Blog Image

Uddannelse/pædagogik/kultur/samfund

Statsministerens åbningstale

Uncategorised Posted on Tue, October 10, 2023 08:23:55

Man bliver vel ikke træt af at høre Mette Frederiksen tale. Nærmere lidt forlegen

8. oktober 2023 Jyllands-Posten (Debat) FINN WIEDEMANN Lektor, SDU…

Statsministerens tale på skoleområdet var blottet for bud på, hvordan fremtiden skal se ud. Indholdet kan sammenfattes i Natasjas ord: »Gi’ mig Danmark tilbage, ligesom i de gode gamle dage.« Spørgsmålet er så bare, om de der gamle dage var så gode, og hvornår det helt præcist var, at de der gode gamle dage var?


Et nyt folkeskoleår, undskyld, folketingsår, er skudt i gang. Et af de helt centrale temaer i statsministerens åbningstale var netop folkeskolen.

Næsten halvdelen af talen handlede om den. Folkeskoleloven er samfundets trosbekendelse til fælles værdier, som den tidligere socialdemokratiske finansminister Knud Heinesen engang formulerede det. Samfundets aktuelle dna eller værdier står her næsten mejslet i sten.

Nu er der næppe udsigt til en ny folkeskolelov, men sandsynligvis til en snarlig reform. Derfor er statsministerens tale da også god at tage pejling af, når man skal tage temperaturen ikke kun på folkeskolen, men på rigets aktuelle mentale tilstand.

I så fald kan man konkludere, at talen var tilbageskuende. Talens omkvæd var: »Gi’ mig Danmark tilbage, ligesom i de gode gamle dage,« som den nu afdøde rapper Natasja sang. Vi skal tilbage til noget, der engang fandtes, og som fungerede.

I den betydning handler talen ikke bare om folkeskolen, men indkapsler eller symboliserer snarere den generelle mentale eller kulturelle tilstand, som præger vores samtid. Tidens pil er knækket, der er ikke nogen, der formulerer visioner for fremtiden, eller som fremmaner billedet af et ukendt land, vi skal stræbe imod. I bogen “Engang troede vi på fremtiden” beskriver Christian Bennike, hvordan fortidens optimisme er erstattet af nutidens pessimisme, og hvordan nutidens populærkultur er fortidsvendt. Man kan sige det samme om statsministerens åbningstale.

Fire temaer går igen i statsministerens tale om folkeskolen, som alle peger bagud. Der er for mange bindende mål, helt præcis 1.081.

Der skal være færre bindende og vejledende mål. De sidste er der cirka 3.000 af. Lærerne kan selv.

Hermed ekkoer statsministeren den retorik, som har præget regeringens politik i flere år. De offentligt ansatte skal have mere frihed.

De skal ikke fjern-og centralstyres.

Den dagsorden flugter den måde, som den offentlige sektor i øvrigt forsøges styret på med frikommuneforsøg og øget selvstyre. Det er populært. I praksis viser det sig, at det ikke helt er så nemt.

Vi skal altså tilbage til dengang, hvor folkeskolen var moden og ansvarlig nok til at styre sig selv. Det er lidt uklart, hvornår det var. Måske var det i 2001, som er tidspunktet, hvor folkeskolen fik indført de vejledende Klare mål. Senere hen blev de så til bindende Fælles mål, og i 2013-2014 kom nye Fælles mål, hvor fagudvalg og pædagogiske eksperter havde fået carte blanche til at gå mål-amok.

Eller måske skal vi endnu længere tilbage til dengang, det hed centrale kundskaber og færdigheder.

Under alle omstændigheder er troen på, at politikerne og embedsfolk detaljeret kan styre de offentligt ansatte, så vi får mere kvalitet og effektivitet, forsvundet. Tilliden til konkurrencestaten er væk.

Den anden dagsorden handler om, at folkeskolen skal være mere praktisk. Folkeskolen handler for meget om abstrakt tænkning, som statsministeren formulerede det.

Metodeovervejelser, teorier, projektarbejde og analyse. De praktiske eller musiske fag skal fylde mere. Vi ved så ikke, hvilke fag der skal fylde mindre. Skal eleverne have færre dansk-, matematik-eller sprogtimer? Skal vi tilbage til dengang, alle i folkeskolen havde sløjd-og håndarbejde, og man kunne vælge motorlære og maskinskrivning i de ældste klasser, og man kunne være sikker på, at ingen gik ud af skolen uden at have lært at lave en opbagt sovs? Mesterlæren skal også genindføres.

I stedet for at prøve noget nyt skal vi gå tilbage til noget gammelt, som statsministeren rammende formulerede det. Begrebet mesterlære er dog enten misvisende eller en sproglig kreativ omskrivning af det forhold, at elever skal have øget mulighed for at komme i virksomhedspraktik et par dage om ugen, hvis de er skoletrætte. Det er en mulighed, som allerede eksisterer.

Brugen af ordet “mesterlære” er et forsøg på sprogligt og retorisk at knytte an til en uddannelsesform, som blev afskaffet i 1991. Om end den blev genindført i modificeret form i 2006. Mesterlæren blev i sin tid afskaffet, fordi den var tilfældig, og mange steder manglede kvalitet. Med idéen om mesterlære og fremhævelsen af det praktiske er vi igen i gang med at skrue tiden tilbage til noget, der var engang, uden at det bliver præciseret, hvornår det var.

Konklusionen er, at Danmark som vidensamfund er væk. Ud med hæve-sænke-bordene og ind med duften af nybagte boller og motorolie. Længe leve Produktionsdanmark, hvor man har solide praktiske færdigheder og går i mesterlære.

De danske forældre får også en opsang. De er ved at lægge den digitale platform Aula ned. De stjæler lærernes tid, fordi de spørger og kommenterer på alt mellem himmel og jord. Vanter, der er blevet væk, reglerne om afholdelse af fødselsdage, madpakker, korrekt udluftning i klasseværelserne.

Intet emne er for stort eller småt for nutidens curling-forældre. I morgenradioen fortalte en lærer, der var på vej ind for at undervise klokken otte, at hun havde svaret på 20 beskeder fra forældrene det seneste døgn. Måske skal vi endda have den fysiske meddelelsesbog tilbage, sådan en havde man, da Mette Frederiksen gik i skole, og det fungerede godt.

Her er vi fremme ved en tredje tendens i talen og tiden. Vi tror ikke længere på de digitale løsninger.

Vi er mere optaget af de problemer, de skaber, end de muligheder, de giver os. Skærme og mobiltelefoner skal ud af folkeskolen og ud af børnenes liv.

Politikere og meningsdannere står i kø for at advare os ikke om djævlens, men om skærmenes magt og fristelser.

Engang skulle Danmark, med Poul Nyrup Rasmussens ord fra nytårstalen i 2001, være verdens bedste it-nation. Nu skal vi tilbage til de analoge løsninger. Det digitale samfund er ikke længere en utopi, men en dystopi.

En fjerde tendens, som flugter med de andre, er, at læreren som autoritet skal genindføres. Vi er ved at fratage læreren rollen som den voksne i klassen. Børnene har fået for meget at skulle have sagt, og forældrene bakker dem op og opfører sig i øvrigt på samme måde.

Respekten om læreren, om læreren som autoritet og læreren som den, der bestemmer, skal genindføres.

Her rækker vi igen hånden ned i posen med fortidens løsninger, fra før verden gik af lave.

Dengang da forældre var klienter og stod last og brast om skolen og ikke havde forvandlet sig til kritiske konsumenter, der stillede spørgsmål og krævede svar i tide og utide. Eller hvor eleverne ikke var kompetente og forhandlingsorienterede eller inklusionsramte.

Vi får en moralsk opsang, der lyder som et ekko fra et vælgermøde i Dansk Folkeparti. Vi skal igen tilbage til de gode gamle dage. Det er næppe 50′ erne, vi skal tilbage til, eller tiden før 68, men hvornår er det så? Måske Mette Frederiksens egen skoletid i 80′ ernes Aalborg.

Var det skolens guldalder? Man kan vel ikke sige, at man bliver træt af at høre statsministerens åbningstale om folkeskolen. Jeg synes nærmest, man bliver lidt forlegen.

Ligesom hvis man glæder sig til noget; en koncert, en fest, et foredrag, et møde. Når man så går hjem, tænker man: Var det bare det? Jeg blev ikke klogere, fik ikke ny inspiration eller mødte nye tanker og idéer. Statsministerens tale på skoleområdet var blottet for visioner og bud på, hvordan fremtiden skal se ud. Indholdet kan sammenfattes i Natasjas ord: »Gi’ mig Danmark tilbage, ligesom i de gode gamle dage.« Spørgsmålet er så bare, om de der gamle dage var så gode, og hvornår det helt præcist var, at de der gode gamle dage var?.



Ledelsesekspert: »I modsætning til Putin, leder Zelenskyj gennem menneskesyn Y«

Uncategorised Posted on Wed, March 30, 2022 20:43:57

I øjeblikket raser krigen i Ukraine. I spidsen for krigen står de to landes præsidenter Putin og Zelensky. De to præsidenter er begge topledere, som kommunikerer med deres befolkninger, de væbnede styrker og verdensoffentligheden. Putin og Zelenskyj repræsenterer to meget forskellige lederidealer.

Putin er den autoritære leder, hvilket omgivelserne og indretningen understøtter. Vi ser f.eks. Putin for enden af et 16 meter langt bord, hvor dem, han mødes med, befinder sig langt væk, eller vi møder Putin i kuppelsalen, hvor han sidder ved et skrivebord, imens f.eks. sikkerhedsrådet eller landets fremtrædende virksomhedsledere sidder på stole i en halvcirkel i den modsatte ende af lokalet. Putin lytter, spørger og konkluderer.

I en særligt mindeværdigt klip korrekser han forud for invasionen af Ukraine landets sikkerhedspolitiske chef, som først nølende, derefter stammende og til sidst bugtaleragtigt giver sin fulde opbakning til invasionen.

Chefen tåler ikke at blive modsagt og accepterer ikke, at de loyale særligt betroede medarbejdere viser svaghed eller vakler i geledderne. Der forventes fuld opbakning til og accept af den linje, som lederen har lagt og formuleret. Her er tale om en markant synlig ledelsesform.

Noget, der især kendetegner Putin, er hans lange taler. Vi har at gøre med en leder, hvis ord og analyser er af en sådan tyngde og vigtighed, at tilhørerne forventes at lytte uden mulighed for at stille spørgsmål eller anfægte påstande og analyser.

Putin er en leder, som man både frygter og tilbeder

Et interessant træk er Putins tale 16. marts, hvor han i en særlig hård og uforsonlig tone adresserer de interne fjender, der som fluer flyver ind i den russiske mund, og som efterfølgende skal spyttes ud. Dem, der ikke er med mig, er imod mig. Lederen levner ikke plads til afvigende synspunkter eller alternative virkelighedsoplevelser.

Putin er en leder, som man både frygter og tilbeder. Tilbedelsen og beundringen så vi eksempler på 18. marts, da Putin som en anden rockstar blev tiljublet på et fyldt fodboldstadion, hvor Rusland fejrede otteårsdagen for annekteringen af Krim.

De russiske flag blafrede i vinden, og mange af tilhørerne havde påtrykt et Z på tøjet, ligesom der var musik og underholdning. Iført en smart hvid rullekrave sweater og en lang, mørk jakke med hætte, der signalerede god, afslappet og stilfuld smag, holdt Putin tale på en særlig opbygget scene midt på stadion, så han kunne beundres fra alle sider.

Her har vi lederen foran sit folk i festlige omgivelser. Talen blev ikke holdt fra pladsen i Kreml eller fra en scene højt hævet over publikum, men i en folkelig arena, der normalt bruges til underholdning og gode oplevelser. Det var nærmere folkets end statsmagtens scene. Om end det hele var et nøje koreograferet show, som skulle vise, at der var opbakning til lederen.

Putins optræden her kan minde lidt om lederen, der holder tale til den årlige julefrokost eller medarbejderseminaret, og som taler om firmaets aktuelle situation, dets historie og strategier for fremtiden. Der appelleres til sammenhold, korpsånd og virksomhedskultur.

I modsætning til de fleste nutidige ledere taler Putin meget om fortiden, f.eks. om Anden Verdenskrig, hvilket i kulturel forstand kan ses som en afgørende krise, da virksomheden Rusland var truet på sin eksistens. Ved hjælp af sammenhold og offermod formåede man sammen at kæmpe sig ud af krisen. Putin taler ligeledes ofte om den glorværdige russiske kultur og historie, som er truet af Vesten.

Putin er kendt for sit machoimage. Her minder han måske lidt om nogle af nutidens topledere, som dyrker triatlon, kører mountainbike og løber maratonløb. Og så alligevel ikke.

Moderne topledere dyrker ofte de nævnte discipliner med det formål at forbedre deres personlige lederegenskaber, f.eks. udholdenhed og målrettethed. Putin dyrker derimod kampsport, f.eks. judo eller ishockey. Her handler det ikke om at vinde over sig selv, men derimod om at vinde over andre. Putin udøver ligeledes særlige maskuline aktiviteter, f.eks. jagt og fiskeri. Her handler det om at overvinde naturen.

Putin minder lidt om den leder, som i gamle dage stod i spidsen for det store, hæderkronede familiefirma, der værnede om traditionerne, historien og værdierne. Selv om der selvfølgelig er markante forskelle nærmer vi os en lederrolle, som man kunne møde i ØK, Nordisk Fjer eller måske A.P. Møller, hvor en ældre patriark stod ved roret, som var genstand for lige dele beundring og frygt blandt de ansatte.

Vi har altså at gøre med et lederideal, hvor det personlige lederskab står centralt. Lederen er en stærk figur, der har overblik, indsigt og viden, og som er en markant historie- og kulturbærer. Lederen er den, der sætter retningen og formulerer strategierne.

Putin udøver en slags transformationsledelse. Han bruger sin person til at formulere målsætninger og visioner for organisationen og fremstår dermed som rollemodel og fyrtårn. Gennem sine handlinger og taler forsøger han at skabe respekt omkring sin person. Til gengæld ignorerer han de andre dele, som er indeholdt i transformationsledelse. F.eks. har han ikke fokus på medarbejderes mulighed for aktiv deltagelse eller indflydelse eller den enkelte medarbejders behov.

Zelensky optræder i armygrønt tøj for at signalere, at han er i samme situation som resten af den ukrainske befolkning

Den nu afdøde ledelsesprofessor Douglas McGregor formulerede en teori om, at man som leder typisk har to forskellige syn på sine medarbejdere, henholdsvis teori X og Y.

Har man menneskesyn X, er udgangspunktet, at mennesket er dovent og motiveres af straf og belønning. Udøvelse af magt, kontrol, pisk og gulerod er lederens fremmeste opgaver. Dette svarer til Putins menneskesyn, men med den modifikation, at Putin også anerkender, at mennesket er et socialt og historisk-kulturelt væsen og ikke kun et rationalt væsen.

Putin forsøger derfor at appellere til en fælles historie og kultur og til sammenhold og enhed, en særlig russisk ånd eller mentalitet, den såkaldte Russkiy Mir. Det gør ham også til kulturbærende leder.

Konkluderende kan man sige, at Putin udøver autoritær kulturledelse. Svaghed, subkulturer og divergerende synspunkter accepteres ikke. Målt på f.eks. kulturanalytikeren Geert Hofstedes fire parametre, der kan bruges som karakteristik af organisationer og nationers kulturelle særtræk, kan man hævde, at magtdistancen er stor (dvs. der er forskel mellem folk).

Der er tale om en meget maskulin ledelseskultur, hvor omsorg, sociale hensyn og velfærd er nedprioriteret. Usikkerhedsundvigelse tolereres ikke, dvs. tvivl og usikkerhed. Endelig prioriteres kollektivet over for individualismen. Gruppen, i det her tilfælde nationen Ruslands hensyn, står over individet.

Zelenskyj fremstår ikke underligt som den næsten stik modsatte lederprofil. I modsætning til Putin går han f.eks. på gaden sammen med sin regering og lægger små, til tider næsten håndholdte videoer op på de sociale medier. »I am here. We will not lay down any weapons«, som han formulerede det en af krigens første dage.

Zelenskyj optræder i armygrønt tøj for at signalere, at han er i samme situation som resten af den ukrainske befolkning. Zelenskyj er lederen, der går sin daglige runde gennem produktionshallen, og som husker at opmuntre og anerkende de menige ansatte.

Vi ser Zelenskyj sidde i sin slidte, olivengrønne, chesterfieldlignende lænestol, imens han holder korte taler om sammenhold og fællesskab og appellerer til omverdenen om f.eks. at sende nye våben eller indføre flyveforbud. Zelenskyj besøger hospitaler og taler med sårede. Vi møder Zelenskyj med sine regeringsfæller i bunkeren, hvor de sidder rundt om bordet og deler et simpelt måltid.

Zelenskyj er ikke en mand, der holder lange taler eller taler om fortiden. Tværtimod formulerer han sig ofte i prægnante oneliners. »I need ammunition, not a ride«, som han formulerede det i krigens første dage. Zelenskyj mestrer de sociale medier, dvs. de korte beskeder. Gennem sin personlige kommunikation skaber han autenticitet og nærvær.

Der eksisterer mange privatbilleder af Zelenskyj. F.eks. har der på de sociale medier floreret et filmklip af Zelenskyj, hvor han spiller guitar og synger en følsom duet med sin kone.

Vi har også set billeder af Zelenskyj, hvor han er sammen med sine børn. Endelig findes der f.eks. billeder og klip, hvor Zelenskyj danser og er i ført dametøj. Zelenskyj deltog i den Ukrainske udgave af ’Vild med dans.

Zelenskyj er en leder, der står i spidsen for en virksomhed, der lægger vægt på Corporate governance og diversitetspolitik. Han er en kunstnerisk og følsom leder, som snarere udtrykker metroseksualitet end firkantet maskulinitet.

The Russian way ikke er i synk med nutiden, men det er som om, at historiens visere er blevet stillet tilbage

Zelenskyj er altså en demokratisk leder, som er i øjenhøjde med sine medarbejdere. Ledelse handler om at inspirere og motivere og om sammenhold og fællesskab. I modsætning til Putin, leder Zelenskyj gennem menneskesyn Y. Mennesker skal motiveres. Tillid, anerkendelse og motivation er vigtigt, hvis man skal have mennesker til at gøre deres bedste.

Med Hofstedes begreber kan man karakterisere magtdistancen som lav. Der er ikke nogen særlig afstand mellem leder og medarbejder. Det feminine spiller en væsentlig rolle. Følsomhed og bløde værdier er acceptable. Også på usikkerhedsundvigelsesindekset scorer Zelenskyj lavt. »Me and my family are target number one«, som Zelenskyj formulerede det på et tidspunkt.

Vi har altså at gøre en mand, som er i livsfare, og som ikke er bleg for at indrømme det. Der signaleres tillige et stærkt kollektiv med fokus på fællesskab og sammenhold. Alle kan bidrage. Billederne af kvinder og ældre, der sammen laver molotovcocktails, er allerede legendariske.

Hvor Putin står i spidsen for et gammelt familiefirma, der er tynget af historiens værdier, er Zelenskyj snarere leder for en moderne startup-virksomhed, der befinder sig i særdeles usikre og fjendtlige omgivelser.

Putin synes at være inspireret af von Clausewitz og Machiavelli, mens Zelenskyjs ledelsesstil snarere giver associationer til bløde hjemlige ledelsesguruer som f.eks. Morten Albæk og Steen Hildebrandt.

Med paralleller fra filmens og fiktionens verden, har vi mest af alt at gøre med den dynamiske og opfindsomme Mads Skjern over for den selvfede manufakturhandler Arnesen, eller den kreative Erik over for radiofabrikkens Bellas enerådende, patriark Kaj Holger. Hvis vi skal bruge litterære analogier, så er det Klods Hans over for sine brødre eller Brødene Løvehjerte over for Tengil og dragen Katla.

Organisationsforskeren Laloux er blevet kendt for sin beskrivelse af de forskellige paradigmer, der har præget organisationsstrukturen gennem historien. Pædagogisk inddeler han de forskellige faser i farver.

De røde organisationer er impulsive og kendetegnet ved top-down-ledelse og tydelig arbejdsdeling. Arketyperne for den røde model er f.eks. mafiaen.

De ravfarvede organisationer er konforme og forudsigelige. Der er top-down-ledelse og kontrol. Typiske ravfarvede organisationer er hæren eller den katolske kirke.

Orange organisationer er præstationsorienterede og har blandt andet inspireret Wall Street-bankerne. Disse er kendetegnet ved innovation og effektivitet.

De grønne organisationer er baseret på et pluralistisk verdensbillede, hvor empowerment og værdiskabelse står centralt. Ledere af grønne organisationer insisterer på, at mennesker er andet og mere end tandhjul, og ser snarere organisationen som en familie.

Fremtidens organisationsmodel er ifølge Laloux blågrøn og spirituel. Den bygger på en længsel efter helhed. Verden er et sted for individuel og kollektiv udfoldelse.

Det er ikke vanskeligt at placere Putin og Zelenskyj inden for denne farveskala. Putin står i spidsen for en ravfarvet organisation, mens Zelenskyj står i spidsen for en grøn organisation. Begge tilføjer eller supplerer de med blågrønne toner. Måske appelleres der ikke direkte til noget spirituelt, men til et historisk og kulturelt fællesskab.

I Vesten ved vi selvfølgelig godt, hvad det er for organisationer, vi foretrækker. Selv om vi stadig underviser i de gamle ravfarvede maskinorienterede organisationsteorier, og de fleste ledelses- og organisationsbøger har et kort afsnit om de nævnte teorier, så er det de moderne organisationsteorier med deres fokus på trivsel, personlig udvikling, anerkendelse og fællesskab, som står stærkt. Ja, hvis vi ikke ligefrem taler om og skriver bøger om moderne blågrønne organisationer karakteriseret af teori U, tillidsbaseret ledelse, bæredygtighed, mangfoldighed og diversitet.

I øjeblikket raser krigen i Ukraine. I spidsen for krigen står de to landes præsidenter Putin og Zelensky. De to præsidenter er begge topledere, som kommunikerer med deres befolkninger, de væbnede styrker og verdensoffentligheden. Putin og Zelenskyj repræsenterer to meget forskellige lederidealer.

Putin er den autoritære leder, hvilket omgivelserne og indretningen understøtter. Vi ser f.eks. Putin for enden af et 16 meter langt bord, hvor dem, han mødes med, befinder sig langt væk, eller vi møder Putin i kuppelsalen, hvor han sidder ved et skrivebord, imens f.eks. sikkerhedsrådet eller landets fremtrædende virksomhedsledere sidder på stole i en halvcirkel i den modsatte ende af lokalet. Putin lytter, spørger og konkluderer.

I en særligt mindeværdigt klip korrekser han forud for invasionen af Ukraine landets sikkerhedspolitiske chef, som først nølende, derefter stammende og til sidst bugtaleragtigt giver sin fulde opbakning til invasionen.

Chefen tåler ikke at blive modsagt og accepterer ikke, at de loyale særligt betroede medarbejdere viser svaghed eller vakler i geledderne. Der forventes fuld opbakning til og accept af den linje, som lederen har lagt og formuleret. Her er tale om en markant synlig ledelsesform.

Noget, der især kendetegner Putin, er hans lange taler. Vi har at gøre med en leder, hvis ord og analyser er af en sådan tyngde og vigtighed, at tilhørerne forventes at lytte uden mulighed for at stille spørgsmål eller anfægte påstande og analyser.

Putin er en leder, som man både frygter og tilbeder

Et interessant træk er Putins tale 16. marts, hvor han i en særlig hård og uforsonlig tone adresserer de interne fjender, der som fluer flyver ind i den russiske mund, og som efterfølgende skal spyttes ud. Dem, der ikke er med mig, er imod mig. Lederen levner ikke plads til afvigende synspunkter eller alternative virkelighedsoplevelser.

Putin er en leder, som man både frygter og tilbeder. Tilbedelsen og beundringen så vi eksempler på 18. marts, da Putin som en anden rockstar blev tiljublet på et fyldt fodboldstadion, hvor Rusland fejrede otteårsdagen for annekteringen af Krim.

De russiske flag blafrede i vinden, og mange af tilhørerne havde påtrykt et Z på tøjet, ligesom der var musik og underholdning. Iført en smart hvid rullekrave sweater og en lang, mørk jakke med hætte, der signalerede god, afslappet og stilfuld smag, holdt Putin tale på en særlig opbygget scene midt på stadion, så han kunne beundres fra alle sider.

Her har vi lederen foran sit folk i festlige omgivelser. Talen blev ikke holdt fra pladsen i Kreml eller fra en scene højt hævet over publikum, men i en folkelig arena, der normalt bruges til underholdning og gode oplevelser. Det var nærmere folkets end statsmagtens scene. Om end det hele var et nøje koreograferet show, som skulle vise, at der var opbakning til lederen.

Putins optræden her kan minde lidt om lederen, der holder tale til den årlige julefrokost eller medarbejderseminaret, og som taler om firmaets aktuelle situation, dets historie og strategier for fremtiden. Der appelleres til sammenhold, korpsånd og virksomhedskultur.

I modsætning til de fleste nutidige ledere taler Putin meget om fortiden, f.eks. om Anden Verdenskrig, hvilket i kulturel forstand kan ses som en afgørende krise, da virksomheden Rusland var truet på sin eksistens. Ved hjælp af sammenhold og offermod formåede man sammen at kæmpe sig ud af krisen. Putin taler ligeledes ofte om den glorværdige russiske kultur og historie, som er truet af Vesten.

Putin er kendt for sit machoimage. Her minder han måske lidt om nogle af nutidens topledere, som dyrker triatlon, kører mountainbike og løber maratonløb. Og så alligevel ikke.

Moderne topledere dyrker ofte de nævnte discipliner med det formål at forbedre deres personlige lederegenskaber, f.eks. udholdenhed og målrettethed. Putin dyrker derimod kampsport, f.eks. judo eller ishockey. Her handler det ikke om at vinde over sig selv, men derimod om at vinde over andre. Putin udøver ligeledes særlige maskuline aktiviteter, f.eks. jagt og fiskeri. Her handler det om at overvinde naturen.

Putin minder lidt om den leder, som i gamle dage stod i spidsen for det store, hæderkronede familiefirma, der værnede om traditionerne, historien og værdierne. Selv om der selvfølgelig er markante forskelle nærmer vi os en lederrolle, som man kunne møde i ØK, Nordisk Fjer eller måske A.P. Møller, hvor en ældre patriark stod ved roret, som var genstand for lige dele beundring og frygt blandt de ansatte.

Vi har altså at gøre med et lederideal, hvor det personlige lederskab står centralt. Lederen er en stærk figur, der har overblik, indsigt og viden, og som er en markant historie- og kulturbærer. Lederen er den, der sætter retningen og formulerer strategierne.

Putin udøver en slags transformationsledelse. Han bruger sin person til at formulere målsætninger og visioner for organisationen og fremstår dermed som rollemodel og fyrtårn. Gennem sine handlinger og taler forsøger han at skabe respekt omkring sin person. Til gengæld ignorerer han de andre dele, som er indeholdt i transformationsledelse. F.eks. har han ikke fokus på medarbejderes mulighed for aktiv deltagelse eller indflydelse eller den enkelte medarbejders behov.

Zelensky optræder i armygrønt tøj for at signalere, at han er i samme situation som resten af den ukrainske befolkning

Den nu afdøde ledelsesprofessor Douglas McGregor formulerede en teori om, at man som leder typisk har to forskellige syn på sine medarbejdere, henholdsvis teori X og Y.

Har man menneskesyn X, er udgangspunktet, at mennesket er dovent og motiveres af straf og belønning. Udøvelse af magt, kontrol, pisk og gulerod er lederens fremmeste opgaver. Dette svarer til Putins menneskesyn, men med den modifikation, at Putin også anerkender, at mennesket er et socialt og historisk-kulturelt væsen og ikke kun et rationalt væsen.

Putin forsøger derfor at appellere til en fælles historie og kultur og til sammenhold og enhed, en særlig russisk ånd eller mentalitet, den såkaldte Russkiy Mir. Det gør ham også til kulturbærende leder.

Konkluderende kan man sige, at Putin udøver autoritær kulturledelse. Svaghed, subkulturer og divergerende synspunkter accepteres ikke. Målt på f.eks. kulturanalytikeren Geert Hofstedes fire parametre, der kan bruges som karakteristik af organisationer og nationers kulturelle særtræk, kan man hævde, at magtdistancen er stor (dvs. der er forskel mellem folk).

Der er tale om en meget maskulin ledelseskultur, hvor omsorg, sociale hensyn og velfærd er nedprioriteret. Usikkerhedsundvigelse tolereres ikke, dvs. tvivl og usikkerhed. Endelig prioriteres kollektivet over for individualismen. Gruppen, i det her tilfælde nationen Ruslands hensyn, står over individet.

Zelenskyj fremstår ikke underligt som den næsten stik modsatte lederprofil. I modsætning til Putin går han f.eks. på gaden sammen med sin regering og lægger små, til tider næsten håndholdte videoer op på de sociale medier. »I am here. We will not lay down any weapons«, som han formulerede det en af krigens første dage.

Zelenskyj optræder i armygrønt tøj for at signalere, at han er i samme situation som resten af den ukrainske befolkning. Zelenskyj er lederen, der går sin daglige runde gennem produktionshallen, og som husker at opmuntre og anerkende de menige ansatte.

Vi ser Zelenskyj sidde i sin slidte, olivengrønne, chesterfieldlignende lænestol, imens han holder korte taler om sammenhold og fællesskab og appellerer til omverdenen om f.eks. at sende nye våben eller indføre flyveforbud. Zelenskyj besøger hospitaler og taler med sårede. Vi møder Zelenskyj med sine regeringsfæller i bunkeren, hvor de sidder rundt om bordet og deler et simpelt måltid.

Zelenskyj er ikke en mand, der holder lange taler eller taler om fortiden. Tværtimod formulerer han sig ofte i prægnante oneliners. »I need ammunition, not a ride«, som han formulerede det i krigens første dage. Zelenskyj mestrer de sociale medier, dvs. de korte beskeder. Gennem sin personlige kommunikation skaber han autenticitet og nærvær.

Der eksisterer mange privatbilleder af Zelenskyj. F.eks. har der på de sociale medier floreret et filmklip af Zelenskyj, hvor han spiller guitar og synger en følsom duet med sin kone.

Vi har også set billeder af Zelenskyj, hvor han er sammen med sine børn. Endelig findes der f.eks. billeder og klip, hvor Zelenskyj danser og er i ført dametøj. Zelenskyj deltog i den Ukrainske udgave af ’Vild med dans.

Zelenskyj er en leder, der står i spidsen for en virksomhed, der lægger vægt på Corporate governance og diversitetspolitik. Han er en kunstnerisk og følsom leder, som snarere udtrykker metroseksualitet end firkantet maskulinitet.

The Russian way ikke er i synk med nutiden, men det er som om, at historiens visere er blevet stillet tilbage

Zelenskyj er altså en demokratisk leder, som er i øjenhøjde med sine medarbejdere. Ledelse handler om at inspirere og motivere og om sammenhold og fællesskab. I modsætning til Putin, leder Zelenskyj gennem menneskesyn Y. Mennesker skal motiveres. Tillid, anerkendelse og motivation er vigtigt, hvis man skal have mennesker til at gøre deres bedste.

Med Hofstedes begreber kan man karakterisere magtdistancen som lav. Der er ikke nogen særlig afstand mellem leder og medarbejder. Det feminine spiller en væsentlig rolle. Følsomhed og bløde værdier er acceptable. Også på usikkerhedsundvigelsesindekset scorer Zelenskyj lavt. »Me and my family are target number one«, som Zelenskyj formulerede det på et tidspunkt.

Vi har altså at gøre en mand, som er i livsfare, og som ikke er bleg for at indrømme det. Der signaleres tillige et stærkt kollektiv med fokus på fællesskab og sammenhold. Alle kan bidrage. Billederne af kvinder og ældre, der sammen laver molotovcocktails, er allerede legendariske.

Hvor Putin står i spidsen for et gammelt familiefirma, der er tynget af historiens værdier, er Zelenskyj snarere leder for en moderne startup-virksomhed, der befinder sig i særdeles usikre og fjendtlige omgivelser.

Putin synes at være inspireret af von Clausewitz og Machiavelli, mens Zelenskyjs ledelsesstil snarere giver associationer til bløde hjemlige ledelsesguruer som f.eks. Morten Albæk og Steen Hildebrandt.

Med paralleller fra filmens og fiktionens verden, har vi mest af alt at gøre med den dynamiske og opfindsomme Mads Skjern over for den selvfede manufakturhandler Arnesen, eller den kreative Erik over for radiofabrikkens Bellas enerådende, patriark Kaj Holger. Hvis vi skal bruge litterære analogier, så er det Klods Hans over for sine brødre eller Brødene Løvehjerte over for Tengil og dragen Katla.

Organisationsforskeren Laloux er blevet kendt for sin beskrivelse af de forskellige paradigmer, der har præget organisationsstrukturen gennem historien. Pædagogisk inddeler han de forskellige faser i farver.

De røde organisationer er impulsive og kendetegnet ved top-down-ledelse og tydelig arbejdsdeling. Arketyperne for den røde model er f.eks. mafiaen.

De ravfarvede organisationer er konforme og forudsigelige. Der er top-down-ledelse og kontrol. Typiske ravfarvede organisationer er hæren eller den katolske kirke.

Orange organisationer er præstationsorienterede og har blandt andet inspireret Wall Street-bankerne. Disse er kendetegnet ved innovation og effektivitet.

De grønne organisationer er baseret på et pluralistisk verdensbillede, hvor empowerment og værdiskabelse står centralt. Ledere af grønne organisationer insisterer på, at mennesker er andet og mere end tandhjul, og ser snarere organisationen som en familie.

Fremtidens organisationsmodel er ifølge Laloux blågrøn og spirituel. Den bygger på en længsel efter helhed. Verden er et sted for individuel og kollektiv udfoldelse.

Det er ikke vanskeligt at placere Putin og Zelenskyj inden for denne farveskala. Putin står i spidsen for en ravfarvet organisation, mens Zelenskyj står i spidsen for en grøn organisation. Begge tilføjer eller supplerer de med blågrønne toner. Måske appelleres der ikke direkte til noget spirituelt, men til et historisk og kulturelt fællesskab.

I Vesten ved vi selvfølgelig godt, hvad det er for organisationer, vi foretrækker. Selv om vi stadig underviser i de gamle ravfarvede maskinorienterede organisationsteorier, og de fleste ledelses- og organisationsbøger har et kort afsnit om de nævnte teorier, så er det de moderne organisationsteorier med deres fokus på trivsel, personlig udvikling, anerkendelse og fællesskab, som står stærkt. Ja, hvis vi ikke ligefrem taler om og skriver bøger om moderne blågrønne organisationer karakteriseret af teori U, tillidsbaseret ledelse, bæredygtighed, mangfoldighed og diversitet.

The Russian Way ikke er i sync med nutiden, men det er, som om historiens visere er blevet stillet tilbage. Måske er det vores teorier om organisationer og ledelse, som ikke er i sync med virkeligheden?

Putins måde at lede på er mest et udtryk for det, som organisationsteoretikeren Brunsson kalder organisatorisk hykleri. Der er en stor kontrast mellem image og virkelighed. Udadtil siger man et, men indadtil foregår der noget helt andet. Hykleri kan ifølge Brunsson være en nødvendig strategi, hvis man vil håndtere modsatrettede krav og forventninger.

Man skulle tro, at dysfunktionelle organisationer vil have svært ved at klare sig og overleve ret længe. På den anden side har det historisk vist sig, at nationer og virksomheder ofte kan overleve længe, hvis den heroiske, geniale, skrupelløse og på samme tid frygtede og afholdte leder har de ansattes, bestyrelsens, aktionærernes og offentlighedens opbakning.

Hjemlige ledere som Stein Bagger og Johannes Petersen fra Nordisk Fjer er fremtrædende eksempler og symboler på denne ledelsesforms styrke.

Til gengæld er der altid en risiko for, at historiens Wind of Change en dag får korthuset til at falde sammen.



Putins verden er fyldt med firkantede helte og skurke og sort-hvide konflikter Jyllands-Posten 10-03.2022

Uncategorised Posted on Thu, March 10, 2022 08:54:20

Krig føres ikke kun ved hjælp af våben, men også gennem sproget. Gennem sproget kan magthavere forsøge at dominere og ændre et samfunds mentalitet, adfærd og kultur.

De seneste dage har jeg flere gange tænkt på Victor Klemperer i forbindelse med, at jeg har lyttet til Putins taler, hvor han har retfærdiggjort krigen i Ukraine.

Klemperer var tysk filolog og jøde og blev frataget sit professorat i 1934. Han opgav dog ikke jobbet, men gennem dagbøger registrerede han minutiøst nazisternes sprogbrug og afdækkede, hvordan deres sprog efterhånden blev en del af almindelige menneskers sprogbrug. Bogen LTI –Lingua Tertii imperii. Det Tredje Riges Sprog –En filologs notesbog (1947/2010) bygger på Klemperers dagbøger fra årene 1933 til 1945.

Klemperer analyserede enkeltord, brug af metaforer, symboler, genstande og handlinger i aviser, i radioen, i taler og på gaden. Han registrerede, at nye ord blev introduceret, som snart gled over i dagligsproget, f.eks. arisk og ikke arisk. Gamle ord fik ny betydning. Helt begyndte at betyde, man var fanatisk frem for, at man var en person, som gjorde noget godt for almenvellet. Ord som historisk og heltemodig blev brugt igen og igen til at beskrive og fremhæve nazistiske ideer og gerninger.

Klemperers undersøgelse viste, at nazisterne brugte en lang række ord og vendinger på nye måder, og at folk tog det tredje riges sprog til sig og begyndte at tale det. Dermed overtog de også den mening og betydning, som lå i sproget og accepterede nazismens ideologi. Klemperers pointe var, at den nazistiske retorik var en gift, ingen kunne undslippe.

Putins taler kan ses som et forsøg på at erobre virkeligheden gennem brugen af bestemte narrativer. Hvordan ser Putins virkelighed ud?

Putin har ikke invaderet Ukraine. Han har igangsæt en specialoperation, hvilket er noget mere neutralt og klinisk end krig og invasion. Specialoperationer er midlertidige. F.eks. har USA gennemført en række militære specialoperationer i bekæmpelsen af terror.

I talen fra den 21. februar forøger Putin at argumentere for, hvorfor krig er uundgåelig. Den 24. februar legitimerer han den krig, som nu er i gang, mens han den 4. marts gør han en slags status over krigens første tid. Gennem talerne forsøger Putin at påvirke den russiske befolkning, motivere militæret og sekundært påvirke verdensopinionen.

Talerne er fulde af svulstig retorik, der appellerer til patos, men der er også appeller til logos, dvs. fornuften, hvor Putin ofte gennem simple sort-hvide narrativer forsøger at retfærdiggøre krigen.  

Ifølge Putin består Ukraine af fascister, nationalister og neo-nazister: Den demokratiske valgte Kyiv-regering udgøres f.eks. af en bande neo-nazister og narkomaner, som Putin formulerede det i sin tale d. 24. februar. Ukraine har begået folkemord mod etniske russere og dræber uskyldige mennesker.

I sin tale den 4. marts fortæller Putin, at Ukraine holder udenlandske studerende som fanger og bruger dem som menneskelige skjolde. Ukraine truer ligeledes Rusland med atomvåben.

Omvendt er russerne helte og befriere. De fører ”ærlig” krig og udviser humane hensyn, f.eks. har de skabt menneskelige korridorer, sådan at de civile kan komme væk fra de steder, hvor der er kampe, som Putin fortalte d. 4. marts. Russerne ønsker at de-militarisere og de-nazificere Ukraine. Russerne er med andre ord anti-fascister, som har påtaget sig opgaven med at bekæmpe nazismen.

Russerne er også tapre og modige. F.eks. fortæller Putin om en heroisk russisk commander, som kæmpede videre, selv om han var såret. Da han var omringet af fjenden, sprængte han sig selv i luften, fordi han ikke vil overgive sig til nazisterne.

Putin skaber altså et narrativ mellem de gode, modige, tapre befriere (russerne), og de onde, hensynsløse, moralsk anløbne og afsporede (ukrainere). Russerne er mennesker, mens ukrainerne er en slags ikke-mennesker.

Når Putin trækker nazi-kortet, er det selvfølgelig et forsøg på at drage paralleller til 2. verdenskrig og Den store patriotiske krig, hvor Rusland kæmpede mod nazisterne. Nazisterne foretog etnisk udrensning og begik folkemord. Den nuværende specialoperation skal medvirke til at undgå et nyt folkemord.

Klemperer bemærker i indledningen til sin bog, som er skrevet i efterkrigstidens Tyskland: ”En skønne dag vil ordet afnazificering være forsvundet, fordi den tilstand, som dette ord skulle gøre en ende på, ikke længere findes.”

Det er historiens ironi, at begrebet trækkes frem igen og pludselig bliver en hovedmetafor, som bruges til at begrunde krigen.

I et større narrativ hævder Putin, at Ukraine ikke er en selvstændig stat med egen historie, men er en slags historisk misfoster. Ukraine har historisk været en del af Rusland. Rusland og Ukraine er et folk. Dette giver Rusland en slags alibi for at invadere Ukraine. Det spiller især en central rolle i den lange tale, som Putin holdt d. 21. februar.

I et større narrativ forsøger Putin også at argumentere for, at Nato er en aggressor, der truer Rusland. Nato er kommet tættere på de russiske grænser. Efter den kolde krig lovede de, at de ikke ville udruste Ruslands naboer med våben. Det er nu sket og senest i tilfældet Ukraine. Efter den kolde krig har vesten udnyttet sin position og har startet en række krige i f.eks. Irak, Serbien og Libyen. ”I ville ikke være vores venner, men I havde ikke behøvet at gøre jer til vores fjender,” som han formulerede det d. 21. februar.

Putin forsøger ligeledes at gøre med op vestlige værdier. Vesten forsøger at undergrave den russiske befolknings værdier ved at påføre dem værdier, der strider mod den menneskelige natur.

Var det en bog, Putin havde skrevet, ville man sige, at den var fuld af dramatik. Genren minder mest af alt om bøger i trivialgenren med firkantede helte og skurke og skarpt optrukne, sort-hvide konflikter. Brugen af metaforer og sammenligninger er fulde af klicheer og overdrivelser.

Klemperer førte sine dagbøger på et tidspunkt, hvor der ikke var adgang til det mediebillede, vi har i dag, og hvor store dele af befolkningen ikke havde nogen videre uddannelse.

Vi ved ikke, hvor store dele af den russiske befolkning, der deler Putins polariserede verdensbillede. I takt med, at de få russiske medier, som var opposition til Putin, lukker, og det bliver sværere at tilgå andre informationer via f.eks. sociale medier, bliver det også vanskeligere at formulere en mod-offentlighed, som kan korrigere og nuancere Putins narrativ.

I sjette bind af Knausgård Min kamp reflekterer Knausgård over nazismen. Han peger på, at sprogets virkelighed er en social virkelighed, det er jeg’ets, du’ets og vi’ets virkelighed.

Både jeg’et, du’et og vi’et farver og er farvet af sproget, som de skaber og bliver skabt af. Det der gjorde ugerningerne i Det Tredje rige mulige, var en ekstrem forstærkning af vi’et, og en svækkelse af jeg’et, hævder Knausgård. Det reducerede modstandskraften mod den gradvise umenneskeliggørelse.

Demagoger som Hitler, Putin, og i mindre målestok Trump, har noget til fælles. De gør brug af forsimplede budskaber, gentagelser og løgne. De konstruerer en fjende, som er årsag til forskellige aktuelle samfundsproblemer. I Putins tilfælde Ukraine, I Hitlers tilfælde jøderne. Ofte er de modstandere af det etablerede politiske system og tilbeder det nationalt særegne (f.eks. den særlig russiske kultur og historie).

Lad os håbe, at de mange russiske jeg’er har en modgift mod Putins propaganda og formår at give virkeligheden en stemme og et modsprog, som gør op med det vi, som Putin repræsenterer.



Kronik i Jyllans-Posten d. 18-5

Uncategorised Posted on Sat, May 23, 2020 15:16:40


Pippi Langstrømpe

Uncategorised Posted on Thu, May 21, 2020 21:59:03

Klumme fra Fyens Stiftstidende 19-6-2015


 
En kær dame ved navn Pippi Langstrømpe fyldte for nylig 70 år. Det er altid svært at vurdere en bogs kulturelle påvirkning, men i tilfældet Pippi fik bogen både konsekvenser for den børne- og ungdomslitteratur, som udkom efterfølgende, og på samfundets syn på børn.

Pippi Langstrømpe bogen er skrevet i øjenhøjde med sine læsere. Måske fordi den oprindelig er tilrettelagt som mundtlig fortælling, hvor Astrid Lindgreen fortalte sin datter historien om Pippi, mens hun lå syg. Senere nedskrev hun fortællingen om verdens stærkeste pige.

Det ville være forkert at hævde, at børne- og ungdomslitteraturen før Pippi ikke var skrevet i øjenhøjde med modtagerne, men en del af børnelitteraturen var didaktisk og moraliserende, det er Pippi ikke. Når vi stadigvæk læser klassikere som f.eks. Palle alene i verden og Pippi, så er det fordi, de tager børnenes perspektiv og nærer dyb respekt for deres verden.

Et andet træk, der karakteriserer Pippi-bogen, er det fjollede, absurde og morsomme; rim og remser og leg med sproget. Det er tale om sofistikeret lagkagekomik. Pippi er her i tråd med nonsens litteraturtraditionen inden for børnelitteraturen, som f.eks. også kendes fra Alice i eventyrland.

Da Pippi bogen udkom, vakte den forargelse. Flere mente endda, at det var skadeligt at lade børn læse bogen, da den udfordrede forholdet mellem børn og voksne. Det er da også en del af den fascinationskraft, børn kan have under læsningen af bogen, som måske ofte føler sig utilstrækkelige; fysisk, økonomisk og kulturelt sammenlignet med voksne.

Pippi figuren viser, at børn kan være selvstændige, aktive og kompetente. Børn er noget i deres egen ret og ikke bare mennesker, som er utilstrækkelige og mangler noget af det, vi voksne besidder. På den måde varsler Pippi figuren et opgør med det dominerende syn på børn, som karakteriserede Pippis samtid. Børn skulle ses, men ikke høres. Børn kunne være næsvise, frække og uopdragne. En række moralske domme blev fældet over børn, som ikke levede op til de normer, som de voksne satte.

Det børnesyn, som kommer til udtryk i Pippi, trækker tråde tilbage til Ellen Key og Rousseau. Pippi er som Emile i Rousseaus bog af samme navn et barn, som i sine tidlige år opdrager sig selv. Kan Pippi-bogen fascinere børn i dag? Nu hvor børn kulturelt set i mange tilfælde har sejret ad helvede til og både bliver set og hørt. Nutidens børn er blevet til små prinsesser og prinser og en del af generation mig. Med andre ord, holder bogen hele vejen hjem, nu 70 år efter den udkom?’

Jeg tror det. Pippi-figuren har ikke mindst på grund af sin fantasi, humor, hittepåsomhed, omsorg for de svage og udstilling af magtarrogance stadig en plads hos samtidens små og store læsere. Inden længe vil jeg dog for en sikkerheds skyld teste bogen af på mit mindste barn, som nærmer sig den alder, hvor han er klar til Pippi-testen. De andre børn, jeg har, har begge været begejstrede. Måske fordi faren er det. Tillykke til Pippi.
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  


Kronik

Uncategorised Posted on Sat, March 07, 2020 21:46:46

Kronik Vi er nogle, der kan huske dengang, sne var noget, man var nødt til at tage med i sin planlægning af fremkommeligheden til arbejde og familiefester. Snart vil unge ikke ane, hvad vi taler om. Jeg savner sne.

Det har regnet meget denne vinter.

Nye varme-og nedbørsrekorder er blevet sat. Januar var den varmeste januar, som der nogensinde er blevet målt, og februar var den vådeste februar. Åer er gået over deres breder og har oversvømmet landskaber, marker og huse.

Er det klimakrisens skyld? Eller skyldes det blot meteorologiske tilfældigheder? Det er svært entydigt at afgøre.

Men fakta er i hvert fald, at det ikke har været vinter. Ude i skuret står sneskovlen og ruster, og børnenes kælke samler kager af støv.

Det har sine fordele. Man undgår at skulle skovle sne, smøre ski og slibe skøjter. Ja, man undgår også konstant at smide sine handsker og hue væk. Det har dog også sine ulemper. Der mangler noget.

Da min søn blev født til kyndelmisse for 10 år siden, var der snestorm.

Sneen føg henover sygehusets parkeringspladser og de gader, som der var udsigt til fra fødeafdelingens femte etage. Driverne voksede, imens timerne gik, og veerne tog til. Sådan noget husker man.

Udover den traditionelle fødselsdagssang blev hans årsdag de første år passende markeret med Blichers kyndelmissesang: Det er hvidt derude, hvidt forneden, hvidt foroven.

Sandheden er dog, at det ikke rigtig har været hverken hvidt nede eller oppe de seneste år. Det har været vådt og gråt og skimmelsvampsgrønt.

Derfor er vi også holdt med at synge sangen. Den egner sig ikke rigtig. Det er som at synge julesange om sommeren.

Men der er også andre ting, som mangler nu, hvor vinteren er blevet væk. Knirkende sne. Den særlige skurrende lyd, hvor sko og støvler synker ned i det bløde underlag.

Der mangler også snebolde, der kommer susende gennem luften, og som koldt glider ned ad kinden eller nakken på en. Eller hvad med kælkeføre? Hvinene på bakken og susene i maven, når slæden hastigt kurrer ned ad bakkerne. De brændende, røde kinder og ildrøde ører, når man kommer ind, efter at have været ude i den bidende frost.

Der er ingenting i verden så stille som sne, som det hedder i Helge Rodes fine tekst. Når man går i tur i skoven eller glider stille henover landskabet på ski, eller bare sidder inde i sin varme stue og ser de hvide svanevinger dale ned fra himlen.

Det er blandt andet det, man savner. Sølverklokkesang. Den særlige stemning og atmosfære, hvor hele verden har fået trukket en hvid tehætte ned over hovedet, og alt bliver tyst og tøvende, som sov alt og alle til middag.

Vinter, frost og sne markerer nulpunktet i naturens cyklus. Om foråret spirer det, om sommeren modner det, og om efteråret falmer det. Vinteren markerer naturens død eller dvale, men det indvarsler også en tid, hvor der om ikke er plads til at gå i hi, så dog mulighed for øget kontemplation og vegetation.

Sneen og frosten er den kulisse eller det landskab, som bedst ledsager denne sindstilstand. Selvfølgelig går rokken ikke mere i mors stue, imens arnen får lue, når vinden slår. Men mindre og andet kan også gøre det. En himmel, som i måneder minder om en våd gulvklud, og et landskab, der ligner et badebassin, fremmaner ikke den samme stemning.

Der mangler en årstid såvel i naturen som i livet. Det er som Prousts berømte Madelainekage, der genoplives af sanseindtryk, og som sender én tilbage i historien og erindringens skatkammer. Når vi ikke får vinter, er der færre erindringer, som bliver vakt til live. Både de fælles kulturelle erindringer og de mere personbårne.

Vintersangene står stadigvæk i sangbøgerne, men de springer ikke naturligt frem i bevidstheden eller på læben. “Det fyger ind ad sprækkerne til pølserne på rækkerne.” Mon ikke den linje dukker op hos mange, når blæsten får sneen til at hvirvle henover veje og tagrygge? Når det ikke er vinter, bliver vi kulturelt og historisk fattigere.

Alle bærer rundt på deres egen vinter. Festen, der blev aflyst på grund snestorm.

Mine forældre, som begge havde fødselsdag om vinteren, udskød altid fejringen af deres runde fødselsdage til om sommeren. Hvis nu folk ikke kunne komme frem.

Skøjteløb på Bagsværd sø. En vinter af glemt melodi, som Love Shop synger om. Jeg husker de lange knallertture på frosthakkede veje med iskolde lår og tæer, når turen gik til fra og håndboldtræning.

Dagen, hvor skolen var lukket på grund af sne. En festdag på linje med juleaften. Sneboldkampen, hvor pigerne rottede sig sammen og gav mig sul. Snemanden, som jeg byggede sammen med min nu voksne datter, og som stod uden for vinduet og blev mindre dag for dag. »Hvor forsvinder den hen?« spurgte hun om, imens hun trykkede næsen mod ruden.

Det er desværre ikke rigtigt, at der findes masser af ord på grønlandsk for sne, sådan som det f. eks. fremstilles i Peter Høegs “Frøken Smillas fornemmelse for sne”. Det er en vandrehistorie.

Faktisk er der kun få ord, som dog kan bruges med variationer. Men det er rigtigt, at når ting ikke længere findes eller bliver sjældne, forsvinder ordene langsomt ud af sproget. Da jeg var barn, vidste jeg ikke, hvad en bødker var. I dag ved børn og unge ikke, hvad en realeksamen er. Måske går det på samme måde med sneen. Det eneste sted, den vil overvintre, er som sne på skærmen.

Vi boomere kan huske dengang, Lars E. Christensens dybe stemme genlød i radioen. Konstant lyttede vi til trafikmeldinger om lukkede og vanskeligt passable biveje og udkørsel, der blev frarådet. Dengang lukkede motorvejene ikke, fordi bilerne kørte sammen, sådan som det jævnligt sker i dag, men fordi sneen gjorde al fremfærd umulig. Eller hvad med dengang, da isbryderne hver andet år brød isen i de indre og ydre danske farvande, og ismeldingerne var et fast indslag i radioavisen. “Grødis” og “pakis”. For os var ord som snestorm, isvinter, snemand og fygesne lige så naturlige som Fortnite, iPad og Snapchat er det for nutidens børn og unge.

Er det klimaets skyld, at vinteren er forsvundet, og at vinterens klimanormal er blevet 1,5 grad varmere de senete 30 år? Er det os boomere, som bærer skylden? Os, der har spist alt for meget rødt kød, lukket freon, CO2 og drivhusgasser ud i atmosfæren, og som samtidig har lukket øjnene for, at naturen er en skrøbelig konstruktion, der ikke tåler at blive behandlet som en død ting? Ifølge klimaforskerne er der ikke en direkte sammenhæng mellem de ændrede vejrforhold om vinteren og klimaforandringerne.

Men når vejret bliver varmere, er der en større sandsynlighed for, at vintrene bliver varmere, og nedbøren bliver hyppigere, så fakta er altså, at der indirekte er en sammenhæng.

Fakta er også, at vi savner vinteren, og at det ikke kan udelukkes, at mange af os har et medansvar for, at den er forsvundet.

I øjeblikket er farverne og retorikken grøn og klimavenlig. En omstilling er i gang politisk, økonomisk og samfundsmæssigt, men om det er nok til at skabe en forandring, så vinteren snart igen bliver hvid, er nok tvivlsomt.

Foreløbig regner det, igen.



Nationale test

Uddannelsespolitik Posted on Sun, May 19, 2019 22:36:49

Debatindlæg fra Politiken d.19. maj: Hvad ved økonomer om nationale tests?

HVOR VAR DET
dog en kedelig kronik, som 31 forskere offentliggjorde i Politiken 13. maj,
hvor hovedargumentet var, at de nationale tests er værdifulde og bør fortsætte.
På nær enkelte undtagelser var den skrevet af forskere inden for statskundskab
og økonomi. Kunne man forestille sig, at 30 pædagogiske forskere skrev en
kronik om, hvorfor dele af finanspolitikken, den økonomiske teori eller den
politiske teori, var fortræffelig og burde fortsætte? Nej, det kunne man nok
ikke. Det siger lidt om den arrogance, optimisme og tro på egne evner, der
karakteriser udvalgte forskere inden for de nævnte områder. Og det bekræfter,
hvad Rune Lykkeberg for en del år siden i bogen ‘Kampen om sandhederne’
rammende påpegede, nemlig at det nu er økonomerne, der sætter den samfundsmæssige
dagsorden, herunder også den uddannelsespolitiske dagsorden. Kroniken minder
mig om den geograf, Den Lille Prins møder på sin rejse. Geografen ved, hvor
alle have, floder, byer, bjerge og ørkener ligger, men har aldrig set nogen af
dem. Geografen rejser ikke ud, da »det bliver for indviklet«, som han
fortæller. Kronikens forfattere synes at have nogenlunde lige så lidt
forståelse for skolens verden, som geografen har for den verden, der omgiver
ham. Et af Kronikens argumenter er, at eleverne kun bruger 10 timer på at
gennemføre tests i folkeskolen i løbet af deres skoletid ud af de i alt 7.000
timer, de har. Er det så et problem? De 10 timer er det, man kan kalde teknisk
rationel tid. De fleste forældre, elever og lærere vil vide, at der bruges
mange flere timer på de nationale tests. Undervisningen rettes ind og
tilrettelægges hen imod testen god tid i forvejen. Ja, nogle skoler opfordrer
endda børnene til at træne derhjemme med såkaldte demoversioner. Såvel den
subjektive som den reelle tid, der bruges på de nationale tests, er langt
højere end de 10 timer. Det svarer til, at man foreslår, at alle skal løbe 100
meter løb, fordi det er verdens nemmeste løb, men i øvrigt ser bort fra, at en
forudsætning for, at man kan blive en god 100 meter-løber, er, at man er nødt
til at bruge masser af tid til træning, teknik og forberedelse.

De nationale tests kan sammenlignes med en golfspiller, som bruger
forskellige slag, hver gang vedkommende spiller en bane, hævder forfatterne.
Man kan derfor ikke forvente at få det samme resultat hver gang. Skulle alle
golfturneringer så spilles om?, spørges der retorisk. Golf er et spil og er som
andre spil karakteriseret ved regler, social interaktion og respons, som ofte
munder ud i et kvantificerbart resultat. Der er elementer af held,
tilfældighed, leg, erfaring og konkurrence til stede i spil, ligesom
omgivelserne spiller en rolle for ens præstation, f.eks. vind og vejr. Tests
ligner altså ikke golfspil. De nationale tests har til formål at teste
elevernes kundskaber og færdigheder og skal give lærere og forældre et indblik
i den enkelte elevs faglige niveau, som der står i Undervisningsministeriets
beskrivelse. En test er altså et måleredskab ligesom en lineal eller et
målebånd. Om end det i testens tilfælde ideelt set er et intelligent målebånd,
som forsøger at tilpasse sig elevernes niveau, hvilket der er store problemer
med.

Sammenligningen med golfspil er en dårlig eller misvisende
sammenligning. Enhver dansklærer vil omgående finde sin røde blyant frem. I
Kroniken skriver forfatterne også, at der er en sammenhæng mellem nationale
tests og elevernes eksamensresultater, hvilket bliver et argument for de
nationale tests’ værdi og berettigelse. Den sammenhæng kunne man sagtens opnå
på anden måde, f.eks. vil der uden tvivl også være en sammenhæng mellem en god
læse- eller matematiktest og så eksamensresultaterne ved 9. klasses
afgangsprøve. Pointen er vel at identificere elevernes eventuelle faglige
problemer, sådan at de kan hjælpes bedst muligt og tilbydes en målrettet faglig
pædagogisk indsats. Det kan sagtens lade sig gøre uden at gennemføre nationale
tests.

Sagen er nok den, at de nationale tests er blevet et politisk
prestigeprojekt, som der ifølge en opgørelse fra Undervisningsministeriet
allerede i 2017 var brugt over 200 millioner på at udvikle og vedligeholde.
Tilsyneladende er de nationale tests too big to fail. Det eneste gode argument,
som fremføres i Kroniken for fortsat at gennemføre de nationale tests, er, at
de har en forskningsmæssig værdi. Forskerne kan bruge de data, testene giver
anledning til. Spørgsmålet er så bare, om det er tilstrækkelig grund? Og det
var i hvert ikke blandt argumenterne for at indføre de nationale tests i sin
tid. Det vil være kedeligt at fortsætte med de nationale tests, både set i
samfundsmæssigt perspektiv og for de lærere, der skal stå for testen, og for de
elever, der skal gennemføre dem.



Klumme

Evaluering/pædagogik Posted on Fri, March 01, 2019 14:24:45

Antennen d. 25. februar. 2019

Ikke alt der tæller kan tælles

Der
tælles overalt i samfundet. I privatlivet tæller vi skridt og kalorier. I
arbejdslivet måler vi på antallet af sager, der bliver behandlet, tiden der
bliver brugt på den ældre, eller som i mit job antallet af videnskabelige
artikler, som den enkelte forsker publicerer. Siger det nævnte noget om
kvalitet? Og er det de væsentligste kriterier i forhold til at definere
kvalitet?

Galilei,
manden der risikerede at blive brændt på bålet, fordi han hævdede, at jorden
var rund, skulle efter sigende have udtalt: “Mål alt, hvad der kan måles.
Og det, der ikke kan måles – gør det måleligt.” Tendensen til at måle er
således ikke ny, men i de senere år er det, som om Galileis profeti for alvor
er gået i opfyldelse.

Nogle
vil give konkurrencesamfundet skylden for at fremelske de principper, som er
indeholdt i styringsparadigmet New Public Management. Forestillingen om, at man
kan måle og tælle alt og bruge det som en indikator på kvalitet, har
efterhånden også bredt sig til de bløde områder af samfundslivet. Uddannelse,
forskning og kultur bliver i stigende grad mødt med de samme krav, som
tidligere næsten udelukkende var forbeholdt ydelser og tjenester, der fungerede
efter markedets betingelser.

Der
tælles således også i stigende grad i kulturlivet. Antallet af besøgende og
deltagere, eller potentiel omsætning, bliver ofte en indikator på kvaliteten af
arrangementer, festivaler og museer.

Ofte
hører man, at tallene taler deres tydelige sprog, eller at tallene taler for
sig selv. Nogle gange taler tallene selvfølgelig deres tydelige sprog. Andre
gange gør de ikke. Tal betyder dog ikke noget i sig selv. Det, som betyder
noget, er den værdi eller mening, som tallene får tilskrevet. Her er der nogen,
som har magt eller ret til at tilskrive tallene en bestemt værdi.

Hvornår
og hvordan skal man for eksempel tælle? En intern rapport, som Odense
Borgmesterforvaltning udarbejdede sidste år, blev kritiseret for, at de
optrædende kunstnere skulle opgive antallet af tilskuere til de enkelte
arrangementer. Det er en metode, som er behæftet med fejlkilder. Hvordan kan
man være sikker på, at arrangørerne har talt rigtigt og ikke pyntet på
resultatet? Hvornår er en tilskuer en tilskuer? Den familie, som stopper op til
et gadeteater, fordi den yngste skal have bundet sin sko, skal de tælles med?

Omtalte
rapport handlede blandt andet om, hvordan en kommunal investering på næsten 20
millioner kroner har givet en omsætning i byen på over 80 millioner. Det lyder
jo som en god forretning. Men er en god forretning det væsentligste mål for en
god kulturpolitik? Oplevelse, erfaring, fællesskab og kunstnerisk kvalitet er
svær at måle. Det er fint med mange tilskuere og stor omsætning hos byens
handlende, men som Einstein sagde: “Ikke alt, der kan tælles, tæller, og
ikke alt, der tæller, kan tælles.” Det gælder i særdeleshed inden for det
kulturelle område.

Galilei
gjorde op det med religiøse verdensbillede. I dag er der behov for et opgør med
konkurrencesamfundets og produktionssamfundets verdensbillede, som efterhånden
har bredt sig til flere og flere dele af samfundslivet som norm for, hvad der
definerer kvalitet.



Klumme

Kultur/litteratur Posted on Sat, January 19, 2019 15:52:44

Stop for kulturelle slankekure

Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 7-1-2019

Krudtrøgen har lagt sig, og et nyt, jomfrueligt år er i gang. Et nyt år fuld af drømme, håb og gode intentioner. Privat håber mange sikkert på at smide et par kilo, stoppe med at ryge, nedbringe CO2-udslippet og lægge deres livsstil om til en mere klimavenlig version.

Når det kommer til det institutionaliserede kulturliv, er der næppe tvivl om, hvad mange kulturinstitutioner drømmer om. Drømmen er at få fjernet de årlige to procent-besparelser, som de seneste år har udsat kulturlivet for tvungne slankekure. Før jul indrykkede de største kunst- og kulturorganisationer helsidesannoncer i dagbladene med en opfordring til politikerne om at droppe de rituelle nedskæringer, der rammer mange kulturinstitutioner, som i forvejen har små budgetter. Nu er kulturlivet jo ikke hele livet, og der er da også en række andre institutioner, som løbende er udsat for generelle nedskæringskrav, fx dagtilbud og uddannelsesinstitutioner. I den brede betydning af ordet kultur er uddannelsessektoren og den pædagogiske sektor også kulturinstitutioner. Ikke kulturinstitutioner, som driver udstillings- eller forestillingsvirksomhed. Men derimod institutioner, som varetager centrale kulturelle og dannelsesmæssige opgaver, og som blandt andet er med til at give forudsætninger for, at børn og unge mennesker bliver aktive og bevidste brugere af eksempelvis museer og teatres tilbud. Desværre har dele af fødekæden også fået dårligere vilkår.

På pædagogseminarierne er de kreative-musiske fag gennem de seneste reformer blevet nedprioriteret . Historisk set har pædagogseminarierne haft stolte traditioner for, at de kommende pædagoger fik forudsætninger for at arbejde pædagogisk med æstetisk virksomhed. Pædagogisk arbejde med musik, værksted, billedkunst og skrivning giver ud over mulighed for at blive fortrolig med materialer, teknikker og former også mulighed for at igangsætte dannelsesprocesser af personlig, social og kulturel karakter. Når for eksempel pædagogseminarierne nedprioriterer de æstetiske fag, får dagtilbudsområdet vanskeligere ved at stille miljøer til rådighed, som kan stimulere børnenes kreativitet og fantasi. I dag kan man udmærket være uddannet pædagog uden at kunne spille guitar, lave drama eller igangsætte værkstedsaktiviteter. Og selv om man måske har forudsætningerne for det, så er der i dag gennemsnitligt 20 procent færre pædagoger ansat rundt omkring i landets institutioner end for blot 10 år siden, hvorfor det kan være svært at finde tiden til det.

Heller ikke den seneste reform af læreruddannelsen og de seneste reformer af folkeskolen har bidraget til at styrke den musisk-kreative dimension. Den seneste evaluering af folkeskolereformen viser, at ideen om den åbne skole, hvor skolen skulle åbne sig op over lokalsamfundet og for eksempel invitere personer ind udefra, ikke er blevet realiseret.

De såkaldte kreative erhverv udgør cirka en tiendedel af den samlede omsætning og beskæftigelse i dansk erhvervsliv og forventes at have et betydeligt fremtidigt vækstpotentiale. Det giver derfor udmærket mening at støtte denne sektors potentiale inklusive dens fødekæde. Selv om beskæftigelse og samfundsøkonomi er vigtigt, er det ikke kulturlivets primære formål. At beskæftige sig med kulturelle tilbud og aktiviteter har en værdi i sig selv, der rækker ud over regnearket, bundlinjen og bruttonationalproduktet. Det kulturelle menneske er dog afhængig af økonomi, og her betyder de nedskæringer, som foreløbig er planlagt i årene 2016-2022, dårligere vilkår for det kulturelle menneskes udvikling og udfoldelsesmuligheder.



Klumme

Kultur/litteratur Posted on Fri, November 09, 2018 20:09:40

Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 5-11-2018

Wenn jemand eine
Reise tut, so kann er was erzählen.

I sidste weekend gik min rejse til
Bogforum i Bella Center. Jeg plejer ellers at holde mig langt væk fra den
slags, ligesom jeg også kun nødigt lader mig overtale til at handle i Bilka og
Ikea. Jeg har det lidt ligesom sangen om Svante i stormagasinet, hvor det
hedder: “Når jeg går ind i stormagasin, kræver det mere end almindelig
selvdisciplin”.

I år udgav jeg dog en bog lige op til
bogmessen, hvorfor mit forlag ikke mente, jeg havde nogen undskyldning for at
blive væk. I modsætning til de historier, der har holdt mig væk de andre år, om
kø, trængsel, masen og puffen, var der det meste af tiden relativt god plads.
Der er selvfølgelig arrangementer, gange og passager, hvor folk klumper sig
sammen, men vi er ikke i nærheden af den trængsel, som festivaler og stormagasiner
ved tilbudstid kan opvise.

Bogforum er en markedsplads, hvor
forfattere og forlag ind imellem næsten taler i munden på hinanden fra de mange
scener. Antallet af arrangementer er overvældende. Med lidt gode ben og ferm
planlægning kan man fx nå Helle Helle, Merete Pryds Helle og Knud Romer inden
for en time. Hvis man er til krimiforfattere eller tidens akademiske
superstars, er der mulighed for at betræde andre stier. Selve det at bevæge sig
fra scene til scene minder meget om rockfestivaler. Bortset fra, at man slipper
for lydprøverne, og som det også er tilfældet ved festivaler, når man nogle
gange ikke frem til det planlagte, fordi man møder nogen, man kender, eller
falder i staver over en bog eller et forlag.

Noget, der er påfaldende i en række
forfatterinterview, er, at de i for ringe grad handler om litteratur. I stedet
handler de om forfatterens holdninger til dette og hint. Det er ikke særligt
interessant. Måske fordi interviewene nogle gange gennemføres af
DR-journalister, som kan være udmærkede til at afvikle et interview om
skattetryk og mulige politiske bogstavkombinationer, men jo ikke nødvendigvis
ved noget om litteratur. Det kræver en god interviewer at få Helle Helle til at
fortælle interessante ting om kommaets betydning, sætningers slidstyrke,
arbejdet med åbningsreplikker og forsøget på at undgå adverbier som derfor og
fordi.

De store forlag fylder selvfølgelig en
del. Politikens Forlag har klistret kæmpe billboards af deres forfattere op.
Her er det klart bogen, der er det sekundære. Tidens krimiforfattere eksponeres
i bedste Kim Jung-Il-stil. Det klæder ikke litteraturen. De bedste oplevelser
får man ved at bevæge sig rundt blandt de små mikroforlag. Her er det muligt at
få en snak med entusiastiske forlæggere, som brænder for deres udgivelser, og
som bruger tid på at præsentere. Her man kan eksempelvis møde H. Harksen, som
har specialiseret i “weird fiction”, bor i Munkebo, og som har
udgivet en bog med undertitlen “Mord i Odense”. Eller forlaget URO,
hvor Shekufe Heiberg udgiver æstetiske, smukke børnebøger oversat fra persisk
til dansk.

Bogforum er en messe, men det er også en lomme i
tiden, hvor man kan fordybe sig, fare vild og ind imellem overraskes positivt.

Bogforum er en messe, men det er også en lomme i tiden, hvor man kan
fordybe sig, fare vild og ind imellem overraskes positivt



Klumme

Kultur/litteratur Posted on Sun, September 23, 2018 08:25:50

Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 17-09.18

Antennen: Benny Andersen havde en venlig ræv bag øret

Forfatteren Benny Andersen døde som bekendt for nylig. Benny
Andersen opnåede en popularitet og en folkelig gennemslagskraft som få. Der er ikke mange forfattere, hvis ord og digte citeres i kirker, forsamlingshuse og til konfirmationer og fødselsdage. Eller som opnår den ultimative ære, at formuleringer og udtryk glider ind i dagligsproget. I over 50 år har det at gå fra snøvsen ikke været det samme, og når det annonceres til selskaber, at kaffen er klar, føjes der ofte til, at livet ikke er det værste, man har.

I dag er digtere og forfatteres status snarere smal og marginal end bred og
indflydelsesrig. Når unge mennesker bruger udtryk og formuleringer, er de i dag ikke hentet fra litteraturen, men fra musik, film og fra de sociale mediers influencers.

Noget, som jeg tror i særlig grad bidrog til Benny Andersens popularitet, var hans måde at arbejde med sproget på. Andersen var nok oprindelig modernist, men han var ikke eksperimenterende modernist, som Klaus Rifbjerg eller Per Højholt, og han var heller ikke vild og vred som eksempelvis digteren Jess Ørnsbo. Tværtimod formåede han ofte at skubbe lidt til hverdagens sprog, sådan som det allerede kom til udtryk i hans tidligere digtsamlinger med titler som “Den indre bowlerhat” eller “Kamera med køkkenindgang”. Han tog fat i noget velkendt, ofte bestemte vendinger og formuleringer, og ændrede dem lidt. I formuleringer som “vantefrit samvær”, og linjer som “mit smil er i vejen/rager ud som en kofanger” eller “Det flimrer for mit livssyn/jeg har trykken for principperne/mit rygte har allerede kløet længe” sættes ord fra normalt adskilte betydningsverdener sammen og danner en ny, let forståelig og billedrig betydning. Benny Andersens evne til give gammelkendte vendinger og faste fraser nyt liv er også velkendt. “Man må udnytte tiden i tide”, som det for eksempel hedder i et digt.

På den måde holdt han læseren i hånden og skubbede blidt til os, så vores blik og verdenssyn blev drejet en smule. Den sproglige virkelighed i hans digte var aldrig fremmed, men forankret i noget velkendt.

Der var således ikke meget interaktionslyriker over ham, hvor der blev leget med identiteter, stemmer, og hvor sprog fra mange forskellige virkeligheder glider sammen, som det ofte er tilfældet i meget nutidig lyrik. Det kan være finurligt og interessant, men kræver også ofte mere af læseren, fordi der ikke er noget synligt jeg tilstede, og digtet i nogen grad skaber sin egen virkelighed frem for at referere til en almen eller fælles virkelighed, der er forankret i det normal- og hverdagssprog, som de flestes virkelighed hviler i. Benny Andersen kastede os ikke ud på sprogligt dybt vand, men tog os venligt med ud, hvor vi kunne bunde.

Måske var det det, som i særlig grad gjorde ham populær som digter. Sprogligt set kom vi aldrig helt ud over kanten. Benny Andersen havde en venlig røv bag øret, som min kone sagde, da vi talte om ham. Hvad mener du, sagde jeg, inden det gik op for mig, at jeg havde hørt forkert, og hun havde sagt ræv. Det fejlgehør, som ændrede sætningens betydning fuldstændig, tror jeg, han ville have kunnet lide.



Elevcentreret ledelse

Ledelse Posted on Thu, August 16, 2018 07:31:36

Lektor om ledelse: Vi skal være skeptiske over for udenlandske
modekoncepter

Hvis vi ikke skal ende som
robotpædagoger og robotledere, der ukritisk overtager fremmede koncepter og
ideer, så er vi nødt til at forholde os problematiserende til de værktøjer, vi
mere eller mindre frivilligt tvinges til at bruge.

I disse år breder
ledelseskoncepter sig hastigt hen over lande-, kommune- og institutionsgrænser.

Et af de
ledelseskoncepter, som har opnået stor udbredelse i den danske
uddannelsesverden, er ‘elevcentreret ledelse’, som den newzealandske
ledelsesforsker Vivianne Robinson er ophavskvinde til.

Elevcentreret
ledelse udgør det ledelsesmæssige modstykke til John Hatties koncept ‘synlig
ledelse’. Konceptet er blevet introduceret som banebrydende forskning, som
handler om, hvilke former for skoleledelse som har størst effekt på elevernes
trivsel og udvikling.

Ifølge Robinson har
god skoleledelse fokus på fem indsatsområder. Ved hjælp af en til lejligheden
omregnet talværdi er det angivet, hvor stor effekt de fem indsatsområder har på
elevernes læring. Ledelse af læreres læring og udvikling har klart den største
effekt, mens f.eks. sikring af et godt og trygt miljø har mindst effekt.

Elevcentreret ledelse er blevet big
business

Min hypotese er, at
elevcentreret skoleledelse er et led i den tiltagende instrumentalisering, som
foregår inden for den pædagogiske verden i de her år, hvor koncepter, som er
udviklet helt andre steder, i dette her tilfælde New Zealand, under påberåbelse
af evidens og evne til at løse små og store problemer, næsten ubemærket glider
ind i skoler og institutioner.

Bag et koncept som
‘elevcentreret ledelse’ gemmer der sig således en række uudtalte interesser og
ideer.

De økonomiske
interesser handler om, atelevcentreret ledelse’ er blevet big
business
for en række aktører, som derfor har en interesse i at udbrede konceptet,
f.eks. forskere, konsulenter og uddannelsesinstitutioner.

De epistemologiske
eller vidensmæssige interesser handler om, at konceptet fremmer bestemte
opfattelser af viden, forskning, ledelse, skole og pædagogik. Opfattelser, som
ikke artikuleres eller diskuteres.

Alle de studier, der
ligger til grund for konceptet, er angelsaksiske. Robinsons teori er funderet
på studier, hvor en bestemt kulturel opfattelse af skole, pædagogik, ledelse og
forholdet mellem ledelse og lærere dominerer.

Konceptet er primært
udviklet med afsæt i amerikanske grundskolestudier. Kan vi umiddelbart overføre
resultaterne fra en grundskolekontekst til en anden? Og hvad der er endnu mere
tvivlsomt, kan vi overføre resultaterne til helt andre uddannelsesniveauer?
F.eks. til før-skole- og ungdomsuddannelsesområdet.

Bag et koncept som ‘elevcentreret ledelse’ gemmer der sig således en række
uudtalte interesser og ideer

Som Robinson gør
opmærksom på, så tager langt de fleste af de undersøgelser, som indgår i
udviklingen af hendes anbefalinger, afsæt i studier, som handler om faglig
udvikling inden for fag som matematik, læsning og sprogfag. Ville resultaterne
have set anderledes ud, hvis andre fag var blevet inddraget?

Rent metodisk kan
man problematisere den talmæssige værdi, som Robinson når frem til i
forbindelse med fastsættelsen af de fem komponenter. Andre forskere vil med
stor sandsynlighed nå frem til en anden talmæssig værdifastsættelse.

Teorien er tillige
funderet på et selektivt og snævert forskningsmetodisk grundlag. Kvantitative
undersøgelser har opnået forrang frem for undersøgelsesdesign, som f.eks. er
forankret i den humanistiske og dele af den samfundsvidenskabelige forskning.

Ud over de nævnte
ikke-ekspliciterede ideer og forestillinger, som karakteriserer Robinsons
teori, er det væsentligt at være opmærksom på, at arbejdet med
ledelseskoncepter altid har en utilsigtet effekt.

I arbejdet med
‘elevcentreret ledelse’ er den forskel, der ledes ud fra, altså det fokuspunkt
skoleledelsen har, spørgsmålet om elevernes læring og trivsel. Det betyder, at
en væsentlig del af folkeskolens formålsparagraf ikke inddrages, ligesom f.eks.
andre relevante emner negligeres.

‘Elevcentreret
ledelse’ er et ledelseskoncept, og ligesom det er tilfældet med andre
ledelseskoncepter, som breder sig med stor hast i en globaliseret verden, bør
elevcentreret ledelse gøres til genstand for diskussion, problematisering og
kritik.

Hvis vi ikke skal
ende som robotpædagoger eller robotledere, som ukritisk overtager koncepter og
ideer, vi ikke selv har været med til at formulere og udvikle, så er vi nødt
til at blive bedre til at forholde os problematiserende til de værktøjer eller
koncepter, vi mere eller mindre frivilligt bliver tvunget til at bruge.



Klumme

Kultur/litteratur Posted on Mon, July 30, 2018 14:51:43

Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 30-07-2018

“Den bedste måde, som jeg kan være
i kontakt med mennesker på, er at være blandt dem, at føle, hvad de gør, og
hvad de kan gøre. Men den næstbedste måde er at læse deres fiktion.” Sådan
siger Margrethe Vestager i Christian Madsbjergs populære bog “Sensemaking
– et forsvar for den menneskelige intelligens”.

I bogen giver Madsbjerg eksempler på,
hvordan fremtrædende ledere og beslutningstagere bruger humanioras indsigt i
deres arbejde. Studier i eksempelvis antropologi, filosofi, historie, kunst og
litteratur kan bidrage til, at vi udvikler et klarere og mere dækkende
perspektiv på vor egen og andres verden. Det at beskæftige sig med en kulturs
vigtigste tekster medvirker til at give os en forståelse af, hvordan andre
mennesker lever, erfarer og oplever verden.

Humaniora træner vores forståelse af os
selv og andre, ligesom humaniora kan bidrage til, at vi udvikler vores
analytiske evner. “Jo mere, man har beskæftiget sig med fremragende bøger
og stor kunst og teori og musik, desto mere har man at trække på, når det
gælder mønstergenkendelse”, hævder Madsbjerg.

I en populær TED Talk (“The Danger
of a Single Story”) taler den nigerianske forfatter Chimamanda Adichie,
som på dansk mest er kendt for bogen “Americanah”, om fortællingens
magt. I Adichies tilfælde gælder det vores stereotype billede af Afrika som et
land karakteriseret af fattigdom, sygdom, krig og vilde dyr, men det kunne lige
så godt være fortællingen om muslimer, jøder eller rødhårede. Adichie giver det
morsomme eksempel, at hvis man som læser kun har læst bogen “American
Psycho”, så vil man have et temmelig forvrænget og unuanceret billede af
USA.

En af de vildfarelser, der præger vores
samtid, er den endimensionelle historie. Den har traditionelt fundet vej gennem
populærkulturen eller blandt politiske iagttagere på yderfløjene. De senere år
har den fundet et nyt forum, nemlig de sociale medier, hvor fake news og
internetbobler trives. Vi er efterhånden blevet opmærksomme på, at internettet
ikke kun er et digitalt forsamlingshus, som kan gøre os klogere på hinanden,
men også er en platform for udbredelse af løgne, skræmmekampagner og fordomme,
som gør os dummere.

Internettet er imidlertid ikke det
eneste aktuelle sted, hvor den endimensionelle historie dominerer. Vi er i
stigende grad ofre for Big-data teleologi, det vil sige en forestilling om, at
tal er mål i sig selv, hævder Madsbjerg. Stadig større regnekraft og mere
sofistikeret teknologi har medført, at vi producerer stadig flere tal, som
kulturelt og samfundsmæssigt sætter dagsordenen. Tal er nok vigtige, men
tallene taler ikke for sig selv, de er blot information. Tal skal sættes ind i
en kontekst eller sammenhæng for at kunne blive tilskrevet betydning og mening.
Historie, kunst, litteratur og viden om andre kulturer og grupper er viden og
akkumuleret erfaring, som vi kan bruge til at forstå og fortolke verden omkring
os med.

Historier betyder noget. Mange historier betyder for
alvor noget, siger Adichie. Humaniora, kunst og litteratur er nogle af de
centrale steder, hvor kulturens mangfoldige historier om mennesker, kultur og
samfund formidles. Over for det står den simple og endimensionelle historie,
som politiske og kulturelle populister, internettets algoritmer eller
regneprogrammerne formidler. Hvilken historie vælger du?

En af de vildfarelser, der præger vores
samtid, er den endimensionelle historie. Den har traditionelt fundet vej gennem
populærkulturen eller blandt politiske iagttagere på yderfløjene. De senere år
har den fundet et nyt forum, nemlig de sociale medier, hvor fake news og internetbobler
trives.



Klumme

Kultur/litteratur Posted on Mon, June 18, 2018 22:36:12

Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 11-06-2018

Lige om lidt begynder VM i fodbold, derefter er der
dømt bold en måneds tid, inden verdensmesteren kan kåres den 15. juli. Er
fodbold drama, big business, kultur, et simpelt spil eller en raffineret afspejling
af den moderne verdens grundvilkår.

Tja, måske det hele.

Underholdningen, dramaet og magien kan man håbe på,
men ikke forudbestille. VM har sine legendariske øjeblikke, som bliver hængende
på enhver fodboldtosses indre skærm, og som kan kaldes frem til særlige
lejligheder. Var bolden inde eller ude i VM-finalen mellem Vesttyskland og
England i 1966? Maradona som med guds hjælp og hånden scorede i kvartfinalen
mod England i 1986. Zidanes udvisning i VM-finalen mellem Frankrig og Italien i
2006.

Fodbold er big business. Korruption og bestikkelse
præger FIFA. Pengene dikterer, hvor VM skal afholdes. Denne gang i Rusland,
næste gang i Qatar. Lande bruger store sportsbegivenheder som nation-branding,
og serverer celebre skuespil til at holde befolkningerne på sikker afstand af
politik og dække over sociale problemer og konflikter.

Fodbold er også kultur. Fodbold skaber national
identitet og sammenhold og markerer forskelle til andre nationer og fungerer
derfor på samme tid som spejl og mur. Fodbold er også en kultur, der ændrer
sig, og som indoptager nye kulturelle tendenser. Mange har sikkert samlet på
fodboldbilleder som børn. Jeg husker stadig albummet fra VM i 1974 i
Vesttyskland.

Dengang kunne man få kort med alle spillere og lande,
som deltog ved VM. Sådan er det ikke mere. I årets VM-album, som min søn samler
på, og hvis kort udleveres i landets største supermarkeder, kan man foruden alle
Danmarks spillere kun få udvalgte internationale stjerner fra en række af VM’s
nationer. Der er således ingen spillere fra Iran eller andre af VM´s formodede
underdogs. Endelig kan man også få spillere fra kvindelandsholdet. Hvad kan man
lære af det? Ja, blandt andet at fodbold udvikler sig under indflydelse fra det
omgivende samfund. De pågældende albums reproducerer et par aktuelle markante
kulturelle tendenser, f.eks. det stigende fokus på ligestilling mellem kønnene,
men også den stigende tendens til at hylde og tilbede stjerner og celebreties. I
1974 forsøgte vi at lære spillernes navne fra Zaire. På den måde var alle deltagere
ved VM en slags stjerner. I dag er der kun plads til nationens egne sønner og
døtre og så de spillere, som allerede på forhånd har opnået stjernestatus i
internationale topklubber. Dagens præstationskultur, som mange unge, ifølge
undersøgelser, har svært ved at leve op til, har mange fædre og mødre, og
fodboldalbums er en af dem.

Men er fodbold dybest set ikke bare et simpelt spil, hvor 22 spillere løber rundt og sparker
til en bold i 90 minutter, og tyskerne altid vinder til sidst, sådan som
den engelske angriber Gary Lineker engang sagde? Måske. Men det er også en
symbolsk kamp og et spil, hvor individet, ifølge Jean Paul Satre, overskrider
sig selv og bliver til fællesindivid, og hvor individet hele tiden skal afstemme
sin frihed i forhold til kollektivet. Nøjagtig som det er tilfældet i det
moderne samfund. Den kommende måned bliver der rig mulighed for at opleve det
hele.



Blachman på skemaet

Uddannelsespolitik Posted on Wed, May 02, 2018 11:26:19

Kronik fra Kristelig Dagblad d. 1. maj. 2018

Måske havde Blachman alligevel fat i noget

Thomas Blachmans besøg i en 8. klasse i Hvidovre, hvor
Blachman over to tv-udsendelser forsøger at redde folkeskolen og udbrede
kreativitetens rige, har skabt debat. Kritikere, som den pædagogiske forsker Alexander
Von Oettingen mener, at der er tale om et pædagogisk overgreb, fordi Blachman
vil presse og vride kreativitet ud af eleverne, og her i avisen giver Sørine
Godtfredsen bl.a. udtryk for, at Blachman vil forme mennesket efter sin egen
utopi.

Begge kritikpunkter og indvendinger er berettigede.
Kreativitet kommer ikke ud af intet, men forudsætter viden og faglighed, sådan
som forskere, der har beskæftiget sig med kreativitet, innovation og
entrepenørskab, har dokumenteret. Forestillingen om, at man ved hjælp af farvede
post-it sedler kan få ideer ud af den blå luft er urealistisk. Selv det
fremtidsværksted, som var populært i min ungdom, havde fokus på en konkret sag
eller et problem som afsæt for den kritik og de efterfølgende utopiske
fremtidsforestillinger, vi blev ”tvunget” til at formulere.

Det er også naivt at forestille sig, at man bare kan vade
ind i en institution som f.eks. folkeskolen uden viden og erfaringer om børn,
skole og pædagogik, andet end den som livet mere eller mindre tilfældigt har
udstyret én med, og så forestille sig, at man kan revolutionere det hele. Selv forføreren
Blachman måtte erkende, at man ikke kan snakke og charme sig ud af alt, og at
var en god ide at inddrage folk med forstand på pædagogik og kreativitet i sit
eksperiment, hvis eksperimentet skulle realiseres.

På den anden side er der et gran af sandhed i, at man skal
høre sandheden fra børn og fulde folk og, kunne man tilføje, nogle gange Blachman.

Det er påfaldende, at en række af de elever, som udsendelsen
kredsede om, var i besiddelse af uudnyttede evner og talenter, som skolen
hidtil ikke havde været til i stand at forløse, men som blev forløst gennem
eksperimentet.

I udsendelsen mødte vi bl.a. drengen Tobias, som havde talent for at skrive
og udtrykke sig. Han havde opgivet sit skriveri som 11. årig, fordi der var
ikke nogen, som havde set ham og stimuleret ham. Det talent fik Blachman øje
på, mens de personer, som drengen var omgivet af til daglig, dvs. lærere og
familie, ikke havde haft blik for det.

En anden af deltagerne var en dygtig 12-tals pige, som var
pligtopfyldende, men som gerne ville have at vide, hvad man skulle gøre. At man
kunne gøre noget end det, man bliver bedt om og leve op til de krav og
forventninger, som blev stillet til én, havde hun tilsyneladende ikke blik for.
Derfor var hun selvfølgelig både kritisk og skeptisk overfor eksperimentet.
Alligevel lykkes det hende at komme op med en god og relevant ide om
skakturneringer for piger på tværs af landegrænser. Her var tale om kulturelt
entrepenørskab. Hun kunne altså udmærket tænke selvstændigt og originalt, når
de rigtige rammer var tilstede og understøttede hende.

En anden elev var pigen Sofie med hat og briller, som var
meget genert og ofte følte sig anderledes og udenfor. Det viste sig, at hun var
fantasifuld og havde talent for at tegne, og at hun voksede og udviklede sig
personligt og identitetsmæssigt gennem eksperimentet. Sammen med den omtalte
dreng med skrivetalentet udviklede hun en ide til en 3-D tegneserie. Her var
tale faglig innovation med danskfaget som ramme.

En fjerde elev var en indvandrerdreng, som var tæt på at
blive smidt ud af skolen, men som udviklede en slags lokal udgave af
venligboerne for ensomme ældre i det boligområde, hvor han boede. Her var tale
om socialt entrepenørskab. Drengen rummede således andre talenter end at lave
ballade og forstyrre undervisningen.

I udsendelsen møder vi altså en gruppe elever, som rummer
talenter og evner, men som hidtil ikke har haft mulighed for at udfolde dem.
Det kan der være mange grunde, og sikkert også mange komplekse grunde til, f.eks.
at folkeskolens indtil for nylig har været underlagt stram læremålsstyring, og
at nationale test virker styrende for undervisningens indhold og
tilrettelæggelse, ligesom der er sket en generel nedprioritering af de kreative-musiske
fag. Fakta er dog, at skolen ikke havde formået at hjælpe eleverne med at
udfolde deres potentiale. Det forløste Blachman, ikke alene, men i samarbejde
med skolens lærere og de pædagogiske eksperter, som deltog i eksperimentet.

Personligt kan jeg udmærket genkende en række af de medvirkende
børns historier. Jeg kedede mig også i skolen, klovnede og forstyrrede
undervisningen og var også tæt på at blive sendt permanent hjem. En dag fik vi
en ny lærer, som havde blik for, at jeg var kreativ, fantasifuld, havde
interesser uden for skolen, og var god til at fortælle og skrive historier. Det
var der aldrig nogen, der havde set eller fået øje på før. Det blev et
vendepunkt for mig.

Hvor mange børn mon ikke sidder rundt omkring i den danske
folkeskole med uforløste evner og talenter og venter på et vendepunkt? Børn, som
kan have glæde af at møde en Blachman, en ny lærer eller blot andre rammer og
strukturer, som muliggør, at de blev set og hørt og får hjælp til at udvikle
sig fagligt, personligt og socialt. Sagt på pædagogisk: Ofte formår skolen ikke
at identificere elevernes zone for nærmeste udvikling, dvs. at udfordre
eleverne passende, sådan at de kan vokse og udvikle sig.

Pointen, og det som Blachmans besøg i folkeskolen kan lære
os, er, at der sandsynligvis er masser af børn, som venter på, at Blachman
eller en særlig dygtig og empatisk lærer kommer forbi og opdager deres helt
særlige talent og potentiale og bidrager til, at det får mulighed for at
udfolde sig.

Hvordan får vi skabt bedre rammer, muligheder og blik for,
at børn ikke sidder og keder sig år efter år og ikke får brugt de evner, talenter
og muligheder, som de har? Efter min mening er det den diskussion, som er
udsendelsens væsentligste budskab. At fokusere på om Blachman råber, forfører,
er grænseløst selvglad eller ikke har noget at gøre i folkeskolen, fordi han
ikke er uddannet og ved noget om pædagogik, og at kreativitet bør ligge i
fagene og ikke udenfor, er for mig at se forsøg på at afspore det centrale spørgsmål
og den væsentligste diskussion, som programmerne adresserer.

Den italienske grundlægger af Reggio Emilia pædagogikken
Loris Malaguzzi er kendt for sit udsagn om, at børn fødes med 100 sprog, men
berøves de 99 i opdragelsen. Budskabet i udsendelserne ”Blachman på skemaet”
er, at skolen skal være bedre til at hjælpe med at udvikle og forløse nogle af
de sprog, der gemmer sig i mange elever. Lad os diskutere, hvordan vi kan gøre
det i fagene, på tværs af fagene og helt udenfor fagene. For min skyld meget gerne
uden at inddrage mediedarlingen og det selvudnævnte kreativitetsorakel Thomas Blachman.



Besøg på Nationalmuseet

Kultur/litteratur Posted on Wed, May 02, 2018 11:21:30

Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 23. april. 2018

For et par uger siden var jeg på nationalmuseet sammen med
min 8. årige søn, og vi skulle selvfølgelig prøve Rane Willerslevs nye
kedsomhedsnap. Efter at sønnike havde trykket på knappen, sprang en samurai i elegant
løsthængende sort tøj frem. Samuraimanden gav sig til at fortælle om samurailivet,
imens han pegede på tingene i montren, vi stod ved, hvor pile, sværd, spyd og
samuraitøj var udstillet.

De deltagende børn gjorde store øjne, lærte at bukke på
samuraivis, lånte et plastiksværd og lavede nogle fredelige sværdmanøvrer og
fik at vide, at ære, respekt og veltalenhed var vigtige samuraidyder. Det var
levende formidling.

Junior var svært tilfreds, men han var nu også ganske
velfornøjet med alle de andre ting, museet tilbød. Han følte sig med andre ord godt
underholdt og oplyst – også uden kedsomhedsknap.

Efterhånden er det et krav, at moderne formidling skal inddrage
tilhørerne og give dem oplevelser, som ikke blot er af kognitiv karakter. Dem,
som har fulgt de underholdende tv-udsendelser om Rane Willerslevs første tid
som direktør for Nationalmuseet, vil vide, at det er den slags formidling,
Willerslev går ind for og gerne vil have meget mere af.

Kedsomhedsknappen burde måske mere retvisende hedde
oplysnings- eller oplevelsesknappen. Kedsomhedsknap er et dårligt udtryk. Den
har som præmis, at børn keder sig, når de går på museum. Det gør de også nogle
gange, men langtfra hele tiden, f.eks. keder junior sig, når han er med på
kunstmuseum. ”Du skal altid kigge så længe på billederne, far” siger han og
sammenlignet med ham, som kan løbe Nationalmuseets samling af etnografika fra
Grønland igennem på under ti minutter, er det selvfølgelig rigtigt.

På universitetet, hvor jeg er ansat, har det længe været
velset ikke kun at forelæse. De studerende skal inddrages og aktiveres, sådan
at de ikke keder sig og zapper væk. Megen moderne forskning vil da også pege
på, at aktivering og anvendelse er vigtigt for indlæringen. Men er der en
grænse? Mad forvandles til teater, og kultur- og kunstoplevelser skal helst
være begivenheder og totaloplevelser. Pædagoger og kulturformidlere fornemmeste
opgave er at involvere og aktivere. Vi må få alt i verden ikke kede os.

For mere end 30 år siden skrev
den amerikanske kulturforsker Neil Postmann bogen Amusing Ourselves to Death. Bogen
handlede om, hvordan TV-kulturen havde erstattet den skriftbaserede kultur. TV’s
måde at formidle på lagde vægt på underholdning frem for alvor, indhold og
refleksion. Virkeligheden blev klippet op i små fragmenter. Den dominerende
TV-kultur var en metafor for resten af samfundet og dominerede nu f.eks. også politik,
religion og uddannelse. TV-kulturen fremmede ikke respekt for læring,
fordybelse og argumentation, men derimod underholdning og adspredelse.

Postmanns kulturpessimistiske
analyse var sort og hvid. På den anden side var det svært at affærdige analysen
helt, og siden har den kulturelle tendens, som Postmann identificerede, slået
yderligere rod.

Skal Willerslevs kedsomhedsknap
ses i forlængelse af Postmanns forfaldsanalyse? Foreløbig vælger jeg, bl.a. med
afsæt i Juniors reaktion, at se kedsomhedsknappen som et relevant tiltag i
forsøget på at tænke formidling og oplysning i børnehøjde på nye og interessante
måder hinsides såvel skrift- som tv-kulturens kendetegn.



Klumme

Ledelse Posted on Mon, March 05, 2018 21:40:07

Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 5/3-2018

I slutningen af 2017 flød
medierne over med sager om sexkrænkelser og #Me Too-kampagner. Især kvindelige
kunstnere stod frem i medierne og berettede om sexovergreb ofte begået af ældre
magtfulde mandlige kulturpersonligheder.

En wind of change fejede
hen over kultur- og samfundslivet. Alt det som før var usagt blev nu sagt.
Retten til at bestemme over egen krop skulle vindes.

Internationalt var det
især Harvey Weinstein-sagen, som kickstartede bevægelsen. I en dansk kontekst
påkaldte ikke mindst sagen om Peter Aalbæk sig interesse. I 2012 var Peter
Aalbæks ledelsesstil blevet grundigt beskrevet i bogen Zentropia af Anne-Mette Lundtofte, selv om bogen blev omtalt i
mederne, fik den ikke nogen direkte indflydelse på hovedpersonens adfærd og
virksomhedens renommé. Få år tidligere havde skuespilleren Dorte Rømer
ligeledes stået frem i medierne med sine erfaringer om seksuel chikane inden
for filmbranchen. Ingen af delene fik tilsyneladende nogen effekt. Business as
usual fortsatte.

Men pludselig var tiden en
anden. Denne gang var Ålen ikke
længere i stand til at sno sig udenom, men vred sig under mediernes varmelampe,
hvor hans krænkende ledelsesadfærd blev grundigt kommenteret og undsagt.
Skuespillere og kunstnere stod nu samlet frem og kunne såvel nationalt som
internationalt berette om erfaringer med overgreb inden for kulturlivet.

De mange beretninger om
krænkende adfærd inden for kulturlivet, udført af magtfulde mænd i betroede
stillinger, kan opfattes som ledelsesmæssig magtmisbrug. Instruktører,
filmproducenter, indflydelsesrige skuespillere og dirigenter har udnyttet deres
position til at krænke, udnytte, og i visse tilfælde begå overgreb mod kvinder,
som var i en sårbar eller udsat position i kraft af, at de ikke besad den samme
formelle og sociale position som krænkeren, eller ikke var i stand til fysik
eller psykisk at sige fra. Denne type krænkende lederadfærd kan under et
karakteriseres som destruktiv ledelse.
En måde, destruktiv ledelse kan komme til udtryk på, er f.eks. ved at udsætte
medarbejdere, som er i underordnet position, for seksuel chikane. Destruktiv
ledelse kan også komme til udtryk på mange andre måder f.eks. gennem mobning,
chikane og organisering af arbejdstid og arbejdsopgaver på en måde, sådan at
den ansatte udsættes for unødig belastning, som resulterer i stress og sygdom.

I en dansk bog om destruktiv ledelse refereres der til, at 1% af
arbejdsstyrken konstant er ramt af destruktiv ledelse. 12% af danske
lønmodtagere oplyser, at de løbende er udsat for mobning på arbejdspladsen.
Europæiske undersøgelser peger på, at 5-10 % arbejdsstyrken løbende udsættes
for alvorlig mobning. De personlige, virksomhedsrelaterede og samfundsmæssige
omkostninger er enorme.

#Me Too kampagnen er vigtig, fordi den har sat fokus på de overgreb,
der foregår inden for arbejdslivet. Det giver mening, at se #Me Too kampagnen i
bredere perspektiv, og som et eksempel på destruktiv ledelse, som f.eks. også
inkluderer mobning, chikane og andre former for destruktiv ledelsesadfærd.

Der er altid en konkret krænker, der begår overgrebene. Men det er
vigtigt, at være opmærksom på, at overgrebene finder sted på en bestemt
arbejdsplads, f.eks. en filmproduktion eller i en bestemt branche, f.eks.
kulturlivet, og i endnu bredere forstand i samfundslivet. I et større
perspektiv kan #Me Too kampagnen bidrage til et opgør med de traditioner og
strukturer, som har understøttet eksistensen af destruktiv og krænkende adfærd
på såvel den enkelte arbejdsplads som i samfundet generelt.



Klumme

Kultur/litteratur Posted on Mon, January 15, 2018 20:11:08

Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 15-01-2018

I sin nytårstale opfordrede dronning Margrethe os til at gøre noget unyttigt. “Prøv at gøre noget, der ikke er nødvendigt, noget der ikke er behov for, noget unyttigt!” sagde majestæten blandt andet.

Hvorfor har dronningen dog fået den idé? Måske fordi vi har indrettet et samfund, som i alt for høj grad prioriterer og belønner det nyttige. Vi skal i en tidlig alder lægge uddannelsesplaner, vælge ungdomsuddannelse og senere videre uddannelse. Vi skal blive hurtigt færdige, og det er forbudt at vælge om, hvis man fortryder sit uddannelsesvalg, fordi man måske har fået et andet perspektiv på sig selv og sin fremtid. Den lige vej er blevet den eneste vej. Måske derfor drager stadig flere unge på efterskole og højskole.

Den kontinuerlige konkurrence og nyttiggørelse af alle samfundets små og store områder bidrager til at installere et bestemt blik på samfundet. Samfundet som en økonomisk maskine.

Som samfundsindivider skal vi være produktive så længe som muligt. Børn skal hurtigt møde tal og bogstaver, ja, et af regeringspartierne mener ligefrem, at man passende kan dumpe eleverne i 0. klasse, hvis deres danskniveau ikke er acceptabelt. I den anden ende rykkes pensionsalderen opad. Det er økonomerne, der dikterer, hvad der bedst kan betale sig. Det rationelle og kalkulerende menneske, eller det opportunistiske menneske, dominerer samtiden, sådan som Ove Kaj Pedersen har beskrevet det i sin bog om konkurrencesamfundet.

Vi måler, benchmarker, laver ranglister og stræber efter høje placeringer i Pisa og BNP. Det gode liv er blevet synonymt med verdensklasseplaceringer. Den kontinuerlige konkurrence og nyttiggørelse af alle samfundets små og store områder bidrager til at installere et bestemt blik på samfundet. Samfundet som en økonomisk maskine. Det er et autoritativt blik, vi som samfundsindivider overtager, selv om vi måske ikke er bevidste om det.

I kunsten eller naturen møder vi det unyttige. I udgangspunktet skal en kunst- eller naturoplevelse ikke bruges til noget, men den rummer en anden værdi end nytteværdi. Nemlig herligheds- eller oplevelsesværdi, ja, nogle gange ligefrem erkendelsesværdi. Det er tale om æstetiske og sanselige oplevelser, som i bedste fald kan stimulere vores fantasi, gøre os klogere og åbne verden for andre perspektiver end nytteværdiens blik.

I en nylig udkommet bog taler digteren Søren Ulrik Thomsen i et interview om, at vi altid lever vores liv på to etager. Parafraserende kan man hævde, at vi på den ene etage tager udgangspunkt i det aktuelle, det nyttige og det relevante. I den anden etage stiller vi de spørgsmål, som er af mere eksistentiel og tidløs karakter, og som mennesker før os også har kæmpet med: Hvem er jeg, hvor kommer jeg fra, hvor skal jeg hen. Hvordan kan vi blive den bedste udgave af os selv, sådan som den nyligt afdøde multikunstner Peter Bastian taler om i interviewbogen “Altid allerede elsket”, hvor Tor Nørretranders interviewer ham om hans livsfilosofi i ugerne inden hans død.

Dronningen appellerer til, at vi som samfund og individer husker at gå en etage op, sådan at vi formår at løfte os selv og hinanden op i forsøget på at blive den bedste udgave af os selv. Det unyttige er måske slet ikke så unyttigt endda.



Klumme

Unge og uddannelse Posted on Mon, November 27, 2017 09:14:46

Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 27-11-2017

For nylig udgav Center for Ungdomsforskning rapporten ”Når
kunst går en forskel.” Rapporten har fokus på udsatte unges deltagelse i
kunstneriske projekter og beskæftiger sig med, hvordan kunst og kulturelle
projekter kan bidrage til at forløse muligheder og potentiale hos unge
mennesker,

Kan kulturelle projekter, f.eks. arbejdet med teater,
billedkunst og musik, bruges som afsæt for udsatte unges personlige, sociale og
faglige udvikling? Det korte svar er ja. I en del tilfælde kan deltagelse i
kulturelle projekter fungere som vendepunkt
i udsatte unges liv. Eller som det
hedder om projekterne; kan de unge opleve sig som nogen i en kontekst af noget.

Deltagelse i kulturelle og kunstneriske projekter kan i
mange tilfælde hjælpe til med at flytte unge fra en udsat og sårbar position
til en position, hvor de måske nok fortsat er sårbare, men hvor de har lært at
bruge sårbarheden konstruktivt. Projekterne har i mange tilfældet bidraget til,
at de unge har opnået større selvindsigt og selvværd, og at de har udviklet nye
sociale relationer. I nogle tilfælde har projekterne også bidraget til, at de
unge har lært at håndtere og strukturere hverdagen på en bedre måde. Der har
således været et output i forhold til de øvrige arenaer, ungdomslivet udfolder
sig på. I flere tilfælde har projekterne også banet vejen for, at de unge har
fået et livsperspektiv, der retter sig mod en kunstnerisk løbebane.

At bruge kultur i arbejdet med unge er ikke noget nyt, men
er en tradition, som går tilbage til slutningen af 1980’erne, da
ungdomsarbejdsløsheden var stor, f.eks. hos Uffe Elbæks Frontløberne. Et af de projekter, rapporten har fokus på, er Opgang 2, et århusiansk teaterprojekt,
som har eksisteret i mere end 40 år, og hvor unges egne historier udgør
omdrejningspunktet. Udsatte unge har med teatret som afsæt kunne få sat form på
erfaringer og udvide deres handlemuligheder.

Dengang for 30 år siden diskuterede man, om kulturpolitik
var den bedste socialpolitik. Og om man kunne bruge kultur til at stimulere
udsatte unges udvikling. Balancen mellem det socialpædagogiske og kunstneriske
er delikat. Der skal ikke gives køb på projekternes kunstneriske integritet og
kvalitet, mens det socialpædagogisk kan omvendt heller ikke negligeres.

I mange år har der været fokus på, at unge skulle have en
ungdomsuddannelse. Unge på kontakthjælp, først op til 25 år, og senere 30 år,
har modtaget uddannelsespåbud, ligesom kontakthjælpen for unge er blevet sat
ned. Påbud og aktivering har erstattet tidligere tiders passive forsørgelse. I
konkurrencestaten er der brug for, at alle, herunder også restgruppen, bliver
mobiliseret.

I forsøget på at få alle hurtigt med, har man måske glemt,
at især udsatte unge kan have behov for længere tid og andre erfaringer end
grundlæggende skolekundskaber for at blive klar til uddannelse og senere
arbejde. Det bør derfor være et vigtigt kulturpolitisk mål, at udsatte unge får
mulighed for at opnå erfaringer med æstetiske og kunstneriske processer. I
bedste fald kan det bidrage til, at de skifter spor, eller til at de fortsætter
ad gamle spor, men med et nyt og konstruktivt perspektiv på deres
livssituation.



Klumme

Kultur/litteratur Posted on Sun, November 05, 2017 08:03:42

Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 9.10-2017

Ligesom resten af Danmark bugner Odense af nye restauranter
og madinitiativer. Snart åbner Arkadens Food Market, og det er kun få uger
siden, at Storms Pakhus slog portene op. For bare 5-10 år siden var det ret
overskueligt, hvad der fandtes af gode kvalitetsspisesteder i Odense og omegn.
Nu skyder der kontinuerligt nye interessante steder op, der kæler for den
kræsne forbrugers gane.

Hr. og fru Danmark går da også ud og spiser som aldrig før,
og det er ikke længere grillbaren eller pølsevognen, de frekventerer. Vi vil
have kvalitet og spændende og unikke madoplevelser.

Der er tale om en demokratisering af madkulturen. At spise
på Michelin-lignende restauranter er ikke længere kun forbeholdt en lille
udvalgt gruppe, som har pengepungen og de finere smagskulturelle præferencer i
orden. Gourmetmad er næsten blevet et folkeligt fænomen.

Baggrunden for det er blandt andet en generel velfærds- og
velstandsstigning. Vi spiser ikke kun for at blive mætte. Det er ikke længere vigtigt,
om portionerne er store eller bøffen dækker hele tallerkenen. Mange af os har i
forvejen alt for meget. Det handler ikke om kvantitet, men om kvalitet og
raffinerede smagsoplevelser.

Det nye nordiske køkken er en fantastisk historie, som har
fungeret som en murbrækker for denne udvikling. Vi spiser ikke bare knastør
gran eller rensdyrlav, men forbinder os med en historie om nordisk renhed,
respekt for naturen og historien samt det gode liv.

Maden er med andre ord blevet æstetiseret. Vi spiser
oplevelser og historier. Mest udtalt er det selvfølgelig, når mad bliver til
teater som f.eks. under H.C. Andersen festivalen. Mad inspireret af H.C.
Andersens eventyr tvistes med skuespil og stimulering af alle sanser. En
totaloplevelse hvor lokale og nationale stjernekokke sørger for madens unikke
signatur.

I det hele taget er kokke blevet vor tids pop- og
rockstjerner, der omskaber mad til kunst. Før var denne eksklusivitet og
originalitet forbeholdt arkitekter, designere og kunstnere. Nu er kendte kokke feterede
generaler, hvis stjernestatus kan aflæses på de hvide uniformer, som er broderet
med de eftertragtede michelinstjerner og mesterskabstitler. Kokkens kulturelle
opstigning gør, at kokke ikke bare laver mad, men også bedriver folkeoplysning.
Ja, nogen gange endda politik som hipsterkokken Nikolaj Kirk, der egenhændigt
hindrede Københavns overborgmester i at opføre billige boliger på Amager
Fælled, fordi den spidssnuede frø var truet. Engang formåede kunstnere og
intellektuelle at starte en politisk bevægelse, nu formår kendte tv-kokke at
gøre det samme med Facebook som våben.

Dertil kommer globaliseringen. Vi rejser ud og smager og
oplever, og eksotisk og anderledes mad rejser ind i vore byer og ned i vores maver.
I midten af 80’erne var jeg i USA for første gang og boede hos en amerikaner,
som hentede pizza til aftensmad. Det kunne imponere en ung fynbo, som var
fløjet ind med fire-flyet. I begyndelsen af 90’erne var jeg igen i USA og
smagte sushi for første gang, rå fisk! Jeg rystede på hovedet, men måtte snart overgive
mig.

Demokratisering, æstetisering, heroisk persondyrkelse og
globalisering er væsentlige forklaringer på den kulinariske revolution, vi
oplever i disse år. Velbekomme.



Next »