Uddannelse/pædagogik/kultur/samfund

Det er ikke alt, som kan kureres med en
løbetur

Det er et
generelt uddannelsespolitisk problem, at for få unge mænd gennemfører en
ungdomsuddannelse, ligesom frafaldet blandt unge mænd er større end blandt unge
kvinder.

Spørgsmålet er,
hvad der skal til for at få flere unge mænd til at gennemføre en
ungdomsuddannelse. Et bud er, at uddannelsestilbuddene i højere grad skal
tilrettelægges og organiseres, sådan at de appellerer til mandlige deltagere.

Gennem et år har
jeg fulgt VUC projektet Undervisning i bevægelse,
som er et specielt udviklet pædagogisk projekt, hvis intention er at få unge
mænd mellem 18-30 år til at gennemføre folkeskolens afgangseksamen med henblik
på at påbegynde en ungdomsuddannelse.

Projektet har
haft en særlig pædagogisk profil, som blandt andet har handlet om, at fysisk
bevægelse og anvendelsesorienteret undervisning skal spille en central rolle,
ligesom dele af forsøget skal gennemføres i samarbejde med hæren,
beredskabsstyrelsen og politiet.

Det egentlige
nye ved projektet, sammenlignet med beslægtede projekter, udgøres i høj grad af
samarbejdet med de såkaldt uniformerede korps. Håbet er, at den særlige
maskuline og actionprægede profil vil appellere til den nævnte målgruppe og
dermed medvirke til, at flere unge mænd motiveres for uddannelse.

I det omtalte
projekt deltog i alt cirka 80 unge mænd og et mindre antal piger. Uddannelsen
blev udbudt i tre sydjydske byer. Ved afslutningen af forløbet var der 35-40
kursister tilbage.

Kort fortalt
blev projektet i hovedtræk afviklet som intenderet, men især en af ideerne
viste sig vanskelig at realisere. Nemlig samarbejdet med de uniformerede korps.
Endelig spillede anvendelsesorientering efterhånden, som året skred frem en
mindre rolle, og motion og bevægelse blev hovedsagelig henlagt til idrætstimerne
frem for at være en integreret del af uddannelsestilbuddet. Generelt var der
således en tendens til, at projektet kom til at ligne almindelig skolegang og
uddannelse. En af grundene til dette var, at de faglige krav og eksamener trak
projektet hen i mod det velkendte og sikre.

Cirka halvdelen
af kursisterne har efterfølgende planer om at gå i gang med en
ungdomsuddannelse. Den resterende halvdel har planer om at søge ind til
militæret, finde arbejde eller har endnu ikke taget stilling til, hvad de
efterfølgende skal. Umiddelbart lyder
det måske ikke af meget, men sammenlignes f.eks. antallet af kursister, som efterfølgende
går i gang med en ungdomsuddannelse med, hvordan det normalt ser ud på VUC, er
tallet højere i projektet her.

Som en del af
den forskning, som blev gennemført i forbindelse med projektet, blev der
gennemført livshistoriske interview med udvalgte kursister, som handlede om
deres tidligere erfaringer med uddannelse og læring og deres erfaringer med det
konkrete projekt. Med henblik på at gengive nogle af forskningsprojektets
resultater, skal der her refereres til to kursister Michael og Dennis
(navnene er opdigtede), som udviklede ret forskellige erfaringer i løbet af
projektet.

I løbet af året udviklede
Michael en positiv strategi, hvilket indebærer, at han overordnet set synes, at
der var tale om et godt år. Han involverede sig i uddannelsens forskellige dele
og tilbud og skal efterfølgende starte på HF

Dennis udviklede
derimod en overvejende negativ strategi. Han synes, at året har været spild af
tid. Undervejs har han haft meget fravær, og på nær faget idræt har han ikke
engageret sig i uddannelsen. Hans perspektiv i forhold til, hvad han skal lave,
når han er færdigt, er uklart. Som han fortæller.

Jeg synes i hvert fald det år har været
skuffende. Det har ikke været, sådan som jeg regnede med.

Spørgsmålet er,
hvorfor de to kursister tilsyneladende har udviklet så forskellige erfaringer?
En del af forklaringen hænger sandsynligvis sammen med deres tidligere skole-
og uddannelseserfaringer. Michael har mange dårlige erfaringer med folkeskolen og
pjækkende ifølge ham selv cirka en 1/3 del af tiden. I niende klasse kom han på
efterskole, hvor han trivedes godt.

I modsætning
hertil har Dennis haft næsten udelukkende dårlige erfaringer. Når han skal
beskrive sine erfaringer fra tidligere skole- og uddannelsesmæssige sammenhænge
og for året, der er gået, bruger han metaforen ”spild af tid”.

Dennis har altså
grundlæggende mødt op med en anden fortælling om skole og uddannelse, end det
er tilfældet for Michaels vedkommende.

Forskning peger
da også på, at der er en klar sammenhæng mellem trivsel i grundskole og trivsel
videre i uddannelsessystemet. Erfaringerne herfra danner afsæt for de
strategier, som unge typisk måtte udvikle videre i uddannelsessystemet. Groft
sagt kan man sige, at jo dårligere skole- og uddannelseserfaringer, de kommer
med, desto større er udfordringen med at få dem engageret og involveret i
uddannelsesmæssige og dannelsesmæssige processer (Pless, 2009).

Selv om mange af
de deltagende kursister har oplevet nederlag i en række af de skole- og
uddannelsesmæssige sammenhænge, de har indgået i, vil mange af dem dog også
have positive erfaringer eller oplevet vendepunkter,
f.eks. fra efterskole, produktionshøjskole eller anden sammenhæng. Dette er som
nævnt tilfældet for Michaels vedkommende, som har oplevet efterskolen som et vendepunkt.

Mange elever vil
altså have et repertoire og nogle forudsætninger, som kan inddrages
læringsmæssigt fremadrettet. Rent læringsteoretisk kan man hævde, at der et
stillads at bygge videre på. Andre uddannelsessøgende har formodentlig så
negative erfaringer eller læringsmæssige barrierer, at det er en meget stor
udfordring at få ”almindelige” uddannelsestilbud til at være meningsgivende for
dem, sådan som det er tilfældet for Dennis. Her er der ofte i første omgang
brug for tilbud, som primært er dannelsesorienterede, hvor der er fokus på
nogle af de traditionelle kritiske barrierer for at opnå uddannelsesmæssig
succes, f.eks. forhold til undervisere, vejledere og sociale og faglige
fællesskaber.

Ethvert
uddannelsestilbud stiller forskellige institutionelle læringsrum eller
personlige, sociale og faglige læringsrum til rådighed for de studerende.

Analysen af de livshistoriske
interview har vist, at der er stor forskel på, hvilken betydning læringsrummene
spiller for kursisternes biografiske læring. Biografisk læring skal her forstås
som en kombination af refleksivt identitetsarbejde og social handling (Alheit, 1995).

Såfremt
kursisterne ikke ”engageres” og formår at se et perspektiv og en mening med de
institutionelle læringsrum, vil kursisterne være tilbøjelig at udvikle en
ikke-deltagelsesidentitet og biografisk læring vil vanskeliggøres.

Omvendt vil den
institutionelle læring ofte være igangsættende for kursisternes biografiske
læring, hvis de formår at engagere sig og kan se et perspektiv og en mening med
de læringsrum, som institutionen stiller til rådighed samt oplever, at de kan
bidrage til udviklingen af dem.

En del af
kursisterne, som har deltaget i projektet, har i løbet af året, opnået større
selvtillid, selvindsigt og fremstår mere modne og åbne, ligesom de er blevet
mere afklarede i forhold til deres valg af uddannelsesperspektiv. Projektet har
således bidraget til deres biografiske læring. Dette gælder f.eks. for Michaels
vedkommende, som giver udtryk for, at han har udviklet sig personligt, socialt
og fagligt og har et perspektiv for, hvad han skal efterfølgende.

Der er dog også
kursister som Dennis, hvor biografisk læring ikke umiddelbart er blevet igangsat.
På spørgsmålet om, om projektet har betydet, om Dennis har udviklet sig
fagligt, socialt og personligt, svarer han f.eks. ”det er ikke skolens skyld. Det er ikke noget, jeg vil sige, at skolen
har gjort for mig”.

I forhold til,
hvad som har fungeret stimulerende for igangsættelsen af biografisk læring, kan
f.eks. nævnes forhold som undervisernes udvikling af tætte relationer til de studerende.
Michael fremhæver f.eks. netop gode relationer til underviserne som noget
særligt ved projektet, mens omvendt Dennis giver udtryk for, at underviserne
ikke har givet ham den hjælp, han mener, han havde behov for.

Udvikling af
gode relationer til underviserne er, som også fremhævet i en lang række andre
undersøgelser og studier, som har beskæftiget sig med unges forhold til uddannelse
en helt afgørende faktor for, at kursister formår at engagere og involvere sig
i uddannelsesmæssige sammenhænge, hvorved læringsmæssige processer kan
igangsættes.

Andre forhold,
som i projektet konkret har haft betydning for igangsættelse af biografiske
læreprocesser, har f.eks. været forhold som klassens sociale fællesskab og det
faglige fællesskab, ligesom dele af de ekstra-curriculære aktiviteter ser ud
til at have haft en positiv betydning herfor.

Både Michael og
Dennis har følt sig inkluderet i klassens sociale fællesskab, hvilket
sandsynligvis er en af grundene til, at Dennis ikke er droppet ud undervejs,
selv om han haft et ustabilt fremmøde.

Til gengæld har
Dennis i modsætning til Michael ikke udviklet en deltagelsesidentitet i forhold
til klassens øvrige faglige fællesskaber bortset fra faget idræt.

Oplevelsen af at
føle sig som en del af et socialt fællesskab eller praksisfællesskab er
ligeledes en vigtig faktor for, at unge kan udvikle succes i uddannelsessammenhæng.

På baggrund af projektet kan
man skitsere en vellykket pædagogik som en pædagogik, hvor det relationelle,
deltagerorienterede, refleksive, undersøgende og eksperimenterende har gode
vilkår, og hvor der er plads til faglig og social variation.

Konklusion er altså, at det i
højere grad er disse lidt kedelige gamle pædagogiske dyder, som for alvor
rykker frem for uniformer, action og spænding. Det er ikke alt, som kan kureres
med en løbetur, som en af undervisere konkluderer i et af de interview, som er
gennemført i forbindelse med projektet. Det er måske en lidt banal konklusion,
men ind er sandheden banal.

Litteratur¨
Alheit, Peter (1995):

Wojciechowska, E. Brugger & P.
Dominicé (Eds) The biographical approach

in european adult education. Vienna, Verband Wiener Volksbildung,
57-74.

Alheit, P. & Dausien, B. (2002) The
double face of lifelong learning: Two analytical

perspectives on a silent revolution. Studies in the Education of Adults,
34(1),

3-22.

Pless, Mette
(2009): Udsatte unge på vej i uddannelsessystemet. Kbh. Danmarks
Pædagogiske Universitetsskole (Ph.d. afhandling)

Wenger, Etienne (2004): Praksisfællesskaber. Hans Reitzels Forlag.
Wiedemann, Finn (2014): Ikke alt kan kureres med en løbetur. Odense. Gymnasiepædagogik nr. 94 (in press).