Stop for kulturelle slankekure
Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 7-1-2019
Krudtrøgen har lagt sig, og et nyt, jomfrueligt år er i gang. Et nyt år fuld af drømme, håb og gode intentioner. Privat håber mange sikkert på at smide et par kilo, stoppe med at ryge, nedbringe CO2-udslippet og lægge deres livsstil om til en mere klimavenlig version.
Når det kommer til det institutionaliserede kulturliv, er der næppe tvivl om, hvad mange kulturinstitutioner drømmer om. Drømmen er at få fjernet de årlige to procent-besparelser, som de seneste år har udsat kulturlivet for tvungne slankekure. Før jul indrykkede de største kunst- og kulturorganisationer helsidesannoncer i dagbladene med en opfordring til politikerne om at droppe de rituelle nedskæringer, der rammer mange kulturinstitutioner, som i forvejen har små budgetter. Nu er kulturlivet jo ikke hele livet, og der er da også en række andre institutioner, som løbende er udsat for generelle nedskæringskrav, fx dagtilbud og uddannelsesinstitutioner. I den brede betydning af ordet kultur er uddannelsessektoren og den pædagogiske sektor også kulturinstitutioner. Ikke kulturinstitutioner, som driver udstillings- eller forestillingsvirksomhed. Men derimod institutioner, som varetager centrale kulturelle og dannelsesmæssige opgaver, og som blandt andet er med til at give forudsætninger for, at børn og unge mennesker bliver aktive og bevidste brugere af eksempelvis museer og teatres tilbud. Desværre har dele af fødekæden også fået dårligere vilkår.
På pædagogseminarierne er de kreative-musiske fag gennem de seneste reformer blevet nedprioriteret . Historisk set har pædagogseminarierne haft stolte traditioner for, at de kommende pædagoger fik forudsætninger for at arbejde pædagogisk med æstetisk virksomhed. Pædagogisk arbejde med musik, værksted, billedkunst og skrivning giver ud over mulighed for at blive fortrolig med materialer, teknikker og former også mulighed for at igangsætte dannelsesprocesser af personlig, social og kulturel karakter. Når for eksempel pædagogseminarierne nedprioriterer de æstetiske fag, får dagtilbudsområdet vanskeligere ved at stille miljøer til rådighed, som kan stimulere børnenes kreativitet og fantasi. I dag kan man udmærket være uddannet pædagog uden at kunne spille guitar, lave drama eller igangsætte værkstedsaktiviteter. Og selv om man måske har forudsætningerne for det, så er der i dag gennemsnitligt 20 procent færre pædagoger ansat rundt omkring i landets institutioner end for blot 10 år siden, hvorfor det kan være svært at finde tiden til det.
Heller ikke den seneste reform af læreruddannelsen og de seneste reformer af folkeskolen har bidraget til at styrke den musisk-kreative dimension. Den seneste evaluering af folkeskolereformen viser, at ideen om den åbne skole, hvor skolen skulle åbne sig op over lokalsamfundet og for eksempel invitere personer ind udefra, ikke er blevet realiseret.
De såkaldte kreative erhverv udgør cirka en tiendedel af den samlede omsætning og beskæftigelse i dansk erhvervsliv og forventes at have et betydeligt fremtidigt vækstpotentiale. Det giver derfor udmærket mening at støtte denne sektors potentiale inklusive dens fødekæde. Selv om beskæftigelse og samfundsøkonomi er vigtigt, er det ikke kulturlivets primære formål. At beskæftige sig med kulturelle tilbud og aktiviteter har en værdi i sig selv, der rækker ud over regnearket, bundlinjen og bruttonationalproduktet. Det kulturelle menneske er dog afhængig af økonomi, og her betyder de nedskæringer, som foreløbig er planlagt i årene 2016-2022, dårligere vilkår for det kulturelle menneskes udvikling og udfoldelsesmuligheder.
