Debatindlæg fra Politiken d.19. maj: Hvad ved økonomer om nationale tests?

HVOR VAR DET
dog en kedelig kronik, som 31 forskere offentliggjorde i Politiken 13. maj,
hvor hovedargumentet var, at de nationale tests er værdifulde og bør fortsætte.
På nær enkelte undtagelser var den skrevet af forskere inden for statskundskab
og økonomi. Kunne man forestille sig, at 30 pædagogiske forskere skrev en
kronik om, hvorfor dele af finanspolitikken, den økonomiske teori eller den
politiske teori, var fortræffelig og burde fortsætte? Nej, det kunne man nok
ikke. Det siger lidt om den arrogance, optimisme og tro på egne evner, der
karakteriser udvalgte forskere inden for de nævnte områder. Og det bekræfter,
hvad Rune Lykkeberg for en del år siden i bogen ‘Kampen om sandhederne’
rammende påpegede, nemlig at det nu er økonomerne, der sætter den samfundsmæssige
dagsorden, herunder også den uddannelsespolitiske dagsorden. Kroniken minder
mig om den geograf, Den Lille Prins møder på sin rejse. Geografen ved, hvor
alle have, floder, byer, bjerge og ørkener ligger, men har aldrig set nogen af
dem. Geografen rejser ikke ud, da »det bliver for indviklet«, som han
fortæller. Kronikens forfattere synes at have nogenlunde lige så lidt
forståelse for skolens verden, som geografen har for den verden, der omgiver
ham. Et af Kronikens argumenter er, at eleverne kun bruger 10 timer på at
gennemføre tests i folkeskolen i løbet af deres skoletid ud af de i alt 7.000
timer, de har. Er det så et problem? De 10 timer er det, man kan kalde teknisk
rationel tid. De fleste forældre, elever og lærere vil vide, at der bruges
mange flere timer på de nationale tests. Undervisningen rettes ind og
tilrettelægges hen imod testen god tid i forvejen. Ja, nogle skoler opfordrer
endda børnene til at træne derhjemme med såkaldte demoversioner. Såvel den
subjektive som den reelle tid, der bruges på de nationale tests, er langt
højere end de 10 timer. Det svarer til, at man foreslår, at alle skal løbe 100
meter løb, fordi det er verdens nemmeste løb, men i øvrigt ser bort fra, at en
forudsætning for, at man kan blive en god 100 meter-løber, er, at man er nødt
til at bruge masser af tid til træning, teknik og forberedelse.

De nationale tests kan sammenlignes med en golfspiller, som bruger
forskellige slag, hver gang vedkommende spiller en bane, hævder forfatterne.
Man kan derfor ikke forvente at få det samme resultat hver gang. Skulle alle
golfturneringer så spilles om?, spørges der retorisk. Golf er et spil og er som
andre spil karakteriseret ved regler, social interaktion og respons, som ofte
munder ud i et kvantificerbart resultat. Der er elementer af held,
tilfældighed, leg, erfaring og konkurrence til stede i spil, ligesom
omgivelserne spiller en rolle for ens præstation, f.eks. vind og vejr. Tests
ligner altså ikke golfspil. De nationale tests har til formål at teste
elevernes kundskaber og færdigheder og skal give lærere og forældre et indblik
i den enkelte elevs faglige niveau, som der står i Undervisningsministeriets
beskrivelse. En test er altså et måleredskab ligesom en lineal eller et
målebånd. Om end det i testens tilfælde ideelt set er et intelligent målebånd,
som forsøger at tilpasse sig elevernes niveau, hvilket der er store problemer
med.

Sammenligningen med golfspil er en dårlig eller misvisende
sammenligning. Enhver dansklærer vil omgående finde sin røde blyant frem. I
Kroniken skriver forfatterne også, at der er en sammenhæng mellem nationale
tests og elevernes eksamensresultater, hvilket bliver et argument for de
nationale tests’ værdi og berettigelse. Den sammenhæng kunne man sagtens opnå
på anden måde, f.eks. vil der uden tvivl også være en sammenhæng mellem en god
læse- eller matematiktest og så eksamensresultaterne ved 9. klasses
afgangsprøve. Pointen er vel at identificere elevernes eventuelle faglige
problemer, sådan at de kan hjælpes bedst muligt og tilbydes en målrettet faglig
pædagogisk indsats. Det kan sagtens lade sig gøre uden at gennemføre nationale
tests.

Sagen er nok den, at de nationale tests er blevet et politisk
prestigeprojekt, som der ifølge en opgørelse fra Undervisningsministeriet
allerede i 2017 var brugt over 200 millioner på at udvikle og vedligeholde.
Tilsyneladende er de nationale tests too big to fail. Det eneste gode argument,
som fremføres i Kroniken for fortsat at gennemføre de nationale tests, er, at
de har en forskningsmæssig værdi. Forskerne kan bruge de data, testene giver
anledning til. Spørgsmålet er så bare, om det er tilstrækkelig grund? Og det
var i hvert ikke blandt argumenterne for at indføre de nationale tests i sin
tid. Det vil være kedeligt at fortsætte med de nationale tests, både set i
samfundsmæssigt perspektiv og for de lærere, der skal stå for testen, og for de
elever, der skal gennemføre dem.