Status på uddannelse
og forskning efter to år med ny regering
Regeringen er halvvejs igennem sin regeringsperiode. Der kan
derfor være anledning til at stoppe op og gøre status over den førte politik.
Et af de steder, hvor der i regeringsgrundlaget blev meldt en ny kurs ud, er
uddannelses- og forskningspolitikken. Det var vi nok mange, der så frem til.
Efter at den foregående regering, dog med støtte fra flere af de nuværende
regeringspartier, havde ført en politik, hvor der var blevet vendt op og ned på
den danske uddannelses- og forskningsverden.
Især to billeder står tilbage efter V-K regeringen som
symbol på det kursskifte, som karakteriserede uddannelses- og
forskningspolitikken i 00erne. Det ene billede er Anders Foghs kritik af
rundkredspædagogikken. I videre forstand er det et opgør med
reformpædagogikken, som har haft massiv indflydelse på det danske
uddannelsessystem, og som for alvor blev institutionaliseret med den såkaldte
blå betænkning og udbygget helt op til 00erne. Erhvervsskolereformen fra 2000
og gymnasiereformen fra 2005 var dybest set reformpædagogikkens sidste sejre. I
stedet blev især folkeskolen omdrejningspunkt for det kursskifte, som ledsagede
regeringsskiftet, hvor reformen fra 2006 satte fokus på faglighed, kontrol og
dokumentation frem for dannelse, personlig udvikling og medbestemmelse.
Et andet billede, som længe bliver stående tilbage, er den
daværende videnskabsminister Helge Sanders mantra, fra forskning og til
faktura. Her blev en neo-liberal markedstænkning knæsat som ideologi og
styringsmiddel for uddannelses- og forskningssektoren. Konkurrenceudsatte
midler, fritvalgsordninger, taxametertilskud og selveje var nogle af de
konkrete initiativer, som fik stadig større vægt med henblik på at skubbe
uddannelses- og forskningsinstitutioner i retning af øget markedsstyring- og
tænkning.
Hvor de to nævnte billeder materialiserer sig i bestemte
personer og symbolske udsagn, er det svært at finde nogle personer eller
symboler, som giver den tredje tendens krop og merbetydning. Nogle har kaldt
det tendensen til re-centralisering, andre har det kaldt det djøfisering eller
management by numbers. Grundlæggende handler det om, at de fleste
professionsudøvere, men også mellemledere, bruger mere og mere af deres tid på
dokumentation, afrapportering og forskellige former for evalueringstricks. Undervisningen,
samværet med børnene, forskningen, den umiddelbare ledelsesopgave, dvs.
kerneydelsen, får stadig vanskeligere vilkår.
Den pågældende tendens kan ses i perspektivet af den langt
mere offensive statslige styringspolitik, som kom til syne under Fogh-Rasmussen
regeringen. På den ene side udvikledes en offensiv konkurrencestat, som
igangsatte vidtgående strukturelle reformer, og på den anden side et subtilt
bureaukrati med udstrakt kontrol og dokumentation af, at ansatte og
institutioner med styrket ledelse bevæger sig i den rigtige retning.
Er der så noget af dette, som har ændret sig, her to år inde
i den nuværende regerings regeringsperiode? Er der blevet mere
rundkredspædagogik, mindre marked og mindre statslig styring. Svaret er ja og
nej, men mest nej.
I regeringsgrundlagets afsnit om forskning og uddannelse
signaleres der, at såvel staten som markedet skal have reduceret sin
indflydelse på bekostning af professionerne og brugerne. Ordet demokrati nævnes
således ikke mindre end fire gange i indledningen. I relation til udviklingen
inden for folkeskolen tales om reelt partnerskab, og om at elever, forældre og
lærere skal have medejerskab til hele skolen. Der tales også om at ændre
styrings- og bevillingssystemet for universiteter og øvrige uddannelser, så der
forekommer større frihed og mindre detailregulering. Universiteterne skal
f.eks. have flere basismidler på bekostning af om kampen om de mange
konkurrenceudsatte midler.
Symbolsk blev gruppeeksamenerne hurtigt genindført efter at
regeringen trådte til. Senere har vi hørt en del om Emil, som først skulle have
en spændende og afvekslende folkeskoleskolegang og nu senest, jf.
statsministerens åbningstale, skal gå på erhvervsskole. Vi har også hørt meget
om Ny Nordisk Skole, hvor folkeskolen skal indrettes med inspiration fra det
nye nordiske køkken, selv om inspiration i virkeligheden mest kommer fra Ontario
i Canada. Ingen af disse tendenser varsler dog en tilbagevenden til
rundkredspædagogikken. Målet er stadig en styrkelse af fagligheden, selv om der
også er kommet større fokus på social mobilitet. Midlerne er til dels nogle andre.
Anvendelsesorienteret undervisning, idræt og lektiecafeer udgør nogle af
initiativerne.
Der er klart elementer i reformen, som peger væk fra den
tidligere regerings styringslogik. F.eks. har der været et stort forsøgs- og
udviklingsarbejde i gang på landets skoler under overskriften Ny Nordisk Skole.
Det er i sig selv positivt, at man forbereder sig til en reform, og at man gør
sig lokale erfaringer. Det er ligeledes afsat midler til efter- og
videreuddannelse og til indførelse af et nyt fagligt korps, som skal stimulere
til ny-udvikling rundt omkring på landets skoler. Alt i alt taler det for en styrkelse af
professionselementet. Så er der selvfølgelig også den nye arbejdstidsreform,
hvor lederne har fået større kompetence til at udmønte lokale arbejdstidsregler.
Det står således vel nærmest 1-1.
Et andet område, hvor visionerne var høje i
regeringsgrundlaget, er på universitetsområdet. Foreløbig er mindre justeringer
blevet gennemført. Basismidlerne er blevet gjort flerårige, men den lovede
omfordeling mellem basismidler og konkurrenceudsatte midler lader
tilsyneladende vente på sig. Bibliometri-modellen, hvor dele af
universiteternes midler fordeles efter, hvor meget der publiceres i anerkendte
kanaler, er ligeledes blevet videreført. Ret hurtigt efter regeringen kom til,
skete der en præcisering af, at medarbejdere og studerende skal inddrages i
væsentlige beslutninger. Det har blandt andet medført, at der er sket en
kraftig opprioritering af høringer, og det er jo så i hvert fald en måde at
fortolke inddragelse på. Nogen
tilbagevending til kollegial ledelse er der imidlertid på ingen måde tale om.
Som nævnt var et andet af sigtepunkterne, at der skulle ske
en reduktion af detailregulering og indføres større frihed på universiteterne.
Styringen foregår dog stadig gennem udviklingskontrakter med kvantitative
resultatmål, som siver ned igennem organisationen. Tidligere har alle
uddannelser skullet akkrediteres af ACE Danmark. I stedet skal akkrediteringen
nu gøres institutionsspecifik, hvilket foreløbig mest ser ud til at afstedkomme
en kraftig ny detailregulering internt på universiteterne.
Den foreløbige konklusion er, at mange af de ambitiøse
intentioner i regeringsgrundlaget ikke blevet indfriet. Indholdsmæssigt er der
sket mindre justeringer. Der er en svag
tendens hen imod initiativer, som involverer andre løsninger, men hovedsporet
med markedsstyringen og en sofistikerede statslige styring er blevet bibeholdt.
Denne vej er måske ikke så overraskende med en regering, som
især synes optaget af det lange seje samfundsøkonomiske træk med det formål at
omstille Danmark til en fit og trimmet konkurrencestat. Hurtigere
gennemførelsesfrekvenser, justering af SU-systemet, højere tal for mange som skal
gennemføre en uddannelse, fokus på innovation samt reformer af folkeskolen og
erhvervsuddannelsen. Det er det, som står tilbage, når det foreløbige bo skal
gøres op. Umiddelbart er det svært at få øje, at ideerne om øget frihed,
demokrati og mere plads til professionelle skøn er blevet omsat til konkret uddannelses-
og forskningspraksis.
