Kronik fra Børsen d. 27/5-2016

Der er noget galt med den måde, vi leder den offentlige sektor på. Inddrag flere folk

KRONIK -Børsens lederskribent retter 18. maj en række anklager mod undertegnede og andre, som har kritiseret professor Ove Kaj Pedersens syn på den offentlige sektor. Det hedder f.eks., at jeg ikke vil diskutere substansen, ligesom jeg også bliver spurgt om, hvad jeg så vil.

Den offentlige sektor er en alvorligt syg patient, som det hed i en overskrift i Ugebrevet A4 sidste efterår.

Undersøgelser peger på, at antallet af stresssygemeldinger er stigende, ligesom medarbejdernes oplevelse af arbejdspres, utilstrækkelighed og evne til ikke at gøre en forskel vokser. De negative erfaringer overgår klart dem, ansatte og ledere oplever i den private sektor. Der er altså noget galt med den måde, vi har indrettet og udviklet den offentlige sektor på.

Jeg vil hævde, at der er noget galt med den måde, vi styrer og leder store dele af den offentlige sektor på. Såfremt man gerne vil bidrage til en bedre og mere velfungerende offentlig sektor, så er det der, man skal sætte ind.

Det forholder Ove Kaj Pedersen sig ikke til, og det er en skam. I stedet tager han nogle billige stik hjem ved at gentage nogle traditionelle fordomme om den offentlige sektor, f.eks. at den offentlige sektor vokser uhæmmet, at ansatte ikke vil ledes, modarbejder politiske reformer og er økonomisk uansvarlige.

Vinklet ind i bureaukrati

I mange år har man i den private sektor talt om at rive pyramiderne ned, selvledelse, “unboss” og hvad det nu ellers har heddet.

I store dele af den offentlige sektor er man gået den modsatte vej med det resultat, at fagligt ansatte har fået indskrænket deres ledelsesmæssige råderum og er blevet viklet ind i en stadig mere bureaukratisk arbejdsdag, hvor der ofte tælles, måles, vejes og dokumenteres. I forsøget på at effektivisere den offentlige sektor er man ved at afvikle nogle af de værdier, som er centrale for en velfungerende offentlig sektor. Værdier, der handler om, at gode medarbejdere er engagerede, kompetente og inden for visse rammer har en høj grad af handlefrihed.

I gamle dage var den offentlige sektor primært præget af en faglig dagsorden, og ledelse var af driftsmæssig eller administrativ karakter. Vi kender kritikken helt tilbage fra Glistrup, der talte om skrankepaver og papirnussere.

Fra begyndelsen af 80’erne skete der et opgør med den kultur samt idéen om, at man altid bare kan skrive en ny check, hvis riget fattes penge.

Det første program for modernisering af den offentlige sektor fra 1983 sætter fokus på budgetstyring samt på en række bløde idéer om styring og ledelse. Disse to temaer har med forskellige modifikationer udgjort hovedlinjen i den måde, den offentlige sektor siden er blevet forsøgt udviklet på.

Kniber med styring og ledelse

Det er vist lykkedes meget godt med budget- og økonomidelen.

Til gengæld har det knebet gevaldigt med styrings- og ledelsesdelen, selvom der gennem årene har været igangsat et utal af moderniseringsinitiativer.

Offentlige organisationer har ikke forvandlet sig til strategiske organisationer, hvor det er ledelsens opgave, i samarbejde med medarbejderne og andre relevante interessenter, at forløse denne mulighed.

I stedet har mange offentlige organisationer udviklet sig til organisationer, hvor ledelsesopgaven ofte rettes mod forvaltning af kontrol-, dokumentations- og snævre resultatsystemer.

Historisk set har vi som afløsning for en autonom fagligt orienteret kultur udviklet en managementorienteret styringskultur.

Den offentlige sektors største udfordring er evnen til faglig og strategisk udvikling samt en bedre dialog med borgerne og omverdenen.

Mindre management

Skal den opgave løses, kræver det et bedre arbejds- og ledelsesmiljø, sådan at de ansatte kan gøre det, som de er bedst til – nemlig at bidrage med at udvikle borgernær service og kvalitet til gavn for ældre, elever og patienter.

En af måderne at gøre dette på er ved at slække på den management-orienterede styringskultur, som aktuelt præger store dele af den offentlige sektor. Som det er nu, inddrages hverken medarbejdere eller brugernes viden og erfaringer tilstrækkeligt i arbejdet med at udvikle den offentlige sektor, ligesom betingelserne for at udøve ledelse ofte er præget af vanskelige og modsætningsfyldte vilkår.

Skal den alvorligt syge patient gøres rask, er det et bud på den medicin, som bør udskrives.