Blog Image

Uddannelse/pædagogik/kultur/samfund

Nationale test

Uddannelsespolitik Posted on Sun, May 19, 2019 22:36:49

Debatindlæg fra Politiken d.19. maj: Hvad ved økonomer om nationale tests?

HVOR VAR DET
dog en kedelig kronik, som 31 forskere offentliggjorde i Politiken 13. maj,
hvor hovedargumentet var, at de nationale tests er værdifulde og bør fortsætte.
På nær enkelte undtagelser var den skrevet af forskere inden for statskundskab
og økonomi. Kunne man forestille sig, at 30 pædagogiske forskere skrev en
kronik om, hvorfor dele af finanspolitikken, den økonomiske teori eller den
politiske teori, var fortræffelig og burde fortsætte? Nej, det kunne man nok
ikke. Det siger lidt om den arrogance, optimisme og tro på egne evner, der
karakteriser udvalgte forskere inden for de nævnte områder. Og det bekræfter,
hvad Rune Lykkeberg for en del år siden i bogen ‘Kampen om sandhederne’
rammende påpegede, nemlig at det nu er økonomerne, der sætter den samfundsmæssige
dagsorden, herunder også den uddannelsespolitiske dagsorden. Kroniken minder
mig om den geograf, Den Lille Prins møder på sin rejse. Geografen ved, hvor
alle have, floder, byer, bjerge og ørkener ligger, men har aldrig set nogen af
dem. Geografen rejser ikke ud, da »det bliver for indviklet«, som han
fortæller. Kronikens forfattere synes at have nogenlunde lige så lidt
forståelse for skolens verden, som geografen har for den verden, der omgiver
ham. Et af Kronikens argumenter er, at eleverne kun bruger 10 timer på at
gennemføre tests i folkeskolen i løbet af deres skoletid ud af de i alt 7.000
timer, de har. Er det så et problem? De 10 timer er det, man kan kalde teknisk
rationel tid. De fleste forældre, elever og lærere vil vide, at der bruges
mange flere timer på de nationale tests. Undervisningen rettes ind og
tilrettelægges hen imod testen god tid i forvejen. Ja, nogle skoler opfordrer
endda børnene til at træne derhjemme med såkaldte demoversioner. Såvel den
subjektive som den reelle tid, der bruges på de nationale tests, er langt
højere end de 10 timer. Det svarer til, at man foreslår, at alle skal løbe 100
meter løb, fordi det er verdens nemmeste løb, men i øvrigt ser bort fra, at en
forudsætning for, at man kan blive en god 100 meter-løber, er, at man er nødt
til at bruge masser af tid til træning, teknik og forberedelse.

De nationale tests kan sammenlignes med en golfspiller, som bruger
forskellige slag, hver gang vedkommende spiller en bane, hævder forfatterne.
Man kan derfor ikke forvente at få det samme resultat hver gang. Skulle alle
golfturneringer så spilles om?, spørges der retorisk. Golf er et spil og er som
andre spil karakteriseret ved regler, social interaktion og respons, som ofte
munder ud i et kvantificerbart resultat. Der er elementer af held,
tilfældighed, leg, erfaring og konkurrence til stede i spil, ligesom
omgivelserne spiller en rolle for ens præstation, f.eks. vind og vejr. Tests
ligner altså ikke golfspil. De nationale tests har til formål at teste
elevernes kundskaber og færdigheder og skal give lærere og forældre et indblik
i den enkelte elevs faglige niveau, som der står i Undervisningsministeriets
beskrivelse. En test er altså et måleredskab ligesom en lineal eller et
målebånd. Om end det i testens tilfælde ideelt set er et intelligent målebånd,
som forsøger at tilpasse sig elevernes niveau, hvilket der er store problemer
med.

Sammenligningen med golfspil er en dårlig eller misvisende
sammenligning. Enhver dansklærer vil omgående finde sin røde blyant frem. I
Kroniken skriver forfatterne også, at der er en sammenhæng mellem nationale
tests og elevernes eksamensresultater, hvilket bliver et argument for de
nationale tests’ værdi og berettigelse. Den sammenhæng kunne man sagtens opnå
på anden måde, f.eks. vil der uden tvivl også være en sammenhæng mellem en god
læse- eller matematiktest og så eksamensresultaterne ved 9. klasses
afgangsprøve. Pointen er vel at identificere elevernes eventuelle faglige
problemer, sådan at de kan hjælpes bedst muligt og tilbydes en målrettet faglig
pædagogisk indsats. Det kan sagtens lade sig gøre uden at gennemføre nationale
tests.

Sagen er nok den, at de nationale tests er blevet et politisk
prestigeprojekt, som der ifølge en opgørelse fra Undervisningsministeriet
allerede i 2017 var brugt over 200 millioner på at udvikle og vedligeholde.
Tilsyneladende er de nationale tests too big to fail. Det eneste gode argument,
som fremføres i Kroniken for fortsat at gennemføre de nationale tests, er, at
de har en forskningsmæssig værdi. Forskerne kan bruge de data, testene giver
anledning til. Spørgsmålet er så bare, om det er tilstrækkelig grund? Og det
var i hvert ikke blandt argumenterne for at indføre de nationale tests i sin
tid. Det vil være kedeligt at fortsætte med de nationale tests, både set i
samfundsmæssigt perspektiv og for de lærere, der skal stå for testen, og for de
elever, der skal gennemføre dem.



Klumme

Evaluering/pædagogik Posted on Fri, March 01, 2019 14:24:45

Antennen d. 25. februar. 2019

Ikke alt der tæller kan tælles

Der
tælles overalt i samfundet. I privatlivet tæller vi skridt og kalorier. I
arbejdslivet måler vi på antallet af sager, der bliver behandlet, tiden der
bliver brugt på den ældre, eller som i mit job antallet af videnskabelige
artikler, som den enkelte forsker publicerer. Siger det nævnte noget om
kvalitet? Og er det de væsentligste kriterier i forhold til at definere
kvalitet?

Galilei,
manden der risikerede at blive brændt på bålet, fordi han hævdede, at jorden
var rund, skulle efter sigende have udtalt: “Mål alt, hvad der kan måles.
Og det, der ikke kan måles – gør det måleligt.” Tendensen til at måle er
således ikke ny, men i de senere år er det, som om Galileis profeti for alvor
er gået i opfyldelse.

Nogle
vil give konkurrencesamfundet skylden for at fremelske de principper, som er
indeholdt i styringsparadigmet New Public Management. Forestillingen om, at man
kan måle og tælle alt og bruge det som en indikator på kvalitet, har
efterhånden også bredt sig til de bløde områder af samfundslivet. Uddannelse,
forskning og kultur bliver i stigende grad mødt med de samme krav, som
tidligere næsten udelukkende var forbeholdt ydelser og tjenester, der fungerede
efter markedets betingelser.

Der
tælles således også i stigende grad i kulturlivet. Antallet af besøgende og
deltagere, eller potentiel omsætning, bliver ofte en indikator på kvaliteten af
arrangementer, festivaler og museer.

Ofte
hører man, at tallene taler deres tydelige sprog, eller at tallene taler for
sig selv. Nogle gange taler tallene selvfølgelig deres tydelige sprog. Andre
gange gør de ikke. Tal betyder dog ikke noget i sig selv. Det, som betyder
noget, er den værdi eller mening, som tallene får tilskrevet. Her er der nogen,
som har magt eller ret til at tilskrive tallene en bestemt værdi.

Hvornår
og hvordan skal man for eksempel tælle? En intern rapport, som Odense
Borgmesterforvaltning udarbejdede sidste år, blev kritiseret for, at de
optrædende kunstnere skulle opgive antallet af tilskuere til de enkelte
arrangementer. Det er en metode, som er behæftet med fejlkilder. Hvordan kan
man være sikker på, at arrangørerne har talt rigtigt og ikke pyntet på
resultatet? Hvornår er en tilskuer en tilskuer? Den familie, som stopper op til
et gadeteater, fordi den yngste skal have bundet sin sko, skal de tælles med?

Omtalte
rapport handlede blandt andet om, hvordan en kommunal investering på næsten 20
millioner kroner har givet en omsætning i byen på over 80 millioner. Det lyder
jo som en god forretning. Men er en god forretning det væsentligste mål for en
god kulturpolitik? Oplevelse, erfaring, fællesskab og kunstnerisk kvalitet er
svær at måle. Det er fint med mange tilskuere og stor omsætning hos byens
handlende, men som Einstein sagde: “Ikke alt, der kan tælles, tæller, og
ikke alt, der tæller, kan tælles.” Det gælder i særdeleshed inden for det
kulturelle område.

Galilei
gjorde op det med religiøse verdensbillede. I dag er der behov for et opgør med
konkurrencesamfundets og produktionssamfundets verdensbillede, som efterhånden
har bredt sig til flere og flere dele af samfundslivet som norm for, hvad der
definerer kvalitet.



Klumme

Kultur/litteratur Posted on Sat, January 19, 2019 15:52:44

Stop for kulturelle slankekure

Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 7-1-2019

Krudtrøgen har lagt sig, og et nyt, jomfrueligt år er i gang. Et nyt år fuld af drømme, håb og gode intentioner. Privat håber mange sikkert på at smide et par kilo, stoppe med at ryge, nedbringe CO2-udslippet og lægge deres livsstil om til en mere klimavenlig version.

Når det kommer til det institutionaliserede kulturliv, er der næppe tvivl om, hvad mange kulturinstitutioner drømmer om. Drømmen er at få fjernet de årlige to procent-besparelser, som de seneste år har udsat kulturlivet for tvungne slankekure. Før jul indrykkede de største kunst- og kulturorganisationer helsidesannoncer i dagbladene med en opfordring til politikerne om at droppe de rituelle nedskæringer, der rammer mange kulturinstitutioner, som i forvejen har små budgetter. Nu er kulturlivet jo ikke hele livet, og der er da også en række andre institutioner, som løbende er udsat for generelle nedskæringskrav, fx dagtilbud og uddannelsesinstitutioner. I den brede betydning af ordet kultur er uddannelsessektoren og den pædagogiske sektor også kulturinstitutioner. Ikke kulturinstitutioner, som driver udstillings- eller forestillingsvirksomhed. Men derimod institutioner, som varetager centrale kulturelle og dannelsesmæssige opgaver, og som blandt andet er med til at give forudsætninger for, at børn og unge mennesker bliver aktive og bevidste brugere af eksempelvis museer og teatres tilbud. Desværre har dele af fødekæden også fået dårligere vilkår.

På pædagogseminarierne er de kreative-musiske fag gennem de seneste reformer blevet nedprioriteret . Historisk set har pædagogseminarierne haft stolte traditioner for, at de kommende pædagoger fik forudsætninger for at arbejde pædagogisk med æstetisk virksomhed. Pædagogisk arbejde med musik, værksted, billedkunst og skrivning giver ud over mulighed for at blive fortrolig med materialer, teknikker og former også mulighed for at igangsætte dannelsesprocesser af personlig, social og kulturel karakter. Når for eksempel pædagogseminarierne nedprioriterer de æstetiske fag, får dagtilbudsområdet vanskeligere ved at stille miljøer til rådighed, som kan stimulere børnenes kreativitet og fantasi. I dag kan man udmærket være uddannet pædagog uden at kunne spille guitar, lave drama eller igangsætte værkstedsaktiviteter. Og selv om man måske har forudsætningerne for det, så er der i dag gennemsnitligt 20 procent færre pædagoger ansat rundt omkring i landets institutioner end for blot 10 år siden, hvorfor det kan være svært at finde tiden til det.

Heller ikke den seneste reform af læreruddannelsen og de seneste reformer af folkeskolen har bidraget til at styrke den musisk-kreative dimension. Den seneste evaluering af folkeskolereformen viser, at ideen om den åbne skole, hvor skolen skulle åbne sig op over lokalsamfundet og for eksempel invitere personer ind udefra, ikke er blevet realiseret.

De såkaldte kreative erhverv udgør cirka en tiendedel af den samlede omsætning og beskæftigelse i dansk erhvervsliv og forventes at have et betydeligt fremtidigt vækstpotentiale. Det giver derfor udmærket mening at støtte denne sektors potentiale inklusive dens fødekæde. Selv om beskæftigelse og samfundsøkonomi er vigtigt, er det ikke kulturlivets primære formål. At beskæftige sig med kulturelle tilbud og aktiviteter har en værdi i sig selv, der rækker ud over regnearket, bundlinjen og bruttonationalproduktet. Det kulturelle menneske er dog afhængig af økonomi, og her betyder de nedskæringer, som foreløbig er planlagt i årene 2016-2022, dårligere vilkår for det kulturelle menneskes udvikling og udfoldelsesmuligheder.



Klumme

Kultur/litteratur Posted on Fri, November 09, 2018 20:09:40

Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 5-11-2018

Wenn jemand eine
Reise tut, so kann er was erzählen.

I sidste weekend gik min rejse til
Bogforum i Bella Center. Jeg plejer ellers at holde mig langt væk fra den
slags, ligesom jeg også kun nødigt lader mig overtale til at handle i Bilka og
Ikea. Jeg har det lidt ligesom sangen om Svante i stormagasinet, hvor det
hedder: “Når jeg går ind i stormagasin, kræver det mere end almindelig
selvdisciplin”.

I år udgav jeg dog en bog lige op til
bogmessen, hvorfor mit forlag ikke mente, jeg havde nogen undskyldning for at
blive væk. I modsætning til de historier, der har holdt mig væk de andre år, om
kø, trængsel, masen og puffen, var der det meste af tiden relativt god plads.
Der er selvfølgelig arrangementer, gange og passager, hvor folk klumper sig
sammen, men vi er ikke i nærheden af den trængsel, som festivaler og stormagasiner
ved tilbudstid kan opvise.

Bogforum er en markedsplads, hvor
forfattere og forlag ind imellem næsten taler i munden på hinanden fra de mange
scener. Antallet af arrangementer er overvældende. Med lidt gode ben og ferm
planlægning kan man fx nå Helle Helle, Merete Pryds Helle og Knud Romer inden
for en time. Hvis man er til krimiforfattere eller tidens akademiske
superstars, er der mulighed for at betræde andre stier. Selve det at bevæge sig
fra scene til scene minder meget om rockfestivaler. Bortset fra, at man slipper
for lydprøverne, og som det også er tilfældet ved festivaler, når man nogle
gange ikke frem til det planlagte, fordi man møder nogen, man kender, eller
falder i staver over en bog eller et forlag.

Noget, der er påfaldende i en række
forfatterinterview, er, at de i for ringe grad handler om litteratur. I stedet
handler de om forfatterens holdninger til dette og hint. Det er ikke særligt
interessant. Måske fordi interviewene nogle gange gennemføres af
DR-journalister, som kan være udmærkede til at afvikle et interview om
skattetryk og mulige politiske bogstavkombinationer, men jo ikke nødvendigvis
ved noget om litteratur. Det kræver en god interviewer at få Helle Helle til at
fortælle interessante ting om kommaets betydning, sætningers slidstyrke,
arbejdet med åbningsreplikker og forsøget på at undgå adverbier som derfor og
fordi.

De store forlag fylder selvfølgelig en
del. Politikens Forlag har klistret kæmpe billboards af deres forfattere op.
Her er det klart bogen, der er det sekundære. Tidens krimiforfattere eksponeres
i bedste Kim Jung-Il-stil. Det klæder ikke litteraturen. De bedste oplevelser
får man ved at bevæge sig rundt blandt de små mikroforlag. Her er det muligt at
få en snak med entusiastiske forlæggere, som brænder for deres udgivelser, og
som bruger tid på at præsentere. Her man kan eksempelvis møde H. Harksen, som
har specialiseret i “weird fiction”, bor i Munkebo, og som har
udgivet en bog med undertitlen “Mord i Odense”. Eller forlaget URO,
hvor Shekufe Heiberg udgiver æstetiske, smukke børnebøger oversat fra persisk
til dansk.

Bogforum er en messe, men det er også en lomme i
tiden, hvor man kan fordybe sig, fare vild og ind imellem overraskes positivt.

Bogforum er en messe, men det er også en lomme i tiden, hvor man kan
fordybe sig, fare vild og ind imellem overraskes positivt



Klumme

Kultur/litteratur Posted on Sun, September 23, 2018 08:25:50

Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 17-09.18

Antennen: Benny Andersen havde en venlig ræv bag øret

Forfatteren Benny Andersen døde som bekendt for nylig. Benny
Andersen opnåede en popularitet og en folkelig gennemslagskraft som få. Der er
ikke mange forfattere, hvis ord og digte citeres i kirker, forsamlingshuse og
til konfirmationer og fødselsdage. Eller som opnår den ultimative ære, at
formuleringer og udtryk glider ind i dagligsproget. I over 50 år har det at gå
fra snøvsen ikke været det samme, og når det annonceres til selskaber, at
kaffen er klar, føjes der ofte til, at livet ikke er det værste, man har.

I dag er
digtere og forfatteres status snarere smal og marginal end bred og
indflydelsesrig. Når unge mennesker bruger udtryk og formuleringer, er de i dag
ikke hentet fra litteraturen, men fra musik, film og fra de sociale mediers
influencers.

Noget, som
jeg tror i særlig grad bidrog til Benny Andersens popularitet, var hans måde at
arbejde med sproget på. Andersen var nok oprindelig modernist, men han var ikke
eksperimenterende modernist, som Klaus Rifbjerg eller Per Højholt, og han var
heller ikke vild og vred som eksempelvis digteren Jess Ørnsbo. Tværtimod
formåede han ofte at skubbe lidt til hverdagens sprog, sådan som det allerede
kom til udtryk i hans tidligere digtsamlinger med titler som “Den indre
bowlerhat” eller “Kamera med køkkenindgang”. Han tog fat i noget
velkendt, ofte bestemte vendinger og formuleringer, og ændrede dem lidt. I
formuleringer som “vantefrit samvær”, og linjer som “mit smil er
i vejen/rager ud som en kofanger” eller “Det flimrer for mit livssyn/jeg
har trykken for principperne/mit rygte har allerede kløet længe” sættes
ord fra normalt adskilte betydningsverdener sammen og danner en ny, let
forståelig og billedrig betydning. Benny Andersens evne til give gammelkendte
vendinger og faste fraser nyt liv er også velkendt. “Man må udnytte tiden
i tide”, som det for eksempel hedder i et digt.

På den
måde holdt han læseren i hånden og skubbede blidt til os, så vores blik og
verdenssyn blev drejet en smule. Den sproglige virkelighed i hans digte var
aldrig fremmed, men forankret i noget velkendt.

Der var
således ikke meget interaktionslyriker over ham, hvor der blev leget med
identiteter, stemmer, og hvor sprog fra mange forskellige virkeligheder glider
sammen, som det ofte er tilfældet i meget nutidig lyrik. Det kan være finurligt
og interessant, men kræver også ofte mere af læseren, fordi der ikke er noget
synligt jeg tilstede, og digtet i nogen grad skaber sin egen virkelighed frem
for at referere til en almen eller fælles virkelighed, der er forankret i det
normal- og hverdagssprog, som de flestes virkelighed hviler i. Benny Andersen
kastede os ikke ud på sprogligt dybt vand, men tog os venligt med ud, hvor vi
kunne bunde.

Måske var
det det, som i særlig grad gjorde ham populær som digter. Sprogligt set kom vi
aldrig helt ud over kanten. Benny Andersen havde en venlig røv bag øret, som
min kone sagde, da vi talte om ham. Hvad mener du, sagde jeg, inden det gik op
for mig, at jeg havde hørt forkert, og hun havde sagt ræv. Det fejlgehør, som
ændrede sætningens betydning fuldstændig, tror jeg, han ville have kunnet lide.



Elevcentreret ledelse

Ledelse Posted on Thu, August 16, 2018 07:31:36

Lektor om ledelse: Vi skal være skeptiske over for udenlandske
modekoncepter

Hvis vi ikke skal ende som
robotpædagoger og robotledere, der ukritisk overtager fremmede koncepter og
ideer, så er vi nødt til at forholde os problematiserende til de værktøjer, vi
mere eller mindre frivilligt tvinges til at bruge.

I disse år breder
ledelseskoncepter sig hastigt hen over lande-, kommune- og institutionsgrænser.

Et af de
ledelseskoncepter, som har opnået stor udbredelse i den danske
uddannelsesverden, er ‘elevcentreret ledelse’, som den newzealandske
ledelsesforsker Vivianne Robinson er ophavskvinde til.

Elevcentreret
ledelse udgør det ledelsesmæssige modstykke til John Hatties koncept ‘synlig
ledelse’. Konceptet er blevet introduceret som banebrydende forskning, som
handler om, hvilke former for skoleledelse som har størst effekt på elevernes
trivsel og udvikling.

Ifølge Robinson har
god skoleledelse fokus på fem indsatsområder. Ved hjælp af en til lejligheden
omregnet talværdi er det angivet, hvor stor effekt de fem indsatsområder har på
elevernes læring. Ledelse af læreres læring og udvikling har klart den største
effekt, mens f.eks. sikring af et godt og trygt miljø har mindst effekt.

Elevcentreret ledelse er blevet big
business

Min hypotese er, at
elevcentreret skoleledelse er et led i den tiltagende instrumentalisering, som
foregår inden for den pædagogiske verden i de her år, hvor koncepter, som er
udviklet helt andre steder, i dette her tilfælde New Zealand, under påberåbelse
af evidens og evne til at løse små og store problemer, næsten ubemærket glider
ind i skoler og institutioner.

Bag et koncept som
‘elevcentreret ledelse’ gemmer der sig således en række uudtalte interesser og
ideer.

De økonomiske
interesser handler om, atelevcentreret ledelse’ er blevet big
business
for en række aktører, som derfor har en interesse i at udbrede konceptet,
f.eks. forskere, konsulenter og uddannelsesinstitutioner.

De epistemologiske
eller vidensmæssige interesser handler om, at konceptet fremmer bestemte
opfattelser af viden, forskning, ledelse, skole og pædagogik. Opfattelser, som
ikke artikuleres eller diskuteres.

Alle de studier, der
ligger til grund for konceptet, er angelsaksiske. Robinsons teori er funderet
på studier, hvor en bestemt kulturel opfattelse af skole, pædagogik, ledelse og
forholdet mellem ledelse og lærere dominerer.

Konceptet er primært
udviklet med afsæt i amerikanske grundskolestudier. Kan vi umiddelbart overføre
resultaterne fra en grundskolekontekst til en anden? Og hvad der er endnu mere
tvivlsomt, kan vi overføre resultaterne til helt andre uddannelsesniveauer?
F.eks. til før-skole- og ungdomsuddannelsesområdet.

Bag et koncept som ‘elevcentreret ledelse’ gemmer der sig således en række
uudtalte interesser og ideer

Som Robinson gør
opmærksom på, så tager langt de fleste af de undersøgelser, som indgår i
udviklingen af hendes anbefalinger, afsæt i studier, som handler om faglig
udvikling inden for fag som matematik, læsning og sprogfag. Ville resultaterne
have set anderledes ud, hvis andre fag var blevet inddraget?

Rent metodisk kan
man problematisere den talmæssige værdi, som Robinson når frem til i
forbindelse med fastsættelsen af de fem komponenter. Andre forskere vil med
stor sandsynlighed nå frem til en anden talmæssig værdifastsættelse.

Teorien er tillige
funderet på et selektivt og snævert forskningsmetodisk grundlag. Kvantitative
undersøgelser har opnået forrang frem for undersøgelsesdesign, som f.eks. er
forankret i den humanistiske og dele af den samfundsvidenskabelige forskning.

Ud over de nævnte
ikke-ekspliciterede ideer og forestillinger, som karakteriserer Robinsons
teori, er det væsentligt at være opmærksom på, at arbejdet med
ledelseskoncepter altid har en utilsigtet effekt.

I arbejdet med
‘elevcentreret ledelse’ er den forskel, der ledes ud fra, altså det fokuspunkt
skoleledelsen har, spørgsmålet om elevernes læring og trivsel. Det betyder, at
en væsentlig del af folkeskolens formålsparagraf ikke inddrages, ligesom f.eks.
andre relevante emner negligeres.

‘Elevcentreret
ledelse’ er et ledelseskoncept, og ligesom det er tilfældet med andre
ledelseskoncepter, som breder sig med stor hast i en globaliseret verden, bør
elevcentreret ledelse gøres til genstand for diskussion, problematisering og
kritik.

Hvis vi ikke skal
ende som robotpædagoger eller robotledere, som ukritisk overtager koncepter og
ideer, vi ikke selv har været med til at formulere og udvikle, så er vi nødt
til at blive bedre til at forholde os problematiserende til de værktøjer eller
koncepter, vi mere eller mindre frivilligt bliver tvunget til at bruge.



Klumme

Kultur/litteratur Posted on Mon, July 30, 2018 14:51:43

Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 30-07-2018

“Den bedste måde, som jeg kan være
i kontakt med mennesker på, er at være blandt dem, at føle, hvad de gør, og
hvad de kan gøre. Men den næstbedste måde er at læse deres fiktion.” Sådan
siger Margrethe Vestager i Christian Madsbjergs populære bog “Sensemaking
– et forsvar for den menneskelige intelligens”.

I bogen giver Madsbjerg eksempler på,
hvordan fremtrædende ledere og beslutningstagere bruger humanioras indsigt i
deres arbejde. Studier i eksempelvis antropologi, filosofi, historie, kunst og
litteratur kan bidrage til, at vi udvikler et klarere og mere dækkende
perspektiv på vor egen og andres verden. Det at beskæftige sig med en kulturs
vigtigste tekster medvirker til at give os en forståelse af, hvordan andre
mennesker lever, erfarer og oplever verden.

Humaniora træner vores forståelse af os
selv og andre, ligesom humaniora kan bidrage til, at vi udvikler vores
analytiske evner. “Jo mere, man har beskæftiget sig med fremragende bøger
og stor kunst og teori og musik, desto mere har man at trække på, når det
gælder mønstergenkendelse”, hævder Madsbjerg.

I en populær TED Talk (“The Danger
of a Single Story”) taler den nigerianske forfatter Chimamanda Adichie,
som på dansk mest er kendt for bogen “Americanah”, om fortællingens
magt. I Adichies tilfælde gælder det vores stereotype billede af Afrika som et
land karakteriseret af fattigdom, sygdom, krig og vilde dyr, men det kunne lige
så godt være fortællingen om muslimer, jøder eller rødhårede. Adichie giver det
morsomme eksempel, at hvis man som læser kun har læst bogen “American
Psycho”, så vil man have et temmelig forvrænget og unuanceret billede af
USA.

En af de vildfarelser, der præger vores
samtid, er den endimensionelle historie. Den har traditionelt fundet vej gennem
populærkulturen eller blandt politiske iagttagere på yderfløjene. De senere år
har den fundet et nyt forum, nemlig de sociale medier, hvor fake news og
internetbobler trives. Vi er efterhånden blevet opmærksomme på, at internettet
ikke kun er et digitalt forsamlingshus, som kan gøre os klogere på hinanden,
men også er en platform for udbredelse af løgne, skræmmekampagner og fordomme,
som gør os dummere.

Internettet er imidlertid ikke det
eneste aktuelle sted, hvor den endimensionelle historie dominerer. Vi er i
stigende grad ofre for Big-data teleologi, det vil sige en forestilling om, at
tal er mål i sig selv, hævder Madsbjerg. Stadig større regnekraft og mere
sofistikeret teknologi har medført, at vi producerer stadig flere tal, som
kulturelt og samfundsmæssigt sætter dagsordenen. Tal er nok vigtige, men
tallene taler ikke for sig selv, de er blot information. Tal skal sættes ind i
en kontekst eller sammenhæng for at kunne blive tilskrevet betydning og mening.
Historie, kunst, litteratur og viden om andre kulturer og grupper er viden og
akkumuleret erfaring, som vi kan bruge til at forstå og fortolke verden omkring
os med.

Historier betyder noget. Mange historier betyder for
alvor noget, siger Adichie. Humaniora, kunst og litteratur er nogle af de
centrale steder, hvor kulturens mangfoldige historier om mennesker, kultur og
samfund formidles. Over for det står den simple og endimensionelle historie,
som politiske og kulturelle populister, internettets algoritmer eller
regneprogrammerne formidler. Hvilken historie vælger du?

En af de vildfarelser, der præger vores
samtid, er den endimensionelle historie. Den har traditionelt fundet vej gennem
populærkulturen eller blandt politiske iagttagere på yderfløjene. De senere år
har den fundet et nyt forum, nemlig de sociale medier, hvor fake news og internetbobler
trives.



Klumme

Kultur/litteratur Posted on Mon, June 18, 2018 22:36:12

Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 11-06-2018

Lige om lidt begynder VM i fodbold, derefter er der
dømt bold en måneds tid, inden verdensmesteren kan kåres den 15. juli. Er
fodbold drama, big business, kultur, et simpelt spil eller en raffineret afspejling
af den moderne verdens grundvilkår.

Tja, måske det hele.

Underholdningen, dramaet og magien kan man håbe på,
men ikke forudbestille. VM har sine legendariske øjeblikke, som bliver hængende
på enhver fodboldtosses indre skærm, og som kan kaldes frem til særlige
lejligheder. Var bolden inde eller ude i VM-finalen mellem Vesttyskland og
England i 1966? Maradona som med guds hjælp og hånden scorede i kvartfinalen
mod England i 1986. Zidanes udvisning i VM-finalen mellem Frankrig og Italien i
2006.

Fodbold er big business. Korruption og bestikkelse
præger FIFA. Pengene dikterer, hvor VM skal afholdes. Denne gang i Rusland,
næste gang i Qatar. Lande bruger store sportsbegivenheder som nation-branding,
og serverer celebre skuespil til at holde befolkningerne på sikker afstand af
politik og dække over sociale problemer og konflikter.

Fodbold er også kultur. Fodbold skaber national
identitet og sammenhold og markerer forskelle til andre nationer og fungerer
derfor på samme tid som spejl og mur. Fodbold er også en kultur, der ændrer
sig, og som indoptager nye kulturelle tendenser. Mange har sikkert samlet på
fodboldbilleder som børn. Jeg husker stadig albummet fra VM i 1974 i
Vesttyskland.

Dengang kunne man få kort med alle spillere og lande,
som deltog ved VM. Sådan er det ikke mere. I årets VM-album, som min søn samler
på, og hvis kort udleveres i landets største supermarkeder, kan man foruden alle
Danmarks spillere kun få udvalgte internationale stjerner fra en række af VM’s
nationer. Der er således ingen spillere fra Iran eller andre af VM´s formodede
underdogs. Endelig kan man også få spillere fra kvindelandsholdet. Hvad kan man
lære af det? Ja, blandt andet at fodbold udvikler sig under indflydelse fra det
omgivende samfund. De pågældende albums reproducerer et par aktuelle markante
kulturelle tendenser, f.eks. det stigende fokus på ligestilling mellem kønnene,
men også den stigende tendens til at hylde og tilbede stjerner og celebreties. I
1974 forsøgte vi at lære spillernes navne fra Zaire. På den måde var alle deltagere
ved VM en slags stjerner. I dag er der kun plads til nationens egne sønner og
døtre og så de spillere, som allerede på forhånd har opnået stjernestatus i
internationale topklubber. Dagens præstationskultur, som mange unge, ifølge
undersøgelser, har svært ved at leve op til, har mange fædre og mødre, og
fodboldalbums er en af dem.

Men er fodbold dybest set ikke bare et simpelt spil, hvor 22 spillere løber rundt og sparker
til en bold i 90 minutter, og tyskerne altid vinder til sidst, sådan som
den engelske angriber Gary Lineker engang sagde? Måske. Men det er også en
symbolsk kamp og et spil, hvor individet, ifølge Jean Paul Satre, overskrider
sig selv og bliver til fællesindivid, og hvor individet hele tiden skal afstemme
sin frihed i forhold til kollektivet. Nøjagtig som det er tilfældet i det
moderne samfund. Den kommende måned bliver der rig mulighed for at opleve det
hele.



Blachman på skemaet

Uddannelsespolitik Posted on Wed, May 02, 2018 11:26:19

Kronik fra Kristelig Dagblad d. 1. maj. 2018

Måske havde Blachman alligevel fat i noget

Thomas Blachmans besøg i en 8. klasse i Hvidovre, hvor
Blachman over to tv-udsendelser forsøger at redde folkeskolen og udbrede
kreativitetens rige, har skabt debat. Kritikere, som den pædagogiske forsker Alexander
Von Oettingen mener, at der er tale om et pædagogisk overgreb, fordi Blachman
vil presse og vride kreativitet ud af eleverne, og her i avisen giver Sørine
Godtfredsen bl.a. udtryk for, at Blachman vil forme mennesket efter sin egen
utopi.

Begge kritikpunkter og indvendinger er berettigede.
Kreativitet kommer ikke ud af intet, men forudsætter viden og faglighed, sådan
som forskere, der har beskæftiget sig med kreativitet, innovation og
entrepenørskab, har dokumenteret. Forestillingen om, at man ved hjælp af farvede
post-it sedler kan få ideer ud af den blå luft er urealistisk. Selv det
fremtidsværksted, som var populært i min ungdom, havde fokus på en konkret sag
eller et problem som afsæt for den kritik og de efterfølgende utopiske
fremtidsforestillinger, vi blev ”tvunget” til at formulere.

Det er også naivt at forestille sig, at man bare kan vade
ind i en institution som f.eks. folkeskolen uden viden og erfaringer om børn,
skole og pædagogik, andet end den som livet mere eller mindre tilfældigt har
udstyret én med, og så forestille sig, at man kan revolutionere det hele. Selv forføreren
Blachman måtte erkende, at man ikke kan snakke og charme sig ud af alt, og at
var en god ide at inddrage folk med forstand på pædagogik og kreativitet i sit
eksperiment, hvis eksperimentet skulle realiseres.

På den anden side er der et gran af sandhed i, at man skal
høre sandheden fra børn og fulde folk og, kunne man tilføje, nogle gange Blachman.

Det er påfaldende, at en række af de elever, som udsendelsen
kredsede om, var i besiddelse af uudnyttede evner og talenter, som skolen
hidtil ikke havde været til i stand at forløse, men som blev forløst gennem
eksperimentet.

I udsendelsen mødte vi bl.a. drengen Tobias, som havde talent for at skrive
og udtrykke sig. Han havde opgivet sit skriveri som 11. årig, fordi der var
ikke nogen, som havde set ham og stimuleret ham. Det talent fik Blachman øje
på, mens de personer, som drengen var omgivet af til daglig, dvs. lærere og
familie, ikke havde haft blik for det.

En anden af deltagerne var en dygtig 12-tals pige, som var
pligtopfyldende, men som gerne ville have at vide, hvad man skulle gøre. At man
kunne gøre noget end det, man bliver bedt om og leve op til de krav og
forventninger, som blev stillet til én, havde hun tilsyneladende ikke blik for.
Derfor var hun selvfølgelig både kritisk og skeptisk overfor eksperimentet.
Alligevel lykkes det hende at komme op med en god og relevant ide om
skakturneringer for piger på tværs af landegrænser. Her var tale om kulturelt
entrepenørskab. Hun kunne altså udmærket tænke selvstændigt og originalt, når
de rigtige rammer var tilstede og understøttede hende.

En anden elev var pigen Sofie med hat og briller, som var
meget genert og ofte følte sig anderledes og udenfor. Det viste sig, at hun var
fantasifuld og havde talent for at tegne, og at hun voksede og udviklede sig
personligt og identitetsmæssigt gennem eksperimentet. Sammen med den omtalte
dreng med skrivetalentet udviklede hun en ide til en 3-D tegneserie. Her var
tale faglig innovation med danskfaget som ramme.

En fjerde elev var en indvandrerdreng, som var tæt på at
blive smidt ud af skolen, men som udviklede en slags lokal udgave af
venligboerne for ensomme ældre i det boligområde, hvor han boede. Her var tale
om socialt entrepenørskab. Drengen rummede således andre talenter end at lave
ballade og forstyrre undervisningen.

I udsendelsen møder vi altså en gruppe elever, som rummer
talenter og evner, men som hidtil ikke har haft mulighed for at udfolde dem.
Det kan der være mange grunde, og sikkert også mange komplekse grunde til, f.eks.
at folkeskolens indtil for nylig har været underlagt stram læremålsstyring, og
at nationale test virker styrende for undervisningens indhold og
tilrettelæggelse, ligesom der er sket en generel nedprioritering af de kreative-musiske
fag. Fakta er dog, at skolen ikke havde formået at hjælpe eleverne med at
udfolde deres potentiale. Det forløste Blachman, ikke alene, men i samarbejde
med skolens lærere og de pædagogiske eksperter, som deltog i eksperimentet.

Personligt kan jeg udmærket genkende en række af de medvirkende
børns historier. Jeg kedede mig også i skolen, klovnede og forstyrrede
undervisningen og var også tæt på at blive sendt permanent hjem. En dag fik vi
en ny lærer, som havde blik for, at jeg var kreativ, fantasifuld, havde
interesser uden for skolen, og var god til at fortælle og skrive historier. Det
var der aldrig nogen, der havde set eller fået øje på før. Det blev et
vendepunkt for mig.

Hvor mange børn mon ikke sidder rundt omkring i den danske
folkeskole med uforløste evner og talenter og venter på et vendepunkt? Børn, som
kan have glæde af at møde en Blachman, en ny lærer eller blot andre rammer og
strukturer, som muliggør, at de blev set og hørt og får hjælp til at udvikle
sig fagligt, personligt og socialt. Sagt på pædagogisk: Ofte formår skolen ikke
at identificere elevernes zone for nærmeste udvikling, dvs. at udfordre
eleverne passende, sådan at de kan vokse og udvikle sig.

Pointen, og det som Blachmans besøg i folkeskolen kan lære
os, er, at der sandsynligvis er masser af børn, som venter på, at Blachman
eller en særlig dygtig og empatisk lærer kommer forbi og opdager deres helt
særlige talent og potentiale og bidrager til, at det får mulighed for at
udfolde sig.

Hvordan får vi skabt bedre rammer, muligheder og blik for,
at børn ikke sidder og keder sig år efter år og ikke får brugt de evner, talenter
og muligheder, som de har? Efter min mening er det den diskussion, som er
udsendelsens væsentligste budskab. At fokusere på om Blachman råber, forfører,
er grænseløst selvglad eller ikke har noget at gøre i folkeskolen, fordi han
ikke er uddannet og ved noget om pædagogik, og at kreativitet bør ligge i
fagene og ikke udenfor, er for mig at se forsøg på at afspore det centrale spørgsmål
og den væsentligste diskussion, som programmerne adresserer.

Den italienske grundlægger af Reggio Emilia pædagogikken
Loris Malaguzzi er kendt for sit udsagn om, at børn fødes med 100 sprog, men
berøves de 99 i opdragelsen. Budskabet i udsendelserne ”Blachman på skemaet”
er, at skolen skal være bedre til at hjælpe med at udvikle og forløse nogle af
de sprog, der gemmer sig i mange elever. Lad os diskutere, hvordan vi kan gøre
det i fagene, på tværs af fagene og helt udenfor fagene. For min skyld meget gerne
uden at inddrage mediedarlingen og det selvudnævnte kreativitetsorakel Thomas Blachman.



Besøg på Nationalmuseet

Kultur/litteratur Posted on Wed, May 02, 2018 11:21:30

Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 23. april. 2018

For et par uger siden var jeg på nationalmuseet sammen med
min 8. årige søn, og vi skulle selvfølgelig prøve Rane Willerslevs nye
kedsomhedsnap. Efter at sønnike havde trykket på knappen, sprang en samurai i elegant
løsthængende sort tøj frem. Samuraimanden gav sig til at fortælle om samurailivet,
imens han pegede på tingene i montren, vi stod ved, hvor pile, sværd, spyd og
samuraitøj var udstillet.

De deltagende børn gjorde store øjne, lærte at bukke på
samuraivis, lånte et plastiksværd og lavede nogle fredelige sværdmanøvrer og
fik at vide, at ære, respekt og veltalenhed var vigtige samuraidyder. Det var
levende formidling.

Junior var svært tilfreds, men han var nu også ganske
velfornøjet med alle de andre ting, museet tilbød. Han følte sig med andre ord godt
underholdt og oplyst – også uden kedsomhedsknap.

Efterhånden er det et krav, at moderne formidling skal inddrage
tilhørerne og give dem oplevelser, som ikke blot er af kognitiv karakter. Dem,
som har fulgt de underholdende tv-udsendelser om Rane Willerslevs første tid
som direktør for Nationalmuseet, vil vide, at det er den slags formidling,
Willerslev går ind for og gerne vil have meget mere af.

Kedsomhedsknappen burde måske mere retvisende hedde
oplysnings- eller oplevelsesknappen. Kedsomhedsknap er et dårligt udtryk. Den
har som præmis, at børn keder sig, når de går på museum. Det gør de også nogle
gange, men langtfra hele tiden, f.eks. keder junior sig, når han er med på
kunstmuseum. ”Du skal altid kigge så længe på billederne, far” siger han og
sammenlignet med ham, som kan løbe Nationalmuseets samling af etnografika fra
Grønland igennem på under ti minutter, er det selvfølgelig rigtigt.

På universitetet, hvor jeg er ansat, har det længe været
velset ikke kun at forelæse. De studerende skal inddrages og aktiveres, sådan
at de ikke keder sig og zapper væk. Megen moderne forskning vil da også pege
på, at aktivering og anvendelse er vigtigt for indlæringen. Men er der en
grænse? Mad forvandles til teater, og kultur- og kunstoplevelser skal helst
være begivenheder og totaloplevelser. Pædagoger og kulturformidlere fornemmeste
opgave er at involvere og aktivere. Vi må få alt i verden ikke kede os.

For mere end 30 år siden skrev
den amerikanske kulturforsker Neil Postmann bogen Amusing Ourselves to Death. Bogen
handlede om, hvordan TV-kulturen havde erstattet den skriftbaserede kultur. TV’s
måde at formidle på lagde vægt på underholdning frem for alvor, indhold og
refleksion. Virkeligheden blev klippet op i små fragmenter. Den dominerende
TV-kultur var en metafor for resten af samfundet og dominerede nu f.eks. også politik,
religion og uddannelse. TV-kulturen fremmede ikke respekt for læring,
fordybelse og argumentation, men derimod underholdning og adspredelse.

Postmanns kulturpessimistiske
analyse var sort og hvid. På den anden side var det svært at affærdige analysen
helt, og siden har den kulturelle tendens, som Postmann identificerede, slået
yderligere rod.

Skal Willerslevs kedsomhedsknap
ses i forlængelse af Postmanns forfaldsanalyse? Foreløbig vælger jeg, bl.a. med
afsæt i Juniors reaktion, at se kedsomhedsknappen som et relevant tiltag i
forsøget på at tænke formidling og oplysning i børnehøjde på nye og interessante
måder hinsides såvel skrift- som tv-kulturens kendetegn.



Klumme

Ledelse Posted on Mon, March 05, 2018 21:40:07

Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 5/3-2018

I slutningen af 2017 flød
medierne over med sager om sexkrænkelser og #Me Too-kampagner. Især kvindelige
kunstnere stod frem i medierne og berettede om sexovergreb ofte begået af ældre
magtfulde mandlige kulturpersonligheder.

En wind of change fejede
hen over kultur- og samfundslivet. Alt det som før var usagt blev nu sagt.
Retten til at bestemme over egen krop skulle vindes.

Internationalt var det
især Harvey Weinstein-sagen, som kickstartede bevægelsen. I en dansk kontekst
påkaldte ikke mindst sagen om Peter Aalbæk sig interesse. I 2012 var Peter
Aalbæks ledelsesstil blevet grundigt beskrevet i bogen Zentropia af Anne-Mette Lundtofte, selv om bogen blev omtalt i
mederne, fik den ikke nogen direkte indflydelse på hovedpersonens adfærd og
virksomhedens renommé. Få år tidligere havde skuespilleren Dorte Rømer
ligeledes stået frem i medierne med sine erfaringer om seksuel chikane inden
for filmbranchen. Ingen af delene fik tilsyneladende nogen effekt. Business as
usual fortsatte.

Men pludselig var tiden en
anden. Denne gang var Ålen ikke
længere i stand til at sno sig udenom, men vred sig under mediernes varmelampe,
hvor hans krænkende ledelsesadfærd blev grundigt kommenteret og undsagt.
Skuespillere og kunstnere stod nu samlet frem og kunne såvel nationalt som
internationalt berette om erfaringer med overgreb inden for kulturlivet.

De mange beretninger om
krænkende adfærd inden for kulturlivet, udført af magtfulde mænd i betroede
stillinger, kan opfattes som ledelsesmæssig magtmisbrug. Instruktører,
filmproducenter, indflydelsesrige skuespillere og dirigenter har udnyttet deres
position til at krænke, udnytte, og i visse tilfælde begå overgreb mod kvinder,
som var i en sårbar eller udsat position i kraft af, at de ikke besad den samme
formelle og sociale position som krænkeren, eller ikke var i stand til fysik
eller psykisk at sige fra. Denne type krænkende lederadfærd kan under et
karakteriseres som destruktiv ledelse.
En måde, destruktiv ledelse kan komme til udtryk på, er f.eks. ved at udsætte
medarbejdere, som er i underordnet position, for seksuel chikane. Destruktiv
ledelse kan også komme til udtryk på mange andre måder f.eks. gennem mobning,
chikane og organisering af arbejdstid og arbejdsopgaver på en måde, sådan at
den ansatte udsættes for unødig belastning, som resulterer i stress og sygdom.

I en dansk bog om destruktiv ledelse refereres der til, at 1% af
arbejdsstyrken konstant er ramt af destruktiv ledelse. 12% af danske
lønmodtagere oplyser, at de løbende er udsat for mobning på arbejdspladsen.
Europæiske undersøgelser peger på, at 5-10 % arbejdsstyrken løbende udsættes
for alvorlig mobning. De personlige, virksomhedsrelaterede og samfundsmæssige
omkostninger er enorme.

#Me Too kampagnen er vigtig, fordi den har sat fokus på de overgreb,
der foregår inden for arbejdslivet. Det giver mening, at se #Me Too kampagnen i
bredere perspektiv, og som et eksempel på destruktiv ledelse, som f.eks. også
inkluderer mobning, chikane og andre former for destruktiv ledelsesadfærd.

Der er altid en konkret krænker, der begår overgrebene. Men det er
vigtigt, at være opmærksom på, at overgrebene finder sted på en bestemt
arbejdsplads, f.eks. en filmproduktion eller i en bestemt branche, f.eks.
kulturlivet, og i endnu bredere forstand i samfundslivet. I et større
perspektiv kan #Me Too kampagnen bidrage til et opgør med de traditioner og
strukturer, som har understøttet eksistensen af destruktiv og krænkende adfærd
på såvel den enkelte arbejdsplads som i samfundet generelt.



Klumme

Kultur/litteratur Posted on Mon, January 15, 2018 20:11:08

Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 15-01-2018

I sin nytårstale opfordrede dronning Margrethe os til at gøre noget unyttigt. “Prøv at gøre noget, der ikke er nødvendigt, noget der ikke er behov for, noget unyttigt!” sagde majestæten blandt andet.

Hvorfor har dronningen dog fået den idé? Måske fordi vi har indrettet et samfund, som i alt for høj grad prioriterer og belønner det nyttige. Vi skal i en tidlig alder lægge uddannelsesplaner, vælge ungdomsuddannelse og senere videre uddannelse. Vi skal blive hurtigt færdige, og det er forbudt at vælge om, hvis man fortryder sit uddannelsesvalg, fordi man måske har fået et andet perspektiv på sig selv og sin fremtid. Den lige vej er blevet den eneste vej. Måske derfor drager stadig flere unge på efterskole og højskole.

Den kontinuerlige konkurrence og nyttiggørelse af alle samfundets små og store områder bidrager til at installere et bestemt blik på samfundet. Samfundet som en økonomisk maskine.

Som samfundsindivider skal vi være produktive så længe som muligt. Børn skal hurtigt møde tal og bogstaver, ja, et af regeringspartierne mener ligefrem, at man passende kan dumpe eleverne i 0. klasse, hvis deres danskniveau ikke er acceptabelt. I den anden ende rykkes pensionsalderen opad. Det er økonomerne, der dikterer, hvad der bedst kan betale sig. Det rationelle og kalkulerende menneske, eller det opportunistiske menneske, dominerer samtiden, sådan som Ove Kaj Pedersen har beskrevet det i sin bog om konkurrencesamfundet.

Vi måler, benchmarker, laver ranglister og stræber efter høje placeringer i Pisa og BNP. Det gode liv er blevet synonymt med verdensklasseplaceringer. Den kontinuerlige konkurrence og nyttiggørelse af alle samfundets små og store områder bidrager til at installere et bestemt blik på samfundet. Samfundet som en økonomisk maskine. Det er et autoritativt blik, vi som samfundsindivider overtager, selv om vi måske ikke er bevidste om det.

I kunsten eller naturen møder vi det unyttige. I udgangspunktet skal en kunst- eller naturoplevelse ikke bruges til noget, men den rummer en anden værdi end nytteværdi. Nemlig herligheds- eller oplevelsesværdi, ja, nogle gange ligefrem erkendelsesværdi. Det er tale om æstetiske og sanselige oplevelser, som i bedste fald kan stimulere vores fantasi, gøre os klogere og åbne verden for andre perspektiver end nytteværdiens blik.

I en nylig udkommet bog taler digteren Søren Ulrik Thomsen i et interview om, at vi altid lever vores liv på to etager. Parafraserende kan man hævde, at vi på den ene etage tager udgangspunkt i det aktuelle, det nyttige og det relevante. I den anden etage stiller vi de spørgsmål, som er af mere eksistentiel og tidløs karakter, og som mennesker før os også har kæmpet med: Hvem er jeg, hvor kommer jeg fra, hvor skal jeg hen. Hvordan kan vi blive den bedste udgave af os selv, sådan som den nyligt afdøde multikunstner Peter Bastian taler om i interviewbogen “Altid allerede elsket”, hvor Tor Nørretranders interviewer ham om hans livsfilosofi i ugerne inden hans død.

Dronningen appellerer til, at vi som samfund og individer husker at gå en etage op, sådan at vi formår at løfte os selv og hinanden op i forsøget på at blive den bedste udgave af os selv. Det unyttige er måske slet ikke så unyttigt endda.



Klumme

Unge og uddannelse Posted on Mon, November 27, 2017 09:14:46

Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 27-11-2017

For nylig udgav Center for Ungdomsforskning rapporten ”Når
kunst går en forskel.” Rapporten har fokus på udsatte unges deltagelse i
kunstneriske projekter og beskæftiger sig med, hvordan kunst og kulturelle
projekter kan bidrage til at forløse muligheder og potentiale hos unge
mennesker,

Kan kulturelle projekter, f.eks. arbejdet med teater,
billedkunst og musik, bruges som afsæt for udsatte unges personlige, sociale og
faglige udvikling? Det korte svar er ja. I en del tilfælde kan deltagelse i
kulturelle projekter fungere som vendepunkt
i udsatte unges liv. Eller som det
hedder om projekterne; kan de unge opleve sig som nogen i en kontekst af noget.

Deltagelse i kulturelle og kunstneriske projekter kan i
mange tilfælde hjælpe til med at flytte unge fra en udsat og sårbar position
til en position, hvor de måske nok fortsat er sårbare, men hvor de har lært at
bruge sårbarheden konstruktivt. Projekterne har i mange tilfældet bidraget til,
at de unge har opnået større selvindsigt og selvværd, og at de har udviklet nye
sociale relationer. I nogle tilfælde har projekterne også bidraget til, at de
unge har lært at håndtere og strukturere hverdagen på en bedre måde. Der har
således været et output i forhold til de øvrige arenaer, ungdomslivet udfolder
sig på. I flere tilfælde har projekterne også banet vejen for, at de unge har
fået et livsperspektiv, der retter sig mod en kunstnerisk løbebane.

At bruge kultur i arbejdet med unge er ikke noget nyt, men
er en tradition, som går tilbage til slutningen af 1980’erne, da
ungdomsarbejdsløsheden var stor, f.eks. hos Uffe Elbæks Frontløberne. Et af de projekter, rapporten har fokus på, er Opgang 2, et århusiansk teaterprojekt,
som har eksisteret i mere end 40 år, og hvor unges egne historier udgør
omdrejningspunktet. Udsatte unge har med teatret som afsæt kunne få sat form på
erfaringer og udvide deres handlemuligheder.

Dengang for 30 år siden diskuterede man, om kulturpolitik
var den bedste socialpolitik. Og om man kunne bruge kultur til at stimulere
udsatte unges udvikling. Balancen mellem det socialpædagogiske og kunstneriske
er delikat. Der skal ikke gives køb på projekternes kunstneriske integritet og
kvalitet, mens det socialpædagogisk kan omvendt heller ikke negligeres.

I mange år har der været fokus på, at unge skulle have en
ungdomsuddannelse. Unge på kontakthjælp, først op til 25 år, og senere 30 år,
har modtaget uddannelsespåbud, ligesom kontakthjælpen for unge er blevet sat
ned. Påbud og aktivering har erstattet tidligere tiders passive forsørgelse. I
konkurrencestaten er der brug for, at alle, herunder også restgruppen, bliver
mobiliseret.

I forsøget på at få alle hurtigt med, har man måske glemt,
at især udsatte unge kan have behov for længere tid og andre erfaringer end
grundlæggende skolekundskaber for at blive klar til uddannelse og senere
arbejde. Det bør derfor være et vigtigt kulturpolitisk mål, at udsatte unge får
mulighed for at opnå erfaringer med æstetiske og kunstneriske processer. I
bedste fald kan det bidrage til, at de skifter spor, eller til at de fortsætter
ad gamle spor, men med et nyt og konstruktivt perspektiv på deres
livssituation.



Klumme

Kultur/litteratur Posted on Sun, November 05, 2017 08:03:42

Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 9.10-2017

Ligesom resten af Danmark bugner Odense af nye restauranter
og madinitiativer. Snart åbner Arkadens Food Market, og det er kun få uger
siden, at Storms Pakhus slog portene op. For bare 5-10 år siden var det ret
overskueligt, hvad der fandtes af gode kvalitetsspisesteder i Odense og omegn.
Nu skyder der kontinuerligt nye interessante steder op, der kæler for den
kræsne forbrugers gane.

Hr. og fru Danmark går da også ud og spiser som aldrig før,
og det er ikke længere grillbaren eller pølsevognen, de frekventerer. Vi vil
have kvalitet og spændende og unikke madoplevelser.

Der er tale om en demokratisering af madkulturen. At spise
på Michelin-lignende restauranter er ikke længere kun forbeholdt en lille
udvalgt gruppe, som har pengepungen og de finere smagskulturelle præferencer i
orden. Gourmetmad er næsten blevet et folkeligt fænomen.

Baggrunden for det er blandt andet en generel velfærds- og
velstandsstigning. Vi spiser ikke kun for at blive mætte. Det er ikke længere vigtigt,
om portionerne er store eller bøffen dækker hele tallerkenen. Mange af os har i
forvejen alt for meget. Det handler ikke om kvantitet, men om kvalitet og
raffinerede smagsoplevelser.

Det nye nordiske køkken er en fantastisk historie, som har
fungeret som en murbrækker for denne udvikling. Vi spiser ikke bare knastør
gran eller rensdyrlav, men forbinder os med en historie om nordisk renhed,
respekt for naturen og historien samt det gode liv.

Maden er med andre ord blevet æstetiseret. Vi spiser
oplevelser og historier. Mest udtalt er det selvfølgelig, når mad bliver til
teater som f.eks. under H.C. Andersen festivalen. Mad inspireret af H.C.
Andersens eventyr tvistes med skuespil og stimulering af alle sanser. En
totaloplevelse hvor lokale og nationale stjernekokke sørger for madens unikke
signatur.

I det hele taget er kokke blevet vor tids pop- og
rockstjerner, der omskaber mad til kunst. Før var denne eksklusivitet og
originalitet forbeholdt arkitekter, designere og kunstnere. Nu er kendte kokke feterede
generaler, hvis stjernestatus kan aflæses på de hvide uniformer, som er broderet
med de eftertragtede michelinstjerner og mesterskabstitler. Kokkens kulturelle
opstigning gør, at kokke ikke bare laver mad, men også bedriver folkeoplysning.
Ja, nogen gange endda politik som hipsterkokken Nikolaj Kirk, der egenhændigt
hindrede Københavns overborgmester i at opføre billige boliger på Amager
Fælled, fordi den spidssnuede frø var truet. Engang formåede kunstnere og
intellektuelle at starte en politisk bevægelse, nu formår kendte tv-kokke at
gøre det samme med Facebook som våben.

Dertil kommer globaliseringen. Vi rejser ud og smager og
oplever, og eksotisk og anderledes mad rejser ind i vore byer og ned i vores maver.
I midten af 80’erne var jeg i USA for første gang og boede hos en amerikaner,
som hentede pizza til aftensmad. Det kunne imponere en ung fynbo, som var
fløjet ind med fire-flyet. I begyndelsen af 90’erne var jeg igen i USA og
smagte sushi for første gang, rå fisk! Jeg rystede på hovedet, men måtte snart overgive
mig.

Demokratisering, æstetisering, heroisk persondyrkelse og
globalisering er væsentlige forklaringer på den kulinariske revolution, vi
oplever i disse år. Velbekomme.



Anmeldelse

Uddannelsespolitik Posted on Wed, August 09, 2017 16:21:01

Så fik jeg endelig læst Steffan Hermanns Kampen om dannelse. Informationsforlag.
2016

Jeg har både noget godt at sige om bogen og noget mindre
godt. Til det gode er, at den rammende og præcist beskriver to positioner i den
danske uddannelsesdebat, i bogen benævnt henholdsvis den
pædagogisk-konservative position og den politisk-administrative position. De to
positioner har svært ved at tale sammen, ja, de er vel nærmest som nat og dag.
De to positioner har forskelige syn på styring, uddannelse, skole,
undervisning, ledelse og viden. De står og
råber fra hver sin skyttegrav uden ønske om dialog, og det synes kun som om, at
grøfterne de senere år er blevet gravet stadig dybere.

Den pædagogisk-konservative position anerkender ikke styring
og ledelse, forpligtende fællesskaber, målinger og resultater. I stedet
forfægter den dannelse og lærerens ret til at bestemme over fag og klasse uden
at have anden styringspind end egen dømmekraft og en automatiseret rygmarvskritik
af alle nye, eksterne tiltag. Den
administrative-politiske position ignorerer pædagogik, dannelse, tradition,
historie og den professionalisme, som udspringer af lærernes professionelle fællesskab
og uddannelse. Til gengæld så er den reformivrig, arbejdsmarkedsvenlig, elsker
styring og målinger og anser lærere som servicemedarbejdere ansat i
konkurrencestaten Danmark. Den stiller aldrig spørgsmålet hvorfor, men altid
spørgsmål om hvad og hvordan.

De to positioner er tegnet skarpt, oplysende og også til
tider morsomt op. Der peges på en tredje vej, hvor kapacitetsopbygning og
professionelle lærende fællesskaber udpeges som en mulig farbar vej. Vi skal
hverken have en skole præget af individualisme eller teknisk-rationel
styringslogik. Det er udmærket beskrevet
og set og ligger i forlængelse af f.eks. uddannelsesforskeren Andy Hargreaves
mangeårige arbejde med skole- og lærerkulturer og de udfordringer og problemer,
der kendetegner disse. Problemstilingen er således ikke kun dansk eller ny,
selv om den nok er blevet accentueret i en dansk uddannelsespolitisk kontekst
de senere år. Der skal konstant balanceres mellem intern frihed og autonomi og
ekstern kontrol og styring.

Der hvor bogen, så er mindre god, er, at den til tider
bliver karikeret og stiliseret i sin beskrivelse af de to nævnte positioner. Jo vel er det ind imellem ret morsomt, men
genren er mere satire end realisme, ligesom stilen tangerer det smarte og
retoriske frem for det saglige og overbevisende. Endelig finder der også en
række udokumenterede påstande sted, jf. f.eks., at der et gået ”15 år uden en
eneste dagsordenssættende ide fra det pædagogiske Danmark.”

En anden mere grundlæggende kritik er, at der mangler konkrete
henvisninger til personer, skoler og kilder. Det er en debatbog, og Hermann
kalder formen for essayistisk. Jo, men det forhindrer vel ikke henvisninger til
konkrete personer, miljøer eller bare litteraturhenvisninger. Sven Brinkmann og
Ramus Willig kan skrive korte, polemiske bøger med kilder. En anden udgivelse i
Informations debatserie med kilder er f.eks. Nanna Mik Meyer: Hvordan får vi bedre debat om velfærd (2017).

Det ligner dovenskab eller smartness, og det svækker
analyser og argumentation, og det er ærgerligt, fordi det er mange gode
iagttagelser undervejs. Det problematiske ved formen og stilen forhindrer dog ikke,
at iagttagelserne af de to skyttegraves positioner i den danske
uddannelsesdebat er slående og træffende og fuld af præcise og også ind mellem
morsomme iagttagelser.



Klumme

Kultur/litteratur Posted on Sun, August 06, 2017 17:50:00

Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 27/3-2017

Jeg indrømmer, at det er et lidt morbidt tema, som
ligger til grund for denne Antenne,
nemlig døden, og nærmere bestemt hvordan døden er blevet behandlet i nyere
dansk digtning og litteratur. Men
pludselig gik det op for mig, at jeg inden for et halvt års tid havde læst adskillige
digtsamlinger, der behandlede lige præcis
det
tema, og da jeg tænkte nærmere over det, sprang andre bøger med samme
tema uden varsel ud af bogreolen. Er det tilfældigt? Har det noget med alderen
at gøre? Eller skrives der bare mere litteratur om døden?

Det interessante, hvis man ellers finder døden
interessant, er, at temaet behandles forskelligt. Man kan med andre ord blive
klogere på døden ved at læse om den.

En af de ældre digtsamlinger, som sprang ud af
reolen, var Søren Ulrik Thomsen Rystet
Spejl
. I Rystet spejl forsøger
Søren Ulrik Thomsen midtvejs i livet at komme overens med sin egen dødelighed.
Der løber en form for melankoli gennem bogen. Coverets blå farve på den
sølvfarvede firkant, som nærmest er klistret fast på det sorte bogomslag,
illustrerer udmærket bogens tone, men også forbindelsen tilbage i tiden: De
seneste 10 år gik dobbelt så hurtigt som tiåret før/og nu blomstrer de sorte
roser i sneen.

Den livskloge 90 årige Knud Sørensen udgav i sommers
digtsamlingen med den dobbelttydige titel Mere
endnu
. Nu er der jo ikke mange, der ved, hvor gamle de bliver, men når man
har passeret de 90 år, så er man selvfølgelig, undskyld udtrykket, dødeligt
bevidst om, at livet nærmer sig sin afslutning. Knud Sørensen iagttager naturen
og bruger den som afsæt for sine poetiske, lidt tørre, men kloge iagttagelser
om døden, jf. f.eks.: to ældede træer/holder hinanden i kvistene/velvidende/at
mørket er på vej.

Et helt andet omdrejningspunkt har digteren Rolf
Sparre Johansson, som er en ung mand omkring de 30. Langdigtet Begravelse handler om morens død. I et
talesprogsagtige formuleringer, og med mange gentagelser, registreres sorgen og
de oplevelser, døden giver anledning til.

Klaus Lynggård læste for nylig op på festivalen
Odense Lyrik. I bogen Personfølsomme
oplysninger
gengiver forfatteren sine erfaringer med kræft, som han blev
helbredt for. Teksterne er hastigt noteret ned på iPhone, imens Lynggaard
modtog kemobehandling, og fremstår præcise, præget af angst, desperation og
humor: ”Vi har fundet en tumor i din højre lunge,” siger lægen glad. ”En
ordentlig én. Hvad siger du så?”

Marie Gerhardt døde for nylig i en alt for ung
alder, men nåede umiddelbart inden sin død at udgive punktromanen Transfervindue. I bogen er det
fortællende jeg bevidst om, at hun er dødelig syg. De stærke og billedrige
tekster handler om, at livet nærmer sig sin afslutning. Flere steder dominerer
en naiv og nærmest galgenhumoristisk tone. Som det hedder et sted, hvor
synsvinklen er placeret hos jeg’ets barn: Min mor har verdens farligste sygdom. Hun
kan dø af det. Hun går rundt hele dagen i underbukser.

Man kan blive klogere på døden ved at læse om den,
men man kan også blive klogere på livet



Klumme

Kultur/litteratur Posted on Sun, August 06, 2017 17:47:21

Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 3/7-2017

Børn og unges medievaner ændrer sig. For nylig blev
kulturministeren flittigt fotograferet i selskab med en sjette klasse fra
Haderslev i forbindelse med, at hun er på Danmarks turne, hvor hun forsøger at
danne sig et overblik over danskernes medieforbrug. Møderne er en del af
forberedelserne til de politiske forhandlinger, som skal munde ud i et nyt
medieforlig i 2019. Det overraskede tilsyneladende kulturministeren, at kun en
procent af børnene havde DR blandt de tre mest foretrukne medier, mens f.eks.
Snapchat toppede børnenes favoritliste. Sjette klassen fra Haderslev er næppe
helt atypisk. Børn og unge har grundlæggende et andet medieforbrug end resten
af befolkningen. Deres foretrukne medier er de sociale medier, og de
frekventerer i mindre og mindre grad DR’s tv-kanaler. Det gælder i særlig grad
de lidt større børn.

Tiden hvor familien i samlet trop sad rundt om kakkelbordet
og hyggede sig med skærekage og så på den femte væg, som forfatteren Bo Green
Jensen engang kaldte tv’et, kommer ikke igen. Da jeg var barn, sad vi trofast
og fulgte med En verden i Krig,
Hammerichs Danmarkskrønike, Jaques Cousteau’s undersøiske verden og Upstairs and Downstairs. I slutningen af
80’erne kom TV 2 og diverse satellitkanaler til, og inden længe var normen ikke
længere kun en kanal eller et tv pr. hjem.

Det kan godt være, at X-faktor, Melodi Grand Prix og håndbolddrengene
kan samle nationen, men ellers er familiens medieforbrug spredt for alle vinde.
Mor sidder og ser Netflix på computeren, junior er travlt optaget af Minecraft,
mens storesøster følger de aktuelle you-tuberes præsentationer og videoer
samtidig med, at meddelelser fra de sociale medier regelmæssigt tikker ind. Jeg
har mistet min familie til en iPad, som forfatteren Knud Romer for nylig
formulerede det i en radio-udsendelse. Mon ikke der er mange, der ind imellem
har den oplevelse.

I øjeblikket foregår der en livlig debat om de digitale
mediers omkostninger. Måske hindrer de dybdelæring, udbreder fake news og gør,
at vi forsvinder i hver vores lille boble, hvor algoritmerne bekræfter os i
allerede eksisterende synspunkter og meningsfæller.

Skal vi være kede af det? Min generation, som har oplevet
fællesskabet rundt om kakkelbordet med skærekage og fælles tv, savner det jo
nok lidt. Forgæves forsøger vi at motivere familiens børn og unge til at samles
om Matador lørdag aften.

Sæderne skifter og ligesom der i vores bedsteforældres tid
var alsang i forsamlingshuset og i vores forældres tid ø-lejr og fælles møder, må
vi affinde os med, at fællesskabet ikke nødvendigvis findes rundt om tv’et som i
vores barndom. Nye
familie-fællesskabsaktiviteter og ritualer må udvikles. Vi må erkende, at det
var en historisk parentes, at tv-mediet en overgang fungerede som hele familien
Danmarks fælles medie for oplysning, demokratisk samtale og underholdning. Den
tid kommer ikke tilbage, hvilket bl.a. betyder, at samfundets bærende
institutioner, f.eks. skole- og uddannelsesinstitutioner, får en stadig mere
væsentlig rolle som afsæt for formidling af fælles oplysning og
sammenhængskraft, ligesom den enkelte familie skal opfinde nye måder at være
sammen på, nu flow-tv ikke længere udgør familiens centrale oplysnings- og
underholdningsleverandør.



Klumme

Kultur/litteratur Posted on Sun, August 06, 2017 17:45:27

Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 15/5-2017

Odense bruger mange midler på kultur, men bruger de dem også
altid rigtigt? Senest har Odense kommune ekstraordinært brugt 4,5 millioner
kroner i forbindelse med åbningen af musikhuset Odeon, bl.a. på grund af
skuffende billetindtægter. Det er åbenbart ikke så nemt at lokke fynboer ind og
se ældre popstjerner, som f.eks. Melanie C, hvis karriere kommercielt toppede
som medlem af gruppen Spice Girls, dengang tilbage i slutningen af 90’erne, da
Spice Girls kørte på repeat på de fleste pigeværelsers CD-afspillere.

Det er ikke den eneste gang, at Odense kommune har punget
midler ud på spektakulære kulturelle koncertbegivenheder. F.eks. gav Odense
kommune et tilskud på cirka 1.000 kroner pr. billet, da Poul Simon og Sting for
et par år siden lagde vejen forbi Arena Fyn. Det var også en fremragende
koncert, og jeg ville også godt have betalt lidt mere for min billet, end de
400-500 kroner, den vist kostede, men nok ikke yderligere 1.000 kroner.

Jeg indrømmer, at jeg er lidt gammeldags, og måske ikke helt
er ankommet til den kommunale kulturvirkelighed anno 2017, men jeg kan ikke
lade være med at tænke på, hvad byens fastboende kulturaktører og
kulturinstitutioner kunne have fået ud af de mange millioner. F.eks. var vi
vidne til, at mange af byens kulturinstitutioner fik færre midler i forbindelse
med det seneste budgetforlig, ligesom der er såkaldt færre frie midler til
rådighed. Dvs. kulturelle midler som løbende kan søges.

Odense skal forsøge finde sin plads i en global og mere
foranderlig verden. Det har blandt andet medført en satsning på store kommunalt
støttede arrangementer, som f.eks. Tinderbox, H.C. Andersen Festivalen, en
lokal udgave af Distortion ved navn Karrusel og bygningen af et supermoderne
musikhus som Odeon. Byen er i gang med en bekostelig, men måske nødvendigt
make-over.

Det er klart, at kulturen ikke længere har nok i
græsrodsfestivaller i Munke Mose, alternativ rock på Badstuen, lidt politisk
teater hos Banden og store solide historisk forankrede institutioner som Odense
Symfoniorkester, Odense Teater og et velforgrenet biblioteksnetværk, sådan som
det kulturelle Odense-landkort lidt karikkeret så ud for 30 år siden. En
moderne kulturpolitik må også tænke i, at kultur skal have et økonomisk og
synligt pr-mæssigt potentiale.

Odense skal forsøge forandre sig i en stadig mere global
verden, hvor der kæmpes hårdt om opmærksomhed, arbejdspladser, skattestærke
borgere og turister. Udfordringen er at balancere mellem hensynet til lokalt
forankrede erfaringer, nye og eksperimenterede vækstlagsprægede tiltag, og så
mere spektakulære arrangementer, som de ovennævnte.

Hvis vi glemmer den lokale del, så risikerer kultur at blive
for dem, der tror, at billeder i medierne, underholdning, tiltrækning af
turister, gode skatteborgere og kortvarig opmærksomhed er det væsentligste
formål med kultur. Kulturpolitik kan imidlertid ikke blot handle om
underholdning og økonomisk vækst, men må have et bredere samfunds- og
velfærdsmæssigt sigte, der f.eks. retter sig mod udvikling af oplysning,
refleksion, sociale og kulturelle erfaringer samt mod at stimere fantasi og
kreativitet.

Kulturpolitik bør ikke blot et være middel, men må udgøre et
mål i sig selv. Også i Odense.



Interview

Kultur/litteratur Posted on Mon, May 01, 2017 21:00:03

Interview

Odenses brug af H.C. Andersen er et underliggende tema i en ny humoristisk krimi, der foregår i Odense. Forfatteren bag har personligt nået kvalmegrænsen i byens brug af sit berømte bysbarn.

Bøger: Mens Odense er ved at varme op til sit årlige julemarked i H.C. Andersen-kvarteret, dukker to ukendte manuskripter af H.C. Andersen sensationelt op på et fynsk gods. Kort efter bliver en kendt H.C. Andersen-professor myrdet samtidig med, at byens borgmester har besøg af en kinesisk forretningsmand, der vil finansiere en H.C. Andersen-park – vel og mærke hvis Odense vil skifte navn til Hans Christian Andersen City.

Virkeligheden er tæt på fiktionen i lektor og forfatter Finn Wiedemanns nyeste roman, der hedder “H. C. Andersen-mordene”. Således optræder også en Torsten Isaksen i spidsen for en H.C. Andersen-parade. I virkelighedens verden hedder han Torben Iversen. Og også inspirationen til bogens borgmester og professor er genkendelig.

– Jeg ringede til Torben Iversen på forhånd og advarede ham – lettere stammende, fortæller Finn Wiedemann og smiler.

– Men han sagde blot: “Nej, hvor morsomt”.

– Jeg er heller ikke ude efter nogen personligt. Personerne er symboler. Jeg har først og fremmest villet skrive en spændende og humoristisk historie, hvor udgangspunktet er lokalt. Jeg har ikke nødvendigvis et entydigt budskab, siger han.

– Jeg er heller ikke ude efter nogen personligt. Personerne er symboler. Jeg har først og fremmest villet skrive en spændende og humoristisk historie, hvor udgangspunktet er lokalt. Jeg har ikke nødvendigvis et entydigt budskab, siger han.

Bogens væsentligste udgangspunkt er tivoliseringen af Odenses berømte bysbarn H.C. Andersen.

– For os, der bor her, er Andersen både vores håb og mulighed, men også vores forbandelse. Man skal være komplet fantasiløs for ikke at bruge ham i markedsføringssammenhæng, men faren er, at han bliver tivoliseret. Der skal være en balance, men den er tippet. Personligt har jeg nået kvalmegrænsen, siger Finn Wiedemann.

Om H.C. Andersen Festivals siger han, at han ikke har en færdig holdning. At det på den ene side er fint, at der er noget for enhver smag, og at byens befolkning inddrages, men at festivalens insisteren på at omfatte alle begivenheder i perioden – som eksempelvis Spoken Word – ikke er nogen ubetinget succes, fordi mange tiltag drukner i bestræbelserne på en fælles kulmination.

Men H.C. Andersen bruges også i mange andre sammenhænge.

– Så er der også H.C. Andersen-prisen, hans nedlagte fodspor i gaderne og navngivningen af lufthavnen til Hans Christian Andersen Airport. Man bliver konstant konfronteret med Andersens kontrafej, konstaterer Finn Wiedemann.

– Man må her i Odense hele tiden stille sig selv spørgsmålet: “Hvornår falder vi i gryden”? Vil vi ende som Salzburg, hvor Mozart er i Mozartkuglerne – ja overalt?

Hvorfor er det forkert?

– Det er forkert i forhold til H.C. Andersens forfatterskab. Han er så meget mere end eventyrene, men det er hele tiden eventyrene, der fokuseres på. Han forfatterskab bestod af så meget mere. Han skrev for eksempel også romaner og rejseskildringer, og man risikerer, at hans magi og poesi drukner, og at byens ånd og selvforståelse bliver flad, siger Finn Wiedemann og kalder “tivoliseringen for forholdsvis ny”.

– Det begyndte med det store jubilæum i 2005, hvor vi fejrede H.C. Andersens 200 års-fødselsdag, siger Finn Wiedemann.


Med kant og humor

Finn Wiedemann har før brugt humor i sine romaner. Blandt andet i romanen “I grunden har vi det jo godt”. Det er et virkemiddel, han holder af at bruge og føler sig tilpas med. Hans store inspiration er Hans Scherfig.

Det er ikke kun brugen af H.C. Andersen, han med kant og humor kommenterer med sin roman. Også miljøet på universitet med jalousi forskerne imellem, besparelser og konstante omlægninger beskrives humoristisk med bund i virkeligheden.

– I mit arbejdsliv som studieleder på Syddanske Universitet og i min forskning arbejder jeg med offentlig ledelse, og der er en generel tendens til, at mange ansatte har svært ved at genkende sig selv i en virkelighed, der er præget af uendelige forandringer. Mange har svært ved at holde fast i deres kerneydelser, og der opstår en fremmedgjorthed, der fører til pragmatisme og kynisme, fortæller han.

Disse følelser planter han i sine hovedpersoner, der derfor heller ikke tager Odenses mange vejomlægninger og nybyggerier med perlende humør.

– De mange forandringer og nye tiltag er med til at signalere dynamik og udvikling i en by, der ikke fik gevinst af Storebæltsbroen, og også efter finanskrisen var her en mistrøstig stemning. Men der er en del borgere, der ikke kan identificere sig med udviklingen, for det er ikke lykkedes at skabe en fælles fortælling. Vi skal leve med byggerod i mange år – man kunne have ønsket sig rettidig omhu, frem for at det hele blev kastet op i luften på én gang, siger Finn Wiedemann

Finn Wiedemann: “H.C. Andersen-mordene”, 252 sider, udkommet på Odense-forlaget Historia

Finn Wiedemann Født 1964 i Munkebo, bosiddende i Odense Cand.mag i dansk og kulturstudier, ph.d. i kulturanalyse. Lektor og studieleder ved Syddansk Universitet.

Har skrevet seks skønlitterære bøger – herunder også børne-og ungdomsbøger.

Medarrangør af Odense Lyrikfestival.

Klummeskribent i denne avis.

Bor sammen med Kirsten Zeuthen, far til tre børn på 27, 16 og 7 år.


“Andersen kan bruges til hvad som helst. Det kan godt være, at han er et positivt brand, og at byen kan bruge ham, når den skal sælge sig selv over for tilflyttere, turister og investorer, men til sidst så bliver han slidt ned som et gammelt fotografi, som har gået fra hånd til hånd, så man til sidst ikke længere kan se, hvad det forestiller. Andersen er blevet et stykke indpakningspapir, vi pakker alle varer ind i. Fisk, festivaler og småkager. Han bliver en troløs skøge, som alle mulige går i seng med så billigt som muligt. Til sidst bliver han ligegyldig og uden værdi. Folk kaster op, når de ser hans kontrafej, frem for at det giver dem lyst til at læse hans bøger og eventyr”. (uddrag fra bogen, som du kan se og høre Finn Wiedemann læse op her)



Anmeldelse

Kultur/litteratur Posted on Fri, February 10, 2017 17:03:57

Christian Aabro:
Koncepter i pædagogisk arbejde. Hans Reitzels Forlag. 2016.

Bogen Koncepter i pædagogisk arbejde
undersøger den tendens hen imod brugen af koncepter i pædagogisk arbejde, vi
gennem de seneste år har kunnet iagttage inden for det pædagogiske område.
Bogen har særlig fokus på brugen af koncepter inden for dagtilbudsområdet, men
det som er kendetegnende for en række af de koncepter, bogen beskæftiger sig
med, er, at de er udviklet inden for skoleverdenen, og for nogen af
koncepternes vedkommende i højere grad bruges der.

Bogen forholder sig
analytisk til i alt seks forskellige koncepter, f.eks. Tras, Krab, Pals og
LP-modellen. Bemærker de mange forkortelser. Forkortelserne giver nok en forståelse
for dem, som er bekendt med koncepterne, mens de uindviede pænt må give
fortabt.

Det empiriske afsæt er
en undersøgelse af, hvilke koncepter som bruges rundt omkring i landets
kommuner. Hermed giver undersøgelsen et godt overblik over koncepternes
udbredelse. Det mest udbredte koncept viste sig at være TRAS (sprogværtøj). 61 kommuner ud af
98 kommuner bruger dette.

De forskellige
koncepter bliver undersøgt med afsæt i enslydende analytiske kategorier, f.eks.
spørgsmålet om oprindelse, metoder, teorigrundlag, kvalificering af brugerne
f.eks. gennem uddannelse samt danske undersøgelser af koncepternes mulige effekt
og evidens.

Afslutningsvis konkluderes
der på undersøgelsen. De seks undersøgte koncepter kan siges at have en del
fællestræk. Noget af det, som er karakteristisk, er et eklektisk teorigrundlag.
De fleste af koncepterne påberåber sig teoretisk inspiration fra dele af psykologien,
læringsteori og i nogle tilfælde filosofi. Videnskabsteoretisk er der ofte tale
om en form for socialkonstruktivisme, om end der også kan i enkelte tilfælde
kan spores inspiration fra behaviorismen, f.eks. Pals-konceptet. Et andet
fællestræk er, at teorierne har spredt sig fra en kontekst til en anden. Ofte
fra en skole- til en dagtilbudskontekst, ligesom mange af dem er af amerikansk
eller norsk oprindelse. Der er tillige tale om, at et esoterisk evidensbegreb
ligger til grund, hvor evidens i visse af koncepter fortolkes frit og rummeligt.
Aabro taler om, at flere af koncepterne er karakteriseret ved et intentionelt
aspekt. Brugerne har en tiltro til, at der virker, men ofte mangler der
dokumentation for, at det er tilfældet. Et andet markant træk er, at der ofte
er knyttet en eller anden form for kommerciel interesse til koncepterne.
Bestemte uddannelsesinstitutioner eller licenshaverne, som har en kommerciel
interesse i konceptet, står som udbydere og uddannere af koncepterne.

I indledningen til
bogen diskuteres baggrunden for den stigende konceptgørelse af pædagogikken.
Der fremsættes to hypoteser. Udbredelse fortolkes i sammenhæng med 1) et
forstærket teknokratisk gennemlysningskrav og 2) et pædagogisk refleksivitetskrav.
Koncepterne er transperante, man kan se, hvad man får for pengene. De er tale
om systematisk beskrevne metoder og indsatsområder, ligesom der påberåbes en
form for evidens. Endelig retter koncepterne sig mod bestemte målgrupper,
institutionstyper og alderstrin.

Afslutningsvis rejses
spørgsmålene om, hvad udbredelsen af konceptpædagogikken betyder for pædagoguddannelsen
og for pædagogernes professionsfaglighed. Der argumenteres for, at det kan
giver mulighed for at arbejde med systematisk med pædagogisk arbejde, ligesom
det kan give pædagogerne en højere status, fordi de nemmere kan henvise til,
hvad de gør. Endelig diskuteres de mulige negative konsekvenser; hvem har
truffet valget om at benytte koncepterne?, bliver der mindre plads til den
pædagogiske dømmekraft? og til at tilpasse koncepterne til konteksten?, og at
der en risiko for, at der tages mindre hensyn til børnene?

Koncepter er i deres
udgangspunkt kontekstløse. Det er både deres fordel og ulempe. Koncepter svarer
på forskellige aktuelle udfordringer, som institutioner og samfund står for.
Aabro har gennemført en interessant, empirinær og grundig analyse af den
stigende konceptgørelse af pædagogikken. Det ville være interessant at se en
tilsvarende analyse med særlig fokus på skolen eller det sociale område. Skolen
benytter sig dog af en række af de samme metoder, som Aabro beskæftiger sig med,
så der er givetvis et stort overlap. Endelig ville det også have været interessant,
hvis Aabro havde vovet mere i forhold til at diskutere konsekvenserne af denne
udvikling, ligesom en yderligere diskussion af, hvorfor vi i øjeblikket er
vidne til massiv konceptgørelse af pædagogikken kunne være velgørende.

Konceptpædagogikken er blandt andet en konsekvens af globaliseringen, hvor
stadig flere internationale koncepter og styringsværktøjer vinder indpas.
Konceptpædagogikken gør samtidig op med den kontingens, som naturligt præger
det pædagogiske område. Når uddannelse skal bidrage til det internationale
symbolske våbenkapløb, efterspørger politikere, planlæggere og administratorer
metoder og værktøjer, som intenderer nemme resultater og sikre løsninger på de
udfordringer, vi står overfor. Det kan konceptpædagogikken i mange tilfælde tilbyde – i hvert fald på det retoriske plan, på realplanet er billedet lidt mere broget og krøllet.



Next »