Blog Image

Uddannelse/pædagogik/kultur/samfund

Kulturklumme

Kultur/litteratur Posted on Fri, March 25, 2016 17:11:10

Fyns Stiftstidende d. 25-03-2016

af Finn Wiedemann Lektor, ph. d. Institut for Kulturvidenskaber, SDU

I forrige weekend sluttede Odense lyrikfestival. Lyrikken er et modsprog, der taler magten imod, sagde forfatteren og formanden fra Poesiens hus Lene Henningsen, der holdt festivalens åbningstale. Magtens sprog er trivielt og taler ned til os. Poesiens sprog er derimod personligt og unikt og taler med os.

At digtere forsøger at tale magten imod blev tydeligt, da den cubansk-amerikanske digter Felicia Gonzales i protest med den såkaldte smykkelov meldte afbud til festivalen. Her var et politisk statement af en måske lidt gammeldags slags i stil med dengang, John Lennon og Yoko Ono i sin tid nægtede at stå ud af sengen i protest mod krig. At Gonzales også kan skrive digte blev tydeligt, da hun lørdag aften var med på en Skype-forbindelse fra Seattle, hvor hun blandt andet læste et digt op, der handlede om hendes møde med det Cuba, hun ikke havde set, siden hun som barn flygtede derfra sammen med sin mor med en kuffert i hånden.” Halvdelen af mig/ blev der for altid.”

At poesien repræsenterer et modsprog til magten er velkendt, men efter ni dage med arrangementer sidder man i lige så høj grad tilbage med følelsen af, at poesiens sprog er mangfoldigt. Skulle man fremhæve en aktuel tendens i poesien og litteraturen er det, at det personlige og selvoplevede spiller en stor rolle, ikke mindst blandt de lidt yngre lyrikere. Rolf Sparre Johansen læste fredag aften fra sine to digtsamlinger, hvoraf den sidste, ” Begravelse”, handler om hans oplevelser og erfaringer med sin mors død.Thomas Lagermand Lundme læste samme aften fra sin seneste og meget morsomme lyriske roman ” Alt er mit”. Store dele af bogen foregår i starten af 80′ erne, hvor hovedpersonen, der bærer navnet Thomas, opdager sin seksualitet som homoseksuel, samtidig med at han turer rundt med sin kusine i Amagercentret.

Lørdag aften læste Bjørn Rasmussen fra digtsamlingen ” Minq”. Digtsamlingen formidler erfaringer fra et forløb som psykisk syg, samtidig med at fortællerens afdøde far, som bærer øgenavnet Minq, glider ind og ud af digtene. Søndag læste Casper Eric, hvis digtsamling ” Nike” handler om hans erfaringer som handicappet, nærmere bestemt med sygdommen cerebral parese. Maria Gerhard, også kendt som Djuna Barnes, læste op fra sin digtsamling ” Amagermesteren”. Digtsamlingens prosalignende erindringstekster tager blandt andet udgangspunkt i hendes erfaringer som drengepige i en sportsverden.

Sproget er menneskets vigtigste værktøj, siger den næsten 100-årige psykolog Jerome Bruner. Festivalens tema handlede om at bygge broer. Sproget er en bro, der får os til at række ud, og som forbinder os med den kulturelle verden. Digtets sprog er et fiktivt sprog, som er forbundet med, men som også er forskelligt fra f. eks. det logisk-videnskabelige sprog. Det videnskabelig sprog er ofte abstrakt og taler til fornuften. Det fiktive sprog kalder på sanser og følelser ligesom hverdagssproget, men adskiller sig også, fordi det i kunstnerisk bearbejdet form søger det individuelle og unikke udtryk. Når poesiens sprog er bedst, bidrager det til at bygge broer, og til at det er muligt at opleve og erkende verden på nye og anderledes måder.



Kronik Fyens Stiftstidende

Ledelse Posted on Wed, February 10, 2016 17:22:11

Uheldig ledelse

I de sidste måneder er der
blevet afdækket en uhensigtsmæssig ledelseskultur i Region Syddanmark. Sagerne
er velkendte; den tidligere regionrådsformand Carl Holsts brug af
konsulentydelser og inddragelse af regionsansatte til sine private kampagner og
senest afdækningen af, hvordan Region Syddanmark i en periode har gjort brug af
lukrative åremålsansættelser. Udefra kan det måske se ud som om, at den kultur,
som er blevet identificeret, er et produkt af unikke forhold. En stærk mand har
stået i spidsen for den samme organisation i en årrække.

Den ledelseskultur, som
har udviklet sig i Region Syddanmark, kan dog i lige så høj grad ses som en
konsekvens af den måde, den offentlige sektor har udviklet sig på. Gennem mange
år har ideen om ledelse været heroiseret.
De problemer, den offentlige sektor står overfor, skal løses gennem mere
ledelse. Såvel symbolsk som reelt har ledelsen fået tildelt en stærkere rolle,
f.eks. større ansvar og kompetence, højere løn og flere ledelsesinstrumenter. Ikke
så få rapporter, som har beskæftiget sig med den offentlige sektors problemer
og udfordringer, har peget på, at der var behov for mere og stærkere ledelse. Parallelt
hermed har vi udviklet stadig større offentlige organisationer og indskrænket
det formelle demokrati. Konsekvensen er, at uenighed, debat og den demokratiske
kultur, som har kendetegnet offentlige organisationer har fået vanskeligere
vilkår.

Forestillingen om at vi kan få mere
kvalitet i den offentlige sektor, såfremt den formelle ledelse styrkes, er ikke
ny. Det er en udvikling, som kan føres tilbage til 1983, hvor moderniseringen
af den offentlige sektor blev påbegyndt under den første Schlüter-regering, og
hvor ledelse for alvor kom på dagsordenen. Siden har skiftende
regeringer alle formuleret moderniseringsprogrammer, hvor de har fulgt den
nævnte linje.

I
løbet af de sidste cirka 30 år har den offentlige leder forvandlet sig til en
professionel leder. Ledelsen befinder sig ikke længere blandt ligemænd og
brugerne: på gulvet, i marken, i fronten eller bag skranken, men tilbringer i
højere grad tid sammen med andre ledere, stabspersonale, konsulenter og
bestyrelser. I mange organisationer er der tillige blevet oprettet
ledelsessekretariater, ledelsesnetværk og mulighed for jobbytte, som kan
understøtte den beskrevne rejse.

Vi
har således i mange offentlige organisationer nok udviklet en ledelse, som er
professionel i den betydning, der handler om, at ledelsen kan agere abstrakt,
formelt og strategisk, men vi har med stor sandsynlighed også udviklet en
ledelse, som er mere tonedøv og svagtseende, når det handler om faglig indsigt
og fornemmelse for de daglige og nære forhold, som gør sig gældende blandt
ansatte, brugere og offentlighed med konsekvenser for f.eks. demokrati,
arbejdsmiljø og service samt den konkrete opgaveløsning. Under alle
omstændigheder har vi tildelt og overladt et enormt ansvar og en stor
kompetence til meget få personer ud fra den sjældent problematiserede betragtning,
at organisationen bedst løser sine opgaver, når denne ledelseskultur er til stede.

I mange moderne
organisationer har ledelse udviklet sig til en slags second life, som befinder
sig langt væk fra mange medarbejderes daglige arbejde og den konkrete virkelighed,
hvor der undervises, ydes omsorg og serviceres. Den
nødvendige dialog og det remtræk, som kan skabe den nødvendige sammenhæng
mellem de erfaringer, som gøres i dagligdagen eller i driftsrummet og så de
strategiske ideer og planer, som udtænkes i ledelsesrummet, mangler.

Sagen fra Odense
kommune i efteråret 2015, hvor topledelsen i Børne- og Ungeforvaltningen fratog
familier lovbestemte sociale ydelser, selv om socialrådgivere gjorde opmærksom
på det ulovlige i indsatsen og dets konsekvenser, illustrerer med tydelighed,
hvordan ledelsen mange steder har distanceret sig fra den virkelighed, som
karakteriserer de ansattes arbejde.

Tilstedeværelsen af et samtaledemokrati medfører, at forskellige medarbejdergrupper regelmæssigt har mulighed for at mødes og deltage i den samtale, som er det centrale i udviklingen af en demokratisk kultur. Udviklingen af en demokratisk kultur forudsætter også, at der er formelle fora tilstede, som gør, at en sådan har gode vækstbetingelser. Begge dele er blevet vanskeliggjort som en konsekvens af de nævnte ændringer af den offentlige sektor.

Den uheldige
ledelseskultur, som har vist sig i Region Syddanmark er nok unik, men den
afspejler en bredere tendens, som hænger sammen med den opskrivning og
italesættelse af ledelsens betydning for udviklingen af den offentlige sektor,
som er sket siden begyndelsen af 80’erne. Værdier som debat og medbestemmelse
har fået dårligere vilkår. Når den kultur mangler, bliver det nemmere for såvel
politisk valgte som ansatte ledere at skabe et parallelsamfund, hvor de delvist
kan formulere deres egne regler. Region Syddanmarks ledelseskultur er et
symptom på den ledelseskultur, som præger mange offentlige organisationer i
disse år.



Klumme

Kultur/litteratur Posted on Tue, February 09, 2016 11:05:16

Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 26/1-2016

I Ida Jessens seneste roman En ny tid får hovedpersonen, lærerinden fru Bagge, mod slutningen
af bogen et nyt job, som bestyrer af den lokale sognebogsamling. Her får hun
sat skik og orden på bogsamlingen. Der er et meningsfyldt job for den
kvindelige hovedperson og snart blomstrer det hensygnende sognebogsamling da
også op. Vi er i midten af 1920’erne og
biblioteket er en del af det oplysningsprojekt, som karakteriserer det moderne
samfund.

Såfremt man som jeg er vokset op i 70’erne og 80’erne, var
såvel skole- som kommunebiblioteket en skatkiste af viden, hvor man havde
mulighed for at få stimuleret sin nysgerrighed: Meteorologi, dinosaurer,
tegneserier og senere sjældne forfattere og digtere. Den store åndelige buffet
var åben for alle. Nysgerrige børn og unge har stadig mulighed for at tage et
dyk i den righoldige viden, bibliotekerne stiller til rådighed. Til gengæld har
bibliotekerne ikke længere monopol på denne opgave. De digitale medier kan på en række områder
klare mange af de opgaver, som biblioteket tidligere kunne.

Bibliotekerne står over for at redefinere deres rolle i takt
med, at det omgivende samfund har ændret sig.
Her minder bibliotekets udfordring om den, mange andre af det moderne
samfunds bærende oplysningsinstitutioner står overfor. Man skal kunne legitimere sig og gøre sig
lækker over for befolkning og politikere og kunne besvare købmandsspørgsmålet
om, hvad nytte det hele er til for. Når Københavns biblioteker brænder en tredjedel
af bogsamlingen, er det ikke fordi, de er boghadere, men et led bibliotekernes
ændrede rolle. Udlånet af fysiske bøger
er faldende, ligesom biblioteksfilialer og budgetter gennem en årrække er
blevet skåret ned i mange kommuner.

I forsøget på at finde en ny rolle, overtager biblioteket
dele af den offentlige sektors traditionelle borgerserviceopgave; pas og
kørekort. Mange steder omdannes biblioteker til en mellemting mellem varmestuer
og kulturhuse, hvor lokale foreninger mødes. Der dømmes om intelligente
forsamlingshuse og afholdes forfatter- og debatarrangementer, hvor kendte
inviteres til at læse op og debattere. Bibliotekerne agerer spydspids i den
informationsteknologiske udvikling og forsøger at være opsøgende og udadvendte
og lokke nye grupper til.

I et efteruddannelsesprogram for bibliotekarer i en af
landets største kommuner opereres der med seks fremtidige bibliotekarroller: Læringskonsulenten,
kulturskaberen, projektlederen, serviceformidleren samt informations- og materialespecialisten. Det er tanken, at bibliotekarer kan
specialisere sig inden for en af de seks roller. Den eneste af de roller, som
den indledningsvist nævnte fru Bagger vil kunne genkende sig i er nok rollen
som materialespecialist, som blandt andet køber ind, kasserer og håndterer
bibliotekets bogsamling. Fælles for en række af de andre roller er, at der er
tale om en langt mere udadvendt bibliotekarrolle, hvor dialog med foreninger,
virksomheder, uddannelsesinstitutioner, borgere og det lokale samfund spiller
en fremtrædende rolle.

På fremtidens bibliotek vil stadigt være muligt at ”græsse”
bøger, men hvis biblioteket skal overleve som selvstændig kulturinstitution, så
bliver bøgerne fremover langt fra den eneste opgave, biblioteket skal tage sig
af. Udviklingen er måske nok nødvendig,
men som inkarneret biblioman er det ikke nødvendigvis en udvikling, som udelukkende
giver anledning til stor applaus.



Kulturklumme

Kultur/litteratur Posted on Tue, February 09, 2016 10:45:44

Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 20/11-2015

Kultur på recept

I forbindelse med de midler, som blev udmøntet fra den
årlige satspulje, har Folketinget afsat 8 millioner kroner til et forsøg med
kultur på recept. Ideen er, at man kan
få tilskud til forskellige kulturelle tilbud, hvis man er syg, f.eks. lider af
stress, angst eller depression. Svage
ældre og demente kan ligeledes få del i tilbuddet.

I Helsingborg har man i 5 år haft et tilsvarende forsøg,
ligesom det er tilfældet andre steder i Europa. Aktuelt er forsøget i
Helsingborg ved at blive evalueret, men de foreløbige erfaringer er
positive. Der har ligeledes været
enkelte tiltag herhjemme: Musik i ambulancer, hospitalsklovne og sansehaver.

Engang hed det, at kulturpolitik var god socialpolitik, men
kan kunst og kultur også have en helbredende funktion? De fleste vil sikkert
være enige i, at hvis man har brækket benet, er tiden givet godt ud i selskab
med gode og spændende bøger, men benet gror næppe hurtigere sammen, fordi man
er godt underholdt, imens man venter på at komme på benene.

Til gengæld kan bogen, teatret og besøget på
kunstudstillingen måske kalde på muligheden for fordybelse, og for i et stykke
tid at blive suget ind i en verden, der ikke kun handler om én selv eller om,
hvad ting kan bruges til og kaster af sig i kroner og ører.

Her ligger måske et potentiale; mulighed for fordybelse og
engagement, for at trække i bremsen og sætte tiden i stå frem for at lade foden
hvile på speederen, så livet passerer revy, og man hvirvler rundt i
hamsterhjulet, alt imens tv-kanalerne skifter, sms´erne tikker og
facebookopdateringerne blinker. Kunst kan være en god medicin som kontrast til
nutidens accelerationssamfund alene af den grund, at kunst ofte tilbyder en
anden rumlig og tidslig dimension.

De foreløbige erfaringer peger på, at kultur på recept
blandt andet kan fremme livsduelighed, virke rehabiliterende og give folk en
mening og formål med livet.

Jeg har en god ven, som har været sygemeldt med stress. I
starten måtte han ikke lave noget. Han måtte ikke løbe eller cykle lange ture, som
han ellers har for vane eller f.eks. se fjernsyn og læse bøger. Det var
kedeligt. Gabende kedsommeligt. Efterhånden som månederne gik og han blev træt
af at kigge ud i luften, begyndte han orientere sig på ny. Han læste biblen,
han læste Heidegger, Nietzsche, Kierkegaard plus masser af skønlitteratur og
besøgte kirker. Langsomt vendte han tilbage til sit arbejde og sit tidligere
liv med fornyet energi og ideer.

Kunne man forstille sig, at man i stedet for at gå lægen for
at få udskrevet piller og recepter, gik til en kulturlæge eller kunstterapeut,
som kunne udskrive teaterbilletter og give gode råd om musik, udstillinger og
bøger, man kunne læse og skrive?

Kunst og kultur kan næppe i sig selv gøre os raske. Til
gengæld giver kunst og kultur mulighed for at sætte en anden dagsorden. Mødet
med det anderledes som kunst kan kaste lys tilbage på vores eget liv og samtid,
hvilket kan virke helende og dermed helbredende.



Kronik/Fyens Stiftstiden

Ledelse Posted on Mon, November 09, 2015 21:14:34

Ledelseskrisen

For kort tid siden udkom bogen Ledelseskrise i konkurrencestaten af organisationskonsulent Jan Nørgaard
og professor Lars Bo Kaspersen. Bogen identificerer den ledelseskrise, som
karakteriserer den offentlige sektor, analyserer baggrunden for den og giver
nogle bud på, hvordan den kan håndteres.

Mange offentligt ansatte har mærket, hvordan deres arbejde
har ændret sig gennem de senere år. Socialrådgivere, sygeplejersker og lærere har
erfaret, at de bruger langt mere tid på f.eks. registrering og resultatmålinger,
samtidig med at de organisatoriske landkort jævnligt tegnes om. Udviklingen
medfører mindre tid til kerneydelserne, f.eks. samvær med borgere og patienter.
En oplevelse af stress, træthed og værst
af alt mangel på mening præger arbejdsdagen.

Omstillingen af den offentlige sektor har været i gang,
siden de første moderniseringsprogrammer blev igangsat i begyndelsen af 80’erne,
dog sådan at udviklingen først for alvor har taget fart efter årtusindskiftet. Ændringerne har imidlertid hverken bidraget
til større effektivitet eller trivsel. Tværtimod.

Sygeplejersker, lærere og øvrige professionsudøveres værdier
er forankret i velfærdsstaten, tæt knyttet til brugerne og kerneydelsen.
Politikere, embedsmænd og topledelsen er derimod orienteret mod
konkurrencestatens værdier, hvor det handler om at geare det danske samfund til
den øgede konkurrencesituation, som globaliseringen har medført. Medarbejdere
og ledelse er således forankret i to forskellige samfundsforståelser og har fjernet
sig fra det tidligere fælles fokus, hvor begge havde velfærdssamfundet som
vision.

Konkurrencestaten og de mange reformer og styringsværktøjer,
der ledsager denne, mangler en vision, som offentligt ansatte kan identificere
sig med. Visionen om det gode samfund er
for langt de fleste mennesker ikke et samfund præget af vækst, hvor
uddannelsesinstitutioner og hospitaler er trimmede og fitte, rustede til det globale
kapløb.

Konkurrencesamfundets ledelsesværktøjer handler i alt for
høj grad om hvordan, dvs. metoder og
værktøjer til at ordne og fixe problemer, mens de centrale spørgsmål om hvorfor, som kan tilvejebringe mening og
legitimering mangler. Den fortælling,
som kan få os til at møde smilende på arbejde om morgenen, og som kan få os til
at finde mening i de mange reformer og forandringer, er udeblevet.

I konkurrencestaten bliver politiske reformer og lovgivning til
på en anden måde end tidligere, hvor der er i velfærdsstaten var tradition for
at inddrage interessenter, medarbejdergrupper og organisationer, når nye
reformer skulle formuleres og implementeres, er dette nu fraværende. I velfærdsstaten var uenighed og dialog en
central værdi. I konkurrencestaten er der derimod ikke tid og tillid til, at
uenighed og diskussion udgør konstruktive arbejdsmåder.

Den politiske elite betjener sig i stedet af direkte magt,
sekunderet af kommissioner og ekspertudvalg, som legitimerer nødvendighedens
politik. De mange reformer og ændringer, som det danske samfund har gennemløbet
de sidste 10-15 år, kan anskueliggøre dette. Det mest oplagte eksempel er vel
strukturreformen, hvor det kommunale landkort næsten overnight fik trukket nye
streger op. Indgrebet i lærernes overenskomst i 2014 udgør et andet eksempel. Konsekvensen
er blandt andet, at der er sket en udhulning af den medbestemmelseskultur, som
har præget det danske samfund.

Konkret betjener offentlige ledere sig i konkurrencestaten
af styringsfikserede ledelsesværktøjer med fokus på kontraktstyring,
resultatmålinger og andre tiltag, som på bedste industrisamfundsmaner forsøger
at registrere og måle organisationer og medarbejderes ydelser og indsatser. Dette
strider mod medarbejdernes værdier.

De styringsfikserede ledelsesværktøjer har også den ulempe,
at de fungerer som et skjold, som holder lederne på afstand af virkeligheden,
og som tilmed er forførende i dets simple budskab om, at når der tælles, vejes
og måles, så ledes og styres der. Nørgaard og Kaspersen mener, at det inden for
de eksisterende rammer er muligt at formulere et ledelses- og samarbejdsrum,
hvor medarbejder og ledere i fællesskab kan udvikle deres arbejdsplads fremfor
den ”ghettoisering”, som aktuelt præger mange offentlige organisationer, hvor
ledere og medarbejdere lever i en adskilt verden.

Som kontrast til den styringsfikserede ledelsesform bør der
arbejdes med substantiel ledelse, en ledelsesform, der er tættere på kerneydelsen
og medarbejderne. I den substantielle ledelse arbejdes der med at formulere et realistisk
strategirum i samarbejde med medarbejderne, som kontrast til det idealistiske
strategirum, som præger mange offentlige organisationer. Arbejdet med
strategier bliver ofte til i et lukket rum, som sjældent engagerer
medarbejdere, hvorfor de kun vanskeligt lader sig implementere.

Nørgaard og Kaspersen har leveret en enkel, men rammende analyse
af den offentlige sektors ledelseskrise og dets løsninger. Bogens største
fortjeneste er dog, at den formulerer nogle svar på spørgsmålene om, hvorfor vi
er endt, hvor vi er. I konkurrencestaten er nødvendighedens politik måske nok
nødvendig, men den er ikke tilstrækkelig, fordi den ikke bidrager til at skabe
mening for ansatte og borgere: Der skal også være noget at kæmpe for. Det er
der kun, hvis reformer og ledelsesinitiativer er forbundet med en fortælling
om, hvad det er for samfund, vi ønsker os og indeholder visioner for, hvordan
det bør udvikle sig.



Klumme

Kultur/litteratur Posted on Sun, September 27, 2015 21:03:23

Klumme fra Fyens Stiftstidende fra d. 25/9

Hen over sommeren har jeg tømt mine afdøde forældres hus for
indbo, herunder deres bogsamling. Selv om der gennem årene er blevet tyndet
godt ud i samlingen, stod jeg alligevel over for at skulle tage stilling til,
hvilke af de cirka 500 bøger, jeg skulle tage med mig.

Min farfar var bogbinder, så der var en anseelig mængde
smukt indbundne bøger, som min far har arvet efter sin egen far. Hertil kommer
diverse leksika, klassisk skønlitteratur, kunstbøger og opslagsbøger om alt fra
fotografering, havekunst, fauna, sygdomme mv. Et kig ned over en sådan
bogsamling giver også mulighed for at møde forfattere, som enten er glemt eller
ikke længere har samme stjernestatus, f.eks. Somerset Maugham eller en nyere
forfatter, som Marie Cardinal, som man næppe hører meget til i dag. I dag er vi
omgivet af en overflod af bøger.

De fleste læsende mennesker opbygger gennem et langt liv et
bibliotek. Der kan være bøger fra deres barndom, ungdom, studie- og læretid,
særlige interesser og hobbies, rejselitteratur, forfatterskaber og genrer.

Mine forældres bogsamling bestod af en skønsom blanding af
alle de nævnte genrer. Hovedvægten lå dog på kunstbøger og historiske bøger,
som var min fars interesse og historiske romaner og spændingslitteratur, som
var min mors interesse. Samlet afspejlede bogsamlingen et ideal om, at et
oplyst menneske har en bred og almen viden om samfund, historie, kunst og
litteratur.

Problemet i dag er ikke at få fat på bøger, men snarere at
skille sig af med dem. Jeg fik da også flere bøger med hjem, end jeg har plads
til. Især efter at den opkøber, der behændigt plukkede værdier ud af boet,
kastede et blik på bogsamlingen og på klingende fynsk konstaterede, ”i dag er
der ikk non der køber bøger”.

Jeg beholdt de bøger, som har haft betydning for mig, da jeg
voksede op: udvalgte romaner og opslagsbøger. Endelig beholdt jeg min fars
store samling af kunsthistorie i et lønligt håb om, at jeg engang i en ikke
nærmere defineret fremtid får mulighed for at dykke ned i den. Engang må der
også blive tid til at læse Shakespeares samlede dramatik. Jeg kan være i tvivl
om, jeg får læst de syv tunge smukt indbundne bind om danske herregårde, men nu
er muligheden der i hvert fald.

Ulæste bøger rummer et håb om en fremtid, der engang vil
indfinde sig, ligesom læste bøger repræsenterer et kort over fortiden. En
bogsamling kan opfylde begge formål.



Kronik/Fyens Stiftestiden

Kultur/litteratur Posted on Sat, May 23, 2015 07:54:27

Opvækstens farver

I essayet Farvel til
det blå rum
, der er et tilbageblik på 80’erne, skriver digteren Søren Ulrik
Thomsen, at 80’ernes ikonfarver var blå og sort. Måske er det sådan, at hvert
årti har sine farver, i 70’erne var det f.eks. brun, suppleret af orange og olivengrøn.

At Søren Ulrik Thomsen har ret i sin farveanalyse bliver
mere konkret, når man tænker på nogle af de kulturprodukter, man som ung omgav
sig med i 80’erne. Man drak Sort Guld sammen med andre, som også var iført
sorte cowboybukser og sort læderjakke, måske endda på det lokale Svendehjemmet,
som var et spillested i midten af 80’erne, beliggende på Brandts Klædefabrik,
som den navnkundige værtshusejer Hansen en overgang ejede. På Svendehjemmet var
væggene malet sorte tilsat graffitislagord. Svendehjemmet besad en mørk og
dyster stemning, som havde man ufrivilligt forvildet sig ind til en begravelse.
Her skulle ikke grines.

Den blå farve var tydelig i en række af periodens populære
film, f.eks. den franske film Betty Blue
eller Blue Velvet af David Lynch. I
begge film er farverne mørke og dystre, men også poetiske. Den blå farve gik
også igen i nogle af tidens digtsamlinger.
I Søren Ulrik Thomsens City Slang,
som blev sat i musik af Lars H.U.G, er titlen skrevet med blå, ligesom den blå
farve optræder i en række af digtene. Michael Strunge taler i et samtidigt digt
om ”den nye elektriskblå poesi”.

Især den første halvdel af 80’erne er en mørk tid. Farverne
passede godt til det kulturelle klima, som prægede dele af ungdommen.
Punkbevægelse og BZ-bevægelse og truslen fra atomkrigen hang som en sort sol
over os, så vi hele tiden blev mindet om, hvad der kunne ske. I stedet for at Fantasien skulle til magten, som der
havde stået på murene i 68, stod der nu Du
har ikke en chance – grib den.
Byen, man spejlede sig i, var ikke længere
studenternes revolutionære Paris, men derimod kunstnernes dekadente Berlin.

Med begrebet det blå rum tænker Søren Ulrik Thomsen også på,
at Det blå rum gav mulighed for at tematisere de menneskelige grundvilkår, som
venstrefløjen havde ignoreret i 70’erne. Kroppen, identiteten og jeg’et blev
omdrejningspunkt for kunsten, ikke mindst i 80´ernes digte. Det blå rum var et
forsøg på at udtrykke en følelse og oplevelse af, at alt ikke var samfundsskabt
og politisk.

I sit essay indkredser Søren Ulrik Thomsen især den
kunstneriske avantgarde, han selv tilhørte, og som fik det privilegium, at de
skrev historien. At det ikke var de eneste tendenser, som fandtes i det nævnte
årti, bliver man opmærksom på, når man ser på en anden af 80´ernes kulturelle
nyskabelser. Yuppierne, som åbner op for
en ny forbrugeristisk og hedonistisk kultur.

I både Jan Sonnergaards bog Om atomkrigens betydning for Vilhelm Funks ungdom og Simon
Pasternak og Christian Dorphs bog Jeg er
her
, som foregår i 80’erne, er vi med på Cafe Victor. Her tændes der
cigarer med 1000 kr. sedler, ”pagnen” flyder og de solbrændte, sexede og
trimmede kroppe flashes. På Cafe Victor slår nouveau riche sig løs, så nyrige
russere på charterferie ligner artige spejderdrenge ved siden af.

Vi havde ikke nogen Cafe Victor i Odense. Derimod havde vi Cafe
Snik Snak, her var der lyst, masser af spejle og cappuccinomaskinerne spandt,
men som navnet på cafeen indikerer, var det småt med champagne, østers og
afbrændte pengesedler. Jeg så i hvert fald ingen af delene. Til gengæld skulle
man helst grine og se godt ud.

I den sidste del af 80’erne bliver det tydeligt, at årtiet
spalter sig i to kulturelle bevægelser, henholdsvis et sort og et hvidt
mentalitetsspor. Udenpå var de to spor meget forskellige, men der var også mange
fællestræk blandt andet en stærk individualisme, en stor optagethed af kroppen
og nuet og en afstandtagen til 70´ernes forsøg på at ideologisere og forklare
alt ting væk.

I det ene spor er kroppen det sidste anker, som det hedder i
et digt fra 80’erne, som reaktion på, at de store fortællinger er væk.
Ideologier er noget bras, som datidens statsminister formulerede det. Tendensen
peger frem imod nutiden, hvor jeg´et får til at opgave at bære hele verden på
sine skuldre. Det er en byrde, som for mange kan føles alt for tung. Succes og
fiasko. Det er hele er min skyld.

I yuppie-bevægelsen er kroppen ikke det sidste anker, men
derimod et investeringsobjekt, som kan trimmes og perfektioneres, så man kan
øge sin værdi på det marked, som blev de efterfølgende årtiers store
fortælling, og som vel først kulminerer i tiden omkring finanskrisen, hvor
udstilling af rigdom og et vulgært forbrug næsten normaliseres.

Vi er alle påvirket af den tid, vi vokser op i. 30’ernes
krise, 60’ernes optimisme eller 80’ernes farver. Tidsånden eller bestemte ideer
præger kultur og samfund i en periode og kaster sine lange skygger ind i
fremtiden.



Klumme

Kultur/litteratur Posted on Tue, April 28, 2015 08:07:50

Følg Brinkmanns råd (Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 24/4)

I sin bestsellerbog Stå
fast
hudfletter Sven Brinkmann tidens selvhjælpskultur, hvor man skal
forsøge at finde ind til sig selv, tænke positivt, og hvor den højeste mening i
tilværelsen er at realisere sig selv. I stedet skal man fyre sin coach og tage
nej hatten på. Brinkmanns bog er en anti-tese til nutidens
accelerationssamfund, hvor det meste hele tiden ændrer sig, og hvor der altid
venter nye spændende projekter rundt om hjørnet, som man lader sig friste af.

Bogens popularitet vidner om, at den har ramt en åre i
tiden. For ikke så mange år siden hyldede vi forandring og det omskiftelige
samfund, som ventede på os. Inden længe kunne vi realisere os selv såvel i
privatlivet som på arbejdsmarkedet. På arbejdsmarkedet var det slut med at
udføre ensformigt rutinearbejde sekunderet af en chef, der overvågede os. Det
fleksible arbejdsmarked med skiftende kollegaer og arbejdsopgaver, hvor fritid
og arbejdstid flyder sammen, ikke mindst på grund af informationsteknologien,
er imidlertid ikke noget tusindårsrige. Det moderne arbejdsmarked er fyldt med
slanger, der f.eks. giver os stress.

På samme måde var det ikke kun en gevinst, da vi gik fra en
påbudskultur til en vi skal finde os selv kultur. I værste fald blev det til en
form for indre våbenkapløb, hvor vi hele tiden bliver tvunget til at realisere
os selv og tage udgangspunkt i egne behov.
Kroppen og sjælen kan altid optimeres og perfektioneres lidt mere.

Brinkmanns bog er symptom på, at omkostningerne ved det
moderne arbejdsmarked og jagten på personlig lykke flyder sammen. Det er en
analyse, som mange kan genkende. Ind imellem har kunst eller debatlitteratur
den egenskab, at den suger tidsånden til sig, så den fungerer som en lygte, der
lyser sider af tilværelsen op, som ellers lå hen i mørke. Bogen har med andre
ord ramt tidsånden lige i en vis legemsdel.

I sin polemiske og underholdende bog giver Brinkmann blandt
andet det råd, at man bør læse romaner i stedet for selvhjælpsbøger og
biografier om kendte mennesker. Boghandlere og bestsellerlister bugner af
selvhjælpslitteratur, hvor kokke og coaches deler ud af deres skiftende
menukort over livet, ligesom biografier i stigende omfang langes over disken,
hvor sportsstjerner og realitystjerner øser løs af deres ofte ligegyldige
erfaringer. I mange tilfælde er der tale om vitaminfattig fast food.

Litteraturen giver os derimod mulighed for at se livet som
sammensat, tilfældigt og flerperspektivisk. Litteraturen kan vise os, hvordan
vores liv er filtret ind i sociale, historiske og kulturelle processer frem for,
at vi konstant kredser rundt om vores egen planet, som er den vej,
selvhjælpslitteraturen udpeger. Romanen kan lære os, at det væsentlige ligger uden
for os selv. Konkret foreslår Brinkmann
moderne og flerperspektiviske romaner som Jan Kjærstad og Murakami, men mon
ikke også mindre ambitiøs litteratur kan gøre det.

Hvor Brinkmann har ramt tidsånden med sin analyse af
samtiden og dens omkostninger, er det nok mere tvivlsomt, om han har får held
med sin anbefaling af, at folk bør læse mere litteratur. Men det bliver
anbefalingen jo ikke mindre rigtig af.



Hva me litteraturen

Kultur/litteratur Posted on Sat, February 21, 2015 09:43:44



Kronik/Fyens Stiftstiden

Kultur/litteratur Posted on Mon, January 26, 2015 15:24:49

Hvad skal man mene om et fænomen som You Tuberen Kristine Sloth og andre yngres stadig hyppigere brug af de sociale medier

At finde vej i medierne

Julen er for længst forbi, og for mange er juleferien
sikkert blevet brugt til at fornøje sig med de julegaver, som lå under træet.
Eller på at ærgre sig over de julegaver, som ikke lå der. Hvis man som jeg, får
bøger i julegave, så er ferien altid en kærkommen lejlighed til at synke ned i
stolen og lade fremmede mennesker og verdener passere revy. De nye løbesko, som
også lå under træet, løber ingen vegne.

I år læste jeg en bog, som jeg hverken havde fået eller
ønsket mig. Det var derimod en bog, min 13-årige datter havde ønsket sig.
Bortset fra hendes fødselsdag, hvor hun ønskede sig en biografi om One
Direction (1D), er det ikke sket før. Der var derfor ingen betænkelighed. Hun
skulle have en bog. Hvad du ønsker, skal du få. Dette stod i modsætning til
andre år, hvor jeg har praktiseret den omvendte fremgangsmåde: hvad du ikke
ønsker, skal du få. Med det resultat, at bøgerne aldrig blev læst. Min eneste
betænkelighed handlede om den bog, min datter ønskede sig. Det var Kristine
Sloths Min verden.

Skulle der være læsere over 20 år, som ikke ved, hvem
Kristine Sloth er, og det er sandsynligt, for jeg vidste det heller ikke, kan
jeg oplyse om, at Kristine Sloth er YouTuber. Det var i hvert fald det svar,
min datter gav mig. YouTuber, sagde jeg, er det et job, en titel eller en
hobby?

Egentlig klogere blev jeg først, da hun uddybende fortalte
mig, at hun har en videoblog om mode og skønhed, og at hun har mere end 60.000
faste følgere. Kristine Sloth er med andre et ord et mediefænomen, som især er
populær blandt de yngre piger på de sociale medier. Hun er selvfølgelig både på
Facebook, Instagram og har egen blog, men først og fremmest uploader hun små
videoer på YouTube. Deraf navnet YouTuber.

I gamle dage sagde man, først kommer bogen, så kommer
filmen. I dag foregår det ofte på den måde, at først kommer populariteten på de
sociale medier eller i reality tv, og så kommer bogen. Tænk blot på Linse
Kessler, Gustav og hvad de nu alle sammen hedder.

Hvad handler hendes bog så om. Jo, den handler om drenge,
mode og om hvordan man lægger make-up. Arbejdet beskrives minutiøst. ”Jeg
renser først mit ansigt for makeup og dagens snavs med en makeupfjerner på
almindelige vatrondeller.” Vi får også at vide, at KS altid fletter sit hår, inden
hun går i seng. ”Jeg elsker at samle det i en fletning i den ene side, det er
behageligt at sove med – og så har jeg fine krøller næste dag.”

Vi er altså i fingerbølsfeltet med hensyn til tips og tricks
om, hvordan man som præ-teenager kan blive smuk og smækker. Bogen er dog også
en askepothistorie, bortset fra at Kristine Sloth ikke bliver gift med nogen
prins. I stedet har hun qua sin aktivitet på de digitale medier opnået succes
og berømmelse. Og i vore dage er det mindst lige så vigtigt

Kristine Sloth blev moppet på sin gamle skole. Hun begyndte
at blogge, skiftede skole og resten er historie, som man siger: Du skal tro på
dig, selv og udleve dine drømme. Det er de budskaber, vi får med os, og hvem
kan ikke bruge de råd.

Hvad skal man mene om et fænomen som Kristine Sloth og de
yngres stadig hyppigere brug af de sociale medier? Først og fremmest tror jeg,
at vi skal opfatte børn og unges brug af de sociale medier, og de eventuelle
bøger som aktiviteten kaster af sig, som et forsøg på at finde vej gennem
livet, dvs. et forsøg på at lege med mulige identiteter og fremtidsscenarier
inden for relativt trygge rammer: hvem er jeg, hvem er jeg ikke, og hvem er jeg
på vej til at blive.

Gennem de sociale medier møder børn og unge forskellige
rollemodeller, de kan spejle sig i eller tage afstand fra. Vi der voksede op,
før de digitale medier blev hvermandseje, spejlede os i de mere klassiske
medier, f.eks. blade, bøger, radio og tv.

Selv om de gamle medier var i øjenhøjde med de unge, var de
også voksenstyrede eller -redigerede. Sådan er den digitale virkelighed ikke.
Her er det børn og unge selv, der vælger, hvad de distribuerer.

Jeg er ikke urolig på min datter og andres vegne, men vil
stadig fastholde, at der er mere kraft og saft i Den uendelige historie, Harry
Potter og andre aldersrelaterede kulturelle udtryksformer, som i symbolsk og
æstetisk form formår at give os større og dybere indsigt i os selv og den
verden, vi er omgivet af. Foreløbig står
de nævnte bøger og samler støv, mens Kristine Sloth bliver læst. Min datter må
fortsat finde sig i at få det, hun ikke ønsker sig. I år var en undtagelse.



anmeldelser

Kultur/litteratur Posted on Tue, January 06, 2015 21:59:51

Harald Voetmann: Alt under månen. Gyldendal 2014

Sprogligt og kulturhistorisk interessant. Tilrettelagt som en række breve og beretninger fra personer i og omkring Tycho Brahe (hans assistenter). Kancellisprog med sjov syntaks og med mange gamle ord og udtryk. Der drikkes vin i stride strømme, blodet flyder fra gummerne og sæden dypper. Vejret, naturen, stjernerne og døden er tæt på. Sanseligt og kropsligt, til tider en smule kedeligt. Ikke ligefrem en humørbombe af en bog, en mørk grundtone løber gennem bogen og er med til indramme den historiske periode, som er 1500-tallet.

Lars Saabye Christensen. Blink. C&K Forlag 2013

Saabye skriver fremragende. Han er en mester i absurd dialog. Han har sans for komik. Sproget er præcist, originalt, filosofisk og interessant. Kompositorisk formår han at flette tråde og elementer ind i fortællingen, så personer, billeder og situationer gentages og lades med ny betydning, så man sidder tilbage med følelsen af, at fortællingens dele spejler sig i hinanden som et prisme. Den danske titel Blink giver derfor god mening.
Til trods for alle de rosende ord, har jeg svært ved at koble Saabye skriver fremragende. Han er en mester i absurd dialog. Han har sans for komik. Sproget er præcist, originalt, filosofisk og interessant. Kompositorisk formår han at flette tråde og elementer ind i fortællingen, så personer, billeder og situationer gentages og lades med ny betydning, så man sidder tilbage med følelsen af, at fortællingens dele spejler sig i hinanden som et prisme. Den danske titel Blink giver derfor god mening.
Til trods for alle de rosende ord, har jeg svært ved at koble fortællingens tre dele sammen. Den første lange del, der foregår i sommeren 1969, hvor hovedpersonen er i puberteten, er den bedste. Komisk, poetisk og til tider rablende. Den anden del, der viser sig at være et tabt manuskript, er en grum og absurd fortælling om en mand, der lever i en forfalden by, hvor næsten alt og alle dør. Den tredje fortælling, som er en epilog, hvor vores hovedperson er blevet 60 år og er indlagt på en art klinik i USA, og hvor elementer fra de to første dele, på næsten fantastisk vis, overraskende indgår i fortællingen.
Hænger de tre dele sammen? Måske tematisk og bevidst konstrueret, som en collega, hvor man har et bestemt antal materialer til rådighed, og har pålagt sig selv den opgave at bruge dem alle sammen. Det kan virke lidt maneret. Jeg bygger det her, fordi jeg kan. Ingen tvivl. Saabye kan rigtig meget.


Pia Tafdrup. Smagen af stål. Gyldendal 2014

Klassisk Tafdrup, masser af sansede, lyriske og billedrige digte. Nogle af digtene er vel det, man kan kalde prosadigte, dvs. mere fortællende og handlingsorienterede. Det er en digtform, som går igen i de sidste digtsamlinger, hun har skrevet. I denne bliver det bare mere tydeligt. Indholdsmæssigt kommer vi rundt om mange emner parforhold, natur, erindring, død, krig og hverdagsregistreringer. Jeg kan bedst lide erindringsdigtene. Der er fine linjer og digte, men samlingen virker ikke helt så organisk og helstøbt som andet, jeg har læst af hende. Den kommer i hvert fald længere omkring. Men det meste er stadigvæk rigtig godt



anmeldelser

Kultur/litteratur Posted on Sun, December 28, 2014 20:13:12




Jens Christian Grøndahl: Jernporten. 2014

Jens Christian Grøndahl seneste bog, Jernporten falder i tre dele, hvor vi møder jeg-fortælleren, som henholdsvis gymnasieelev, midaldrende nogen og fyrreårig og tresårig.

Bogen formidler tre nedslag i en skolelærers liv, som er glad for bøger og klassisk kunst. Langsomt væves de tre lag ind i hinanden i et nærgående portræt af hovedpersonen.

Vores hovedperson har svært ved at realisere det almene liv, og det lykkes ham aldrig at finde en balance mellem “ånd og annuietetslån”, som han selv formulerer det.

En rød tråd i bogen er beskrivelsen af de kvinder, som på forskellige tidspunkter spiller en rolle i hans liv, og som repræsenterer forskellige kvinderoller. Den intellektuelle ungdomskærste, Erika, overklassekvinden Maria som bliver far til hans barn osv.

Det er et troværdigt portræt af dannelses-dinosauren, der lever i et selvvalgt eksil, omgivet af ånd, uden lyst til at lege far mor og børn. Bogen er fortalt i et roligt tempo med et sikkert og varieret greb om sproget. Ind imellem bliver hovedpersonen måske lige småfilosoferende nok i sine refleksioner omkring liv, kunst og verden med risiko for, at der går essay i den. Alt i alt et fint indblik i et liv, som efterhånden, som årene går, helst leves på afstand af andre mennesker

Jens Christian Grøndahl har oversat den populære bog Stoner. Selv om der er klare forskelle, kan Jernporten på nogle områder minde om Stoner. Det langsomme tempo, hovedpersonens glæde ved god kunst og litteratur og problemet at realisere det almene liv.



Katrine Marie Guldager: Peters død. Lindhardt og Ringhof, 2014.

Katrine Marie Guldager skriver godt, og det er en morsom beskrivelse og satire over hippietidens påfund, men bogen rører mig aldrig rigtig for alvor. Den alvidende fortæller, der hopper ind og ud af de mange hoved- og bipersoner gør, at persontegningen tangerer det overfladiske og karikerede. Vel kommer vi rundt om Henry, Lilli og Leonora, som er hovedpersonerne, men det er lige så meget i kraft af, at vi kender dem fra de andre bind.

Yes, det er en postmoderne fortæller, der træder ud af fortællingen og eksplicit gør os opmærksom, at der er en fortælling og lader os vide, hvad der senere vil ske med hovedpersonerne. Fiktion er fiktion. Det ved vi godt. Jeg var mere begejstret for bind 3, Peters død.

Helle Helle: Hvis det er. Samleren 2014

Som altid hos Helle Helle eminent replikkunst, ligesom den underspillede og lavmælte stil er suveræn. Igen får vi præsenteret ikke bare en men to hovedpersoner, som aldrig rigtig er trådt karakter, men lever en slags skyggeliv, hvor de forsøger at tilfredsstille andres behov og fremstår ensomme og farveløse.

Til gengæld fandt jeg aldrig ud af, hvordan rammefortællingen, mand og kvinde er faret vild i en skov og går grueligt meget ondt igennem, hænger sammen med den lange indskudte fortælling om kvindens ungdom og forhold til kæresten Christian. Det er som, at de to historier ikke hænger sammen. Men godt skrevet er de



Kronik/Fyens Stiftestiden

Kultur/litteratur Posted on Sat, November 15, 2014 20:08:33

Den stille dreng

Nu har jeg også fået læst Stoner af John Williams. Bogen som
kom i 1965, men først slog igennem næsten 40 år senere og blev en international
bestseller, og som nu i mange uger har været blandt de mest solgte
skønlitterære bøger i Danmark. Er den så god? Jo, den er god. Det er en gribende,
stille hverdagsrealistisk fortælling om en mand, som kommer fra beskedne kår og
har udsigt til at skulle arve fødegården, men i stedet slår sig på litteraturstudier
og bliver ansat ved University of Michigan, hvor han arbejder hele livet.

Stoner er beskeden, generøs og hårdtarbejdende, men bliver
ydmyget af sin kone og chef. Kun i glimt oplever han glæde i kærlighedslivet,
da har en affære med en af sine tidligere studerende, men snart forsvinder hun
ud af hans liv. På samme måde som hans eneste og elskede datter også forsvinder
ud af hans liv, da hans glædesløse kone mener, at deres forhold er blevet for
tæt. Det er altså på den ene side en bog, der handler om spildte muligheder og
om ikke at realisere sit fulde potentiale. På den anden side er det også en bog
om en mand, som bider tænderne sammen og accepterer sin skæbne uden at kny, og
efterhånden som årene går, bliver mere og mere vellidt og elsket af sine
studerende, kollegaer og af os som læsere.

Stoner er en mand, man ikke kan undgå at holde af. Måske
fordi han minder om noget i os selv. Det kunne være gået os bedre. Vi kunne
være blevet til noget mere. Vi kunne have haft mere held i kærlighed, i
arbejdslivet, ja i livet. Alligevel står vi op hver morgen og gør vores pligt.
Vi hænger i og forsøger efter bedste evne at være gode mennesker.

Det er dog også noget bedaget og altmodisch over
fortællingen, hvilket ikke bare hænger sammen med, at handlingen foregår fra
1900-tallets start og op til perioden efter 2. verdenskrig, og at hovedpersonen
beskæftiger sig med ældre litteratur. Det skyldes også, at historien er fortalt
i et nærmest adstadigt tempo, og fortællingen er kronologisk fremadskridende,
så går der 5 år, så går der 10 år. I den forstand er det en klassisk
dannelsesroman og en velkendt beskrivelse af et levnedsforløb. Det giver
fornemmelsen af, at man sidder med en roman fra verden af i går. Måske er også det,
der er baggrunden for bogens succes. Den viser et billede af noget, mange af os
savner.

Vi savner bøger, som lader os se menneskelivet udfolde sig
fra start til slut, frem for litteratur som dykker ned i dage, uger og enkelte
år af et menneskes liv. Vi savner bøger, som ikke kun er ironiske og eksperimenterer
med sprog og komposition eller hvor hovedpersonerne er overmennesker udstyret
med kræfter og evner, som kun hører til i fantasiens rige. Vi har brug for
bøger, hvor vi kan sætte os ind kupeen, synke ned i sædet og lade toget fragte
os gennem kendte og ukendte landskaber, indtil vi når frem til rejsens slutmål.

Stoner udgør en kontrast til accelerationssamfundet, som den
tyske sociolog Hartmut Rosa har døbt nutidens samfund, hvor sms´erne kontinuerligt
tikker ind, og hvor centrifugen eller hamsterhjulet kværner hurtigere og
hurtigere. Det er ikke tilfældigt, at stand up´en er blevet en fremtrædende og
tidstypisk kulturform og de digitale medier en kær ven. Her leveres ofte korte
historier, vittigheder og punchlines uden den form for kontinuitet og de lange
linjer, som f.eks. det klassiske teater og litteratur kunne tilbyde.

Stoner derimod er som en god cognac, som langsomt vendes i
munden og kæles af tungen, inden den synkes på plads og brænder i maven. Som gode
bøger lever den videre længe efter, at øjnene har slugt den sidste side. Stoner
minder os, at vi ind imellem har behov for at mærke historiens vingesus og se
menneskelivet folde sig ud som en lang rejse, for det er jo trods alt sådan, de
fleste menneskers liv former sig. En lang linje frem for en række punkter, som
ikke er forbundet med hinanden.

Historien er ikke død, men vi kan have svært ved at formulere
en sammenhængende fortælling om os selv og den tid, vi lever i. I dag er
rejsens mål snarere ukendt end kendt. Her byder Stoner på en troværdig
fortælling om en mand, hvis liv folder sig ud som en vifte.

Hvis alle bøger var ligesom Stoner, ville det sikkert være
kedeligt. I den forstand kan det aktuelle samfund måske snarere karakteriseres
som et variationssamfund end et accelerationssamfund. Vi skal ikke bare have
mere af det samme, hurtigere og hurtigere. Vi skal have noget forskelligt og
gerne i varierende tempi. Stoner tilbyder langsomhed, fordybelse, overblik og
præcision som kontrast til den hurtighed, overfladiskhed og flimren, som
accelerationssamfundet dagligt hvirvler os rundt i.



Kronik/Fyens Stiftestiden

Kultur/litteratur Posted on Mon, September 01, 2014 15:27:13

Foråret i dit liv

”Barndommens land. Tidens mælketand.
Verden er ny for dit øje. Folk er to meter høje.” De fleste kender nok Benny
Andersens tekst, sunget af Poul Dissing. Barndommens land er et land, hvor
vejene og landskaberne er nogle andre, og hvor færdselsreglerne og spillereglerne
tager sig anderledes ud, end de kommer til at gøre resten af livet. Det er også
et land, som aldrig helt forsvinder, men som lever videre i os på godt og ondt.

I sin seneste bog Luskebuksfortællinger (2014) skriver forfatteren Jens Blendstrup:
”Vi er børn selvom vi får skæg og hår og hud og knogler og hobbies og dør
brølende under den kridhvide sol, som kommer fra alle retninger, når vi har
levet det vi skal leve, er vi børn.”

Børn kan karakterises som en slags
antropologer, som ankommer til en gammel verden, hvor de skal forsøge at begå
sig og afkode det sociale og kulturelle spil, og alle de regler som findes. I
modsætning til den voksne antropolog, der rejser ud i det fremmede, har de ikke
et sikkert navigationskort med sig hjemmefra, som de kan bruge som afsæt for at
forstå og oversætte alt det nye til velkendte begreber og landkort. I stedet er
de konstant på oplevelsesrejse, hvor de løbende forsøger at tilpasse sig og forstå
den verden, som endnu ikke er blevet selvfølgelig og naturlig.

Selv om verden, når man er barn, fremstår
næsten ny hver morgen, dukker der alligevel på et tidspunkt noget op, som præger os resten af livet på godt og
ondt. Noget der sætter sig i os, som en ”sten”, der løsner sig og triller på
plads.

Men hvad er det mere præcist, som karakteriserer den verden, hvor
vi lever så kort, men som alligevel præger os i så lang tid. Den norske
forfatter Roy Jacobsen formulerer det i sin bog Sejrherrerne (1991) på den måde: ”i løbet af barndommen dukker der et eller andet op som er dit, en mode,
en musikart, en type piger, en interesse, en madret, som bare smælder ind i dit
hoved på et specielt tidspunkt – det mest skæbnesvangre forår i dit liv – og
forbliver der til du dør.”

Barndommen lever videre i os resten af livet som en praktisk sans, som
sociologerne kalder det. Den praktiske sans er kropsligt
funderet og spiller en rolle for den smag, vi udvikler. Den praktiske sans præger
vores kulturelle forbrug; hvad oplever vi som henholdsvis smukt og grimt, godt
og dårligt, tjekket og utjekket. Som
en sporhund guider den os hen imod de nye steder og oplevelser, vi får færten
af

Jeg hører ikke længere John Mogensen,
som jeg elskede, da jeg var barn, men hvis han en sjælden gang imellem slipper
ud af radioen, sender han mig øjeblikkelig tilbage til barndommens land. Den
mørke stemme og de enkle, rytmiske melodier. Måske er han bare en tidlig dansk
udgave af den Bruce Springsteen, som jeg senere kom til at holde af.

Høresansen har samme funktion som syns-,
føle-, smags- og lugtesansen. De sidstnævnte sanser er dog mere grundlæggende og
udvikles og kultiveres især i de første leveår. Hver eneste gang jeg møder den
mærkelige blanding af støv, mados, indelukkethed og sved, er jeg tilbage i mine
bedsteforældres stuer. Og hvem kender ikke som hos Marcel Proust smagen af
Madelainekagen, som øjeblikkeligt sender os retur til der, hvor det hele
startede.

Genkendelsen af de forskellige sanser
aktiverer lag i vores hukommelse, som er knyttet til tidligere oplevelser. Vi
er tilbage i hulen eller sidder med rundt om bålet. På den måde kan barndommens
stemme ind imellem siges at være tilbageskuende og konservativ, hvor det
handler om, at vi skal føle os trygge og bekræftes. På den anden side kan
barndommens stemme også fungere som det kompas, der gør, at vi kan holde næsen
i sporet, fordi vi på et tidligt tidspunkt fik færten af noget, som vi syntes
var vigtigt og værdifuldt, og som har bundfældet sig i os, og som kan lede os
på vej hen imod nye lande.

Det er ingen grund til at forherlige og
romantisere barndommen. Ofte oplever børn en utilstrækkelighed, angst og
afmagt, fordi de på nogle områder er mindre kompetente end dem, som er større
og ældre end dem selv. Det er barndommens vilkår. Børns fascination af Pippi
Langstrømpe-figuren handler blandt andet om, at Pippi har adgang til de ting og
ressourcer, børn normalt ikke har, f.eks. økonomi, fysiske kræfter og retten
til at bestemme over tid og rum.

På den anden side er der heller ikke
nogen grund til at negligere eller afvise betydningen af det mest skæbnesvangre
forår i sit liv, som såede kimen til den livslange vandring, vi er sendt ud på,
selvom vi får skæg og hår og hud og knogler og hobbies og til sidst dør
brølende under den kridhvide sol.



anmeldelse

Uddannelsespolitik Posted on Wed, August 06, 2014 14:39:51

Knud Illeris (red.): Læring i konkurrencestaten – kapløb eller
bæredygtighed. Samfundslitteratur. 2014 (223 sider).

Bogen består af 12 artikler, fordelt på fire afsnit. Det
første afsnit forsøger at tematisere begrebet konkurrencestat med udgangspunkt
i blandt andet Ove Kaj Pedersen og Katrin Hjort. Det andet afsnit, har
overskriften Læring og
identitetsudvikling
, hvor Knud Illeris selv har bidraget sammen med blandt
andet prominente navne som Thomas Ziehe og Etienne Wenger. Det tredje afsnit,
der rummer overskriften, Når presset
bliver for stort
, dykker ned i konkrete områder, f.eks. specialpædagogikken
ved Søren Langager, ungdomsuddannelserne ved Noemi Katznelson og
arbejdsmarkedet v. Nadja U. Prætorius. Hertil kommer et fjerde afsnit, hvor
Knud Illeris foretager en art opsamling.

Bogen har haft en lidt usædvanlig fødsel. I forlængelse af
Knud Illeris bog om Transformativ læring og identiet (2013) afholdtes et
seminar, hvor Thomas Ziehe og Etienne Wenger deltog. Illeris har efterfølgende
inviteret forskellige forfattere til at bidrage til en bog om læring og
udvikling i perspektivet af den seneste samfundsudvikling.

Som det ofte er med antologier, så forholder forfatterne sig
i nogen grad fleksibelt til oplægget. Overordnet set så tager bogen temperaturen
på emner som identitet, læring og uddannelse og arbejdsmarkedet i perspektivet
af konkurrencestaten eller den aktuelle samfundsudvikling. Nogle tematiserer begrebet
eksplicit (Ove Kaj Pedersen og Knud Illeris), andre taler i stedet om det
sen-moderne (Ziehe, Wenger) eller markedssamfundet (Prætorius).

Skal man foretage en art syntese af de mange artikler, så er
budskabet, at der er for meget fokus på uddannelse, faglighed og præstationer
og for lidt fokus på læring, identitetsudvikling og bæredygtighed.
Konkurrencesamfundet er skurken med dens fokus på, at uddannelse og viden er et
konkurrenceparameter, som skal forsøges styret gennem forskellige NPM-lignende
initiativer. På den måde bliver det en bog, som er kritisk overfor den aktuelle
samfundsvikling og den måde, som især uddannelsesområdet har udviklet sig på.
Økonomistyringen har taget over. Den stigende internationale konkurrence
forudsætter et kompetencemæssigt løft, men der er for lidt fokus på dannelse
eller læring og identitetsudvikling, og udviklingen forsøges styret på en
uhensigtsmæssig måde, som reelt ikke bidrager til det nationale kompetenceløft (207
ff.), som der er behov for.

Nogle af artiklerne har en tendens til at blive for
snakkende, som om de mundtlige oplæg, de måske oprindeligt har været funderet
på, ikke er blevet transformeret til skriftlighedens mere fokuserede,
analytiske og akademiske fremstillingsform. Det gælder f.eks. Steen Hildebrandts ambitiøse
artikel om bæredygtighed og Ziehe, Wenger og Katznelsons artikler.

Umiddelbart fremstår Ove Kaj Pedersens indledende,
afgrænsende artikel om konkurrencesamfundet mest interessant, som jeg vil
diskutere afslutningsvis.

Knud Illeris artikel om Identitetsudvikling og transformativ
læring bør ligeledes fremhæves. Artiklen er et sammendrag af hans bog (2013). Artiklen
udgør en indkredsning og diskussion af begrebet identitet og transformativ
læring, ligesom den rummer nogle refleksioner over, hvad læring vil sige i
konkurrencestaten, hvor der er fokus på præstationer og omstilling; hermed
bliver der et øget pres på individet. Konklusionen er, at der er for lidt plads
til læring og identitetsudvikling eller dannelse, skulle man måske sige.

Søren Langagers artikel om bogstavbørn, hvor han
afbalanceret diskuterer udviklingen inden for specialpædagogikken, i
perspektivet af de seneste ændringer inden for folkeskolen, kan ligeledes fremhæves.
Frem for at idealet tidligere var det gode liv, er det nu blevet det produktive
liv.

Nadja U. Prætorious meget kritiske analyse af det fleksible
arbejdsmarked med stigningen i stressrelaterede symptomer, som rent neurologisk
kan sammenlignes med traume-lignende oplevelser, folk har været udsat for, er
ligeledes interessant. Baggrunden for denne udvikling er, at der har fundet en
de-humanisering sted af arbejdsmarkedet, hvor den enkelte professionsudøver
ikke længere kan finde mening i sit arbejde og fremmedgøres. ”Hvordan har vi i
et demokratisk samfund tillade, at politiske og økonomiske magthavere har
tvunget ledelsesstrategier og holdningsbearbejdelse ned over borgerne, der
bærer mindelser om totalitære staters styring, overvågning, kontrol og
indoktrinering af borgerne?” (s.200), som det retorisk hedder. Som det fremgår
af citatet, så bliver der ikke lagt fingre imellem i analysen af det moderne
arbejdsmarked.

Både Thomas Ziehe eller Etienne Wenger relativt korte
artikler bærer præg af i første omgang at have fungeret som mundtlige oplæg i
relation til det Illeris-seminar, som blev omtalt ovenover. Ziehe fortæller illustrativt om de vilkår,
individet, herunder især unge, er underlagt i sen-moderniteten. Her kan
identificeres tre former for identitetsmønstre blandt unge. Dels en tendens
til, at individet fører alt tilbage til sig selv, dels behovet for rammer eller
re-traditionalisering og endelig tendensen til selv-observation og
subjektivering. For dem, som har fulgt Ziehe de sidste 20 år, er der ikke noget nyt
i disse analyser. Wengers noget snakkende artikel beskæftiger sig med overgangen
til det aktuelle samfund, som han karakteriserer som en øget kompleksitet i
muligheden for identifikationer (124), hvor der sker en individualisering af
identiteten (125). Hvordan kan man se på sin identitet og udvikling, sådan at
der kan udvikles nye læringsrum. Noget særligt udfoldet bud har han dog ikke på
dette interessante spørgsmål. Det 21. århundrede er identitetens århundrede,
som han formulerer det. Heller ikke Wenger siger noget, han ikke har sagt før.

Som nævnt indkredser og diskuterer Ove Kaj Pedersen i sin
indledende artikel begrebet konkurrencestat. Det er ikke mindst hans
fortjeneste, at begrebet er kommet til at udgøre et epokalt begreb, som bruges
som ramme i forhold til at forstå den aktuelle udvikling inden for f.eks.
uddannelses- og arbejdsmarkedet. Artiklen kan dels ses som en opsamling på hans
bog om konkurrencestaten (2011), dels som en videreudvikling.

Ove Kaj Pedersen understreger, at stater forandres, når der
sker ændringer i de idealer eller den ideologi, de er bygget på, og det er disse
ideologiske ændringer, han er optaget af. Med overgangen til konkurrencestaten
har vi bevæget os fra velfærd i bredeste forstand med idealer om ligeværd, lige
muligheder, økonomisk lighed og så til fokus på nationens internationale
konkurrenceevne. Konkurrencestaten kan defineres på den måde, at den forsøger, at
mobilisere dens borgere for at skabe komparative fordele, at den lægger vægt på
at styre omkostninger i forhold til udgifter, og at den motiverer borgere til at tage ansvar
for egen beskæftigelse. Et fjerde kriterium er, at den danske stat er stadig en
velfærdsstat, som lægger vægt på velfærdsstatens værdier.

Man kan spørge, om disse fire kriterier, så er den nye
ideologi? I så fald er det en lidt mærkelig definition på begrebet ideologi,
som jo normalt betegner et sammenhængende system af ideer. Formodentlig kan det
fortolkes sådan, at vi har bevæget os
hen imod en neoliberal ideologi, men at denne bevægelse i Danmark afbalanceres
af et mere traditionelt socialdemokratisk tankesæt. Konkurrencestaten er
udviklet og fungerer forskelligt i forskellige lande. ”Konkurrencestaten i DK
er særlig ved, at det stadig er en velfærdsstat, og at velfærdsstaten stadig
betragtes som en komparativ fordel i den internationale konkurrence.”, som det
hedder.

Skolen- og uddannelsessystemets havde tidligere til opgave
at danne den enkelte til at være medborger i et levende demokrati, især i 90’erne
ændrede denne opgave sig til, at uddannelsessystemet fik til opgave at inkludere
så mange som muligt og bekæmpe, at folk ekskluderes fra arbejdsmarkedet (s.23).

Pædagogikken er i forlængelse af denne udvikling i stigende
grad blevet et middel til at opnå økonomiske formål: Velfærdsstatens skal gøres
financielt bæredygtigt ved at mobilisere arbejdskraften. Dette kan f.eks.
illustreres med afsæt i folkeskolereformen fra år 2006, hvor uddannelsesformålet
fik højere prioriteret end dannelsesformålet. Vi har med andre ord bevæget os fra
et menneskesyn, hvor idealet var den essentielle person hen imod den
opportunistiske person. Jo.

Efter læsningen af artiklen sidder jeg lidt tilbage med
samme følelse, som jeg havde efter læsningen af Ove Kaj Pedersens bog om
konkurrencestaten (2011). Den mand har fat i noget rigtigt, og vi får stillet et
vokabularium eller en fortolkningsramme til rådighed, som gør, at vi kan
forsøge at forstå aktuelle politiske ændringer inden for især uddannelses- og
arbejdsmarkedspolitikken på en ny måde. Vi får rullet nye landkort ud. Et
eksempel på dette er begrebet mobification
(s.29), som han introducerer til i artiklen. De sidste 5-7 år har mobification været en del af regeringens
strategi, hvilket sker gennem jobmobilitet, geografisk mobiliet,
funktionsmobilitet og transitionsmobilitet. Mobification
dækker over forsøget på at fremme arbejdskraftens mobilitet og motivere til
livslang læring. Jo, det er der vist noget om.

På den anden side, så illustrerer det omtalte begreb også
meget godt problemet med OKP. Hans analyse
og fremstilling går ofte over stok og sten, og som læser er man tilbøjelig til
at miste overblik, sammenhæng og fokus, fordi nye begreber og eksempler hele
tiden introduceres i forsøget på at få alt til at passe under en syntetiserende
vinkel. Ved nærmere eftersyn er de nye landkort måske alligevel ikke så skarpe
og gode. Men, som en første hjælp til at finde vej gennem de nye landskaber, er
der inspiration at hente. Og det er vel også sådan, man kan læse antologien om
Konkurrencestaten. Det er en pose interessante, men blandede bolsjer.



anmeldelse

Evaluering/pædagogik Posted on Thu, July 31, 2014 15:15:33

Peter Østergaard Andersen: Pædagogiske læreplaner, dokumentation
og evaluering. Hans Reitzles Forlag. 2013 (251 sider).

Jeg har først nu fået læst Peter Ø. Andersens seneste bog
fra 2013. Udgangspunktet for bogen er de evaluerings- og dokumentationskrav,
som daginstitutionsområdet er blevet pålagt især de sidste 10 år, f.eks. kravet
om at udfærdige læreplaner, sprogvurderinger og forskellige andre former for
kommunalt initierede initiativer vedrørende systematisk arbejde med evaluering
og dokumentation.

Bogen falder i tre dele, henholdsvis en første del, som
beskriver rammer og forudsætninger for de evaluerings- og dokumentationskrav,
som er blevet indført, og en anden del som omtaler to konkrete
forskningsprojekter, som Peter Ø har deltaget i, og som blandt andet har haft
til opgave at analysere daginstitutioner og kommuners arbejde med evaluering og
dokumentation. Dette afsnit er et uddrag af to forskningsrapporter, som blandt
andet kan downloades via BUPLs hjemmeside. Den tredje del af bogen rummer en
række til dels kritiske analyser og diskussioner af den aktuelle udvikling
inden for området.

Peter Ø. Andersen skriver som altid på en sober og redelig
måde. Bogen er vældig informativ i forhold til en status på området, dvs. i hvilket
omfang, og med hvilke redskaber, der aktuelt arbejdes med evaluering og
dokumentation inden for daginstitutionsområdet. Bogens fortjeneste er, at Peter
Ø, qua hans mange årige arbejde med sektoren, har en stor og dyb indsigt i før-skole området. Han formår
derfor at diskutere og perspektivere udviklingen historisk (den pædagogiske
udvikling), kulturelt (sammenligne med udviklingen i Norge og Sverige) og
teoretisk, f.eks. i relation til forskning inden for området. De mange kontekstualiseringer og
perspektiveringer er måske også bogens svaghed, vi kommer mange steder hen –
måske for mange.

Efter min mening er bogens største fortjeneste, at den
forsøger at indkredse og diskutere den konstitutive (utilsigtede) indflydelse,
som udviklingen enten har eller kan formodes at have på det pædagogiske arbejde
inden for sektoren. Overordnet set er vi
gået fra, at før-skolen pædagogikken har udgjort et praktisk mesterskab og til
at pædagogik nu i højere grad udgør en symbolsk mesterskab, som det hedder med
henvisning til Bourdieu (s.161).

Lovgivningsmæssige og kommunale initiativer introduceres
ofte som tilbud, man ikke kan afslå, og som pr. definition er gode. Hvilke
konsekvenser de måtte få, hvad de tager tid og plads fra, og hvilke kompetencer
de kræver for at blive anvendt fleksibelt, tematiseres sjældent. Som Peter Ø. f.eks.
skriver et sted ”Man kan forestille sig, at der skabes afstand til de vigtige,
men mindre fremstillingsmæssige refleksioner over det pædagogiske arbejdes
komplekse og problemfyldte sider” (s.175).

Evaluerings- og dokumentationsværktøjer er ikke neutrale
værktøjer, men bidrager til at forme os og til at vi forstår den verden, vi
handler i på en særlig måde. Som det hedder hos Peter Ø. ”vi socialiserer og
socialiseres til, hvad vi forestiller os er muligt og naturligt” (s.193) eller
som det hedder med en henvisning til Bruner (1998) ”det er åren der skaber roeren”
(s.192).

Dette medfører stigende krav til, at pædagogerne skal kunne
forholde sig refleksivt og analytisk til de værktøjer, de bruger. Hvorfor bruge
redskaberne, hvad er det for en viden, som frembringes, og hvad er det f.eks.
for værdier, de er funderet på (203 ff.) Her er det problematisk, at de
dokumentations- og evalueringsredskaber, som pædagogerne tilbydes, ofte
formidles kritik- og teoriløse af f.eks. Kommunernes landsforening, gennem
korte kurser eller via pædagogiske konsulenter.

Den pågældende udvikling er på mange måder synonym med den,
vi kan iagttage inden for uddannelsesverden, og som jeg blandt andet har analyseret
og diskuteret med afsæt eksemplet elevplaner og nyere pædagogiske metoder
(Wiedemann, 2010; 2014).

Viden, uddannelse, læring og pædagogik er på kompleks og modsætningsfyldt
vis, præget af ændringer i synet på samfundet og staten. Bogens anden
fortjeneste er, at den forsøger at diskutere den historiske pædagogiske
udvikling (s. 71 ff.) i perspektivet af den samfundsmæssige udvikling. I
velfærdssamfundet var der fokus på selvforvaltning og personlighedsdannelse
indenfor pædagogikken. I konkurrencesamfundet er dette blevet afløst af en
stigende fokus på færdigheder. Før-skole pædagogikken får i stigende omfang til
opgave at bidrage til udviklingen af livslang læring eller human kapital i
perspektivet af det globale-nationale videnkapløb.

Det er en analyse, vi har set før, men den udgør stadig et
udmærket bud på at forstå de ændringer, som er sket inden for det pædagogiske
felt de sidste cirka 15 år. Den aktuelle tendens til at gøre brug af evaluering
og dokumentation skal ses i sammenhæng med overgangen til konkurrencesamfundet og vidensamfundet. Dette fremmer en særlig
form for evaluering, nemlig målevaluering, som er funderet på en
teknisk-rationel opfattelse af viden, og som ligger til grund for den
evalueringskultur, som er blevet udbredt inden for hele den offentlige sektor. Peter Ø. viser, hvordan evaluering og dermed
kvalitet i pædagogiske også kan forstås på en måde, hvor andre videnforståelser
kommer i spil, og som måske ligger tættere på før-skole pædagogikkens reelle
hverdag og de aktører, som omgiver den (s. 213). Det skal han have tak for.



Kronik/Fyens Stiftestiden

Kultur/litteratur Posted on Sun, May 18, 2014 23:33:32

Den biografiske dille

Livshistorier og selvbiografier
er in. Folk går på aftenskolekurser og tilegner sig redskaber, så de er i stand
til at formulere deres historie. Andre betaler sig fra det og får
professionelle skribenter til at gøre arbejdet. Forfattere inddrager i stor
stil deres eget liv i skønlitterære bøger. Det mest kendte eksempel er den
norske forfatter Karl Ove Knausgård med hans 3000 siders lange Min kamp, men herhjemme kan vi også godt
være med Hanne Vibeke Holsts Knud den
store,
om forfatterens far Knud Holst eller Daniel Denciks Anden person ental, der er en gribende
beretning om, hvordan forfatteren bliver nægtet at se sine børn på grund af en
u-samarbejdsvillig mor og et bureaukratisk svensk social- og retssystem. De
nævnte værker er aktuelle eksempler på skønlitterære bøger, hvor forfattere
bruger løs af egne erfaringer og oplevelser.
Inden for litteraturforskningen har dette sågar fået et begreb, perfomativ biografisme.

Man kan anskue den biografiske vending eller tendensen
hen imod at skrive eller få skrevet sin historie som led i en bredere kulturel
tendens.

Inden for det pædagogiske område
har man i mange år arbejdet med metoden livshistorier. Her får
udviklingshæmmede, som måske ikke har et verbalt sprog, og som ikke kender
deres egen historie, hjælp til at få formuleret deres livshistorie. Hermed kan
de opleve en følelse af mening og sammenhæng og dermed identitet.

Mange af de mindste poder oplever
i dagpleje og daginstitutioner at få udfærdiget en barnets bog, som kan følge
dem videre gennem skole- og institutionsliv, så det bliver synligt for de
lærere og pædagoger, som skal modtage dem efterfølgende, hvad de har oplevet,
og hvem de er.

Alle synes at have en historie at
fortælle, som skal deles med andre, men hvorfor er det, at vi mener, at vores
historie er så interessant, at den bør nedfældes.

I modsætning til den mundtlige
fortælling er skriftligheden for fastholdere og kan rejse i tid og rum. Den bog
eller tekst, som blev skrevet for 100 år siden, kan vi læse i dag. Selv om skriftens betydning ikke er altid
entydig, er den ikke på samme måde som den mundtlige fortælling flygtig og
bundet til situationen, tiden og stedet.

Den nedskrevne livshistorie
formidler også oplevelser, historier og levet liv videre på en mere sanselig og
levende måde end eksempelvis det gamle slægtstræ gjorde. Det er interessant at
vide, at ens oldefar var bogbinder og født i 1888, men ville det ikke have
været mere interessant, hvis man havde haft en bog fuld af historier om hans
liv som bogbinder?

Den moderne teknologi har
medført, at det aldrig har været billigere at få udgivet en bog, og alle kan i
princippet uploade deres elektroniske historie på Saxo Publish. I den forstand
kan den biografiske vending fortolkes
som en form for kulturel demokratisering. I gamle dage var det udelukkende
fyrster og konger beskåret at blive portrætteret, sådan at de fra væggen af
riddersale og gange kunne følge med i det liv og den tid, som kom efter dem.
Senere fulgte borgerskabet med, ligesom denne samfundsgruppe udviklede
traditionen med at nedskrive deres selvbiografi.

I dag er vi alle en slags konger,
som fortjener en historie. Rent civilisatorisk er vi nået dertil, at vi er
blevet bevidst om, at vores liv er noget særligt og unikt, og at vi selv har
haft et ansvar for at skabe det. Måske er det et ønske om at sætte sig spor for
eftertiden og dermed en drøm om evigheden. Livet har ikke været levet forgæves.

To modsatrettede, men
sammenhængende bevægelser, præger vores tid. På den ene side globaliseringen,
hvor alt der før var fjernt, bliver nært, og så individualiseringen, hvor
individet er blevet opskrevet blandt andet på bekostning af de sociale og
kulturelle bånd, som tidligere knyttede os til gruppen, familien, slægten eller
nationen.

Den aktuelle interesse for
livshistorier kan fortolkes som et udtryk for, at vi ikke længere identificerer
os med de kulturelle fortællinger, som tidligere generationer identificerede
sig med. I slutningen af1800 tallet kunne bønderne, som kom på højskole, få en
historisk identitet, så de næsten troede, at de stammede fra Odin og Thor. I
lang tid kunne arbejderklassen eller kvinderne se deres situation i sammenhæng
med en lang historie, der handlede om at være undertrykt og udbyttet. I
konservative kredse spejlede man sig i nationens historie og dens helte. De
store kollektive bevægelsernes tid er forbi. I stedet bliver fællesskaberne i
højere grad midlertidige eller sags- og oplevelsesorienterede.

Vi har alle en historie at
fortælle. Ikke alle historier er ikke lige interessante, og de bliver heller
ikke lige godt formidlet, men at der i stigende grad er plads til og vilje til
at fortælle, nedskrive og bruge sin historie, er dels et udtryk for en kulturel
demokratisering, dels et udtryk for, at vi i højere grad end tidligere har
behov for at skabe mening og sammenhæng og dermed identitet i vores liv.



Kronik/Fyens Stiftestiden

Kultur/litteratur Posted on Tue, March 11, 2014 06:50:07

En weekend med lyrik

Lektor Finn Wiedemann

Forfatter Cindy Lynn
Brown

Til marts afholdes festivalen Odense Lyrik for 8. gang. Dette
sker i lyset af en fornyet interesse for poesi, som ikke er set i mange år. Fænomenet Yahya Hassan har solgt omkring
100.000 eksemplarer af sin debutdigtsamling og har i måneder ligget øverst på
boghandlernes hitliste. Bogen vil desuden blive oversat til flere sprog.

Normalt er lyrik en genre, som kun de allermest dedikerede
litteraturbrugere går ombord i. Hvor fodbold og håndbold er de mest udbredte
sportsgrene, er krimier og biografier om kendte mennesker de genrer, som fylder
mest på det litterære landkort. For nu at blive i sportsmetaforikken så er lyrikken
vel nærmest at betragte som cricket. En sportsgren som herhjemme er lille, men
som har en lang tradition, og hvor udøvere og publikum er trofaste og entusiastiske.

Når man ser bort fra Yahya Hassan, bliver digtsamlinger ofte
solgt i få hundrede eksemplarer, og som arrangør af Odense Lyrik er det heller
ikke nogen hemmelighed, at det hvert år er en kamp at få stampet økonomiske
midler op af jorden for at afholde festivalen. Det er svært at gøre sig lækker
for fonde, som uden store betænkeligheder poster penge i rockmusik, sport og
bykultur. Måske er Yahya Hassan sexet, men lyrikfestivaler er det stadig ikke.

Festivalen
er i en årrække blevet afholdt uden, at Odense kommune har bevilget så meget
som en krone. I modsætning til en række andre byer er Odense kommune af en
eller anden grund ikke særlig interesseret i litteratur. Bevares, vi har en
fribyforfatter, en Spoken Word festival (som også lider økonomisk), og vi bruger
penge på at medfinansiere en international litterær pris, som kaster glans over
byen. Men i modsætning til i Aalborg og Århus støtter kommunen ingen decideret
litteraturfestival, og vi har heller ingen kommunalt støttede
forfatterskoleaktiviteter som i fx Århus, Holstebro og Svendborg.

Vi bad nogle af deltagerne fra 2013 om at skrive lidt om
festivalen. Rektor for forfatterskolen Pablo Llambias udtalte blandt andet følgende:
”Odense Lyrikfestival samler
hvert år et lydhørt og intelligent publikum til sine arrangementer og er den
vigtigste enkeltstående begivenhed for Odenses og Fyns litterære liv.”

Hvad er så, som hvert år samler et lydhørt og intelligent
publikum? Hvad er digte og lyrik? Lyrikkens
materiale er sproget, som bliver sat sammen på mangfoldige måder. Ord føjes
sammen, gammelkendte udtryk fordrejes. Virkeligheden fremstår kendt, men
alligevel ukendt. Der drejes på det sproglige kalejdoskop, så nye virkeligheder
springer frem for øjnene og ørerne af os. De bedste lyrikere kan forstås som en
art sprogets opdagelsesrejsende, som afsøger nye steder længe før,
normalsproget kommer til.

For et par år siden skrev litteraturforskeren Peter Stein
Larsen en doktorafhandling, hvor han indkredsede to spor inden for den moderne
lyrik, som han benævnte henholdsvis centrallyrik og interaktionslyrik. Centrallyrikken
er kendetegnet ved, at der er et velafgrænset digterjeg, der sanser og erkender
verden i digtet. I interaktionslyrikken er det derimod svært at afgrænse digterjeget,
flere forskellige stemmer fletter sig ind og ud af hinanden. Digtene er ofte
formeksperimenterende og genreoverskridende. Indholdsmæssigt forsøger Odense
Lyrik at præsentere begge traditioner. Det er dog især den sidstnævnte
tradition, som dominerer. Måske fordi det tydeligst er den, som kommer til
udtryk i lyrikken i disse år.

En repræsentant for den sidstnævnte tradition er fx Christina
Hagen, der er kendt for at have inddraget andre menneskers feriepostkort i sin
forrige bog White Girl. Hendes nye
bog, Boyfrind som udkommer til marts
er også skabt i en blanding med andre tekstformer.

I en position mellem de to tendenser finder vi Julie Sten-Knudsen.
I digtsamlingen Atlanterhavet vokser
indkredser hun gennem prosadigte sit forhold til sin halvsøster, som er mulat,
og som bor og arbejder i USA. Digtsamlingen bliver en afsøgning af emner som
hudfarve og race, hvor hun udover klassiske digte inddrager fakta, fx
rejsebeskrivelser og citater fra populære debatter om emnet. Hermed ligner
Sten-Knudsen en del, især yngre lyrikere, som på nærmest forskningsmæssig vis
undersøger temaer ved at sample mellem traditionel poetisk sprogbrug og mere
faktuelle stemmer hentet fra den sociale virkelighed.

Et eksempel, som er tættere på den centrallyriske tradition,
er Asta Olivia Nordentoft, der sidste år udgav digtsamlingen Det nemme og det ensomme. I bogen bruger
Nordentoft personligt stof i en til tider knækprosaagtig form. Det sker dog på
nye og originale måder, hvor Nordentofts barske hverdagserfaringer blandes med
tanker og erindringer samt smukke og barokke billeder, der føjer sig sammen i
en organisk helhed.

De tre digtere og mange flere kan opleves fra den 14.-16.
marts.



Kronik/Fyens Stiftestiden

Uddannelsespolitik Posted on Wed, February 05, 2014 11:35:06

Der er behov for andre
kommissioner end lige præcis Produktivitetskommission, hvad med en Værdikommission?

Vækst er ikke alt

Produktivitetskommissionen er i øjeblik i gang med et
serviceeftersyn af det danske samfund, hvad der sikkert kan være god grund til.
Umiddelbart før jul udkom den fjerde rapport, der handlede om uddannelse.

I rapporten hævdes det, at svaghederne i uddannelsessystemet
er en væsentlig årsag til Danmarks produktivitetsproblem, og at der er behov
for gennemgribende reformer. Hvordan indretter vi skoler og uddannelse, så de
unge opnår kompetencer, som gør dem produktive på arbejdsmarkedet, som det
formuleres.

Produktivitets-perspektivet er selvfølgelig et helt legitimt
perspektiv at lægge ned over det danske uddannelsessystem, men hvis det er det
eneste perspektiv, er det problematisk af flere grunde. En diskussion af om
Danmark har et godt eller et dårligt uddannelsessystem, og i forlængelse heraf
spørgsmålet om hvordan vi skaber kvalitet i uddannelsessystemet, bør inddrage
flere perspektiver end hensynet til vækst og produktivitet.

Det nævnte enkelt sags-perspektiv svarer til, at det eneste
kriterium, vi anlægger, hvis vi f.eks. skal definere en bils kvalitet er pris,
mens der automatisk ses bort fra væsentlige kriterier som sikkerhed, miljø,
benzinforbrug, design og komfort. Herved opnår vi et nemt og enkelt målesystem,
hvilket er godt, fordi virkeligheden uproblematisk kan begribes og enten
beskrives som sort eller hvid. Ulempen er dog, at der er tale om et meget
simpelt billede af virkeligheden, som lader en lang række væsentlige kriterier
ude af syne.

En række af de problemer, som produktivitetskommissionen
identificerer, karakteriserer det danske uddannelsessystem, er der næppe nogen,
som kan være uenige om. Det er ikke godt nok, at cirka 17 % af eleverne
forlader folkeskolen uden at have gennemført en afgangseksamen i dansk og
matematik. Der er f.eks. heller ikke godt nok, at frafaldet på
erhvervsuddannelserne er Europas højeste.

Andre problemer, som identificeres i rapporten, kan man
stille spørgsmålsegn ved. F.eks. er en af rapportens konklusioner, at vi
uddanner forkert. For mange unge tager en humanistisk uddannelse, og har større
risiko for at havne i arbejdsløshed eller ikke direkte få brugt deres
uddannelse sammenlignet med unge, som vælger en ikke humanistisk uddannelse.
Set ud fra et samfundsøkonomisk perspektiv, er det selvfølgelig problematisk,
men hvad nu hvis andre relevante kriterier blev lagt til grund for
diskussionen?

Kommissionen peger på, at der i nogle år har været fokus på
kvantitet inden for uddannelsespolitikken i betydningen at give så mange som muligt
adgang til uddannelse, og at der nu er grund til at sætte fokus på kvalitet.
Det lyder fornuftigt. Det kvalitetsbegreb, som produktivitetskommissionen
docerer, er imidlertid et snævert kvalitetsbegreb, som udelukkende tillader
økonomiske og arbejdsmarkedsmæssige hensyn at dominere.

Når vi diskuterer uddannelseskvalitet og relevans, er det
væsentligt at anlægge andre perspektiver end effektivitet og produktivitet.
Uddannelse har som minimum et personligt, arbejdsmarkedsmæssigt og
samfundsmæssigt perspektiv.

Uddannelse har, hvis der ikke er tale om specifikke former
for faglig efteruddannelse, et personligt dannende perspektiv. Gennem
uddannelse modnes det enkelte individ og opnår måske personlige og sociale
kompetencer, som det kan profitere af i sin bestræbelse på at blive den, det
gerne vil være og leve det liv, vedkommende finder meningsfuldt. Uddannelse har
også en samfundsmæssig værdi, som rækker udover den snævre
arbejdsmarkedsmæssige værdi. Gennem uddannelse tilegner man sig ofte indsigt i
samfundsmæssige forhold, som medfører, at man er i stand til at involvere sig i
såvel det lille som det store demokrati.

De nævnte udbytter ser produktivitetskommissionen helt bort
fra. Uddannelse, og for den sags skyld også forskning, skal selvfølgelig sikre
os øget produktivitet og vurderes på deres arbejdsmarkedsmæssige relevans, men
uddannelse og forskning skal også udgøre en modvægt mod et samfund, som
konstant er optaget af øget produktivitet, effektivitet og vækst. Et moderne
omskifteligt og fleksibelt samfund er desværre også et samfund, hvor mange
borgere løbende ekskluderes og marginaliseres. Uddannelse skal også bidrage med
forståelse for og redskaber til at tage hånd om de nævnte samfundsskabte
problemer.

I en vis forstand kan det synes banalt at fremhæve, at
uddannelse har andre formål end at klæde samfundets borgere på til
arbejdsmarkedets skiftende behov og bidrage til økonomisk vækst. Når disse ”banaliteter” er trængt i
defensiven, hænger det i overordnet forstand sammen med, at uddannelse og
forskning i stigende grad har ændret rolle i det konkurrencestatslige
vidensamfund, vi aktuelt befinder os i.

Uddannelse handler ikke længere primært om at bidrage til
udviklingen af national identitet eller sikre samfundsmæssig lighed og
demokratisk deltagelse eller personlig udvikling, sådan som nogle af
uddannelsessystemets traditionelle opgaver har været, selv om disse formål ikke
er forsvundet.

Uddannelse bør imidlertid ikke udelukkende handle om at
skabe forudsætninger for økonomisk værdi, men også om tilvejebringe et
grundlag, som gør, at vi udvikler værdier, så vi bliver i stand til at
diskutere, hvad det er for et samfund, vi ønsker.

Produktivitet er kun et middel og ikke et mål i sig selv.
Hvad med at nedsætte en kommission som også analyserer de personlige,
demokratiske og bredere samfundsmæssige perspektiver i forbindelse med
deltagelse i uddannelse. Det kunne være produktivt selv for produktiviteten.



Ikke alt kan kureres med en løbetur

Unge og uddannelse Posted on Fri, January 31, 2014 18:17:47

Det er ikke alt, som kan kureres med en
løbetur

Det er et
generelt uddannelsespolitisk problem, at for få unge mænd gennemfører en
ungdomsuddannelse, ligesom frafaldet blandt unge mænd er større end blandt unge
kvinder.

Spørgsmålet er,
hvad der skal til for at få flere unge mænd til at gennemføre en
ungdomsuddannelse. Et bud er, at uddannelsestilbuddene i højere grad skal
tilrettelægges og organiseres, sådan at de appellerer til mandlige deltagere.

Gennem et år har
jeg fulgt VUC projektet Undervisning i bevægelse,
som er et specielt udviklet pædagogisk projekt, hvis intention er at få unge
mænd mellem 18-30 år til at gennemføre folkeskolens afgangseksamen med henblik
på at påbegynde en ungdomsuddannelse.

Projektet har
haft en særlig pædagogisk profil, som blandt andet har handlet om, at fysisk
bevægelse og anvendelsesorienteret undervisning skal spille en central rolle,
ligesom dele af forsøget skal gennemføres i samarbejde med hæren,
beredskabsstyrelsen og politiet.

Det egentlige
nye ved projektet, sammenlignet med beslægtede projekter, udgøres i høj grad af
samarbejdet med de såkaldt uniformerede korps. Håbet er, at den særlige
maskuline og actionprægede profil vil appellere til den nævnte målgruppe og
dermed medvirke til, at flere unge mænd motiveres for uddannelse.

I det omtalte
projekt deltog i alt cirka 80 unge mænd og et mindre antal piger. Uddannelsen
blev udbudt i tre sydjydske byer. Ved afslutningen af forløbet var der 35-40
kursister tilbage.

Kort fortalt
blev projektet i hovedtræk afviklet som intenderet, men især en af ideerne
viste sig vanskelig at realisere. Nemlig samarbejdet med de uniformerede korps.
Endelig spillede anvendelsesorientering efterhånden, som året skred frem en
mindre rolle, og motion og bevægelse blev hovedsagelig henlagt til idrætstimerne
frem for at være en integreret del af uddannelsestilbuddet. Generelt var der
således en tendens til, at projektet kom til at ligne almindelig skolegang og
uddannelse. En af grundene til dette var, at de faglige krav og eksamener trak
projektet hen i mod det velkendte og sikre.

Cirka halvdelen
af kursisterne har efterfølgende planer om at gå i gang med en
ungdomsuddannelse. Den resterende halvdel har planer om at søge ind til
militæret, finde arbejde eller har endnu ikke taget stilling til, hvad de
efterfølgende skal. Umiddelbart lyder
det måske ikke af meget, men sammenlignes f.eks. antallet af kursister, som efterfølgende
går i gang med en ungdomsuddannelse med, hvordan det normalt ser ud på VUC, er
tallet højere i projektet her.

Som en del af
den forskning, som blev gennemført i forbindelse med projektet, blev der
gennemført livshistoriske interview med udvalgte kursister, som handlede om
deres tidligere erfaringer med uddannelse og læring og deres erfaringer med det
konkrete projekt. Med henblik på at gengive nogle af forskningsprojektets
resultater, skal der her refereres til to kursister Michael og Dennis
(navnene er opdigtede), som udviklede ret forskellige erfaringer i løbet af
projektet.

I løbet af året udviklede
Michael en positiv strategi, hvilket indebærer, at han overordnet set synes, at
der var tale om et godt år. Han involverede sig i uddannelsens forskellige dele
og tilbud og skal efterfølgende starte på HF

Dennis udviklede
derimod en overvejende negativ strategi. Han synes, at året har været spild af
tid. Undervejs har han haft meget fravær, og på nær faget idræt har han ikke
engageret sig i uddannelsen. Hans perspektiv i forhold til, hvad han skal lave,
når han er færdigt, er uklart. Som han fortæller.

Jeg synes i hvert fald det år har været
skuffende. Det har ikke været, sådan som jeg regnede med.

Spørgsmålet er,
hvorfor de to kursister tilsyneladende har udviklet så forskellige erfaringer?
En del af forklaringen hænger sandsynligvis sammen med deres tidligere skole-
og uddannelseserfaringer. Michael har mange dårlige erfaringer med folkeskolen og
pjækkende ifølge ham selv cirka en 1/3 del af tiden. I niende klasse kom han på
efterskole, hvor han trivedes godt.

I modsætning
hertil har Dennis haft næsten udelukkende dårlige erfaringer. Når han skal
beskrive sine erfaringer fra tidligere skole- og uddannelsesmæssige sammenhænge
og for året, der er gået, bruger han metaforen ”spild af tid”.

Dennis har altså
grundlæggende mødt op med en anden fortælling om skole og uddannelse, end det
er tilfældet for Michaels vedkommende.

Forskning peger
da også på, at der er en klar sammenhæng mellem trivsel i grundskole og trivsel
videre i uddannelsessystemet. Erfaringerne herfra danner afsæt for de
strategier, som unge typisk måtte udvikle videre i uddannelsessystemet. Groft
sagt kan man sige, at jo dårligere skole- og uddannelseserfaringer, de kommer
med, desto større er udfordringen med at få dem engageret og involveret i
uddannelsesmæssige og dannelsesmæssige processer (Pless, 2009).

Selv om mange af
de deltagende kursister har oplevet nederlag i en række af de skole- og
uddannelsesmæssige sammenhænge, de har indgået i, vil mange af dem dog også
have positive erfaringer eller oplevet vendepunkter,
f.eks. fra efterskole, produktionshøjskole eller anden sammenhæng. Dette er som
nævnt tilfældet for Michaels vedkommende, som har oplevet efterskolen som et vendepunkt.

Mange elever vil
altså have et repertoire og nogle forudsætninger, som kan inddrages
læringsmæssigt fremadrettet. Rent læringsteoretisk kan man hævde, at der et
stillads at bygge videre på. Andre uddannelsessøgende har formodentlig så
negative erfaringer eller læringsmæssige barrierer, at det er en meget stor
udfordring at få ”almindelige” uddannelsestilbud til at være meningsgivende for
dem, sådan som det er tilfældet for Dennis. Her er der ofte i første omgang
brug for tilbud, som primært er dannelsesorienterede, hvor der er fokus på
nogle af de traditionelle kritiske barrierer for at opnå uddannelsesmæssig
succes, f.eks. forhold til undervisere, vejledere og sociale og faglige
fællesskaber.

Ethvert
uddannelsestilbud stiller forskellige institutionelle læringsrum eller
personlige, sociale og faglige læringsrum til rådighed for de studerende.

Analysen af de livshistoriske
interview har vist, at der er stor forskel på, hvilken betydning læringsrummene
spiller for kursisternes biografiske læring. Biografisk læring skal her forstås
som en kombination af refleksivt identitetsarbejde og social handling (Alheit, 1995).

Såfremt
kursisterne ikke ”engageres” og formår at se et perspektiv og en mening med de
institutionelle læringsrum, vil kursisterne være tilbøjelig at udvikle en
ikke-deltagelsesidentitet og biografisk læring vil vanskeliggøres.

Omvendt vil den
institutionelle læring ofte være igangsættende for kursisternes biografiske
læring, hvis de formår at engagere sig og kan se et perspektiv og en mening med
de læringsrum, som institutionen stiller til rådighed samt oplever, at de kan
bidrage til udviklingen af dem.

En del af
kursisterne, som har deltaget i projektet, har i løbet af året, opnået større
selvtillid, selvindsigt og fremstår mere modne og åbne, ligesom de er blevet
mere afklarede i forhold til deres valg af uddannelsesperspektiv. Projektet har
således bidraget til deres biografiske læring. Dette gælder f.eks. for Michaels
vedkommende, som giver udtryk for, at han har udviklet sig personligt, socialt
og fagligt og har et perspektiv for, hvad han skal efterfølgende.

Der er dog også
kursister som Dennis, hvor biografisk læring ikke umiddelbart er blevet igangsat.
På spørgsmålet om, om projektet har betydet, om Dennis har udviklet sig
fagligt, socialt og personligt, svarer han f.eks. ”det er ikke skolens skyld. Det er ikke noget, jeg vil sige, at skolen
har gjort for mig”.

I forhold til,
hvad som har fungeret stimulerende for igangsættelsen af biografisk læring, kan
f.eks. nævnes forhold som undervisernes udvikling af tætte relationer til de studerende.
Michael fremhæver f.eks. netop gode relationer til underviserne som noget
særligt ved projektet, mens omvendt Dennis giver udtryk for, at underviserne
ikke har givet ham den hjælp, han mener, han havde behov for.

Udvikling af
gode relationer til underviserne er, som også fremhævet i en lang række andre
undersøgelser og studier, som har beskæftiget sig med unges forhold til uddannelse
en helt afgørende faktor for, at kursister formår at engagere og involvere sig
i uddannelsesmæssige sammenhænge, hvorved læringsmæssige processer kan
igangsættes.

Andre forhold,
som i projektet konkret har haft betydning for igangsættelse af biografiske
læreprocesser, har f.eks. været forhold som klassens sociale fællesskab og det
faglige fællesskab, ligesom dele af de ekstra-curriculære aktiviteter ser ud
til at have haft en positiv betydning herfor.

Både Michael og
Dennis har følt sig inkluderet i klassens sociale fællesskab, hvilket
sandsynligvis er en af grundene til, at Dennis ikke er droppet ud undervejs,
selv om han haft et ustabilt fremmøde.

Til gengæld har
Dennis i modsætning til Michael ikke udviklet en deltagelsesidentitet i forhold
til klassens øvrige faglige fællesskaber bortset fra faget idræt.

Oplevelsen af at
føle sig som en del af et socialt fællesskab eller praksisfællesskab er
ligeledes en vigtig faktor for, at unge kan udvikle succes i uddannelsessammenhæng.

På baggrund af projektet kan
man skitsere en vellykket pædagogik som en pædagogik, hvor det relationelle,
deltagerorienterede, refleksive, undersøgende og eksperimenterende har gode
vilkår, og hvor der er plads til faglig og social variation.

Konklusion er altså, at det i
højere grad er disse lidt kedelige gamle pædagogiske dyder, som for alvor
rykker frem for uniformer, action og spænding. Det er ikke alt, som kan kureres
med en løbetur, som en af undervisere konkluderer i et af de interview, som er
gennemført i forbindelse med projektet. Det er måske en lidt banal konklusion,
men ind er sandheden banal.

Litteratur¨
Alheit, Peter (1995):

Wojciechowska, E. Brugger & P.
Dominicé (Eds) The biographical approach

in european adult education. Vienna, Verband Wiener Volksbildung,
57-74.

Alheit, P. & Dausien, B. (2002) The
double face of lifelong learning: Two analytical

perspectives on a silent revolution. Studies in the Education of Adults,
34(1),

3-22.

Pless, Mette
(2009): Udsatte unge på vej i uddannelsessystemet. Kbh. Danmarks
Pædagogiske Universitetsskole (Ph.d. afhandling)

Wenger, Etienne (2004): Praksisfællesskaber. Hans Reitzels Forlag.
Wiedemann, Finn (2014): Ikke alt kan kureres med en løbetur. Odense. Gymnasiepædagogik nr. 94 (in press).



« PreviousNext »