Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 30-07-2018

“Den bedste måde, som jeg kan være
i kontakt med mennesker på, er at være blandt dem, at føle, hvad de gør, og
hvad de kan gøre. Men den næstbedste måde er at læse deres fiktion.” Sådan
siger Margrethe Vestager i Christian Madsbjergs populære bog “Sensemaking
– et forsvar for den menneskelige intelligens”.

I bogen giver Madsbjerg eksempler på,
hvordan fremtrædende ledere og beslutningstagere bruger humanioras indsigt i
deres arbejde. Studier i eksempelvis antropologi, filosofi, historie, kunst og
litteratur kan bidrage til, at vi udvikler et klarere og mere dækkende
perspektiv på vor egen og andres verden. Det at beskæftige sig med en kulturs
vigtigste tekster medvirker til at give os en forståelse af, hvordan andre
mennesker lever, erfarer og oplever verden.

Humaniora træner vores forståelse af os
selv og andre, ligesom humaniora kan bidrage til, at vi udvikler vores
analytiske evner. “Jo mere, man har beskæftiget sig med fremragende bøger
og stor kunst og teori og musik, desto mere har man at trække på, når det
gælder mønstergenkendelse”, hævder Madsbjerg.

I en populær TED Talk (“The Danger
of a Single Story”) taler den nigerianske forfatter Chimamanda Adichie,
som på dansk mest er kendt for bogen “Americanah”, om fortællingens
magt. I Adichies tilfælde gælder det vores stereotype billede af Afrika som et
land karakteriseret af fattigdom, sygdom, krig og vilde dyr, men det kunne lige
så godt være fortællingen om muslimer, jøder eller rødhårede. Adichie giver det
morsomme eksempel, at hvis man som læser kun har læst bogen “American
Psycho”, så vil man have et temmelig forvrænget og unuanceret billede af
USA.

En af de vildfarelser, der præger vores
samtid, er den endimensionelle historie. Den har traditionelt fundet vej gennem
populærkulturen eller blandt politiske iagttagere på yderfløjene. De senere år
har den fundet et nyt forum, nemlig de sociale medier, hvor fake news og
internetbobler trives. Vi er efterhånden blevet opmærksomme på, at internettet
ikke kun er et digitalt forsamlingshus, som kan gøre os klogere på hinanden,
men også er en platform for udbredelse af løgne, skræmmekampagner og fordomme,
som gør os dummere.

Internettet er imidlertid ikke det
eneste aktuelle sted, hvor den endimensionelle historie dominerer. Vi er i
stigende grad ofre for Big-data teleologi, det vil sige en forestilling om, at
tal er mål i sig selv, hævder Madsbjerg. Stadig større regnekraft og mere
sofistikeret teknologi har medført, at vi producerer stadig flere tal, som
kulturelt og samfundsmæssigt sætter dagsordenen. Tal er nok vigtige, men
tallene taler ikke for sig selv, de er blot information. Tal skal sættes ind i
en kontekst eller sammenhæng for at kunne blive tilskrevet betydning og mening.
Historie, kunst, litteratur og viden om andre kulturer og grupper er viden og
akkumuleret erfaring, som vi kan bruge til at forstå og fortolke verden omkring
os med.

Historier betyder noget. Mange historier betyder for
alvor noget, siger Adichie. Humaniora, kunst og litteratur er nogle af de
centrale steder, hvor kulturens mangfoldige historier om mennesker, kultur og
samfund formidles. Over for det står den simple og endimensionelle historie,
som politiske og kulturelle populister, internettets algoritmer eller
regneprogrammerne formidler. Hvilken historie vælger du?

En af de vildfarelser, der præger vores
samtid, er den endimensionelle historie. Den har traditionelt fundet vej gennem
populærkulturen eller blandt politiske iagttagere på yderfløjene. De senere år
har den fundet et nyt forum, nemlig de sociale medier, hvor fake news og internetbobler
trives.