Man bliver vel ikke træt af at høre Mette Frederiksen tale. Nærmere lidt forlegen

8. oktober 2023 Jyllands-Posten (Debat) FINN WIEDEMANN Lektor, SDU…

Statsministerens tale på skoleområdet var blottet for bud på, hvordan fremtiden skal se ud. Indholdet kan sammenfattes i Natasjas ord: »Gi’ mig Danmark tilbage, ligesom i de gode gamle dage.« Spørgsmålet er så bare, om de der gamle dage var så gode, og hvornår det helt præcist var, at de der gode gamle dage var?


Et nyt folkeskoleår, undskyld, folketingsår, er skudt i gang. Et af de helt centrale temaer i statsministerens åbningstale var netop folkeskolen.

Næsten halvdelen af talen handlede om den. Folkeskoleloven er samfundets trosbekendelse til fælles værdier, som den tidligere socialdemokratiske finansminister Knud Heinesen engang formulerede det. Samfundets aktuelle dna eller værdier står her næsten mejslet i sten.

Nu er der næppe udsigt til en ny folkeskolelov, men sandsynligvis til en snarlig reform. Derfor er statsministerens tale da også god at tage pejling af, når man skal tage temperaturen ikke kun på folkeskolen, men på rigets aktuelle mentale tilstand.

I så fald kan man konkludere, at talen var tilbageskuende. Talens omkvæd var: »Gi’ mig Danmark tilbage, ligesom i de gode gamle dage,« som den nu afdøde rapper Natasja sang. Vi skal tilbage til noget, der engang fandtes, og som fungerede.

I den betydning handler talen ikke bare om folkeskolen, men indkapsler eller symboliserer snarere den generelle mentale eller kulturelle tilstand, som præger vores samtid. Tidens pil er knækket, der er ikke nogen, der formulerer visioner for fremtiden, eller som fremmaner billedet af et ukendt land, vi skal stræbe imod. I bogen “Engang troede vi på fremtiden” beskriver Christian Bennike, hvordan fortidens optimisme er erstattet af nutidens pessimisme, og hvordan nutidens populærkultur er fortidsvendt. Man kan sige det samme om statsministerens åbningstale.

Fire temaer går igen i statsministerens tale om folkeskolen, som alle peger bagud. Der er for mange bindende mål, helt præcis 1.081.

Der skal være færre bindende og vejledende mål. De sidste er der cirka 3.000 af. Lærerne kan selv.

Hermed ekkoer statsministeren den retorik, som har præget regeringens politik i flere år. De offentligt ansatte skal have mere frihed.

De skal ikke fjern-og centralstyres.

Den dagsorden flugter den måde, som den offentlige sektor i øvrigt forsøges styret på med frikommuneforsøg og øget selvstyre. Det er populært. I praksis viser det sig, at det ikke helt er så nemt.

Vi skal altså tilbage til dengang, hvor folkeskolen var moden og ansvarlig nok til at styre sig selv. Det er lidt uklart, hvornår det var. Måske var det i 2001, som er tidspunktet, hvor folkeskolen fik indført de vejledende Klare mål. Senere hen blev de så til bindende Fælles mål, og i 2013-2014 kom nye Fælles mål, hvor fagudvalg og pædagogiske eksperter havde fået carte blanche til at gå mål-amok.

Eller måske skal vi endnu længere tilbage til dengang, det hed centrale kundskaber og færdigheder.

Under alle omstændigheder er troen på, at politikerne og embedsfolk detaljeret kan styre de offentligt ansatte, så vi får mere kvalitet og effektivitet, forsvundet. Tilliden til konkurrencestaten er væk.

Den anden dagsorden handler om, at folkeskolen skal være mere praktisk. Folkeskolen handler for meget om abstrakt tænkning, som statsministeren formulerede det.

Metodeovervejelser, teorier, projektarbejde og analyse. De praktiske eller musiske fag skal fylde mere. Vi ved så ikke, hvilke fag der skal fylde mindre. Skal eleverne have færre dansk-, matematik-eller sprogtimer? Skal vi tilbage til dengang, alle i folkeskolen havde sløjd-og håndarbejde, og man kunne vælge motorlære og maskinskrivning i de ældste klasser, og man kunne være sikker på, at ingen gik ud af skolen uden at have lært at lave en opbagt sovs? Mesterlæren skal også genindføres.

I stedet for at prøve noget nyt skal vi gå tilbage til noget gammelt, som statsministeren rammende formulerede det. Begrebet mesterlære er dog enten misvisende eller en sproglig kreativ omskrivning af det forhold, at elever skal have øget mulighed for at komme i virksomhedspraktik et par dage om ugen, hvis de er skoletrætte. Det er en mulighed, som allerede eksisterer.

Brugen af ordet “mesterlære” er et forsøg på sprogligt og retorisk at knytte an til en uddannelsesform, som blev afskaffet i 1991. Om end den blev genindført i modificeret form i 2006. Mesterlæren blev i sin tid afskaffet, fordi den var tilfældig, og mange steder manglede kvalitet. Med idéen om mesterlære og fremhævelsen af det praktiske er vi igen i gang med at skrue tiden tilbage til noget, der var engang, uden at det bliver præciseret, hvornår det var.

Konklusionen er, at Danmark som vidensamfund er væk. Ud med hæve-sænke-bordene og ind med duften af nybagte boller og motorolie. Længe leve Produktionsdanmark, hvor man har solide praktiske færdigheder og går i mesterlære.

De danske forældre får også en opsang. De er ved at lægge den digitale platform Aula ned. De stjæler lærernes tid, fordi de spørger og kommenterer på alt mellem himmel og jord. Vanter, der er blevet væk, reglerne om afholdelse af fødselsdage, madpakker, korrekt udluftning i klasseværelserne.

Intet emne er for stort eller småt for nutidens curling-forældre. I morgenradioen fortalte en lærer, der var på vej ind for at undervise klokken otte, at hun havde svaret på 20 beskeder fra forældrene det seneste døgn. Måske skal vi endda have den fysiske meddelelsesbog tilbage, sådan en havde man, da Mette Frederiksen gik i skole, og det fungerede godt.

Her er vi fremme ved en tredje tendens i talen og tiden. Vi tror ikke længere på de digitale løsninger.

Vi er mere optaget af de problemer, de skaber, end de muligheder, de giver os. Skærme og mobiltelefoner skal ud af folkeskolen og ud af børnenes liv.

Politikere og meningsdannere står i kø for at advare os ikke om djævlens, men om skærmenes magt og fristelser.

Engang skulle Danmark, med Poul Nyrup Rasmussens ord fra nytårstalen i 2001, være verdens bedste it-nation. Nu skal vi tilbage til de analoge løsninger. Det digitale samfund er ikke længere en utopi, men en dystopi.

En fjerde tendens, som flugter med de andre, er, at læreren som autoritet skal genindføres. Vi er ved at fratage læreren rollen som den voksne i klassen. Børnene har fået for meget at skulle have sagt, og forældrene bakker dem op og opfører sig i øvrigt på samme måde.

Respekten om læreren, om læreren som autoritet og læreren som den, der bestemmer, skal genindføres.

Her rækker vi igen hånden ned i posen med fortidens løsninger, fra før verden gik af lave.

Dengang da forældre var klienter og stod last og brast om skolen og ikke havde forvandlet sig til kritiske konsumenter, der stillede spørgsmål og krævede svar i tide og utide. Eller hvor eleverne ikke var kompetente og forhandlingsorienterede eller inklusionsramte.

Vi får en moralsk opsang, der lyder som et ekko fra et vælgermøde i Dansk Folkeparti. Vi skal igen tilbage til de gode gamle dage. Det er næppe 50′ erne, vi skal tilbage til, eller tiden før 68, men hvornår er det så? Måske Mette Frederiksens egen skoletid i 80′ ernes Aalborg.

Var det skolens guldalder? Man kan vel ikke sige, at man bliver træt af at høre statsministerens åbningstale om folkeskolen. Jeg synes nærmest, man bliver lidt forlegen.

Ligesom hvis man glæder sig til noget; en koncert, en fest, et foredrag, et møde. Når man så går hjem, tænker man: Var det bare det? Jeg blev ikke klogere, fik ikke ny inspiration eller mødte nye tanker og idéer. Statsministerens tale på skoleområdet var blottet for visioner og bud på, hvordan fremtiden skal se ud. Indholdet kan sammenfattes i Natasjas ord: »Gi’ mig Danmark tilbage, ligesom i de gode gamle dage.« Spørgsmålet er så bare, om de der gamle dage var så gode, og hvornår det helt præcist var, at de der gode gamle dage var?.