Hvad skal man mene om et fænomen som You Tuberen Kristine Sloth og andre yngres stadig hyppigere brug af de sociale medier

At finde vej i medierne

Julen er for længst forbi, og for mange er juleferien
sikkert blevet brugt til at fornøje sig med de julegaver, som lå under træet.
Eller på at ærgre sig over de julegaver, som ikke lå der. Hvis man som jeg, får
bøger i julegave, så er ferien altid en kærkommen lejlighed til at synke ned i
stolen og lade fremmede mennesker og verdener passere revy. De nye løbesko, som
også lå under træet, løber ingen vegne.

I år læste jeg en bog, som jeg hverken havde fået eller
ønsket mig. Det var derimod en bog, min 13-årige datter havde ønsket sig.
Bortset fra hendes fødselsdag, hvor hun ønskede sig en biografi om One
Direction (1D), er det ikke sket før. Der var derfor ingen betænkelighed. Hun
skulle have en bog. Hvad du ønsker, skal du få. Dette stod i modsætning til
andre år, hvor jeg har praktiseret den omvendte fremgangsmåde: hvad du ikke
ønsker, skal du få. Med det resultat, at bøgerne aldrig blev læst. Min eneste
betænkelighed handlede om den bog, min datter ønskede sig. Det var Kristine
Sloths Min verden.

Skulle der være læsere over 20 år, som ikke ved, hvem
Kristine Sloth er, og det er sandsynligt, for jeg vidste det heller ikke, kan
jeg oplyse om, at Kristine Sloth er YouTuber. Det var i hvert fald det svar,
min datter gav mig. YouTuber, sagde jeg, er det et job, en titel eller en
hobby?

Egentlig klogere blev jeg først, da hun uddybende fortalte
mig, at hun har en videoblog om mode og skønhed, og at hun har mere end 60.000
faste følgere. Kristine Sloth er med andre et ord et mediefænomen, som især er
populær blandt de yngre piger på de sociale medier. Hun er selvfølgelig både på
Facebook, Instagram og har egen blog, men først og fremmest uploader hun små
videoer på YouTube. Deraf navnet YouTuber.

I gamle dage sagde man, først kommer bogen, så kommer
filmen. I dag foregår det ofte på den måde, at først kommer populariteten på de
sociale medier eller i reality tv, og så kommer bogen. Tænk blot på Linse
Kessler, Gustav og hvad de nu alle sammen hedder.

Hvad handler hendes bog så om. Jo, den handler om drenge,
mode og om hvordan man lægger make-up. Arbejdet beskrives minutiøst. ”Jeg
renser først mit ansigt for makeup og dagens snavs med en makeupfjerner på
almindelige vatrondeller.” Vi får også at vide, at KS altid fletter sit hår, inden
hun går i seng. ”Jeg elsker at samle det i en fletning i den ene side, det er
behageligt at sove med – og så har jeg fine krøller næste dag.”

Vi er altså i fingerbølsfeltet med hensyn til tips og tricks
om, hvordan man som præ-teenager kan blive smuk og smækker. Bogen er dog også
en askepothistorie, bortset fra at Kristine Sloth ikke bliver gift med nogen
prins. I stedet har hun qua sin aktivitet på de digitale medier opnået succes
og berømmelse. Og i vore dage er det mindst lige så vigtigt

Kristine Sloth blev moppet på sin gamle skole. Hun begyndte
at blogge, skiftede skole og resten er historie, som man siger: Du skal tro på
dig, selv og udleve dine drømme. Det er de budskaber, vi får med os, og hvem
kan ikke bruge de råd.

Hvad skal man mene om et fænomen som Kristine Sloth og de
yngres stadig hyppigere brug af de sociale medier? Først og fremmest tror jeg,
at vi skal opfatte børn og unges brug af de sociale medier, og de eventuelle
bøger som aktiviteten kaster af sig, som et forsøg på at finde vej gennem
livet, dvs. et forsøg på at lege med mulige identiteter og fremtidsscenarier
inden for relativt trygge rammer: hvem er jeg, hvem er jeg ikke, og hvem er jeg
på vej til at blive.

Gennem de sociale medier møder børn og unge forskellige
rollemodeller, de kan spejle sig i eller tage afstand fra. Vi der voksede op,
før de digitale medier blev hvermandseje, spejlede os i de mere klassiske
medier, f.eks. blade, bøger, radio og tv.

Selv om de gamle medier var i øjenhøjde med de unge, var de
også voksenstyrede eller -redigerede. Sådan er den digitale virkelighed ikke.
Her er det børn og unge selv, der vælger, hvad de distribuerer.

Jeg er ikke urolig på min datter og andres vegne, men vil
stadig fastholde, at der er mere kraft og saft i Den uendelige historie, Harry
Potter og andre aldersrelaterede kulturelle udtryksformer, som i symbolsk og
æstetisk form formår at give os større og dybere indsigt i os selv og den
verden, vi er omgivet af. Foreløbig står
de nævnte bøger og samler støv, mens Kristine Sloth bliver læst. Min datter må
fortsat finde sig i at få det, hun ikke ønsker sig. I år var en undtagelse.