Så fik jeg endelig læst Steffan Hermanns Kampen om dannelse. Informationsforlag.
2016

Jeg har både noget godt at sige om bogen og noget mindre
godt. Til det gode er, at den rammende og præcist beskriver to positioner i den
danske uddannelsesdebat, i bogen benævnt henholdsvis den
pædagogisk-konservative position og den politisk-administrative position. De to
positioner har svært ved at tale sammen, ja, de er vel nærmest som nat og dag.
De to positioner har forskelige syn på styring, uddannelse, skole,
undervisning, ledelse og viden. De står og
råber fra hver sin skyttegrav uden ønske om dialog, og det synes kun som om, at
grøfterne de senere år er blevet gravet stadig dybere.

Den pædagogisk-konservative position anerkender ikke styring
og ledelse, forpligtende fællesskaber, målinger og resultater. I stedet
forfægter den dannelse og lærerens ret til at bestemme over fag og klasse uden
at have anden styringspind end egen dømmekraft og en automatiseret rygmarvskritik
af alle nye, eksterne tiltag. Den
administrative-politiske position ignorerer pædagogik, dannelse, tradition,
historie og den professionalisme, som udspringer af lærernes professionelle fællesskab
og uddannelse. Til gengæld så er den reformivrig, arbejdsmarkedsvenlig, elsker
styring og målinger og anser lærere som servicemedarbejdere ansat i
konkurrencestaten Danmark. Den stiller aldrig spørgsmålet hvorfor, men altid
spørgsmål om hvad og hvordan.

De to positioner er tegnet skarpt, oplysende og også til
tider morsomt op. Der peges på en tredje vej, hvor kapacitetsopbygning og
professionelle lærende fællesskaber udpeges som en mulig farbar vej. Vi skal
hverken have en skole præget af individualisme eller teknisk-rationel
styringslogik. Det er udmærket beskrevet
og set og ligger i forlængelse af f.eks. uddannelsesforskeren Andy Hargreaves
mangeårige arbejde med skole- og lærerkulturer og de udfordringer og problemer,
der kendetegner disse. Problemstilingen er således ikke kun dansk eller ny,
selv om den nok er blevet accentueret i en dansk uddannelsespolitisk kontekst
de senere år. Der skal konstant balanceres mellem intern frihed og autonomi og
ekstern kontrol og styring.

Der hvor bogen, så er mindre god, er, at den til tider
bliver karikeret og stiliseret i sin beskrivelse af de to nævnte positioner. Jo vel er det ind imellem ret morsomt, men
genren er mere satire end realisme, ligesom stilen tangerer det smarte og
retoriske frem for det saglige og overbevisende. Endelig finder der også en
række udokumenterede påstande sted, jf. f.eks., at der et gået ”15 år uden en
eneste dagsordenssættende ide fra det pædagogiske Danmark.”

En anden mere grundlæggende kritik er, at der mangler konkrete
henvisninger til personer, skoler og kilder. Det er en debatbog, og Hermann
kalder formen for essayistisk. Jo, men det forhindrer vel ikke henvisninger til
konkrete personer, miljøer eller bare litteraturhenvisninger. Sven Brinkmann og
Ramus Willig kan skrive korte, polemiske bøger med kilder. En anden udgivelse i
Informations debatserie med kilder er f.eks. Nanna Mik Meyer: Hvordan får vi bedre debat om velfærd (2017).

Det ligner dovenskab eller smartness, og det svækker
analyser og argumentation, og det er ærgerligt, fordi det er mange gode
iagttagelser undervejs. Det problematiske ved formen og stilen forhindrer dog ikke,
at iagttagelserne af de to skyttegraves positioner i den danske
uddannelsesdebat er slående og træffende og fuld af præcise og også ind mellem
morsomme iagttagelser.