Uddannelse/pædagogik/kultur/samfund

Så fik jeg endelig læst Steffan Hermanns Kampen om dannelse. Informationsforlag.
2016

Jeg har både noget godt at sige om bogen og noget mindre
godt. Til det gode er, at den rammende og præcist beskriver to positioner i den
danske uddannelsesdebat, i bogen benævnt henholdsvis den
pædagogisk-konservative position og den politisk-administrative position. De to
positioner har svært ved at tale sammen, ja, de er vel nærmest som nat og dag.
De to positioner har forskelige syn på styring, uddannelse, skole,
undervisning, ledelse og viden. De står og
råber fra hver sin skyttegrav uden ønske om dialog, og det synes kun som om, at
grøfterne de senere år er blevet gravet stadig dybere.

Den pædagogisk-konservative position anerkender ikke styring
og ledelse, forpligtende fællesskaber, målinger og resultater. I stedet
forfægter den dannelse og lærerens ret til at bestemme over fag og klasse uden
at have anden styringspind end egen dømmekraft og en automatiseret rygmarvskritik
af alle nye, eksterne tiltag. Den
administrative-politiske position ignorerer pædagogik, dannelse, tradition,
historie og den professionalisme, som udspringer af lærernes professionelle fællesskab
og uddannelse. Til gengæld så er den reformivrig, arbejdsmarkedsvenlig, elsker
styring og målinger og anser lærere som servicemedarbejdere ansat i
konkurrencestaten Danmark. Den stiller aldrig spørgsmålet hvorfor, men altid
spørgsmål om hvad og hvordan.

De to positioner er tegnet skarpt, oplysende og også til
tider morsomt op. Der peges på en tredje vej, hvor kapacitetsopbygning og
professionelle lærende fællesskaber udpeges som en mulig farbar vej. Vi skal
hverken have en skole præget af individualisme eller teknisk-rationel
styringslogik. Det er udmærket beskrevet
og set og ligger i forlængelse af f.eks. uddannelsesforskeren Andy Hargreaves
mangeårige arbejde med skole- og lærerkulturer og de udfordringer og problemer,
der kendetegner disse. Problemstilingen er således ikke kun dansk eller ny,
selv om den nok er blevet accentueret i en dansk uddannelsespolitisk kontekst
de senere år. Der skal konstant balanceres mellem intern frihed og autonomi og
ekstern kontrol og styring.

Der hvor bogen, så er mindre god, er, at den til tider
bliver karikeret og stiliseret i sin beskrivelse af de to nævnte positioner. Jo vel er det ind imellem ret morsomt, men
genren er mere satire end realisme, ligesom stilen tangerer det smarte og
retoriske frem for det saglige og overbevisende. Endelig finder der også en
række udokumenterede påstande sted, jf. f.eks., at der et gået ”15 år uden en
eneste dagsordenssættende ide fra det pædagogiske Danmark.”

En anden mere grundlæggende kritik er, at der mangler konkrete
henvisninger til personer, skoler og kilder. Det er en debatbog, og Hermann
kalder formen for essayistisk. Jo, men det forhindrer vel ikke henvisninger til
konkrete personer, miljøer eller bare litteraturhenvisninger. Sven Brinkmann og
Ramus Willig kan skrive korte, polemiske bøger med kilder. En anden udgivelse i
Informations debatserie med kilder er f.eks. Nanna Mik Meyer: Hvordan får vi bedre debat om velfærd (2017).

Det ligner dovenskab eller smartness, og det svækker
analyser og argumentation, og det er ærgerligt, fordi det er mange gode
iagttagelser undervejs. Det problematiske ved formen og stilen forhindrer dog ikke,
at iagttagelserne af de to skyttegraves positioner i den danske
uddannelsesdebat er slående og træffende og fuld af præcise og også ind mellem
morsomme iagttagelser.

Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 27/3-2017

Jeg indrømmer, at det er et lidt morbidt tema, som
ligger til grund for denne Antenne,
nemlig døden, og nærmere bestemt hvordan døden er blevet behandlet i nyere
dansk digtning og litteratur. Men
pludselig gik det op for mig, at jeg inden for et halvt års tid havde læst adskillige
digtsamlinger, der behandlede lige præcis
det tema, og da jeg tænkte nærmere over det, sprang andre bøger med samme
tema uden varsel ud af bogreolen. Er det tilfældigt? Har det noget med alderen
at gøre? Eller skrives der bare mere litteratur om døden?

Det interessante, hvis man ellers finder døden
interessant, er, at temaet behandles forskelligt. Man kan med andre ord blive
klogere på døden ved at læse om den.

En af de ældre digtsamlinger, som sprang ud af
reolen, var Søren Ulrik Thomsen Rystet
Spejl. I Rystet spejl forsøger
Søren Ulrik Thomsen midtvejs i livet at komme overens med sin egen dødelighed.
Der løber en form for melankoli gennem bogen. Coverets blå farve på den
sølvfarvede firkant, som nærmest er klistret fast på det sorte bogomslag,
illustrerer udmærket bogens tone, men også forbindelsen tilbage i tiden: De
seneste 10 år gik dobbelt så hurtigt som tiåret før/og nu blomstrer de sorte
roser i sneen.

Den livskloge 90 årige Knud Sørensen udgav i sommers
digtsamlingen med den dobbelttydige titel Mere
endnu. Nu er der jo ikke mange, der ved, hvor gamle de bliver, men når man
har passeret de 90 år, så er man selvfølgelig, undskyld udtrykket, dødeligt
bevidst om, at livet nærmer sig sin afslutning. Knud Sørensen iagttager naturen
og bruger den som afsæt for sine poetiske, lidt tørre, men kloge iagttagelser
om døden, jf. f.eks.: to ældede træer/holder hinanden i kvistene/velvidende/at
mørket er på vej.

Et helt andet omdrejningspunkt har digteren Rolf
Sparre Johansson, som er en ung mand omkring de 30. Langdigtet Begravelse handler om morens død. I et
talesprogsagtige formuleringer, og med mange gentagelser, registreres sorgen og
de oplevelser, døden giver anledning til.

Klaus Lynggård læste for nylig op på festivalen
Odense Lyrik. I bogen Personfølsomme
oplysninger gengiver forfatteren sine erfaringer med kræft, som han blev
helbredt for. Teksterne er hastigt noteret ned på iPhone, imens Lynggaard
modtog kemobehandling, og fremstår præcise, præget af angst, desperation og
humor: ”Vi har fundet en tumor i din højre lunge,” siger lægen glad. ”En
ordentlig én. Hvad siger du så?”

Marie Gerhardt døde for nylig i en alt for ung
alder, men nåede umiddelbart inden sin død at udgive punktromanen Transfervindue. I bogen er det
fortællende jeg bevidst om, at hun er dødelig syg. De stærke og billedrige
tekster handler om, at livet nærmer sig sin afslutning. Flere steder dominerer
en naiv og nærmest galgenhumoristisk tone. Som det hedder et sted, hvor
synsvinklen er placeret hos jeg’ets barn: Min mor har verdens farligste sygdom. Hun
kan dø af det. Hun går rundt hele dagen i underbukser.

Man kan blive klogere på døden ved at læse om den,
men man kan også blive klogere på livet

Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 3/7-2017

Børn og unges medievaner ændrer sig. For nylig blev
kulturministeren flittigt fotograferet i selskab med en sjette klasse fra
Haderslev i forbindelse med, at hun er på Danmarks turne, hvor hun forsøger at
danne sig et overblik over danskernes medieforbrug. Møderne er en del af
forberedelserne til de politiske forhandlinger, som skal munde ud i et nyt
medieforlig i 2019. Det overraskede tilsyneladende kulturministeren, at kun en
procent af børnene havde DR blandt de tre mest foretrukne medier, mens f.eks.
Snapchat toppede børnenes favoritliste. Sjette klassen fra Haderslev er næppe
helt atypisk. Børn og unge har grundlæggende et andet medieforbrug end resten
af befolkningen. Deres foretrukne medier er de sociale medier, og de
frekventerer i mindre og mindre grad DR’s tv-kanaler. Det gælder i særlig grad
de lidt større børn.

Tiden hvor familien i samlet trop sad rundt om kakkelbordet
og hyggede sig med skærekage og så på den femte væg, som forfatteren Bo Green
Jensen engang kaldte tv’et, kommer ikke igen. Da jeg var barn, sad vi trofast
og fulgte med En verden i Krig,
Hammerichs Danmarkskrønike, Jaques Cousteau’s undersøiske verden og Upstairs and Downstairs. I slutningen af
80’erne kom TV 2 og diverse satellitkanaler til, og inden længe var normen ikke
længere kun en kanal eller et tv pr. hjem.

Det kan godt være, at X-faktor, Melodi Grand Prix og håndbolddrengene
kan samle nationen, men ellers er familiens medieforbrug spredt for alle vinde.
Mor sidder og ser Netflix på computeren, junior er travlt optaget af Minecraft,
mens storesøster følger de aktuelle you-tuberes præsentationer og videoer
samtidig med, at meddelelser fra de sociale medier regelmæssigt tikker ind. Jeg
har mistet min familie til en iPad, som forfatteren Knud Romer for nylig
formulerede det i en radio-udsendelse. Mon ikke der er mange, der ind imellem
har den oplevelse.

I øjeblikket foregår der en livlig debat om de digitale
mediers omkostninger. Måske hindrer de dybdelæring, udbreder fake news og gør,
at vi forsvinder i hver vores lille boble, hvor algoritmerne bekræfter os i
allerede eksisterende synspunkter og meningsfæller.

Skal vi være kede af det? Min generation, som har oplevet
fællesskabet rundt om kakkelbordet med skærekage og fælles tv, savner det jo
nok lidt. Forgæves forsøger vi at motivere familiens børn og unge til at samles
om Matador lørdag aften.

Sæderne skifter og ligesom der i vores bedsteforældres tid
var alsang i forsamlingshuset og i vores forældres tid ø-lejr og fælles møder, må
vi affinde os med, at fællesskabet ikke nødvendigvis findes rundt om tv’et som i
vores barndom. Nye
familie-fællesskabsaktiviteter og ritualer må udvikles. Vi må erkende, at det
var en historisk parentes, at tv-mediet en overgang fungerede som hele familien
Danmarks fælles medie for oplysning, demokratisk samtale og underholdning. Den
tid kommer ikke tilbage, hvilket bl.a. betyder, at samfundets bærende
institutioner, f.eks. skole- og uddannelsesinstitutioner, får en stadig mere
væsentlig rolle som afsæt for formidling af fælles oplysning og
sammenhængskraft, ligesom den enkelte familie skal opfinde nye måder at være
sammen på, nu flow-tv ikke længere udgør familiens centrale oplysnings- og
underholdningsleverandør.

Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 15/5-2017

Odense bruger mange midler på kultur, men bruger de dem også
altid rigtigt? Senest har Odense kommune ekstraordinært brugt 4,5 millioner
kroner i forbindelse med åbningen af musikhuset Odeon, bl.a. på grund af
skuffende billetindtægter. Det er åbenbart ikke så nemt at lokke fynboer ind og
se ældre popstjerner, som f.eks. Melanie C, hvis karriere kommercielt toppede
som medlem af gruppen Spice Girls, dengang tilbage i slutningen af 90’erne, da
Spice Girls kørte på repeat på de fleste pigeværelsers CD-afspillere.

Det er ikke den eneste gang, at Odense kommune har punget
midler ud på spektakulære kulturelle koncertbegivenheder. F.eks. gav Odense
kommune et tilskud på cirka 1.000 kroner pr. billet, da Poul Simon og Sting for
et par år siden lagde vejen forbi Arena Fyn. Det var også en fremragende
koncert, og jeg ville også godt have betalt lidt mere for min billet, end de
400-500 kroner, den vist kostede, men nok ikke yderligere 1.000 kroner.

Jeg indrømmer, at jeg er lidt gammeldags, og måske ikke helt
er ankommet til den kommunale kulturvirkelighed anno 2017, men jeg kan ikke
lade være med at tænke på, hvad byens fastboende kulturaktører og
kulturinstitutioner kunne have fået ud af de mange millioner. F.eks. var vi
vidne til, at mange af byens kulturinstitutioner fik færre midler i forbindelse
med det seneste budgetforlig, ligesom der er såkaldt færre frie midler til
rådighed. Dvs. kulturelle midler som løbende kan søges.

Odense skal forsøge finde sin plads i en global og mere
foranderlig verden. Det har blandt andet medført en satsning på store kommunalt
støttede arrangementer, som f.eks. Tinderbox, H.C. Andersen Festivalen, en
lokal udgave af Distortion ved navn Karrusel og bygningen af et supermoderne
musikhus som Odeon. Byen er i gang med en bekostelig, men måske nødvendigt
make-over.

Det er klart, at kulturen ikke længere har nok i
græsrodsfestivaller i Munke Mose, alternativ rock på Badstuen, lidt politisk
teater hos Banden og store solide historisk forankrede institutioner som Odense
Symfoniorkester, Odense Teater og et velforgrenet biblioteksnetværk, sådan som
det kulturelle Odense-landkort lidt karikkeret så ud for 30 år siden. En
moderne kulturpolitik må også tænke i, at kultur skal have et økonomisk og
synligt pr-mæssigt potentiale.

Odense skal forsøge forandre sig i en stadig mere global
verden, hvor der kæmpes hårdt om opmærksomhed, arbejdspladser, skattestærke
borgere og turister. Udfordringen er at balancere mellem hensynet til lokalt
forankrede erfaringer, nye og eksperimenterede vækstlagsprægede tiltag, og så
mere spektakulære arrangementer, som de ovennævnte.

Hvis vi glemmer den lokale del, så risikerer kultur at blive
for dem, der tror, at billeder i medierne, underholdning, tiltrækning af
turister, gode skatteborgere og kortvarig opmærksomhed er det væsentligste
formål med kultur. Kulturpolitik kan imidlertid ikke blot handle om
underholdning og økonomisk vækst, men må have et bredere samfunds- og
velfærdsmæssigt sigte, der f.eks. retter sig mod udvikling af oplysning,
refleksion, sociale og kulturelle erfaringer samt mod at stimere fantasi og
kreativitet.

Kulturpolitik bør ikke blot et være middel, men må udgøre et
mål i sig selv. Også i Odense.

Interview

Odenses brug af H.C. Andersen er et underliggende tema i en ny humoristisk krimi, der foregår i Odense. Forfatteren bag har personligt nået kvalmegrænsen i byens brug af sit berømte bysbarn.

Bøger: Mens Odense er ved at varme op til sit årlige julemarked i H.C. Andersen-kvarteret, dukker to ukendte manuskripter af H.C. Andersen sensationelt op på et fynsk gods. Kort efter bliver en kendt H.C. Andersen-professor myrdet samtidig med, at byens borgmester har besøg af en kinesisk forretningsmand, der vil finansiere en H.C. Andersen-park – vel og mærke hvis Odense vil skifte navn til Hans Christian Andersen City.

Virkeligheden er tæt på fiktionen i lektor og forfatter Finn Wiedemanns nyeste roman, der hedder “H. C. Andersen-mordene”. Således optræder også en Torsten Isaksen i spidsen for en H.C. Andersen-parade. I virkelighedens verden hedder han Torben Iversen. Og også inspirationen til bogens borgmester og professor er genkendelig.

– Jeg ringede til Torben Iversen på forhånd og advarede ham – lettere stammende, fortæller Finn Wiedemann og smiler.

– Men han sagde blot: “Nej, hvor morsomt”.

– Jeg er heller ikke ude efter nogen personligt. Personerne er symboler. Jeg har først og fremmest villet skrive en spændende og humoristisk historie, hvor udgangspunktet er lokalt. Jeg har ikke nødvendigvis et entydigt budskab, siger han.

– Jeg er heller ikke ude efter nogen personligt. Personerne er symboler. Jeg har først og fremmest villet skrive en spændende og humoristisk historie, hvor udgangspunktet er lokalt. Jeg har ikke nødvendigvis et entydigt budskab, siger han.

Bogens væsentligste udgangspunkt er tivoliseringen af Odenses berømte bysbarn H.C. Andersen.

– For os, der bor her, er Andersen både vores håb og mulighed, men også vores forbandelse. Man skal være komplet fantasiløs for ikke at bruge ham i markedsføringssammenhæng, men faren er, at han bliver tivoliseret. Der skal være en balance, men den er tippet. Personligt har jeg nået kvalmegrænsen, siger Finn Wiedemann.

Om H.C. Andersen Festivals siger han, at han ikke har en færdig holdning. At det på den ene side er fint, at der er noget for enhver smag, og at byens befolkning inddrages, men at festivalens insisteren på at omfatte alle begivenheder i perioden – som eksempelvis Spoken Word – ikke er nogen ubetinget succes, fordi mange tiltag drukner i bestræbelserne på en fælles kulmination.

Men H.C. Andersen bruges også i mange andre sammenhænge.

– Så er der også H.C. Andersen-prisen, hans nedlagte fodspor i gaderne og navngivningen af lufthavnen til Hans Christian Andersen Airport. Man bliver konstant konfronteret med Andersens kontrafej, konstaterer Finn Wiedemann.

– Man må her i Odense hele tiden stille sig selv spørgsmålet: “Hvornår falder vi i gryden”? Vil vi ende som Salzburg, hvor Mozart er i Mozartkuglerne – ja overalt?

Hvorfor er det forkert?

– Det er forkert i forhold til H.C. Andersens forfatterskab. Han er så meget mere end eventyrene, men det er hele tiden eventyrene, der fokuseres på. Han forfatterskab bestod af så meget mere. Han skrev for eksempel også romaner og rejseskildringer, og man risikerer, at hans magi og poesi drukner, og at byens ånd og selvforståelse bliver flad, siger Finn Wiedemann og kalder “tivoliseringen for forholdsvis ny”.

– Det begyndte med det store jubilæum i 2005, hvor vi fejrede H.C. Andersens 200 års-fødselsdag, siger Finn Wiedemann.

Med kant og humor

Finn Wiedemann har før brugt humor i sine romaner. Blandt andet i romanen “I grunden har vi det jo godt”. Det er et virkemiddel, han holder af at bruge og føler sig tilpas med. Hans store inspiration er Hans Scherfig.

Det er ikke kun brugen af H.C. Andersen, han med kant og humor kommenterer med sin roman. Også miljøet på universitet med jalousi forskerne imellem, besparelser og konstante omlægninger beskrives humoristisk med bund i virkeligheden.

– I mit arbejdsliv som studieleder på Syddanske Universitet og i min forskning arbejder jeg med offentlig ledelse, og der er en generel tendens til, at mange ansatte har svært ved at genkende sig selv i en virkelighed, der er præget af uendelige forandringer. Mange har svært ved at holde fast i deres kerneydelser, og der opstår en fremmedgjorthed, der fører til pragmatisme og kynisme, fortæller han.

Disse følelser planter han i sine hovedpersoner, der derfor heller ikke tager Odenses mange vejomlægninger og nybyggerier med perlende humør.

– De mange forandringer og nye tiltag er med til at signalere dynamik og udvikling i en by, der ikke fik gevinst af Storebæltsbroen, og også efter finanskrisen var her en mistrøstig stemning. Men der er en del borgere, der ikke kan identificere sig med udviklingen, for det er ikke lykkedes at skabe en fælles fortælling. Vi skal leve med byggerod i mange år – man kunne have ønsket sig rettidig omhu, frem for at det hele blev kastet op i luften på én gang, siger Finn Wiedemann

Finn Wiedemann: “H.C. Andersen-mordene”, 252 sider, udkommet på Odense-forlaget Historia

Finn Wiedemann Født 1964 i Munkebo, bosiddende i Odense Cand.mag i dansk og kulturstudier, ph.d. i kulturanalyse. Lektor og studieleder ved Syddansk Universitet.

Har skrevet seks skønlitterære bøger – herunder også børne-og ungdomsbøger.

Medarrangør af Odense Lyrikfestival.

Klummeskribent i denne avis.

Bor sammen med Kirsten Zeuthen, far til tre børn på 27, 16 og 7 år.

“Andersen kan bruges til hvad som helst. Det kan godt være, at han er et positivt brand, og at byen kan bruge ham, når den skal sælge sig selv over for tilflyttere, turister og investorer, men til sidst så bliver han slidt ned som et gammelt fotografi, som har gået fra hånd til hånd, så man til sidst ikke længere kan se, hvad det forestiller. Andersen er blevet et stykke indpakningspapir, vi pakker alle varer ind i. Fisk, festivaler og småkager. Han bliver en troløs skøge, som alle mulige går i seng med så billigt som muligt. Til sidst bliver han ligegyldig og uden værdi. Folk kaster op, når de ser hans kontrafej, frem for at det giver dem lyst til at læse hans bøger og eventyr”. (uddrag fra bogen, som du kan se og høre Finn Wiedemann læse op her)

Christian Aabro:
Koncepter i pædagogisk arbejde. Hans Reitzels Forlag. 2016.

Bogen Koncepter i pædagogisk arbejde
undersøger den tendens hen imod brugen af koncepter i pædagogisk arbejde, vi
gennem de seneste år har kunnet iagttage inden for det pædagogiske område.
Bogen har særlig fokus på brugen af koncepter inden for dagtilbudsområdet, men
det som er kendetegnende for en række af de koncepter, bogen beskæftiger sig
med, er, at de er udviklet inden for skoleverdenen, og for nogen af
koncepternes vedkommende i højere grad bruges der.

Bogen forholder sig
analytisk til i alt seks forskellige koncepter, f.eks. Tras, Krab, Pals og
LP-modellen. Bemærker de mange forkortelser. Forkortelserne giver nok en forståelse
for dem, som er bekendt med koncepterne, mens de uindviede pænt må give
fortabt.

Det empiriske afsæt er
en undersøgelse af, hvilke koncepter som bruges rundt omkring i landets
kommuner. Hermed giver undersøgelsen et godt overblik over koncepternes
udbredelse. Det mest udbredte koncept viste sig at være TRAS (sprogværtøj). 61 kommuner ud af
98 kommuner bruger dette.

De forskellige
koncepter bliver undersøgt med afsæt i enslydende analytiske kategorier, f.eks.
spørgsmålet om oprindelse, metoder, teorigrundlag, kvalificering af brugerne
f.eks. gennem uddannelse samt danske undersøgelser af koncepternes mulige effekt
og evidens.

Afslutningsvis konkluderes
der på undersøgelsen. De seks undersøgte koncepter kan siges at have en del
fællestræk. Noget af det, som er karakteristisk, er et eklektisk teorigrundlag.
De fleste af koncepterne påberåber sig teoretisk inspiration fra dele af psykologien,
læringsteori og i nogle tilfælde filosofi. Videnskabsteoretisk er der ofte tale
om en form for socialkonstruktivisme, om end der også kan i enkelte tilfælde
kan spores inspiration fra behaviorismen, f.eks. Pals-konceptet. Et andet
fællestræk er, at teorierne har spredt sig fra en kontekst til en anden. Ofte
fra en skole- til en dagtilbudskontekst, ligesom mange af dem er af amerikansk
eller norsk oprindelse. Der er tillige tale om, at et esoterisk evidensbegreb
ligger til grund, hvor evidens i visse af koncepter fortolkes frit og rummeligt.
Aabro taler om, at flere af koncepterne er karakteriseret ved et intentionelt
aspekt. Brugerne har en tiltro til, at der virker, men ofte mangler der
dokumentation for, at det er tilfældet. Et andet markant træk er, at der ofte
er knyttet en eller anden form for kommerciel interesse til koncepterne.
Bestemte uddannelsesinstitutioner eller licenshaverne, som har en kommerciel
interesse i konceptet, står som udbydere og uddannere af koncepterne.

I indledningen til
bogen diskuteres baggrunden for den stigende konceptgørelse af pædagogikken.
Der fremsættes to hypoteser. Udbredelse fortolkes i sammenhæng med 1) et
forstærket teknokratisk gennemlysningskrav og 2) et pædagogisk refleksivitetskrav.
Koncepterne er transperante, man kan se, hvad man får for pengene. De er tale
om systematisk beskrevne metoder og indsatsområder, ligesom der påberåbes en
form for evidens. Endelig retter koncepterne sig mod bestemte målgrupper,
institutionstyper og alderstrin.

Afslutningsvis rejses
spørgsmålene om, hvad udbredelsen af konceptpædagogikken betyder for pædagoguddannelsen
og for pædagogernes professionsfaglighed. Der argumenteres for, at det kan
giver mulighed for at arbejde med systematisk med pædagogisk arbejde, ligesom
det kan give pædagogerne en højere status, fordi de nemmere kan henvise til,
hvad de gør. Endelig diskuteres de mulige negative konsekvenser; hvem har
truffet valget om at benytte koncepterne?, bliver der mindre plads til den
pædagogiske dømmekraft? og til at tilpasse koncepterne til konteksten?, og at
der en risiko for, at der tages mindre hensyn til børnene?

Koncepter er i deres
udgangspunkt kontekstløse. Det er både deres fordel og ulempe. Koncepter svarer
på forskellige aktuelle udfordringer, som institutioner og samfund står for.
Aabro har gennemført en interessant, empirinær og grundig analyse af den
stigende konceptgørelse af pædagogikken. Det ville være interessant at se en
tilsvarende analyse med særlig fokus på skolen eller det sociale område. Skolen
benytter sig dog af en række af de samme metoder, som Aabro beskæftiger sig med,
så der er givetvis et stort overlap. Endelig ville det også have været interessant,
hvis Aabro havde vovet mere i forhold til at diskutere konsekvenserne af denne
udvikling, ligesom en yderligere diskussion af, hvorfor vi i øjeblikket er
vidne til massiv konceptgørelse af pædagogikken kunne være velgørende.

Konceptpædagogikken er blandt andet en konsekvens af globaliseringen, hvor
stadig flere internationale koncepter og styringsværktøjer vinder indpas.
Konceptpædagogikken gør samtidig op med den kontingens, som naturligt præger
det pædagogiske område. Når uddannelse skal bidrage til det internationale
symbolske våbenkapløb, efterspørger politikere, planlæggere og administratorer
metoder og værktøjer, som intenderer nemme resultater og sikre løsninger på de
udfordringer, vi står overfor. Det kan konceptpædagogikken i mange tilfælde tilbyde – i hvert fald på det retoriske plan, på realplanet er billedet lidt mere broget og krøllet.

Klumme fra Fyens Stiftstidende d.5/2-2017

De fleste, der som undertegnede har børn i skolealderen, har
næppe kunnet undgå, at bemærke den store interesse, især drenge, har for at
spille spil på iPad, computer eller forskellige spilkonsoller. Når man er
vokset op med Pac-Man, Ormen og andre dinosauruslignende spil, så er der langt
til spil som Minecraft, ROBLOX og de fiktive universer, som især mindre børn, virtuost
bevæger sig rundt i.

For mange er spil stadig en slags underlødig kultur, som forældre
og velmenende voksne forsøger at beskytte deres børn imod. Der må ikke spilles
om søndagen eller der indføres spilletid, som nøje registreres og overvåges via
æggeure og stopure. I forlængelse af dette kan det bemærkes, at voksne altid har
været bekymrede for børns kulturvaner. I 50erne var det tegneserier, senere overdreven
tvkiggeri og voldelige videofilm og endnu senere computerspil og mobiltelefoner.
Måske hjælper det lidt nu, hvor medierne er fulde af historier om unge mænd,
der bliver millionærer af at spille Counter-Strike og FIFA. Professionelt
sponsorerede hold og turneringer med milliongevinster er blevet en del af
hverdagen. Hvis man kan tjene på skidtet, så kan selv de voksne nok forstå, at
der ikke kun er tale om pjank og unyttigt tidsfordriv.

Hvad er det da, der fascinerer især børn? Ifølge forskere
kan spil skabe dyb tilfredsstillelse hos den, der spiller, når forskellige
kriterier er opfyldt. Spil opleves mest succesfulde og engagerede, når spillerne
udvikler deres kompetencer, dvs. når spillerne bliver i stand til at klare nye
udfordringer og opgaver. Man løser en gåde eller besejrer fjenden. Der skal
være balance mellem spillets sværhedsgrad og spillerens kompetencer. Er det for
nemt, keder man sig, er det for svært, frustreres man. Et andet behov, der skal
opfyldes, er, at spillerne skal have forskellige valgmuligheder og kan opnå effekt
på f.eks. resultat og udfald. Man handler, er medskaber og oplever autonomi. Det
tredje behov handler om meningsfuldhed og om, at man har betydning for andre.
Spilleren har indvirkning på det, som sker og er f.eks. med til skabe, udvikle
og afvikle spillets karakterer.

I forhold til børn er især autonomi-delen vigtig. Ofte kan
børn opleve en hverdag med fravær af autonomi, hvor forældre, skoler og
institutioner rammesætter hverdagen og stiller krav om, hvornår, hvor og
hvordan opgaver og aktiviteter skal udføres. Selv om man kan diskutere omfanget
af denne rammesætning, er det en del af socialiseringen eller civiliseringen,
at vi guider, henviser og tilretteviser børn. I spillene er det børnene, som
bestemmer og qua deres kompetencer opbygger og udvikler fiktive verdener.
Endelig indeholder spil et element af sjov og leg, som er drivkraften for mange
af de aktiviteter, vi foretager os her i livet. Spillet er ikke noget i sig
selv, det er igennem det, vi gør ved det, det får betydning. Spil er midler til
leg, hvad enten man spiller alene eller sammen med andre og f.eks. udveksler
tricks og tips.

Skal vi være bekymrede over børns enorme spillelyst? Måske.
Først og fremmest skal vi dog prøve at forstå den fascination, som udgår fra de
nye spil.

Når chefen er psykopat

I de senere år er der
kommet en række bøger, som peger på de problemer og omkostninger, som dårlig
ledere og dårlig ledelse har. Titler som Livsfarlig ledelse, Psykopater i
Jakkesæt og begreber som Patogen ledelse og Destruktiv ledelse fortæller, at
der er kommet fokus på uheldssvanger ledelse, som i nogle tilfælde kan have
invaliderede omkostninger for de ansatte. Opsigelser, sygemeldinger og stress
følger i kølvandet på mødet med ledere, som praktiserer de nævnte ledelsesformer.
Ud over at det kan have store personlige omkostninger for den enkelte ansatte,
kan det også have store konsekvenser for den enkelte organisation; bundlinjen,
arbejdsmiljøet og service og kvalitet kan blive hårdt ramt.

Der har vel altid
fandtes chefer, som man, uden at lægge fingrene imellem, kunne kalde for dumme
svin. Mon ikke mange ansatte har haft den erfaring. Tidligere var chefens ord
lov, og retten til at skalte og valte med de ansatte var et privilegium
forbeholdt chefen, sådan som det f.eks. er illustreret gennem Kaj Holger i tv-serien
Krøniken. Min afdøde far, som var dekoratør, yndede f.eks. at berette om dengang,
han tilbage i 50’erne lå på alle fire og pyntede vinduer, hvor efter chefen gav
ham et velplantet ”straffespark” bag i, fordi han var utilfreds med hans arbejde.
Uhensigtsmæssig og ligefrem skæbnesvanger ledelse er således ikke noget nyt.
Det nye er, at der kommet større fokus på de nævnte ledelsesformer, og de er
blevet identificeret og beskrevet.

Er
der fællestræk ved de omtalte ledelsesformer? Et fællestræk er, at vi har at
gøre med en chef, som krænker sine ansatte. Ledere, der decideret
forskelsbehandler ansatte eller kontinuerligt fremsætter kritik af ansattes
dispositioner og måder at løse arbejdsopgaver, evt. i fuld offentlighed, er
eksempler på det, man kunne kalde ledermobning. I de nævnte tilfælde udnytter
lederen sin position til at krænke medarbejdere, som befinder sig i en
underordnet position.

Det er altså altid
konkrete personer, som udøver livsfarlig ledelse eller optræder som psykopater
i jakkesæt, men der skal ofte være nogle særlige forhold eller omstændigheder,
som muliggør, at de nævnte ledelsesformer kan få mulighed for at udvikle sig.
Et særligt miljø hvor de uhensigtsmæssige ledelsesformer kan få held til at gro
og udfolde sig. Noget kunne tyde på, at der er nogle træk ved det moderne
arbejdsmarked og moderne organisationer, som i særlig grad disponerer for
udviklingen af de nævnte ledelsesformer.

Det fleksible
arbejdsmarked med dets dynamiske og projektorienterede organisationer, hvor kollegaer
og arbejdsopgaver skifter og fritid og arbejdsliv flyder sammen, kan i højere
grad end de gamle mere hierarkiske eller bureaukratiske organisationer fremme
en sådan ledelsesform. I vores moderne og fleksible organisationer er der en
tendens til, at hierarkierne
bliver uklare, beslutningsvejene usikre og kommunikationslinjerne mangfoldige
og dermed måske usynlige. I en organisation, som mest af alt ligner et abstrakt
maleri, trives den livsfarlige leder som en fisk i vandet, fordi normer,
forventninger og relationer ikke ligger fast, men derimod står til forhandling.

Der
er imidlertid også en række forhold eller strukturer ved nutidens
arbejdsmarked, og det gælder ikke mindst inden for den offentlige sektor, som
kan fremprovokere uhensigtsmæssige ledelsesformer, som ikke er snævert personbunde,
men systembundne.

På
mange arbejdspladser kan man opleve, at mængden af opgaver overstiger den tid
og de ressourcer, som er til rådighed. Det gælder især efter de nedskæringer, store
dele af den offentlige sektor har været igennem som en konsekvens af nogle
magre år efter finanskrisen. De tilbageværende ansatte er tvunget til at løbe
hurtigere, fordi færre hænder skal løfte flere opgaver. Billedeligt talt kører toget hurtigere og
hurtigere med det resultat, at stadig flere ansatte tvunget eller frivilligt
falder af.

Et
andet forhold er, at ansatte mødes med umulige og modsatrettede arbejdsvilkår.
På den ene side er der f.eks. krav om øget resultatorientering og
dokumentation. På den anden side introduceres der bløde ledelsesværktøjer som
anerkendende ledelse eller tilbydes mindfulness eller meditation.

Et
tredje eksempel på uhensigtsmæssige ledelsesformer, som ikke er personbundne
er, at mange velfærdsprofessioner i disse år bliver pålagt nye
ledelsesprincipper og arbejdsmetoder, som er med til at omdefinere deres
forståelse af, hvad det centrale i arbejdet er. Frem for omsorg, undervisning
og socialt arbejde og hensyn til klienten eller patienten, skal man som
medarbejder i stigende grad opfatte sig som resultatorienteret og
resultatskabende, hvor der f.eks. er fokus på snævre måltal og simple måder at
anskue service og kvalitet på.

Den
måde, arbejdet tilrettelægges og organiseres på, kan antage karakter af mobning
mod hele organisationen eller udvalgte faggrupper, såkaldt systemmobning, som psykologen
Nadja Prætorius har kaldt det.

De
destruktive ledelsesformer har brug for et modspil, sådan at de kan blive
korrigeret af medarbejdere, brugere og interessenter. I mange offentlige organisationer
findes der imidlertid ikke længere en veludviklet ledelses- og
samarbejdskultur, hvor der er tradition for, at ledelsen kan modsiges eller
konfronteres, sådan som f.eks. sociologen Rasmus Willig har dokumenteret det.

En
arbejdskultur præget af værdier med fokus på kontinuerlig inddragelse af medarbejdere
og relevante parter kan forhindre, at destruktive ledelsesformer udvikles, hvad
enten det er i skikkelse af en konkret livsfarlig chef eller mere abstrakt som
systemmobning. Er det ikke tilfældet kan omkostningerne nemt blive øget
udskiftning af personale, hyppige sygemeldinger og forekomst af
stressrelaterede symptomer eller udvikling af egentlig stress-sygdom.

Ja
måske siger de bedste og mest respekterede medarbejdere endda op, sådan som
Rigshospitalets klinikchef og fødselslæge Morten Hedegaard for nylig gjorde, da
han ikke længere kunne leve med og tage ansvar for, hvad der foregik.

Børnekulturforsker Flemming Mouritzens samlede produktion kan nu læses i nyudgivelsen “Mouritzens metode”.

Børn skal udvikles og opdrages, sådan at de kan blive
voksne. I virkeligheden er børn blot ufuldstændige voksne, som mangler det, vi
andre har. Historisk set har det udgjort det dominerende syn på børn. Dette
børnesyn udkonkurreres fra slutningen af 60erne af et mere antropologisk syn på
børn og børns kultur. Børn er mennesker i deres egen ret, hvis kultur og
kulturforbrug kan ses som en selvstændig og udviklende aktivitet. I nutiden er
det antropologiske syn på børn på ny blevet udfordret af det pædagogiske mangelsyn,
hvor der er fokus på, at børn tidligt skal indlære færdigheder. De skal måles
og vejes, sådan at de hurtigt kan blive
indplaceret på Pisa-lister, imens de får hjælp til at overveje deres fremtid og
eventuelle uddannelses- og erhvervsvalg. Barndommen er igen blevet en alvorlig
affære.

Børn er imidlertid også noget i deres egen ret, de har endda
deres egen kultur. En af dem som forfægtede det synspunkt, og som gennem sin forskning
undersøgte barnets særlige verden, var børnekulturforskeren Flemming Mouritzen,
som i mange år var ansat på Syddansk Universitet. Nu her cirka et års tid efter
hans død, er bogen: Mouritsens metode,
udkommet. I to store bind på i alt 1200 sider gengives Mouritsens samlede
produktion fra begyndelsen af 70erne og frem til hans død. Hertil kommer anedoter
og uddrag af de mange timers interview, som redaktørerne Herdis Toft og Karin
Esmann Knudsen gennemførte med Flemming Mouritsen fra perioden 2008-2012.

Bogen er også en beskrivelse af en historisk udvikling, hvor
studiet af børnelitteratur og børnekultur fra begyndelsen af 70erne langsomt
bliver til som et selvstændigt forskningsområde med egne tidskrifter,
konferencer og uddannelse. Baggrunden var blandt andet det institutionelle og
forskningsmæssige nybrud, som skete fra slutningen af 60erne, f.eks. det åbne
tekstbegreb, som åbnede forskningen for andet og mere end klassisk litteratur
og sprog. I stedet skulle der forskes i hverdagens tekster. Som en anden
antropolog drog Mouritsens i felten med kassettebåndoptageren for at optage
børns dialog og lege og indsamle børnekulturelle genstande, som kunne bidrage
til en forståelse af børns særlige verden.

Mouritsen blev især kendt fra sin definition af børns
kultur, som siden har udgjort omdrejningspunktet for mange opgaver på
pædagoguddannelser og universiteter.
Mouritsen opdeler børns kultur i tre områder; kultur for, med og af
børn. Historisk har man kunnet tale om en dannelsesorienteret kultur og en
kommerciel kultur for børn. I dag er de to kulturformer i nogen grad gledet
sammen. Man kan desuden tale om kultur med børn, hvor børn og voksne laver
aktiviteter sammen. Endelig kan man tale om børns egen kultur eller legekultur,
som f.eks. består af lege, rim og remser. Der er ikke blot tale om pjank eller
et forstadie til voksenlivet, men derimod en æstetisk orienteret kultur, hvor
børn er hovedpersoner. Børnekulturen danner
et særligt univers, som er forskelligt fra f.eks. unge og voksne, og som læres
videre til nye børn.

Bogudgivelsen Mouritsens
metode kan minde os, at det antropologiske syn på børn er værd at holde
fast i en tid, hvor det pædagogiske mangelsyn vinder frem.

Kulturklumme fra Fyens Stiftstidende d. 28/10

Efterårsferien er læsetid, og hvis man har mindre børn, er
det en god anledning til at læse højt. Især i år hvor vejret mest har været til
indendørsaktiviteter, har der været rig lejlighed til at trække bøger ud af enten
reolen, biblioteket eller boghandlerens hylder.

Hjemme hos os blev Ole Lund Kierkegaard bl.a. trukket ud af
reolen. Det er snart 50 år siden, at Ole Lund Kierkegaard debuterede med
fortællingen om Lille Virgil. Senere blev det til otte bøger, inden han døde i
en alt for ung alder, blot 38 år gammel.

Holder Lille Virgil så, efter næsten 50 år? At dømme efter
den mindstes latter, ser det ud til at være tilfældet. Vi er nok i et fortidigt
landsbymiljø befolket af handlende, en skolelærer og landevejens farende
svende. Fortællingens miljø er således langt fra Villads fra Valbys mere
nutidige og realistiske univers. Lille Virgil er dog en dreng, der ligesom
Villads fra Valby foretager sig ting, som de fleste almindelige drenge ikke gør.
Om end Lille Virgil klart overgår Villads i hittepåsomhed og narrestreger.

Lille Virgil er fortalt episodisk og handler om drengen
Virgil og hans ven Oskar, der i modsætning til Virgil henter al sin viden fra
bøger. Den anden af Virgils venner er Carl Emil, som bor i et hus med sin far
og mor, og som blandt andet udmærker sig ved altid at sove med nattøj.

Det særlige ved Lille Virgil, og en af grundene til at den
holder i dag, er den særlige mundtlige fortællestil. Her er han f.eks. på linje
med H.C. Andersen. Et andet karakteristikum er det absurde og nonsensagtige og
de sproglige finurligheder, som især børn har flair for, hvilket viser sig helt
ned i de enkelte ord. Hvem har f.eks. hørt om Kaspers-frø eller ordet Smak-ko-dak,
det kan minde lidt om den Spunk, der optræder i Pippi Langstrømpe. Hermed er en
anden litterær tradition identificeret som forlæg for fortællingen.

Ole Lund Kierkegaard tager barnets perspektiv og skildrer
verden gennem dets oplevelser og undren over for verden og især voksenverdenen.
Det er en sympatisk og indfølende skildring, hvor fantasi, eksperimenter og leg
står stærkt. Der er sket meget på 50 år. Dengang kunne bogen læses som et opgør
med en autoritær pædagogik, som sjældent tilkendte barnet en selvstændig stemme
eller havde blik for, at det var aktør i eget liv.

I dag møder de fleste børn ikke en autoritær verden, men
derimod en institutionaliseret og overvåget verden, hvor mange børn oplever
skolehverdagen som alt for lang, sådan som undersøgelser af den seneste
folkeskolereform har peget på. Når skolen slipper, står en kommercialiseret
verden parat til at tage over sammen med forældre, som beskytter og aktiverer. I
dag er Lille Virgil igen nærværende og kan læses som en kritik af aktuelle tendenser
i samtidens børnekultur. Er der tilstrækkelig med plads og rum til, at børn på
egen hånd kan udforske verden? Fortællingen appellerer dog kun til målgruppen,
fordi den tager dens perspektiv og erfaringer alvorligt. Det er der brug for
såvel før som nu.

Skoleledelse:
Mellem forventninger og realiteter

Der er store
forventninger til, at ledelse formår at gøre en afgørende forskel overalt i den
offentlige sektor. De seneste mange år har der været fokus på ledelsens
professionalisering f.eks. gennem øget ansvar og kompetence, lederuddannelse, udvikling
af ledelsesværktøjer og løbende fremhævelse af lederens rolle i offentlige
programmer og politiske udmeldinger. Senest har Socialdemokratiets formand
Mette Frederiksen, i forbindelse med det nyligt afholdte landsmøde, hvor hun
varslede et opgør med den måde, den offentlige sektor hidtil har været styret
på, foreslået, at et af de fremtidige mål for udviklingen af den offentlige
sektor er mere fokus på direkte ledelse i hverdagens arbejde.

Den offentlige leder
har således udgjort krumtappen i den måde, som den offentlige sektor er forsøgt
udviklet og moderniseret på gennem en årrække. Dette gælder også inden for
folkeskoleområdet. Skolelederne var her tiltænkt en central rolle i forbindelse
med implementeringen af den seneste folkeskolereform, ja de blev endda af
tidligere finansminister Bjarne Corydon kaldt velfærdsstatens jedi-riddere.
Disse brave jedi-riddere oplever dog hverken at have tid eller penge til at
”komme i mål med skolereformen”, som skolederforeningens formand udtalte det i
et interview til Politiken i forbindelse med, at Skolelederforeningen havde
gennemført en undersøgelse blandt dets medlemmer i marts 2015. I stedet konstaterer
de, at de er overbebyrdede med opgaver. Som en skoleleder formulerede det: ”Det
er for mange opgaver og for lidt ledelse.”

Den kortlægning, som
SFI gennemførte af skoleledernes mulighed for at udøve ledelse cirka et år
efter den seneste folkeskolereform peger ligeledes på, at lederne efter
reformen har mindre ledelsesrum, fordi mængden af administrativt arbejde er
taget til blandt andet på grund kommunernes øgede mål- og resultatstyring af
området.

Den seneste
undersøgelse, som tematiserer vilkårene for skoledelse, gennemført af Scharling
Research og omtalt i Folkeskolen nr. 15, peger på, at det måske går lidt bedre.
Det generelle mønster viser dog fortsat, at det administrative arbejde fylder
op, hvorfor skolelederne f.eks. kun i mindre grad har tid til at involvere sig
i det pædagogiske arbejde.

Meget tyder altså på,
at skolelederne bruger uforholdsmæssig meget tid på drift, tilpasning og
administration i stedet for udviklingsorienterede opgaver og pædagogisk
ledelse. Måske skulle man tro, at denne tidsprioritering var særegent for
folkeskolen, hvor udfordringer med at implementere den seneste folkeskolereforms
mange opgaver skygger for de øvrige ledelsesopgaver.

Det er dog snarere tale om et generelt
mønster. Offentlige ledere har gennem en årrække fået større formel
ledelsesmæssig kompetence, hvorfor det formelle ledelsesrum er blevet udvidet.
Den stigende politiske og administrative styring af den offentlige sektor med
relativt detaljerede krav og forventninger har imidlertid ikke nødvendigvis
medført, at offentlige lederes ledelsesrum er blevet udvidet.

Det er nok store
forventninger til, at offentlig ledelse er vigtig, og kan gøre en alt afgørende
forskel, men reelt er ledelsens manøvremuligheder i mange tilfælde begrænsede
og særdeles vanskelige. Diskursivt er der en afstand mellem de forventninger,
der politisk formuleres til, hvad ledelse kan og skal gøre og så den reelle
mulighed for at udøve ledelse.

Den organisationsform, som lederen
af offentlige organisationer aktuelt står i spidsen for, er blevet kaldt den
strategiske organisation fremfor den faglige organisation, som tidligere
udgjorde den organisationsform, som dominerende den offentlige sektor, hvilket
omvendt ikke betyder, at den strategiske organisation ikke også er en faglig
organisation, men blot at der er sket en forskydning henimod strategiske
løsninger, krav og forventninger. Offentlige organisationer har inden for visse rammer
opnået større autonomi til selv at vælge deres kurs.

I modsætning til den faglige
organisation, hvor ledelsens opgave var at understøtte de fagprofessionelle, så
er den strategiske organisation en organisation, der hviler på en forestilling
om, at organisationen skal formes og udvikles, og at der kan styres efter
langsigtede mål, og at det er ledelsens opgave at forløse denne mulighed. De to
nævnte organisationsformer suppleres dog i stigende grad af den
managementorienterede organisation, hvor ledelsesopgaven rettes mod forvaltning
af kontrol-, dokumentations- og resultatsystemer. Ledelsens primære rolle
bliver her at sikre, at organisationen overholder de mål, krav og resultater,
som f.eks. udviklingskontrakter eller kommunale indsatsområder udstikker.
Lederen bliver manager eller driftsleder for politisk styrede systemer.

Moderne offentlige ledelse skal
forsøge at navigere imellem de modsatrettede krav og forventninger med fokus på
både faglighed, udvikling og strategier samt specifikke kontrol- og
resultatkrav. Et begreb som polyfon ledelse forsøger at indfange eksistensen af
de mange og ofte modsatrette krav, som offentlige ledere skal håndtere

Reelt tvinges ledelsesrollen dog ofte
over i rollen som driftsleder eller manager. Det kan paradoksalt nok have den
konsekvens, at der både mangler pædagogisk ledelse i hverdagen og fokus på mere
udviklingsorienterede ledelsesopgaver, sådan som de nævnte undersøgelser af
skoleledernes aktuelle situation antyder. Skolelederne risikerer i værste fald at
fjerne sig fra lærernes hverdag og den pædagogiske virkelighed, så det kan
opleves som om, at de to grupper befinder sig i hver deres virkelighed. Nørgaard
og Kaspersen har beskrevet det på den måde, at medarbejdere i mange offentlige
organisationer i dag er forankret i velfærdssamfundets værdier, mens ledere er
forankret i værdier, som knytter sig til konkurrencesamfundet med fokus på effektivitet,
konkurrence, innovation, kontrol og resultatorientering.

Løsningen i forhold til
administrativ aflastning af lederne er måske på kort sigt indgåelse af
lokalaftaler, sådan som Anders Bondo anbefaler det som kommentar til Scharlings
undersøgelse. Overordnet set så kræver det dog et opgør med det Ledersamfund,
som har udviklet sig, og som blandt andet er karakteriseret ved, at styringen
af den offentlige sektor, herunder folkeskoleområdet, er taget til gennem en
årrække, ligesom mere ledelse ofte pr. automatik bliver set som løsningen på de
små og store problemer og udfordringer, offentlige organisationer står overfor.

Litteratur

Andersen
Åkerstrøm, Niels og Justine Pors (2014): Velfærdsledelse
– mellem styring og potentialisering. Kbh. Hans Reitzel Forlag.

Andersen Åkerstrøm, Niels
(2002): Polyfone organisationer i: Nordiske Organisasjonsstudier 4, 2, pp.
25-52.

Folkeskolen nr. 15 (2016).

Kaspersen, Lars Bo og Jan Nørgaard (2015):
Ledelseskrise i konkurrencestaten.
Kbh. Hans Reitzels Forlag.

Ledelse
i folkeskolen (2016): Scharling Research.
https://backend.folkeskolen.dk/~/4/9/rapport—ledelse-i-folkeskolen-aug-2016-til-net–.pdf

Medlemsundersøgelse.
Skoleledelse i det røde felt og de gule og grønne felter
(2015): Skolelederforeningen. dk

Mette
Frederiksens tale ved kongres 2016 (2016): http://www.socialdemokratiet.dk/da/nyhedsarkiv/2016/9/mette-frederiksens-tale-ved-kongres-2016/

Skoleledelse
i folkeskolereformens første år – en kortlægning (2015):
SFI. Det nationale forskningscenter for velfærd.

Tiden
forsvinder mellem hænderne på skolelederne (2015) in: Politiken
d. 24. marts. 2015. http://politiken.dk/indland/uddannelse/ECE2601475/tiden-forsvinder-mellem-haenderne-paa-skolelederne/

Wiedemann, Finn (2016):
Send mere ledelse. En analyse af
Ledersamfundets konsekvenser. Odense. Syddansk Universitetsforlag.

Wiedemann, Finn (2016):
Er Mette Frederiksens tale andet end en festtale in: Politiken d. 29.
september. 2016 http://politiken.dk/debat/debatindlaeg/ECE3405020/er-mette-frederiksens-revolution-andet-end-en-festtale/

Debat: Er Frederiksens revolution andet end en
festtale?

29.
september 2016 Politiken FINN WIEDEMANN, LEKTOR, PH. D., CENTER
FOR KULTURVIDENSKABER, SYDDANSK UNIVERSITET

DEN
OFFENTLIGE SEKTOR

Hvis socialdemokraternes drøm om en bedre offentlig sektor
skal realiseres, kræver det langt større konkretiseringsgrad.

Det er
glædeligt, at Socialdemokratiets formand blæser til kamp mod den stigende
forarmelse af den offentlige sektor, hvor der tælles, måles, dokumenteres og
styres, så man nogle gange skulle tro, at det var de ansattes væsentligste
opgave.

Den tid, som
skulle anvendes til de primære opgaver eller kerneydelsen, reduceres, imens de
offentligt ansatte suges længere og længere ned i det kviksand, som de politisk
og administrativt er blevet drevet ud i.

De
offentligt ansatte vil gerne gøre en forskel, som Mette Frederiksen sagde i sin
tale til kongressen, ligesom arbejdet for mange er et kald. Arbejdsglæden kan
rigtignok nemt forsvinde, når papirbunkerne vokser og forandringer og
omstruktureringer i tide og ikke mindst i utide vælter de ansatte omkuld.

Mette
Frederiksen talte om behovet for en lille revolution, en ‘ fingrene
væk-reform’, en velfærdskontrakt og en samlet drøm for, hvordan
velfærdssamfundet skal se ud. Semantisk blev der således ikke sparet på
retorikken. I talen linkes der både til Martin Luther King, Karl Marx og
klassisk socialdemokratisk arve-og tankegods. Spørgsmålet er, hvordan denne
lille revolution eller drøm så skal realiseres.

Jo, Mette
Frederiksen foreslår fire mål.

DER SKAL for
det første gøres op med den centralisering, som har drevet udviklingen af den
offentlige sektor. Løsningerne skal tættere på borgerne. Det lyder jo godt, men
vi fik ingen bud på, hvordan det skal ske – ud over at yderligere
digitalisering kan hjælpe os på vej.

Skal vi
rulle strukturreform, sygehusreform og fusioner af f. eks. uddannelses-og
forskningsinstitutioner tilbage eller sende flere statslige arbejdspladser til
provinsen? Tendensen har længe lydt ‘ big is beautiful’. Sammenlægninger,
fusioner og reformer af velfærdsområder har præget den offentlige sektor de
sidste 10-15 år. Det har betydet, at der er blevet længere imellem os alle
sammen: politikere og borgere, ansatte og ledere, institutioner og brugere.

Den anden
idé handler om, at der skal være mere plads til faglighed og mindre kontrol.
Institutioner skal have rammer, overordnede retningslinjer og flerårige
budgetter. Dette står i modsætning til den udvikling, som har karakteriseret
den offentlige sektor de sidste 30 år, og som især er blevet forstærket de
senere år, hvor stadig mere sofistikeret kontrol og dokumentations-og
resultatsystemer er blevet udviklet.

Nogle
offentligt ansatte kan berette om, at de bruger halvdelen eller mere af deres
arbejdstid på at fodre det altid sultne bureaukrati. Mere faglighed og mindre
kontrol lyder fint, men aktuelt er der mange eksempler på, at mere styring og
kontrol er på vej. Et aktuelt eksempel er ministerielle planer om, at staten
fremover skal udpege universiteternes bestyrelsesformænd og repræsentanter til
bestyrelsen, og at der skal indføres nye, styrkede pædagogiske læreplaner for
dagtilbudsområdet.

Det er, som
om den ene hånd ikke ved, hvad den anden laver, når det handler om udviklingen
af offentlig styring og kontrol. Hvad mener Mette Frederiksen om det? Mette
Frederiksens tredje idé handler om, at der er brug for ledelse. Mere konkret
direkte ledelse i hverdagens arbejde. Samtlige moderniseringsprogrammer har
siden starten af 80′ erne peget på ledelse som afgørende for den offentlige
sektors udvikling.

Der er
således ikke noget nyt i et forslag, der peger på, at ledelsesskruen skal have
nok et nøk.

Det ville
have været mere visionært, hvis drømmen havde handlet om mere
medarbejderindflydelse og -inddragelse.

Endelig er
problemet aktuelt, at mange ledere drukner i administrative opgaver, hvorfor de
har svært ved at finde tid til at lede. Vi har ydermere set, hvordan der er
blevet indført superledere de senere år i form af områdeledere inden for f.
eks. daginstitutions-og skoleområdet, som har ansvaret for stadig flere
institutioner og medarbejdere. Den daglige ledelse er her blevet mindre
nærværende og fagligt orienteret. Forestiller Mette Frederiksen sig, at den
udvikling skal rulles tilbage? Endelig peger den måske kommende statsminister
på forebyggelse og tidlig indsats frem for behandling.

Det lyder
udmærket, men særlig konkret er det ikke.

Såfremt den
lille revolution og drømmen om den offentlige sektor ikke skal lide samme
skæbne som tillidsreformen og de tidligere afbureaukratiseringsplaner og
-reformer, kræver det langt større konkretiseringsgrad.

Et katalog
med f. eks. 100 konkrete forslag ville overbevise mere og have større
sandsynlighed for at gøre en reel forskel end en god festtale – selv om sådan
nogle selvfølgelig både kan være nødvendige, underholdende og opløftende.

Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 2/9-2016

For kort tid siden afholdt kulturministeren et to dags
seminar på Rødding Højskole under overskriften ”Hvordan får vi mere kultur for
kulturkronerne”. Anledningen til mødet var, at regeringen sidste år bestemte
sig for at skære 2 % på kulturinstitutionernes drift frem til 2020. Den
foreløbige konsekvens er, at museumsudstillinger er blevet aflyst, og at der
planlægges færre forestillinger rundt omkring på landets teatre. Fyringer har
heller ikke kunnet undgås, ligesom Statens Museum for Kunst og Nationalmuseet nu
er begyndt at opkræve entre. Forud for mødet havde ministeren opfordret
deltagerne til at tage fløjlshandskerne af og gå ind i en fordomsfri debat. Ministerens
eget bud på en løsning var, at man jo bare kan hæve billetpriserne og skaffe
flere midler fra private virksomheder.

Danmark har traditionelt haft en kulturpolitik, man kunne
kalde velfærdsorienteret. Noget af det, som kendetegner denne model, er, at kunstnerisk
frihed, en bred og ikke udelukkende elitær forståelse af kultur, stor vægt på
adgang til kulturelle tilbud og kulturel regionalisering spiller en væsentligt
rolle. Den nordiske model, som man kunne kalde modellen, er desuden karakteriseret
ved, at offentlig støtte spiller en stor rolle, og der er en kritisk holdning
til markedsfunderede løsninger. Endelig
spiller armslængdeprincippet en væsentlig rolle. Dette står f.eks. i
kontrast til den franske model, som betoner det nationale, og hvor statens
rolle er at være arkitekt og dermed spille en mere direkte kulturpolitisk
rolle. Dette adskiller sig ligeledes fra f.eks. den liberale engelske og
amerikanske model. I USA spiller staten en relativt tilbagetrukken rolle, mens private
donationer og skattefritagelse finansierer en stor del af kulturen. Lande eller
regioner har således forskellige kulturpolitiske modeller, som løbende ændrer
sig.

Når Bertel Haarder argumenterer for, at kulturelle
institutioner bare kan hæve priserne eller tiltrække flere midler, lyder det
uskyldigt. Bertel Haarders forslag er imidlertid ikke uskyldig retorik, men derimod
et udtryk for et bestemt syn på kultur og kulturpolitik. Højere billetpriser
betyder, at en central værdi som lighed og lige adgang til kulturelle goder
bliver anfægtet. Vil den mor på kontanthjælp, som før hen jævnligt besøgte
Statens Museum for Kunst nu besøge museet, efter at billetprisen er 110 kr.?

Opfordringen til at skaffe flere midler fra private
virksomheder anfægter det princip, at det i den nordiske model alt overvejende
har været en statslig opgave at støtte kulturen. Vi ved alle, at den der
betaler for musikken kræver indflydelse på, hvad der spilles. Privat støtte til
kulturinstitutioner og arrangementer gives sjældent bare for sjovt, men fordi
det passer ind i virksomheders profil. De dele af kulturlivet, som opnår støtte,
er derfor de dele, som fremstår mest lækre. Kontroversielle, provokerende eller
alt for uforudsigelige initiativer står næppe øverst på erhvervslivets sponsorønskeliste.

Øget privat finansiering og større brugerfinansiering nærmer
sig en kulturpolitisk model, som kan karakteriseres som den liberale. Det er jo
ikke så underligt, når kulturministeren nu er liberal, men hvorfor så ikke bare
kalde det ved rette navn. Var Røddingmødets egentlige formål ikke snarere at
legitimere en kulturpolitik, som bevæger sig hen imod den liberale model?

Rosens skønhed Det vigtigste er ofte usynligt for øjet og for de stramt koreograferede planer, vi i stigende grad lægger for vores børn og deres fremtid

Antoine de Saint-Exupérys “Den lille prins”, som udkom på fransk for 70 år siden, og som er solgt i 200 millioner eksemplarer og dermed en af de mest solgte bøger nogensinde, er blevet filmatiseret og kan i øjeblikket ses i biografen i en computeranimeret udgave. Filmen henvender sig til børn, men den kan med fordel også ses af voksne. Filmudgaven digter videre på bogen og sætter historien ind i en nutidig ramme.

En pige bor alene sammen med sin stræbermor, som har store planer med hende, hvilket indebærer en stram synkroniseret hverdag med naturvidenskabelige studier og skemalagte aktiviteter og øvelser. Der er ikke tid til legekammerater eller andre unødvendige og upassende sysler, som kan distrahere det livsprojekt, moren har formuleret. Alt er lagt tilrette sådan, at min lille koncerndirektør, som moren kærligt kalder hende, kan komme ind på World Academy, men til optagelsesprøven bliver hun hylet ud af den, da den strenge dommerkomite spørger hende om, hvad hun kan tænke sig, når hun bliver voksen. Hun har kun forberedt sig på at blive noget, men ikke på at blive nogen.

I stedet flytter hendes mor til den rigtige adresse, hvor firkantede, velordnede og fuldautomatiserede bungalows dominerer kvarteret. Desværre viser det sig, at nabohuset, der er en gammel faldefærdig og eventyrlig rønne, er beboet af en gammel langskægget mand, der er den pilot, som i sin tid mødte Den lille prins i ørkenen, da hans fly var forulykket. Den gamle excentriske mand er ved at sætte sin gamle flyver i stand, så han kan komme den lille prins til undsætning. Langsomt drages pigen af denne særling, hvis hjem ligner en brandfælde, som hun med let skjult foragt og nysgerrighed siger første gang, hun gæster det. Huset er dog også eventyrligt rodet og rummer bl.a. eventyret om den lille prins og hans lille planet og den rejse, han i sin tid drog ud på, inden han kom til jorden. I filmen er denne fortalt med dukker og papirklip tæt på de originale billeder. Moderen forbyder pigen at besøge den gamle mand, men et frø er blevet sået.

Da den gamle mand er blevet syg, drager pigen alene af sted i den nyrenoverede røde flyver på jagt efter den lille prins fra asteroide B-612, som i mellemtiden er blevet ansat som altmuligmand i en mørk storby, og som har glemt alt om sin gamle poetiske verden. Det viser sig, at de sære beboere, som befolkede de asteroider, som den lille prins i sin tid besøgte, nu befolker storbyen, herunder forretningsmanden, hvis opgave var at tælle penge. Han er nu blevet forvandlet til en snu og grisk pengemand, som har allieret sig med moderne magtteknologi, alt imens han udnytter den lille prins.

Filmens beskrivelse af pigens hverdag og ambitiøse mor er selvfølgelig grov satire, men rapporterne om hvordan børn forbereder sig på fremtiden i f.eks. Sydkorea og Kina viser, hvordan uddannelse kan perverteres til et benhårdt konkurrencekapløb. Den naturlige evne til at udforske og lege, som hører barndommen til, forsvinder, fordi tiden i stedet bliver reserveret til øvning og terperi.

Filmen trækker de klassiske konflikter op mellem følelse og fornuft, leg og planlagt læring samt eksperimenter over for forudsigelighed, sådan som det f.eks. også kendes fra H.C. Andersens eventyrverden eller fra Astrid Lindgrens univers, hvor de voksne ofte repræsenterer det konventionelle, ideforladte og fantasiløse, mens barnet repræsenterer det modsatte. Filmen formår at fastholde den barnlige poetiske og uskyldige tone på grænsen til det sentimentale, som også præger bogen.

Det er næppe tilfældigt, at det er barnet og den gamle, der finder sammen i filmen, og som formår at danne opposition til de voksne, som har magt, og som er optaget af fremtiden, penge og forfængelighed. I den forstand mimer filmatiseringen en romantisk myte, som bliver vedligeholdt i fortællingen og kunsten, men som jævnligt finder en ny historisk anledning til at blive gentaget.

Aktuelt er anledningen konkurrencesamfundet, som bl.a. bidrager til at et andet syn på børn finder vej i disse år, hvor kravet om læring, målrettethed, dygtiggørelse og talentudvikling begynder stadig tidligere og løber som en underliggende kulturel fortælling, og som måske umærkeligt er med til at forvandle den moderne barndom. Læreplaner allerede fra vuggestuen, en tendens til øget fokus på målstyring og opprioritering af de naturvidenskabelige fag i store dele af uddannelsesverdenen viser, at barndommen er blevet en alvorlig affære, som kræver tidlig og kontinuerlig planlægning og styring.

Det er godt at bruge hovedet, men hvis man skal lære at se med hjertet, som er budskabet i filmen, kræver det, at man også beskæftiger sig med det unyttige, det som har æstetisk eller sanselig værdi, f.eks. en roses skønhed eller en solnedgang. Det vigtigste er ofte usynligt for øjet eller for de stramt koreograferede planer, vi i stigende grad lægger for vores børn og deres fremtid.

Per Fibæk Laursen: Didaktiske ambitioner. Alle elever med.
Hans Reitzels Forlag. 2016.

Fibæk Laursen formulerer en række bud på, hvordan man
udvikle undervisning og uddannelse til gavn for eleverne, primært i folkeskolen.
Fibæk tager især afsæt i nyere empirisk uddannelsesforskning og forsøger med
afsæt i denne at formulere diverse anbefalinger. Hovedbudskabet i bogen er, at skolen og
undervisningen udvikles af lærerne (s.153).

Fibæk tager afsæt i en darwinistisk metafor som afsæt for hans
overvejelser omkring skoleudvikling. Arternes udvikling sker ved, at
evolutionshistorien foreslår mange nye træk, men det er kun nogle af dem, der føres
videre. Udviklingen bestemmes af, at nogle biologiske arter eller varianter er
bedst til at overleve og føre deres gener videre. Sådan er det også med
udviklingen i skolen, den kommer nedefra, og der prøves mange ting af, men det
er kun nogen af dem, der overlever. Udviklingen er selvorganiserende (s.26.)
frem for den er et resultat af en styret politisk og ledelsesmæssig udvikling.

Jeg synes, det er en uheldig metafor, og jeg vurderer heller
ikke, at beskrivelsen er korrekt. Metaforen er funktionalistisk. Arternes
udvikling er forskellig fra menneskenes og kulturens udvikling. Mening,
refleksion og magt adskiller den menneskeskabte udvikling fra den biologiske
udvikling. Set i perspektivet af de seneste års udvikling af den
offentlige sektor, må man nok også stille spørgsmål ved, om politikere, ledelse
og forvaltning ikke har nogen indflydelse på folkeskolens udvikling og ikke
formår at styre på en måde, så det får konsekvenser for skolens indhold og
udvikling.

Bogen er optaget af, hvad der virker i skolen. Med afsæt i
blandt andet Hattie svarer Fibæk engagerende og ledende lærere,
god kontakt med elevernes læring, klarhed i undervisningens mål, feedback til
eleverne og et godt sociale klima i klassen.

Forskningen peger på, at det som virker i udlandet også ser
ud til at virke i Danmark (S.52). Man bør dog være opmærksom, at sammenhængen
mellem f.eks. undervisningens kvalitet og elevlæring kun gælder med statistisk
sandsynlighed. Endelig er der heller ikke en kausal forbindelse mellem de evidens-faktorer og elevernes faktiske læring.

I forhold til at tale om, hvad der virker i undervisningen, inddeler
Fibæk emnet i undervisningen, læreren, skolen og skoleledelsen (s.60). Det
vigtigste er undervisningen.

Hattie og Helmke er enige om, at det som fremmer elevernes
læring er klare mål, tydelig ledelse, god atmosfære, tilpasning til den enkelte
elevs forudsætninger og sikring af elevens aktive medleven (s.71). Dette gælder
i særlig grad for elever med svag social baggrund. Danske undersøgelser som SFI
(2015) og Mehlbye (2010) lægger især vægt på værdien af klasseledelse. Socialt
svage elever nyder godt af, at der i særlig grad er fokus på faglige frem for
sociale mål. Fælles opgaveløsning på klassen kan også anbefales frem for f.eks.
gruppearbejde eller individuelt arbejde (Andersen, 2013). Hattie benævner specifikt
den eksplicitte strategi og den består
af klare mål, individuel feed-back. Resultaterne viser desuden, at elever med
svag social baggrund har særligt udbytte af tydelig lærerstyring og faste
rammer (s.86 ff.)

Lærerens undervisningskompetencer har indflydelse på
elevernes læring (jf. også Nordenbo, 2008). Vejen til god undervisning går gennem
gode lærere med frihed til at skønne og vælge (s.99). Flere undersøgelser peger
på, at eleverne lærer mere, når lærerne samarbejder med fokus på undervisningen
(s.101). Særligt erfarne klasseteam gør en forskel i forhold til socialt svage
elever. Internationale undersøgelser tyder tillige på, at lærernes engagement
og motivation har betydning for elevernes læring (s.105).

Skolen som institution er en tredje faktor, som har
betydning for elevernes læring. Fibæk refererer til den amerikanske
uddannelsesforsker Curban, som på et empirisk grundlag dokumenterer, at
reformer ofte ikke påvirker skoler direkte, men kun overfladisk, det samme gælder pædagogiske
ideologier og bølger. (s.127). Jeg har selv undersøgt, hvordan udvalgte
reformdele er blevet implementeret i f.eks. folkeskolen, og mine iagttagelser
peger på, at det er en alt for general konklusion, der er en række faktorer,
som kan påvirke implementering i positiv retning, mens der er faktorer, som
kan trække i den modsatte retning.

Det som betyder noget for elevernes udvikling er forhold,
der handler om, at skolen har en kultur og klima, der stiller store krav til
eleverne, og at der er et professionelt og engageret kollegialt klima i
lærerkorpset, og at forældrene inddrages. Forhold som ansættelsespolitik,
efteruddannelse og udviklingsarbejde ser også ud til at betyde noget. Det er i
høj grad de bløde faktorer, som er afgørende (s.130).

Ifølge Fibæk er der ingen evidens for, at skoleledelse
spiller en rolle for elevernes faglige udvikling. Det er en lidt overraskende
konklusion set i forhold til den aktuelle fokus, der er på skoleledens
betydning, og den efterfølgende gennemgang synes da også i nogen grad at
dementere den konklusion. Såfremt skoleledelsen skal gøre en forskel, skal det
ske gennem at ansætte dygtige lærere, støtte lærernes udvikling og respektere deres
autonomi (s. 142). Ledelsen bør koncentrere sig om de overordnede linjer. Fibæk refererer endvidere til Robinson,
Hattie og en dansk undersøgelse om skoleledelse, der peger på, at skoleledelsen
skal være orienteret mod udvikling af skolens professionelle kapacitet og
samarbejdet skal orienteres mod undervisningens betydning for elevernes læring.

Fibæk har skrevet en oplysende bog, hvor han på en enkel måde formidler den
viden, vi har om, hvad der virker i undervisning og uddannelse. Konklusionen om,
at vi ikke skal blande os direkte i lærernes arbejde, men formulere rammer og
forventninger, lyder sympatisk.

Min kritik går på bogens udsagn om, hvordan skoleudvikling
finder sted, f.eks. fremstår forbindelsen mellem udvikling igangsat udefra og
indefra ikke særlig reflekteret eller nuanceret beskrevet.

Kronik fra Børsen d. 27/5-2016

Der er noget galt med den måde, vi leder den offentlige sektor på. Inddrag flere folk

KRONIK -Børsens lederskribent retter 18. maj en række anklager mod undertegnede og andre, som har kritiseret professor Ove Kaj Pedersens syn på den offentlige sektor. Det hedder f.eks., at jeg ikke vil diskutere substansen, ligesom jeg også bliver spurgt om, hvad jeg så vil.

Den offentlige sektor er en alvorligt syg patient, som det hed i en overskrift i Ugebrevet A4 sidste efterår.

Undersøgelser peger på, at antallet af stresssygemeldinger er stigende, ligesom medarbejdernes oplevelse af arbejdspres, utilstrækkelighed og evne til ikke at gøre en forskel vokser. De negative erfaringer overgår klart dem, ansatte og ledere oplever i den private sektor. Der er altså noget galt med den måde, vi har indrettet og udviklet den offentlige sektor på.

Jeg vil hævde, at der er noget galt med den måde, vi styrer og leder store dele af den offentlige sektor på. Såfremt man gerne vil bidrage til en bedre og mere velfungerende offentlig sektor, så er det der, man skal sætte ind.

Det forholder Ove Kaj Pedersen sig ikke til, og det er en skam. I stedet tager han nogle billige stik hjem ved at gentage nogle traditionelle fordomme om den offentlige sektor, f.eks. at den offentlige sektor vokser uhæmmet, at ansatte ikke vil ledes, modarbejder politiske reformer og er økonomisk uansvarlige.

Vinklet ind i bureaukrati

I mange år har man i den private sektor talt om at rive pyramiderne ned, selvledelse, “unboss” og hvad det nu ellers har heddet.

I store dele af den offentlige sektor er man gået den modsatte vej med det resultat, at fagligt ansatte har fået indskrænket deres ledelsesmæssige råderum og er blevet viklet ind i en stadig mere bureaukratisk arbejdsdag, hvor der ofte tælles, måles, vejes og dokumenteres. I forsøget på at effektivisere den offentlige sektor er man ved at afvikle nogle af de værdier, som er centrale for en velfungerende offentlig sektor. Værdier, der handler om, at gode medarbejdere er engagerede, kompetente og inden for visse rammer har en høj grad af handlefrihed.

I gamle dage var den offentlige sektor primært præget af en faglig dagsorden, og ledelse var af driftsmæssig eller administrativ karakter. Vi kender kritikken helt tilbage fra Glistrup, der talte om skrankepaver og papirnussere.

Fra begyndelsen af 80’erne skete der et opgør med den kultur samt idéen om, at man altid bare kan skrive en ny check, hvis riget fattes penge.

Det første program for modernisering af den offentlige sektor fra 1983 sætter fokus på budgetstyring samt på en række bløde idéer om styring og ledelse. Disse to temaer har med forskellige modifikationer udgjort hovedlinjen i den måde, den offentlige sektor siden er blevet forsøgt udviklet på.

Kniber med styring og ledelse

Det er vist lykkedes meget godt med budget- og økonomidelen.

Til gengæld har det knebet gevaldigt med styrings- og ledelsesdelen, selvom der gennem årene har været igangsat et utal af moderniseringsinitiativer.

Offentlige organisationer har ikke forvandlet sig til strategiske organisationer, hvor det er ledelsens opgave, i samarbejde med medarbejderne og andre relevante interessenter, at forløse denne mulighed.

I stedet har mange offentlige organisationer udviklet sig til organisationer, hvor ledelsesopgaven ofte rettes mod forvaltning af kontrol-, dokumentations- og snævre resultatsystemer.

Historisk set har vi som afløsning for en autonom fagligt orienteret kultur udviklet en managementorienteret styringskultur.

Den offentlige sektors største udfordring er evnen til faglig og strategisk udvikling samt en bedre dialog med borgerne og omverdenen.

Mindre management

Skal den opgave løses, kræver det et bedre arbejds- og ledelsesmiljø, sådan at de ansatte kan gøre det, som de er bedst til – nemlig at bidrage med at udvikle borgernær service og kvalitet til gavn for ældre, elever og patienter.

En af måderne at gøre dette på er ved at slække på den management-orienterede styringskultur, som aktuelt præger store dele af den offentlige sektor. Som det er nu, inddrages hverken medarbejdere eller brugernes viden og erfaringer tilstrækkeligt i arbejdet med at udvikle den offentlige sektor, ligesom betingelserne for at udøve ledelse ofte er præget af vanskelige og modsætningsfyldte vilkår.

Skal den alvorligt syge patient gøres rask, er det et bud på den medicin, som bør udskrives.

Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 20/5.

For et stykke tid siden deltog jeg i et debatprogram i
radioen, hvor jeg argumenterede for, at politikere i for ringe grad beskæftiger
sig med kunst og kultur, herunder litteratur. Jeg gav forskellige eksempler på,
hvordan tidligere statsministre, som f.eks. Anker Jørgensen og Jens Otto Kragh,
var levende interesseret i kunst og kultur. Dette står i grel modsætning til
ikke mindst de seneste statsministre, som ikke synes at ofre meget opmærksomhed
på den del af tilværelsen.

Jeg blev selvfølgelig konfronteret med, om det var et
rimeligt krav at stille til nutidens politikere. Bliver man en bedre politiker,
hvis man beskæftiger sig med kunst og kultur? Er det ikke tilstrækkeligt, at
man er god til at håndtere regneark og tal.

Måske bliver man ikke en bedre politiker, men man bliver en
anden politiker.

Ifølge valgforskere er tilliden til politikerne den laveste
i nyere tid. Det kan blandt andet forklares med udgangspunkt i finanskrisen,
men mon ikke også der stikker mere under.
Dagens politikere ligner hinanden, de har stort set samme uddannelse,
har ofte ringe erhvervserfaring og omgiver sig med lobbyister, professionelle
meningsdannere og kollegaer. Hertil kommer, at stadig færre mennesker er medlem
af et politisk parti.

Mange politikeres berøringsflade er derfor blevet flad
forstået på den måde, at de omgiver sig med folk, som ligner dem selv. Det
medfører, at deres betragtninger på utallige samfundsforhold primært bliver af
økonomisk karakter. De studerende skal blive hurtigere færdige og helst afholde
sig fra at læse humanistiske og kunstneriske fag. Det kulturelle område må
værsgo spytte 2 % i kassen, det har ikke krav på særstatus

Hvilken anden politiker bliver man, hvis man er levende
interesseret i kunst og kultur? Måske
bliver man en politiker, som er i stand til at begejstre, som får ideer og som
formår at formulere visioner for, hvad det er for et samfund, vi ønsker at
udvikle. Mange nuværende politikere opfører sig som en slags administrerende
direktører, som står i spidsen for en produktionsvirksomhed, hvis fornemmeste
opgave er at trimme organisationen, så den er fit til en børsintroduktion.

Man kan være enig eller uenig med Uffe Elbæk, men den
tidligere kaospilot formår i hvert fald at begejstre og skabe entusiasme
omkring sig.

”En roman er en meditation over eksistensen set gennem
opdigtede personer”, har forfatteren Milan Kundera formuleret. Gennem fiktionen eller kunsten får vi
mulighed for at forstå, hvad det vil sige at være menneske. Gennem indlevelse
og identifikation lærer vi os selv og vores medmennesker bedre at kende på
tværs af tid og rum.

Politikere får mulighed for at lære personer, miljøer og
livsbetingelser at kende, som de ellers kun i ringe grad er i kontakt med. Den
nu afdøde filosof Richard Rorty taler om litteraturens evne til moralske
fremskridt.

En anden vigtig funktion er, at kunsten kan udvide vores
evne til at se, at verden kunne være anderledes og dermed stimulere til nye
ideer og forestillinger. Den evne har vi alle brug for, men måske gælder det
især nutidens politikere.

Frans Ørsted Andersen: Pædagogik på kanten – især for drenge men også for piger. Mindspace. 2015

Der er for få drenge, der får en uddannelse, flere drenge
end piger modtager specialundervisning, ligesom frafaldet er størst blandt
drenge. Drenge mangler i mange tilfælde motivation
og mening med skole og uddannelse. I nogle år har man inden for den pædagogiske
verden talt om drengeproblemet og diskuteret, om der er behov for en særlig
pædagogisk indsats over for gruppen. I
bogen Pædagogik på kanten – især for drenge men også for piger introducerer og diskuterer Frans Ørsted Andersen
forskellige pædagogiske projekter, som i særlig grad henvender sig målgruppen.
Samtidig forsøger han at indkredse en række generelle pædagogiske principper,
som er anvendelige i forhold til målgruppen. Bogen introducerer til et par
historisk pædagogisk projekter, hvor der var fokus på drenge, f.eks.
ungdomsskolens arbejde med den såkaldte Slikker-bande tilbage i 60’erne. En
knallert- og motorcykelbande, der hærgede i Odense på daværende tidspunkt. Det
synes, jeg er fint. Det historiske fylder alt for lidt i dagens pædagogiske
debat, det er som om, at alle problemer og mulige løsninger er opfundet inden
for de sidste 10 år. Her ud over introducerer Andersen til Stem-projekter,
Coorporative learning, andre former for arkitektur og ruminddeling. rollespil
eller gaming og f.eks. det pædagogiske
arbejde i Drengeakademiet.

Pædagogik på kanten
er ikke en akademisk bog, men derimod en bog der primært introducerer til
forsknings- og udviklingsprojekter, som Ørsted typisk har haft tilknytning til som
forsker. Hermed får bogen lidt karakter af en hands on bog, hvilket kan være
godt i forhold til den konkrete pædagogiske inspiration. Til gengæld mangler
der så en mere udfoldet akademisk refleksion omkring problemstillingen, selv om
der i varierende grad refereres til teorier og forskningslitteratur, så man kan
gå videre på egen hånd.

Hvad er det så for en pædagogik, som i særlig grad
henvender sig til drenge. Grundlæggende
har vi at gøre med en række almenpædagogiske ideer og vel også til
dels socialpædagogiske ideer, som også i andre sammenhænge har vist sig at
være virkningsfulde.

Specifikt i forhold til drengegruppen kan inddragelse af
(ny) teknologi, anvendelsesorientereret undervisning, selv om begrebet ikke bruges,
og rollespil/gaming samt eksperimenterende pædagogik være relevant. Den nævnte indhold
og pædagogik kan blandt andet bruges til at skabe motivation, engagement og
mening.

Afslutningsvis i bogen refereres der til 18 forhold og faktorer, som
kan medvirke til en god pædagogik på kanten. Det kan virke lidt tilfældigt, at
noget og ikke noget andet er medtaget, ligesom der heller ikke sker en
refleksion over, om noget er vigtigere end andet og om nogle af elementerne
hænger sammen, og hvordan de i øvrigt hænger sammen. Der refereres ikke til
rammemæssige forhold som f.eks. organisationen og ledelsens betydning, selv om disse er centrale
for, at en konkret pædagogik kan udvikles.

Skal man sammenfatte anbefalinger og forsøge at gruppere
dem, kan man pege på lærer-elev-relationer, udvikling af fællesskaber, trivsel,
eksplicit didaktik eller klasserumsledelse, dvs. tydelige og klare krav og
forventninger, varierende undervisningsformer, anvendelsesorienteret
undervisning fokus på den enkelte elevs udfordringer og nærmeste udviklingszone,
holddannelse og arbejdet med elevens personlige og sociale kompetencer. Hertil
kommer den mere deltagelsesorienterede og aktivitetsprægede pædagogik, som i
særlig grad henvender sig til drengegruppen.

Selv om der er gode ideer og praktiske pædagogiske eksempler på, hvordan man kan arbejde med målgruppen mangler der en mere systematisk og teoretiske reflekteret tilgang til problemstillingen.

Noemi Katznelson m.fl. (2015) Hvem er de unge på kanten af det danske samfund? Om hverdagsliv,
ungdomskultur og indsatser der gør en positiv forskel. Center for
ungdomsforkning.

Bogen formidler resultaterne fra en kvalitativ undersøgelse,
der handler om udsatte unge (18-30) år, som alle er udfordret på forskellig
vis. I undersøgelsen er unge og professionelle behandlere blevet interviewet. De interviewede
unge er blevet fundet via herberger, bosteder og forskellige tilbud rettet mod
misbrug og socialpsykiatrisk behandling. De unge er typisk ikke i arbejde og
uddannelse og har ofte kontakt til offentlige hjælpesystemer.

Udgangspunktet for undersøgelsen er, at gruppen af unge,
med svære sociale problemer, og som i et eller andet omfang er marginaliseret,
er steget; flere unge er hjemløse, har misbrugsproblemer og eller psykiske
lidelser.

Politisk er der sket et kursskifte fra wellfare til
workfare, sådan som diverse politiske reformer har initieret i forbindelse med overgangen
til konkurrencestaten. De unge skal i uddannelse med henblik på at få dem
integreret på arbejdsmarkedet frem for at modtage passiv forsørgelse. Dette er
fortsat den politiske ambition, men ambitionen er nu også rent
uddannelsespolitisk at højne kvaliteten i uddannelsessystemet. Indførelse af
karakterer på erhvervsuddannelserne, dimensionering på universiteterne mv.,
ledsager denne nye diskurs. Herved udfordres denne grupper af unge yderligere,
fordi de ikke formår at leve op til de nævnte krav.

I ungdomsgruppen som helhed kan man iagttage en
polarisering. På den ene side tilpasser mange unge sig de nye krav, f.eks. går
hurtigere i gang med en uddannelse og er mindre kriminelle, på den anden side
findes der en gruppe af mere sårbare unge.

Rent strukturelt mødes de udsatte unge med nye krav, f.eks.
uddannelsespålæg og ændringer af arbejdsmarkedet karakteriseret ved færre
ufaglærte job. Kulturelt er der sket en individualisering. Unge skal i stigende
grad selv finde vej gennem livet, og der er en lang række muligheder til
rådighed, men i praksis er det svært for de udsatte unge at realisere disse
muligheder, da de mangler evnerne og ressourcerne. I disse år er der tillige
sket tillige en ”hård” individualisering. Tidligere handlede
individualisering om personlig udvikling. Nu handler det om at præstere og
vise, man har talent og succes.

De unge på kanten udviser tre idealtypiske strategier;
henholdsvis ”jeg-klarer-mig”-strategien. Unge der praktiserer denne strategi
forsøger at klare sig selv og holde fast i et normalt ungdomsliv og en facade
udadtil på trods af problemer med f.eks. misbrug. ”Isolations-strategien”
praktiseres af unge, som stort set har givet op og ikke magter et normalt
hverdagsliv. ”Værdi-strategien” praktiseres af unge, som er optaget af moral og
værdier. De formulerer ofte en modkulturel strategi.

Det gennemgående i de unges strategier er, at hverdagen er
ustruktureret og flyder sammen. Der mangler ritualer og skemaer for, hvordan
dagen skal struktureres. Fællesskaberne er ofte funderet omkring misbrug, især
hash. På tværs af strategierne er det karakteristisk, at de unge mangler stærke
relationer og netværk.

Cirka en 1/3 del har gennemført en ungdomsuddannelse. Noget som
er karakteristisk for de unge er, at deres forestillinger om uddannelse og
arbejde ofte er urealistiske. Der er tale om usikre realiseringsmuligheder, som
det formuleres i rapporten. Uddannelse
og arbejde bliver omformet til en arena for identitetsarbejde frem for
forsørgelse. Som Birgitte Simonsen formulerede det for mange år siden om
udviklingen i unges historiske uddannelsesvalg, sker en glidning fra, at
uddannelse bliver noget, man kan leve af til at uddannelse bliver noget, man
skal leve af. Drømmene om arbejde og uddannelse idealiseres og bliver af følelsesmæssigt
karakter og sammenholdes ikke med de faktiske og materielle vilkår, de unge er
underlagt.

Undersøgelsen peger på, at relationerne til de
professionelle er den enkeltfaktor, unge vurderer, har størst betydning for, at
de kan komme videre. Det er et interessant resultat, som både støttes af
mønsterbryderforskningen og uddannelsesforskningen. Det at være en del af et
fællesskab med andre unge, betyder ligeledes
noget centralt for de unge. Et andet forhold, der vurderes positivt, og som vel
ligger i forlængelse af relationer til professionelle, er støtte til at få
hverdagslivet til at fungere. Nok et forhold i tråd hermed er behovet for psykologisk
hjælp og støtte. Det peges ligeledes på andre faktorer, f.eks. at udvikling er en proces der tager tid, ligesom
tilbuddene i forhold til målgruppen skal være fleksible og tilrettelægges med
udgangspunkt i den unges situation og behov.

Selv om målet med irapporten ikke er at tematisere den
uddannelsesmæssige indsats overfor de unge, er perspektivet set i forhold til
opgaven med at få dem integreret i en uddannelsesmæssig kontekst, at det især
er vigtigt at tilbyde dem en vifte af støttemuligheder. De professionelle
relationer er det afgørende parameter og afsæt for anden hjælp og støtte. Undersøgelsen
synes her bekræfte andre undersøgelser, der handler om, at professionelle
relationer udgør en nøglefaktor i forhold til at hjælpe målgruppen.

Alt kan ikke måles (Kronik i Fyens Stiftstidende d. 27/4-2016)

Det Kommunale Institut
for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning (KORA) har netop udgivet en analyse
af resultatbaseret styring. Målet med undersøgelsen var blandt andet at
vurdere, hvad der er kommet ud af indsatsen.

Resultatbaseret styring
er et redskab, som staten bruger over for kommuner, regioner og statslige
organisationer og som også bruges internt i f.eks. kommuner og regioner.
Resultatbaseret styring handler om, at politikere og embedsmænd formulerer
resultater for offentlig virksomhed, hvorefter den enkelte organisation eller
medarbejder bliver målt på evnen til at leve op til målene.

Det nævnte styringsværktøj
har præget den offentlige sektor længe, men har bredt sig til flere og flere
områder, ligesom detaljeringsgraden og antallet af resultatmål er steget. Kun
enkelte områder er friholdt. Der er f.eks. endnu ingen, der har fundet på at gøre
kongehusets tildeling af apanage afhængig af, hvor mange statsbesøg regenten
foretager eller stillet krav om, hvor mange danske provinsbyer som skal have
besøg af den kongelige familie i forbindelse med det årlige sommertogt.

Resultatorienteret
styring er et barn af New Public Management, hvor der motiveres gennem
økonomiske incitamenter og styres ved hjælp af konkurrence og markedstiltag.
Afhængig af hvor god eller dårlig den offentlige organisation er til at leve op
til resultater og mål, kan politikerne
skrue
op eller ned for den offentlige virksomhed. Det lyder måske meget fornuftigt,
men i modsætning til private organisationer har offentlige organisationer ofte
mange og indbyrdes modstridende mål.

KORAs rapport
konkluderer, at der nok evidens for, at resultatbaseret styring virker i et
vist omfang, men der er også en række utilsigtede og negative effekter, som
alvorligt problematiserer effekten.

Et
problem er, at resultatstyring ofte retter fokus mod kortsigtede resultater
frem for mere langsigtede resultater. Det kan godt være, at vi får de
studerende hurtigere igennem universitet, fordi de får SU i kortere tid, skal
gå til færre eksamener og har mindre tid til at skrive deres speciale og tvangstilmeldes
til fag og eksamener. Men hvad er de langsigtede samfundsmæssige konsekvenser
af, at de studerendes uddannelse bliver forringet?

Offentlige
organisationers mål er ofte komplekse. Resultatstyringen risikerer at rette
organisationens fokus på, hvad der er måleligt frem for, hvad det er vigtigt. Inden
for det sociale område og beskæftigelsesområdet er der en tendens til, at man
prioriterer indsatsen over for de ressourcestærke borgere, fordi de er nemmere at
hjælpe, mens de borgere, der er sværere at hjælpe, ikke får den fornødne hjælp.
Opfyldelsen eller overholdelsen af kontrakten kan blive til et mål i sig selv og
ikke et middel.

Brugen
af resultatbaseret styring risikerer at distancere ledere og medarbejderne fra
organisationens kerneopgave. Omsorg, pleje, undervisning og forskning, dvs.
komplekse og sammensatte ydelser, bliver anskuet ud fra simple kriterier og
resultatopgørelser, fordi det er dem, som kan registreres, dokumenteres og
tælles.

Kan
staten og universitetsledelsen få de studerende til at blive hurtigere færdige
med deres studie, sådan som det er formuleret i resultatkontrakten, selv om det
strider mod de fagligt ansattes nedarvede normer om, at en god studerende er en
studerende, som tager sig tid til akademisk og videnskabelig fordybelse og
erkendelse?

Den ensidige
resultatfokusering risikerer at skabe medarbejdere, som enten er demotiverede
eller udvikler en bureaukratisk tjekliste-kultur frem for medarbejdere, der gør
brug af faglige professionelle skøn.

Overordnet
set er resultatstyring en konservativ styringsform, hvor man forestiller sig,
at virkeligheden og fremtiden er kendt og forudsigelig og detaljeret lader sig
planlægge. Resultatstyring bidrager måske i nogle tilfælde nok til at skabe
større klarhed og sikkerhed om den offentlige sektors service og ydelser. Til
gengæld indsnævrer resultatstyringen ledelsens og medarbejdernes ledelsesrum,
ligesom den relevante dialog om udvikling af organisationen risikerer at
forsvinde, fordi mål og resultater er lagt fast.

Dybest
set er resultatstyring et barn af moderniteten og dens forestillinger om, at
alt lader sig planlægge og styre. Resultatorienteret styring risikerer at
hindre nytænkning og selvstændighed i en tid, hvor der måske mere end nogensinde
er behov for det.

Alternativet
er ikke, at vi vender tilbage til den professionelle autonome tidsalder, hvor lægen
eller læreren alene vidste bedst. Alternativet er heller ikke, at vi vender
tilbage til bureaukratiet, hvor der var detaljerede forskrifter for, hvordan
man skulle håndtere en given sag eller problemstilling. Der skal være plads til
det professionelle skøn, men der skal også være plads til, at politikere,
brugere og øvrige interessenter deltager i forhandlingen af indholdet og
kvaliteten af den offentlige sektors resultater. Ensidig resultatstyring gør
den offentlige sektor dårligere og de offentlige ansatte dummere.