Uddannelse/pædagogik/kultur/samfund

Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 26/1-2016

I Ida Jessens seneste roman En ny tid får hovedpersonen, lærerinden fru Bagge, mod slutningen
af bogen et nyt job, som bestyrer af den lokale sognebogsamling. Her får hun
sat skik og orden på bogsamlingen. Der er et meningsfyldt job for den
kvindelige hovedperson og snart blomstrer det hensygnende sognebogsamling da
også op. Vi er i midten af 1920’erne og
biblioteket er en del af det oplysningsprojekt, som karakteriserer det moderne
samfund.

Såfremt man som jeg er vokset op i 70’erne og 80’erne, var
såvel skole- som kommunebiblioteket en skatkiste af viden, hvor man havde
mulighed for at få stimuleret sin nysgerrighed: Meteorologi, dinosaurer,
tegneserier og senere sjældne forfattere og digtere. Den store åndelige buffet
var åben for alle. Nysgerrige børn og unge har stadig mulighed for at tage et
dyk i den righoldige viden, bibliotekerne stiller til rådighed. Til gengæld har
bibliotekerne ikke længere monopol på denne opgave. De digitale medier kan på en række områder
klare mange af de opgaver, som biblioteket tidligere kunne.

Bibliotekerne står over for at redefinere deres rolle i takt
med, at det omgivende samfund har ændret sig.
Her minder bibliotekets udfordring om den, mange andre af det moderne
samfunds bærende oplysningsinstitutioner står overfor. Man skal kunne legitimere sig og gøre sig
lækker over for befolkning og politikere og kunne besvare købmandsspørgsmålet
om, hvad nytte det hele er til for. Når Københavns biblioteker brænder en tredjedel
af bogsamlingen, er det ikke fordi, de er boghadere, men et led bibliotekernes
ændrede rolle. Udlånet af fysiske bøger
er faldende, ligesom biblioteksfilialer og budgetter gennem en årrække er
blevet skåret ned i mange kommuner.

I forsøget på at finde en ny rolle, overtager biblioteket
dele af den offentlige sektors traditionelle borgerserviceopgave; pas og
kørekort. Mange steder omdannes biblioteker til en mellemting mellem varmestuer
og kulturhuse, hvor lokale foreninger mødes. Der dømmes om intelligente
forsamlingshuse og afholdes forfatter- og debatarrangementer, hvor kendte
inviteres til at læse op og debattere. Bibliotekerne agerer spydspids i den
informationsteknologiske udvikling og forsøger at være opsøgende og udadvendte
og lokke nye grupper til.

I et efteruddannelsesprogram for bibliotekarer i en af
landets største kommuner opereres der med seks fremtidige bibliotekarroller: Læringskonsulenten,
kulturskaberen, projektlederen, serviceformidleren samt informations- og materialespecialisten. Det er tanken, at bibliotekarer kan
specialisere sig inden for en af de seks roller. Den eneste af de roller, som
den indledningsvist nævnte fru Bagger vil kunne genkende sig i er nok rollen
som materialespecialist, som blandt andet køber ind, kasserer og håndterer
bibliotekets bogsamling. Fælles for en række af de andre roller er, at der er
tale om en langt mere udadvendt bibliotekarrolle, hvor dialog med foreninger,
virksomheder, uddannelsesinstitutioner, borgere og det lokale samfund spiller
en fremtrædende rolle.

På fremtidens bibliotek vil stadigt være muligt at ”græsse”
bøger, men hvis biblioteket skal overleve som selvstændig kulturinstitution, så
bliver bøgerne fremover langt fra den eneste opgave, biblioteket skal tage sig
af. Udviklingen er måske nok nødvendig,
men som inkarneret biblioman er det ikke nødvendigvis en udvikling, som udelukkende
giver anledning til stor applaus.

Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 20/11-2015

Kultur på recept

I forbindelse med de midler, som blev udmøntet fra den
årlige satspulje, har Folketinget afsat 8 millioner kroner til et forsøg med
kultur på recept. Ideen er, at man kan
få tilskud til forskellige kulturelle tilbud, hvis man er syg, f.eks. lider af
stress, angst eller depression. Svage
ældre og demente kan ligeledes få del i tilbuddet.

I Helsingborg har man i 5 år haft et tilsvarende forsøg,
ligesom det er tilfældet andre steder i Europa. Aktuelt er forsøget i
Helsingborg ved at blive evalueret, men de foreløbige erfaringer er
positive. Der har ligeledes været
enkelte tiltag herhjemme: Musik i ambulancer, hospitalsklovne og sansehaver.

Engang hed det, at kulturpolitik var god socialpolitik, men
kan kunst og kultur også have en helbredende funktion? De fleste vil sikkert
være enige i, at hvis man har brækket benet, er tiden givet godt ud i selskab
med gode og spændende bøger, men benet gror næppe hurtigere sammen, fordi man
er godt underholdt, imens man venter på at komme på benene.

Til gengæld kan bogen, teatret og besøget på
kunstudstillingen måske kalde på muligheden for fordybelse, og for i et stykke
tid at blive suget ind i en verden, der ikke kun handler om én selv eller om,
hvad ting kan bruges til og kaster af sig i kroner og ører.

Her ligger måske et potentiale; mulighed for fordybelse og
engagement, for at trække i bremsen og sætte tiden i stå frem for at lade foden
hvile på speederen, så livet passerer revy, og man hvirvler rundt i
hamsterhjulet, alt imens tv-kanalerne skifter, sms´erne tikker og
facebookopdateringerne blinker. Kunst kan være en god medicin som kontrast til
nutidens accelerationssamfund alene af den grund, at kunst ofte tilbyder en
anden rumlig og tidslig dimension.

De foreløbige erfaringer peger på, at kultur på recept
blandt andet kan fremme livsduelighed, virke rehabiliterende og give folk en
mening og formål med livet.

Jeg har en god ven, som har været sygemeldt med stress. I
starten måtte han ikke lave noget. Han måtte ikke løbe eller cykle lange ture, som
han ellers har for vane eller f.eks. se fjernsyn og læse bøger. Det var
kedeligt. Gabende kedsommeligt. Efterhånden som månederne gik og han blev træt
af at kigge ud i luften, begyndte han orientere sig på ny. Han læste biblen,
han læste Heidegger, Nietzsche, Kierkegaard plus masser af skønlitteratur og
besøgte kirker. Langsomt vendte han tilbage til sit arbejde og sit tidligere
liv med fornyet energi og ideer.

Kunne man forstille sig, at man i stedet for at gå lægen for
at få udskrevet piller og recepter, gik til en kulturlæge eller kunstterapeut,
som kunne udskrive teaterbilletter og give gode råd om musik, udstillinger og
bøger, man kunne læse og skrive?

Kunst og kultur kan næppe i sig selv gøre os raske. Til
gengæld giver kunst og kultur mulighed for at sætte en anden dagsorden. Mødet
med det anderledes som kunst kan kaste lys tilbage på vores eget liv og samtid,
hvilket kan virke helende og dermed helbredende.