Opvækstens farver

I essayet Farvel til
det blå rum, der er et tilbageblik på 80’erne, skriver digteren Søren Ulrik
Thomsen, at 80’ernes ikonfarver var blå og sort. Måske er det sådan, at hvert
årti har sine farver, i 70’erne var det f.eks. brun, suppleret af orange og olivengrøn.

At Søren Ulrik Thomsen har ret i sin farveanalyse bliver
mere konkret, når man tænker på nogle af de kulturprodukter, man som ung omgav
sig med i 80’erne. Man drak Sort Guld sammen med andre, som også var iført
sorte cowboybukser og sort læderjakke, måske endda på det lokale Svendehjemmet,
som var et spillested i midten af 80’erne, beliggende på Brandts Klædefabrik,
som den navnkundige værtshusejer Hansen en overgang ejede. På Svendehjemmet var
væggene malet sorte tilsat graffitislagord. Svendehjemmet besad en mørk og
dyster stemning, som havde man ufrivilligt forvildet sig ind til en begravelse.
Her skulle ikke grines.

Den blå farve var tydelig i en række af periodens populære
film, f.eks. den franske film Betty Blue
eller Blue Velvet af David Lynch. I
begge film er farverne mørke og dystre, men også poetiske. Den blå farve gik
også igen i nogle af tidens digtsamlinger.
I Søren Ulrik Thomsens City Slang,
som blev sat i musik af Lars H.U.G, er titlen skrevet med blå, ligesom den blå
farve optræder i en række af digtene. Michael Strunge taler i et samtidigt digt
om ”den nye elektriskblå poesi”.

Især den første halvdel af 80’erne er en mørk tid. Farverne
passede godt til det kulturelle klima, som prægede dele af ungdommen.
Punkbevægelse og BZ-bevægelse og truslen fra atomkrigen hang som en sort sol
over os, så vi hele tiden blev mindet om, hvad der kunne ske. I stedet for at Fantasien skulle til magten, som der
havde stået på murene i 68, stod der nu Du
har ikke en chance – grib den. Byen, man spejlede sig i, var ikke længere
studenternes revolutionære Paris, men derimod kunstnernes dekadente Berlin.

Med begrebet det blå rum tænker Søren Ulrik Thomsen også på,
at Det blå rum gav mulighed for at tematisere de menneskelige grundvilkår, som
venstrefløjen havde ignoreret i 70’erne. Kroppen, identiteten og jeg’et blev
omdrejningspunkt for kunsten, ikke mindst i 80´ernes digte. Det blå rum var et
forsøg på at udtrykke en følelse og oplevelse af, at alt ikke var samfundsskabt
og politisk.

I sit essay indkredser Søren Ulrik Thomsen især den
kunstneriske avantgarde, han selv tilhørte, og som fik det privilegium, at de
skrev historien. At det ikke var de eneste tendenser, som fandtes i det nævnte
årti, bliver man opmærksom på, når man ser på en anden af 80´ernes kulturelle
nyskabelser. Yuppierne, som åbner op for
en ny forbrugeristisk og hedonistisk kultur.

I både Jan Sonnergaards bog Om atomkrigens betydning for Vilhelm Funks ungdom og Simon
Pasternak og Christian Dorphs bog Jeg er
her, som foregår i 80’erne, er vi med på Cafe Victor. Her tændes der
cigarer med 1000 kr. sedler, ”pagnen” flyder og de solbrændte, sexede og
trimmede kroppe flashes. På Cafe Victor slår nouveau riche sig løs, så nyrige
russere på charterferie ligner artige spejderdrenge ved siden af.

Vi havde ikke nogen Cafe Victor i Odense. Derimod havde vi Cafe
Snik Snak, her var der lyst, masser af spejle og cappuccinomaskinerne spandt,
men som navnet på cafeen indikerer, var det småt med champagne, østers og
afbrændte pengesedler. Jeg så i hvert fald ingen af delene. Til gengæld skulle
man helst grine og se godt ud.

I den sidste del af 80’erne bliver det tydeligt, at årtiet
spalter sig i to kulturelle bevægelser, henholdsvis et sort og et hvidt
mentalitetsspor. Udenpå var de to spor meget forskellige, men der var også mange
fællestræk blandt andet en stærk individualisme, en stor optagethed af kroppen
og nuet og en afstandtagen til 70´ernes forsøg på at ideologisere og forklare
alt ting væk.

I det ene spor er kroppen det sidste anker, som det hedder i
et digt fra 80’erne, som reaktion på, at de store fortællinger er væk.
Ideologier er noget bras, som datidens statsminister formulerede det. Tendensen
peger frem imod nutiden, hvor jeg´et får til at opgave at bære hele verden på
sine skuldre. Det er en byrde, som for mange kan føles alt for tung. Succes og
fiasko. Det er hele er min skyld.

I yuppie-bevægelsen er kroppen ikke det sidste anker, men
derimod et investeringsobjekt, som kan trimmes og perfektioneres, så man kan
øge sin værdi på det marked, som blev de efterfølgende årtiers store
fortælling, og som vel først kulminerer i tiden omkring finanskrisen, hvor
udstilling af rigdom og et vulgært forbrug næsten normaliseres.

Vi er alle påvirket af den tid, vi vokser op i. 30’ernes
krise, 60’ernes optimisme eller 80’ernes farver. Tidsånden eller bestemte ideer
præger kultur og samfund i en periode og kaster sine lange skygger ind i
fremtiden.