Fælles mål igen

Der skal laves nye fælles mål for folkeskolen denne gang
formuleret i kompetencetermer og ikke i indholdstermer. Baggrunden er, at der
er for mange mål, og lærerne ikke bruger dem efter hensigten. Denne virkelighed dokumenterede en evaluering af
fælles mål lavet af Danmarks evalueringsinstitut i 2012, som tog udgangspunkt i
fem skolers erfaringer med fælles mål, hvor der blev fokuseret på fagene dansk
og matematik i henholdsvis 4. og 7. klasse. På den baggrund er et omfattende arbejde nu igangsat,
hvor alle folkeskolens fag skal have formuleret nye fælles mål.

Det kan sikkert være udmærket at ændre indholdsmålene til
kompetencer, da det harmonerer fint med den kompetencetænkning, som i øvrigt
præger det meste af uddannelsesverdenen, ligesom der er behov for initiativer
som sætter elevernes læringsmål i centrum.

Spørgsmålet er imidlertid, om lærerne så vil bruge de nye
kompetencemål, og om de vil bruge dem efter hensigten. Det er jeg ikke så
sikker på. Hovedproblemet er ikke, at målene er uklare, og at de ikke er
formuleret i kompetencetermer. Det egentlige problem er, hvis det eksisterer, snarere
implementeringen.

Jeg ledede i sin tid den evalueringsgruppe, som for
undervisningsministeriet evaluerede de første fælles mål, som blev indført i
2003. Vi udgav i alt to rapporter i henholdsvis 2006 og 2007. Rapporterne var
meget omfattende og var funderet på en landsdækkende kvantitativ undersøgelse,
hvor forvaltninger, skoleledere, lærere og børnehaveklasseledere indgik.
Desuden gennemførte vi 9 case-studier, hvor vi besøgte skoler rundt omkring i
landet. Her interviewede vi skoleledere, lærere, elever og forældre om deres vurderinger
af og erfaringer med fælles mål.

Ministeriet var meget optaget af evalueringen, i hvert fald
til at begynde med. F.eks. udtalte den daværende minister Bertel Haarder i en
pressemeddelelse, da den første rapport udkom, at nu havde nok en evaluering af
folkeskolen vist, at skoleledelse var altafgørende for folkeskolens udvikling.
Det var sådan set ikke forkert, men blot en af rapportens mange konklusioner.

Da slutrapporten udkom i 2007 var ministeriets interesse for
evalueringen kølnet væsentligt. Årsagen var, at et andet kontor i ministeriet
end det, som koordinerede evalueringen, havde igangsat arbejdet med at formulere
nye fælles mål. Den nye reform af fælles
mål var et led i den omfattende ændring af folkeskoleloven, som fandt sted i
2006.

På den baggrund blev vores slutevaluering overflødig. Vi
evaluerede på noget, som nogen havde bestemt skulle erstattes af noget nyt,
hvilket vores mand i ministeriet beklagede. Da rapporten kom, blev den gemt af
vejen på en perifer hjemmeside, og der var ingen pressemeddelelse, hvor
ministeren gav rapporten anbefalinger med på vejen.

Arbejdet med de nye fælles mål blev færdig i 2009. En af
intentionerne var, at de skulle beskrives i kompetencetermer, men kritikere
hævdede, at de ikke var beskrevet i kompetencetermer, hvilket de i store træk
havde ret i. Nu kommer der så igen en revision af fælles mål.

På den baggrund er det relevant at trække nogle af
resultaterne frem fra den evalueringsrapport, som ministeriet ikke
interesserede sig for. Rapporten viste nemlig, at der hvor fælles mål blev
brugt efter hensigten, var på de skoler, som var karakteriseret ved, at ledelsen
havde taget aktivt ansvar for implementeringen, og hvor der var blevet sat tid
og ressourcer af til, at lærerne i fællesskab havde mulighed for at gøre
erfaringer med, hvordan de pædagogisk kunne anvendes i undervisningen.
Holdningen blandt lærerne til fælles mål var tillige positiv.

Der hvor fælles mål ikke blev brugt eller kun blev brugt i
mindre grad var på skoler, hvor skolens ledelse og lærere ofte var optaget af
andre emner. Skolens ledelse havde typisk valgt at uddelegere arbejdet med
implementeringen. Man kunne tale om en individualistisk strategi for, hvordan
fælles mål indgik i det skolens faglige og pædagogiske arbejde. Blandt lærerne
eksisterede der desuden en mindre positiv holdning til fælles mål.

Hovedproblemet var altså ikke, for at skære det helt ud i
pap, så meget karakteren eller indholdet af de fælles mål, men derimod
implementeringen af dem. Konklusionen er altså, at det ikke er fælles mål i sig
selv, som er hovedproblemet, men snarere en række faktorer uden om. Mon ikke
også det vil være tilfældet for de fælles mål, som fremover skal beskrives i
kompetencetermer.

Fælles mål har præget folkeskolen siden 2003, og hvis vi
tager klare mål med, som dog kun var vejledende siden 2001. Efter reformen af
folkeskolen i 2006 bruges fælles mål i tilknytning til årsplaner, elevplaner og
nationale test, dvs. at fælles mål ikke blot er et isoleret didaktisk værktøj,
men er koblet op på en række rutiniserede praksisser, som karakteriserer
folkeskolens hverdag.

Jeg vil ikke underkende evalueringsrapportens konklusioner,
men man kan alligevel undre sig lidt over dens konklusioner om, at lærerne ikke
bruger fælles mål efter hensigten, da vi allerede tilbage i 2007 kunne se, at
reformen tre år efter, den trådte i kraft, havde haft en vis effekt om end ret
forskelligt fra skole til skole og fra kommune til kommune. Erfaringerne fra de
fem skoler, som 2012-rapporten fra Danmarks evalueringsinstitut beskriver, er
alle skoler, hvis arbejde med fælles mål er karakteriseret ved det, vi i
evalueringen kaldte en individualistisk strategi.

Ovennævnte leder frem til to konklusioner eller måske
nærmere spørgsmål. Udgør evalueringsrapporten fra 2012 et tilstrækkeligt
grundlag for at igangsætte et så omfattende reformarbejde? Og hvis det er
tilfældet, er den rigtige medicin, i forhold til f.eks. at fremme arbejdet med
elevernes læringsmål, så nok en revision af fælles mål?

Læs interview med undertegnede fra folkeskolen.dk om nye fælles mål http://www.folkeskolen.dk/535127/forsker-det-er-ikke-nok-at-lave-nye-faelles-maal-#st1534