Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 23. april. 2018

For et par uger siden var jeg på nationalmuseet sammen med
min 8. årige søn, og vi skulle selvfølgelig prøve Rane Willerslevs nye
kedsomhedsnap. Efter at sønnike havde trykket på knappen, sprang en samurai i elegant
løsthængende sort tøj frem. Samuraimanden gav sig til at fortælle om samurailivet,
imens han pegede på tingene i montren, vi stod ved, hvor pile, sværd, spyd og
samuraitøj var udstillet.

De deltagende børn gjorde store øjne, lærte at bukke på
samuraivis, lånte et plastiksværd og lavede nogle fredelige sværdmanøvrer og
fik at vide, at ære, respekt og veltalenhed var vigtige samuraidyder. Det var
levende formidling.

Junior var svært tilfreds, men han var nu også ganske
velfornøjet med alle de andre ting, museet tilbød. Han følte sig med andre ord godt
underholdt og oplyst – også uden kedsomhedsknap.

Efterhånden er det et krav, at moderne formidling skal inddrage
tilhørerne og give dem oplevelser, som ikke blot er af kognitiv karakter. Dem,
som har fulgt de underholdende tv-udsendelser om Rane Willerslevs første tid
som direktør for Nationalmuseet, vil vide, at det er den slags formidling,
Willerslev går ind for og gerne vil have meget mere af.

Kedsomhedsknappen burde måske mere retvisende hedde
oplysnings- eller oplevelsesknappen. Kedsomhedsknap er et dårligt udtryk. Den
har som præmis, at børn keder sig, når de går på museum. Det gør de også nogle
gange, men langtfra hele tiden, f.eks. keder junior sig, når han er med på
kunstmuseum. ”Du skal altid kigge så længe på billederne, far” siger han og
sammenlignet med ham, som kan løbe Nationalmuseets samling af etnografika fra
Grønland igennem på under ti minutter, er det selvfølgelig rigtigt.

På universitetet, hvor jeg er ansat, har det længe været
velset ikke kun at forelæse. De studerende skal inddrages og aktiveres, sådan
at de ikke keder sig og zapper væk. Megen moderne forskning vil da også pege
på, at aktivering og anvendelse er vigtigt for indlæringen. Men er der en
grænse? Mad forvandles til teater, og kultur- og kunstoplevelser skal helst
være begivenheder og totaloplevelser. Pædagoger og kulturformidlere fornemmeste
opgave er at involvere og aktivere. Vi må få alt i verden ikke kede os.

For mere end 30 år siden skrev
den amerikanske kulturforsker Neil Postmann bogen Amusing Ourselves to Death. Bogen
handlede om, hvordan TV-kulturen havde erstattet den skriftbaserede kultur. TV’s
måde at formidle på lagde vægt på underholdning frem for alvor, indhold og
refleksion. Virkeligheden blev klippet op i små fragmenter. Den dominerende
TV-kultur var en metafor for resten af samfundet og dominerede nu f.eks. også politik,
religion og uddannelse. TV-kulturen fremmede ikke respekt for læring,
fordybelse og argumentation, men derimod underholdning og adspredelse.

Postmanns kulturpessimistiske
analyse var sort og hvid. På den anden side var det svært at affærdige analysen
helt, og siden har den kulturelle tendens, som Postmann identificerede, slået
yderligere rod.

Skal Willerslevs kedsomhedsknap
ses i forlængelse af Postmanns forfaldsanalyse? Foreløbig vælger jeg, bl.a. med
afsæt i Juniors reaktion, at se kedsomhedsknappen som et relevant tiltag i
forsøget på at tænke formidling og oplysning i børnehøjde på nye og interessante
måder hinsides såvel skrift- som tv-kulturens kendetegn.