Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 27/3-2017

Jeg indrømmer, at det er et lidt morbidt tema, som
ligger til grund for denne Antenne,
nemlig døden, og nærmere bestemt hvordan døden er blevet behandlet i nyere
dansk digtning og litteratur. Men
pludselig gik det op for mig, at jeg inden for et halvt års tid havde læst adskillige
digtsamlinger, der behandlede lige præcis
det tema, og da jeg tænkte nærmere over det, sprang andre bøger med samme
tema uden varsel ud af bogreolen. Er det tilfældigt? Har det noget med alderen
at gøre? Eller skrives der bare mere litteratur om døden?

Det interessante, hvis man ellers finder døden
interessant, er, at temaet behandles forskelligt. Man kan med andre ord blive
klogere på døden ved at læse om den.

En af de ældre digtsamlinger, som sprang ud af
reolen, var Søren Ulrik Thomsen Rystet
Spejl. I Rystet spejl forsøger
Søren Ulrik Thomsen midtvejs i livet at komme overens med sin egen dødelighed.
Der løber en form for melankoli gennem bogen. Coverets blå farve på den
sølvfarvede firkant, som nærmest er klistret fast på det sorte bogomslag,
illustrerer udmærket bogens tone, men også forbindelsen tilbage i tiden: De
seneste 10 år gik dobbelt så hurtigt som tiåret før/og nu blomstrer de sorte
roser i sneen.

Den livskloge 90 årige Knud Sørensen udgav i sommers
digtsamlingen med den dobbelttydige titel Mere
endnu. Nu er der jo ikke mange, der ved, hvor gamle de bliver, men når man
har passeret de 90 år, så er man selvfølgelig, undskyld udtrykket, dødeligt
bevidst om, at livet nærmer sig sin afslutning. Knud Sørensen iagttager naturen
og bruger den som afsæt for sine poetiske, lidt tørre, men kloge iagttagelser
om døden, jf. f.eks.: to ældede træer/holder hinanden i kvistene/velvidende/at
mørket er på vej.

Et helt andet omdrejningspunkt har digteren Rolf
Sparre Johansson, som er en ung mand omkring de 30. Langdigtet Begravelse handler om morens død. I et
talesprogsagtige formuleringer, og med mange gentagelser, registreres sorgen og
de oplevelser, døden giver anledning til.

Klaus Lynggård læste for nylig op på festivalen
Odense Lyrik. I bogen Personfølsomme
oplysninger gengiver forfatteren sine erfaringer med kræft, som han blev
helbredt for. Teksterne er hastigt noteret ned på iPhone, imens Lynggaard
modtog kemobehandling, og fremstår præcise, præget af angst, desperation og
humor: ”Vi har fundet en tumor i din højre lunge,” siger lægen glad. ”En
ordentlig én. Hvad siger du så?”

Marie Gerhardt døde for nylig i en alt for ung
alder, men nåede umiddelbart inden sin død at udgive punktromanen Transfervindue. I bogen er det
fortællende jeg bevidst om, at hun er dødelig syg. De stærke og billedrige
tekster handler om, at livet nærmer sig sin afslutning. Flere steder dominerer
en naiv og nærmest galgenhumoristisk tone. Som det hedder et sted, hvor
synsvinklen er placeret hos jeg’ets barn: Min mor har verdens farligste sygdom. Hun
kan dø af det. Hun går rundt hele dagen i underbukser.

Man kan blive klogere på døden ved at læse om den,
men man kan også blive klogere på livet