Kronik Vi er nogle, der kan huske dengang, sne var noget, man var nødt til at tage med i sin planlægning af fremkommeligheden til arbejde og familiefester. Snart vil unge ikke ane, hvad vi taler om. Jeg savner sne.
Det har regnet meget denne vinter.
Nye varme-og nedbørsrekorder er blevet sat. Januar var den varmeste januar, som der nogensinde er blevet målt, og februar var den vådeste februar. Åer er gået over deres breder og har oversvømmet landskaber, marker og huse.
Er det klimakrisens skyld? Eller skyldes det blot meteorologiske tilfældigheder? Det er svært entydigt at afgøre.
Men fakta er i hvert fald, at det ikke har været vinter. Ude i skuret står sneskovlen og ruster, og børnenes kælke samler kager af støv.
Det har sine fordele. Man undgår at skulle skovle sne, smøre ski og slibe skøjter. Ja, man undgår også konstant at smide sine handsker og hue væk. Det har dog også sine ulemper. Der mangler noget.
Da min søn blev født til kyndelmisse for 10 år siden, var der snestorm.
Sneen føg henover sygehusets parkeringspladser og de gader, som der var udsigt til fra fødeafdelingens femte etage. Driverne voksede, imens timerne gik, og veerne tog til. Sådan noget husker man.
Udover den traditionelle fødselsdagssang blev hans årsdag de første år passende markeret med Blichers kyndelmissesang: Det er hvidt derude, hvidt forneden, hvidt foroven.
Sandheden er dog, at det ikke rigtig har været hverken hvidt nede eller oppe de seneste år. Det har været vådt og gråt og skimmelsvampsgrønt.
Derfor er vi også holdt med at synge sangen. Den egner sig ikke rigtig. Det er som at synge julesange om sommeren.
Men der er også andre ting, som mangler nu, hvor vinteren er blevet væk. Knirkende sne. Den særlige skurrende lyd, hvor sko og støvler synker ned i det bløde underlag.
Der mangler også snebolde, der kommer susende gennem luften, og som koldt glider ned ad kinden eller nakken på en. Eller hvad med kælkeføre? Hvinene på bakken og susene i maven, når slæden hastigt kurrer ned ad bakkerne. De brændende, røde kinder og ildrøde ører, når man kommer ind, efter at have været ude i den bidende frost.
Der er ingenting i verden så stille som sne, som det hedder i Helge Rodes fine tekst. Når man går i tur i skoven eller glider stille henover landskabet på ski, eller bare sidder inde i sin varme stue og ser de hvide svanevinger dale ned fra himlen.
Det er blandt andet det, man savner. Sølverklokkesang. Den særlige stemning og atmosfære, hvor hele verden har fået trukket en hvid tehætte ned over hovedet, og alt bliver tyst og tøvende, som sov alt og alle til middag.
Vinter, frost og sne markerer nulpunktet i naturens cyklus. Om foråret spirer det, om sommeren modner det, og om efteråret falmer det. Vinteren markerer naturens død eller dvale, men det indvarsler også en tid, hvor der om ikke er plads til at gå i hi, så dog mulighed for øget kontemplation og vegetation.
Sneen og frosten er den kulisse eller det landskab, som bedst ledsager denne sindstilstand. Selvfølgelig går rokken ikke mere i mors stue, imens arnen får lue, når vinden slår. Men mindre og andet kan også gøre det. En himmel, som i måneder minder om en våd gulvklud, og et landskab, der ligner et badebassin, fremmaner ikke den samme stemning.
Der mangler en årstid såvel i naturen som i livet. Det er som Prousts berømte Madelainekage, der genoplives af sanseindtryk, og som sender én tilbage i historien og erindringens skatkammer. Når vi ikke får vinter, er der færre erindringer, som bliver vakt til live. Både de fælles kulturelle erindringer og de mere personbårne.
Vintersangene står stadigvæk i sangbøgerne, men de springer ikke naturligt frem i bevidstheden eller på læben. “Det fyger ind ad sprækkerne til pølserne på rækkerne.” Mon ikke den linje dukker op hos mange, når blæsten får sneen til at hvirvle henover veje og tagrygge? Når det ikke er vinter, bliver vi kulturelt og historisk fattigere.
Alle bærer rundt på deres egen vinter. Festen, der blev aflyst på grund snestorm.
Mine forældre, som begge havde fødselsdag om vinteren, udskød altid fejringen af deres runde fødselsdage til om sommeren. Hvis nu folk ikke kunne komme frem.
Skøjteløb på Bagsværd sø. En vinter af glemt melodi, som Love Shop synger om. Jeg husker de lange knallertture på frosthakkede veje med iskolde lår og tæer, når turen gik til fra og håndboldtræning.
Dagen, hvor skolen var lukket på grund af sne. En festdag på linje med juleaften. Sneboldkampen, hvor pigerne rottede sig sammen og gav mig sul. Snemanden, som jeg byggede sammen med min nu voksne datter, og som stod uden for vinduet og blev mindre dag for dag. »Hvor forsvinder den hen?« spurgte hun om, imens hun trykkede næsen mod ruden.
Det er desværre ikke rigtigt, at der findes masser af ord på grønlandsk for sne, sådan som det f. eks. fremstilles i Peter Høegs “Frøken Smillas fornemmelse for sne”. Det er en vandrehistorie.
Faktisk er der kun få ord, som dog kan bruges med variationer. Men det er rigtigt, at når ting ikke længere findes eller bliver sjældne, forsvinder ordene langsomt ud af sproget. Da jeg var barn, vidste jeg ikke, hvad en bødker var. I dag ved børn og unge ikke, hvad en realeksamen er. Måske går det på samme måde med sneen. Det eneste sted, den vil overvintre, er som sne på skærmen.
Vi boomere kan huske dengang, Lars E. Christensens dybe stemme genlød i radioen. Konstant lyttede vi til trafikmeldinger om lukkede og vanskeligt passable biveje og udkørsel, der blev frarådet. Dengang lukkede motorvejene ikke, fordi bilerne kørte sammen, sådan som det jævnligt sker i dag, men fordi sneen gjorde al fremfærd umulig. Eller hvad med dengang, da isbryderne hver andet år brød isen i de indre og ydre danske farvande, og ismeldingerne var et fast indslag i radioavisen. “Grødis” og “pakis”. For os var ord som snestorm, isvinter, snemand og fygesne lige så naturlige som Fortnite, iPad og Snapchat er det for nutidens børn og unge.
Er det klimaets skyld, at vinteren er forsvundet, og at vinterens klimanormal er blevet 1,5 grad varmere de senete 30 år? Er det os boomere, som bærer skylden? Os, der har spist alt for meget rødt kød, lukket freon, CO2 og drivhusgasser ud i atmosfæren, og som samtidig har lukket øjnene for, at naturen er en skrøbelig konstruktion, der ikke tåler at blive behandlet som en død ting? Ifølge klimaforskerne er der ikke en direkte sammenhæng mellem de ændrede vejrforhold om vinteren og klimaforandringerne.
Men når vejret bliver varmere, er der en større sandsynlighed for, at vintrene bliver varmere, og nedbøren bliver hyppigere, så fakta er altså, at der indirekte er en sammenhæng.
Fakta er også, at vi savner vinteren, og at det ikke kan udelukkes, at mange af os har et medansvar for, at den er forsvundet.
I øjeblikket er farverne og retorikken grøn og klimavenlig. En omstilling er i gang politisk, økonomisk og samfundsmæssigt, men om det er nok til at skabe en forandring, så vinteren snart igen bliver hvid, er nok tvivlsomt.
Foreløbig regner det, igen.
