Uddannelse/pædagogik/kultur/samfund

Stop for kulturelle slankekure

Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 7-1-2019

Krudtrøgen har lagt sig, og et nyt, jomfrueligt år er i gang. Et nyt år fuld af drømme, håb og gode intentioner. Privat håber mange sikkert på at smide et par kilo, stoppe med at ryge, nedbringe CO2-udslippet og lægge deres livsstil om til en mere klimavenlig version.

Når det kommer til det institutionaliserede kulturliv, er der næppe tvivl om, hvad mange kulturinstitutioner drømmer om. Drømmen er at få fjernet de årlige to procent-besparelser, som de seneste år har udsat kulturlivet for tvungne slankekure. Før jul indrykkede de største kunst- og kulturorganisationer helsidesannoncer i dagbladene med en opfordring til politikerne om at droppe de rituelle nedskæringer, der rammer mange kulturinstitutioner, som i forvejen har små budgetter. Nu er kulturlivet jo ikke hele livet, og der er da også en række andre institutioner, som løbende er udsat for generelle nedskæringskrav, fx dagtilbud og uddannelsesinstitutioner. I den brede betydning af ordet kultur er uddannelsessektoren og den pædagogiske sektor også kulturinstitutioner. Ikke kulturinstitutioner, som driver udstillings- eller forestillingsvirksomhed. Men derimod institutioner, som varetager centrale kulturelle og dannelsesmæssige opgaver, og som blandt andet er med til at give forudsætninger for, at børn og unge mennesker bliver aktive og bevidste brugere af eksempelvis museer og teatres tilbud. Desværre har dele af fødekæden også fået dårligere vilkår.

På pædagogseminarierne er de kreative-musiske fag gennem de seneste reformer blevet nedprioriteret . Historisk set har pædagogseminarierne haft stolte traditioner for, at de kommende pædagoger fik forudsætninger for at arbejde pædagogisk med æstetisk virksomhed. Pædagogisk arbejde med musik, værksted, billedkunst og skrivning giver ud over mulighed for at blive fortrolig med materialer, teknikker og former også mulighed for at igangsætte dannelsesprocesser af personlig, social og kulturel karakter. Når for eksempel pædagogseminarierne nedprioriterer de æstetiske fag, får dagtilbudsområdet vanskeligere ved at stille miljøer til rådighed, som kan stimulere børnenes kreativitet og fantasi. I dag kan man udmærket være uddannet pædagog uden at kunne spille guitar, lave drama eller igangsætte værkstedsaktiviteter. Og selv om man måske har forudsætningerne for det, så er der i dag gennemsnitligt 20 procent færre pædagoger ansat rundt omkring i landets institutioner end for blot 10 år siden, hvorfor det kan være svært at finde tiden til det.

Heller ikke den seneste reform af læreruddannelsen og de seneste reformer af folkeskolen har bidraget til at styrke den musisk-kreative dimension. Den seneste evaluering af folkeskolereformen viser, at ideen om den åbne skole, hvor skolen skulle åbne sig op over lokalsamfundet og for eksempel invitere personer ind udefra, ikke er blevet realiseret.

De såkaldte kreative erhverv udgør cirka en tiendedel af den samlede omsætning og beskæftigelse i dansk erhvervsliv og forventes at have et betydeligt fremtidigt vækstpotentiale. Det giver derfor udmærket mening at støtte denne sektors potentiale inklusive dens fødekæde. Selv om beskæftigelse og samfundsøkonomi er vigtigt, er det ikke kulturlivets primære formål. At beskæftige sig med kulturelle tilbud og aktiviteter har en værdi i sig selv, der rækker ud over regnearket, bundlinjen og bruttonationalproduktet. Det kulturelle menneske er dog afhængig af økonomi, og her betyder de nedskæringer, som foreløbig er planlagt i årene 2016-2022, dårligere vilkår for det kulturelle menneskes udvikling og udfoldelsesmuligheder.

Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 5-11-2018

Wenn jemand eine
Reise tut, so kann er was erzählen.

I sidste weekend gik min rejse til
Bogforum i Bella Center. Jeg plejer ellers at holde mig langt væk fra den
slags, ligesom jeg også kun nødigt lader mig overtale til at handle i Bilka og
Ikea. Jeg har det lidt ligesom sangen om Svante i stormagasinet, hvor det
hedder: “Når jeg går ind i stormagasin, kræver det mere end almindelig
selvdisciplin”.

I år udgav jeg dog en bog lige op til
bogmessen, hvorfor mit forlag ikke mente, jeg havde nogen undskyldning for at
blive væk. I modsætning til de historier, der har holdt mig væk de andre år, om
kø, trængsel, masen og puffen, var der det meste af tiden relativt god plads.
Der er selvfølgelig arrangementer, gange og passager, hvor folk klumper sig
sammen, men vi er ikke i nærheden af den trængsel, som festivaler og stormagasiner
ved tilbudstid kan opvise.

Bogforum er en markedsplads, hvor
forfattere og forlag ind imellem næsten taler i munden på hinanden fra de mange
scener. Antallet af arrangementer er overvældende. Med lidt gode ben og ferm
planlægning kan man fx nå Helle Helle, Merete Pryds Helle og Knud Romer inden
for en time. Hvis man er til krimiforfattere eller tidens akademiske
superstars, er der mulighed for at betræde andre stier. Selve det at bevæge sig
fra scene til scene minder meget om rockfestivaler. Bortset fra, at man slipper
for lydprøverne, og som det også er tilfældet ved festivaler, når man nogle
gange ikke frem til det planlagte, fordi man møder nogen, man kender, eller
falder i staver over en bog eller et forlag.

Noget, der er påfaldende i en række
forfatterinterview, er, at de i for ringe grad handler om litteratur. I stedet
handler de om forfatterens holdninger til dette og hint. Det er ikke særligt
interessant. Måske fordi interviewene nogle gange gennemføres af
DR-journalister, som kan være udmærkede til at afvikle et interview om
skattetryk og mulige politiske bogstavkombinationer, men jo ikke nødvendigvis
ved noget om litteratur. Det kræver en god interviewer at få Helle Helle til at
fortælle interessante ting om kommaets betydning, sætningers slidstyrke,
arbejdet med åbningsreplikker og forsøget på at undgå adverbier som derfor og
fordi.

De store forlag fylder selvfølgelig en
del. Politikens Forlag har klistret kæmpe billboards af deres forfattere op.
Her er det klart bogen, der er det sekundære. Tidens krimiforfattere eksponeres
i bedste Kim Jung-Il-stil. Det klæder ikke litteraturen. De bedste oplevelser
får man ved at bevæge sig rundt blandt de små mikroforlag. Her er det muligt at
få en snak med entusiastiske forlæggere, som brænder for deres udgivelser, og
som bruger tid på at præsentere. Her man kan eksempelvis møde H. Harksen, som
har specialiseret i “weird fiction”, bor i Munkebo, og som har
udgivet en bog med undertitlen “Mord i Odense”. Eller forlaget URO,
hvor Shekufe Heiberg udgiver æstetiske, smukke børnebøger oversat fra persisk
til dansk.

Bogforum er en messe, men det er også en lomme i
tiden, hvor man kan fordybe sig, fare vild og ind imellem overraskes positivt.

Bogforum er en messe, men det er også en lomme i tiden, hvor man kan
fordybe sig, fare vild og ind imellem overraskes positivt

Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 17-09.18

Antennen: Benny Andersen havde en venlig ræv bag øret

Forfatteren Benny Andersen døde som bekendt for nylig. Benny
Andersen opnåede en popularitet og en folkelig gennemslagskraft som få. Der er ikke mange forfattere, hvis ord og digte citeres i kirker, forsamlingshuse og til konfirmationer og fødselsdage. Eller som opnår den ultimative ære, at formuleringer og udtryk glider ind i dagligsproget. I over 50 år har det at gå fra snøvsen ikke været det samme, og når det annonceres til selskaber, at kaffen er klar, føjes der ofte til, at livet ikke er det værste, man har.

I dag er digtere og forfatteres status snarere smal og marginal end bred og
indflydelsesrig. Når unge mennesker bruger udtryk og formuleringer, er de i dag ikke hentet fra litteraturen, men fra musik, film og fra de sociale mediers influencers.

Noget, som jeg tror i særlig grad bidrog til Benny Andersens popularitet, var hans måde at arbejde med sproget på. Andersen var nok oprindelig modernist, men han var ikke eksperimenterende modernist, som Klaus Rifbjerg eller Per Højholt, og han var heller ikke vild og vred som eksempelvis digteren Jess Ørnsbo. Tværtimod formåede han ofte at skubbe lidt til hverdagens sprog, sådan som det allerede kom til udtryk i hans tidligere digtsamlinger med titler som “Den indre bowlerhat” eller “Kamera med køkkenindgang”. Han tog fat i noget velkendt, ofte bestemte vendinger og formuleringer, og ændrede dem lidt. I formuleringer som “vantefrit samvær”, og linjer som “mit smil er i vejen/rager ud som en kofanger” eller “Det flimrer for mit livssyn/jeg har trykken for principperne/mit rygte har allerede kløet længe” sættes ord fra normalt adskilte betydningsverdener sammen og danner en ny, let forståelig og billedrig betydning. Benny Andersens evne til give gammelkendte vendinger og faste fraser nyt liv er også velkendt. “Man må udnytte tiden i tide”, som det for eksempel hedder i et digt.

På den måde holdt han læseren i hånden og skubbede blidt til os, så vores blik og verdenssyn blev drejet en smule. Den sproglige virkelighed i hans digte var aldrig fremmed, men forankret i noget velkendt.

Der var således ikke meget interaktionslyriker over ham, hvor der blev leget med identiteter, stemmer, og hvor sprog fra mange forskellige virkeligheder glider sammen, som det ofte er tilfældet i meget nutidig lyrik. Det kan være finurligt og interessant, men kræver også ofte mere af læseren, fordi der ikke er noget synligt jeg tilstede, og digtet i nogen grad skaber sin egen virkelighed frem for at referere til en almen eller fælles virkelighed, der er forankret i det normal- og hverdagssprog, som de flestes virkelighed hviler i. Benny Andersen kastede os ikke ud på sprogligt dybt vand, men tog os venligt med ud, hvor vi kunne bunde.

Måske var det det, som i særlig grad gjorde ham populær som digter. Sprogligt set kom vi aldrig helt ud over kanten. Benny Andersen havde en venlig røv bag øret, som min kone sagde, da vi talte om ham. Hvad mener du, sagde jeg, inden det gik op for mig, at jeg havde hørt forkert, og hun havde sagt ræv. Det fejlgehør, som ændrede sætningens betydning fuldstændig, tror jeg, han ville have kunnet lide.

Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 30-07-2018

“Den bedste måde, som jeg kan være
i kontakt med mennesker på, er at være blandt dem, at føle, hvad de gør, og
hvad de kan gøre. Men den næstbedste måde er at læse deres fiktion.” Sådan
siger Margrethe Vestager i Christian Madsbjergs populære bog “Sensemaking
– et forsvar for den menneskelige intelligens”.

I bogen giver Madsbjerg eksempler på,
hvordan fremtrædende ledere og beslutningstagere bruger humanioras indsigt i
deres arbejde. Studier i eksempelvis antropologi, filosofi, historie, kunst og
litteratur kan bidrage til, at vi udvikler et klarere og mere dækkende
perspektiv på vor egen og andres verden. Det at beskæftige sig med en kulturs
vigtigste tekster medvirker til at give os en forståelse af, hvordan andre
mennesker lever, erfarer og oplever verden.

Humaniora træner vores forståelse af os
selv og andre, ligesom humaniora kan bidrage til, at vi udvikler vores
analytiske evner. “Jo mere, man har beskæftiget sig med fremragende bøger
og stor kunst og teori og musik, desto mere har man at trække på, når det
gælder mønstergenkendelse”, hævder Madsbjerg.

I en populær TED Talk (“The Danger
of a Single Story”) taler den nigerianske forfatter Chimamanda Adichie,
som på dansk mest er kendt for bogen “Americanah”, om fortællingens
magt. I Adichies tilfælde gælder det vores stereotype billede af Afrika som et
land karakteriseret af fattigdom, sygdom, krig og vilde dyr, men det kunne lige
så godt være fortællingen om muslimer, jøder eller rødhårede. Adichie giver det
morsomme eksempel, at hvis man som læser kun har læst bogen “American
Psycho”, så vil man have et temmelig forvrænget og unuanceret billede af
USA.

En af de vildfarelser, der præger vores
samtid, er den endimensionelle historie. Den har traditionelt fundet vej gennem
populærkulturen eller blandt politiske iagttagere på yderfløjene. De senere år
har den fundet et nyt forum, nemlig de sociale medier, hvor fake news og
internetbobler trives. Vi er efterhånden blevet opmærksomme på, at internettet
ikke kun er et digitalt forsamlingshus, som kan gøre os klogere på hinanden,
men også er en platform for udbredelse af løgne, skræmmekampagner og fordomme,
som gør os dummere.

Internettet er imidlertid ikke det
eneste aktuelle sted, hvor den endimensionelle historie dominerer. Vi er i
stigende grad ofre for Big-data teleologi, det vil sige en forestilling om, at
tal er mål i sig selv, hævder Madsbjerg. Stadig større regnekraft og mere
sofistikeret teknologi har medført, at vi producerer stadig flere tal, som
kulturelt og samfundsmæssigt sætter dagsordenen. Tal er nok vigtige, men
tallene taler ikke for sig selv, de er blot information. Tal skal sættes ind i
en kontekst eller sammenhæng for at kunne blive tilskrevet betydning og mening.
Historie, kunst, litteratur og viden om andre kulturer og grupper er viden og
akkumuleret erfaring, som vi kan bruge til at forstå og fortolke verden omkring
os med.

Historier betyder noget. Mange historier betyder for
alvor noget, siger Adichie. Humaniora, kunst og litteratur er nogle af de
centrale steder, hvor kulturens mangfoldige historier om mennesker, kultur og
samfund formidles. Over for det står den simple og endimensionelle historie,
som politiske og kulturelle populister, internettets algoritmer eller
regneprogrammerne formidler. Hvilken historie vælger du?

En af de vildfarelser, der præger vores
samtid, er den endimensionelle historie. Den har traditionelt fundet vej gennem
populærkulturen eller blandt politiske iagttagere på yderfløjene. De senere år
har den fundet et nyt forum, nemlig de sociale medier, hvor fake news og internetbobler
trives.

Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 11-06-2018

Lige om lidt begynder VM i fodbold, derefter er der
dømt bold en måneds tid, inden verdensmesteren kan kåres den 15. juli. Er
fodbold drama, big business, kultur, et simpelt spil eller en raffineret afspejling
af den moderne verdens grundvilkår.

Tja, måske det hele.

Underholdningen, dramaet og magien kan man håbe på,
men ikke forudbestille. VM har sine legendariske øjeblikke, som bliver hængende
på enhver fodboldtosses indre skærm, og som kan kaldes frem til særlige
lejligheder. Var bolden inde eller ude i VM-finalen mellem Vesttyskland og
England i 1966? Maradona som med guds hjælp og hånden scorede i kvartfinalen
mod England i 1986. Zidanes udvisning i VM-finalen mellem Frankrig og Italien i
2006.

Fodbold er big business. Korruption og bestikkelse
præger FIFA. Pengene dikterer, hvor VM skal afholdes. Denne gang i Rusland,
næste gang i Qatar. Lande bruger store sportsbegivenheder som nation-branding,
og serverer celebre skuespil til at holde befolkningerne på sikker afstand af
politik og dække over sociale problemer og konflikter.

Fodbold er også kultur. Fodbold skaber national
identitet og sammenhold og markerer forskelle til andre nationer og fungerer
derfor på samme tid som spejl og mur. Fodbold er også en kultur, der ændrer
sig, og som indoptager nye kulturelle tendenser. Mange har sikkert samlet på
fodboldbilleder som børn. Jeg husker stadig albummet fra VM i 1974 i
Vesttyskland.

Dengang kunne man få kort med alle spillere og lande,
som deltog ved VM. Sådan er det ikke mere. I årets VM-album, som min søn samler
på, og hvis kort udleveres i landets største supermarkeder, kan man foruden alle
Danmarks spillere kun få udvalgte internationale stjerner fra en række af VM’s
nationer. Der er således ingen spillere fra Iran eller andre af VM´s formodede
underdogs. Endelig kan man også få spillere fra kvindelandsholdet. Hvad kan man
lære af det? Ja, blandt andet at fodbold udvikler sig under indflydelse fra det
omgivende samfund. De pågældende albums reproducerer et par aktuelle markante
kulturelle tendenser, f.eks. det stigende fokus på ligestilling mellem kønnene,
men også den stigende tendens til at hylde og tilbede stjerner og celebreties. I
1974 forsøgte vi at lære spillernes navne fra Zaire. På den måde var alle deltagere
ved VM en slags stjerner. I dag er der kun plads til nationens egne sønner og
døtre og så de spillere, som allerede på forhånd har opnået stjernestatus i
internationale topklubber. Dagens præstationskultur, som mange unge, ifølge
undersøgelser, har svært ved at leve op til, har mange fædre og mødre, og
fodboldalbums er en af dem.

Men er fodbold dybest set ikke bare et simpelt spil, hvor 22 spillere løber rundt og sparker
til en bold i 90 minutter, og tyskerne altid vinder til sidst, sådan som
den engelske angriber Gary Lineker engang sagde? Måske. Men det er også en
symbolsk kamp og et spil, hvor individet, ifølge Jean Paul Satre, overskrider
sig selv og bliver til fællesindivid, og hvor individet hele tiden skal afstemme
sin frihed i forhold til kollektivet. Nøjagtig som det er tilfældet i det
moderne samfund. Den kommende måned bliver der rig mulighed for at opleve det
hele.

Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 23. april. 2018

For et par uger siden var jeg på nationalmuseet sammen med
min 8. årige søn, og vi skulle selvfølgelig prøve Rane Willerslevs nye
kedsomhedsnap. Efter at sønnike havde trykket på knappen, sprang en samurai i elegant
løsthængende sort tøj frem. Samuraimanden gav sig til at fortælle om samurailivet,
imens han pegede på tingene i montren, vi stod ved, hvor pile, sværd, spyd og
samuraitøj var udstillet.

De deltagende børn gjorde store øjne, lærte at bukke på
samuraivis, lånte et plastiksværd og lavede nogle fredelige sværdmanøvrer og
fik at vide, at ære, respekt og veltalenhed var vigtige samuraidyder. Det var
levende formidling.

Junior var svært tilfreds, men han var nu også ganske
velfornøjet med alle de andre ting, museet tilbød. Han følte sig med andre ord godt
underholdt og oplyst – også uden kedsomhedsknap.

Efterhånden er det et krav, at moderne formidling skal inddrage
tilhørerne og give dem oplevelser, som ikke blot er af kognitiv karakter. Dem,
som har fulgt de underholdende tv-udsendelser om Rane Willerslevs første tid
som direktør for Nationalmuseet, vil vide, at det er den slags formidling,
Willerslev går ind for og gerne vil have meget mere af.

Kedsomhedsknappen burde måske mere retvisende hedde
oplysnings- eller oplevelsesknappen. Kedsomhedsknap er et dårligt udtryk. Den
har som præmis, at børn keder sig, når de går på museum. Det gør de også nogle
gange, men langtfra hele tiden, f.eks. keder junior sig, når han er med på
kunstmuseum. ”Du skal altid kigge så længe på billederne, far” siger han og
sammenlignet med ham, som kan løbe Nationalmuseets samling af etnografika fra
Grønland igennem på under ti minutter, er det selvfølgelig rigtigt.

På universitetet, hvor jeg er ansat, har det længe været
velset ikke kun at forelæse. De studerende skal inddrages og aktiveres, sådan
at de ikke keder sig og zapper væk. Megen moderne forskning vil da også pege
på, at aktivering og anvendelse er vigtigt for indlæringen. Men er der en
grænse? Mad forvandles til teater, og kultur- og kunstoplevelser skal helst
være begivenheder og totaloplevelser. Pædagoger og kulturformidlere fornemmeste
opgave er at involvere og aktivere. Vi må få alt i verden ikke kede os.

For mere end 30 år siden skrev
den amerikanske kulturforsker Neil Postmann bogen Amusing Ourselves to Death. Bogen
handlede om, hvordan TV-kulturen havde erstattet den skriftbaserede kultur. TV’s
måde at formidle på lagde vægt på underholdning frem for alvor, indhold og
refleksion. Virkeligheden blev klippet op i små fragmenter. Den dominerende
TV-kultur var en metafor for resten af samfundet og dominerede nu f.eks. også politik,
religion og uddannelse. TV-kulturen fremmede ikke respekt for læring,
fordybelse og argumentation, men derimod underholdning og adspredelse.

Postmanns kulturpessimistiske
analyse var sort og hvid. På den anden side var det svært at affærdige analysen
helt, og siden har den kulturelle tendens, som Postmann identificerede, slået
yderligere rod.

Skal Willerslevs kedsomhedsknap
ses i forlængelse af Postmanns forfaldsanalyse? Foreløbig vælger jeg, bl.a. med
afsæt i Juniors reaktion, at se kedsomhedsknappen som et relevant tiltag i
forsøget på at tænke formidling og oplysning i børnehøjde på nye og interessante
måder hinsides såvel skrift- som tv-kulturens kendetegn.

Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 15-01-2018

I sin nytårstale opfordrede dronning Margrethe os til at gøre noget unyttigt. “Prøv at gøre noget, der ikke er nødvendigt, noget der ikke er behov for, noget unyttigt!” sagde majestæten blandt andet.

Hvorfor har dronningen dog fået den idé? Måske fordi vi har indrettet et samfund, som i alt for høj grad prioriterer og belønner det nyttige. Vi skal i en tidlig alder lægge uddannelsesplaner, vælge ungdomsuddannelse og senere videre uddannelse. Vi skal blive hurtigt færdige, og det er forbudt at vælge om, hvis man fortryder sit uddannelsesvalg, fordi man måske har fået et andet perspektiv på sig selv og sin fremtid. Den lige vej er blevet den eneste vej. Måske derfor drager stadig flere unge på efterskole og højskole.

Den kontinuerlige konkurrence og nyttiggørelse af alle samfundets små og store områder bidrager til at installere et bestemt blik på samfundet. Samfundet som en økonomisk maskine.

Som samfundsindivider skal vi være produktive så længe som muligt. Børn skal hurtigt møde tal og bogstaver, ja, et af regeringspartierne mener ligefrem, at man passende kan dumpe eleverne i 0. klasse, hvis deres danskniveau ikke er acceptabelt. I den anden ende rykkes pensionsalderen opad. Det er økonomerne, der dikterer, hvad der bedst kan betale sig. Det rationelle og kalkulerende menneske, eller det opportunistiske menneske, dominerer samtiden, sådan som Ove Kaj Pedersen har beskrevet det i sin bog om konkurrencesamfundet.

Vi måler, benchmarker, laver ranglister og stræber efter høje placeringer i Pisa og BNP. Det gode liv er blevet synonymt med verdensklasseplaceringer. Den kontinuerlige konkurrence og nyttiggørelse af alle samfundets små og store områder bidrager til at installere et bestemt blik på samfundet. Samfundet som en økonomisk maskine. Det er et autoritativt blik, vi som samfundsindivider overtager, selv om vi måske ikke er bevidste om det.

I kunsten eller naturen møder vi det unyttige. I udgangspunktet skal en kunst- eller naturoplevelse ikke bruges til noget, men den rummer en anden værdi end nytteværdi. Nemlig herligheds- eller oplevelsesværdi, ja, nogle gange ligefrem erkendelsesværdi. Det er tale om æstetiske og sanselige oplevelser, som i bedste fald kan stimulere vores fantasi, gøre os klogere og åbne verden for andre perspektiver end nytteværdiens blik.

I en nylig udkommet bog taler digteren Søren Ulrik Thomsen i et interview om, at vi altid lever vores liv på to etager. Parafraserende kan man hævde, at vi på den ene etage tager udgangspunkt i det aktuelle, det nyttige og det relevante. I den anden etage stiller vi de spørgsmål, som er af mere eksistentiel og tidløs karakter, og som mennesker før os også har kæmpet med: Hvem er jeg, hvor kommer jeg fra, hvor skal jeg hen. Hvordan kan vi blive den bedste udgave af os selv, sådan som den nyligt afdøde multikunstner Peter Bastian taler om i interviewbogen “Altid allerede elsket”, hvor Tor Nørretranders interviewer ham om hans livsfilosofi i ugerne inden hans død.

Dronningen appellerer til, at vi som samfund og individer husker at gå en etage op, sådan at vi formår at løfte os selv og hinanden op i forsøget på at blive den bedste udgave af os selv. Det unyttige er måske slet ikke så unyttigt endda.

Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 9.10-2017

Ligesom resten af Danmark bugner Odense af nye restauranter
og madinitiativer. Snart åbner Arkadens Food Market, og det er kun få uger
siden, at Storms Pakhus slog portene op. For bare 5-10 år siden var det ret
overskueligt, hvad der fandtes af gode kvalitetsspisesteder i Odense og omegn.
Nu skyder der kontinuerligt nye interessante steder op, der kæler for den
kræsne forbrugers gane.

Hr. og fru Danmark går da også ud og spiser som aldrig før,
og det er ikke længere grillbaren eller pølsevognen, de frekventerer. Vi vil
have kvalitet og spændende og unikke madoplevelser.

Der er tale om en demokratisering af madkulturen. At spise
på Michelin-lignende restauranter er ikke længere kun forbeholdt en lille
udvalgt gruppe, som har pengepungen og de finere smagskulturelle præferencer i
orden. Gourmetmad er næsten blevet et folkeligt fænomen.

Baggrunden for det er blandt andet en generel velfærds- og
velstandsstigning. Vi spiser ikke kun for at blive mætte. Det er ikke længere vigtigt,
om portionerne er store eller bøffen dækker hele tallerkenen. Mange af os har i
forvejen alt for meget. Det handler ikke om kvantitet, men om kvalitet og
raffinerede smagsoplevelser.

Det nye nordiske køkken er en fantastisk historie, som har
fungeret som en murbrækker for denne udvikling. Vi spiser ikke bare knastør
gran eller rensdyrlav, men forbinder os med en historie om nordisk renhed,
respekt for naturen og historien samt det gode liv.

Maden er med andre ord blevet æstetiseret. Vi spiser
oplevelser og historier. Mest udtalt er det selvfølgelig, når mad bliver til
teater som f.eks. under H.C. Andersen festivalen. Mad inspireret af H.C.
Andersens eventyr tvistes med skuespil og stimulering af alle sanser. En
totaloplevelse hvor lokale og nationale stjernekokke sørger for madens unikke
signatur.

I det hele taget er kokke blevet vor tids pop- og
rockstjerner, der omskaber mad til kunst. Før var denne eksklusivitet og
originalitet forbeholdt arkitekter, designere og kunstnere. Nu er kendte kokke feterede
generaler, hvis stjernestatus kan aflæses på de hvide uniformer, som er broderet
med de eftertragtede michelinstjerner og mesterskabstitler. Kokkens kulturelle
opstigning gør, at kokke ikke bare laver mad, men også bedriver folkeoplysning.
Ja, nogen gange endda politik som hipsterkokken Nikolaj Kirk, der egenhændigt
hindrede Københavns overborgmester i at opføre billige boliger på Amager
Fælled, fordi den spidssnuede frø var truet. Engang formåede kunstnere og
intellektuelle at starte en politisk bevægelse, nu formår kendte tv-kokke at
gøre det samme med Facebook som våben.

Dertil kommer globaliseringen. Vi rejser ud og smager og
oplever, og eksotisk og anderledes mad rejser ind i vore byer og ned i vores maver.
I midten af 80’erne var jeg i USA for første gang og boede hos en amerikaner,
som hentede pizza til aftensmad. Det kunne imponere en ung fynbo, som var
fløjet ind med fire-flyet. I begyndelsen af 90’erne var jeg igen i USA og
smagte sushi for første gang, rå fisk! Jeg rystede på hovedet, men måtte snart overgive
mig.

Demokratisering, æstetisering, heroisk persondyrkelse og
globalisering er væsentlige forklaringer på den kulinariske revolution, vi
oplever i disse år. Velbekomme.

Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 27/3-2017

Jeg indrømmer, at det er et lidt morbidt tema, som
ligger til grund for denne Antenne,
nemlig døden, og nærmere bestemt hvordan døden er blevet behandlet i nyere
dansk digtning og litteratur. Men
pludselig gik det op for mig, at jeg inden for et halvt års tid havde læst adskillige
digtsamlinger, der behandlede lige præcis
det tema, og da jeg tænkte nærmere over det, sprang andre bøger med samme
tema uden varsel ud af bogreolen. Er det tilfældigt? Har det noget med alderen
at gøre? Eller skrives der bare mere litteratur om døden?

Det interessante, hvis man ellers finder døden
interessant, er, at temaet behandles forskelligt. Man kan med andre ord blive
klogere på døden ved at læse om den.

En af de ældre digtsamlinger, som sprang ud af
reolen, var Søren Ulrik Thomsen Rystet
Spejl. I Rystet spejl forsøger
Søren Ulrik Thomsen midtvejs i livet at komme overens med sin egen dødelighed.
Der løber en form for melankoli gennem bogen. Coverets blå farve på den
sølvfarvede firkant, som nærmest er klistret fast på det sorte bogomslag,
illustrerer udmærket bogens tone, men også forbindelsen tilbage i tiden: De
seneste 10 år gik dobbelt så hurtigt som tiåret før/og nu blomstrer de sorte
roser i sneen.

Den livskloge 90 årige Knud Sørensen udgav i sommers
digtsamlingen med den dobbelttydige titel Mere
endnu. Nu er der jo ikke mange, der ved, hvor gamle de bliver, men når man
har passeret de 90 år, så er man selvfølgelig, undskyld udtrykket, dødeligt
bevidst om, at livet nærmer sig sin afslutning. Knud Sørensen iagttager naturen
og bruger den som afsæt for sine poetiske, lidt tørre, men kloge iagttagelser
om døden, jf. f.eks.: to ældede træer/holder hinanden i kvistene/velvidende/at
mørket er på vej.

Et helt andet omdrejningspunkt har digteren Rolf
Sparre Johansson, som er en ung mand omkring de 30. Langdigtet Begravelse handler om morens død. I et
talesprogsagtige formuleringer, og med mange gentagelser, registreres sorgen og
de oplevelser, døden giver anledning til.

Klaus Lynggård læste for nylig op på festivalen
Odense Lyrik. I bogen Personfølsomme
oplysninger gengiver forfatteren sine erfaringer med kræft, som han blev
helbredt for. Teksterne er hastigt noteret ned på iPhone, imens Lynggaard
modtog kemobehandling, og fremstår præcise, præget af angst, desperation og
humor: ”Vi har fundet en tumor i din højre lunge,” siger lægen glad. ”En
ordentlig én. Hvad siger du så?”

Marie Gerhardt døde for nylig i en alt for ung
alder, men nåede umiddelbart inden sin død at udgive punktromanen Transfervindue. I bogen er det
fortællende jeg bevidst om, at hun er dødelig syg. De stærke og billedrige
tekster handler om, at livet nærmer sig sin afslutning. Flere steder dominerer
en naiv og nærmest galgenhumoristisk tone. Som det hedder et sted, hvor
synsvinklen er placeret hos jeg’ets barn: Min mor har verdens farligste sygdom. Hun
kan dø af det. Hun går rundt hele dagen i underbukser.

Man kan blive klogere på døden ved at læse om den,
men man kan også blive klogere på livet

Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 3/7-2017

Børn og unges medievaner ændrer sig. For nylig blev
kulturministeren flittigt fotograferet i selskab med en sjette klasse fra
Haderslev i forbindelse med, at hun er på Danmarks turne, hvor hun forsøger at
danne sig et overblik over danskernes medieforbrug. Møderne er en del af
forberedelserne til de politiske forhandlinger, som skal munde ud i et nyt
medieforlig i 2019. Det overraskede tilsyneladende kulturministeren, at kun en
procent af børnene havde DR blandt de tre mest foretrukne medier, mens f.eks.
Snapchat toppede børnenes favoritliste. Sjette klassen fra Haderslev er næppe
helt atypisk. Børn og unge har grundlæggende et andet medieforbrug end resten
af befolkningen. Deres foretrukne medier er de sociale medier, og de
frekventerer i mindre og mindre grad DR’s tv-kanaler. Det gælder i særlig grad
de lidt større børn.

Tiden hvor familien i samlet trop sad rundt om kakkelbordet
og hyggede sig med skærekage og så på den femte væg, som forfatteren Bo Green
Jensen engang kaldte tv’et, kommer ikke igen. Da jeg var barn, sad vi trofast
og fulgte med En verden i Krig,
Hammerichs Danmarkskrønike, Jaques Cousteau’s undersøiske verden og Upstairs and Downstairs. I slutningen af
80’erne kom TV 2 og diverse satellitkanaler til, og inden længe var normen ikke
længere kun en kanal eller et tv pr. hjem.

Det kan godt være, at X-faktor, Melodi Grand Prix og håndbolddrengene
kan samle nationen, men ellers er familiens medieforbrug spredt for alle vinde.
Mor sidder og ser Netflix på computeren, junior er travlt optaget af Minecraft,
mens storesøster følger de aktuelle you-tuberes præsentationer og videoer
samtidig med, at meddelelser fra de sociale medier regelmæssigt tikker ind. Jeg
har mistet min familie til en iPad, som forfatteren Knud Romer for nylig
formulerede det i en radio-udsendelse. Mon ikke der er mange, der ind imellem
har den oplevelse.

I øjeblikket foregår der en livlig debat om de digitale
mediers omkostninger. Måske hindrer de dybdelæring, udbreder fake news og gør,
at vi forsvinder i hver vores lille boble, hvor algoritmerne bekræfter os i
allerede eksisterende synspunkter og meningsfæller.

Skal vi være kede af det? Min generation, som har oplevet
fællesskabet rundt om kakkelbordet med skærekage og fælles tv, savner det jo
nok lidt. Forgæves forsøger vi at motivere familiens børn og unge til at samles
om Matador lørdag aften.

Sæderne skifter og ligesom der i vores bedsteforældres tid
var alsang i forsamlingshuset og i vores forældres tid ø-lejr og fælles møder, må
vi affinde os med, at fællesskabet ikke nødvendigvis findes rundt om tv’et som i
vores barndom. Nye
familie-fællesskabsaktiviteter og ritualer må udvikles. Vi må erkende, at det
var en historisk parentes, at tv-mediet en overgang fungerede som hele familien
Danmarks fælles medie for oplysning, demokratisk samtale og underholdning. Den
tid kommer ikke tilbage, hvilket bl.a. betyder, at samfundets bærende
institutioner, f.eks. skole- og uddannelsesinstitutioner, får en stadig mere
væsentlig rolle som afsæt for formidling af fælles oplysning og
sammenhængskraft, ligesom den enkelte familie skal opfinde nye måder at være
sammen på, nu flow-tv ikke længere udgør familiens centrale oplysnings- og
underholdningsleverandør.

Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 15/5-2017

Odense bruger mange midler på kultur, men bruger de dem også
altid rigtigt? Senest har Odense kommune ekstraordinært brugt 4,5 millioner
kroner i forbindelse med åbningen af musikhuset Odeon, bl.a. på grund af
skuffende billetindtægter. Det er åbenbart ikke så nemt at lokke fynboer ind og
se ældre popstjerner, som f.eks. Melanie C, hvis karriere kommercielt toppede
som medlem af gruppen Spice Girls, dengang tilbage i slutningen af 90’erne, da
Spice Girls kørte på repeat på de fleste pigeværelsers CD-afspillere.

Det er ikke den eneste gang, at Odense kommune har punget
midler ud på spektakulære kulturelle koncertbegivenheder. F.eks. gav Odense
kommune et tilskud på cirka 1.000 kroner pr. billet, da Poul Simon og Sting for
et par år siden lagde vejen forbi Arena Fyn. Det var også en fremragende
koncert, og jeg ville også godt have betalt lidt mere for min billet, end de
400-500 kroner, den vist kostede, men nok ikke yderligere 1.000 kroner.

Jeg indrømmer, at jeg er lidt gammeldags, og måske ikke helt
er ankommet til den kommunale kulturvirkelighed anno 2017, men jeg kan ikke
lade være med at tænke på, hvad byens fastboende kulturaktører og
kulturinstitutioner kunne have fået ud af de mange millioner. F.eks. var vi
vidne til, at mange af byens kulturinstitutioner fik færre midler i forbindelse
med det seneste budgetforlig, ligesom der er såkaldt færre frie midler til
rådighed. Dvs. kulturelle midler som løbende kan søges.

Odense skal forsøge finde sin plads i en global og mere
foranderlig verden. Det har blandt andet medført en satsning på store kommunalt
støttede arrangementer, som f.eks. Tinderbox, H.C. Andersen Festivalen, en
lokal udgave af Distortion ved navn Karrusel og bygningen af et supermoderne
musikhus som Odeon. Byen er i gang med en bekostelig, men måske nødvendigt
make-over.

Det er klart, at kulturen ikke længere har nok i
græsrodsfestivaller i Munke Mose, alternativ rock på Badstuen, lidt politisk
teater hos Banden og store solide historisk forankrede institutioner som Odense
Symfoniorkester, Odense Teater og et velforgrenet biblioteksnetværk, sådan som
det kulturelle Odense-landkort lidt karikkeret så ud for 30 år siden. En
moderne kulturpolitik må også tænke i, at kultur skal have et økonomisk og
synligt pr-mæssigt potentiale.

Odense skal forsøge forandre sig i en stadig mere global
verden, hvor der kæmpes hårdt om opmærksomhed, arbejdspladser, skattestærke
borgere og turister. Udfordringen er at balancere mellem hensynet til lokalt
forankrede erfaringer, nye og eksperimenterede vækstlagsprægede tiltag, og så
mere spektakulære arrangementer, som de ovennævnte.

Hvis vi glemmer den lokale del, så risikerer kultur at blive
for dem, der tror, at billeder i medierne, underholdning, tiltrækning af
turister, gode skatteborgere og kortvarig opmærksomhed er det væsentligste
formål med kultur. Kulturpolitik kan imidlertid ikke blot handle om
underholdning og økonomisk vækst, men må have et bredere samfunds- og
velfærdsmæssigt sigte, der f.eks. retter sig mod udvikling af oplysning,
refleksion, sociale og kulturelle erfaringer samt mod at stimere fantasi og
kreativitet.

Kulturpolitik bør ikke blot et være middel, men må udgøre et
mål i sig selv. Også i Odense.

Interview

Odenses brug af H.C. Andersen er et underliggende tema i en ny humoristisk krimi, der foregår i Odense. Forfatteren bag har personligt nået kvalmegrænsen i byens brug af sit berømte bysbarn.

Bøger: Mens Odense er ved at varme op til sit årlige julemarked i H.C. Andersen-kvarteret, dukker to ukendte manuskripter af H.C. Andersen sensationelt op på et fynsk gods. Kort efter bliver en kendt H.C. Andersen-professor myrdet samtidig med, at byens borgmester har besøg af en kinesisk forretningsmand, der vil finansiere en H.C. Andersen-park – vel og mærke hvis Odense vil skifte navn til Hans Christian Andersen City.

Virkeligheden er tæt på fiktionen i lektor og forfatter Finn Wiedemanns nyeste roman, der hedder “H. C. Andersen-mordene”. Således optræder også en Torsten Isaksen i spidsen for en H.C. Andersen-parade. I virkelighedens verden hedder han Torben Iversen. Og også inspirationen til bogens borgmester og professor er genkendelig.

– Jeg ringede til Torben Iversen på forhånd og advarede ham – lettere stammende, fortæller Finn Wiedemann og smiler.

– Men han sagde blot: “Nej, hvor morsomt”.

– Jeg er heller ikke ude efter nogen personligt. Personerne er symboler. Jeg har først og fremmest villet skrive en spændende og humoristisk historie, hvor udgangspunktet er lokalt. Jeg har ikke nødvendigvis et entydigt budskab, siger han.

– Jeg er heller ikke ude efter nogen personligt. Personerne er symboler. Jeg har først og fremmest villet skrive en spændende og humoristisk historie, hvor udgangspunktet er lokalt. Jeg har ikke nødvendigvis et entydigt budskab, siger han.

Bogens væsentligste udgangspunkt er tivoliseringen af Odenses berømte bysbarn H.C. Andersen.

– For os, der bor her, er Andersen både vores håb og mulighed, men også vores forbandelse. Man skal være komplet fantasiløs for ikke at bruge ham i markedsføringssammenhæng, men faren er, at han bliver tivoliseret. Der skal være en balance, men den er tippet. Personligt har jeg nået kvalmegrænsen, siger Finn Wiedemann.

Om H.C. Andersen Festivals siger han, at han ikke har en færdig holdning. At det på den ene side er fint, at der er noget for enhver smag, og at byens befolkning inddrages, men at festivalens insisteren på at omfatte alle begivenheder i perioden – som eksempelvis Spoken Word – ikke er nogen ubetinget succes, fordi mange tiltag drukner i bestræbelserne på en fælles kulmination.

Men H.C. Andersen bruges også i mange andre sammenhænge.

– Så er der også H.C. Andersen-prisen, hans nedlagte fodspor i gaderne og navngivningen af lufthavnen til Hans Christian Andersen Airport. Man bliver konstant konfronteret med Andersens kontrafej, konstaterer Finn Wiedemann.

– Man må her i Odense hele tiden stille sig selv spørgsmålet: “Hvornår falder vi i gryden”? Vil vi ende som Salzburg, hvor Mozart er i Mozartkuglerne – ja overalt?

Hvorfor er det forkert?

– Det er forkert i forhold til H.C. Andersens forfatterskab. Han er så meget mere end eventyrene, men det er hele tiden eventyrene, der fokuseres på. Han forfatterskab bestod af så meget mere. Han skrev for eksempel også romaner og rejseskildringer, og man risikerer, at hans magi og poesi drukner, og at byens ånd og selvforståelse bliver flad, siger Finn Wiedemann og kalder “tivoliseringen for forholdsvis ny”.

– Det begyndte med det store jubilæum i 2005, hvor vi fejrede H.C. Andersens 200 års-fødselsdag, siger Finn Wiedemann.

Med kant og humor

Finn Wiedemann har før brugt humor i sine romaner. Blandt andet i romanen “I grunden har vi det jo godt”. Det er et virkemiddel, han holder af at bruge og føler sig tilpas med. Hans store inspiration er Hans Scherfig.

Det er ikke kun brugen af H.C. Andersen, han med kant og humor kommenterer med sin roman. Også miljøet på universitet med jalousi forskerne imellem, besparelser og konstante omlægninger beskrives humoristisk med bund i virkeligheden.

– I mit arbejdsliv som studieleder på Syddanske Universitet og i min forskning arbejder jeg med offentlig ledelse, og der er en generel tendens til, at mange ansatte har svært ved at genkende sig selv i en virkelighed, der er præget af uendelige forandringer. Mange har svært ved at holde fast i deres kerneydelser, og der opstår en fremmedgjorthed, der fører til pragmatisme og kynisme, fortæller han.

Disse følelser planter han i sine hovedpersoner, der derfor heller ikke tager Odenses mange vejomlægninger og nybyggerier med perlende humør.

– De mange forandringer og nye tiltag er med til at signalere dynamik og udvikling i en by, der ikke fik gevinst af Storebæltsbroen, og også efter finanskrisen var her en mistrøstig stemning. Men der er en del borgere, der ikke kan identificere sig med udviklingen, for det er ikke lykkedes at skabe en fælles fortælling. Vi skal leve med byggerod i mange år – man kunne have ønsket sig rettidig omhu, frem for at det hele blev kastet op i luften på én gang, siger Finn Wiedemann

Finn Wiedemann: “H.C. Andersen-mordene”, 252 sider, udkommet på Odense-forlaget Historia

Finn Wiedemann Født 1964 i Munkebo, bosiddende i Odense Cand.mag i dansk og kulturstudier, ph.d. i kulturanalyse. Lektor og studieleder ved Syddansk Universitet.

Har skrevet seks skønlitterære bøger – herunder også børne-og ungdomsbøger.

Medarrangør af Odense Lyrikfestival.

Klummeskribent i denne avis.

Bor sammen med Kirsten Zeuthen, far til tre børn på 27, 16 og 7 år.

“Andersen kan bruges til hvad som helst. Det kan godt være, at han er et positivt brand, og at byen kan bruge ham, når den skal sælge sig selv over for tilflyttere, turister og investorer, men til sidst så bliver han slidt ned som et gammelt fotografi, som har gået fra hånd til hånd, så man til sidst ikke længere kan se, hvad det forestiller. Andersen er blevet et stykke indpakningspapir, vi pakker alle varer ind i. Fisk, festivaler og småkager. Han bliver en troløs skøge, som alle mulige går i seng med så billigt som muligt. Til sidst bliver han ligegyldig og uden værdi. Folk kaster op, når de ser hans kontrafej, frem for at det giver dem lyst til at læse hans bøger og eventyr”. (uddrag fra bogen, som du kan se og høre Finn Wiedemann læse op her)

Christian Aabro:
Koncepter i pædagogisk arbejde. Hans Reitzels Forlag. 2016.

Bogen Koncepter i pædagogisk arbejde
undersøger den tendens hen imod brugen af koncepter i pædagogisk arbejde, vi
gennem de seneste år har kunnet iagttage inden for det pædagogiske område.
Bogen har særlig fokus på brugen af koncepter inden for dagtilbudsområdet, men
det som er kendetegnende for en række af de koncepter, bogen beskæftiger sig
med, er, at de er udviklet inden for skoleverdenen, og for nogen af
koncepternes vedkommende i højere grad bruges der.

Bogen forholder sig
analytisk til i alt seks forskellige koncepter, f.eks. Tras, Krab, Pals og
LP-modellen. Bemærker de mange forkortelser. Forkortelserne giver nok en forståelse
for dem, som er bekendt med koncepterne, mens de uindviede pænt må give
fortabt.

Det empiriske afsæt er
en undersøgelse af, hvilke koncepter som bruges rundt omkring i landets
kommuner. Hermed giver undersøgelsen et godt overblik over koncepternes
udbredelse. Det mest udbredte koncept viste sig at være TRAS (sprogværtøj). 61 kommuner ud af
98 kommuner bruger dette.

De forskellige
koncepter bliver undersøgt med afsæt i enslydende analytiske kategorier, f.eks.
spørgsmålet om oprindelse, metoder, teorigrundlag, kvalificering af brugerne
f.eks. gennem uddannelse samt danske undersøgelser af koncepternes mulige effekt
og evidens.

Afslutningsvis konkluderes
der på undersøgelsen. De seks undersøgte koncepter kan siges at have en del
fællestræk. Noget af det, som er karakteristisk, er et eklektisk teorigrundlag.
De fleste af koncepterne påberåber sig teoretisk inspiration fra dele af psykologien,
læringsteori og i nogle tilfælde filosofi. Videnskabsteoretisk er der ofte tale
om en form for socialkonstruktivisme, om end der også kan i enkelte tilfælde
kan spores inspiration fra behaviorismen, f.eks. Pals-konceptet. Et andet
fællestræk er, at teorierne har spredt sig fra en kontekst til en anden. Ofte
fra en skole- til en dagtilbudskontekst, ligesom mange af dem er af amerikansk
eller norsk oprindelse. Der er tillige tale om, at et esoterisk evidensbegreb
ligger til grund, hvor evidens i visse af koncepter fortolkes frit og rummeligt.
Aabro taler om, at flere af koncepterne er karakteriseret ved et intentionelt
aspekt. Brugerne har en tiltro til, at der virker, men ofte mangler der
dokumentation for, at det er tilfældet. Et andet markant træk er, at der ofte
er knyttet en eller anden form for kommerciel interesse til koncepterne.
Bestemte uddannelsesinstitutioner eller licenshaverne, som har en kommerciel
interesse i konceptet, står som udbydere og uddannere af koncepterne.

I indledningen til
bogen diskuteres baggrunden for den stigende konceptgørelse af pædagogikken.
Der fremsættes to hypoteser. Udbredelse fortolkes i sammenhæng med 1) et
forstærket teknokratisk gennemlysningskrav og 2) et pædagogisk refleksivitetskrav.
Koncepterne er transperante, man kan se, hvad man får for pengene. De er tale
om systematisk beskrevne metoder og indsatsområder, ligesom der påberåbes en
form for evidens. Endelig retter koncepterne sig mod bestemte målgrupper,
institutionstyper og alderstrin.

Afslutningsvis rejses
spørgsmålene om, hvad udbredelsen af konceptpædagogikken betyder for pædagoguddannelsen
og for pædagogernes professionsfaglighed. Der argumenteres for, at det kan
giver mulighed for at arbejde med systematisk med pædagogisk arbejde, ligesom
det kan give pædagogerne en højere status, fordi de nemmere kan henvise til,
hvad de gør. Endelig diskuteres de mulige negative konsekvenser; hvem har
truffet valget om at benytte koncepterne?, bliver der mindre plads til den
pædagogiske dømmekraft? og til at tilpasse koncepterne til konteksten?, og at
der en risiko for, at der tages mindre hensyn til børnene?

Koncepter er i deres
udgangspunkt kontekstløse. Det er både deres fordel og ulempe. Koncepter svarer
på forskellige aktuelle udfordringer, som institutioner og samfund står for.
Aabro har gennemført en interessant, empirinær og grundig analyse af den
stigende konceptgørelse af pædagogikken. Det ville være interessant at se en
tilsvarende analyse med særlig fokus på skolen eller det sociale område. Skolen
benytter sig dog af en række af de samme metoder, som Aabro beskæftiger sig med,
så der er givetvis et stort overlap. Endelig ville det også have været interessant,
hvis Aabro havde vovet mere i forhold til at diskutere konsekvenserne af denne
udvikling, ligesom en yderligere diskussion af, hvorfor vi i øjeblikket er
vidne til massiv konceptgørelse af pædagogikken kunne være velgørende.

Konceptpædagogikken er blandt andet en konsekvens af globaliseringen, hvor
stadig flere internationale koncepter og styringsværktøjer vinder indpas.
Konceptpædagogikken gør samtidig op med den kontingens, som naturligt præger
det pædagogiske område. Når uddannelse skal bidrage til det internationale
symbolske våbenkapløb, efterspørger politikere, planlæggere og administratorer
metoder og værktøjer, som intenderer nemme resultater og sikre løsninger på de
udfordringer, vi står overfor. Det kan konceptpædagogikken i mange tilfælde tilbyde – i hvert fald på det retoriske plan, på realplanet er billedet lidt mere broget og krøllet.

Klumme fra Fyens Stiftstidende d.5/2-2017

De fleste, der som undertegnede har børn i skolealderen, har
næppe kunnet undgå, at bemærke den store interesse, især drenge, har for at
spille spil på iPad, computer eller forskellige spilkonsoller. Når man er
vokset op med Pac-Man, Ormen og andre dinosauruslignende spil, så er der langt
til spil som Minecraft, ROBLOX og de fiktive universer, som især mindre børn, virtuost
bevæger sig rundt i.

For mange er spil stadig en slags underlødig kultur, som forældre
og velmenende voksne forsøger at beskytte deres børn imod. Der må ikke spilles
om søndagen eller der indføres spilletid, som nøje registreres og overvåges via
æggeure og stopure. I forlængelse af dette kan det bemærkes, at voksne altid har
været bekymrede for børns kulturvaner. I 50erne var det tegneserier, senere overdreven
tvkiggeri og voldelige videofilm og endnu senere computerspil og mobiltelefoner.
Måske hjælper det lidt nu, hvor medierne er fulde af historier om unge mænd,
der bliver millionærer af at spille Counter-Strike og FIFA. Professionelt
sponsorerede hold og turneringer med milliongevinster er blevet en del af
hverdagen. Hvis man kan tjene på skidtet, så kan selv de voksne nok forstå, at
der ikke kun er tale om pjank og unyttigt tidsfordriv.

Hvad er det da, der fascinerer især børn? Ifølge forskere
kan spil skabe dyb tilfredsstillelse hos den, der spiller, når forskellige
kriterier er opfyldt. Spil opleves mest succesfulde og engagerede, når spillerne
udvikler deres kompetencer, dvs. når spillerne bliver i stand til at klare nye
udfordringer og opgaver. Man løser en gåde eller besejrer fjenden. Der skal
være balance mellem spillets sværhedsgrad og spillerens kompetencer. Er det for
nemt, keder man sig, er det for svært, frustreres man. Et andet behov, der skal
opfyldes, er, at spillerne skal have forskellige valgmuligheder og kan opnå effekt
på f.eks. resultat og udfald. Man handler, er medskaber og oplever autonomi. Det
tredje behov handler om meningsfuldhed og om, at man har betydning for andre.
Spilleren har indvirkning på det, som sker og er f.eks. med til skabe, udvikle
og afvikle spillets karakterer.

I forhold til børn er især autonomi-delen vigtig. Ofte kan
børn opleve en hverdag med fravær af autonomi, hvor forældre, skoler og
institutioner rammesætter hverdagen og stiller krav om, hvornår, hvor og
hvordan opgaver og aktiviteter skal udføres. Selv om man kan diskutere omfanget
af denne rammesætning, er det en del af socialiseringen eller civiliseringen,
at vi guider, henviser og tilretteviser børn. I spillene er det børnene, som
bestemmer og qua deres kompetencer opbygger og udvikler fiktive verdener.
Endelig indeholder spil et element af sjov og leg, som er drivkraften for mange
af de aktiviteter, vi foretager os her i livet. Spillet er ikke noget i sig
selv, det er igennem det, vi gør ved det, det får betydning. Spil er midler til
leg, hvad enten man spiller alene eller sammen med andre og f.eks. udveksler
tricks og tips.

Skal vi være bekymrede over børns enorme spillelyst? Måske.
Først og fremmest skal vi dog prøve at forstå den fascination, som udgår fra de
nye spil.

Børnekulturforsker Flemming Mouritzens samlede produktion kan nu læses i nyudgivelsen “Mouritzens metode”.

Børn skal udvikles og opdrages, sådan at de kan blive
voksne. I virkeligheden er børn blot ufuldstændige voksne, som mangler det, vi
andre har. Historisk set har det udgjort det dominerende syn på børn. Dette
børnesyn udkonkurreres fra slutningen af 60erne af et mere antropologisk syn på
børn og børns kultur. Børn er mennesker i deres egen ret, hvis kultur og
kulturforbrug kan ses som en selvstændig og udviklende aktivitet. I nutiden er
det antropologiske syn på børn på ny blevet udfordret af det pædagogiske mangelsyn,
hvor der er fokus på, at børn tidligt skal indlære færdigheder. De skal måles
og vejes, sådan at de hurtigt kan blive
indplaceret på Pisa-lister, imens de får hjælp til at overveje deres fremtid og
eventuelle uddannelses- og erhvervsvalg. Barndommen er igen blevet en alvorlig
affære.

Børn er imidlertid også noget i deres egen ret, de har endda
deres egen kultur. En af dem som forfægtede det synspunkt, og som gennem sin forskning
undersøgte barnets særlige verden, var børnekulturforskeren Flemming Mouritzen,
som i mange år var ansat på Syddansk Universitet. Nu her cirka et års tid efter
hans død, er bogen: Mouritsens metode,
udkommet. I to store bind på i alt 1200 sider gengives Mouritsens samlede
produktion fra begyndelsen af 70erne og frem til hans død. Hertil kommer anedoter
og uddrag af de mange timers interview, som redaktørerne Herdis Toft og Karin
Esmann Knudsen gennemførte med Flemming Mouritsen fra perioden 2008-2012.

Bogen er også en beskrivelse af en historisk udvikling, hvor
studiet af børnelitteratur og børnekultur fra begyndelsen af 70erne langsomt
bliver til som et selvstændigt forskningsområde med egne tidskrifter,
konferencer og uddannelse. Baggrunden var blandt andet det institutionelle og
forskningsmæssige nybrud, som skete fra slutningen af 60erne, f.eks. det åbne
tekstbegreb, som åbnede forskningen for andet og mere end klassisk litteratur
og sprog. I stedet skulle der forskes i hverdagens tekster. Som en anden
antropolog drog Mouritsens i felten med kassettebåndoptageren for at optage
børns dialog og lege og indsamle børnekulturelle genstande, som kunne bidrage
til en forståelse af børns særlige verden.

Mouritsen blev især kendt fra sin definition af børns
kultur, som siden har udgjort omdrejningspunktet for mange opgaver på
pædagoguddannelser og universiteter.
Mouritsen opdeler børns kultur i tre områder; kultur for, med og af
børn. Historisk har man kunnet tale om en dannelsesorienteret kultur og en
kommerciel kultur for børn. I dag er de to kulturformer i nogen grad gledet
sammen. Man kan desuden tale om kultur med børn, hvor børn og voksne laver
aktiviteter sammen. Endelig kan man tale om børns egen kultur eller legekultur,
som f.eks. består af lege, rim og remser. Der er ikke blot tale om pjank eller
et forstadie til voksenlivet, men derimod en æstetisk orienteret kultur, hvor
børn er hovedpersoner. Børnekulturen danner
et særligt univers, som er forskelligt fra f.eks. unge og voksne, og som læres
videre til nye børn.

Bogudgivelsen Mouritsens
metode kan minde os, at det antropologiske syn på børn er værd at holde
fast i en tid, hvor det pædagogiske mangelsyn vinder frem.

Kulturklumme fra Fyens Stiftstidende d. 28/10

Efterårsferien er læsetid, og hvis man har mindre børn, er
det en god anledning til at læse højt. Især i år hvor vejret mest har været til
indendørsaktiviteter, har der været rig lejlighed til at trække bøger ud af enten
reolen, biblioteket eller boghandlerens hylder.

Hjemme hos os blev Ole Lund Kierkegaard bl.a. trukket ud af
reolen. Det er snart 50 år siden, at Ole Lund Kierkegaard debuterede med
fortællingen om Lille Virgil. Senere blev det til otte bøger, inden han døde i
en alt for ung alder, blot 38 år gammel.

Holder Lille Virgil så, efter næsten 50 år? At dømme efter
den mindstes latter, ser det ud til at være tilfældet. Vi er nok i et fortidigt
landsbymiljø befolket af handlende, en skolelærer og landevejens farende
svende. Fortællingens miljø er således langt fra Villads fra Valbys mere
nutidige og realistiske univers. Lille Virgil er dog en dreng, der ligesom
Villads fra Valby foretager sig ting, som de fleste almindelige drenge ikke gør.
Om end Lille Virgil klart overgår Villads i hittepåsomhed og narrestreger.

Lille Virgil er fortalt episodisk og handler om drengen
Virgil og hans ven Oskar, der i modsætning til Virgil henter al sin viden fra
bøger. Den anden af Virgils venner er Carl Emil, som bor i et hus med sin far
og mor, og som blandt andet udmærker sig ved altid at sove med nattøj.

Det særlige ved Lille Virgil, og en af grundene til at den
holder i dag, er den særlige mundtlige fortællestil. Her er han f.eks. på linje
med H.C. Andersen. Et andet karakteristikum er det absurde og nonsensagtige og
de sproglige finurligheder, som især børn har flair for, hvilket viser sig helt
ned i de enkelte ord. Hvem har f.eks. hørt om Kaspers-frø eller ordet Smak-ko-dak,
det kan minde lidt om den Spunk, der optræder i Pippi Langstrømpe. Hermed er en
anden litterær tradition identificeret som forlæg for fortællingen.

Ole Lund Kierkegaard tager barnets perspektiv og skildrer
verden gennem dets oplevelser og undren over for verden og især voksenverdenen.
Det er en sympatisk og indfølende skildring, hvor fantasi, eksperimenter og leg
står stærkt. Der er sket meget på 50 år. Dengang kunne bogen læses som et opgør
med en autoritær pædagogik, som sjældent tilkendte barnet en selvstændig stemme
eller havde blik for, at det var aktør i eget liv.

I dag møder de fleste børn ikke en autoritær verden, men
derimod en institutionaliseret og overvåget verden, hvor mange børn oplever
skolehverdagen som alt for lang, sådan som undersøgelser af den seneste
folkeskolereform har peget på. Når skolen slipper, står en kommercialiseret
verden parat til at tage over sammen med forældre, som beskytter og aktiverer. I
dag er Lille Virgil igen nærværende og kan læses som en kritik af aktuelle tendenser
i samtidens børnekultur. Er der tilstrækkelig med plads og rum til, at børn på
egen hånd kan udforske verden? Fortællingen appellerer dog kun til målgruppen,
fordi den tager dens perspektiv og erfaringer alvorligt. Det er der brug for
såvel før som nu.

Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 2/9-2016

For kort tid siden afholdt kulturministeren et to dags
seminar på Rødding Højskole under overskriften ”Hvordan får vi mere kultur for
kulturkronerne”. Anledningen til mødet var, at regeringen sidste år bestemte
sig for at skære 2 % på kulturinstitutionernes drift frem til 2020. Den
foreløbige konsekvens er, at museumsudstillinger er blevet aflyst, og at der
planlægges færre forestillinger rundt omkring på landets teatre. Fyringer har
heller ikke kunnet undgås, ligesom Statens Museum for Kunst og Nationalmuseet nu
er begyndt at opkræve entre. Forud for mødet havde ministeren opfordret
deltagerne til at tage fløjlshandskerne af og gå ind i en fordomsfri debat. Ministerens
eget bud på en løsning var, at man jo bare kan hæve billetpriserne og skaffe
flere midler fra private virksomheder.

Danmark har traditionelt haft en kulturpolitik, man kunne
kalde velfærdsorienteret. Noget af det, som kendetegner denne model, er, at kunstnerisk
frihed, en bred og ikke udelukkende elitær forståelse af kultur, stor vægt på
adgang til kulturelle tilbud og kulturel regionalisering spiller en væsentligt
rolle. Den nordiske model, som man kunne kalde modellen, er desuden karakteriseret
ved, at offentlig støtte spiller en stor rolle, og der er en kritisk holdning
til markedsfunderede løsninger. Endelig
spiller armslængdeprincippet en væsentlig rolle. Dette står f.eks. i
kontrast til den franske model, som betoner det nationale, og hvor statens
rolle er at være arkitekt og dermed spille en mere direkte kulturpolitisk
rolle. Dette adskiller sig ligeledes fra f.eks. den liberale engelske og
amerikanske model. I USA spiller staten en relativt tilbagetrukken rolle, mens private
donationer og skattefritagelse finansierer en stor del af kulturen. Lande eller
regioner har således forskellige kulturpolitiske modeller, som løbende ændrer
sig.

Når Bertel Haarder argumenterer for, at kulturelle
institutioner bare kan hæve priserne eller tiltrække flere midler, lyder det
uskyldigt. Bertel Haarders forslag er imidlertid ikke uskyldig retorik, men derimod
et udtryk for et bestemt syn på kultur og kulturpolitik. Højere billetpriser
betyder, at en central værdi som lighed og lige adgang til kulturelle goder
bliver anfægtet. Vil den mor på kontanthjælp, som før hen jævnligt besøgte
Statens Museum for Kunst nu besøge museet, efter at billetprisen er 110 kr.?

Opfordringen til at skaffe flere midler fra private
virksomheder anfægter det princip, at det i den nordiske model alt overvejende
har været en statslig opgave at støtte kulturen. Vi ved alle, at den der
betaler for musikken kræver indflydelse på, hvad der spilles. Privat støtte til
kulturinstitutioner og arrangementer gives sjældent bare for sjovt, men fordi
det passer ind i virksomheders profil. De dele af kulturlivet, som opnår støtte,
er derfor de dele, som fremstår mest lækre. Kontroversielle, provokerende eller
alt for uforudsigelige initiativer står næppe øverst på erhvervslivets sponsorønskeliste.

Øget privat finansiering og større brugerfinansiering nærmer
sig en kulturpolitisk model, som kan karakteriseres som den liberale. Det er jo
ikke så underligt, når kulturministeren nu er liberal, men hvorfor så ikke bare
kalde det ved rette navn. Var Røddingmødets egentlige formål ikke snarere at
legitimere en kulturpolitik, som bevæger sig hen imod den liberale model?

Rosens skønhed Det vigtigste er ofte usynligt for øjet og for de stramt koreograferede planer, vi i stigende grad lægger for vores børn og deres fremtid

Antoine de Saint-Exupérys “Den lille prins”, som udkom på fransk for 70 år siden, og som er solgt i 200 millioner eksemplarer og dermed en af de mest solgte bøger nogensinde, er blevet filmatiseret og kan i øjeblikket ses i biografen i en computeranimeret udgave. Filmen henvender sig til børn, men den kan med fordel også ses af voksne. Filmudgaven digter videre på bogen og sætter historien ind i en nutidig ramme.

En pige bor alene sammen med sin stræbermor, som har store planer med hende, hvilket indebærer en stram synkroniseret hverdag med naturvidenskabelige studier og skemalagte aktiviteter og øvelser. Der er ikke tid til legekammerater eller andre unødvendige og upassende sysler, som kan distrahere det livsprojekt, moren har formuleret. Alt er lagt tilrette sådan, at min lille koncerndirektør, som moren kærligt kalder hende, kan komme ind på World Academy, men til optagelsesprøven bliver hun hylet ud af den, da den strenge dommerkomite spørger hende om, hvad hun kan tænke sig, når hun bliver voksen. Hun har kun forberedt sig på at blive noget, men ikke på at blive nogen.

I stedet flytter hendes mor til den rigtige adresse, hvor firkantede, velordnede og fuldautomatiserede bungalows dominerer kvarteret. Desværre viser det sig, at nabohuset, der er en gammel faldefærdig og eventyrlig rønne, er beboet af en gammel langskægget mand, der er den pilot, som i sin tid mødte Den lille prins i ørkenen, da hans fly var forulykket. Den gamle excentriske mand er ved at sætte sin gamle flyver i stand, så han kan komme den lille prins til undsætning. Langsomt drages pigen af denne særling, hvis hjem ligner en brandfælde, som hun med let skjult foragt og nysgerrighed siger første gang, hun gæster det. Huset er dog også eventyrligt rodet og rummer bl.a. eventyret om den lille prins og hans lille planet og den rejse, han i sin tid drog ud på, inden han kom til jorden. I filmen er denne fortalt med dukker og papirklip tæt på de originale billeder. Moderen forbyder pigen at besøge den gamle mand, men et frø er blevet sået.

Da den gamle mand er blevet syg, drager pigen alene af sted i den nyrenoverede røde flyver på jagt efter den lille prins fra asteroide B-612, som i mellemtiden er blevet ansat som altmuligmand i en mørk storby, og som har glemt alt om sin gamle poetiske verden. Det viser sig, at de sære beboere, som befolkede de asteroider, som den lille prins i sin tid besøgte, nu befolker storbyen, herunder forretningsmanden, hvis opgave var at tælle penge. Han er nu blevet forvandlet til en snu og grisk pengemand, som har allieret sig med moderne magtteknologi, alt imens han udnytter den lille prins.

Filmens beskrivelse af pigens hverdag og ambitiøse mor er selvfølgelig grov satire, men rapporterne om hvordan børn forbereder sig på fremtiden i f.eks. Sydkorea og Kina viser, hvordan uddannelse kan perverteres til et benhårdt konkurrencekapløb. Den naturlige evne til at udforske og lege, som hører barndommen til, forsvinder, fordi tiden i stedet bliver reserveret til øvning og terperi.

Filmen trækker de klassiske konflikter op mellem følelse og fornuft, leg og planlagt læring samt eksperimenter over for forudsigelighed, sådan som det f.eks. også kendes fra H.C. Andersens eventyrverden eller fra Astrid Lindgrens univers, hvor de voksne ofte repræsenterer det konventionelle, ideforladte og fantasiløse, mens barnet repræsenterer det modsatte. Filmen formår at fastholde den barnlige poetiske og uskyldige tone på grænsen til det sentimentale, som også præger bogen.

Det er næppe tilfældigt, at det er barnet og den gamle, der finder sammen i filmen, og som formår at danne opposition til de voksne, som har magt, og som er optaget af fremtiden, penge og forfængelighed. I den forstand mimer filmatiseringen en romantisk myte, som bliver vedligeholdt i fortællingen og kunsten, men som jævnligt finder en ny historisk anledning til at blive gentaget.

Aktuelt er anledningen konkurrencesamfundet, som bl.a. bidrager til at et andet syn på børn finder vej i disse år, hvor kravet om læring, målrettethed, dygtiggørelse og talentudvikling begynder stadig tidligere og løber som en underliggende kulturel fortælling, og som måske umærkeligt er med til at forvandle den moderne barndom. Læreplaner allerede fra vuggestuen, en tendens til øget fokus på målstyring og opprioritering af de naturvidenskabelige fag i store dele af uddannelsesverdenen viser, at barndommen er blevet en alvorlig affære, som kræver tidlig og kontinuerlig planlægning og styring.

Det er godt at bruge hovedet, men hvis man skal lære at se med hjertet, som er budskabet i filmen, kræver det, at man også beskæftiger sig med det unyttige, det som har æstetisk eller sanselig værdi, f.eks. en roses skønhed eller en solnedgang. Det vigtigste er ofte usynligt for øjet eller for de stramt koreograferede planer, vi i stigende grad lægger for vores børn og deres fremtid.

Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 20/5.

For et stykke tid siden deltog jeg i et debatprogram i
radioen, hvor jeg argumenterede for, at politikere i for ringe grad beskæftiger
sig med kunst og kultur, herunder litteratur. Jeg gav forskellige eksempler på,
hvordan tidligere statsministre, som f.eks. Anker Jørgensen og Jens Otto Kragh,
var levende interesseret i kunst og kultur. Dette står i grel modsætning til
ikke mindst de seneste statsministre, som ikke synes at ofre meget opmærksomhed
på den del af tilværelsen.

Jeg blev selvfølgelig konfronteret med, om det var et
rimeligt krav at stille til nutidens politikere. Bliver man en bedre politiker,
hvis man beskæftiger sig med kunst og kultur? Er det ikke tilstrækkeligt, at
man er god til at håndtere regneark og tal.

Måske bliver man ikke en bedre politiker, men man bliver en
anden politiker.

Ifølge valgforskere er tilliden til politikerne den laveste
i nyere tid. Det kan blandt andet forklares med udgangspunkt i finanskrisen,
men mon ikke også der stikker mere under.
Dagens politikere ligner hinanden, de har stort set samme uddannelse,
har ofte ringe erhvervserfaring og omgiver sig med lobbyister, professionelle
meningsdannere og kollegaer. Hertil kommer, at stadig færre mennesker er medlem
af et politisk parti.

Mange politikeres berøringsflade er derfor blevet flad
forstået på den måde, at de omgiver sig med folk, som ligner dem selv. Det
medfører, at deres betragtninger på utallige samfundsforhold primært bliver af
økonomisk karakter. De studerende skal blive hurtigere færdige og helst afholde
sig fra at læse humanistiske og kunstneriske fag. Det kulturelle område må
værsgo spytte 2 % i kassen, det har ikke krav på særstatus

Hvilken anden politiker bliver man, hvis man er levende
interesseret i kunst og kultur? Måske
bliver man en politiker, som er i stand til at begejstre, som får ideer og som
formår at formulere visioner for, hvad det er for et samfund, vi ønsker at
udvikle. Mange nuværende politikere opfører sig som en slags administrerende
direktører, som står i spidsen for en produktionsvirksomhed, hvis fornemmeste
opgave er at trimme organisationen, så den er fit til en børsintroduktion.

Man kan være enig eller uenig med Uffe Elbæk, men den
tidligere kaospilot formår i hvert fald at begejstre og skabe entusiasme
omkring sig.

”En roman er en meditation over eksistensen set gennem
opdigtede personer”, har forfatteren Milan Kundera formuleret. Gennem fiktionen eller kunsten får vi
mulighed for at forstå, hvad det vil sige at være menneske. Gennem indlevelse
og identifikation lærer vi os selv og vores medmennesker bedre at kende på
tværs af tid og rum.

Politikere får mulighed for at lære personer, miljøer og
livsbetingelser at kende, som de ellers kun i ringe grad er i kontakt med. Den
nu afdøde filosof Richard Rorty taler om litteraturens evne til moralske
fremskridt.

En anden vigtig funktion er, at kunsten kan udvide vores
evne til at se, at verden kunne være anderledes og dermed stimulere til nye
ideer og forestillinger. Den evne har vi alle brug for, men måske gælder det
især nutidens politikere.

Fyns Stiftstidende d. 25-03-2016

af Finn Wiedemann Lektor, ph. d. Institut for Kulturvidenskaber, SDU

I forrige weekend sluttede Odense lyrikfestival. Lyrikken er et modsprog, der taler magten imod, sagde forfatteren og formanden fra Poesiens hus Lene Henningsen, der holdt festivalens åbningstale. Magtens sprog er trivielt og taler ned til os. Poesiens sprog er derimod personligt og unikt og taler med os.

At digtere forsøger at tale magten imod blev tydeligt, da den cubansk-amerikanske digter Felicia Gonzales i protest med den såkaldte smykkelov meldte afbud til festivalen. Her var et politisk statement af en måske lidt gammeldags slags i stil med dengang, John Lennon og Yoko Ono i sin tid nægtede at stå ud af sengen i protest mod krig. At Gonzales også kan skrive digte blev tydeligt, da hun lørdag aften var med på en Skype-forbindelse fra Seattle, hvor hun blandt andet læste et digt op, der handlede om hendes møde med det Cuba, hun ikke havde set, siden hun som barn flygtede derfra sammen med sin mor med en kuffert i hånden.” Halvdelen af mig/ blev der for altid.”

At poesien repræsenterer et modsprog til magten er velkendt, men efter ni dage med arrangementer sidder man i lige så høj grad tilbage med følelsen af, at poesiens sprog er mangfoldigt. Skulle man fremhæve en aktuel tendens i poesien og litteraturen er det, at det personlige og selvoplevede spiller en stor rolle, ikke mindst blandt de lidt yngre lyrikere. Rolf Sparre Johansen læste fredag aften fra sine to digtsamlinger, hvoraf den sidste, ” Begravelse”, handler om hans oplevelser og erfaringer med sin mors død.Thomas Lagermand Lundme læste samme aften fra sin seneste og meget morsomme lyriske roman ” Alt er mit”. Store dele af bogen foregår i starten af 80′ erne, hvor hovedpersonen, der bærer navnet Thomas, opdager sin seksualitet som homoseksuel, samtidig med at han turer rundt med sin kusine i Amagercentret.

Lørdag aften læste Bjørn Rasmussen fra digtsamlingen ” Minq”. Digtsamlingen formidler erfaringer fra et forløb som psykisk syg, samtidig med at fortællerens afdøde far, som bærer øgenavnet Minq, glider ind og ud af digtene. Søndag læste Casper Eric, hvis digtsamling ” Nike” handler om hans erfaringer som handicappet, nærmere bestemt med sygdommen cerebral parese. Maria Gerhard, også kendt som Djuna Barnes, læste op fra sin digtsamling ” Amagermesteren”. Digtsamlingens prosalignende erindringstekster tager blandt andet udgangspunkt i hendes erfaringer som drengepige i en sportsverden.

Sproget er menneskets vigtigste værktøj, siger den næsten 100-årige psykolog Jerome Bruner. Festivalens tema handlede om at bygge broer. Sproget er en bro, der får os til at række ud, og som forbinder os med den kulturelle verden. Digtets sprog er et fiktivt sprog, som er forbundet med, men som også er forskelligt fra f. eks. det logisk-videnskabelige sprog. Det videnskabelig sprog er ofte abstrakt og taler til fornuften. Det fiktive sprog kalder på sanser og følelser ligesom hverdagssproget, men adskiller sig også, fordi det i kunstnerisk bearbejdet form søger det individuelle og unikke udtryk. Når poesiens sprog er bedst, bidrager det til at bygge broer, og til at det er muligt at opleve og erkende verden på nye og anderledes måder.