Den biografiske dille
Livshistorier og selvbiografier
er in. Folk går på aftenskolekurser og tilegner sig redskaber, så de er i stand
til at formulere deres historie. Andre betaler sig fra det og får
professionelle skribenter til at gøre arbejdet. Forfattere inddrager i stor
stil deres eget liv i skønlitterære bøger. Det mest kendte eksempel er den
norske forfatter Karl Ove Knausgård med hans 3000 siders lange Min kamp, men herhjemme kan vi også godt
være med Hanne Vibeke Holsts Knud den
store, om forfatterens far Knud Holst eller Daniel Denciks Anden person ental, der er en gribende
beretning om, hvordan forfatteren bliver nægtet at se sine børn på grund af en
u-samarbejdsvillig mor og et bureaukratisk svensk social- og retssystem. De
nævnte værker er aktuelle eksempler på skønlitterære bøger, hvor forfattere
bruger løs af egne erfaringer og oplevelser.
Inden for litteraturforskningen har dette sågar fået et begreb, perfomativ biografisme.
Man kan anskue den biografiske vending eller tendensen
hen imod at skrive eller få skrevet sin historie som led i en bredere kulturel
tendens.
Inden for det pædagogiske område
har man i mange år arbejdet med metoden livshistorier. Her får
udviklingshæmmede, som måske ikke har et verbalt sprog, og som ikke kender
deres egen historie, hjælp til at få formuleret deres livshistorie. Hermed kan
de opleve en følelse af mening og sammenhæng og dermed identitet.
Mange af de mindste poder oplever
i dagpleje og daginstitutioner at få udfærdiget en barnets bog, som kan følge
dem videre gennem skole- og institutionsliv, så det bliver synligt for de
lærere og pædagoger, som skal modtage dem efterfølgende, hvad de har oplevet,
og hvem de er.
Alle synes at have en historie at
fortælle, som skal deles med andre, men hvorfor er det, at vi mener, at vores
historie er så interessant, at den bør nedfældes.
I modsætning til den mundtlige
fortælling er skriftligheden for fastholdere og kan rejse i tid og rum. Den bog
eller tekst, som blev skrevet for 100 år siden, kan vi læse i dag. Selv om skriftens betydning ikke er altid
entydig, er den ikke på samme måde som den mundtlige fortælling flygtig og
bundet til situationen, tiden og stedet.
Den nedskrevne livshistorie
formidler også oplevelser, historier og levet liv videre på en mere sanselig og
levende måde end eksempelvis det gamle slægtstræ gjorde. Det er interessant at
vide, at ens oldefar var bogbinder og født i 1888, men ville det ikke have
været mere interessant, hvis man havde haft en bog fuld af historier om hans
liv som bogbinder?
Den moderne teknologi har
medført, at det aldrig har været billigere at få udgivet en bog, og alle kan i
princippet uploade deres elektroniske historie på Saxo Publish. I den forstand
kan den biografiske vending fortolkes
som en form for kulturel demokratisering. I gamle dage var det udelukkende
fyrster og konger beskåret at blive portrætteret, sådan at de fra væggen af
riddersale og gange kunne følge med i det liv og den tid, som kom efter dem.
Senere fulgte borgerskabet med, ligesom denne samfundsgruppe udviklede
traditionen med at nedskrive deres selvbiografi.
I dag er vi alle en slags konger,
som fortjener en historie. Rent civilisatorisk er vi nået dertil, at vi er
blevet bevidst om, at vores liv er noget særligt og unikt, og at vi selv har
haft et ansvar for at skabe det. Måske er det et ønske om at sætte sig spor for
eftertiden og dermed en drøm om evigheden. Livet har ikke været levet forgæves.
To modsatrettede, men
sammenhængende bevægelser, præger vores tid. På den ene side globaliseringen,
hvor alt der før var fjernt, bliver nært, og så individualiseringen, hvor
individet er blevet opskrevet blandt andet på bekostning af de sociale og
kulturelle bånd, som tidligere knyttede os til gruppen, familien, slægten eller
nationen.
Den aktuelle interesse for
livshistorier kan fortolkes som et udtryk for, at vi ikke længere identificerer
os med de kulturelle fortællinger, som tidligere generationer identificerede
sig med. I slutningen af1800 tallet kunne bønderne, som kom på højskole, få en
historisk identitet, så de næsten troede, at de stammede fra Odin og Thor. I
lang tid kunne arbejderklassen eller kvinderne se deres situation i sammenhæng
med en lang historie, der handlede om at være undertrykt og udbyttet. I
konservative kredse spejlede man sig i nationens historie og dens helte. De
store kollektive bevægelsernes tid er forbi. I stedet bliver fællesskaberne i
højere grad midlertidige eller sags- og oplevelsesorienterede.
Vi har alle en historie at
fortælle. Ikke alle historier er ikke lige interessante, og de bliver heller
ikke lige godt formidlet, men at der i stigende grad er plads til og vilje til
at fortælle, nedskrive og bruge sin historie, er dels et udtryk for en kulturel
demokratisering, dels et udtryk for, at vi i højere grad end tidligere har
behov for at skabe mening og sammenhæng og dermed identitet i vores liv.
