Børnekulturforsker Flemming Mouritzens samlede produktion kan nu læses i nyudgivelsen “Mouritzens metode”.

Børn skal udvikles og opdrages, sådan at de kan blive
voksne. I virkeligheden er børn blot ufuldstændige voksne, som mangler det, vi
andre har. Historisk set har det udgjort det dominerende syn på børn. Dette
børnesyn udkonkurreres fra slutningen af 60erne af et mere antropologisk syn på
børn og børns kultur. Børn er mennesker i deres egen ret, hvis kultur og
kulturforbrug kan ses som en selvstændig og udviklende aktivitet. I nutiden er
det antropologiske syn på børn på ny blevet udfordret af det pædagogiske mangelsyn,
hvor der er fokus på, at børn tidligt skal indlære færdigheder. De skal måles
og vejes, sådan at de hurtigt kan blive
indplaceret på Pisa-lister, imens de får hjælp til at overveje deres fremtid og
eventuelle uddannelses- og erhvervsvalg. Barndommen er igen blevet en alvorlig
affære.

Børn er imidlertid også noget i deres egen ret, de har endda
deres egen kultur. En af dem som forfægtede det synspunkt, og som gennem sin forskning
undersøgte barnets særlige verden, var børnekulturforskeren Flemming Mouritzen,
som i mange år var ansat på Syddansk Universitet. Nu her cirka et års tid efter
hans død, er bogen: Mouritsens metode,
udkommet. I to store bind på i alt 1200 sider gengives Mouritsens samlede
produktion fra begyndelsen af 70erne og frem til hans død. Hertil kommer anedoter
og uddrag af de mange timers interview, som redaktørerne Herdis Toft og Karin
Esmann Knudsen gennemførte med Flemming Mouritsen fra perioden 2008-2012.

Bogen er også en beskrivelse af en historisk udvikling, hvor
studiet af børnelitteratur og børnekultur fra begyndelsen af 70erne langsomt
bliver til som et selvstændigt forskningsområde med egne tidskrifter,
konferencer og uddannelse. Baggrunden var blandt andet det institutionelle og
forskningsmæssige nybrud, som skete fra slutningen af 60erne, f.eks. det åbne
tekstbegreb, som åbnede forskningen for andet og mere end klassisk litteratur
og sprog. I stedet skulle der forskes i hverdagens tekster. Som en anden
antropolog drog Mouritsens i felten med kassettebåndoptageren for at optage
børns dialog og lege og indsamle børnekulturelle genstande, som kunne bidrage
til en forståelse af børns særlige verden.

Mouritsen blev især kendt fra sin definition af børns
kultur, som siden har udgjort omdrejningspunktet for mange opgaver på
pædagoguddannelser og universiteter.
Mouritsen opdeler børns kultur i tre områder; kultur for, med og af
børn. Historisk har man kunnet tale om en dannelsesorienteret kultur og en
kommerciel kultur for børn. I dag er de to kulturformer i nogen grad gledet
sammen. Man kan desuden tale om kultur med børn, hvor børn og voksne laver
aktiviteter sammen. Endelig kan man tale om børns egen kultur eller legekultur,
som f.eks. består af lege, rim og remser. Der er ikke blot tale om pjank eller
et forstadie til voksenlivet, men derimod en æstetisk orienteret kultur, hvor
børn er hovedpersoner. Børnekulturen danner
et særligt univers, som er forskelligt fra f.eks. unge og voksne, og som læres
videre til nye børn.

Bogudgivelsen Mouritsens
metode kan minde os, at det antropologiske syn på børn er værd at holde
fast i en tid, hvor det pædagogiske mangelsyn vinder frem.