Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 20/11-2015
Kultur på recept
I forbindelse med de midler, som blev udmøntet fra den
årlige satspulje, har Folketinget afsat 8 millioner kroner til et forsøg med
kultur på recept. Ideen er, at man kan
få tilskud til forskellige kulturelle tilbud, hvis man er syg, f.eks. lider af
stress, angst eller depression. Svage
ældre og demente kan ligeledes få del i tilbuddet.
I Helsingborg har man i 5 år haft et tilsvarende forsøg,
ligesom det er tilfældet andre steder i Europa. Aktuelt er forsøget i
Helsingborg ved at blive evalueret, men de foreløbige erfaringer er
positive. Der har ligeledes været
enkelte tiltag herhjemme: Musik i ambulancer, hospitalsklovne og sansehaver.
Engang hed det, at kulturpolitik var god socialpolitik, men
kan kunst og kultur også have en helbredende funktion? De fleste vil sikkert
være enige i, at hvis man har brækket benet, er tiden givet godt ud i selskab
med gode og spændende bøger, men benet gror næppe hurtigere sammen, fordi man
er godt underholdt, imens man venter på at komme på benene.
Til gengæld kan bogen, teatret og besøget på
kunstudstillingen måske kalde på muligheden for fordybelse, og for i et stykke
tid at blive suget ind i en verden, der ikke kun handler om én selv eller om,
hvad ting kan bruges til og kaster af sig i kroner og ører.
Her ligger måske et potentiale; mulighed for fordybelse og
engagement, for at trække i bremsen og sætte tiden i stå frem for at lade foden
hvile på speederen, så livet passerer revy, og man hvirvler rundt i
hamsterhjulet, alt imens tv-kanalerne skifter, sms´erne tikker og
facebookopdateringerne blinker. Kunst kan være en god medicin som kontrast til
nutidens accelerationssamfund alene af den grund, at kunst ofte tilbyder en
anden rumlig og tidslig dimension.
De foreløbige erfaringer peger på, at kultur på recept
blandt andet kan fremme livsduelighed, virke rehabiliterende og give folk en
mening og formål med livet.
Jeg har en god ven, som har været sygemeldt med stress. I
starten måtte han ikke lave noget. Han måtte ikke løbe eller cykle lange ture, som
han ellers har for vane eller f.eks. se fjernsyn og læse bøger. Det var
kedeligt. Gabende kedsommeligt. Efterhånden som månederne gik og han blev træt
af at kigge ud i luften, begyndte han orientere sig på ny. Han læste biblen,
han læste Heidegger, Nietzsche, Kierkegaard plus masser af skønlitteratur og
besøgte kirker. Langsomt vendte han tilbage til sit arbejde og sit tidligere
liv med fornyet energi og ideer.
Kunne man forstille sig, at man i stedet for at gå lægen for
at få udskrevet piller og recepter, gik til en kulturlæge eller kunstterapeut,
som kunne udskrive teaterbilletter og give gode råd om musik, udstillinger og
bøger, man kunne læse og skrive?
Kunst og kultur kan næppe i sig selv gøre os raske. Til
gengæld giver kunst og kultur mulighed for at sætte en anden dagsorden. Mødet
med det anderledes som kunst kan kaste lys tilbage på vores eget liv og samtid,
hvilket kan virke helende og dermed helbredende.