Uddannelse/pædagogik/kultur/samfund

Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 27/3-2017

Jeg indrømmer, at det er et lidt morbidt tema, som
ligger til grund for denne Antenne,
nemlig døden, og nærmere bestemt hvordan døden er blevet behandlet i nyere
dansk digtning og litteratur. Men
pludselig gik det op for mig, at jeg inden for et halvt års tid havde læst adskillige
digtsamlinger, der behandlede lige præcis
det tema, og da jeg tænkte nærmere over det, sprang andre bøger med samme
tema uden varsel ud af bogreolen. Er det tilfældigt? Har det noget med alderen
at gøre? Eller skrives der bare mere litteratur om døden?

Det interessante, hvis man ellers finder døden
interessant, er, at temaet behandles forskelligt. Man kan med andre ord blive
klogere på døden ved at læse om den.

En af de ældre digtsamlinger, som sprang ud af
reolen, var Søren Ulrik Thomsen Rystet
Spejl. I Rystet spejl forsøger
Søren Ulrik Thomsen midtvejs i livet at komme overens med sin egen dødelighed.
Der løber en form for melankoli gennem bogen. Coverets blå farve på den
sølvfarvede firkant, som nærmest er klistret fast på det sorte bogomslag,
illustrerer udmærket bogens tone, men også forbindelsen tilbage i tiden: De
seneste 10 år gik dobbelt så hurtigt som tiåret før/og nu blomstrer de sorte
roser i sneen.

Den livskloge 90 årige Knud Sørensen udgav i sommers
digtsamlingen med den dobbelttydige titel Mere
endnu. Nu er der jo ikke mange, der ved, hvor gamle de bliver, men når man
har passeret de 90 år, så er man selvfølgelig, undskyld udtrykket, dødeligt
bevidst om, at livet nærmer sig sin afslutning. Knud Sørensen iagttager naturen
og bruger den som afsæt for sine poetiske, lidt tørre, men kloge iagttagelser
om døden, jf. f.eks.: to ældede træer/holder hinanden i kvistene/velvidende/at
mørket er på vej.

Et helt andet omdrejningspunkt har digteren Rolf
Sparre Johansson, som er en ung mand omkring de 30. Langdigtet Begravelse handler om morens død. I et
talesprogsagtige formuleringer, og med mange gentagelser, registreres sorgen og
de oplevelser, døden giver anledning til.

Klaus Lynggård læste for nylig op på festivalen
Odense Lyrik. I bogen Personfølsomme
oplysninger gengiver forfatteren sine erfaringer med kræft, som han blev
helbredt for. Teksterne er hastigt noteret ned på iPhone, imens Lynggaard
modtog kemobehandling, og fremstår præcise, præget af angst, desperation og
humor: ”Vi har fundet en tumor i din højre lunge,” siger lægen glad. ”En
ordentlig én. Hvad siger du så?”

Marie Gerhardt døde for nylig i en alt for ung
alder, men nåede umiddelbart inden sin død at udgive punktromanen Transfervindue. I bogen er det
fortællende jeg bevidst om, at hun er dødelig syg. De stærke og billedrige
tekster handler om, at livet nærmer sig sin afslutning. Flere steder dominerer
en naiv og nærmest galgenhumoristisk tone. Som det hedder et sted, hvor
synsvinklen er placeret hos jeg’ets barn: Min mor har verdens farligste sygdom. Hun
kan dø af det. Hun går rundt hele dagen i underbukser.

Man kan blive klogere på døden ved at læse om den,
men man kan også blive klogere på livet

Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 3/7-2017

Børn og unges medievaner ændrer sig. For nylig blev
kulturministeren flittigt fotograferet i selskab med en sjette klasse fra
Haderslev i forbindelse med, at hun er på Danmarks turne, hvor hun forsøger at
danne sig et overblik over danskernes medieforbrug. Møderne er en del af
forberedelserne til de politiske forhandlinger, som skal munde ud i et nyt
medieforlig i 2019. Det overraskede tilsyneladende kulturministeren, at kun en
procent af børnene havde DR blandt de tre mest foretrukne medier, mens f.eks.
Snapchat toppede børnenes favoritliste. Sjette klassen fra Haderslev er næppe
helt atypisk. Børn og unge har grundlæggende et andet medieforbrug end resten
af befolkningen. Deres foretrukne medier er de sociale medier, og de
frekventerer i mindre og mindre grad DR’s tv-kanaler. Det gælder i særlig grad
de lidt større børn.

Tiden hvor familien i samlet trop sad rundt om kakkelbordet
og hyggede sig med skærekage og så på den femte væg, som forfatteren Bo Green
Jensen engang kaldte tv’et, kommer ikke igen. Da jeg var barn, sad vi trofast
og fulgte med En verden i Krig,
Hammerichs Danmarkskrønike, Jaques Cousteau’s undersøiske verden og Upstairs and Downstairs. I slutningen af
80’erne kom TV 2 og diverse satellitkanaler til, og inden længe var normen ikke
længere kun en kanal eller et tv pr. hjem.

Det kan godt være, at X-faktor, Melodi Grand Prix og håndbolddrengene
kan samle nationen, men ellers er familiens medieforbrug spredt for alle vinde.
Mor sidder og ser Netflix på computeren, junior er travlt optaget af Minecraft,
mens storesøster følger de aktuelle you-tuberes præsentationer og videoer
samtidig med, at meddelelser fra de sociale medier regelmæssigt tikker ind. Jeg
har mistet min familie til en iPad, som forfatteren Knud Romer for nylig
formulerede det i en radio-udsendelse. Mon ikke der er mange, der ind imellem
har den oplevelse.

I øjeblikket foregår der en livlig debat om de digitale
mediers omkostninger. Måske hindrer de dybdelæring, udbreder fake news og gør,
at vi forsvinder i hver vores lille boble, hvor algoritmerne bekræfter os i
allerede eksisterende synspunkter og meningsfæller.

Skal vi være kede af det? Min generation, som har oplevet
fællesskabet rundt om kakkelbordet med skærekage og fælles tv, savner det jo
nok lidt. Forgæves forsøger vi at motivere familiens børn og unge til at samles
om Matador lørdag aften.

Sæderne skifter og ligesom der i vores bedsteforældres tid
var alsang i forsamlingshuset og i vores forældres tid ø-lejr og fælles møder, må
vi affinde os med, at fællesskabet ikke nødvendigvis findes rundt om tv’et som i
vores barndom. Nye
familie-fællesskabsaktiviteter og ritualer må udvikles. Vi må erkende, at det
var en historisk parentes, at tv-mediet en overgang fungerede som hele familien
Danmarks fælles medie for oplysning, demokratisk samtale og underholdning. Den
tid kommer ikke tilbage, hvilket bl.a. betyder, at samfundets bærende
institutioner, f.eks. skole- og uddannelsesinstitutioner, får en stadig mere
væsentlig rolle som afsæt for formidling af fælles oplysning og
sammenhængskraft, ligesom den enkelte familie skal opfinde nye måder at være
sammen på, nu flow-tv ikke længere udgør familiens centrale oplysnings- og
underholdningsleverandør.

Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 15/5-2017

Odense bruger mange midler på kultur, men bruger de dem også
altid rigtigt? Senest har Odense kommune ekstraordinært brugt 4,5 millioner
kroner i forbindelse med åbningen af musikhuset Odeon, bl.a. på grund af
skuffende billetindtægter. Det er åbenbart ikke så nemt at lokke fynboer ind og
se ældre popstjerner, som f.eks. Melanie C, hvis karriere kommercielt toppede
som medlem af gruppen Spice Girls, dengang tilbage i slutningen af 90’erne, da
Spice Girls kørte på repeat på de fleste pigeværelsers CD-afspillere.

Det er ikke den eneste gang, at Odense kommune har punget
midler ud på spektakulære kulturelle koncertbegivenheder. F.eks. gav Odense
kommune et tilskud på cirka 1.000 kroner pr. billet, da Poul Simon og Sting for
et par år siden lagde vejen forbi Arena Fyn. Det var også en fremragende
koncert, og jeg ville også godt have betalt lidt mere for min billet, end de
400-500 kroner, den vist kostede, men nok ikke yderligere 1.000 kroner.

Jeg indrømmer, at jeg er lidt gammeldags, og måske ikke helt
er ankommet til den kommunale kulturvirkelighed anno 2017, men jeg kan ikke
lade være med at tænke på, hvad byens fastboende kulturaktører og
kulturinstitutioner kunne have fået ud af de mange millioner. F.eks. var vi
vidne til, at mange af byens kulturinstitutioner fik færre midler i forbindelse
med det seneste budgetforlig, ligesom der er såkaldt færre frie midler til
rådighed. Dvs. kulturelle midler som løbende kan søges.

Odense skal forsøge finde sin plads i en global og mere
foranderlig verden. Det har blandt andet medført en satsning på store kommunalt
støttede arrangementer, som f.eks. Tinderbox, H.C. Andersen Festivalen, en
lokal udgave af Distortion ved navn Karrusel og bygningen af et supermoderne
musikhus som Odeon. Byen er i gang med en bekostelig, men måske nødvendigt
make-over.

Det er klart, at kulturen ikke længere har nok i
græsrodsfestivaller i Munke Mose, alternativ rock på Badstuen, lidt politisk
teater hos Banden og store solide historisk forankrede institutioner som Odense
Symfoniorkester, Odense Teater og et velforgrenet biblioteksnetværk, sådan som
det kulturelle Odense-landkort lidt karikkeret så ud for 30 år siden. En
moderne kulturpolitik må også tænke i, at kultur skal have et økonomisk og
synligt pr-mæssigt potentiale.

Odense skal forsøge forandre sig i en stadig mere global
verden, hvor der kæmpes hårdt om opmærksomhed, arbejdspladser, skattestærke
borgere og turister. Udfordringen er at balancere mellem hensynet til lokalt
forankrede erfaringer, nye og eksperimenterede vækstlagsprægede tiltag, og så
mere spektakulære arrangementer, som de ovennævnte.

Hvis vi glemmer den lokale del, så risikerer kultur at blive
for dem, der tror, at billeder i medierne, underholdning, tiltrækning af
turister, gode skatteborgere og kortvarig opmærksomhed er det væsentligste
formål med kultur. Kulturpolitik kan imidlertid ikke blot handle om
underholdning og økonomisk vækst, men må have et bredere samfunds- og
velfærdsmæssigt sigte, der f.eks. retter sig mod udvikling af oplysning,
refleksion, sociale og kulturelle erfaringer samt mod at stimere fantasi og
kreativitet.

Kulturpolitik bør ikke blot et være middel, men må udgøre et
mål i sig selv. Også i Odense.