Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 2/9-2016
For kort tid siden afholdt kulturministeren et to dags
seminar på Rødding Højskole under overskriften ”Hvordan får vi mere kultur for
kulturkronerne”. Anledningen til mødet var, at regeringen sidste år bestemte
sig for at skære 2 % på kulturinstitutionernes drift frem til 2020. Den
foreløbige konsekvens er, at museumsudstillinger er blevet aflyst, og at der
planlægges færre forestillinger rundt omkring på landets teatre. Fyringer har
heller ikke kunnet undgås, ligesom Statens Museum for Kunst og Nationalmuseet nu
er begyndt at opkræve entre. Forud for mødet havde ministeren opfordret
deltagerne til at tage fløjlshandskerne af og gå ind i en fordomsfri debat. Ministerens
eget bud på en løsning var, at man jo bare kan hæve billetpriserne og skaffe
flere midler fra private virksomheder.
Danmark har traditionelt haft en kulturpolitik, man kunne
kalde velfærdsorienteret. Noget af det, som kendetegner denne model, er, at kunstnerisk
frihed, en bred og ikke udelukkende elitær forståelse af kultur, stor vægt på
adgang til kulturelle tilbud og kulturel regionalisering spiller en væsentligt
rolle. Den nordiske model, som man kunne kalde modellen, er desuden karakteriseret
ved, at offentlig støtte spiller en stor rolle, og der er en kritisk holdning
til markedsfunderede løsninger. Endelig
spiller armslængdeprincippet en væsentlig rolle. Dette står f.eks. i
kontrast til den franske model, som betoner det nationale, og hvor statens
rolle er at være arkitekt og dermed spille en mere direkte kulturpolitisk
rolle. Dette adskiller sig ligeledes fra f.eks. den liberale engelske og
amerikanske model. I USA spiller staten en relativt tilbagetrukken rolle, mens private
donationer og skattefritagelse finansierer en stor del af kulturen. Lande eller
regioner har således forskellige kulturpolitiske modeller, som løbende ændrer
sig.
Når Bertel Haarder argumenterer for, at kulturelle
institutioner bare kan hæve priserne eller tiltrække flere midler, lyder det
uskyldigt. Bertel Haarders forslag er imidlertid ikke uskyldig retorik, men derimod
et udtryk for et bestemt syn på kultur og kulturpolitik. Højere billetpriser
betyder, at en central værdi som lighed og lige adgang til kulturelle goder
bliver anfægtet. Vil den mor på kontanthjælp, som før hen jævnligt besøgte
Statens Museum for Kunst nu besøge museet, efter at billetprisen er 110 kr.?
Opfordringen til at skaffe flere midler fra private
virksomheder anfægter det princip, at det i den nordiske model alt overvejende
har været en statslig opgave at støtte kulturen. Vi ved alle, at den der
betaler for musikken kræver indflydelse på, hvad der spilles. Privat støtte til
kulturinstitutioner og arrangementer gives sjældent bare for sjovt, men fordi
det passer ind i virksomheders profil. De dele af kulturlivet, som opnår støtte,
er derfor de dele, som fremstår mest lækre. Kontroversielle, provokerende eller
alt for uforudsigelige initiativer står næppe øverst på erhvervslivets sponsorønskeliste.
Øget privat finansiering og større brugerfinansiering nærmer
sig en kulturpolitisk model, som kan karakteriseres som den liberale. Det er jo
ikke så underligt, når kulturministeren nu er liberal, men hvorfor så ikke bare
kalde det ved rette navn. Var Røddingmødets egentlige formål ikke snarere at
legitimere en kulturpolitik, som bevæger sig hen imod den liberale model?
