Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 15-01-2018

I sin nytårstale opfordrede dronning Margrethe os til at gøre noget unyttigt. “Prøv at gøre noget, der ikke er nødvendigt, noget der ikke er behov for, noget unyttigt!” sagde majestæten blandt andet.

Hvorfor har dronningen dog fået den idé? Måske fordi vi har indrettet et samfund, som i alt for høj grad prioriterer og belønner det nyttige. Vi skal i en tidlig alder lægge uddannelsesplaner, vælge ungdomsuddannelse og senere videre uddannelse. Vi skal blive hurtigt færdige, og det er forbudt at vælge om, hvis man fortryder sit uddannelsesvalg, fordi man måske har fået et andet perspektiv på sig selv og sin fremtid. Den lige vej er blevet den eneste vej. Måske derfor drager stadig flere unge på efterskole og højskole.

Den kontinuerlige konkurrence og nyttiggørelse af alle samfundets små og store områder bidrager til at installere et bestemt blik på samfundet. Samfundet som en økonomisk maskine.

Som samfundsindivider skal vi være produktive så længe som muligt. Børn skal hurtigt møde tal og bogstaver, ja, et af regeringspartierne mener ligefrem, at man passende kan dumpe eleverne i 0. klasse, hvis deres danskniveau ikke er acceptabelt. I den anden ende rykkes pensionsalderen opad. Det er økonomerne, der dikterer, hvad der bedst kan betale sig. Det rationelle og kalkulerende menneske, eller det opportunistiske menneske, dominerer samtiden, sådan som Ove Kaj Pedersen har beskrevet det i sin bog om konkurrencesamfundet.

Vi måler, benchmarker, laver ranglister og stræber efter høje placeringer i Pisa og BNP. Det gode liv er blevet synonymt med verdensklasseplaceringer. Den kontinuerlige konkurrence og nyttiggørelse af alle samfundets små og store områder bidrager til at installere et bestemt blik på samfundet. Samfundet som en økonomisk maskine. Det er et autoritativt blik, vi som samfundsindivider overtager, selv om vi måske ikke er bevidste om det.

I kunsten eller naturen møder vi det unyttige. I udgangspunktet skal en kunst- eller naturoplevelse ikke bruges til noget, men den rummer en anden værdi end nytteværdi. Nemlig herligheds- eller oplevelsesværdi, ja, nogle gange ligefrem erkendelsesværdi. Det er tale om æstetiske og sanselige oplevelser, som i bedste fald kan stimulere vores fantasi, gøre os klogere og åbne verden for andre perspektiver end nytteværdiens blik.

I en nylig udkommet bog taler digteren Søren Ulrik Thomsen i et interview om, at vi altid lever vores liv på to etager. Parafraserende kan man hævde, at vi på den ene etage tager udgangspunkt i det aktuelle, det nyttige og det relevante. I den anden etage stiller vi de spørgsmål, som er af mere eksistentiel og tidløs karakter, og som mennesker før os også har kæmpet med: Hvem er jeg, hvor kommer jeg fra, hvor skal jeg hen. Hvordan kan vi blive den bedste udgave af os selv, sådan som den nyligt afdøde multikunstner Peter Bastian taler om i interviewbogen “Altid allerede elsket”, hvor Tor Nørretranders interviewer ham om hans livsfilosofi i ugerne inden hans død.

Dronningen appellerer til, at vi som samfund og individer husker at gå en etage op, sådan at vi formår at løfte os selv og hinanden op i forsøget på at blive den bedste udgave af os selv. Det unyttige er måske slet ikke så unyttigt endda.