan anskueliggøre dette. Det mest oplagte eksempel er vel
strukturreformen, hvor det kommunale landkort næsten overnight fik trukket nye
streger op. Indgrebet i lærernes overenskomst i 2014 udgør et andet eksempel. Konsekvensen
er blandt andet, at der er sket en udhulning af den medbestemmelseskultur, som
har præget det danske samfund.

Konkret betjener offentlige ledere sig i konkurrencestaten
af styringsfikserede ledelsesværktøjer med fokus på kontraktstyring,
resultatmålinger og andre tiltag, som på bedste industrisamfundsmaner forsøger
at registrere og måle organisationer og medarbejderes ydelser og indsatser. Dette
strider mod medarbejdernes værdier.

De styringsfikserede ledelsesværktøjer har også den ulempe,
at de fungerer som et skjold, som holder lederne på afstand af virkeligheden,
og som tilmed er forførende i dets simple budskab om, at når der tælles, vejes
og måles, så ledes og styres der. Nørgaard og Kaspersen mener, at det inden for
de eksisterende rammer er muligt at formulere et ledelses- og samarbejdsrum,
hvor medarbejder og ledere i fællesskab kan udvikle deres arbejdsplads fremfor
den ”ghettoisering”, som aktuelt præger mange offentlige organisationer, hvor
ledere og medarbejdere lever i en adskilt verden.

Som kontrast til den styringsfikserede ledelsesform bør der
arbejdes med substantiel ledelse, en ledelsesform, der er tættere på kerneydelsen
og medarbejderne. I den substantielle ledelse arbejdes der med at formulere et realistisk
strategirum i samarbejde med medarbejderne, som kontrast til det idealistiske
strategirum, som præger mange offentlige organisationer. Arbejdet med
strategier bliver ofte til i et lukket rum, som sjældent engagerer
medarbejdere, hvorfor de kun vanskeligt lader sig implementere.

Nørgaard og Kaspersen har leveret en enkel, men rammende analyse
af den offentlige sektors ledelseskrise og dets løsninger. Bogens største
fortjeneste er dog, at den formulerer nogle svar på spørgsmålene om, hvorfor vi
er endt, hvor vi er. I konkurrencestaten er nødvendighedens politik måske nok
nødvendig, men den er ikke tilstrækkelig, fordi den ikke bidrager til at skabe
mening for ansatte og borgere: Der skal også være noget at kæmpe for. Det er
der kun, hvis reformer og ledelsesinitiativer er forbundet med en fortælling
om, hvad det er for samfund, vi ønsker os og indeholder visioner for, hvordan
det bør udvikle sig.



Klumme

Kultur/litteratur Posted on Sun, September 27, 2015 21:03:23

Klumme fra Fyens Stiftstidende fra d. 25/9

Hen over sommeren har jeg tømt mine afdøde forældres hus for
indbo, herunder deres bogsamling. Selv om der gennem årene er blevet tyndet
godt ud i samlingen, stod jeg alligevel over for at skulle tage stilling til,
hvilke af de cirka 500 bøger, jeg skulle tage med mig.

Min farfar var bogbinder, så der var en anseelig mængde
smukt indbundne bøger, som min far har arvet efter sin egen far. Hertil kommer
diverse leksika, klassisk skønlitteratur, kunstbøger og opslagsbøger om alt fra
fotografering, havekunst, fauna, sygdomme mv. Et kig ned over en sådan
bogsamling giver også mulighed for at møde forfattere, som enten er glemt eller
ikke længere har samme stjernestatus, f.eks. Somerset Maugham eller en nyere
forfatter, som Marie Cardinal, som man næppe hører meget til i dag. I dag er vi
omgivet af en overflod af bøger.

De fleste læsende mennesker opbygger gennem et langt liv et
bibliotek. Der kan være bøger fra deres barndom, ungdom, studie- og læretid,
særlige interesser og hobbies, rejselitteratur, forfatterskaber og genrer.

Mine forældres bogsamling bestod af en skønsom blanding af
alle de nævnte genrer. Hovedvægten lå dog på kunstbøger og historiske bøger,
som var min fars interesse og historiske romaner og spændingslitteratur, som
var min mors interesse. Samlet afspejlede bogsamlingen et ideal om, at et
oplyst menneske har en bred og almen viden om samfund, historie, kunst og
litteratur.

Problemet i dag er ikke at få fat på bøger, men snarere at
skille sig af med dem. Jeg fik da også flere bøger med hjem, end jeg har plads
til. Især efter at den opkøber, der behændigt plukkede værdier ud af boet,
kastede et blik på bogsamlingen og på klingende fynsk konstaterede, ”i dag er
der ikk non der køber bøger”.

Jeg beholdt de bøger, som har haft betydning for mig, da jeg
voksede op: udvalgte romaner og opslagsbøger. Endelig beholdt jeg min fars
store samling af kunsthistorie i et lønligt håb om, at jeg engang i en ikke
nærmere defineret fremtid får mulighed for at dykke ned i den. Engang må der
også blive tid til at læse Shakespeares samlede dramatik. Jeg kan være i tvivl
om, jeg får læst de syv tunge smukt indbundne bind om danske herregårde, men nu
er muligheden der i hvert fald.

Ulæste bøger rummer et håb om en fremtid, der engang vil
indfinde sig, ligesom læste bøger repræsenterer et kort over fortiden. En
bogsamling kan opfylde begge formål.



« PreviousNext »