Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 20/5.

For et stykke tid siden deltog jeg i et debatprogram i
radioen, hvor jeg argumenterede for, at politikere i for ringe grad beskæftiger
sig med kunst og kultur, herunder litteratur. Jeg gav forskellige eksempler på,
hvordan tidligere statsministre, som f.eks. Anker Jørgensen og Jens Otto Kragh,
var levende interesseret i kunst og kultur. Dette står i grel modsætning til
ikke mindst de seneste statsministre, som ikke synes at ofre meget opmærksomhed
på den del af tilværelsen.

Jeg blev selvfølgelig konfronteret med, om det var et
rimeligt krav at stille til nutidens politikere. Bliver man en bedre politiker,
hvis man beskæftiger sig med kunst og kultur? Er det ikke tilstrækkeligt, at
man er god til at håndtere regneark og tal.

Måske bliver man ikke en bedre politiker, men man bliver en
anden politiker.

Ifølge valgforskere er tilliden til politikerne den laveste
i nyere tid. Det kan blandt andet forklares med udgangspunkt i finanskrisen,
men mon ikke også der stikker mere under.
Dagens politikere ligner hinanden, de har stort set samme uddannelse,
har ofte ringe erhvervserfaring og omgiver sig med lobbyister, professionelle
meningsdannere og kollegaer. Hertil kommer, at stadig færre mennesker er medlem
af et politisk parti.

Mange politikeres berøringsflade er derfor blevet flad
forstået på den måde, at de omgiver sig med folk, som ligner dem selv. Det
medfører, at deres betragtninger på utallige samfundsforhold primært bliver af
økonomisk karakter. De studerende skal blive hurtigere færdige og helst afholde
sig fra at læse humanistiske og kunstneriske fag. Det kulturelle område må
værsgo spytte 2 % i kassen, det har ikke krav på særstatus

Hvilken anden politiker bliver man, hvis man er levende
interesseret i kunst og kultur? Måske
bliver man en politiker, som er i stand til at begejstre, som får ideer og som
formår at formulere visioner for, hvad det er for et samfund, vi ønsker at
udvikle. Mange nuværende politikere opfører sig som en slags administrerende
direktører, som står i spidsen for en produktionsvirksomhed, hvis fornemmeste
opgave er at trimme organisationen, så den er fit til en børsintroduktion.

Man kan være enig eller uenig med Uffe Elbæk, men den
tidligere kaospilot formår i hvert fald at begejstre og skabe entusiasme
omkring sig.

”En roman er en meditation over eksistensen set gennem
opdigtede personer”, har forfatteren Milan Kundera formuleret. Gennem fiktionen eller kunsten får vi
mulighed for at forstå, hvad det vil sige at være menneske. Gennem indlevelse
og identifikation lærer vi os selv og vores medmennesker bedre at kende på
tværs af tid og rum.

Politikere får mulighed for at lære personer, miljøer og
livsbetingelser at kende, som de ellers kun i ringe grad er i kontakt med. Den
nu afdøde filosof Richard Rorty taler om litteraturens evne til moralske
fremskridt.

En anden vigtig funktion er, at kunsten kan udvide vores
evne til at se, at verden kunne være anderledes og dermed stimulere til nye
ideer og forestillinger. Den evne har vi alle brug for, men måske gælder det
især nutidens politikere.