Blog Image

Uddannelse/pædagogik/kultur/samfund

Kronik i Jyllans-Posten d. 18-5

Uncategorised Posted on Sat, May 23, 2020 15:16:40


Pippi Langstrømpe

Uncategorised Posted on Thu, May 21, 2020 21:59:03

Klumme fra Fyens Stiftstidende 19-6-2015


 
En kær dame ved navn Pippi Langstrømpe fyldte for nylig 70 år. Det er altid svært at vurdere en bogs kulturelle påvirkning, men i tilfældet Pippi fik bogen både konsekvenser for den børne- og ungdomslitteratur, som udkom efterfølgende, og på samfundets syn på børn.

Pippi Langstrømpe bogen er skrevet i øjenhøjde med sine læsere. Måske fordi den oprindelig er tilrettelagt som mundtlig fortælling, hvor Astrid Lindgreen fortalte sin datter historien om Pippi, mens hun lå syg. Senere nedskrev hun fortællingen om verdens stærkeste pige.

Det ville være forkert at hævde, at børne- og ungdomslitteraturen før Pippi ikke var skrevet i øjenhøjde med modtagerne, men en del af børnelitteraturen var didaktisk og moraliserende, det er Pippi ikke. Når vi stadigvæk læser klassikere som f.eks. Palle alene i verden og Pippi, så er det fordi, de tager børnenes perspektiv og nærer dyb respekt for deres verden.

Et andet træk, der karakteriserer Pippi-bogen, er det fjollede, absurde og morsomme; rim og remser og leg med sproget. Det er tale om sofistikeret lagkagekomik. Pippi er her i tråd med nonsens litteraturtraditionen inden for børnelitteraturen, som f.eks. også kendes fra Alice i eventyrland.

Da Pippi bogen udkom, vakte den forargelse. Flere mente endda, at det var skadeligt at lade børn læse bogen, da den udfordrede forholdet mellem børn og voksne. Det er da også en del af den fascinationskraft, børn kan have under læsningen af bogen, som måske ofte føler sig utilstrækkelige; fysisk, økonomisk og kulturelt sammenlignet med voksne.

Pippi figuren viser, at børn kan være selvstændige, aktive og kompetente. Børn er noget i deres egen ret og ikke bare mennesker, som er utilstrækkelige og mangler noget af det, vi voksne besidder. På den måde varsler Pippi figuren et opgør med det dominerende syn på børn, som karakteriserede Pippis samtid. Børn skulle ses, men ikke høres. Børn kunne være næsvise, frække og uopdragne. En række moralske domme blev fældet over børn, som ikke levede op til de normer, som de voksne satte.

Det børnesyn, som kommer til udtryk i Pippi, trækker tråde tilbage til Ellen Key og Rousseau. Pippi er som Emile i Rousseaus bog af samme navn et barn, som i sine tidlige år opdrager sig selv. Kan Pippi-bogen fascinere børn i dag? Nu hvor børn kulturelt set i mange tilfælde har sejret ad helvede til og både bliver set og hørt. Nutidens børn er blevet til små prinsesser og prinser og en del af generation mig. Med andre ord, holder bogen hele vejen hjem, nu 70 år efter den udkom?’

Jeg tror det. Pippi-figuren har ikke mindst på grund af sin fantasi, humor, hittepåsomhed, omsorg for de svage og udstilling af magtarrogance stadig en plads hos samtidens små og store læsere. Inden længe vil jeg dog for en sikkerheds skyld teste bogen af på mit mindste barn, som nærmer sig den alder, hvor han er klar til Pippi-testen. De andre børn, jeg har, har begge været begejstrede. Måske fordi faren er det. Tillykke til Pippi.
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  


Kronik

Uncategorised Posted on Sat, March 07, 2020 21:46:46

Kronik Vi er nogle, der kan huske dengang, sne var noget, man var nødt til at tage med i sin planlægning af fremkommeligheden til arbejde og familiefester. Snart vil unge ikke ane, hvad vi taler om. Jeg savner sne.

Det har regnet meget denne vinter.

Nye varme-og nedbørsrekorder er blevet sat. Januar var den varmeste januar, som der nogensinde er blevet målt, og februar var den vådeste februar. Åer er gået over deres breder og har oversvømmet landskaber, marker og huse.

Er det klimakrisens skyld? Eller skyldes det blot meteorologiske tilfældigheder? Det er svært entydigt at afgøre.

Men fakta er i hvert fald, at det ikke har været vinter. Ude i skuret står sneskovlen og ruster, og børnenes kælke samler kager af støv.

Det har sine fordele. Man undgår at skulle skovle sne, smøre ski og slibe skøjter. Ja, man undgår også konstant at smide sine handsker og hue væk. Det har dog også sine ulemper. Der mangler noget.

Da min søn blev født til kyndelmisse for 10 år siden, var der snestorm.

Sneen føg henover sygehusets parkeringspladser og de gader, som der var udsigt til fra fødeafdelingens femte etage. Driverne voksede, imens timerne gik, og veerne tog til. Sådan noget husker man.

Udover den traditionelle fødselsdagssang blev hans årsdag de første år passende markeret med Blichers kyndelmissesang: Det er hvidt derude, hvidt forneden, hvidt foroven.

Sandheden er dog, at det ikke rigtig har været hverken hvidt nede eller oppe de seneste år. Det har været vådt og gråt og skimmelsvampsgrønt.

Derfor er vi også holdt med at synge sangen. Den egner sig ikke rigtig. Det er som at synge julesange om sommeren.

Men der er også andre ting, som mangler nu, hvor vinteren er blevet væk. Knirkende sne. Den særlige skurrende lyd, hvor sko og støvler synker ned i det bløde underlag.

Der mangler også snebolde, der kommer susende gennem luften, og som koldt glider ned ad kinden eller nakken på en. Eller hvad med kælkeføre? Hvinene på bakken og susene i maven, når slæden hastigt kurrer ned ad bakkerne. De brændende, røde kinder og ildrøde ører, når man kommer ind, efter at have været ude i den bidende frost.

Der er ingenting i verden så stille som sne, som det hedder i Helge Rodes fine tekst. Når man går i tur i skoven eller glider stille henover landskabet på ski, eller bare sidder inde i sin varme stue og ser de hvide svanevinger dale ned fra himlen.

Det er blandt andet det, man savner. Sølverklokkesang. Den særlige stemning og atmosfære, hvor hele verden har fået trukket en hvid tehætte ned over hovedet, og alt bliver tyst og tøvende, som sov alt og alle til middag.

Vinter, frost og sne markerer nulpunktet i naturens cyklus. Om foråret spirer det, om sommeren modner det, og om efteråret falmer det. Vinteren markerer naturens død eller dvale, men det indvarsler også en tid, hvor der om ikke er plads til at gå i hi, så dog mulighed for øget kontemplation og vegetation.

Sneen og frosten er den kulisse eller det landskab, som bedst ledsager denne sindstilstand. Selvfølgelig går rokken ikke mere i mors stue, imens arnen får lue, når vinden slår. Men mindre og andet kan også gøre det. En himmel, som i måneder minder om en våd gulvklud, og et landskab, der ligner et badebassin, fremmaner ikke den samme stemning.

Der mangler en årstid såvel i naturen som i livet. Det er som Prousts berømte Madelainekage, der genoplives af sanseindtryk, og som sender én tilbage i historien og erindringens skatkammer. Når vi ikke får vinter, er der færre erindringer, som bliver vakt til live. Både de fælles kulturelle erindringer og de mere personbårne.

Vintersangene står stadigvæk i sangbøgerne, men de springer ikke naturligt frem i bevidstheden eller på læben. “Det fyger ind ad sprækkerne til pølserne på rækkerne.” Mon ikke den linje dukker op hos mange, når blæsten får sneen til at hvirvle henover veje og tagrygge? Når det ikke er vinter, bliver vi kulturelt og historisk fattigere.

Alle bærer rundt på deres egen vinter. Festen, der blev aflyst på grund snestorm.

Mine forældre, som begge havde fødselsdag om vinteren, udskød altid fejringen af deres runde fødselsdage til om sommeren. Hvis nu folk ikke kunne komme frem.

Skøjteløb på Bagsværd sø. En vinter af glemt melodi, som Love Shop synger om. Jeg husker de lange knallertture på frosthakkede veje med iskolde lår og tæer, når turen gik til fra og håndboldtræning.

Dagen, hvor skolen var lukket på grund af sne. En festdag på linje med juleaften. Sneboldkampen, hvor pigerne rottede sig sammen og gav mig sul. Snemanden, som jeg byggede sammen med min nu voksne datter, og som stod uden for vinduet og blev mindre dag for dag. »Hvor forsvinder den hen?« spurgte hun om, imens hun trykkede næsen mod ruden.

Det er desværre ikke rigtigt, at der findes masser af ord på grønlandsk for sne, sådan som det f. eks. fremstilles i Peter Høegs “Frøken Smillas fornemmelse for sne”. Det er en vandrehistorie.

Faktisk er der kun få ord, som dog kan bruges med variationer. Men det er rigtigt, at når ting ikke længere findes eller bliver sjældne, forsvinder ordene langsomt ud af sproget. Da jeg var barn, vidste jeg ikke, hvad en bødker var. I dag ved børn og unge ikke, hvad en realeksamen er. Måske går det på samme måde med sneen. Det eneste sted, den vil overvintre, er som sne på skærmen.

Vi boomere kan huske dengang, Lars E. Christensens dybe stemme genlød i radioen. Konstant lyttede vi til trafikmeldinger om lukkede og vanskeligt passable biveje og udkørsel, der blev frarådet. Dengang lukkede motorvejene ikke, fordi bilerne kørte sammen, sådan som det jævnligt sker i dag, men fordi sneen gjorde al fremfærd umulig. Eller hvad med dengang, da isbryderne hver andet år brød isen i de indre og ydre danske farvande, og ismeldingerne var et fast indslag i radioavisen. “Grødis” og “pakis”. For os var ord som snestorm, isvinter, snemand og fygesne lige så naturlige som Fortnite, iPad og Snapchat er det for nutidens børn og unge.

Er det klimaets skyld, at vinteren er forsvundet, og at vinterens klimanormal er blevet 1,5 grad varmere de senete 30 år? Er det os boomere, som bærer skylden? Os, der har spist alt for meget rødt kød, lukket freon, CO2 og drivhusgasser ud i atmosfæren, og som samtidig har lukket øjnene for, at naturen er en skrøbelig konstruktion, der ikke tåler at blive behandlet som en død ting? Ifølge klimaforskerne er der ikke en direkte sammenhæng mellem de ændrede vejrforhold om vinteren og klimaforandringerne.

Men når vejret bliver varmere, er der en større sandsynlighed for, at vintrene bliver varmere, og nedbøren bliver hyppigere, så fakta er altså, at der indirekte er en sammenhæng.

Fakta er også, at vi savner vinteren, og at det ikke kan udelukkes, at mange af os har et medansvar for, at den er forsvundet.

I øjeblikket er farverne og retorikken grøn og klimavenlig. En omstilling er i gang politisk, økonomisk og samfundsmæssigt, men om det er nok til at skabe en forandring, så vinteren snart igen bliver hvid, er nok tvivlsomt.

Foreløbig regner det, igen.