Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 11-06-2018

Lige om lidt begynder VM i fodbold, derefter er der
dømt bold en måneds tid, inden verdensmesteren kan kåres den 15. juli. Er
fodbold drama, big business, kultur, et simpelt spil eller en raffineret afspejling
af den moderne verdens grundvilkår.

Tja, måske det hele.

Underholdningen, dramaet og magien kan man håbe på,
men ikke forudbestille. VM har sine legendariske øjeblikke, som bliver hængende
på enhver fodboldtosses indre skærm, og som kan kaldes frem til særlige
lejligheder. Var bolden inde eller ude i VM-finalen mellem Vesttyskland og
England i 1966? Maradona som med guds hjælp og hånden scorede i kvartfinalen
mod England i 1986. Zidanes udvisning i VM-finalen mellem Frankrig og Italien i
2006.

Fodbold er big business. Korruption og bestikkelse
præger FIFA. Pengene dikterer, hvor VM skal afholdes. Denne gang i Rusland,
næste gang i Qatar. Lande bruger store sportsbegivenheder som nation-branding,
og serverer celebre skuespil til at holde befolkningerne på sikker afstand af
politik og dække over sociale problemer og konflikter.

Fodbold er også kultur. Fodbold skaber national
identitet og sammenhold og markerer forskelle til andre nationer og fungerer
derfor på samme tid som spejl og mur. Fodbold er også en kultur, der ændrer
sig, og som indoptager nye kulturelle tendenser. Mange har sikkert samlet på
fodboldbilleder som børn. Jeg husker stadig albummet fra VM i 1974 i
Vesttyskland.

Dengang kunne man få kort med alle spillere og lande,
som deltog ved VM. Sådan er det ikke mere. I årets VM-album, som min søn samler
på, og hvis kort udleveres i landets største supermarkeder, kan man foruden alle
Danmarks spillere kun få udvalgte internationale stjerner fra en række af VM’s
nationer. Der er således ingen spillere fra Iran eller andre af VM´s formodede
underdogs. Endelig kan man også få spillere fra kvindelandsholdet. Hvad kan man
lære af det? Ja, blandt andet at fodbold udvikler sig under indflydelse fra det
omgivende samfund. De pågældende albums reproducerer et par aktuelle markante
kulturelle tendenser, f.eks. det stigende fokus på ligestilling mellem kønnene,
men også den stigende tendens til at hylde og tilbede stjerner og celebreties. I
1974 forsøgte vi at lære spillernes navne fra Zaire. På den måde var alle deltagere
ved VM en slags stjerner. I dag er der kun plads til nationens egne sønner og
døtre og så de spillere, som allerede på forhånd har opnået stjernestatus i
internationale topklubber. Dagens præstationskultur, som mange unge, ifølge
undersøgelser, har svært ved at leve op til, har mange fædre og mødre, og
fodboldalbums er en af dem.

Men er fodbold dybest set ikke bare et simpelt spil, hvor 22 spillere løber rundt og sparker
til en bold i 90 minutter, og tyskerne altid vinder til sidst, sådan som
den engelske angriber Gary Lineker engang sagde? Måske. Men det er også en
symbolsk kamp og et spil, hvor individet, ifølge Jean Paul Satre, overskrider
sig selv og bliver til fællesindivid, og hvor individet hele tiden skal afstemme
sin frihed i forhold til kollektivet. Nøjagtig som det er tilfældet i det
moderne samfund. Den kommende måned bliver der rig mulighed for at opleve det
hele.