I øjeblikket raser krigen i Ukraine. I spidsen for krigen står de to landes præsidenter Putin og Zelensky. De to præsidenter er begge topledere, som kommunikerer med deres befolkninger, de væbnede styrker og verdensoffentligheden. Putin og Zelenskyj repræsenterer to meget forskellige lederidealer.
Putin er den autoritære leder, hvilket omgivelserne og indretningen understøtter. Vi ser f.eks. Putin for enden af et 16 meter langt bord, hvor dem, han mødes med, befinder sig langt væk, eller vi møder Putin i kuppelsalen, hvor han sidder ved et skrivebord, imens f.eks. sikkerhedsrådet eller landets fremtrædende virksomhedsledere sidder på stole i en halvcirkel i den modsatte ende af lokalet. Putin lytter, spørger og konkluderer.
I en særligt mindeværdigt klip korrekser han forud for invasionen af Ukraine landets sikkerhedspolitiske chef, som først nølende, derefter stammende og til sidst bugtaleragtigt giver sin fulde opbakning til invasionen.
Chefen tåler ikke at blive modsagt og accepterer ikke, at de loyale særligt betroede medarbejdere viser svaghed eller vakler i geledderne. Der forventes fuld opbakning til og accept af den linje, som lederen har lagt og formuleret. Her er tale om en markant synlig ledelsesform.
Noget, der især kendetegner Putin, er hans lange taler. Vi har at gøre med en leder, hvis ord og analyser er af en sådan tyngde og vigtighed, at tilhørerne forventes at lytte uden mulighed for at stille spørgsmål eller anfægte påstande og analyser.
Putin er en leder, som man både frygter og tilbeder
Et interessant træk er Putins tale 16. marts, hvor han i en særlig hård og uforsonlig tone adresserer de interne fjender, der som fluer flyver ind i den russiske mund, og som efterfølgende skal spyttes ud. Dem, der ikke er med mig, er imod mig. Lederen levner ikke plads til afvigende synspunkter eller alternative virkelighedsoplevelser.
Putin er en leder, som man både frygter og tilbeder. Tilbedelsen og beundringen så vi eksempler på 18. marts, da Putin som en anden rockstar blev tiljublet på et fyldt fodboldstadion, hvor Rusland fejrede otteårsdagen for annekteringen af Krim.
De russiske flag blafrede i vinden, og mange af tilhørerne havde påtrykt et Z på tøjet, ligesom der var musik og underholdning. Iført en smart hvid rullekrave sweater og en lang, mørk jakke med hætte, der signalerede god, afslappet og stilfuld smag, holdt Putin tale på en særlig opbygget scene midt på stadion, så han kunne beundres fra alle sider.
Her har vi lederen foran sit folk i festlige omgivelser. Talen blev ikke holdt fra pladsen i Kreml eller fra en scene højt hævet over publikum, men i en folkelig arena, der normalt bruges til underholdning og gode oplevelser. Det var nærmere folkets end statsmagtens scene. Om end det hele var et nøje koreograferet show, som skulle vise, at der var opbakning til lederen.
Putins optræden her kan minde lidt om lederen, der holder tale til den årlige julefrokost eller medarbejderseminaret, og som taler om firmaets aktuelle situation, dets historie og strategier for fremtiden. Der appelleres til sammenhold, korpsånd og virksomhedskultur.
I modsætning til de fleste nutidige ledere taler Putin meget om fortiden, f.eks. om Anden Verdenskrig, hvilket i kulturel forstand kan ses som en afgørende krise, da virksomheden Rusland var truet på sin eksistens. Ved hjælp af sammenhold og offermod formåede man sammen at kæmpe sig ud af krisen. Putin taler ligeledes ofte om den glorværdige russiske kultur og historie, som er truet af Vesten.
Putin er kendt for sit machoimage. Her minder han måske lidt om nogle af nutidens topledere, som dyrker triatlon, kører mountainbike og løber maratonløb. Og så alligevel ikke.
Moderne topledere dyrker ofte de nævnte discipliner med det formål at forbedre deres personlige lederegenskaber, f.eks. udholdenhed og målrettethed. Putin dyrker derimod kampsport, f.eks. judo eller ishockey. Her handler det ikke om at vinde over sig selv, men derimod om at vinde over andre. Putin udøver ligeledes særlige maskuline aktiviteter, f.eks. jagt og fiskeri. Her handler det om at overvinde naturen.
Putin minder lidt om den leder, som i gamle dage stod i spidsen for det store, hæderkronede familiefirma, der værnede om traditionerne, historien og værdierne. Selv om der selvfølgelig er markante forskelle nærmer vi os en lederrolle, som man kunne møde i ØK, Nordisk Fjer eller måske A.P. Møller, hvor en ældre patriark stod ved roret, som var genstand for lige dele beundring og frygt blandt de ansatte.
Vi har altså at gøre med et lederideal, hvor det personlige lederskab står centralt. Lederen er en stærk figur, der har overblik, indsigt og viden, og som er en markant historie- og kulturbærer. Lederen er den, der sætter retningen og formulerer strategierne.
Putin udøver en slags transformationsledelse. Han bruger sin person til at formulere målsætninger og visioner for organisationen og fremstår dermed som rollemodel og fyrtårn. Gennem sine handlinger og taler forsøger han at skabe respekt omkring sin person. Til gengæld ignorerer han de andre dele, som er indeholdt i transformationsledelse. F.eks. har han ikke fokus på medarbejderes mulighed for aktiv deltagelse eller indflydelse eller den enkelte medarbejders behov.
Zelensky optræder i armygrønt tøj for at signalere, at han er i samme situation som resten af den ukrainske befolkning
Den nu afdøde ledelsesprofessor Douglas McGregor formulerede en teori om, at man som leder typisk har to forskellige syn på sine medarbejdere, henholdsvis teori X og Y.
Har man menneskesyn X, er udgangspunktet, at mennesket er dovent og motiveres af straf og belønning. Udøvelse af magt, kontrol, pisk og gulerod er lederens fremmeste opgaver. Dette svarer til Putins menneskesyn, men med den modifikation, at Putin også anerkender, at mennesket er et socialt og historisk-kulturelt væsen og ikke kun et rationalt væsen.
Putin forsøger derfor at appellere til en fælles historie og kultur og til sammenhold og enhed, en særlig russisk ånd eller mentalitet, den såkaldte Russkiy Mir. Det gør ham også til kulturbærende leder.
Konkluderende kan man sige, at Putin udøver autoritær kulturledelse. Svaghed, subkulturer og divergerende synspunkter accepteres ikke. Målt på f.eks. kulturanalytikeren Geert Hofstedes fire parametre, der kan bruges som karakteristik af organisationer og nationers kulturelle særtræk, kan man hævde, at magtdistancen er stor (dvs. der er forskel mellem folk).
Der er tale om en meget maskulin ledelseskultur, hvor omsorg, sociale hensyn og velfærd er nedprioriteret. Usikkerhedsundvigelse tolereres ikke, dvs. tvivl og usikkerhed. Endelig prioriteres kollektivet over for individualismen. Gruppen, i det her tilfælde nationen Ruslands hensyn, står over individet.
Zelenskyj fremstår ikke underligt som den næsten stik modsatte lederprofil. I modsætning til Putin går han f.eks. på gaden sammen med sin regering og lægger små, til tider næsten håndholdte videoer op på de sociale medier. »I am here. We will not lay down any weapons«, som han formulerede det en af krigens første dage.
Zelenskyj optræder i armygrønt tøj for at signalere, at han er i samme situation som resten af den ukrainske befolkning. Zelenskyj er lederen, der går sin daglige runde gennem produktionshallen, og som husker at opmuntre og anerkende de menige ansatte.
Vi ser Zelenskyj sidde i sin slidte, olivengrønne, chesterfieldlignende lænestol, imens han holder korte taler om sammenhold og fællesskab og appellerer til omverdenen om f.eks. at sende nye våben eller indføre flyveforbud. Zelenskyj besøger hospitaler og taler med sårede. Vi møder Zelenskyj med sine regeringsfæller i bunkeren, hvor de sidder rundt om bordet og deler et simpelt måltid.
Zelenskyj er ikke en mand, der holder lange taler eller taler om fortiden. Tværtimod formulerer han sig ofte i prægnante oneliners. »I need ammunition, not a ride«, som han formulerede det i krigens første dage. Zelenskyj mestrer de sociale medier, dvs. de korte beskeder. Gennem sin personlige kommunikation skaber han autenticitet og nærvær.
Der eksisterer mange privatbilleder af Zelenskyj. F.eks. har der på de sociale medier floreret et filmklip af Zelenskyj, hvor han spiller guitar og synger en følsom duet med sin kone.
Vi har også set billeder af Zelenskyj, hvor han er sammen med sine børn. Endelig findes der f.eks. billeder og klip, hvor Zelenskyj danser og er i ført dametøj. Zelenskyj deltog i den Ukrainske udgave af ’Vild med dans.
Zelenskyj er en leder, der står i spidsen for en virksomhed, der lægger vægt på Corporate governance og diversitetspolitik. Han er en kunstnerisk og følsom leder, som snarere udtrykker metroseksualitet end firkantet maskulinitet.
The Russian way ikke er i synk med nutiden, men det er som om, at historiens visere er blevet stillet tilbage
Zelenskyj er altså en demokratisk leder, som er i øjenhøjde med sine medarbejdere. Ledelse handler om at inspirere og motivere og om sammenhold og fællesskab. I modsætning til Putin, leder Zelenskyj gennem menneskesyn Y. Mennesker skal motiveres. Tillid, anerkendelse og motivation er vigtigt, hvis man skal have mennesker til at gøre deres bedste.
Med Hofstedes begreber kan man karakterisere magtdistancen som lav. Der er ikke nogen særlig afstand mellem leder og medarbejder. Det feminine spiller en væsentlig rolle. Følsomhed og bløde værdier er acceptable. Også på usikkerhedsundvigelsesindekset scorer Zelenskyj lavt. »Me and my family are target number one«, som Zelenskyj formulerede det på et tidspunkt.
Vi har altså at gøre en mand, som er i livsfare, og som ikke er bleg for at indrømme det. Der signaleres tillige et stærkt kollektiv med fokus på fællesskab og sammenhold. Alle kan bidrage. Billederne af kvinder og ældre, der sammen laver molotovcocktails, er allerede legendariske.
Hvor Putin står i spidsen for et gammelt familiefirma, der er tynget af historiens værdier, er Zelenskyj snarere leder for en moderne startup-virksomhed, der befinder sig i særdeles usikre og fjendtlige omgivelser.
Putin synes at være inspireret af von Clausewitz og Machiavelli, mens Zelenskyjs ledelsesstil snarere giver associationer til bløde hjemlige ledelsesguruer som f.eks. Morten Albæk og Steen Hildebrandt.
Med paralleller fra filmens og fiktionens verden, har vi mest af alt at gøre med den dynamiske og opfindsomme Mads Skjern over for den selvfede manufakturhandler Arnesen, eller den kreative Erik over for radiofabrikkens Bellas enerådende, patriark Kaj Holger. Hvis vi skal bruge litterære analogier, så er det Klods Hans over for sine brødre eller Brødene Løvehjerte over for Tengil og dragen Katla.
Organisationsforskeren Laloux er blevet kendt for sin beskrivelse af de forskellige paradigmer, der har præget organisationsstrukturen gennem historien. Pædagogisk inddeler han de forskellige faser i farver.
De røde organisationer er impulsive og kendetegnet ved top-down-ledelse og tydelig arbejdsdeling. Arketyperne for den røde model er f.eks. mafiaen.
De ravfarvede organisationer er konforme og forudsigelige. Der er top-down-ledelse og kontrol. Typiske ravfarvede organisationer er hæren eller den katolske kirke.
Orange organisationer er præstationsorienterede og har blandt andet inspireret Wall Street-bankerne. Disse er kendetegnet ved innovation og effektivitet.
De grønne organisationer er baseret på et pluralistisk verdensbillede, hvor empowerment og værdiskabelse står centralt. Ledere af grønne organisationer insisterer på, at mennesker er andet og mere end tandhjul, og ser snarere organisationen som en familie.
Fremtidens organisationsmodel er ifølge Laloux blågrøn og spirituel. Den bygger på en længsel efter helhed. Verden er et sted for individuel og kollektiv udfoldelse.
Det er ikke vanskeligt at placere Putin og Zelenskyj inden for denne farveskala. Putin står i spidsen for en ravfarvet organisation, mens Zelenskyj står i spidsen for en grøn organisation. Begge tilføjer eller supplerer de med blågrønne toner. Måske appelleres der ikke direkte til noget spirituelt, men til et historisk og kulturelt fællesskab.
I Vesten ved vi selvfølgelig godt, hvad det er for organisationer, vi foretrækker. Selv om vi stadig underviser i de gamle ravfarvede maskinorienterede organisationsteorier, og de fleste ledelses- og organisationsbøger har et kort afsnit om de nævnte teorier, så er det de moderne organisationsteorier med deres fokus på trivsel, personlig udvikling, anerkendelse og fællesskab, som står stærkt. Ja, hvis vi ikke ligefrem taler om og skriver bøger om moderne blågrønne organisationer karakteriseret af teori U, tillidsbaseret ledelse, bæredygtighed, mangfoldighed og diversitet.
I øjeblikket raser krigen i Ukraine. I spidsen for krigen står de to landes præsidenter Putin og Zelensky. De to præsidenter er begge topledere, som kommunikerer med deres befolkninger, de væbnede styrker og verdensoffentligheden. Putin og Zelenskyj repræsenterer to meget forskellige lederidealer.
Putin er den autoritære leder, hvilket omgivelserne og indretningen understøtter. Vi ser f.eks. Putin for enden af et 16 meter langt bord, hvor dem, han mødes med, befinder sig langt væk, eller vi møder Putin i kuppelsalen, hvor han sidder ved et skrivebord, imens f.eks. sikkerhedsrådet eller landets fremtrædende virksomhedsledere sidder på stole i en halvcirkel i den modsatte ende af lokalet. Putin lytter, spørger og konkluderer.
I en særligt mindeværdigt klip korrekser han forud for invasionen af Ukraine landets sikkerhedspolitiske chef, som først nølende, derefter stammende og til sidst bugtaleragtigt giver sin fulde opbakning til invasionen.
Chefen tåler ikke at blive modsagt og accepterer ikke, at de loyale særligt betroede medarbejdere viser svaghed eller vakler i geledderne. Der forventes fuld opbakning til og accept af den linje, som lederen har lagt og formuleret. Her er tale om en markant synlig ledelsesform.
Noget, der især kendetegner Putin, er hans lange taler. Vi har at gøre med en leder, hvis ord og analyser er af en sådan tyngde og vigtighed, at tilhørerne forventes at lytte uden mulighed for at stille spørgsmål eller anfægte påstande og analyser.
Putin er en leder, som man både frygter og tilbeder
Et interessant træk er Putins tale 16. marts, hvor han i en særlig hård og uforsonlig tone adresserer de interne fjender, der som fluer flyver ind i den russiske mund, og som efterfølgende skal spyttes ud. Dem, der ikke er med mig, er imod mig. Lederen levner ikke plads til afvigende synspunkter eller alternative virkelighedsoplevelser.
Putin er en leder, som man både frygter og tilbeder. Tilbedelsen og beundringen så vi eksempler på 18. marts, da Putin som en anden rockstar blev tiljublet på et fyldt fodboldstadion, hvor Rusland fejrede otteårsdagen for annekteringen af Krim.
De russiske flag blafrede i vinden, og mange af tilhørerne havde påtrykt et Z på tøjet, ligesom der var musik og underholdning. Iført en smart hvid rullekrave sweater og en lang, mørk jakke med hætte, der signalerede god, afslappet og stilfuld smag, holdt Putin tale på en særlig opbygget scene midt på stadion, så han kunne beundres fra alle sider.
Her har vi lederen foran sit folk i festlige omgivelser. Talen blev ikke holdt fra pladsen i Kreml eller fra en scene højt hævet over publikum, men i en folkelig arena, der normalt bruges til underholdning og gode oplevelser. Det var nærmere folkets end statsmagtens scene. Om end det hele var et nøje koreograferet show, som skulle vise, at der var opbakning til lederen.
Putins optræden her kan minde lidt om lederen, der holder tale til den årlige julefrokost eller medarbejderseminaret, og som taler om firmaets aktuelle situation, dets historie og strategier for fremtiden. Der appelleres til sammenhold, korpsånd og virksomhedskultur.
I modsætning til de fleste nutidige ledere taler Putin meget om fortiden, f.eks. om Anden Verdenskrig, hvilket i kulturel forstand kan ses som en afgørende krise, da virksomheden Rusland var truet på sin eksistens. Ved hjælp af sammenhold og offermod formåede man sammen at kæmpe sig ud af krisen. Putin taler ligeledes ofte om den glorværdige russiske kultur og historie, som er truet af Vesten.
Putin er kendt for sit machoimage. Her minder han måske lidt om nogle af nutidens topledere, som dyrker triatlon, kører mountainbike og løber maratonløb. Og så alligevel ikke.
Moderne topledere dyrker ofte de nævnte discipliner med det formål at forbedre deres personlige lederegenskaber, f.eks. udholdenhed og målrettethed. Putin dyrker derimod kampsport, f.eks. judo eller ishockey. Her handler det ikke om at vinde over sig selv, men derimod om at vinde over andre. Putin udøver ligeledes særlige maskuline aktiviteter, f.eks. jagt og fiskeri. Her handler det om at overvinde naturen.
Putin minder lidt om den leder, som i gamle dage stod i spidsen for det store, hæderkronede familiefirma, der værnede om traditionerne, historien og værdierne. Selv om der selvfølgelig er markante forskelle nærmer vi os en lederrolle, som man kunne møde i ØK, Nordisk Fjer eller måske A.P. Møller, hvor en ældre patriark stod ved roret, som var genstand for lige dele beundring og frygt blandt de ansatte.
Vi har altså at gøre med et lederideal, hvor det personlige lederskab står centralt. Lederen er en stærk figur, der har overblik, indsigt og viden, og som er en markant historie- og kulturbærer. Lederen er den, der sætter retningen og formulerer strategierne.
Putin udøver en slags transformationsledelse. Han bruger sin person til at formulere målsætninger og visioner for organisationen og fremstår dermed som rollemodel og fyrtårn. Gennem sine handlinger og taler forsøger han at skabe respekt omkring sin person. Til gengæld ignorerer han de andre dele, som er indeholdt i transformationsledelse. F.eks. har han ikke fokus på medarbejderes mulighed for aktiv deltagelse eller indflydelse eller den enkelte medarbejders behov.
Zelensky optræder i armygrønt tøj for at signalere, at han er i samme situation som resten af den ukrainske befolkning
Den nu afdøde ledelsesprofessor Douglas McGregor formulerede en teori om, at man som leder typisk har to forskellige syn på sine medarbejdere, henholdsvis teori X og Y.
Har man menneskesyn X, er udgangspunktet, at mennesket er dovent og motiveres af straf og belønning. Udøvelse af magt, kontrol, pisk og gulerod er lederens fremmeste opgaver. Dette svarer til Putins menneskesyn, men med den modifikation, at Putin også anerkender, at mennesket er et socialt og historisk-kulturelt væsen og ikke kun et rationalt væsen.
Putin forsøger derfor at appellere til en fælles historie og kultur og til sammenhold og enhed, en særlig russisk ånd eller mentalitet, den såkaldte Russkiy Mir. Det gør ham også til kulturbærende leder.
Konkluderende kan man sige, at Putin udøver autoritær kulturledelse. Svaghed, subkulturer og divergerende synspunkter accepteres ikke. Målt på f.eks. kulturanalytikeren Geert Hofstedes fire parametre, der kan bruges som karakteristik af organisationer og nationers kulturelle særtræk, kan man hævde, at magtdistancen er stor (dvs. der er forskel mellem folk).
Der er tale om en meget maskulin ledelseskultur, hvor omsorg, sociale hensyn og velfærd er nedprioriteret. Usikkerhedsundvigelse tolereres ikke, dvs. tvivl og usikkerhed. Endelig prioriteres kollektivet over for individualismen. Gruppen, i det her tilfælde nationen Ruslands hensyn, står over individet.
Zelenskyj fremstår ikke underligt som den næsten stik modsatte lederprofil. I modsætning til Putin går han f.eks. på gaden sammen med sin regering og lægger små, til tider næsten håndholdte videoer op på de sociale medier. »I am here. We will not lay down any weapons«, som han formulerede det en af krigens første dage.
Zelenskyj optræder i armygrønt tøj for at signalere, at han er i samme situation som resten af den ukrainske befolkning. Zelenskyj er lederen, der går sin daglige runde gennem produktionshallen, og som husker at opmuntre og anerkende de menige ansatte.
Vi ser Zelenskyj sidde i sin slidte, olivengrønne, chesterfieldlignende lænestol, imens han holder korte taler om sammenhold og fællesskab og appellerer til omverdenen om f.eks. at sende nye våben eller indføre flyveforbud. Zelenskyj besøger hospitaler og taler med sårede. Vi møder Zelenskyj med sine regeringsfæller i bunkeren, hvor de sidder rundt om bordet og deler et simpelt måltid.
Zelenskyj er ikke en mand, der holder lange taler eller taler om fortiden. Tværtimod formulerer han sig ofte i prægnante oneliners. »I need ammunition, not a ride«, som han formulerede det i krigens første dage. Zelenskyj mestrer de sociale medier, dvs. de korte beskeder. Gennem sin personlige kommunikation skaber han autenticitet og nærvær.
Der eksisterer mange privatbilleder af Zelenskyj. F.eks. har der på de sociale medier floreret et filmklip af Zelenskyj, hvor han spiller guitar og synger en følsom duet med sin kone.
Vi har også set billeder af Zelenskyj, hvor han er sammen med sine børn. Endelig findes der f.eks. billeder og klip, hvor Zelenskyj danser og er i ført dametøj. Zelenskyj deltog i den Ukrainske udgave af ’Vild med dans.
Zelenskyj er en leder, der står i spidsen for en virksomhed, der lægger vægt på Corporate governance og diversitetspolitik. Han er en kunstnerisk og følsom leder, som snarere udtrykker metroseksualitet end firkantet maskulinitet.
The Russian way ikke er i synk med nutiden, men det er som om, at historiens visere er blevet stillet tilbage
Zelenskyj er altså en demokratisk leder, som er i øjenhøjde med sine medarbejdere. Ledelse handler om at inspirere og motivere og om sammenhold og fællesskab. I modsætning til Putin, leder Zelenskyj gennem menneskesyn Y. Mennesker skal motiveres. Tillid, anerkendelse og motivation er vigtigt, hvis man skal have mennesker til at gøre deres bedste.
Med Hofstedes begreber kan man karakterisere magtdistancen som lav. Der er ikke nogen særlig afstand mellem leder og medarbejder. Det feminine spiller en væsentlig rolle. Følsomhed og bløde værdier er acceptable. Også på usikkerhedsundvigelsesindekset scorer Zelenskyj lavt. »Me and my family are target number one«, som Zelenskyj formulerede det på et tidspunkt.
Vi har altså at gøre en mand, som er i livsfare, og som ikke er bleg for at indrømme det. Der signaleres tillige et stærkt kollektiv med fokus på fællesskab og sammenhold. Alle kan bidrage. Billederne af kvinder og ældre, der sammen laver molotovcocktails, er allerede legendariske.
Hvor Putin står i spidsen for et gammelt familiefirma, der er tynget af historiens værdier, er Zelenskyj snarere leder for en moderne startup-virksomhed, der befinder sig i særdeles usikre og fjendtlige omgivelser.
Putin synes at være inspireret af von Clausewitz og Machiavelli, mens Zelenskyjs ledelsesstil snarere giver associationer til bløde hjemlige ledelsesguruer som f.eks. Morten Albæk og Steen Hildebrandt.
Med paralleller fra filmens og fiktionens verden, har vi mest af alt at gøre med den dynamiske og opfindsomme Mads Skjern over for den selvfede manufakturhandler Arnesen, eller den kreative Erik over for radiofabrikkens Bellas enerådende, patriark Kaj Holger. Hvis vi skal bruge litterære analogier, så er det Klods Hans over for sine brødre eller Brødene Løvehjerte over for Tengil og dragen Katla.
Organisationsforskeren Laloux er blevet kendt for sin beskrivelse af de forskellige paradigmer, der har præget organisationsstrukturen gennem historien. Pædagogisk inddeler han de forskellige faser i farver.
De røde organisationer er impulsive og kendetegnet ved top-down-ledelse og tydelig arbejdsdeling. Arketyperne for den røde model er f.eks. mafiaen.
De ravfarvede organisationer er konforme og forudsigelige. Der er top-down-ledelse og kontrol. Typiske ravfarvede organisationer er hæren eller den katolske kirke.
Orange organisationer er præstationsorienterede og har blandt andet inspireret Wall Street-bankerne. Disse er kendetegnet ved innovation og effektivitet.
De grønne organisationer er baseret på et pluralistisk verdensbillede, hvor empowerment og værdiskabelse står centralt. Ledere af grønne organisationer insisterer på, at mennesker er andet og mere end tandhjul, og ser snarere organisationen som en familie.
Fremtidens organisationsmodel er ifølge Laloux blågrøn og spirituel. Den bygger på en længsel efter helhed. Verden er et sted for individuel og kollektiv udfoldelse.
Det er ikke vanskeligt at placere Putin og Zelenskyj inden for denne farveskala. Putin står i spidsen for en ravfarvet organisation, mens Zelenskyj står i spidsen for en grøn organisation. Begge tilføjer eller supplerer de med blågrønne toner. Måske appelleres der ikke direkte til noget spirituelt, men til et historisk og kulturelt fællesskab.
I Vesten ved vi selvfølgelig godt, hvad det er for organisationer, vi foretrækker. Selv om vi stadig underviser i de gamle ravfarvede maskinorienterede organisationsteorier, og de fleste ledelses- og organisationsbøger har et kort afsnit om de nævnte teorier, så er det de moderne organisationsteorier med deres fokus på trivsel, personlig udvikling, anerkendelse og fællesskab, som står stærkt. Ja, hvis vi ikke ligefrem taler om og skriver bøger om moderne blågrønne organisationer karakteriseret af teori U, tillidsbaseret ledelse, bæredygtighed, mangfoldighed og diversitet.
The Russian Way ikke er i sync med nutiden, men det er, som om historiens visere er blevet stillet tilbage. Måske er det vores teorier om organisationer og ledelse, som ikke er i sync med virkeligheden?
Putins måde at lede på er mest et udtryk for det, som organisationsteoretikeren Brunsson kalder organisatorisk hykleri. Der er en stor kontrast mellem image og virkelighed. Udadtil siger man et, men indadtil foregår der noget helt andet. Hykleri kan ifølge Brunsson være en nødvendig strategi, hvis man vil håndtere modsatrettede krav og forventninger.
Man skulle tro, at dysfunktionelle organisationer vil have svært ved at klare sig og overleve ret længe. På den anden side har det historisk vist sig, at nationer og virksomheder ofte kan overleve længe, hvis den heroiske, geniale, skrupelløse og på samme tid frygtede og afholdte leder har de ansattes, bestyrelsens, aktionærernes og offentlighedens opbakning.
Hjemlige ledere som Stein Bagger og Johannes Petersen fra Nordisk Fjer er fremtrædende eksempler og symboler på denne ledelsesforms styrke.
Til gengæld er der altid en risiko for, at historiens Wind of Change en dag får korthuset til at falde sammen.
