Knud Illeris (red.): Læring i konkurrencestaten – kapløb eller
bæredygtighed. Samfundslitteratur. 2014 (223 sider).
Bogen består af 12 artikler, fordelt på fire afsnit. Det
første afsnit forsøger at tematisere begrebet konkurrencestat med udgangspunkt
i blandt andet Ove Kaj Pedersen og Katrin Hjort. Det andet afsnit, har
overskriften Læring og
identitetsudvikling, hvor Knud Illeris selv har bidraget sammen med blandt
andet prominente navne som Thomas Ziehe og Etienne Wenger. Det tredje afsnit,
der rummer overskriften, Når presset
bliver for stort, dykker ned i konkrete områder, f.eks. specialpædagogikken
ved Søren Langager, ungdomsuddannelserne ved Noemi Katznelson og
arbejdsmarkedet v. Nadja U. Prætorius. Hertil kommer et fjerde afsnit, hvor
Knud Illeris foretager en art opsamling.
Bogen har haft en lidt usædvanlig fødsel. I forlængelse af
Knud Illeris bog om Transformativ læring og identiet (2013) afholdtes et
seminar, hvor Thomas Ziehe og Etienne Wenger deltog. Illeris har efterfølgende
inviteret forskellige forfattere til at bidrage til en bog om læring og
udvikling i perspektivet af den seneste samfundsudvikling.
Som det ofte er med antologier, så forholder forfatterne sig
i nogen grad fleksibelt til oplægget. Overordnet set så tager bogen temperaturen
på emner som identitet, læring og uddannelse og arbejdsmarkedet i perspektivet
af konkurrencestaten eller den aktuelle samfundsudvikling. Nogle tematiserer begrebet
eksplicit (Ove Kaj Pedersen og Knud Illeris), andre taler i stedet om det
sen-moderne (Ziehe, Wenger) eller markedssamfundet (Prætorius).
Skal man foretage en art syntese af de mange artikler, så er
budskabet, at der er for meget fokus på uddannelse, faglighed og præstationer
og for lidt fokus på læring, identitetsudvikling og bæredygtighed.
Konkurrencesamfundet er skurken med dens fokus på, at uddannelse og viden er et
konkurrenceparameter, som skal forsøges styret gennem forskellige NPM-lignende
initiativer. På den måde bliver det en bog, som er kritisk overfor den aktuelle
samfundsvikling og den måde, som især uddannelsesområdet har udviklet sig på.
Økonomistyringen har taget over. Den stigende internationale konkurrence
forudsætter et kompetencemæssigt løft, men der er for lidt fokus på dannelse
eller læring og identitetsudvikling, og udviklingen forsøges styret på en
uhensigtsmæssig måde, som reelt ikke bidrager til det nationale kompetenceløft (207
ff.), som der er behov for.
Nogle af artiklerne har en tendens til at blive for
snakkende, som om de mundtlige oplæg, de måske oprindeligt har været funderet
på, ikke er blevet transformeret til skriftlighedens mere fokuserede,
analytiske og akademiske fremstillingsform. Det gælder f.eks. Steen Hildebrandts ambitiøse
artikel om bæredygtighed og Ziehe, Wenger og Katznelsons artikler.
Umiddelbart fremstår Ove Kaj Pedersens indledende,
afgrænsende artikel om konkurrencesamfundet mest interessant, som jeg vil
diskutere afslutningsvis.
Knud Illeris artikel om Identitetsudvikling og transformativ
læring bør ligeledes fremhæves. Artiklen er et sammendrag af hans bog (2013). Artiklen
udgør en indkredsning og diskussion af begrebet identitet og transformativ
læring, ligesom den rummer nogle refleksioner over, hvad læring vil sige i
konkurrencestaten, hvor der er fokus på præstationer og omstilling; hermed
bliver der et øget pres på individet. Konklusionen er, at der er for lidt plads
til læring og identitetsudvikling eller dannelse, skulle man måske sige.
Søren Langagers artikel om bogstavbørn, hvor han
afbalanceret diskuterer udviklingen inden for specialpædagogikken, i
perspektivet af de seneste ændringer inden for folkeskolen, kan ligeledes fremhæves.
Frem for at idealet tidligere var det gode liv, er det nu blevet det produktive
liv.
Nadja U. Prætorious meget kritiske analyse af det fleksible
arbejdsmarked med stigningen i stressrelaterede symptomer, som rent neurologisk
kan sammenlignes med traume-lignende oplevelser, folk har været udsat for, er
ligeledes interessant. Baggrunden for denne udvikling er, at der har fundet en
de-humanisering sted af arbejdsmarkedet, hvor den enkelte professionsudøver
ikke længere kan finde mening i sit arbejde og fremmedgøres. ”Hvordan har vi i
et demokratisk samfund tillade, at politiske og økonomiske magthavere har
tvunget ledelsesstrategier og holdningsbearbejdelse ned over borgerne, der
bærer mindelser om totalitære staters styring, overvågning, kontrol og
indoktrinering af borgerne?” (s.200), som det retorisk hedder. Som det fremgår
af citatet, så bliver der ikke lagt fingre imellem i analysen af det moderne
arbejdsmarked.
Både Thomas Ziehe eller Etienne Wenger relativt korte
artikler bærer præg af i første omgang at have fungeret som mundtlige oplæg i
relation til det Illeris-seminar, som blev omtalt ovenover. Ziehe fortæller illustrativt om de vilkår,
individet, herunder især unge, er underlagt i sen-moderniteten. Her kan
identificeres tre former for identitetsmønstre blandt unge. Dels en tendens
til, at individet fører alt tilbage til sig selv, dels behovet for rammer eller
re-traditionalisering og endelig tendensen til selv-observation og
subjektivering. For dem, som har fulgt Ziehe de sidste 20 år, er der ikke noget nyt
i disse analyser. Wengers noget snakkende artikel beskæftiger sig med overgangen
til det aktuelle samfund, som han karakteriserer som en øget kompleksitet i
muligheden for identifikationer (124), hvor der sker en individualisering af
identiteten (125). Hvordan kan man se på sin identitet og udvikling, sådan at
der kan udvikles nye læringsrum. Noget særligt udfoldet bud har han dog ikke på
dette interessante spørgsmål. Det 21. århundrede er identitetens århundrede,
som han formulerer det. Heller ikke Wenger siger noget, han ikke har sagt før.
Som nævnt indkredser og diskuterer Ove Kaj Pedersen i sin
indledende artikel begrebet konkurrencestat. Det er ikke mindst hans
fortjeneste, at begrebet er kommet til at udgøre et epokalt begreb, som bruges
som ramme i forhold til at forstå den aktuelle udvikling inden for f.eks.
uddannelses- og arbejdsmarkedet. Artiklen kan dels ses som en opsamling på hans
bog om konkurrencestaten (2011), dels som en videreudvikling.
Ove Kaj Pedersen understreger, at stater forandres, når der
sker ændringer i de idealer eller den ideologi, de er bygget på, og det er disse
ideologiske ændringer, han er optaget af. Med overgangen til konkurrencestaten
har vi bevæget os fra velfærd i bredeste forstand med idealer om ligeværd, lige
muligheder, økonomisk lighed og så til fokus på nationens internationale
konkurrenceevne. Konkurrencestaten kan defineres på den måde, at den forsøger, at
mobilisere dens borgere for at skabe komparative fordele, at den lægger vægt på
at styre omkostninger i forhold til udgifter, og at den motiverer borgere til at tage ansvar
for egen beskæftigelse. Et fjerde kriterium er, at den danske stat er stadig en
velfærdsstat, som lægger vægt på velfærdsstatens værdier.
Man kan spørge, om disse fire kriterier, så er den nye
ideologi? I så fald er det en lidt mærkelig definition på begrebet ideologi,
som jo normalt betegner et sammenhængende system af ideer. Formodentlig kan det
fortolkes sådan, at vi har bevæget os
hen imod en neoliberal ideologi, men at denne bevægelse i Danmark afbalanceres
af et mere traditionelt socialdemokratisk tankesæt. Konkurrencestaten er
udviklet og fungerer forskelligt i forskellige lande. ”Konkurrencestaten i DK
er særlig ved, at det stadig er en velfærdsstat, og at velfærdsstaten stadig
betragtes som en komparativ fordel i den internationale konkurrence.”, som det
hedder.
Skolen- og uddannelsessystemets havde tidligere til opgave
at danne den enkelte til at være medborger i et levende demokrati, især i 90’erne
ændrede denne opgave sig til, at uddannelsessystemet fik til opgave at inkludere
så mange som muligt og bekæmpe, at folk ekskluderes fra arbejdsmarkedet (s.23).
Pædagogikken er i forlængelse af denne udvikling i stigende
grad blevet et middel til at opnå økonomiske formål: Velfærdsstatens skal gøres
financielt bæredygtigt ved at mobilisere arbejdskraften. Dette kan f.eks.
illustreres med afsæt i folkeskolereformen fra år 2006, hvor uddannelsesformålet
fik højere prioriteret end dannelsesformålet. Vi har med andre ord bevæget os fra
et menneskesyn, hvor idealet var den essentielle person hen imod den
opportunistiske person. Jo.
Efter læsningen af artiklen sidder jeg lidt tilbage med
samme følelse, som jeg havde efter læsningen af Ove Kaj Pedersens bog om
konkurrencestaten (2011). Den mand har fat i noget rigtigt, og vi får stillet et
vokabularium eller en fortolkningsramme til rådighed, som gør, at vi kan
forsøge at forstå aktuelle politiske ændringer inden for især uddannelses- og
arbejdsmarkedspolitikken på en ny måde. Vi får rullet nye landkort ud. Et
eksempel på dette er begrebet mobification
(s.29), som han introducerer til i artiklen. De sidste 5-7 år har mobification været en del af regeringens
strategi, hvilket sker gennem jobmobilitet, geografisk mobiliet,
funktionsmobilitet og transitionsmobilitet. Mobification
dækker over forsøget på at fremme arbejdskraftens mobilitet og motivere til
livslang læring. Jo, det er der vist noget om.
På den anden side, så illustrerer det omtalte begreb også
meget godt problemet med OKP. Hans analyse
og fremstilling går ofte over stok og sten, og som læser er man tilbøjelig til
at miste overblik, sammenhæng og fokus, fordi nye begreber og eksempler hele
tiden introduceres i forsøget på at få alt til at passe under en syntetiserende
vinkel. Ved nærmere eftersyn er de nye landkort måske alligevel ikke så skarpe
og gode. Men, som en første hjælp til at finde vej gennem de nye landskaber, er
der inspiration at hente. Og det er vel også sådan, man kan læse antologien om
Konkurrencestaten. Det er en pose interessante, men blandede bolsjer.
