Antennen d. 25. februar. 2019

Ikke alt der tæller kan tælles

Der
tælles overalt i samfundet. I privatlivet tæller vi skridt og kalorier. I
arbejdslivet måler vi på antallet af sager, der bliver behandlet, tiden der
bliver brugt på den ældre, eller som i mit job antallet af videnskabelige
artikler, som den enkelte forsker publicerer. Siger det nævnte noget om
kvalitet? Og er det de væsentligste kriterier i forhold til at definere
kvalitet?

Galilei,
manden der risikerede at blive brændt på bålet, fordi han hævdede, at jorden
var rund, skulle efter sigende have udtalt: “Mål alt, hvad der kan måles.
Og det, der ikke kan måles – gør det måleligt.” Tendensen til at måle er
således ikke ny, men i de senere år er det, som om Galileis profeti for alvor
er gået i opfyldelse.

Nogle
vil give konkurrencesamfundet skylden for at fremelske de principper, som er
indeholdt i styringsparadigmet New Public Management. Forestillingen om, at man
kan måle og tælle alt og bruge det som en indikator på kvalitet, har
efterhånden også bredt sig til de bløde områder af samfundslivet. Uddannelse,
forskning og kultur bliver i stigende grad mødt med de samme krav, som
tidligere næsten udelukkende var forbeholdt ydelser og tjenester, der fungerede
efter markedets betingelser.

Der
tælles således også i stigende grad i kulturlivet. Antallet af besøgende og
deltagere, eller potentiel omsætning, bliver ofte en indikator på kvaliteten af
arrangementer, festivaler og museer.

Ofte
hører man, at tallene taler deres tydelige sprog, eller at tallene taler for
sig selv. Nogle gange taler tallene selvfølgelig deres tydelige sprog. Andre
gange gør de ikke. Tal betyder dog ikke noget i sig selv. Det, som betyder
noget, er den værdi eller mening, som tallene får tilskrevet. Her er der nogen,
som har magt eller ret til at tilskrive tallene en bestemt værdi.

Hvornår
og hvordan skal man for eksempel tælle? En intern rapport, som Odense
Borgmesterforvaltning udarbejdede sidste år, blev kritiseret for, at de
optrædende kunstnere skulle opgive antallet af tilskuere til de enkelte
arrangementer. Det er en metode, som er behæftet med fejlkilder. Hvordan kan
man være sikker på, at arrangørerne har talt rigtigt og ikke pyntet på
resultatet? Hvornår er en tilskuer en tilskuer? Den familie, som stopper op til
et gadeteater, fordi den yngste skal have bundet sin sko, skal de tælles med?

Omtalte
rapport handlede blandt andet om, hvordan en kommunal investering på næsten 20
millioner kroner har givet en omsætning i byen på over 80 millioner. Det lyder
jo som en god forretning. Men er en god forretning det væsentligste mål for en
god kulturpolitik? Oplevelse, erfaring, fællesskab og kunstnerisk kvalitet er
svær at måle. Det er fint med mange tilskuere og stor omsætning hos byens
handlende, men som Einstein sagde: “Ikke alt, der kan tælles, tæller, og
ikke alt, der tæller, kan tælles.” Det gælder i særdeleshed inden for det
kulturelle område.

Galilei
gjorde op det med religiøse verdensbillede. I dag er der behov for et opgør med
konkurrencesamfundets og produktionssamfundets verdensbillede, som efterhånden
har bredt sig til flere og flere dele af samfundslivet som norm for, hvad der
definerer kvalitet.