Følg Brinkmanns råd (Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 24/4)

I sin bestsellerbog Stå
fast hudfletter Sven Brinkmann tidens selvhjælpskultur, hvor man skal
forsøge at finde ind til sig selv, tænke positivt, og hvor den højeste mening i
tilværelsen er at realisere sig selv. I stedet skal man fyre sin coach og tage
nej hatten på. Brinkmanns bog er en anti-tese til nutidens
accelerationssamfund, hvor det meste hele tiden ændrer sig, og hvor der altid
venter nye spændende projekter rundt om hjørnet, som man lader sig friste af.

Bogens popularitet vidner om, at den har ramt en åre i
tiden. For ikke så mange år siden hyldede vi forandring og det omskiftelige
samfund, som ventede på os. Inden længe kunne vi realisere os selv såvel i
privatlivet som på arbejdsmarkedet. På arbejdsmarkedet var det slut med at
udføre ensformigt rutinearbejde sekunderet af en chef, der overvågede os. Det
fleksible arbejdsmarked med skiftende kollegaer og arbejdsopgaver, hvor fritid
og arbejdstid flyder sammen, ikke mindst på grund af informationsteknologien,
er imidlertid ikke noget tusindårsrige. Det moderne arbejdsmarked er fyldt med
slanger, der f.eks. giver os stress.

På samme måde var det ikke kun en gevinst, da vi gik fra en
påbudskultur til en vi skal finde os selv kultur. I værste fald blev det til en
form for indre våbenkapløb, hvor vi hele tiden bliver tvunget til at realisere
os selv og tage udgangspunkt i egne behov.
Kroppen og sjælen kan altid optimeres og perfektioneres lidt mere.

Brinkmanns bog er symptom på, at omkostningerne ved det
moderne arbejdsmarked og jagten på personlig lykke flyder sammen. Det er en
analyse, som mange kan genkende. Ind imellem har kunst eller debatlitteratur
den egenskab, at den suger tidsånden til sig, så den fungerer som en lygte, der
lyser sider af tilværelsen op, som ellers lå hen i mørke. Bogen har med andre
ord ramt tidsånden lige i en vis legemsdel.

I sin polemiske og underholdende bog giver Brinkmann blandt
andet det råd, at man bør læse romaner i stedet for selvhjælpsbøger og
biografier om kendte mennesker. Boghandlere og bestsellerlister bugner af
selvhjælpslitteratur, hvor kokke og coaches deler ud af deres skiftende
menukort over livet, ligesom biografier i stigende omfang langes over disken,
hvor sportsstjerner og realitystjerner øser løs af deres ofte ligegyldige
erfaringer. I mange tilfælde er der tale om vitaminfattig fast food.

Litteraturen giver os derimod mulighed for at se livet som
sammensat, tilfældigt og flerperspektivisk. Litteraturen kan vise os, hvordan
vores liv er filtret ind i sociale, historiske og kulturelle processer frem for,
at vi konstant kredser rundt om vores egen planet, som er den vej,
selvhjælpslitteraturen udpeger. Romanen kan lære os, at det væsentlige ligger uden
for os selv. Konkret foreslår Brinkmann
moderne og flerperspektiviske romaner som Jan Kjærstad og Murakami, men mon
ikke også mindre ambitiøs litteratur kan gøre det.

Hvor Brinkmann har ramt tidsånden med sin analyse af
samtiden og dens omkostninger, er det nok mere tvivlsomt, om han har får held
med sin anbefaling af, at folk bør læse mere litteratur. Men det bliver
anbefalingen jo ikke mindre rigtig af.