Peter Østergaard Andersen: Pædagogiske læreplaner, dokumentation
og evaluering. Hans Reitzles Forlag. 2013 (251 sider).
Jeg har først nu fået læst Peter Ø. Andersens seneste bog
fra 2013. Udgangspunktet for bogen er de evaluerings- og dokumentationskrav,
som daginstitutionsområdet er blevet pålagt især de sidste 10 år, f.eks. kravet
om at udfærdige læreplaner, sprogvurderinger og forskellige andre former for
kommunalt initierede initiativer vedrørende systematisk arbejde med evaluering
og dokumentation.
Bogen falder i tre dele, henholdsvis en første del, som
beskriver rammer og forudsætninger for de evaluerings- og dokumentationskrav,
som er blevet indført, og en anden del som omtaler to konkrete
forskningsprojekter, som Peter Ø har deltaget i, og som blandt andet har haft
til opgave at analysere daginstitutioner og kommuners arbejde med evaluering og
dokumentation. Dette afsnit er et uddrag af to forskningsrapporter, som blandt
andet kan downloades via BUPLs hjemmeside. Den tredje del af bogen rummer en
række til dels kritiske analyser og diskussioner af den aktuelle udvikling
inden for området.
Peter Ø. Andersen skriver som altid på en sober og redelig
måde. Bogen er vældig informativ i forhold til en status på området, dvs. i hvilket
omfang, og med hvilke redskaber, der aktuelt arbejdes med evaluering og
dokumentation inden for daginstitutionsområdet. Bogens fortjeneste er, at Peter
Ø, qua hans mange årige arbejde med sektoren, har en stor og dyb indsigt i før-skole området. Han formår
derfor at diskutere og perspektivere udviklingen historisk (den pædagogiske
udvikling), kulturelt (sammenligne med udviklingen i Norge og Sverige) og
teoretisk, f.eks. i relation til forskning inden for området. De mange kontekstualiseringer og
perspektiveringer er måske også bogens svaghed, vi kommer mange steder hen –
måske for mange.
Efter min mening er bogens største fortjeneste, at den
forsøger at indkredse og diskutere den konstitutive (utilsigtede) indflydelse,
som udviklingen enten har eller kan formodes at have på det pædagogiske arbejde
inden for sektoren. Overordnet set er vi
gået fra, at før-skolen pædagogikken har udgjort et praktisk mesterskab og til
at pædagogik nu i højere grad udgør en symbolsk mesterskab, som det hedder med
henvisning til Bourdieu (s.161).
Lovgivningsmæssige og kommunale initiativer introduceres
ofte som tilbud, man ikke kan afslå, og som pr. definition er gode. Hvilke
konsekvenser de måtte få, hvad de tager tid og plads fra, og hvilke kompetencer
de kræver for at blive anvendt fleksibelt, tematiseres sjældent. Som Peter Ø. f.eks.
skriver et sted ”Man kan forestille sig, at der skabes afstand til de vigtige,
men mindre fremstillingsmæssige refleksioner over det pædagogiske arbejdes
komplekse og problemfyldte sider” (s.175).
Evaluerings- og dokumentationsværktøjer er ikke neutrale
værktøjer, men bidrager til at forme os og til at vi forstår den verden, vi
handler i på en særlig måde. Som det hedder hos Peter Ø. ”vi socialiserer og
socialiseres til, hvad vi forestiller os er muligt og naturligt” (s.193) eller
som det hedder med en henvisning til Bruner (1998) ”det er åren der skaber roeren”
(s.192).
Dette medfører stigende krav til, at pædagogerne skal kunne
forholde sig refleksivt og analytisk til de værktøjer, de bruger. Hvorfor bruge
redskaberne, hvad er det for en viden, som frembringes, og hvad er det f.eks.
for værdier, de er funderet på (203 ff.) Her er det problematisk, at de
dokumentations- og evalueringsredskaber, som pædagogerne tilbydes, ofte
formidles kritik- og teoriløse af f.eks. Kommunernes landsforening, gennem
korte kurser eller via pædagogiske konsulenter.
Den pågældende udvikling er på mange måder synonym med den,
vi kan iagttage inden for uddannelsesverden, og som jeg blandt andet har analyseret
og diskuteret med afsæt eksemplet elevplaner og nyere pædagogiske metoder
(Wiedemann, 2010; 2014).
Viden, uddannelse, læring og pædagogik er på kompleks og modsætningsfyldt
vis, præget af ændringer i synet på samfundet og staten. Bogens anden
fortjeneste er, at den forsøger at diskutere den historiske pædagogiske
udvikling (s. 71 ff.) i perspektivet af den samfundsmæssige udvikling. I
velfærdssamfundet var der fokus på selvforvaltning og personlighedsdannelse
indenfor pædagogikken. I konkurrencesamfundet er dette blevet afløst af en
stigende fokus på færdigheder. Før-skole pædagogikken får i stigende omfang til
opgave at bidrage til udviklingen af livslang læring eller human kapital i
perspektivet af det globale-nationale videnkapløb.
Det er en analyse, vi har set før, men den udgør stadig et
udmærket bud på at forstå de ændringer, som er sket inden for det pædagogiske
felt de sidste cirka 15 år. Den aktuelle tendens til at gøre brug af evaluering
og dokumentation skal ses i sammenhæng med overgangen til konkurrencesamfundet og vidensamfundet. Dette fremmer en særlig
form for evaluering, nemlig målevaluering, som er funderet på en
teknisk-rationel opfattelse af viden, og som ligger til grund for den
evalueringskultur, som er blevet udbredt inden for hele den offentlige sektor. Peter Ø. viser, hvordan evaluering og dermed
kvalitet i pædagogiske også kan forstås på en måde, hvor andre videnforståelser
kommer i spil, og som måske ligger tættere på før-skole pædagogikkens reelle
hverdag og de aktører, som omgiver den (s. 213). Det skal han have tak for.
