Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 17-09.18
Antennen: Benny Andersen havde en venlig ræv bag øret
Forfatteren Benny Andersen døde som bekendt for nylig. Benny
Andersen opnåede en popularitet og en folkelig gennemslagskraft som få. Der er ikke mange forfattere, hvis ord og digte citeres i kirker, forsamlingshuse og til konfirmationer og fødselsdage. Eller som opnår den ultimative ære, at formuleringer og udtryk glider ind i dagligsproget. I over 50 år har det at gå fra snøvsen ikke været det samme, og når det annonceres til selskaber, at kaffen er klar, føjes der ofte til, at livet ikke er det værste, man har.
I dag er digtere og forfatteres status snarere smal og marginal end bred og
indflydelsesrig. Når unge mennesker bruger udtryk og formuleringer, er de i dag ikke hentet fra litteraturen, men fra musik, film og fra de sociale mediers influencers.
Noget, som jeg tror i særlig grad bidrog til Benny Andersens popularitet, var hans måde at arbejde med sproget på. Andersen var nok oprindelig modernist, men han var ikke eksperimenterende modernist, som Klaus Rifbjerg eller Per Højholt, og han var heller ikke vild og vred som eksempelvis digteren Jess Ørnsbo. Tværtimod formåede han ofte at skubbe lidt til hverdagens sprog, sådan som det allerede kom til udtryk i hans tidligere digtsamlinger med titler som “Den indre bowlerhat” eller “Kamera med køkkenindgang”. Han tog fat i noget velkendt, ofte bestemte vendinger og formuleringer, og ændrede dem lidt. I formuleringer som “vantefrit samvær”, og linjer som “mit smil er i vejen/rager ud som en kofanger” eller “Det flimrer for mit livssyn/jeg har trykken for principperne/mit rygte har allerede kløet længe” sættes ord fra normalt adskilte betydningsverdener sammen og danner en ny, let forståelig og billedrig betydning. Benny Andersens evne til give gammelkendte vendinger og faste fraser nyt liv er også velkendt. “Man må udnytte tiden i tide”, som det for eksempel hedder i et digt.
På den måde holdt han læseren i hånden og skubbede blidt til os, så vores blik og verdenssyn blev drejet en smule. Den sproglige virkelighed i hans digte var aldrig fremmed, men forankret i noget velkendt.
Der var således ikke meget interaktionslyriker over ham, hvor der blev leget med identiteter, stemmer, og hvor sprog fra mange forskellige virkeligheder glider sammen, som det ofte er tilfældet i meget nutidig lyrik. Det kan være finurligt og interessant, men kræver også ofte mere af læseren, fordi der ikke er noget synligt jeg tilstede, og digtet i nogen grad skaber sin egen virkelighed frem for at referere til en almen eller fælles virkelighed, der er forankret i det normal- og hverdagssprog, som de flestes virkelighed hviler i. Benny Andersen kastede os ikke ud på sprogligt dybt vand, men tog os venligt med ud, hvor vi kunne bunde.
Måske var det det, som i særlig grad gjorde ham populær som digter. Sprogligt set kom vi aldrig helt ud over kanten. Benny Andersen havde en venlig røv bag øret, som min kone sagde, da vi talte om ham. Hvad mener du, sagde jeg, inden det gik op for mig, at jeg havde hørt forkert, og hun havde sagt ræv. Det fejlgehør, som ændrede sætningens betydning fuldstændig, tror jeg, han ville have kunnet lide.
