Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 5/3-2018
I slutningen af 2017 flød
medierne over med sager om sexkrænkelser og #Me Too-kampagner. Især kvindelige
kunstnere stod frem i medierne og berettede om sexovergreb ofte begået af ældre
magtfulde mandlige kulturpersonligheder.
En wind of change fejede
hen over kultur- og samfundslivet. Alt det som før var usagt blev nu sagt.
Retten til at bestemme over egen krop skulle vindes.
Internationalt var det
især Harvey Weinstein-sagen, som kickstartede bevægelsen. I en dansk kontekst
påkaldte ikke mindst sagen om Peter Aalbæk sig interesse. I 2012 var Peter
Aalbæks ledelsesstil blevet grundigt beskrevet i bogen Zentropia af Anne-Mette Lundtofte, selv om bogen blev omtalt i
mederne, fik den ikke nogen direkte indflydelse på hovedpersonens adfærd og
virksomhedens renommé. Få år tidligere havde skuespilleren Dorte Rømer
ligeledes stået frem i medierne med sine erfaringer om seksuel chikane inden
for filmbranchen. Ingen af delene fik tilsyneladende nogen effekt. Business as
usual fortsatte.
Men pludselig var tiden en
anden. Denne gang var Ålen ikke
længere i stand til at sno sig udenom, men vred sig under mediernes varmelampe,
hvor hans krænkende ledelsesadfærd blev grundigt kommenteret og undsagt.
Skuespillere og kunstnere stod nu samlet frem og kunne såvel nationalt som
internationalt berette om erfaringer med overgreb inden for kulturlivet.
De mange beretninger om
krænkende adfærd inden for kulturlivet, udført af magtfulde mænd i betroede
stillinger, kan opfattes som ledelsesmæssig magtmisbrug. Instruktører,
filmproducenter, indflydelsesrige skuespillere og dirigenter har udnyttet deres
position til at krænke, udnytte, og i visse tilfælde begå overgreb mod kvinder,
som var i en sårbar eller udsat position i kraft af, at de ikke besad den samme
formelle og sociale position som krænkeren, eller ikke var i stand til fysik
eller psykisk at sige fra. Denne type krænkende lederadfærd kan under et
karakteriseres som destruktiv ledelse.
En måde, destruktiv ledelse kan komme til udtryk på, er f.eks. ved at udsætte
medarbejdere, som er i underordnet position, for seksuel chikane. Destruktiv
ledelse kan også komme til udtryk på mange andre måder f.eks. gennem mobning,
chikane og organisering af arbejdstid og arbejdsopgaver på en måde, sådan at
den ansatte udsættes for unødig belastning, som resulterer i stress og sygdom.
I en dansk bog om destruktiv ledelse refereres der til, at 1% af
arbejdsstyrken konstant er ramt af destruktiv ledelse. 12% af danske
lønmodtagere oplyser, at de løbende er udsat for mobning på arbejdspladsen.
Europæiske undersøgelser peger på, at 5-10 % arbejdsstyrken løbende udsættes
for alvorlig mobning. De personlige, virksomhedsrelaterede og samfundsmæssige
omkostninger er enorme.
#Me Too kampagnen er vigtig, fordi den har sat fokus på de overgreb,
der foregår inden for arbejdslivet. Det giver mening, at se #Me Too kampagnen i
bredere perspektiv, og som et eksempel på destruktiv ledelse, som f.eks. også
inkluderer mobning, chikane og andre former for destruktiv ledelsesadfærd.
Der er altid en konkret krænker, der begår overgrebene. Men det er
vigtigt, at være opmærksom på, at overgrebene finder sted på en bestemt
arbejdsplads, f.eks. en filmproduktion eller i en bestemt branche, f.eks.
kulturlivet, og i endnu bredere forstand i samfundslivet. I et større
perspektiv kan #Me Too kampagnen bidrage til et opgør med de traditioner og
strukturer, som har understøttet eksistensen af destruktiv og krænkende adfærd
på såvel den enkelte arbejdsplads som i samfundet generelt.
