Finn Wiedemann, Lektor, Institut for Design, Medier og Uddannelsesvidenskab, SDU.

Den 30. marts. 2025. Kronik i Jyllands-Posten

Jeg tror, at mange for tiden oplever, at jorden skælver under dem. Det kompas, der tidligere pegede retningen ud, virker ikke mere. Måske er vi i en overgangsperiode, på vej fra den gamle til den nye verden. Som Frodo i ”Ringenes Herre” har vi forladt det trygge Herredet og begivet os på en rejse, vi ikke ved, hvor ender.

Måske er vi bare på vej ind i en periode med høj grad af ustabilitet. Og det er i virkeligheden det normale. Tiden fra Anden Verdenskrig og op til i dag var ikke det normale, men en parentes i historien. Vi, der er vokset op i den periode, troede bare, at det var sådan, verden var.

Den regelbaserede verdensorden, hvor f.eks. globale FN-institutioner sikrede den eksisterende orden, og hvor USA var garant for Europas fred og stabilitet. Vestlige værdier som demokrati, ytringsfrihed, individets frihed og ukrænkelighed, lighed for loven og magtens tredeling var værdier, vi delte med USA, og som vi værnede om og i fællesskab stræbte imod at eksportere til resten af kloden.

I stedet er det nu rovdyrenes tid, som er den sigende titel på et essay, der snart udkommer på dansk, af den fransk-schweizisk-italienske forfatter Giuliano da Empoli. I rovdyrenes tid gør stormagterne krav på nye territorier. USA vil have Grønland og Canada. Rusland vil have Ukraine og helst hele det gamle Sovjetunionen tilbage. Kina vil have Taiwan.

Donald Trump giver køb på traditionelle vestlige værdier og er tilsyneladende bedste venner med verdens største despoter og hylder halvfeudale ørkenstater, som om det var topmålet for den menneskelige civilisations stræben. I stedet bliver Europa lagt for had, fordi det forsøger at isolere nationalistiske partier, som ofte går Ruslands ærinde.

Det hele føles lidt på samme måde, som hvis man pludselig mister et nært familiemedlem, eller ens partner uden varsel fortæller, at han eller hun har mødt en anden. Det, vi tog for givet, er pludselig væk. ”Hva’ vi gør nu, lille du”, som Gasolin sang i 70’erne, da vi levede i en kold tid. Og det værste, et menneske kunne være, var en kold skid.

Nu lever vi ikke længere i en kold tid, men i en usikker tid. Tiden er blevet varm, som Stefan Hermann formulerede det for et par år siden i bogen ”En varm tid”. Varm pga. klimakrisen, men også varm i den betydning, at de menneskelige relationer er overophedede.

En forkert eller hurtig bemærkning, og krænkelsesindustrien er klar til at eksekvere offentlige hekseafbrændinger. Vi mangler grænser, som Bent Meier Sørensen skriver om i bogen ”De grænseløse”. Han oplevede selv at blive lagt for had, fordi han havde valgt sangen ”Den danske sang er en ung blond pige” i forbindelse med et morgenmøde på CBS. En sang, som spillede en central rolle under Besættelsen og i forbindelse med Sønderjyllands genforening, men som nu lige pludselig var racistisk.

Meier måtte stå skoleret hos CBS-ledelsen. Eller hvad med standupkomikeren Brian Mørk, som for nylig i et interview fortalte, at han blev cancelled og lagt på is af alle i flere år, fordi han i 2020 brugte sin grundlovssikrede ret til at skrive et tweet i en sag om seksuelle krænkelser af kvinder, hvor han gik imod det dominerende synspunkt i debatten. Han var tæt på at gå fra hus og hjem, og kun fordi højrefløjen hyrede ham til at lave shows, undgik han personlig og økonomisk fallit.

Det er, som om vi befinder os i Omvendtslev, som et fast indslag hed i et børneprogram, som Poul Nesgaard og Thomas Winding lavede tilbage i slutningen af 70’erne, hvor alting var filmet på hovedet, og der blev fortalt løgnehistorier, som om det var sande historier.

Dagligt bliver vi mindet om, at skellet mellem løgn og sandhed er væk. Zelenskyj er diktator. Sydafrika begår folkemord på hvide farmere. Grønland elsker Donald Trump og stræber efter at blive den 51. stat. Den amerikanske minister for indenrigssikkerhed sagde for nylig under en høring, at Habeas Corpus betyder, at præsidenten har forfatningsmæssig ret til at udvise folk, selv om betydningen er lige omvendt. Nemlig at man som fængslet har ret til at få sin fængsling prøvet ved en domstol. Trump og hans administration har ophævet skellet mellem sandhed og løgn.

Selv om Trump hører til på højrefløjen, og wokeisme hører til på venstrefløjen, er de alligevel udtryk for den samme tendens. Vor tids Mordor befinder sig både til højre og venstre, men er forbundet af en usynlig kæde, der gør, at de på mange måder er to alen af et stykke.

Begge grupperinger føler sig ikke forpligtet på sandheden eller demokratiets adelsmærke. Samtalen og dialogen. De er begge kun interesserede i sagen, sejren og magten. I forsøget på at opnå den tilsidesætter de såvel sandheden som demokratiets kerneværdier.

Det princip, som sandheden hviler på, er f.eks. korrespondanceprincippet, hvor der er overensstemmelse mellem virkeligheden og sandheden. Der er ingen indikationer på folkedrab på sydafrikanske farmere. En ung blond pige er ikke en racistisk sang, men en sang om at kæmpe.

Filosoffen Hannah Arendt argumenterer for, at det at lyve systematisk og konsekvent ikke bare er en politisk taktik. Det er et overgreb på vores fælles virkelighed og på menneskers evne til at orientere sig i verden. For Arendt er sandhed afgørende for, at mennesker kan handle frit og ansvarligt. Når løgnen erstatter sandheden, og forpligtelsen på sandhed suspenderes, så er det et forsøg på at underminere vores fælles virkelighed og værdighed.

Konsekvensen er, at vi mister tilliden til samfundets institutioner, men også til hinanden. Når vi ikke længere har tillid til vores politikere og til samfundets institutioner, så har vi kun os selv og vores nærmeste. Familien, slægten, banden, partiet, sekten eller identiteten bliver det eneste, vi kan falde tilbage på.

Hav mod til at bruge din forstand, sagde Kant for næsten 250 år siden, som strategi for, hvordan vi som mennesker kunne opnå oplysning og myndighed. Grundtvig anbefalede bl.a. det levende ord. Hal Koch argumenterede for, at samtalen er saltet i demokratiet. Det er gode råd, som har bragt os langt, og som har været med til at forme os som mennesker og civilisation, men hvis store dele af verden vender sig væk fra samtalen og oplysningstanken, hjælper det os ikke. Rovdyr samtaler ikke. De spiser de svage, når de er sultne.

Når samtalen ikke fungerer, må vi i stedet støtte os til modet og genoptage den kamp, som vi måske alt for naivt troede, vi havde vundet efter Anden Verdenskrig.

I nordisk mytologi findes myten om Fenrisulven. Fenrisulven vokser sig større og større. Guderne kan se, at det ender galt. Til sidst smeder de en rænke, der kan holde den på plads. Ulven aner dog uråd og betinger sig, at krigsguden Tyr placerer sin arm i dens mund, imens den får rænken på. Det koster Tyr armen. Til gengæld undgår guderne, at Fenrisulven tilintetgør dem.

Måske skal vi også have modet til at give vores højre arm og lidt til, hvis vi skal fastholde den orden og de værdier, vi har levet efter siden afslutningen af Anden Verdenskrig. Den orden er ikke en naturret, men et resultat af, at nogen havde modet, kræfterne og visionen til at gøre verden til et bedre sted for de fleste af os.