Lektor om ledelse: Vi skal være skeptiske over for udenlandske
modekoncepter
Hvis vi ikke skal ende som
robotpædagoger og robotledere, der ukritisk overtager fremmede koncepter og
ideer, så er vi nødt til at forholde os problematiserende til de værktøjer, vi
mere eller mindre frivilligt tvinges til at bruge.
I disse år breder
ledelseskoncepter sig hastigt hen over lande-, kommune- og institutionsgrænser.
Et af de
ledelseskoncepter, som har opnået stor udbredelse i den danske
uddannelsesverden, er ‘elevcentreret ledelse’, som den newzealandske
ledelsesforsker Vivianne Robinson er ophavskvinde til.
Elevcentreret
ledelse udgør det ledelsesmæssige modstykke til John Hatties koncept ‘synlig
ledelse’. Konceptet er blevet introduceret som banebrydende forskning, som
handler om, hvilke former for skoleledelse som har størst effekt på elevernes
trivsel og udvikling.
Ifølge Robinson har
god skoleledelse fokus på fem indsatsområder. Ved hjælp af en til lejligheden
omregnet talværdi er det angivet, hvor stor effekt de fem indsatsområder har på
elevernes læring. Ledelse af læreres læring og udvikling har klart den største
effekt, mens f.eks. sikring af et godt og trygt miljø har mindst effekt.
Elevcentreret ledelse er blevet big
business
Min hypotese er, at
elevcentreret skoleledelse er et led i den tiltagende instrumentalisering, som
foregår inden for den pædagogiske verden i de her år, hvor koncepter, som er
udviklet helt andre steder, i dette her tilfælde New Zealand, under påberåbelse
af evidens og evne til at løse små og store problemer, næsten ubemærket glider
ind i skoler og institutioner.
Bag et koncept som
‘elevcentreret ledelse’ gemmer der sig således en række uudtalte interesser og
ideer.
De økonomiske
interesser handler om, at‘ elevcentreret ledelse’ er blevet big
business for en række aktører, som derfor har en interesse i at udbrede konceptet,
f.eks. forskere, konsulenter og uddannelsesinstitutioner.
De epistemologiske
eller vidensmæssige interesser handler om, at konceptet fremmer bestemte
opfattelser af viden, forskning, ledelse, skole og pædagogik. Opfattelser, som
ikke artikuleres eller diskuteres.
Alle de studier, der
ligger til grund for konceptet, er angelsaksiske. Robinsons teori er funderet
på studier, hvor en bestemt kulturel opfattelse af skole, pædagogik, ledelse og
forholdet mellem ledelse og lærere dominerer.
Konceptet er primært
udviklet med afsæt i amerikanske grundskolestudier. Kan vi umiddelbart overføre
resultaterne fra en grundskolekontekst til en anden? Og hvad der er endnu mere
tvivlsomt, kan vi overføre resultaterne til helt andre uddannelsesniveauer?
F.eks. til før-skole- og ungdomsuddannelsesområdet.
Bag et koncept som ‘elevcentreret ledelse’ gemmer der sig således en række
uudtalte interesser og ideer
Som Robinson gør
opmærksom på, så tager langt de fleste af de undersøgelser, som indgår i
udviklingen af hendes anbefalinger, afsæt i studier, som handler om faglig
udvikling inden for fag som matematik, læsning og sprogfag. Ville resultaterne
have set anderledes ud, hvis andre fag var blevet inddraget?
Rent metodisk kan
man problematisere den talmæssige værdi, som Robinson når frem til i
forbindelse med fastsættelsen af de fem komponenter. Andre forskere vil med
stor sandsynlighed nå frem til en anden talmæssig værdifastsættelse.
Teorien er tillige
funderet på et selektivt og snævert forskningsmetodisk grundlag. Kvantitative
undersøgelser har opnået forrang frem for undersøgelsesdesign, som f.eks. er
forankret i den humanistiske og dele af den samfundsvidenskabelige forskning.
Ud over de nævnte
ikke-ekspliciterede ideer og forestillinger, som karakteriserer Robinsons
teori, er det væsentligt at være opmærksom på, at arbejdet med
ledelseskoncepter altid har en utilsigtet effekt.
I arbejdet med
‘elevcentreret ledelse’ er den forskel, der ledes ud fra, altså det fokuspunkt
skoleledelsen har, spørgsmålet om elevernes læring og trivsel. Det betyder, at
en væsentlig del af folkeskolens formålsparagraf ikke inddrages, ligesom f.eks.
andre relevante emner negligeres.
‘Elevcentreret
ledelse’ er et ledelseskoncept, og ligesom det er tilfældet med andre
ledelseskoncepter, som breder sig med stor hast i en globaliseret verden, bør
elevcentreret ledelse gøres til genstand for diskussion, problematisering og
kritik.
Hvis vi ikke skal
ende som robotpædagoger eller robotledere, som ukritisk overtager koncepter og
ideer, vi ikke selv har været med til at formulere og udvikle, så er vi nødt
til at blive bedre til at forholde os problematiserende til de værktøjer eller
koncepter, vi mere eller mindre frivilligt bliver tvunget til at bruge.
