Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 15/5-2017

Odense bruger mange midler på kultur, men bruger de dem også
altid rigtigt? Senest har Odense kommune ekstraordinært brugt 4,5 millioner
kroner i forbindelse med åbningen af musikhuset Odeon, bl.a. på grund af
skuffende billetindtægter. Det er åbenbart ikke så nemt at lokke fynboer ind og
se ældre popstjerner, som f.eks. Melanie C, hvis karriere kommercielt toppede
som medlem af gruppen Spice Girls, dengang tilbage i slutningen af 90’erne, da
Spice Girls kørte på repeat på de fleste pigeværelsers CD-afspillere.

Det er ikke den eneste gang, at Odense kommune har punget
midler ud på spektakulære kulturelle koncertbegivenheder. F.eks. gav Odense
kommune et tilskud på cirka 1.000 kroner pr. billet, da Poul Simon og Sting for
et par år siden lagde vejen forbi Arena Fyn. Det var også en fremragende
koncert, og jeg ville også godt have betalt lidt mere for min billet, end de
400-500 kroner, den vist kostede, men nok ikke yderligere 1.000 kroner.

Jeg indrømmer, at jeg er lidt gammeldags, og måske ikke helt
er ankommet til den kommunale kulturvirkelighed anno 2017, men jeg kan ikke
lade være med at tænke på, hvad byens fastboende kulturaktører og
kulturinstitutioner kunne have fået ud af de mange millioner. F.eks. var vi
vidne til, at mange af byens kulturinstitutioner fik færre midler i forbindelse
med det seneste budgetforlig, ligesom der er såkaldt færre frie midler til
rådighed. Dvs. kulturelle midler som løbende kan søges.

Odense skal forsøge finde sin plads i en global og mere
foranderlig verden. Det har blandt andet medført en satsning på store kommunalt
støttede arrangementer, som f.eks. Tinderbox, H.C. Andersen Festivalen, en
lokal udgave af Distortion ved navn Karrusel og bygningen af et supermoderne
musikhus som Odeon. Byen er i gang med en bekostelig, men måske nødvendigt
make-over.

Det er klart, at kulturen ikke længere har nok i
græsrodsfestivaller i Munke Mose, alternativ rock på Badstuen, lidt politisk
teater hos Banden og store solide historisk forankrede institutioner som Odense
Symfoniorkester, Odense Teater og et velforgrenet biblioteksnetværk, sådan som
det kulturelle Odense-landkort lidt karikkeret så ud for 30 år siden. En
moderne kulturpolitik må også tænke i, at kultur skal have et økonomisk og
synligt pr-mæssigt potentiale.

Odense skal forsøge forandre sig i en stadig mere global
verden, hvor der kæmpes hårdt om opmærksomhed, arbejdspladser, skattestærke
borgere og turister. Udfordringen er at balancere mellem hensynet til lokalt
forankrede erfaringer, nye og eksperimenterede vækstlagsprægede tiltag, og så
mere spektakulære arrangementer, som de ovennævnte.

Hvis vi glemmer den lokale del, så risikerer kultur at blive
for dem, der tror, at billeder i medierne, underholdning, tiltrækning af
turister, gode skatteborgere og kortvarig opmærksomhed er det væsentligste
formål med kultur. Kulturpolitik kan imidlertid ikke blot handle om
underholdning og økonomisk vækst, men må have et bredere samfunds- og
velfærdsmæssigt sigte, der f.eks. retter sig mod udvikling af oplysning,
refleksion, sociale og kulturelle erfaringer samt mod at stimere fantasi og
kreativitet.

Kulturpolitik bør ikke blot et være middel, men må udgøre et
mål i sig selv. Også i Odense.