Uddannelse/pædagogik/kultur/samfund

Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 26/1-2016

I Ida Jessens seneste roman En ny tid får hovedpersonen, lærerinden fru Bagge, mod slutningen
af bogen et nyt job, som bestyrer af den lokale sognebogsamling. Her får hun
sat skik og orden på bogsamlingen. Der er et meningsfyldt job for den
kvindelige hovedperson og snart blomstrer det hensygnende sognebogsamling da
også op. Vi er i midten af 1920’erne og
biblioteket er en del af det oplysningsprojekt, som karakteriserer det moderne
samfund.

Såfremt man som jeg er vokset op i 70’erne og 80’erne, var
såvel skole- som kommunebiblioteket en skatkiste af viden, hvor man havde
mulighed for at få stimuleret sin nysgerrighed: Meteorologi, dinosaurer,
tegneserier og senere sjældne forfattere og digtere. Den store åndelige buffet
var åben for alle. Nysgerrige børn og unge har stadig mulighed for at tage et
dyk i den righoldige viden, bibliotekerne stiller til rådighed. Til gengæld har
bibliotekerne ikke længere monopol på denne opgave. De digitale medier kan på en række områder
klare mange af de opgaver, som biblioteket tidligere kunne.

Bibliotekerne står over for at redefinere deres rolle i takt
med, at det omgivende samfund har ændret sig.
Her minder bibliotekets udfordring om den, mange andre af det moderne
samfunds bærende oplysningsinstitutioner står overfor. Man skal kunne legitimere sig og gøre sig
lækker over for befolkning og politikere og kunne besvare købmandsspørgsmålet
om, hvad nytte det hele er til for. Når Københavns biblioteker brænder en tredjedel
af bogsamlingen, er det ikke fordi, de er boghadere, men et led bibliotekernes
ændrede rolle. Udlånet af fysiske bøger
er faldende, ligesom biblioteksfilialer og budgetter gennem en årrække er
blevet skåret ned i mange kommuner.

I forsøget på at finde en ny rolle, overtager biblioteket
dele af den offentlige sektors traditionelle borgerserviceopgave; pas og
kørekort. Mange steder omdannes biblioteker til en mellemting mellem varmestuer
og kulturhuse, hvor lokale foreninger mødes. Der dømmes om intelligente
forsamlingshuse og afholdes forfatter- og debatarrangementer, hvor kendte
inviteres til at læse op og debattere. Bibliotekerne agerer spydspids i den
informationsteknologiske udvikling og forsøger at være opsøgende og udadvendte
og lokke nye grupper til.

I et efteruddannelsesprogram for bibliotekarer i en af
landets største kommuner opereres der med seks fremtidige bibliotekarroller: Læringskonsulenten,
kulturskaberen, projektlederen, serviceformidleren samt informations- og materialespecialisten. Det er tanken, at bibliotekarer kan
specialisere sig inden for en af de seks roller. Den eneste af de roller, som
den indledningsvist nævnte fru Bagger vil kunne genkende sig i er nok rollen
som materialespecialist, som blandt andet køber ind, kasserer og håndterer
bibliotekets bogsamling. Fælles for en række af de andre roller er, at der er
tale om en langt mere udadvendt bibliotekarrolle, hvor dialog med foreninger,
virksomheder, uddannelsesinstitutioner, borgere og det lokale samfund spiller
en fremtrædende rolle.

På fremtidens bibliotek vil stadigt være muligt at ”græsse”
bøger, men hvis biblioteket skal overleve som selvstændig kulturinstitution, så
bliver bøgerne fremover langt fra den eneste opgave, biblioteket skal tage sig
af. Udviklingen er måske nok nødvendig,
men som inkarneret biblioman er det ikke nødvendigvis en udvikling, som udelukkende
giver anledning til stor applaus.

Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 20/11-2015

Kultur på recept

I forbindelse med de midler, som blev udmøntet fra den
årlige satspulje, har Folketinget afsat 8 millioner kroner til et forsøg med
kultur på recept. Ideen er, at man kan
få tilskud til forskellige kulturelle tilbud, hvis man er syg, f.eks. lider af
stress, angst eller depression. Svage
ældre og demente kan ligeledes få del i tilbuddet.

I Helsingborg har man i 5 år haft et tilsvarende forsøg,
ligesom det er tilfældet andre steder i Europa. Aktuelt er forsøget i
Helsingborg ved at blive evalueret, men de foreløbige erfaringer er
positive. Der har ligeledes været
enkelte tiltag herhjemme: Musik i ambulancer, hospitalsklovne og sansehaver.

Engang hed det, at kulturpolitik var god socialpolitik, men
kan kunst og kultur også have en helbredende funktion? De fleste vil sikkert
være enige i, at hvis man har brækket benet, er tiden givet godt ud i selskab
med gode og spændende bøger, men benet gror næppe hurtigere sammen, fordi man
er godt underholdt, imens man venter på at komme på benene.

Til gengæld kan bogen, teatret og besøget på
kunstudstillingen måske kalde på muligheden for fordybelse, og for i et stykke
tid at blive suget ind i en verden, der ikke kun handler om én selv eller om,
hvad ting kan bruges til og kaster af sig i kroner og ører.

Her ligger måske et potentiale; mulighed for fordybelse og
engagement, for at trække i bremsen og sætte tiden i stå frem for at lade foden
hvile på speederen, så livet passerer revy, og man hvirvler rundt i
hamsterhjulet, alt imens tv-kanalerne skifter, sms´erne tikker og
facebookopdateringerne blinker. Kunst kan være en god medicin som kontrast til
nutidens accelerationssamfund alene af den grund, at kunst ofte tilbyder en
anden rumlig og tidslig dimension.

De foreløbige erfaringer peger på, at kultur på recept
blandt andet kan fremme livsduelighed, virke rehabiliterende og give folk en
mening og formål med livet.

Jeg har en god ven, som har været sygemeldt med stress. I
starten måtte han ikke lave noget. Han måtte ikke løbe eller cykle lange ture, som
han ellers har for vane eller f.eks. se fjernsyn og læse bøger. Det var
kedeligt. Gabende kedsommeligt. Efterhånden som månederne gik og han blev træt
af at kigge ud i luften, begyndte han orientere sig på ny. Han læste biblen,
han læste Heidegger, Nietzsche, Kierkegaard plus masser af skønlitteratur og
besøgte kirker. Langsomt vendte han tilbage til sit arbejde og sit tidligere
liv med fornyet energi og ideer.

Kunne man forstille sig, at man i stedet for at gå lægen for
at få udskrevet piller og recepter, gik til en kulturlæge eller kunstterapeut,
som kunne udskrive teaterbilletter og give gode råd om musik, udstillinger og
bøger, man kunne læse og skrive?

Kunst og kultur kan næppe i sig selv gøre os raske. Til
gengæld giver kunst og kultur mulighed for at sætte en anden dagsorden. Mødet
med det anderledes som kunst kan kaste lys tilbage på vores eget liv og samtid,
hvilket kan virke helende og dermed helbredende.

Klumme fra Fyens Stiftstidende fra d. 25/9

Hen over sommeren har jeg tømt mine afdøde forældres hus for
indbo, herunder deres bogsamling. Selv om der gennem årene er blevet tyndet
godt ud i samlingen, stod jeg alligevel over for at skulle tage stilling til,
hvilke af de cirka 500 bøger, jeg skulle tage med mig.

Min farfar var bogbinder, så der var en anseelig mængde
smukt indbundne bøger, som min far har arvet efter sin egen far. Hertil kommer
diverse leksika, klassisk skønlitteratur, kunstbøger og opslagsbøger om alt fra
fotografering, havekunst, fauna, sygdomme mv. Et kig ned over en sådan
bogsamling giver også mulighed for at møde forfattere, som enten er glemt eller
ikke længere har samme stjernestatus, f.eks. Somerset Maugham eller en nyere
forfatter, som Marie Cardinal, som man næppe hører meget til i dag. I dag er vi
omgivet af en overflod af bøger.

De fleste læsende mennesker opbygger gennem et langt liv et
bibliotek. Der kan være bøger fra deres barndom, ungdom, studie- og læretid,
særlige interesser og hobbies, rejselitteratur, forfatterskaber og genrer.

Mine forældres bogsamling bestod af en skønsom blanding af
alle de nævnte genrer. Hovedvægten lå dog på kunstbøger og historiske bøger,
som var min fars interesse og historiske romaner og spændingslitteratur, som
var min mors interesse. Samlet afspejlede bogsamlingen et ideal om, at et
oplyst menneske har en bred og almen viden om samfund, historie, kunst og
litteratur.

Problemet i dag er ikke at få fat på bøger, men snarere at
skille sig af med dem. Jeg fik da også flere bøger med hjem, end jeg har plads
til. Især efter at den opkøber, der behændigt plukkede værdier ud af boet,
kastede et blik på bogsamlingen og på klingende fynsk konstaterede, ”i dag er
der ikk non der køber bøger”.

Jeg beholdt de bøger, som har haft betydning for mig, da jeg
voksede op: udvalgte romaner og opslagsbøger. Endelig beholdt jeg min fars
store samling af kunsthistorie i et lønligt håb om, at jeg engang i en ikke
nærmere defineret fremtid får mulighed for at dykke ned i den. Engang må der
også blive tid til at læse Shakespeares samlede dramatik. Jeg kan være i tvivl
om, jeg får læst de syv tunge smukt indbundne bind om danske herregårde, men nu
er muligheden der i hvert fald.

Ulæste bøger rummer et håb om en fremtid, der engang vil
indfinde sig, ligesom læste bøger repræsenterer et kort over fortiden. En
bogsamling kan opfylde begge formål.

Opvækstens farver

I essayet Farvel til
det blå rum, der er et tilbageblik på 80’erne, skriver digteren Søren Ulrik
Thomsen, at 80’ernes ikonfarver var blå og sort. Måske er det sådan, at hvert
årti har sine farver, i 70’erne var det f.eks. brun, suppleret af orange og olivengrøn.

At Søren Ulrik Thomsen har ret i sin farveanalyse bliver
mere konkret, når man tænker på nogle af de kulturprodukter, man som ung omgav
sig med i 80’erne. Man drak Sort Guld sammen med andre, som også var iført
sorte cowboybukser og sort læderjakke, måske endda på det lokale Svendehjemmet,
som var et spillested i midten af 80’erne, beliggende på Brandts Klædefabrik,
som den navnkundige værtshusejer Hansen en overgang ejede. På Svendehjemmet var
væggene malet sorte tilsat graffitislagord. Svendehjemmet besad en mørk og
dyster stemning, som havde man ufrivilligt forvildet sig ind til en begravelse.
Her skulle ikke grines.

Den blå farve var tydelig i en række af periodens populære
film, f.eks. den franske film Betty Blue
eller Blue Velvet af David Lynch. I
begge film er farverne mørke og dystre, men også poetiske. Den blå farve gik
også igen i nogle af tidens digtsamlinger.
I Søren Ulrik Thomsens City Slang,
som blev sat i musik af Lars H.U.G, er titlen skrevet med blå, ligesom den blå
farve optræder i en række af digtene. Michael Strunge taler i et samtidigt digt
om ”den nye elektriskblå poesi”.

Især den første halvdel af 80’erne er en mørk tid. Farverne
passede godt til det kulturelle klima, som prægede dele af ungdommen.
Punkbevægelse og BZ-bevægelse og truslen fra atomkrigen hang som en sort sol
over os, så vi hele tiden blev mindet om, hvad der kunne ske. I stedet for at Fantasien skulle til magten, som der
havde stået på murene i 68, stod der nu Du
har ikke en chance – grib den. Byen, man spejlede sig i, var ikke længere
studenternes revolutionære Paris, men derimod kunstnernes dekadente Berlin.

Med begrebet det blå rum tænker Søren Ulrik Thomsen også på,
at Det blå rum gav mulighed for at tematisere de menneskelige grundvilkår, som
venstrefløjen havde ignoreret i 70’erne. Kroppen, identiteten og jeg’et blev
omdrejningspunkt for kunsten, ikke mindst i 80´ernes digte. Det blå rum var et
forsøg på at udtrykke en følelse og oplevelse af, at alt ikke var samfundsskabt
og politisk.

I sit essay indkredser Søren Ulrik Thomsen især den
kunstneriske avantgarde, han selv tilhørte, og som fik det privilegium, at de
skrev historien. At det ikke var de eneste tendenser, som fandtes i det nævnte
årti, bliver man opmærksom på, når man ser på en anden af 80´ernes kulturelle
nyskabelser. Yuppierne, som åbner op for
en ny forbrugeristisk og hedonistisk kultur.

I både Jan Sonnergaards bog Om atomkrigens betydning for Vilhelm Funks ungdom og Simon
Pasternak og Christian Dorphs bog Jeg er
her, som foregår i 80’erne, er vi med på Cafe Victor. Her tændes der
cigarer med 1000 kr. sedler, ”pagnen” flyder og de solbrændte, sexede og
trimmede kroppe flashes. På Cafe Victor slår nouveau riche sig løs, så nyrige
russere på charterferie ligner artige spejderdrenge ved siden af.

Vi havde ikke nogen Cafe Victor i Odense. Derimod havde vi Cafe
Snik Snak, her var der lyst, masser af spejle og cappuccinomaskinerne spandt,
men som navnet på cafeen indikerer, var det småt med champagne, østers og
afbrændte pengesedler. Jeg så i hvert fald ingen af delene. Til gengæld skulle
man helst grine og se godt ud.

I den sidste del af 80’erne bliver det tydeligt, at årtiet
spalter sig i to kulturelle bevægelser, henholdsvis et sort og et hvidt
mentalitetsspor. Udenpå var de to spor meget forskellige, men der var også mange
fællestræk blandt andet en stærk individualisme, en stor optagethed af kroppen
og nuet og en afstandtagen til 70´ernes forsøg på at ideologisere og forklare
alt ting væk.

I det ene spor er kroppen det sidste anker, som det hedder i
et digt fra 80’erne, som reaktion på, at de store fortællinger er væk.
Ideologier er noget bras, som datidens statsminister formulerede det. Tendensen
peger frem imod nutiden, hvor jeg´et får til at opgave at bære hele verden på
sine skuldre. Det er en byrde, som for mange kan føles alt for tung. Succes og
fiasko. Det er hele er min skyld.

I yuppie-bevægelsen er kroppen ikke det sidste anker, men
derimod et investeringsobjekt, som kan trimmes og perfektioneres, så man kan
øge sin værdi på det marked, som blev de efterfølgende årtiers store
fortælling, og som vel først kulminerer i tiden omkring finanskrisen, hvor
udstilling af rigdom og et vulgært forbrug næsten normaliseres.

Vi er alle påvirket af den tid, vi vokser op i. 30’ernes
krise, 60’ernes optimisme eller 80’ernes farver. Tidsånden eller bestemte ideer
præger kultur og samfund i en periode og kaster sine lange skygger ind i
fremtiden.

Følg Brinkmanns råd (Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 24/4)

I sin bestsellerbog Stå
fast hudfletter Sven Brinkmann tidens selvhjælpskultur, hvor man skal
forsøge at finde ind til sig selv, tænke positivt, og hvor den højeste mening i
tilværelsen er at realisere sig selv. I stedet skal man fyre sin coach og tage
nej hatten på. Brinkmanns bog er en anti-tese til nutidens
accelerationssamfund, hvor det meste hele tiden ændrer sig, og hvor der altid
venter nye spændende projekter rundt om hjørnet, som man lader sig friste af.

Bogens popularitet vidner om, at den har ramt en åre i
tiden. For ikke så mange år siden hyldede vi forandring og det omskiftelige
samfund, som ventede på os. Inden længe kunne vi realisere os selv såvel i
privatlivet som på arbejdsmarkedet. På arbejdsmarkedet var det slut med at
udføre ensformigt rutinearbejde sekunderet af en chef, der overvågede os. Det
fleksible arbejdsmarked med skiftende kollegaer og arbejdsopgaver, hvor fritid
og arbejdstid flyder sammen, ikke mindst på grund af informationsteknologien,
er imidlertid ikke noget tusindårsrige. Det moderne arbejdsmarked er fyldt med
slanger, der f.eks. giver os stress.

På samme måde var det ikke kun en gevinst, da vi gik fra en
påbudskultur til en vi skal finde os selv kultur. I værste fald blev det til en
form for indre våbenkapløb, hvor vi hele tiden bliver tvunget til at realisere
os selv og tage udgangspunkt i egne behov.
Kroppen og sjælen kan altid optimeres og perfektioneres lidt mere.

Brinkmanns bog er symptom på, at omkostningerne ved det
moderne arbejdsmarked og jagten på personlig lykke flyder sammen. Det er en
analyse, som mange kan genkende. Ind imellem har kunst eller debatlitteratur
den egenskab, at den suger tidsånden til sig, så den fungerer som en lygte, der
lyser sider af tilværelsen op, som ellers lå hen i mørke. Bogen har med andre
ord ramt tidsånden lige i en vis legemsdel.

I sin polemiske og underholdende bog giver Brinkmann blandt
andet det råd, at man bør læse romaner i stedet for selvhjælpsbøger og
biografier om kendte mennesker. Boghandlere og bestsellerlister bugner af
selvhjælpslitteratur, hvor kokke og coaches deler ud af deres skiftende
menukort over livet, ligesom biografier i stigende omfang langes over disken,
hvor sportsstjerner og realitystjerner øser løs af deres ofte ligegyldige
erfaringer. I mange tilfælde er der tale om vitaminfattig fast food.

Litteraturen giver os derimod mulighed for at se livet som
sammensat, tilfældigt og flerperspektivisk. Litteraturen kan vise os, hvordan
vores liv er filtret ind i sociale, historiske og kulturelle processer frem for,
at vi konstant kredser rundt om vores egen planet, som er den vej,
selvhjælpslitteraturen udpeger. Romanen kan lære os, at det væsentlige ligger uden
for os selv. Konkret foreslår Brinkmann
moderne og flerperspektiviske romaner som Jan Kjærstad og Murakami, men mon
ikke også mindre ambitiøs litteratur kan gøre det.

Hvor Brinkmann har ramt tidsånden med sin analyse af
samtiden og dens omkostninger, er det nok mere tvivlsomt, om han har får held
med sin anbefaling af, at folk bør læse mere litteratur. Men det bliver
anbefalingen jo ikke mindre rigtig af.

Hvad skal man mene om et fænomen som You Tuberen Kristine Sloth og andre yngres stadig hyppigere brug af de sociale medier

At finde vej i medierne

Julen er for længst forbi, og for mange er juleferien
sikkert blevet brugt til at fornøje sig med de julegaver, som lå under træet.
Eller på at ærgre sig over de julegaver, som ikke lå der. Hvis man som jeg, får
bøger i julegave, så er ferien altid en kærkommen lejlighed til at synke ned i
stolen og lade fremmede mennesker og verdener passere revy. De nye løbesko, som
også lå under træet, løber ingen vegne.

I år læste jeg en bog, som jeg hverken havde fået eller
ønsket mig. Det var derimod en bog, min 13-årige datter havde ønsket sig.
Bortset fra hendes fødselsdag, hvor hun ønskede sig en biografi om One
Direction (1D), er det ikke sket før. Der var derfor ingen betænkelighed. Hun
skulle have en bog. Hvad du ønsker, skal du få. Dette stod i modsætning til
andre år, hvor jeg har praktiseret den omvendte fremgangsmåde: hvad du ikke
ønsker, skal du få. Med det resultat, at bøgerne aldrig blev læst. Min eneste
betænkelighed handlede om den bog, min datter ønskede sig. Det var Kristine
Sloths Min verden.

Skulle der være læsere over 20 år, som ikke ved, hvem
Kristine Sloth er, og det er sandsynligt, for jeg vidste det heller ikke, kan
jeg oplyse om, at Kristine Sloth er YouTuber. Det var i hvert fald det svar,
min datter gav mig. YouTuber, sagde jeg, er det et job, en titel eller en
hobby?

Egentlig klogere blev jeg først, da hun uddybende fortalte
mig, at hun har en videoblog om mode og skønhed, og at hun har mere end 60.000
faste følgere. Kristine Sloth er med andre et ord et mediefænomen, som især er
populær blandt de yngre piger på de sociale medier. Hun er selvfølgelig både på
Facebook, Instagram og har egen blog, men først og fremmest uploader hun små
videoer på YouTube. Deraf navnet YouTuber.

I gamle dage sagde man, først kommer bogen, så kommer
filmen. I dag foregår det ofte på den måde, at først kommer populariteten på de
sociale medier eller i reality tv, og så kommer bogen. Tænk blot på Linse
Kessler, Gustav og hvad de nu alle sammen hedder.

Hvad handler hendes bog så om. Jo, den handler om drenge,
mode og om hvordan man lægger make-up. Arbejdet beskrives minutiøst. ”Jeg
renser først mit ansigt for makeup og dagens snavs med en makeupfjerner på
almindelige vatrondeller.” Vi får også at vide, at KS altid fletter sit hår, inden
hun går i seng. ”Jeg elsker at samle det i en fletning i den ene side, det er
behageligt at sove med – og så har jeg fine krøller næste dag.”

Vi er altså i fingerbølsfeltet med hensyn til tips og tricks
om, hvordan man som præ-teenager kan blive smuk og smækker. Bogen er dog også
en askepothistorie, bortset fra at Kristine Sloth ikke bliver gift med nogen
prins. I stedet har hun qua sin aktivitet på de digitale medier opnået succes
og berømmelse. Og i vore dage er det mindst lige så vigtigt

Kristine Sloth blev moppet på sin gamle skole. Hun begyndte
at blogge, skiftede skole og resten er historie, som man siger: Du skal tro på
dig, selv og udleve dine drømme. Det er de budskaber, vi får med os, og hvem
kan ikke bruge de råd.

Hvad skal man mene om et fænomen som Kristine Sloth og de
yngres stadig hyppigere brug af de sociale medier? Først og fremmest tror jeg,
at vi skal opfatte børn og unges brug af de sociale medier, og de eventuelle
bøger som aktiviteten kaster af sig, som et forsøg på at finde vej gennem
livet, dvs. et forsøg på at lege med mulige identiteter og fremtidsscenarier
inden for relativt trygge rammer: hvem er jeg, hvem er jeg ikke, og hvem er jeg
på vej til at blive.

Gennem de sociale medier møder børn og unge forskellige
rollemodeller, de kan spejle sig i eller tage afstand fra. Vi der voksede op,
før de digitale medier blev hvermandseje, spejlede os i de mere klassiske
medier, f.eks. blade, bøger, radio og tv.

Selv om de gamle medier var i øjenhøjde med de unge, var de
også voksenstyrede eller -redigerede. Sådan er den digitale virkelighed ikke.
Her er det børn og unge selv, der vælger, hvad de distribuerer.

Jeg er ikke urolig på min datter og andres vegne, men vil
stadig fastholde, at der er mere kraft og saft i Den uendelige historie, Harry
Potter og andre aldersrelaterede kulturelle udtryksformer, som i symbolsk og
æstetisk form formår at give os større og dybere indsigt i os selv og den
verden, vi er omgivet af. Foreløbig står
de nævnte bøger og samler støv, mens Kristine Sloth bliver læst. Min datter må
fortsat finde sig i at få det, hun ikke ønsker sig. I år var en undtagelse.

Harald Voetmann: Alt under månen. Gyldendal 2014

Pia Tafdrup. Smagen af stål. Gyldendal 2014

Klassisk Tafdrup, masser af sansede, lyriske og billedrige digte. Nogle af digtene er vel det, man kan kalde prosadigte, dvs. mere fortællende og handlingsorienterede. Det er en digtform, som går igen i de sidste digtsamlinger, hun har skrevet. I denne bliver det bare mere tydeligt. Indholdsmæssigt kommer vi rundt om mange emner parforhold, natur, erindring, død, krig og hverdagsregistreringer. Jeg kan bedst lide erindringsdigtene. Der er fine linjer og digte, men samlingen virker ikke helt så organisk og helstøbt som andet, jeg har læst af hende. Den kommer i hvert fald længere omkring. Men det meste er stadigvæk rigtig godt

Jens Christian Grøndahl: Jernporten. 2014

Jens Christian Grøndahl seneste bog, Jernporten falder i tre dele, hvor vi møder jeg-fortælleren, som henholdsvis gymnasieelev, midaldrende nogen og fyrreårig og tresårig.

Bogen formidler tre nedslag i en skolelærers liv, som er glad for bøger og klassisk kunst. Langsomt væves de tre lag ind i hinanden i et nærgående portræt af hovedpersonen.

Vores hovedperson har svært ved at realisere det almene liv, og det lykkes ham aldrig at finde en balance mellem “ånd og annuietetslån”, som han selv formulerer det.

En rød tråd i bogen er beskrivelsen af de kvinder, som på forskellige tidspunkter spiller en rolle i hans liv, og som repræsenterer forskellige kvinderoller. Den intellektuelle ungdomskærste, Erika, overklassekvinden Maria som bliver far til hans barn osv.

Det er et troværdigt portræt af dannelses-dinosauren, der lever i et selvvalgt eksil, omgivet af ånd, uden lyst til at lege far mor og børn. Bogen er fortalt i et roligt tempo med et sikkert og varieret greb om sproget. Ind imellem bliver hovedpersonen måske lige småfilosoferende nok i sine refleksioner omkring liv, kunst og verden med risiko for, at der går essay i den. Alt i alt et fint indblik i et liv, som efterhånden, som årene går, helst leves på afstand af andre mennesker

Jens Christian Grøndahl har oversat den populære bog Stoner. Selv om der er klare forskelle, kan Jernporten på nogle områder minde om Stoner. Det langsomme tempo, hovedpersonens glæde ved god kunst og litteratur og problemet at realisere det almene liv.

Katrine Marie Guldager: Peters død. Lindhardt og Ringhof, 2014.

Katrine Marie Guldager skriver godt, og det er en morsom beskrivelse og satire over hippietidens påfund, men bogen rører mig aldrig rigtig for alvor. Den alvidende fortæller, der hopper ind og ud af de mange hoved- og bipersoner gør, at persontegningen tangerer det overfladiske og karikerede. Vel kommer vi rundt om Henry, Lilli og Leonora, som er hovedpersonerne, men det er lige så meget i kraft af, at vi kender dem fra de andre bind.

Yes, det er en postmoderne fortæller, der træder ud af fortællingen og eksplicit gør os opmærksom, at der er en fortælling og lader os vide, hvad der senere vil ske med hovedpersonerne. Fiktion er fiktion. Det ved vi godt. Jeg var mere begejstret for bind 3, Peters død.

Helle Helle: Hvis det er. Samleren 2014

Som altid hos Helle Helle eminent replikkunst, ligesom den underspillede og lavmælte stil er suveræn. Igen får vi præsenteret ikke bare en men to hovedpersoner, som aldrig rigtig er trådt karakter, men lever en slags skyggeliv, hvor de forsøger at tilfredsstille andres behov og fremstår ensomme og farveløse.

Til gengæld fandt jeg aldrig ud af, hvordan rammefortællingen, mand og kvinde er faret vild i en skov og går grueligt meget ondt igennem, hænger sammen med den lange indskudte fortælling om kvindens ungdom og forhold til kæresten Christian. Det er som, at de to historier ikke hænger sammen. Men godt skrevet er de

Den stille dreng

Nu har jeg også fået læst Stoner af John Williams. Bogen som
kom i 1965, men først slog igennem næsten 40 år senere og blev en international
bestseller, og som nu i mange uger har været blandt de mest solgte
skønlitterære bøger i Danmark. Er den så god? Jo, den er god. Det er en gribende,
stille hverdagsrealistisk fortælling om en mand, som kommer fra beskedne kår og
har udsigt til at skulle arve fødegården, men i stedet slår sig på litteraturstudier
og bliver ansat ved University of Michigan, hvor han arbejder hele livet.

Stoner er beskeden, generøs og hårdtarbejdende, men bliver
ydmyget af sin kone og chef. Kun i glimt oplever han glæde i kærlighedslivet,
da har en affære med en af sine tidligere studerende, men snart forsvinder hun
ud af hans liv. På samme måde som hans eneste og elskede datter også forsvinder
ud af hans liv, da hans glædesløse kone mener, at deres forhold er blevet for
tæt. Det er altså på den ene side en bog, der handler om spildte muligheder og
om ikke at realisere sit fulde potentiale. På den anden side er det også en bog
om en mand, som bider tænderne sammen og accepterer sin skæbne uden at kny, og
efterhånden som årene går, bliver mere og mere vellidt og elsket af sine
studerende, kollegaer og af os som læsere.

Stoner er en mand, man ikke kan undgå at holde af. Måske
fordi han minder om noget i os selv. Det kunne være gået os bedre. Vi kunne
være blevet til noget mere. Vi kunne have haft mere held i kærlighed, i
arbejdslivet, ja i livet. Alligevel står vi op hver morgen og gør vores pligt.
Vi hænger i og forsøger efter bedste evne at være gode mennesker.

Det er dog også noget bedaget og altmodisch over
fortællingen, hvilket ikke bare hænger sammen med, at handlingen foregår fra
1900-tallets start og op til perioden efter 2. verdenskrig, og at hovedpersonen
beskæftiger sig med ældre litteratur. Det skyldes også, at historien er fortalt
i et nærmest adstadigt tempo, og fortællingen er kronologisk fremadskridende,
så går der 5 år, så går der 10 år. I den forstand er det en klassisk
dannelsesroman og en velkendt beskrivelse af et levnedsforløb. Det giver
fornemmelsen af, at man sidder med en roman fra verden af i går. Måske er også det,
der er baggrunden for bogens succes. Den viser et billede af noget, mange af os
savner.

Vi savner bøger, som lader os se menneskelivet udfolde sig
fra start til slut, frem for litteratur som dykker ned i dage, uger og enkelte
år af et menneskes liv. Vi savner bøger, som ikke kun er ironiske og eksperimenterer
med sprog og komposition eller hvor hovedpersonerne er overmennesker udstyret
med kræfter og evner, som kun hører til i fantasiens rige. Vi har brug for
bøger, hvor vi kan sætte os ind kupeen, synke ned i sædet og lade toget fragte
os gennem kendte og ukendte landskaber, indtil vi når frem til rejsens slutmål.

Stoner udgør en kontrast til accelerationssamfundet, som den
tyske sociolog Hartmut Rosa har døbt nutidens samfund, hvor sms´erne kontinuerligt
tikker ind, og hvor centrifugen eller hamsterhjulet kværner hurtigere og
hurtigere. Det er ikke tilfældigt, at stand up´en er blevet en fremtrædende og
tidstypisk kulturform og de digitale medier en kær ven. Her leveres ofte korte
historier, vittigheder og punchlines uden den form for kontinuitet og de lange
linjer, som f.eks. det klassiske teater og litteratur kunne tilbyde.

Stoner derimod er som en god cognac, som langsomt vendes i
munden og kæles af tungen, inden den synkes på plads og brænder i maven. Som gode
bøger lever den videre længe efter, at øjnene har slugt den sidste side. Stoner
minder os, at vi ind imellem har behov for at mærke historiens vingesus og se
menneskelivet folde sig ud som en lang rejse, for det er jo trods alt sådan, de
fleste menneskers liv former sig. En lang linje frem for en række punkter, som
ikke er forbundet med hinanden.

Historien er ikke død, men vi kan have svært ved at formulere
en sammenhængende fortælling om os selv og den tid, vi lever i. I dag er
rejsens mål snarere ukendt end kendt. Her byder Stoner på en troværdig
fortælling om en mand, hvis liv folder sig ud som en vifte.

Hvis alle bøger var ligesom Stoner, ville det sikkert være
kedeligt. I den forstand kan det aktuelle samfund måske snarere karakteriseres
som et variationssamfund end et accelerationssamfund. Vi skal ikke bare have
mere af det samme, hurtigere og hurtigere. Vi skal have noget forskelligt og
gerne i varierende tempi. Stoner tilbyder langsomhed, fordybelse, overblik og
præcision som kontrast til den hurtighed, overfladiskhed og flimren, som
accelerationssamfundet dagligt hvirvler os rundt i.

Foråret i dit liv

”Barndommens land. Tidens mælketand.
Verden er ny for dit øje. Folk er to meter høje.” De fleste kender nok Benny
Andersens tekst, sunget af Poul Dissing. Barndommens land er et land, hvor
vejene og landskaberne er nogle andre, og hvor færdselsreglerne og spillereglerne
tager sig anderledes ud, end de kommer til at gøre resten af livet. Det er også
et land, som aldrig helt forsvinder, men som lever videre i os på godt og ondt.

I sin seneste bog Luskebuksfortællinger (2014) skriver forfatteren Jens Blendstrup:
”Vi er børn selvom vi får skæg og hår og hud og knogler og hobbies og dør
brølende under den kridhvide sol, som kommer fra alle retninger, når vi har
levet det vi skal leve, er vi børn.”

Børn kan karakterises som en slags
antropologer, som ankommer til en gammel verden, hvor de skal forsøge at begå
sig og afkode det sociale og kulturelle spil, og alle de regler som findes. I
modsætning til den voksne antropolog, der rejser ud i det fremmede, har de ikke
et sikkert navigationskort med sig hjemmefra, som de kan bruge som afsæt for at
forstå og oversætte alt det nye til velkendte begreber og landkort. I stedet er
de konstant på oplevelsesrejse, hvor de løbende forsøger at tilpasse sig og forstå
den verden, som endnu ikke er blevet selvfølgelig og naturlig.

Selv om verden, når man er barn, fremstår
næsten ny hver morgen, dukker der alligevel på et tidspunkt noget op, som præger os resten af livet på godt og
ondt. Noget der sætter sig i os, som en ”sten”, der løsner sig og triller på
plads.

Men hvad er det mere præcist, som karakteriserer den verden, hvor
vi lever så kort, men som alligevel præger os i så lang tid. Den norske
forfatter Roy Jacobsen formulerer det i sin bog Sejrherrerne (1991) på den måde: ”i løbet af barndommen dukker der et eller andet op som er dit, en mode,
en musikart, en type piger, en interesse, en madret, som bare smælder ind i dit
hoved på et specielt tidspunkt – det mest skæbnesvangre forår i dit liv – og
forbliver der til du dør.”

Barndommen lever videre i os resten af livet som en praktisk sans, som
sociologerne kalder det. Den praktiske sans er kropsligt
funderet og spiller en rolle for den smag, vi udvikler. Den praktiske sans præger
vores kulturelle forbrug; hvad oplever vi som henholdsvis smukt og grimt, godt
og dårligt, tjekket og utjekket. Som
en sporhund guider den os hen imod de nye steder og oplevelser, vi får færten
af

Jeg hører ikke længere John Mogensen,
som jeg elskede, da jeg var barn, men hvis han en sjælden gang imellem slipper
ud af radioen, sender han mig øjeblikkelig tilbage til barndommens land. Den
mørke stemme og de enkle, rytmiske melodier. Måske er han bare en tidlig dansk
udgave af den Bruce Springsteen, som jeg senere kom til at holde af.

Høresansen har samme funktion som syns-,
føle-, smags- og lugtesansen. De sidstnævnte sanser er dog mere grundlæggende og
udvikles og kultiveres især i de første leveår. Hver eneste gang jeg møder den
mærkelige blanding af støv, mados, indelukkethed og sved, er jeg tilbage i mine
bedsteforældres stuer. Og hvem kender ikke som hos Marcel Proust smagen af
Madelainekagen, som øjeblikkeligt sender os retur til der, hvor det hele
startede.

Genkendelsen af de forskellige sanser
aktiverer lag i vores hukommelse, som er knyttet til tidligere oplevelser. Vi
er tilbage i hulen eller sidder med rundt om bålet. På den måde kan barndommens
stemme ind imellem siges at være tilbageskuende og konservativ, hvor det
handler om, at vi skal føle os trygge og bekræftes. På den anden side kan
barndommens stemme også fungere som det kompas, der gør, at vi kan holde næsen
i sporet, fordi vi på et tidligt tidspunkt fik færten af noget, som vi syntes
var vigtigt og værdifuldt, og som har bundfældet sig i os, og som kan lede os
på vej hen imod nye lande.

Det er ingen grund til at forherlige og
romantisere barndommen. Ofte oplever børn en utilstrækkelighed, angst og
afmagt, fordi de på nogle områder er mindre kompetente end dem, som er større
og ældre end dem selv. Det er barndommens vilkår. Børns fascination af Pippi
Langstrømpe-figuren handler blandt andet om, at Pippi har adgang til de ting og
ressourcer, børn normalt ikke har, f.eks. økonomi, fysiske kræfter og retten
til at bestemme over tid og rum.

På den anden side er der heller ikke
nogen grund til at negligere eller afvise betydningen af det mest skæbnesvangre
forår i sit liv, som såede kimen til den livslange vandring, vi er sendt ud på,
selvom vi får skæg og hår og hud og knogler og hobbies og til sidst dør
brølende under den kridhvide sol.

Den biografiske dille

Livshistorier og selvbiografier
er in. Folk går på aftenskolekurser og tilegner sig redskaber, så de er i stand
til at formulere deres historie. Andre betaler sig fra det og får
professionelle skribenter til at gøre arbejdet. Forfattere inddrager i stor
stil deres eget liv i skønlitterære bøger. Det mest kendte eksempel er den
norske forfatter Karl Ove Knausgård med hans 3000 siders lange Min kamp, men herhjemme kan vi også godt
være med Hanne Vibeke Holsts Knud den
store, om forfatterens far Knud Holst eller Daniel Denciks Anden person ental, der er en gribende
beretning om, hvordan forfatteren bliver nægtet at se sine børn på grund af en
u-samarbejdsvillig mor og et bureaukratisk svensk social- og retssystem. De
nævnte værker er aktuelle eksempler på skønlitterære bøger, hvor forfattere
bruger løs af egne erfaringer og oplevelser.
Inden for litteraturforskningen har dette sågar fået et begreb, perfomativ biografisme.

Man kan anskue den biografiske vending eller tendensen
hen imod at skrive eller få skrevet sin historie som led i en bredere kulturel
tendens.

Inden for det pædagogiske område
har man i mange år arbejdet med metoden livshistorier. Her får
udviklingshæmmede, som måske ikke har et verbalt sprog, og som ikke kender
deres egen historie, hjælp til at få formuleret deres livshistorie. Hermed kan
de opleve en følelse af mening og sammenhæng og dermed identitet.

Mange af de mindste poder oplever
i dagpleje og daginstitutioner at få udfærdiget en barnets bog, som kan følge
dem videre gennem skole- og institutionsliv, så det bliver synligt for de
lærere og pædagoger, som skal modtage dem efterfølgende, hvad de har oplevet,
og hvem de er.

Alle synes at have en historie at
fortælle, som skal deles med andre, men hvorfor er det, at vi mener, at vores
historie er så interessant, at den bør nedfældes.

I modsætning til den mundtlige
fortælling er skriftligheden for fastholdere og kan rejse i tid og rum. Den bog
eller tekst, som blev skrevet for 100 år siden, kan vi læse i dag. Selv om skriftens betydning ikke er altid
entydig, er den ikke på samme måde som den mundtlige fortælling flygtig og
bundet til situationen, tiden og stedet.

Den nedskrevne livshistorie
formidler også oplevelser, historier og levet liv videre på en mere sanselig og
levende måde end eksempelvis det gamle slægtstræ gjorde. Det er interessant at
vide, at ens oldefar var bogbinder og født i 1888, men ville det ikke have
været mere interessant, hvis man havde haft en bog fuld af historier om hans
liv som bogbinder?

Den moderne teknologi har
medført, at det aldrig har været billigere at få udgivet en bog, og alle kan i
princippet uploade deres elektroniske historie på Saxo Publish. I den forstand
kan den biografiske vending fortolkes
som en form for kulturel demokratisering. I gamle dage var det udelukkende
fyrster og konger beskåret at blive portrætteret, sådan at de fra væggen af
riddersale og gange kunne følge med i det liv og den tid, som kom efter dem.
Senere fulgte borgerskabet med, ligesom denne samfundsgruppe udviklede
traditionen med at nedskrive deres selvbiografi.

I dag er vi alle en slags konger,
som fortjener en historie. Rent civilisatorisk er vi nået dertil, at vi er
blevet bevidst om, at vores liv er noget særligt og unikt, og at vi selv har
haft et ansvar for at skabe det. Måske er det et ønske om at sætte sig spor for
eftertiden og dermed en drøm om evigheden. Livet har ikke været levet forgæves.

To modsatrettede, men
sammenhængende bevægelser, præger vores tid. På den ene side globaliseringen,
hvor alt der før var fjernt, bliver nært, og så individualiseringen, hvor
individet er blevet opskrevet blandt andet på bekostning af de sociale og
kulturelle bånd, som tidligere knyttede os til gruppen, familien, slægten eller
nationen.

Den aktuelle interesse for
livshistorier kan fortolkes som et udtryk for, at vi ikke længere identificerer
os med de kulturelle fortællinger, som tidligere generationer identificerede
sig med. I slutningen af1800 tallet kunne bønderne, som kom på højskole, få en
historisk identitet, så de næsten troede, at de stammede fra Odin og Thor. I
lang tid kunne arbejderklassen eller kvinderne se deres situation i sammenhæng
med en lang historie, der handlede om at være undertrykt og udbyttet. I
konservative kredse spejlede man sig i nationens historie og dens helte. De
store kollektive bevægelsernes tid er forbi. I stedet bliver fællesskaberne i
højere grad midlertidige eller sags- og oplevelsesorienterede.

Vi har alle en historie at
fortælle. Ikke alle historier er ikke lige interessante, og de bliver heller
ikke lige godt formidlet, men at der i stigende grad er plads til og vilje til
at fortælle, nedskrive og bruge sin historie, er dels et udtryk for en kulturel
demokratisering, dels et udtryk for, at vi i højere grad end tidligere har
behov for at skabe mening og sammenhæng og dermed identitet i vores liv.

En weekend med lyrik

Lektor Finn Wiedemann

Forfatter Cindy Lynn
Brown

Til marts afholdes festivalen Odense Lyrik for 8. gang. Dette
sker i lyset af en fornyet interesse for poesi, som ikke er set i mange år. Fænomenet Yahya Hassan har solgt omkring
100.000 eksemplarer af sin debutdigtsamling og har i måneder ligget øverst på
boghandlernes hitliste. Bogen vil desuden blive oversat til flere sprog.

Normalt er lyrik en genre, som kun de allermest dedikerede
litteraturbrugere går ombord i. Hvor fodbold og håndbold er de mest udbredte
sportsgrene, er krimier og biografier om kendte mennesker de genrer, som fylder
mest på det litterære landkort. For nu at blive i sportsmetaforikken så er lyrikken
vel nærmest at betragte som cricket. En sportsgren som herhjemme er lille, men
som har en lang tradition, og hvor udøvere og publikum er trofaste og entusiastiske.

Når man ser bort fra Yahya Hassan, bliver digtsamlinger ofte
solgt i få hundrede eksemplarer, og som arrangør af Odense Lyrik er det heller
ikke nogen hemmelighed, at det hvert år er en kamp at få stampet økonomiske
midler op af jorden for at afholde festivalen. Det er svært at gøre sig lækker
for fonde, som uden store betænkeligheder poster penge i rockmusik, sport og
bykultur. Måske er Yahya Hassan sexet, men lyrikfestivaler er det stadig ikke.

Festivalen
er i en årrække blevet afholdt uden, at Odense kommune har bevilget så meget
som en krone. I modsætning til en række andre byer er Odense kommune af en
eller anden grund ikke særlig interesseret i litteratur. Bevares, vi har en
fribyforfatter, en Spoken Word festival (som også lider økonomisk), og vi bruger
penge på at medfinansiere en international litterær pris, som kaster glans over
byen. Men i modsætning til i Aalborg og Århus støtter kommunen ingen decideret
litteraturfestival, og vi har heller ingen kommunalt støttede
forfatterskoleaktiviteter som i fx Århus, Holstebro og Svendborg.

Vi bad nogle af deltagerne fra 2013 om at skrive lidt om
festivalen. Rektor for forfatterskolen Pablo Llambias udtalte blandt andet følgende:
”Odense Lyrikfestival samler
hvert år et lydhørt og intelligent publikum til sine arrangementer og er den
vigtigste enkeltstående begivenhed for Odenses og Fyns litterære liv.”

Hvad er så, som hvert år samler et lydhørt og intelligent
publikum? Hvad er digte og lyrik? Lyrikkens
materiale er sproget, som bliver sat sammen på mangfoldige måder. Ord føjes
sammen, gammelkendte udtryk fordrejes. Virkeligheden fremstår kendt, men
alligevel ukendt. Der drejes på det sproglige kalejdoskop, så nye virkeligheder
springer frem for øjnene og ørerne af os. De bedste lyrikere kan forstås som en
art sprogets opdagelsesrejsende, som afsøger nye steder længe før,
normalsproget kommer til.

For et par år siden skrev litteraturforskeren Peter Stein
Larsen en doktorafhandling, hvor han indkredsede to spor inden for den moderne
lyrik, som han benævnte henholdsvis centrallyrik og interaktionslyrik. Centrallyrikken
er kendetegnet ved, at der er et velafgrænset digterjeg, der sanser og erkender
verden i digtet. I interaktionslyrikken er det derimod svært at afgrænse digterjeget,
flere forskellige stemmer fletter sig ind og ud af hinanden. Digtene er ofte
formeksperimenterende og genreoverskridende. Indholdsmæssigt forsøger Odense
Lyrik at præsentere begge traditioner. Det er dog især den sidstnævnte
tradition, som dominerer. Måske fordi det tydeligst er den, som kommer til
udtryk i lyrikken i disse år.

En repræsentant for den sidstnævnte tradition er fx Christina
Hagen, der er kendt for at have inddraget andre menneskers feriepostkort i sin
forrige bog White Girl. Hendes nye
bog, Boyfrind som udkommer til marts
er også skabt i en blanding med andre tekstformer.

I en position mellem de to tendenser finder vi Julie Sten-Knudsen.
I digtsamlingen Atlanterhavet vokser
indkredser hun gennem prosadigte sit forhold til sin halvsøster, som er mulat,
og som bor og arbejder i USA. Digtsamlingen bliver en afsøgning af emner som
hudfarve og race, hvor hun udover klassiske digte inddrager fakta, fx
rejsebeskrivelser og citater fra populære debatter om emnet. Hermed ligner
Sten-Knudsen en del, især yngre lyrikere, som på nærmest forskningsmæssig vis
undersøger temaer ved at sample mellem traditionel poetisk sprogbrug og mere
faktuelle stemmer hentet fra den sociale virkelighed.

Et eksempel, som er tættere på den centrallyriske tradition,
er Asta Olivia Nordentoft, der sidste år udgav digtsamlingen Det nemme og det ensomme. I bogen bruger
Nordentoft personligt stof i en til tider knækprosaagtig form. Det sker dog på
nye og originale måder, hvor Nordentofts barske hverdagserfaringer blandes med
tanker og erindringer samt smukke og barokke billeder, der føjer sig sammen i
en organisk helhed.

De tre digtere og mange flere kan opleves fra den 14.-16.
marts.