Rosens skønhed Det vigtigste er ofte usynligt for øjet og for de stramt koreograferede planer, vi i stigende grad lægger for vores børn og deres fremtid
Antoine de Saint-Exupérys “Den lille prins”, som udkom på fransk for 70 år siden, og som er solgt i 200 millioner eksemplarer og dermed en af de mest solgte bøger nogensinde, er blevet filmatiseret og kan i øjeblikket ses i biografen i en computeranimeret udgave. Filmen henvender sig til børn, men den kan med fordel også ses af voksne. Filmudgaven digter videre på bogen og sætter historien ind i en nutidig ramme.
En pige bor alene sammen med sin stræbermor, som har store planer med hende, hvilket indebærer en stram synkroniseret hverdag med naturvidenskabelige studier og skemalagte aktiviteter og øvelser. Der er ikke tid til legekammerater eller andre unødvendige og upassende sysler, som kan distrahere det livsprojekt, moren har formuleret. Alt er lagt tilrette sådan, at min lille koncerndirektør, som moren kærligt kalder hende, kan komme ind på World Academy, men til optagelsesprøven bliver hun hylet ud af den, da den strenge dommerkomite spørger hende om, hvad hun kan tænke sig, når hun bliver voksen. Hun har kun forberedt sig på at blive noget, men ikke på at blive nogen.
I stedet flytter hendes mor til den rigtige adresse, hvor firkantede, velordnede og fuldautomatiserede bungalows dominerer kvarteret. Desværre viser det sig, at nabohuset, der er en gammel faldefærdig og eventyrlig rønne, er beboet af en gammel langskægget mand, der er den pilot, som i sin tid mødte Den lille prins i ørkenen, da hans fly var forulykket. Den gamle excentriske mand er ved at sætte sin gamle flyver i stand, så han kan komme den lille prins til undsætning. Langsomt drages pigen af denne særling, hvis hjem ligner en brandfælde, som hun med let skjult foragt og nysgerrighed siger første gang, hun gæster det. Huset er dog også eventyrligt rodet og rummer bl.a. eventyret om den lille prins og hans lille planet og den rejse, han i sin tid drog ud på, inden han kom til jorden. I filmen er denne fortalt med dukker og papirklip tæt på de originale billeder. Moderen forbyder pigen at besøge den gamle mand, men et frø er blevet sået.
Da den gamle mand er blevet syg, drager pigen alene af sted i den nyrenoverede røde flyver på jagt efter den lille prins fra asteroide B-612, som i mellemtiden er blevet ansat som altmuligmand i en mørk storby, og som har glemt alt om sin gamle poetiske verden. Det viser sig, at de sære beboere, som befolkede de asteroider, som den lille prins i sin tid besøgte, nu befolker storbyen, herunder forretningsmanden, hvis opgave var at tælle penge. Han er nu blevet forvandlet til en snu og grisk pengemand, som har allieret sig med moderne magtteknologi, alt imens han udnytter den lille prins.
Filmens beskrivelse af pigens hverdag og ambitiøse mor er selvfølgelig grov satire, men rapporterne om hvordan børn forbereder sig på fremtiden i f.eks. Sydkorea og Kina viser, hvordan uddannelse kan perverteres til et benhårdt konkurrencekapløb. Den naturlige evne til at udforske og lege, som hører barndommen til, forsvinder, fordi tiden i stedet bliver reserveret til øvning og terperi.
Filmen trækker de klassiske konflikter op mellem følelse og fornuft, leg og planlagt læring samt eksperimenter over for forudsigelighed, sådan som det f.eks. også kendes fra H.C. Andersens eventyrverden eller fra Astrid Lindgrens univers, hvor de voksne ofte repræsenterer det konventionelle, ideforladte og fantasiløse, mens barnet repræsenterer det modsatte. Filmen formår at fastholde den barnlige poetiske og uskyldige tone på grænsen til det sentimentale, som også præger bogen.
Det er næppe tilfældigt, at det er barnet og den gamle, der finder sammen i filmen, og som formår at danne opposition til de voksne, som har magt, og som er optaget af fremtiden, penge og forfængelighed. I den forstand mimer filmatiseringen en romantisk myte, som bliver vedligeholdt i fortællingen og kunsten, men som jævnligt finder en ny historisk anledning til at blive gentaget.
Aktuelt er anledningen konkurrencesamfundet, som bl.a. bidrager til at et andet syn på børn finder vej i disse år, hvor kravet om læring, målrettethed, dygtiggørelse og talentudvikling begynder stadig tidligere og løber som en underliggende kulturel fortælling, og som måske umærkeligt er med til at forvandle den moderne barndom. Læreplaner allerede fra vuggestuen, en tendens til øget fokus på målstyring og opprioritering af de naturvidenskabelige fag i store dele af uddannelsesverdenen viser, at barndommen er blevet en alvorlig affære, som kræver tidlig og kontinuerlig planlægning og styring.
Det er godt at bruge hovedet, men hvis man skal lære at se med hjertet, som er budskabet i filmen, kræver det, at man også beskæftiger sig med det unyttige, det som har æstetisk eller sanselig værdi, f.eks. en roses skønhed eller en solnedgang. Det vigtigste er ofte usynligt for øjet eller for de stramt koreograferede planer, vi i stigende grad lægger for vores børn og deres fremtid.
