Kronik fra Kristelig Dagblad d. 1. maj. 2018
Måske havde Blachman alligevel fat i noget
Thomas Blachmans besøg i en 8. klasse i Hvidovre, hvor
Blachman over to tv-udsendelser forsøger at redde folkeskolen og udbrede
kreativitetens rige, har skabt debat. Kritikere, som den pædagogiske forsker Alexander
Von Oettingen mener, at der er tale om et pædagogisk overgreb, fordi Blachman
vil presse og vride kreativitet ud af eleverne, og her i avisen giver Sørine
Godtfredsen bl.a. udtryk for, at Blachman vil forme mennesket efter sin egen
utopi.
Begge kritikpunkter og indvendinger er berettigede.
Kreativitet kommer ikke ud af intet, men forudsætter viden og faglighed, sådan
som forskere, der har beskæftiget sig med kreativitet, innovation og
entrepenørskab, har dokumenteret. Forestillingen om, at man ved hjælp af farvede
post-it sedler kan få ideer ud af den blå luft er urealistisk. Selv det
fremtidsværksted, som var populært i min ungdom, havde fokus på en konkret sag
eller et problem som afsæt for den kritik og de efterfølgende utopiske
fremtidsforestillinger, vi blev ”tvunget” til at formulere.
Det er også naivt at forestille sig, at man bare kan vade
ind i en institution som f.eks. folkeskolen uden viden og erfaringer om børn,
skole og pædagogik, andet end den som livet mere eller mindre tilfældigt har
udstyret én med, og så forestille sig, at man kan revolutionere det hele. Selv forføreren
Blachman måtte erkende, at man ikke kan snakke og charme sig ud af alt, og at
var en god ide at inddrage folk med forstand på pædagogik og kreativitet i sit
eksperiment, hvis eksperimentet skulle realiseres.
På den anden side er der et gran af sandhed i, at man skal
høre sandheden fra børn og fulde folk og, kunne man tilføje, nogle gange Blachman.
Det er påfaldende, at en række af de elever, som udsendelsen
kredsede om, var i besiddelse af uudnyttede evner og talenter, som skolen
hidtil ikke havde været til i stand at forløse, men som blev forløst gennem
eksperimentet.
I udsendelsen mødte vi bl.a. drengen Tobias, som havde talent for at skrive
og udtrykke sig. Han havde opgivet sit skriveri som 11. årig, fordi der var
ikke nogen, som havde set ham og stimuleret ham. Det talent fik Blachman øje
på, mens de personer, som drengen var omgivet af til daglig, dvs. lærere og
familie, ikke havde haft blik for det.
En anden af deltagerne var en dygtig 12-tals pige, som var
pligtopfyldende, men som gerne ville have at vide, hvad man skulle gøre. At man
kunne gøre noget end det, man bliver bedt om og leve op til de krav og
forventninger, som blev stillet til én, havde hun tilsyneladende ikke blik for.
Derfor var hun selvfølgelig både kritisk og skeptisk overfor eksperimentet.
Alligevel lykkes det hende at komme op med en god og relevant ide om
skakturneringer for piger på tværs af landegrænser. Her var tale om kulturelt
entrepenørskab. Hun kunne altså udmærket tænke selvstændigt og originalt, når
de rigtige rammer var tilstede og understøttede hende.
En anden elev var pigen Sofie med hat og briller, som var
meget genert og ofte følte sig anderledes og udenfor. Det viste sig, at hun var
fantasifuld og havde talent for at tegne, og at hun voksede og udviklede sig
personligt og identitetsmæssigt gennem eksperimentet. Sammen med den omtalte
dreng med skrivetalentet udviklede hun en ide til en 3-D tegneserie. Her var
tale faglig innovation med danskfaget som ramme.
En fjerde elev var en indvandrerdreng, som var tæt på at
blive smidt ud af skolen, men som udviklede en slags lokal udgave af
venligboerne for ensomme ældre i det boligområde, hvor han boede. Her var tale
om socialt entrepenørskab. Drengen rummede således andre talenter end at lave
ballade og forstyrre undervisningen.
I udsendelsen møder vi altså en gruppe elever, som rummer
talenter og evner, men som hidtil ikke har haft mulighed for at udfolde dem.
Det kan der være mange grunde, og sikkert også mange komplekse grunde til, f.eks.
at folkeskolens indtil for nylig har været underlagt stram læremålsstyring, og
at nationale test virker styrende for undervisningens indhold og
tilrettelæggelse, ligesom der er sket en generel nedprioritering af de kreative-musiske
fag. Fakta er dog, at skolen ikke havde formået at hjælpe eleverne med at
udfolde deres potentiale. Det forløste Blachman, ikke alene, men i samarbejde
med skolens lærere og de pædagogiske eksperter, som deltog i eksperimentet.
Personligt kan jeg udmærket genkende en række af de medvirkende
børns historier. Jeg kedede mig også i skolen, klovnede og forstyrrede
undervisningen og var også tæt på at blive sendt permanent hjem. En dag fik vi
en ny lærer, som havde blik for, at jeg var kreativ, fantasifuld, havde
interesser uden for skolen, og var god til at fortælle og skrive historier. Det
var der aldrig nogen, der havde set eller fået øje på før. Det blev et
vendepunkt for mig.
Hvor mange børn mon ikke sidder rundt omkring i den danske
folkeskole med uforløste evner og talenter og venter på et vendepunkt? Børn, som
kan have glæde af at møde en Blachman, en ny lærer eller blot andre rammer og
strukturer, som muliggør, at de blev set og hørt og får hjælp til at udvikle
sig fagligt, personligt og socialt. Sagt på pædagogisk: Ofte formår skolen ikke
at identificere elevernes zone for nærmeste udvikling, dvs. at udfordre
eleverne passende, sådan at de kan vokse og udvikle sig.
Pointen, og det som Blachmans besøg i folkeskolen kan lære
os, er, at der sandsynligvis er masser af børn, som venter på, at Blachman
eller en særlig dygtig og empatisk lærer kommer forbi og opdager deres helt
særlige talent og potentiale og bidrager til, at det får mulighed for at
udfolde sig.
Hvordan får vi skabt bedre rammer, muligheder og blik for,
at børn ikke sidder og keder sig år efter år og ikke får brugt de evner, talenter
og muligheder, som de har? Efter min mening er det den diskussion, som er
udsendelsens væsentligste budskab. At fokusere på om Blachman råber, forfører,
er grænseløst selvglad eller ikke har noget at gøre i folkeskolen, fordi han
ikke er uddannet og ved noget om pædagogik, og at kreativitet bør ligge i
fagene og ikke udenfor, er for mig at se forsøg på at afspore det centrale spørgsmål
og den væsentligste diskussion, som programmerne adresserer.
Den italienske grundlægger af Reggio Emilia pædagogikken
Loris Malaguzzi er kendt for sit udsagn om, at børn fødes med 100 sprog, men
berøves de 99 i opdragelsen. Budskabet i udsendelserne ”Blachman på skemaet”
er, at skolen skal være bedre til at hjælpe med at udvikle og forløse nogle af
de sprog, der gemmer sig i mange elever. Lad os diskutere, hvordan vi kan gøre
det i fagene, på tværs af fagene og helt udenfor fagene. For min skyld meget gerne
uden at inddrage mediedarlingen og det selvudnævnte kreativitetsorakel Thomas Blachman.
