Krig føres ikke kun ved hjælp af våben, men også gennem sproget. Gennem sproget kan magthavere forsøge at dominere og ændre et samfunds mentalitet, adfærd og kultur.
De seneste dage har jeg flere gange tænkt på Victor Klemperer i forbindelse med, at jeg har lyttet til Putins taler, hvor han har retfærdiggjort krigen i Ukraine.
Klemperer var tysk filolog og jøde og blev frataget sit professorat i 1934. Han opgav dog ikke jobbet, men gennem dagbøger registrerede han minutiøst nazisternes sprogbrug og afdækkede, hvordan deres sprog efterhånden blev en del af almindelige menneskers sprogbrug. Bogen LTI –Lingua Tertii imperii. Det Tredje Riges Sprog –En filologs notesbog (1947/2010) bygger på Klemperers dagbøger fra årene 1933 til 1945.
Klemperer analyserede enkeltord, brug af metaforer, symboler, genstande og handlinger i aviser, i radioen, i taler og på gaden. Han registrerede, at nye ord blev introduceret, som snart gled over i dagligsproget, f.eks. arisk og ikke arisk. Gamle ord fik ny betydning. Helt begyndte at betyde, man var fanatisk frem for, at man var en person, som gjorde noget godt for almenvellet. Ord som historisk og heltemodig blev brugt igen og igen til at beskrive og fremhæve nazistiske ideer og gerninger.
Klemperers undersøgelse viste, at nazisterne brugte en lang række ord og vendinger på nye måder, og at folk tog det tredje riges sprog til sig og begyndte at tale det. Dermed overtog de også den mening og betydning, som lå i sproget og accepterede nazismens ideologi. Klemperers pointe var, at den nazistiske retorik var en gift, ingen kunne undslippe.
Putins taler kan ses som et forsøg på at erobre virkeligheden gennem brugen af bestemte narrativer. Hvordan ser Putins virkelighed ud?
Putin har ikke invaderet Ukraine. Han har igangsæt en specialoperation, hvilket er noget mere neutralt og klinisk end krig og invasion. Specialoperationer er midlertidige. F.eks. har USA gennemført en række militære specialoperationer i bekæmpelsen af terror.
I talen fra den 21. februar forøger Putin at argumentere for, hvorfor krig er uundgåelig. Den 24. februar legitimerer han den krig, som nu er i gang, mens han den 4. marts gør han en slags status over krigens første tid. Gennem talerne forsøger Putin at påvirke den russiske befolkning, motivere militæret og sekundært påvirke verdensopinionen.
Talerne er fulde af svulstig retorik, der appellerer til patos, men der er også appeller til logos, dvs. fornuften, hvor Putin ofte gennem simple sort-hvide narrativer forsøger at retfærdiggøre krigen.
Ifølge Putin består Ukraine af fascister, nationalister og neo-nazister: Den demokratiske valgte Kyiv-regering udgøres f.eks. af en bande neo-nazister og narkomaner, som Putin formulerede det i sin tale d. 24. februar. Ukraine har begået folkemord mod etniske russere og dræber uskyldige mennesker.
I sin tale den 4. marts fortæller Putin, at Ukraine holder udenlandske studerende som fanger og bruger dem som menneskelige skjolde. Ukraine truer ligeledes Rusland med atomvåben.
Omvendt er russerne helte og befriere. De fører ”ærlig” krig og udviser humane hensyn, f.eks. har de skabt menneskelige korridorer, sådan at de civile kan komme væk fra de steder, hvor der er kampe, som Putin fortalte d. 4. marts. Russerne ønsker at de-militarisere og de-nazificere Ukraine. Russerne er med andre ord anti-fascister, som har påtaget sig opgaven med at bekæmpe nazismen.
Russerne er også tapre og modige. F.eks. fortæller Putin om en heroisk russisk commander, som kæmpede videre, selv om han var såret. Da han var omringet af fjenden, sprængte han sig selv i luften, fordi han ikke vil overgive sig til nazisterne.
Putin skaber altså et narrativ mellem de gode, modige, tapre befriere (russerne), og de onde, hensynsløse, moralsk anløbne og afsporede (ukrainere). Russerne er mennesker, mens ukrainerne er en slags ikke-mennesker.
Når Putin trækker nazi-kortet, er det selvfølgelig et forsøg på at drage paralleller til 2. verdenskrig og Den store patriotiske krig, hvor Rusland kæmpede mod nazisterne. Nazisterne foretog etnisk udrensning og begik folkemord. Den nuværende specialoperation skal medvirke til at undgå et nyt folkemord.
Klemperer bemærker i indledningen til sin bog, som er skrevet i efterkrigstidens Tyskland: ”En skønne dag vil ordet afnazificering være forsvundet, fordi den tilstand, som dette ord skulle gøre en ende på, ikke længere findes.”
Det er historiens ironi, at begrebet trækkes frem igen og pludselig bliver en hovedmetafor, som bruges til at begrunde krigen.
I et større narrativ hævder Putin, at Ukraine ikke er en selvstændig stat med egen historie, men er en slags historisk misfoster. Ukraine har historisk været en del af Rusland. Rusland og Ukraine er et folk. Dette giver Rusland en slags alibi for at invadere Ukraine. Det spiller især en central rolle i den lange tale, som Putin holdt d. 21. februar.
I et større narrativ forsøger Putin også at argumentere for, at Nato er en aggressor, der truer Rusland. Nato er kommet tættere på de russiske grænser. Efter den kolde krig lovede de, at de ikke ville udruste Ruslands naboer med våben. Det er nu sket og senest i tilfældet Ukraine. Efter den kolde krig har vesten udnyttet sin position og har startet en række krige i f.eks. Irak, Serbien og Libyen. ”I ville ikke være vores venner, men I havde ikke behøvet at gøre jer til vores fjender,” som han formulerede det d. 21. februar.
Putin forsøger ligeledes at gøre med op vestlige værdier. Vesten forsøger at undergrave den russiske befolknings værdier ved at påføre dem værdier, der strider mod den menneskelige natur.
Var det en bog, Putin havde skrevet, ville man sige, at den var fuld af dramatik. Genren minder mest af alt om bøger i trivialgenren med firkantede helte og skurke og skarpt optrukne, sort-hvide konflikter. Brugen af metaforer og sammenligninger er fulde af klicheer og overdrivelser.
Klemperer førte sine dagbøger på et tidspunkt, hvor der ikke var adgang til det mediebillede, vi har i dag, og hvor store dele af befolkningen ikke havde nogen videre uddannelse.
Vi ved ikke, hvor store dele af den russiske befolkning, der deler Putins polariserede verdensbillede. I takt med, at de få russiske medier, som var opposition til Putin, lukker, og det bliver sværere at tilgå andre informationer via f.eks. sociale medier, bliver det også vanskeligere at formulere en mod-offentlighed, som kan korrigere og nuancere Putins narrativ.
I sjette bind af Knausgård Min kamp reflekterer Knausgård over nazismen. Han peger på, at sprogets virkelighed er en social virkelighed, det er jeg’ets, du’ets og vi’ets virkelighed.
Både jeg’et, du’et og vi’et farver og er farvet af sproget, som de skaber og bliver skabt af. Det der gjorde ugerningerne i Det Tredje rige mulige, var en ekstrem forstærkning af vi’et, og en svækkelse af jeg’et, hævder Knausgård. Det reducerede modstandskraften mod den gradvise umenneskeliggørelse.
Demagoger som Hitler, Putin, og i mindre målestok Trump, har noget til fælles. De gør brug af forsimplede budskaber, gentagelser og løgne. De konstruerer en fjende, som er årsag til forskellige aktuelle samfundsproblemer. I Putins tilfælde Ukraine, I Hitlers tilfælde jøderne. Ofte er de modstandere af det etablerede politiske system og tilbeder det nationalt særegne (f.eks. den særlig russiske kultur og historie).
Lad os håbe, at de mange russiske jeg’er har en modgift mod Putins propaganda og formår at give virkeligheden en stemme og et modsprog, som gør op med det vi, som Putin repræsenterer.
