Den stille dreng
Nu har jeg også fået læst Stoner af John Williams. Bogen som
kom i 1965, men først slog igennem næsten 40 år senere og blev en international
bestseller, og som nu i mange uger har været blandt de mest solgte
skønlitterære bøger i Danmark. Er den så god? Jo, den er god. Det er en gribende,
stille hverdagsrealistisk fortælling om en mand, som kommer fra beskedne kår og
har udsigt til at skulle arve fødegården, men i stedet slår sig på litteraturstudier
og bliver ansat ved University of Michigan, hvor han arbejder hele livet.
Stoner er beskeden, generøs og hårdtarbejdende, men bliver
ydmyget af sin kone og chef. Kun i glimt oplever han glæde i kærlighedslivet,
da har en affære med en af sine tidligere studerende, men snart forsvinder hun
ud af hans liv. På samme måde som hans eneste og elskede datter også forsvinder
ud af hans liv, da hans glædesløse kone mener, at deres forhold er blevet for
tæt. Det er altså på den ene side en bog, der handler om spildte muligheder og
om ikke at realisere sit fulde potentiale. På den anden side er det også en bog
om en mand, som bider tænderne sammen og accepterer sin skæbne uden at kny, og
efterhånden som årene går, bliver mere og mere vellidt og elsket af sine
studerende, kollegaer og af os som læsere.
Stoner er en mand, man ikke kan undgå at holde af. Måske
fordi han minder om noget i os selv. Det kunne være gået os bedre. Vi kunne
være blevet til noget mere. Vi kunne have haft mere held i kærlighed, i
arbejdslivet, ja i livet. Alligevel står vi op hver morgen og gør vores pligt.
Vi hænger i og forsøger efter bedste evne at være gode mennesker.
Det er dog også noget bedaget og altmodisch over
fortællingen, hvilket ikke bare hænger sammen med, at handlingen foregår fra
1900-tallets start og op til perioden efter 2. verdenskrig, og at hovedpersonen
beskæftiger sig med ældre litteratur. Det skyldes også, at historien er fortalt
i et nærmest adstadigt tempo, og fortællingen er kronologisk fremadskridende,
så går der 5 år, så går der 10 år. I den forstand er det en klassisk
dannelsesroman og en velkendt beskrivelse af et levnedsforløb. Det giver
fornemmelsen af, at man sidder med en roman fra verden af i går. Måske er også det,
der er baggrunden for bogens succes. Den viser et billede af noget, mange af os
savner.
Vi savner bøger, som lader os se menneskelivet udfolde sig
fra start til slut, frem for litteratur som dykker ned i dage, uger og enkelte
år af et menneskes liv. Vi savner bøger, som ikke kun er ironiske og eksperimenterer
med sprog og komposition eller hvor hovedpersonerne er overmennesker udstyret
med kræfter og evner, som kun hører til i fantasiens rige. Vi har brug for
bøger, hvor vi kan sætte os ind kupeen, synke ned i sædet og lade toget fragte
os gennem kendte og ukendte landskaber, indtil vi når frem til rejsens slutmål.
Stoner udgør en kontrast til accelerationssamfundet, som den
tyske sociolog Hartmut Rosa har døbt nutidens samfund, hvor sms´erne kontinuerligt
tikker ind, og hvor centrifugen eller hamsterhjulet kværner hurtigere og
hurtigere. Det er ikke tilfældigt, at stand up´en er blevet en fremtrædende og
tidstypisk kulturform og de digitale medier en kær ven. Her leveres ofte korte
historier, vittigheder og punchlines uden den form for kontinuitet og de lange
linjer, som f.eks. det klassiske teater og litteratur kunne tilbyde.
Stoner derimod er som en god cognac, som langsomt vendes i
munden og kæles af tungen, inden den synkes på plads og brænder i maven. Som gode
bøger lever den videre længe efter, at øjnene har slugt den sidste side. Stoner
minder os, at vi ind imellem har behov for at mærke historiens vingesus og se
menneskelivet folde sig ud som en lang rejse, for det er jo trods alt sådan, de
fleste menneskers liv former sig. En lang linje frem for en række punkter, som
ikke er forbundet med hinanden.
Historien er ikke død, men vi kan have svært ved at formulere
en sammenhængende fortælling om os selv og den tid, vi lever i. I dag er
rejsens mål snarere ukendt end kendt. Her byder Stoner på en troværdig
fortælling om en mand, hvis liv folder sig ud som en vifte.
Hvis alle bøger var ligesom Stoner, ville det sikkert være
kedeligt. I den forstand kan det aktuelle samfund måske snarere karakteriseres
som et variationssamfund end et accelerationssamfund. Vi skal ikke bare have
mere af det samme, hurtigere og hurtigere. Vi skal have noget forskelligt og
gerne i varierende tempi. Stoner tilbyder langsomhed, fordybelse, overblik og
præcision som kontrast til den hurtighed, overfladiskhed og flimren, som
accelerationssamfundet dagligt hvirvler os rundt i.
